Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst
Bekendtgørelse af lov om rettens pleje
Herved bekendtgøres lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1237 af 26. oktober 2010, med de ændringer, der
følger af § 1, nr. 1-3 og 7-9, i lov nr. 404 af 21. april 2010,
§ 2 i lov nr. 718 af 25. juni 2010, § 2 i lov nr. 1549 af 21.
december 2010, § 2 i lov nr. 1552 af 21. december 2010, lov nr. 292
af 11. april 2011, lov nr. 411 af 9. maj 2011, § 1 i lov nr. 412
af 9. maj 2011, § 81 i lov nr. 594 af 14. juni 2011 og § 1 i
lov nr. 614 af 14. juni 2011.
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 148
a, § 154, stk. 2, § 155, nr. 2, § 156 a, § 158
og § 561, stk. 1, 4. pkt., træder i kraft efter
justitsministerens nærmere bestemmelse, jf. § 5, stk. 1, i lov
nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov
om skifte af dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital
kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling,
regler om vidneforvarede m.v.).
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 186,
stk. 2, 3. pkt., og stk. 3-6, træder i kraft efter
justitsministerens nærmere bestemmelse, jf. § 106, stk. 3, i
lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige
andre love (Politi- og domstolsreform).
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 116 a
træder i kraft på det tidspunkt, justitsministeren fastsætter, jf.
§ 6, stk. 1, i lov nr. 479 af 17. juni 2008 om ændring af lov
om Det Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven, lov om registrering
af køretøjer og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet
(Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om
dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer m.v.).
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 56 a
træder i kraft på det tidspunkt, justitsministeren fastsætter, jf.
§ 2, stk. 2, i lov nr. 495 af 12. juni 2009 om ændring af
retsplejeloven (Dommeres fremtræden i retsmøder).
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 130 a
og § 143, stk. 6, træder i kraft efter justitsministerens
nærmere bestemmelse, jf. § 8, stk. 2, i lov nr. 505 af 12.
juni 2009 om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje og forskellige
andre love (Behandling af værgemålssager, ajourføring af regler om
advokaters virksomhed, digital-, tele- og videokommunikation,
afskaffelse af hæftestraffen m.v.).
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 116 b
træder i kraft på det tidspunkt, justitsministeren fastsætter, jf.
§ 5 i lov nr. 715 af 25. juni 2010 om ændring af lov om Det
Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven og lov om registrering af
køretøjer (Udveksling af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og
køretøjer med stater uden for Den Europæiske Union).
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende
overskriften til første bog, femte afsnit, hele sjette afsnit,
overskriften til første bog, syvende afsnit og vedrørende kapitel 93
b-d, gælder først fra den 1. januar 2012, jf. § 4, stk. 2, i
lov nr. 404 af 21. april 2010 om ændring af retsplejeloven og
forskellige andre love (Ny politiklageordning m.v.).
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 32
c, 1. pkt., § 254 e, stk. 7, 3. pkt., § 327,
stk. 3-5, § 331, stk. 1, nr. 5, og stk. 3,
§ 336, stk. 3, § 448, nr. 5, § 538 b, stk. 1,
og tredje bog, sjette afsnit, gælder først fra den 1. marts 2012, jf. §
86 i lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v.
Første bog.
Domsmagten m.m.
Første afsnit.
Domstolenes ordning
Kapitel 1
Retterne
[ De almindelige domstole ] § 1. De almindelige domstole er Højesteret, landsretterne og byretterne samt Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten.
Stk. 2. Denne lovs
regler finder alene anvendelse på rettens pleje ved de almindelige
domstole, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov.
Stk. 3. Militære straffesager behandles efter militær retsplejelov.
[ Den Særlige Klageret ] § 1 a. Den Særlige Klageret behandler og påkender
1) begæringer om genoptagelse af en straffesag, jf. kapitel 86,
2) kæremål vedrørende udelukkelse af en forsvarer, jf. § 737,
3) klager, der henvises efter § 48,
4) sager om
suspension, disciplinærforfølgning og afsked på grund af sygdom i de i
§§ 49, 49 a, 50 og 55 nævnte tilfælde,
5) sager efter § 54 a om afsked og ændring af tjenestested og
6) sager om afsættelse af medlemmer af Domstolsstyrelsens bestyrelse, jf. § 6, stk. 3, i lov om Domstolsstyrelsen.
Stk. 2. Klageretten
består af 5 medlemmer, der efter indstilling af justitsministeren
beskikkes af kongen for en periode på 10 år. Rettens medlemmer kan kun
afsættes ved dom. Et medlem udtræder, når betingelserne for medlemmets
beskikkelse bortfalder. Beskikkelsen ophører senest ved udgangen af den
måned, hvori den pågældende fylder 70 år. Genbeskikkelse kan ikke finde
sted.
Stk. 3. Klagerettens
medlemmer skal være en højesteretsdommer (Klagerettens formand), en
landsdommer og en byretsdommer, der beskikkes efter indstilling til
justitsministeren fra henholdsvis Højesteret, landsretterne og Den
Danske Dommerforening, samt en advokat, der beskikkes efter indstilling
til justitsministeren fra Advokatrådet, og en universitetslærer i
retsvidenskab eller anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse.
Stk. 4. For hvert af
rettens medlemmer beskikker kongen efter tilsvarende regler som for
vedkommende medlem en første- og andensuppleant. Suppleanterne tiltræder
om nødvendigt retten, således at førstesuppleanten går forud for
andensuppleanten.
Stk. 5. Klagerettens sekretariatsopgaver udføres af Højesteret efter aftale mellem Højesterets præsident og Klagerettens formand.
[ Højesteret ] § 2. Højesteret
er øverste domstol for hele riget. Den har sit sæde i København og
består af en præsident og 15 andre højesteretsdommere.
Stk. 2. Præsidenten er
ansvarlig for varetagelsen af de bevillingsmæssige og administrative
forhold, der er henlagt til embedet. Præsidenten skal herunder sørge for
en forsvarlig og hensigtsmæssig drift af embedet og skal tage de
fornødne initiativer til sikring heraf.
Stk. 3. I præsidentens sted træder i fornødent fald den efter embedsalder ældste af rettens tilstedeværende dommere.
[ Deltagelse ved Højesterets afgørelser ] § 3. I afgørelsen
af sager ved Højesteret deltager, medmindre andet er bestemt, mindst 5
dommere. Præsidenten træffer efter forhandling med rettens medlemmer
bestemmelse om sagernes fordeling mellem dommerne og om sagernes
administrative behandling. Er i en sag det nødvendige antal
højesteretsdommere ikke til rådighed, kan præsidenten tilkalde en eller
flere landsdommere til at deltage i sagens behandling.
Stk. 2. Når
præsidenten ikke deltager i behandlingen af en sag, beklædes
formandspladsen af den dommer, præsidenten efter forhandling med rettens
medlemmer udpeger dertil.
Stk. 3. Efter rettens
nærmere bestemmelse kan følgende afgørelser træffes af udvalg, der
består af mindst 3 dommere, og som sammensættes af præsidenten efter
forhandling med rettens medlemmer:
1) Beslutninger og kendelser, der ikke træffes under hovedforhandlingen i domssager,
2) i borgerlige
sager domme, hvorved anke afvises, domme i sager, hvor indstævnte møder
uden at rejse indsigelse, og domme, hvorved der alene tages stilling til
spørgsmål om sagsomkostninger, og
3) domme i kæresager.
