Bekendtgørelse af lov om renter ved forsinket
betaling m.v.
(Renteloven)
Herved bekendtgøres lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986, med de ændringer, der
følger af § 4 i lov nr. 1098 af 21. december 1994, lov nr. 462 af
7. juni 2001 og lov nr. 379 af 6. juni 2002.
[ Lovens anvendelsesområde ]
§ 1. Loven gælder for rente af
pengekrav på formuerettens område, jf. dog §§ 8 og 8 a.
Stk. 2. § 9 a gælder for
alle inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens
område, mens § 9 b alene gælder for rykker- og inkassogebyrer
vedrørende sådanne fordringer.
Stk. 3. Loven finder ikke
anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til lov, eller
hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9 a og 9 b.
Stk. 4. Loven finder ikke
anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf.
dog §§ 9 a og 9 b. Dette gælder ikke, for så vidt angår fravigelse
til skade for skyldneren, hvis der er tale om en fordring i henhold til
en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. Der kan desuden kræves
rente efter §§ 3-5, selv om andet følger af handelsbrug eller
anden sædvane, hvis kravet angår vederlag i henhold til aftale om
levering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem
erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en
erhvervsdrivende som led i sit erhverv og en ordregivende myndighed som
defineret i direktiverne 92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF
om offentlige indkøbskontrakter.
[ Renter før forfaldsdagen (kreditrente) ]
§ 2. Der skal ikke betales rente for
det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen, jf. dog § 1,
stk. 3 og stk. 4, 1. og 2. pkt.
[ Renter efter forfaldsdagen (morarente) ]
§ 3. Rente skal betales fra
forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen.
Stk. 2. I andre tilfælde skal
der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da
fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling.
Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for
modtagelsen af anmodningen.
Stk. 3. Uanset stk. 1 og
2 skal der tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den
dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må
anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.
Stk. 4. Uanset stk. 2 og
3 skal der senest betales rente fra den dag, da fordringshaveren
begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.
Stk. 5. Hvor særlige forhold
begrunder det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et
tidligere eller senere tidspunkt. Ved fordringer i henhold til aftaler
som nævnt i § 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene
bestemme, at rente skal betales fra et tidligere tidspunkt.
[ Kreditors fordringshavermora ]
§ 4. Hvis fordringshaverens forhold
hindrer betaling, skal der ikke betales rente, så længe hindringen
varer. Dette gælder, uanset det er aftalt, at gælden forrentes forud
for forfaldsdagen.
Stk. 2. Hvis rimelig
hensyntagen til fordringshaveren efter hindringens særlige beskaffenhed
kræver, at skyldneren indsætter beløbet i bank eller sparekasse, skal
han betale fordringshaveren, hvad der ville være indvundet herved.
[ Rentens størrelse: Procesrente
efter forfald ]
§ 5. Renten efter forfaldsdagen
fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte
referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne
lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat
henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.
Stk. 2. Justitsministeren kan
hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi-
og Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i stk. 1
nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct.
Stk. 3. Hvor særlige forhold
begrunder det, kan retten bestemme, at der skal betales en højere eller
lavere rente. Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i
§ 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene bestemme, at der
skal betales en højere rente.
[ Højere rente på andet grundlag ]
§ 6. Kunne fordringshaveren på andet
grundlag kræve højere rente, bevarer han retten hertil.
[ Forbrugerpræceptivitet vedr. rentens størrelse ]
§ 7. § 5 kan ikke fraviges til
skade for en skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår som
led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig handler uden for sit
erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han
har indgået, ikke er omfattet af 1. pkt.
Stk. 2. Vedtagelse i de
aftaler, der er nævnt i stk. 1, om, at skyldneren efter
forfaldsdagen i stedet for eller i tillæg til rente skal betale en
løbende provision eller lignende, er ikke bindende for skyldneren i det
omfang, summen af rente og provision overstiger renten efter § 5.
Stk. 3. Skal skyldneren for
det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen, betale en fast eller
variabel rente, der, eventuelt med tillæg af en løbende provision eller
lignende, er højere end den rente, der er fastsat efter § 5,
stk. 1 og 2, bevarer fordringshaveren dog retten til den højere
rente m.v. efter forfaldsdagen.
Stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder ikke for aftaler, der indgås af et
godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller kreditinstitut.
[ Rente fra hvornår: Retsforfølgning (pengekrav uden for formueretten) ]
§ 8. Hvis pengekrav uden for
formuerettens område ikke betales i rette tid, skal rente som fastsat
efter § 5, stk. 1 og 2, betales fra den dag, da
fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.
Stk. 2. § 3,
stk. 5, § 4, stk. 1, § 5, stk. 3, og § 6
gælder også for pengekrav uden for formuerettens område.
§ 8 a. Sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden
retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens
udløb med rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2.
Stk. 2. I tilfælde af appel skal
rente betales fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørelsen i den
foregående instans, i det omfang afgørelsen om sagsomkostninger
stadfæstes. Dette gælder, selv om appel fandt sted inden
fuldbyrdelsesfristens udløb eller appellen i øvrigt havde opsættende
virkning.
[ Lovbestemmelser om lavere rente (fra retsforfølgning) ]
§ 9. Fører lovbestemmelser om rente for
særlige krav til en lavere rente end den, der er fastsat efter
§ 5, stk. 1 og 2, skal skyldneren dog betale den der nævnte
rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til
betaling af gælden. § 5, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse.
[ Udenretlige inddrivelsesomkostninger ]
§ 9 a. Fordringshaveren kan kræve, at
skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger
ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med
betalingen ikke beror på skyldnerens forhold.
Stk. 2. Stk. 1 kan ikke
fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved
handelsbrug eller anden sædvane. Hvis der er tale om en fordring i
henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, kan reglen i
stk. 1 endvidere ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale.
Stk. 3. Justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan
kræve betalt efter stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal være
gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler
om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan
kræves betaling op til visse maksimumsbeløb.
Stk. 4. For omkostninger ved
retslig inddrivelse gælder retsplejelovens regler om sagsomkostninger.
[ Rykkere og inkassogebyr mv. ]
§ 9 b. For rykkerskrivelser vedrørende
fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2,
såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr).
Fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at
anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne,
såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).
Stk. 2. Der kan kræves et
rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog
højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden
for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende
samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for
3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan
kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages
mellemrum.
Stk. 3. Der kan kræves et
inkassogebyr på højst 100 kr.
Stk. 4. Reglerne i
stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale,
hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i
§ 7, stk. 1. I andre tilfælde kan reglerne i stk. 1-3
fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane i det omfang,
som følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.
[ Lovens anvendelse på krav efter 1978 ]
§ 10. Loven finder anvendelse på
pengekrav, som forfalder den 1. juli 1978 eller senere.
Stk. 2. § 7 finder også
anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1978, hvis kravet
forfalder den 1. juli 1978 eller senere.
Stk. 3. § 38 i lov nr.
102 af 6. april 1906 om køb, som ændret ved lov nr. 212 af 26. april
1973, og §§ 6 og 62 i lov nr. 146 af 13. april 1938 om gældsbreve,
som ændret ved lov nr. 212 af 26. april 1973, ophæves.
[ Ikke Færøerne og Grønland ]
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Lov nr. 462 af 7. juni 20011)
indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft
den 1. juli 2001.
Stk. 2. Loven gælder for
rykkergebyrer vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens
ikrafttræden, og for inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav
opstår efter lovens ikrafttræden.
Lov nr. 379 af 6. juni 20022)
indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft
den 1. august 2002.
Stk. 2. Loven gælder for rente
af pengekrav, som forfalder den 1. august 2002 eller senere. § 1,
nr. 5,3) gælder dog kun, hvis den
pågældende betalingsanmodning er afsendt eller fremsat den 1. august
2002 eller senere.
Stk. 3. Loven gælder for
inddrivelsesomkostninger, hvor det pågældende betalingskrav opstår
efter lovens ikrafttræden. Loven gælder endvidere for rykkergebyrer
vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, samt
for inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter lovens
ikrafttræden.
Justitsministeriet, den 4.
september 2002
Lene Espersen
/Henrik Øe