Stk. 4. I det omfang
retten finder det formålstjenligt, kan et enkelt af medlemmerne handle
på udvalgets vegne. I vedtagelsen af domme og kendelser bortset fra
kendelser om afvisning af kæremål skal dog alle udvalgets medlemmer
deltage.
[ Fuldmægtiges bevisoptagelse ved Højesteret ] § 4. Fuldmægtige ved Højesteret kan optage bevis, i det omfang Højesteret bestemmer det, jf. § 340, stk. 3.
Stk. 2. For at kunne
give møde for andre under bevisoptagelse efter stk. 1 skal en
advokat have møderet for Højesteret, jf. § 134.
Stk. 3. Klage over
afgørelser truffet under bevisoptagelse efter stk. 1 fremsættes
over for Højesteret. Fristen for klage er 2 uger efter, at afgørelsen er
truffet. Afgørelse af klagen sker ved kendelse.
[ Landsretterne ] § 5. Der skal
være to landsretter: Østre Landsret og Vestre Landsret. Under Østre
Landsret hører Øerne, og under Vestre Landsret hører Jylland.
Stk. 2. Østre
Landsret, der har sit sæde i København, består af en præsident og 56
andre landsdommere. Vestre Landsret, der har sit sæde i Viborg, består
af en præsident og 36 andre landsdommere.
Stk. 3. Præsidenten er
ansvarlig for varetagelsen af de bevillingsmæssige og administrative
forhold, der er henlagt til embedet. Præsidenten skal herunder sørge for
en forsvarlig og hensigtsmæssig drift af embedet og skal tage de
fornødne initiativer til sikring heraf.
Stk. 4. Præsidenten
træffer efter forhandling med rettens øvrige dommere bestemmelse om,
hvem af disse der skal fungere som præsident under dennes fravær eller
forfald.
[ Landsretternes domsmyndighed ] § 6.
Landsretternes domsmyndighed omfatter dels behandling og påkendelse i
1. instans af retssager i det omfang, som bestemmes ved reglerne i
denne lov, dels prøvelse i 2. instans af byretternes behandlinger
og afgørelser overensstemmende med de nævnte regler. Endvidere kan kære
rejses for landsretten over byrettens afgørelser vedrørende de i
§ 11, stk. 2, nr. 2 og 4, omhandlede forhold og over
Tinglysningsrettens afgørelser.
[ Deltagelse ved landsrettens afgørelser ] § 7. I afgørelsen
af sager ved landsretterne deltager, medmindre andet er bestemt, mindst
3 dommere. Uden for hovedforhandlingen kan dog en enkelt dommer handle
på rettens vegne. Præsidenten træffer efter forhandling med rettens
øvrige dommere bestemmelse om sagernes fordeling mellem dommerne og om
sagernes administrative behandling.
Stk. 2. Når rettens
præsident ikke deltager i behandlingen af en sag, beklædes
formandspladsen af den af rettens dommere, som præsidenten har beskikket
dertil. Sådan beskikkelse sker for 1 år ad gangen og kan fornys. I
fornødent fald træder den efter embedsalder ældste af de dommere, af
hvilke retten dannes, i formandens sted.
Stk. 3. I
nævningesager og domsmandssager deltager 3 dommere. I nævningesager
deltager 9 nævninger. I domsmandssager tiltrædes landsretten af 3
domsmænd.
Stk. 4. Hvis
hovedforhandlingen i en nævninge- eller domsmandssag antages at ville
blive af længere varighed, kan rettens præsident efter indstilling fra
rettens formand bestemme, at suppleanter for dommerne og nævningerne
eller domsmændene skal overvære hovedforhandlingen. Suppleanterne
deltager ikke i rettens rådslagninger og afstemninger, men kan efter
retsformandens bestemmelse overvære disse. I øvrigt finder reglerne om
nævninger og domsmænd tilsvarende anvendelse på suppleanter for disse.
En suppleant tiltræder retten, hvis en af dommerne, nævningerne eller
domsmændene bliver forhindret i at medvirke ved sagens behandling og
pådømmelse.
[ Landsrettens tingsted ] § 8. Landsretten har hovedtingsted på det sted, hvor den har sit sæde.
Stk. 2.
Hovedforhandling i nævningesager og domsmandssager foregår endvidere på
andre af Domstolsstyrelsen dertil fastsatte tingsteder i
landsretskredsen. Domstolsstyrelsen bestemmer, hvilke dele af
landsretskredsen der skal henlægges til hvert af disse tingsteder.
Stk. 3. Retten kan
bestemme, at retten skal sættes uden for det sædvanlige tingsted,
herunder også uden for landsretskredsen, når det findes hensigtsmæssigt
af hensyn til sagens oplysning.
Stk. 4. Retten kan
endvidere bestemme, at retten skal sættes uden for det sædvanlige
tingsted, herunder undtagelsesvis også uden for landsretskredsen, når
det findes hensigtsmæssigt af hensyn til sagens behandling inden for
rimelig tid eller af andre særlige grunde.
Stk. 5. Inden retten i
medfør af stk. 4 træffer afgørelse om, hvorvidt en sag skal
behandles uden for landsretskredsen, skal parterne have lejlighed til at
udtale sig om spørgsmålet.
[ Retskredse mv. ] § 9. Landet
inddeles i 24 retskredse. Justitsministeren kan foretage forandringer i
retskredsenes område, medmindre forandringen indebærer oprettelse eller
nedlæggelse af en retskreds.
Stk. 2. Københavns Byret består af en præsident og mindst 39 andre dommere.
Stk. 3. Retten i Glostrup består af en præsident og mindst 14 andre dommere.
Stk. 4. Retterne i Århus og Odense består af en præsident og mindst 11 andre dommere.
Stk. 5. Retten i Aalborg og retten på Frederiksberg består af en præsident og mindst 10 andre dommere.
Stk. 6. Retten i Roskilde består af en præsident og mindst 9 andre dommere.
Stk. 7. Retterne i Kolding og Sønderborg består af en præsident og mindst 8 andre dommere.
Stk. 8. Retterne i Randers, Næstved, Hillerød og Lyngby består af en præsident og mindst 7 andre dommere.
Stk. 9. Retterne i Hjørring, Esbjerg, Nykøbing Falster og Helsingør består af en præsident og mindst 6 andre dommere.
Stk. 10. Retterne i Viborg, Holstebro, Herning, Horsens, Svendborg og Holbæk består af en præsident og mindst 5 andre dommere.
Stk. 11. Retten på Bornholm består af en præsident og mindst 1 anden dommer.
Stk. 12. Ud over det
antal dommere, der er nævnt i stk. 2-11, udnævnes yderligere 25
dommere ved byretterne. Der kan højst udnævnes yderligere 5 dommere ved
Københavns Byret, yderligere 4 dommere ved hver af de retter, der er
nævnt i stk. 3-5, yderligere 3 dommere ved hver af de retter, der
er nævnt i stk. 6-10, og yderligere 1 dommer ved retten på
Bornholm. Ved ledighed i en dommerstilling ved en ret, hvor der er
udnævnt en eller flere yderligere dommere, bestemmer Domstolsstyrelsen,
ved hvilken ret stillingen skal placeres.
[ Byrettens præsident ] § 10. Byrettens
præsident er ansvarlig for varetagelsen af de bevillingsmæssige og
administrative forhold, der er henlagt til embedet. Præsidenten skal
herunder sørge for en forsvarlig og hensigtsmæssig drift af embedet og
skal tage de fornødne initiativer til sikring heraf.
Stk. 2. Præsidenten
træffer efter forhandling med rettens øvrige dommere bestemmelse om,
hvem af disse der skal fungere som præsident under dennes fravær eller
forfald.
[ Byrettens virkekreds ] § 11. Byrettens
virkekreds omfatter behandling og påkendelse af retssager i
1. instans og foretagelse af retshandlinger i det omfang, som
bestemmes ved reglerne i denne lov.
Stk. 2. Til
byretternes virkekreds hører uden for den egentlige retspleje, hvortil
også regnes skifteforvaltning og foged- og auktionsforretninger,
1) opkrævning af retsafgifter og regnskabsaflæggelse herfor,
2) udmeldelse af syns- og skønsmænd uden for retsplejen, for så vidt den ikke kan ske administrativt,
3) retshjælpsforretninger og
4) notarialforretninger.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om notarialforretninger.
[ Deltagelse ved byrettens afgørelser ] § 12. I
afgørelsen af sager ved byretterne deltager, medmindre andet er bestemt,
1 dommer. Præsidenten træffer efter forhandling med rettens øvrige
dommere bestemmelse om sagernes fordeling mellem dommerne og om sagernes
administrative behandling.
Stk. 2. Hvis flere
deltager i afgørelsen af sagen, beklædes formandspladsen af den af
rettens dommere, som præsidenten har beskikket dertil. I fornødent fald
træder den efter embedsalder ældste af de dommere, af hvilke retten
dannes, i formandens sted. Uden for hovedforhandlingen kan en enkelt
dommer handle på rettens vegne.
Stk. 3. I borgerlige sager kan retten bestemme, at 3 dommere skal deltage i afgørelsen af sagen, hvis
1) sagen er af principiel karakter,
2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,
3) sagen frembyder særlig omfattende eller vanskelige retlige eller bevismæssige spørgsmål eller
4) sagens særlige karakter i øvrigt undtagelsesvis gør kollegial behandling påkrævet.
Stk. 4. Før retten
træffer afgørelse efter stk. 3, skal parterne have adgang til at
udtale sig om spørgsmålet. Afgørelsen træffes ved kendelse. En kendelse
om, at der skal deltage 3 dommere, kan ikke indbringes for højere ret.
Stk. 5. I nævningesager deltager 3 dommere og 6 nævninger.
Stk. 6. I domsmandssager tiltrædes retten af 2 domsmænd, jf. dog stk. 8.
Stk. 7. Hvis
hovedforhandlingen i en nævninge- eller domsmandssag antages at ville
blive af længere varighed, kan rettens præsident efter indstilling fra
rettens formand bestemme, at suppleanter for dommeren eller dommerne og
nævningerne eller domsmændene skal overvære hovedforhandlingen. For så
vidt angår retten på Bornholm, træffes bestemmelsen af Østre Landsrets
præsident efter indstilling fra rettens formand. Suppleanterne deltager
ikke i rettens rådslagninger og afstemninger, men kan efter
retsformandens bestemmelse overvære disse. I øvrigt finder reglerne om
nævninger og domsmænd tilsvarende anvendelse på suppleanter for disse.
En suppleant tiltræder retten, hvis en af dommerne, nævningerne eller
domsmændene bliver forhindret i at medvirke ved sagens behandling og
pådømmelse.
Stk. 8. I
domsmandssager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en
længere varighed, kan rettens præsident efter indstilling fra rettens
formand bestemme, at retten sammensættes af 2 dommere og 3 domsmænd. For
så vidt angår retten på Bornholm, træffes bestemmelsen af Østre
Landsrets præsident efter indstilling fra rettens formand. Stk. 7
finder ikke anvendelse.
[ Byretternes tingsteder ] § 13. Domstolsstyrelsen fastsætter efter forhandling med den enkelte byretspræsident tingstederne for byretterne.
Stk. 2. Retten kan
bestemme, at retten skal sættes uden for det sædvanlige tingsted,
herunder også uden for retskredsen, når det findes hensigtsmæssigt af
hensyn til sagens oplysning.
Stk. 3. Retten kan
endvidere bestemme, at retten skal sættes uden for det sædvanlige
tingsted, herunder undtagelsesvis også uden for retskredsen, når det
findes hensigtsmæssigt af hensyn til sagens behandling inden for rimelig
tid eller af andre særlige grunde.
Stk. 4. Inden retten i
medfør af stk. 3 træffer afgørelse om, hvorvidt en sag skal
behandles uden for retskredsen, skal parterne have lejlighed til at
udtale sig om spørgsmålet.
[ Sø- og Handelsretten ] § 14. Sø- og
Handelsretten, der har sit sæde i København, består af en præsident, 2
vicepræsidenter og 2 andre dommere samt et antal sagkyndige medlemmer.
Stk. 2. Præsidenten
er ansvarlig for varetagelsen af de bevillingsmæssige og administrative
forhold, der er henlagt til embedet. Præsidenten skal herunder sørge for
en forsvarlig og hensigtsmæssig drift af embedet og skal tage de
fornødne initiativer til sikring heraf.
Stk. 3. Præsidenten
træffer efter forhandling med rettens øvrige dommere bestemmelse om,
hvem af disse der skal fungere som præsident under dennes fravær eller
forfald.
[ Sø- og Handelsrettens domsmyndighed mv. ] § 15. Sø- og
Handelsrettens domsmyndighed omfatter behandling og påkendelse i 1.
instans af retssager i det omfang, som følger af §§ 225 og 227.
Stk. 2. Til Sø- og Handelsrettens virkekreds hører endvidere
1) forbudssager om EF-varemærker, jf. varemærkelovens §§ 43 c og 43 d,
2) forbudssager om EF-design, jf. designlovens § 43,
3) sager om begrænsningsfonde, jf. sølovens kapitel 12, og
4) behandling af
begæringer om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering i
de områder, der er henlagt under Københavns Byret, retten på
Frederiksberg og retterne i Glostrup og Lyngby, jf. konkurslovens
§ 4.
[ Deltagelse ved Sø- og Handelsrettens afgørelser ] § 16. I
afgørelsen af sager ved Sø- og Handelsretten deltager, medmindre andet
er bestemt, 1 dommer. Præsidenten træffer efter forhandling med rettens
øvrige dommere bestemmelse om sagernes fordeling mellem dommerne og om
sagernes administrative behandling. Reglerne i § 12, stk. 2,
3. pkt., og stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse i sager
ved Sø- og Handelsretten.
Stk. 2. Når rettens
præsident ikke deltager i behandlingen af en sag, beklædes
formandspladsen af den af rettens dommere, som præsidenten har beskikket
dertil. I fornødent fald træder den efter embedsalder ældste af de
dommere, af hvilke retten dannes, i formandens sted.
Stk. 3. Retten
tiltrædes under hovedforhandlingen i borgerlige sager af 2 sagkyndige
medlemmer. Retten kan tilkalde de sagkyndige medlemmer til retsmøder
uden for hovedforhandlingen, når den finder særlig anledning hertil,
herunder navnlig i tilfælde af afhøring af parter eller vidner,
afhjemling af syn og skøn eller afsigelse af kendelse om et omtvistet
punkt.
Stk. 4. Ved afgørelse af tvister i konkursboer kan retten tilkalde 2 sagkyndige medlemmer.
Stk. 5. Retten kan i alle sager tilkalde 4 sagkyndige medlemmer i stedet for 2, når sagens karakter taler derfor.
Stk. 6. Sager om
nedlæggelse af forbud vedrørende EF-varemærker, jf. varemærkelovens
§§ 43 c og 43 d, eller EF-design, jf. designlovens
§ 43, behandles uden tilkaldelse af sagkyndige medlemmer.
[ Sø- og Handelsrettens hovedtingsted ] § 17. Sø- og Handelsretten har hovedtingsted på det sted, hvor den har sit sæde.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen kan efter forhandling med Sø- og Handelsrettens
præsident træffe bestemmelse om et eller flere yderligere tingsteder for
Sø- og Handelsretten. Domstolsstyrelsen bestemmer, hvilke dele af
landet der skal henlægges til hvert af disse tingsteder.
Stk. 3. En sag
behandles ved tingstedet for det område, hvor sagen kunne være anlagt i
medfør af kapitel 22, jf. dog stk. 4-6.
Stk. 4. Sø- og
Handelsretten kan bestemme, at retten skal sættes uden for det
sædvanlige tingsted, herunder også uden for det til tingstedet henlagte
område, når det findes hensigtsmæssigt af hensyn til sagens oplysning.
Stk. 5. Sø- og
Handelsretten kan endvidere bestemme, at retten skal sættes uden for det
sædvanlige tingsted, herunder undtagelsesvis også uden for det til
tingstedet henlagte område, når det findes hensigtsmæssigt af hensyn til
sagens behandling inden for rimelig tid eller af andre særlige grunde.
Stk. 6. Inden Sø- og
Handelsretten i medfør af stk. 5 træffer afgørelse om, hvorvidt en
sag skal behandles uden for det til tingstedet henlagte område, skal
parterne have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet.
[ Tinglysningsretten ] § 18. Tinglysningsretten, der har sit sæde i Hobro, består af en præsident, der har ansvaret for tinglysningen.
Stk. 2. Præsidenten
er endvidere ansvarlig for varetagelsen af de bevillingsmæssige og
administrative forhold, der er henlagt til embedet. Præsidenten skal
herunder sørge for en forsvarlig og hensigtsmæssig drift af embedet og
skal tage de fornødne initiativer til sikring heraf.
Stk. 3. Tinglysningsretten varetager tinglysningen for hele landet.
[ Fuldmægtige ved retterne mv. ] § 19.
Fuldmægtige ved byretterne, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten
kan behandle sager, der hører under vedkommende ret, i det omfang
rettens præsident bestemmer det.
Stk. 2. Domstolsstyrelsen fastsætter regler for fuldmægtiges uddannelse ved byretterne, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten.
Stk. 3. Ved
byretterne og Sø- og Handelsretten kan rettens præsident meddele andre
personer bemyndigelse til at træffe afgørelser efter § 350,
stk. 2, og § 477 d, stk. 2, og at udføre foged-,
skifte- og notarialforretninger samt faderskabssager, hvis der ikke skal
træffes afgørelse i tvistigheder. Personer, der er bemyndiget til at
udføre fogedforretninger, kan dog efter præsidentens nærmere bestemmelse
træffe afgørelser efter § 490, § 494, stk. 2 og 3, og
§ 525.
Stk. 4. Ved
Tinglysningsretten kan præsidenten meddele andre personer bemyndigelse
til at behandle tinglysningssager, hvis der ikke skal træffes afgørelse i
tvistigheder.
[ Sagkyndige dommere mv. ] § 20. I
borgerlige sager i 1. instans, der behandles ved byretten eller
landsretten, kan retten bestemme, at retten under hovedforhandlingen
skal tiltrædes af 2 sagkyndige medlemmer, hvis fagkundskab skønnes at
være af betydning for sagen.
Stk. 2. I ankesager i
landsretten, der i 1. instans er behandlet under medvirken af
sagkyndige i medfør af stk. 1, kan retten bestemme, at retten under
hovedforhandlingen skal tiltrædes af 2 sagkyndige medlemmer.
Stk. 3. Før retten
træffer afgørelse efter stk. 1 eller 2, skal parterne have adgang
til at udtale sig om spørgsmålet. Afgørelsen træffes ved kendelse. En
kendelse om, at retten skal tiltrædes af sagkyndige, kan ikke indbringes
for højere ret.
Stk. 4. Når der er
truffet bestemmelse om medvirken af sagkyndige efter stk. 1 eller
2, kan retten tilkalde de sagkyndige til retsmøder uden for
hovedforhandlingen, når den finder særlig anledning hertil, herunder
navnlig i tilfælde af afhøring af parter eller vidner, afhjemling af syn
og skøn eller afsigelse af kendelse om et omtvistet punkt.
Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 gælder ikke for de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b og 44 omhandlede sager.
[ Sagkyndige ved konkursbo-tvister ] § 20 a. Under behandling i byretten eller landsretten af tvister i konkursboer kan sagkyndige tilkaldes efter reglerne i § 20.
[ Søforklaring mv. ] § 20 b. I
straffesager i byretten, i hvilke fagkundskab til søforhold skønnes at
være af betydning, tiltrædes retten under hovedforhandlingen af 2
sagkyndige medlemmer. Retten kan tilkalde de sagkyndige til retsmøder
uden for hovedforhandlingen, når den finder særlig anledning hertil.
Tilkaldelse af sagkyndige er dog ikke nødvendig i straffesager, som
fremmes til dom uden udfærdigelse af anklageskrift i medfør af
§ 831, eller i sager, som afgøres ved dom i henhold til § 897,
stk. 1, eller § 898, stk. 1, eller sluttes i henhold til
§ 899 eller § 900. Sagkyndige deltager ikke i nævningesager.
Stk. 2. I ankesager i
landsretten, der i byretten er behandlet under medvirken af sagkyndige i
medfør af stk. 1, tiltrædes retten under hovedforhandlingen af 2
sagkyndige medlemmer. Det samme gælder ankesager i landsretten, hvor
tilkaldelse af sagkyndige i byretten er undladt i medfør af stk. 1,
3. pkt.
Stk. 3. Under afgivelse af søforklaring tiltrædes byretten af 2 sagkyndige medlemmer.
§ 21. (Ophævet)
Kapitel 1 a
Procesbevillingsnævnet
§ 22.
Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af anden- og
tredjeinstansbevilling efter regler i denne lov og anden lovgivning.
Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces efter regler i denne lov.
§ 23. Nævnet
består af 5 medlemmer, en højesteretsdommer (formand), en landsdommer,
en byretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en
universitetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig
videnskabelig uddannelse. Beskikkelsen af de fire førstnævnte medlemmer
sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis Højesteret,
landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Kongen
beskikker efter indstilling fra justitsministeren medlemmerne for en
periode på to år. Et medlem har ret til genbeskikkelse for yderligere to
år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.
Stk. 2. Ved afgørelse
af klager over afslag på fri proces består nævnet af en landsdommer
(afdelingsformand), en byretsdommer og en advokat. Beskikkelsen af de 3
medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis
landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Stk. 1,
3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Der beskikkes en eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse.
§ 24. Nævnets
medlemmer kan kun afsættes efter de regler, der gælder for dommere. Et
medlem udtræder, når betingelserne for medlemmets beskikkelse
bortfalder.
§ 25. Procesbevillingsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2. Der kan i
forretningsordenen fastsættes regler om indhentning og videregivelse af
oplysninger til brug ved sagernes behandling. Der kan endvidere bl.a.
fastsættes bestemmelser om skriftlig votering og om, at formanden kan
træffe visse nærmere bestemte afgørelser på nævnets vegne, eller at
sager om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevilling kan afgøres af
tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en advokat og en
universitetslærer.
§ 26. Procesbevillingsnævnet offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed.
Stk. 2. Til Procesbevillingsnævnet knyttes et sekretariat.
Stk. 3. Domstolsstyrelsen varetager Procesbevillingsnævnets bevillingsmæssige og administrative forhold.
§ 27. Såfremt en
offentlig myndighed i medfør af § 252, stk. 2, er indtrådt i
en sag til fordel for en af sagens parter eller agter at gøre dette, kan
myndigheden ved skriftlig erklæring støtte partens ansøgning til
Procesbevillingsnævnet.
Kapitel 2
Retsmøder
§ 28.
Justitsministeren fastsætter regler om udarbejdelse og bekendtgørelse af
retslister, herunder om adgangen til mod betaling at modtage
eksemplarer af retslisterne.
§ 28 a. Retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov.
Stk. 2. Retsmøder, hvori der afsiges dom, er altid offentlige.
§ 28 b.
Rettens formand kan begrænse antallet af personer, der får adgang til et
offentligt retsmøde, for at hindre, at retslokalet overfyldes.
Stk. 2. Rettens formand kan nægte adgang til et offentligt retsmøde for personer,
1) som er under 15 år, eller
2) som befinder sig i en sådan tilstand, at vedkommendes tilstedeværelse ville stride imod rettens værdighed eller god orden.
Stk. 3. Rettens
formand kan endvidere nægte adgang til et offentligt retsmøde for
bestemte personer eller grupper af personer, hvis det skønnes nødvendigt
for at opnå en sandfærdig forklaring af et vidne eller en part.
§ 29. Retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre (dørlukning),
1) når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver det,
2) når statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det, eller
3) når sagens
behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig
krænkelse, herunder når der skal afgives forklaring om
erhvervshemmeligheder.
Stk. 2. I borgerlige
sager kan der endvidere efter anmodning fra parterne træffes bestemmelse
om dørlukning, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå
offentlighed om sagen og ingen afgørende offentlig interesse strider
herimod.
Stk. 3. I straffesager kan der endvidere træffes bestemmelse om dørlukning,
1) når en sigtet (tiltalt) er under 18 år,
2) når der skal
afgives forklaring af en polititjenestemand med en særlig
tjenestefunktion og det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er
nødvendigt at hemmeligholde identiteten,
3) når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller
4) når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning.
Stk. 4. Under
hovedforhandlingen kan dørlukning i medfør af stk. 3, nr. 4, kun
ske i 1. instans og kun, når det må forventes, at der senere rejses
tiltale for samme forhold mod andre end de under sagen tiltalte, og
ganske særlige hensyn gør det påkrævet, at dørene lukkes.
Hovedforhandlingen gengives så udførligt i retsbogen, at offentligheden
ved domsafsigelsen kan orienteres om hovedforhandlingens forløb, i det
omfang formålet med dørlukningen tillader det.
Stk. 5. Der kan ikke
træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er tilstrækkeligt at anvende
reglerne om referat- eller navneforbud, jf. §§ 30 og 31, eller om
udelukkelse af enkeltpersoner, jf. § 28 b.
§ 29 a. I
sager om overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og 217,
§ 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller
§ 223, stk. 1, lukkes dørene under den forurettedes
forklaring, når den pågældende anmoder om det. Det samme gælder i sager
om overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf.
§§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2.
led, eller § 223, stk. 1.
Stk. 2. Stk. 1
finder tilsvarende anvendelse under afspilning eller anden forevisning
af lyd- eller billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst
sigtelse eller tiltale for under sagen.
Stk. 3. Når en
polititjenestemand har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a,
lukkes dørene under polititjenestemandens forklaring, når
anklagemyndigheden anmoder om det.
§ 29 b. Retten træffer afgørelse om dørlukning efter anmodning eller af egen drift.
Stk. 2. Dørlukning
af hensyn til en sigtet (tiltalt) på 18 år eller derover, der er til
stede, kan kun bestemmes efter anmodning fra den pågældende selv.
§ 29 c.
Afgørelse om dørlukning efter § 29 træffes ved kendelse, efter at
parterne og tilstedeværende personer, der er omfattet af § 172,
stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Retten
kan, især hvis afgørende hensyn til fremmede magter eller til sagens
oplysning kræver det, ved kendelse bestemme, at også forhandling om,
hvorvidt dørene skal lukkes, skal foregå for lukkede døre.
Stk. 2. Kendelse om
dørlukning efter stk. 1 kan afsiges i begyndelsen af retsmødet
eller i løbet af dette og kan straks eller senere indskrænkes til en del
af retsmødet. Kendelsen afsiges altid i et offentligt retsmøde.
§ 29 d.
Offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i retsmøder, der holdes for
lukkede døre, er forbudt, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn
til ro og orden i retslokalet.
§ 29 e.
Rettens formand kan, når særlige grunde taler for det, give andre end
dem, der har med sagen at gøre, tilladelse til at overvære et retsmøde,
der afholdes for lukkede døre. Forurettede i straffesager har ret til at
overvære et retsmøde, der afholdes for lukkede døre, medmindre
dørlukningens formål taler imod det. De pågældende må ikke give
meddelelse om forhandlingen til nogen, der ikke har haft adgang til
mødet, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i
retslokalet.
§ 30. Retten kan i straffesager forbyde offentlig gengivelse af forhandlingen (referatforbud),
1) når en sigtet (tiltalt) er under 18 år,
2) når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare,
3) når offentlig gengivelse kan skade sagens oplysning, eller
4) når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse.
§ 30 a. Retten træffer afgørelse om referatforbud efter anmodning eller af egen drift.
Stk. 2.
Referatforbud af hensyn til en sigtet (tiltalt) på 18 år eller derover,
der er til stede, kan kun bestemmes efter anmodning fra den pågældende
selv.
§ 30 b.
Afgørelse om referatforbud træffes ved kendelse, efter at parterne og
tilstedeværende personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2
eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Kendelse kan afsiges i
begyndelsen af retsmødet eller i løbet af dette og kan straks eller
senere indskrænkes til en del af retsmødet.
Stk. 2. Retten kan
efter anmodning, herunder fra personer omfattet af § 172,
stk. 1, 2 eller 4, eller af egen drift i en senere kendelse ophæve
referatforbuddet.
§ 31. Retten kan
i straffesager forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn,
stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen
nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde
offentliggøres (navneforbud),
1) når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller
2) når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødvendig krænkelse.
Stk. 2. Retten kan
under samme betingelse som i stk. 1, nr. 2, forbyde offentlig
gengivelse af en juridisk persons navn, herunder binavn eller kaldenavn,
og adresse.
Stk. 3. Retten skal
ved afgørelsen om navneforbud tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed
og samfundsmæssige betydning. Det taler endvidere imod nedlæggelse af
navneforbud, såfremt sigtede (tiltalte) har indtaget en stilling, som i
forhold til offentligheden er særligt betroet.
Stk. 4.
Navneforbuddet kan udstrækkes til at gælde også under en eventuel anke
af sagen, hvis anken omfatter bedømmelse af beviserne for tiltaltes
skyld.
§ 31 a.
Retten træffer afgørelse om navneforbud efter anmodning. Afgørelsen
træffes ved kendelse, efter at parterne og tilstedeværende personer, der
er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed
til at udtale sig. Afgørelsen kan træffes i et retsmøde, der afholdes
alene med henblik på at tage stilling til en anmodning om navneforbud.
Stk. 2. Retten kan
efter anmodning, herunder fra personer omfattet af § 172,
stk. 1, 2 eller 4, eller af egen drift i en senere kendelse ophæve
navneforbuddet.
Stk. 3. Navneforbuddet bortfalder senest ved afsigelsen af endelig dom.
§ 31 b.
Anvendes der i en sag skriftlig forelæggelse eller procedure, jf.
§§ 366, 387, 850 og 878, eller er dokumenter undladt oplæst, jf.
§ 871, stk. 6, kan retten forbyde offentlig gengivelse heraf, i
det omfang der under en tilsvarende mundtlig forelæggelse eller
procedure kan ske dørlukning eller nedlægges referatforbud, jf.
§§ 29 og 30. §§ 29 b, 29 c, 30 a og 30 b finder
tilsvarende anvendelse.
§ 32. Det er
forbudt under retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd,
medmindre retten undtagelsesvis tillader dette. Offentliggørelse af
billeder og lyd, der er optaget i strid hermed, er forbudt. Retten kan i
øvrigt på ethvert tidspunkt under sagen forbyde offentlig gengivelse af
billeder og lyd, der er optaget under et retsmøde. Rettens afgørelse
efter 1. og 3. pkt. træffes ved kendelse.
Stk. 2. Personer, der afgiver forklaring under retsmødet, skal gøres bekendt med, at der optages billeder og lyd.
Stk. 3. Retten kan på
ethvert tidspunkt forbyde advokater, anklagere, bevogtningspersonale,
tolke og personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller
4, at transmittere tekst under retsmødet. Afgørelsen træffes ved
kendelse. For andre personer er det under retsmøder forbudt at
transmittere tekst, medmindre retten undtagelsesvis tillader det.
Stk. 4. Retten kan på
ethvert tidspunkt forbyde, at apparater, der kan optage eller
transmittere billeder, lyd eller tekst, medbringes eller anbringes i
lokaler, hvor der afholdes retsmøder.
Stk. 5.
Billedoptagelse i rettens bygninger er forbudt, medmindre rettens
præsident giver tilladelse dertil. Stk. 1, 2.-4. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 6.
Billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og
vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag, er
forbudt, medmindre den pågældende har samtykket i optagelsen.
Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 32 a.
Retten kan under særlige omstændigheder forbyde tegning under retsmøder
eller offentliggørelse af tegninger fra et retsmøde. Afgørelsen træffes
ved kendelse.
§ 32 b.
Overtrædelse af § 29 d, § 29 e, 3. pkt., og § 32,
stk. 1, 1. og 2. pkt., stk. 3, 3. pkt., og stk. 5 og 6,
eller af rettens forbud efter § 30, § 31 b, 1. pkt.,
§ 32, stk. 1, 3. pkt., stk. 3, 1. pkt., og stk. 4,
og § 32 a straffes med bøde.
Stk. 2. Overtrædelse
af et forbud efter § 31 straffes med bøde, hvis den pågældende var
bekendt med forbuddet. Det samme gælder, hvis den pågældende vidste
eller burde vide, at sagen verserede ved retten, eller at politiet
efterforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos
politiet, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt der var nedlagt
navneforbud.
§ 32 c.
Når retten i medfør af denne eller anden lov har tilladt, at en part
eller rettergangsfuldmægtig deltager i et retsmøde ved anvendelse af
telekommunikation, anses den pågældende som deltager i retsmødet på
samme måde som ved fremmøde i retten. Dette gælder dog ikke i de i
§ 760, stk. 2, og § 764, stk. 2, nævnte tilfælde.
§ 32 d.
Skal nogen afgive forklaring i et retsmøde, må en part eller
rettergangsfuldmægtig, der ikke er advokat, kun deltage i retsmødet ved
anvendelse af telekommunikation med billede, såfremt fremgangsmåden i
§ 192 følges eller den pågældende er ledsaget af en advokat.
Kapitel 3
Retsbøger og sagens dokumenter
§ 33.
Justitsministeren fastsætter regler om, hvilke retsbøger der skal føres
ved de forskellige retter, og om retsbøgernes og stemmegivningsbogens
autorisation, indretning og førelse.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af billed- og
lydoptagelse, jf. § 186, stk. 3, og om opbevaring og sletning
af sådanne optagelser.
§ 33 a. (Ophævet)
§ 34. Angående alle retshandlinger optages beretning i retsbogen.
Stk. 2. I retsbogen indføres angivelse af:
1) tiden og stedet for retsmødet;
2) navnene på de personer, der fungerer som dommere, nævninger, domsmænd, sagkyndige retsmedlemmer, protokolfører og retsvidner;
3) sagens nummer med parternes navne;
4) navnene på de
personer, der er til stede som parter eller på disses vegne eller til
deres bistand, eller bemærkning om de forholdsregler, som måtte være
trufne med hensyn til deres tilkaldelse eller udelukkelse;
5) om retsmødet er offentligt eller ikke.
§ 35. Retsbogen skal indeholde en kort fremstilling af forhandlingerne.
Stk. 2. Fuldstændigt
optages parternes påstande, begæringer og indsigelser, for så vidt de
ikke indeholdes i skrifter, som overleveres retten, i hvilket fald
henvisning er tilstrækkelig, samt indsigelser, som fremsættes af vidner,
syns- eller skønsmænd.
Stk. 3. Af
udviklinger og foredrag til begrundelse af påstande, begæringer eller
indsigelser optages intet i retsbogen, hvor ikke det modsatte
udtrykkelig er bestemt; dog kan formanden beslutte, at enkelte
udtalelser skal optages.
Stk. 4. Særlig
bemærkning gøres i retsbogen om, hvorledes der er gået til værks med
hensyn til former, som efter loven skal iagttages, om, hvad der
fremlægges i retten, og hvilke dokumenter der er blevet oplæst.
Stk. 5. Domme og kendelser og i fornødent omfang rettens øvrige beslutninger optages i retsbogen.
Stk. 6. Om noget i øvrigt skal optages i retsbogen, beror på, om sådant særlig er foreskrevet i loven.
§ 36. Der
foretages kun oplæsning og efter omstændighederne vedtagelse af rettens
gengivelse af en forklaring, når rettens formand finder det
hensigtsmæssigt.
§ 37. (Ophævet)
§ 38. Dokumenter, som fremlægges i retten, forsynes med fremlæggelsespåtegning.
§ 39. I
borgerlige sager forbliver stævningerne og parternes øvrige
processkrifter i rettens arkiv. Af dokumenter, der har været benyttet
som bevis, skal, når de forlanges udleveret inden ankefristens udløb, og
modpartens samtykke til udleveringen ikke foreligger, kopi, der
bekræftes af retten, afgives til retten; dog undtages herfra dokumenter,
der er udskrift af embedsbøger. Om og i hvilket omfang kopi skal tages
af handelsbøger, regnskabsbøger eller andre dokumenter af betydeligt
omfang, beror på retten, dog ved Højesteret på præsidenten.
Stk. 2. For
straffesager fastsætter justitsministeren regler om opbevaring af sagens
dokumenter og om udlevering af dokumenter, der har været benyttet som
bevis, jf. dog § 807 d, stk. 1.
§ 40. (Ophævet)
Kapitel 3 a
Aktindsigt
§ 41. Enhver har ret til aktindsigt i domme og kendelser m.v. efter reglerne i §§ 41 a-41 c og 41 e.
Stk. 2. Den, der uden
at være part har en særlig interesse i en sag, har endvidere ret til
aktindsigt efter reglerne i §§ 41 d og 41 e.
Stk. 3. Massemedier omfattet af medieansvarsloven har endvidere ret til aktindsigt efter reglen i § 41 f.
Stk. 4. § 255 a indeholder regler om parters aktindsigt i borgerlige sager.
Stk. 5. §§ 729
a-729 c indeholder regler om sigtedes aktindsigt i verserende
straffesager. § 729 d indeholder regler om sigtedes aktindsigt i
afsluttede straffesager.
§ 41 a.
Enhver kan forlange at få adgang til at gennemse en doms konklusion, når
anmodning herom fremsættes inden 1 uge efter dommens afsigelse.
§ 41 b. Enhver kan forlange at få udleveret kopi af domme og kendelser samt af beslutninger om sagsomkostninger i borgerlige sager.
Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke
1) de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b samt § 536 omhandlede sager,
2) straffesager,
der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden, medmindre aktindsigt
søges til brug for videnskabelig forskning eller af redaktører og
redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk
eller redaktionelt arbejde,
3) kendelser i
straffesager, der ikke er endeligt afsluttet, medmindre aktindsigt søges
af personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, til
brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde,
4) forklaringer,
der er afgivet i lukkede retsmøder, medmindre dørlukning alene er sket
af hensyn til ro og orden i retslokalet, eller
5) forklaringer, der er omfattet af et referatforbud.
Stk. 3. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang
1) det er
nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed
eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,
2) det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller
3) dommen eller
kendelsen indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold
eller virksomheders erhvervshemmeligheder og offentlighedens indsigt i
retssager findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende,
der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af § 41 e,
stk. 4.
§ 41 c. Er
der i en sag anvendt skriftlig forelæggelse eller procedure, jf.
§§ 366, 387, 850 og 878, har enhver ret til at få udleveret kopi
heraf, når der er afsagt dom i sagen, medmindre dokumenterne er omfattet
af et forbud mod offentlig gengivelse, jf. § 31 b.
Stk. 2. Undlades
oplæsning af dokumenter, der indgår i hovedforhandlingen, jf.
§ 871, stk. 6, kan disse gennemses i retten den pågældende dag
og en uge frem.
Stk. 3. Er der i en
sag anvendt endelige påstandsdokumenter eller sammenfattende
processkrifter, jf. § 357, stk. 1 og 2, har enhver ret til at
få udleveret kopi heraf fra 2 arbejdsdage før hovedforhandlingens
begyndelse.
Stk. 4. § 41 b, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 41 d.
Den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret
retsspørgsmål, kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der
vedrører en borgerlig sag eller en straffesag, herunder indførsler i
retsbøgerne, i det omfang dokumenterne har betydning for vurderingen af
det pågældende retsspørgsmål. Det samme gælder forurettede i
straffesager eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes
nære pårørende. I straffesager gælder retten til aktindsigt først, når
sagen er endeligt afsluttet.
Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke fortrolige dokumenter, der alene er indgået i en retsmægling, jf. § 277, stk. 1.
Stk. 3. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses
1) dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden til eget brug ved behandlingen af en sag,
2) voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger og
3) brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden.
Stk. 4. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang
1) en part efter
reglerne i denne lovs anden, tredje og fjerde bog har været afskåret fra
at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen,
2) ansøgerens
interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til
varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til
statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller
mellemfolkelige institutioner,
3) dokumentet
indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller
virksomheders erhvervshemmeligheder og ansøgerens interesse i at kunne
benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke
kan varetages ved anonymisering i medfør af § 41 e, stk. 4,
eller
4) ansøgerens
interesse i at kunne benytte kendskab til en straffesags dokumenter til
varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til
forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for
særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, tiltalte, vidner eller andre.
Stk. 5. Den
myndighed, der behandler en anmodning om aktindsigt, afgør, om
aktindsigt skal gives i form af gennemsyn eller udlevering af kopi, jf.
dog 2. pkt. Efter anmodning udleveres der kopi af skriftlige dokumenter i
borgerlige sager, medmindre hensyn som nævnt i stk. 4, nr. 2 eller
3, taler herimod.
§ 41 e.
Anmodning om aktindsigt efter §§ 41 a-41 d skal angive det dokument
eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.
Anmodninger om aktindsigt i et større antal sager kan afslås, medmindre
anmodningen er rimeligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt til
brug for videnskabelig forskning eller af redaktører og redaktionelle
medarbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk eller
redaktionelt arbejde.
Stk. 2. Anmodning om
aktindsigt efter §§ 41 a-41 c og anmodning om aktindsigt i
borgerlige sager efter § 41 d indgives til retten. Rettens
afgørelse, der efter anmodning træffes ved kendelse, kan påkæres efter
reglerne i kapitel 37. Anmodning om aktindsigt i straffesager efter
§ 41 d indgives til politidirektøren. Politidirektørens afgørelse
kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i
kapitel 10.
Stk. 3. Retten eller
politidirektøren afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan
imødekommes. Er anmodningen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage
efter, at anmodningen er modtaget af retten eller politidirektøren,
skal ansøgeren underrettes om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen
kan forventes at foreligge.
Stk. 4. Hvis
dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private
forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, kan den myndighed,
der behandler anmodningen om aktindsigt, bestemme, at dokumentet inden
gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at de pågældendes
identitet ikke fremgår. I straffesager skal dokumentet inden gennemsynet
eller kopieringen anonymiseres, således at medvirkende lægdommeres
identitet ikke fremgår. I sager om overtrædelse af straffelovens kapitel
24 om forbrydelser mod kønssædeligheden skal dokumentet inden
gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at forurettedes
identitet ikke fremgår.
Stk. 5. Personnummer er ikke omfattet af retten til aktindsigt.
§ 41 f.
Efter anmodning giver retten personer, der er omfattet af § 172,
stk. 1, 2 eller 4, adgang til at gennemse domme, der er afsagt
inden for de seneste 4 uger. § 41 b, stk. 2, nr. 1 og 4, og
stk. 3, samt § 41 e, stk. 2, 2. pkt., og stk. 4 og
5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Efter
anmodning udleverer anklagemyndigheden kopi af anklageskrift eller
retsmødebegæring til de i stk. 1 nævnte personer. § 41 b,
stk. 3, nr. 1, og § 41 e, stk. 5, finder tilsvarende
anvendelse. Dokumentet skal inden kopieringen anonymiseres, således at
forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår. Justitsministeren
fastsætter regler om, i hvilken periode retten til aktindsigt gælder.
Stk. 3. Efter
anmodning udlåner retten under hovedforhandlingen eller et retsmøde
efter § 831 hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som er
udarbejdet af anklagemyndigheden og forsvaret, til de i stk. 1
nævnte personer, medmindre dokumentets karakter eller særlige hensyn til
beskyttelse af sigtede, tiltalte, vidner eller andre taler herimod.
§ 41 b, stk. 3, nr. 1, og § 41 e, stk. 5, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. I borgerlige
sager kan et eller flere af sagens dokumenter med parternes samtykke
udlånes til de i stk. 1 nævnte personer under et retsmøde.
Stk. 5. Efter
anmodning udleverer retten kopi af andre indførsler i retsbøgerne end
domme og kendelser samt afskrifter som nævnt i § 713, stk. 3,
til de i stk. 1 nævnte personer. Er retsmødet holdt helt eller
delvis for lukkede døre, kan udlevering kun ske, hvis dørlukning alene
er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet. § 41 b,
stk. 2, nr. 1 og 5, og stk. 3, samt § 41 e, stk. 1,
1. pkt., stk. 2, 2. pkt., og stk. 4 og 5, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 6. Dokumenter
og kopier, der gives adgang til i medfør af stk. 1-5, må ikke være
tilgængelige for andre end massemediets journalister og
redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og
redaktionelt arbejde. Kopier af kendelser i straffesager, der udleveres
til de i stk. 1 nævnte personer i medfør af § 41 b, må, indtil
sagen er endeligt afsluttet, ikke være tilgængelige for andre end
massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til
støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde. Justitsministeren
fastsætter regler om massemediers opbevaring af kopier. De i stk. 3
og 4 nævnte dokumenter skal tilbageleveres senest ved retsmødets
afslutning.
Stk. 7. Overtrædelse
af stk. 6, 1., 2. og 4. pkt., straffes med bøde. I forskrifter,
der udfærdiges i medfør af stk. 6, 3. pkt., kan der fastsættes
straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
§ 41 g.
Der kan gives aktindsigt i videre omfang end fastsat i §§ 41 a-41
f, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v.
Stk. 2. Retten kan
bestemme, at en person uden for domstolene og den offentlige forvaltning
har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som retten
videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil.
Straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse
på overtrædelse af et sådant pålæg om tavshedspligt.
Kapitel 4
Dommere, fuldmægtige m.m.
§ 42. Faste dommere ved rigets almindelige domstole beskikkes af kongen.
Stk. 2. Til
Højesteret sker udnævnelse som »højesteretsdommer«, til landsret som
»landsdommer«, til hver af de andre retter som »dommer« med angivelse
af, hvor pågældende ansættes.
Stk. 3. Kun den, der har bestået juridisk kandidateksamen, kan beskikkes.
Stk. 4. Beskikkelse
som landsdommer eller dommer i en byret, Sø- og Handelsretten eller
Tinglysningsretten kræver i reglen, at den pågældendes egnethed som
dommer har været bedømt i landsretten.
Stk. 5. Før nogen kan
beskikkes til højesteretsdommer, skal den pågældende have godtgjort sin
egnethed til at have sæde i retten ved som prøve at votere først i
mindst 4 sager, af hvilke mindst den ene skal være borgerlig.
§ 43.
Besættelsen af dommerstillinger skal ske ud fra en samlet vurdering af
ansøgernes kvalifikationer til den pågældende stilling. Der skal herved
lægges afgørende vægt på ansøgernes juridiske og personlige
kvalifikationer. Også bredden i ansøgernes juridiske erfaringsgrundlag
skal tillægges vægt, ligesom det skal indgå i vurderingen, at der ved
domstolene bør være dommere med forskellig juridisk erhvervsbaggrund.
§ 43 a. Der oprettes et dommerudnævnelsesråd, som afgiver indstilling til justitsministeren om besættelse af stillinger som
1) højesteretsdommer,
2) landsretspræsident og landsdommer,
3) præsident, vicepræsident og dommer i Sø- og Handelsretten,
4) byretspræsident og byretsdommer,
5) præsident i Tinglysningsretten,
6) midlertidigt beskikket dommer i henhold til § 44 b og
7) midlertidigt beskikket dommer i henhold til § 44 c.
Stk. 2. Rådets
indstillinger skal være begrundede. Rådet kan kun indstille én ansøger
til en ledig stilling. Såfremt der ikke i rådet er enighed om, hvem af
ansøgerne der skal indstilles, afgøres spørgsmålet ved afstemning. Ved
stemmelighed gør formandens stemme udslaget. Det skal tilkendegives i
rådets indstilling, såfremt der har været uenighed om indstillingen, og
de enkelte medlemmers standpunkter skal fremgå.
§ 43 b.
Dommerudnævnelsesrådet består af 6 medlemmer, en højesteretsdommer
(formand), en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og to
repræsentanter for offentligheden.
Stk. 2. Dommerne
beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis
Højesteret, landsretterne og Den Danske Dommerforening.
Stk. 3. Advokaten beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra Advokatrådet.
Stk. 4.
Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes af justitsministeren efter
indstilling fra henholdsvis KL (Kommunernes Landsforening) og Dansk
Folkeoplysnings Samråd.
Stk. 5. Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Dommerudnævnelsesrådet.
Stk. 6. Medlemmerne beskikkes for 4 år. Genbeskikkelse kan ikke finde sted.
Stk. 7. Der
beskikkes en suppleant for hvert af rådets medlemmer. Stk. 1-5 og
stk. 6, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af
suppleanter.
§ 43 c. Dommerudnævnelsesrådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2. Der kan i
forretningsordenen fastsættes bestemmelser om, at formanden kan afgive
indstilling i visse, nærmere bestemte sager på rådets vegne, eller at
indstillinger kan afgives af 3 af rådets medlemmer, nemlig en dommer, en
advokat og en offentlighedsrepræsentant.
§ 43 d. Dommerudnævnelsesrådet offentliggør hvert år en redegørelse for sin virksomhed.
Stk. 2. Dommerudnævnelsesrådets sekretariatsopgaver varetages af Domstolsstyrelsen.
§ 44. Midlertidig beskikkelse til højesteretsdommer kan ikke finde sted. En ledig stilling skal besættes inden 6 måneder.
Stk. 2. Ved andre
dommerstillinger kan midlertidig beskikkelse meddeles af
Domstolsstyrelsen efter reglen i § 44 a, af justitsministeren
efter reglerne i §§ 44 b og 44 c og af landsretspræsidenterne efter
reglerne i §§ 44 d og 45.
Stk. 3. Den, som beskikkes til midlertidigt at beklæde en dommerstilling, skal opfylde betingelsen i § 42, stk. 3.
Stk. 4.
Bestemmelserne i §§ 54 og 54 a finder tilsvarende anvendelse på
midlertidigt beskikkede dommere. Dette gælder dog ikke for faste
dommere, som midlertidigt er beskikket i en anden stilling.
Stk. 5. Midlertidigt
beskikkede dommere kan efter beskikkelsens ophør færdigbehandle sager, i
hvilke mundtlig forhandling er påbegyndt inden beskikkelsens ophør.
Beføjelsen til i medfør af 1. pkt. at færdigbehandle påbegyndte
sager ophører ved udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 70
år.
§ 44 a.
Domstolsstyrelsen kan meddele midlertidig beskikkelse, når det er
nødvendigt ved ledighed i en stilling eller ved en fast dommers forfald.
Stk. 2. Når det af
de grunde, der er nævnt i stk. 1, skønnes nødvendigt, er enhver
byretsdommer forpligtet til at modtage beskikkelse til foruden sit eget
embede midlertidigt at beklæde et andet embede som byretsdommer.
Stk. 3. Bortset fra tilfælde af forfald på grund af sygdom kan en stilling ikke holdes midlertidigt besat i mere end ét år.
Stk. 4. Etårsfristen
kan dog forlænges i op til et år ad gangen, hvis ganske særlige grunde
taler for det, og hvis samtykke gives af præsidenten for vedkommende ret
eller for retspræsidenters vedkommende af præsidenten for den nærmeste
overordnede ret.
Stk. 5. Forlængelser af etårsfristen kan dog højst ske for en samlet periode på 3 år.
Stk. 6. Midlertidig
beskikkelse meddelt efter stk. 1 bortfalder, når den ledige
stilling besættes eller forfaldsgrunden ophører at bestå.
Domstolsstyrelsen kan dog efter indstilling fra vedkommende
landsretspræsident tilbagekalde beskikkelsen fra et tidligere tidspunkt.
§ 44 b.
Justitsministeren kan meddele midlertidig beskikkelse som landsdommer
eller byretsdommer ud over det antal dommere, der i §§ 5 og 9 er
fastsat for landsretterne og byretterne.
Stk. 2. Beskikkelsen
meddeles for en tidsbegrænset periode på indtil 1 år. Under særlige
omstændigheder og efter indstilling fra landsrettens præsident eller
byrettens præsident kan justitsministeren forlænge beskikkelsen ud over 1
år.
§ 44 c.
Justitsministeren kan meddele advokater midlertidig beskikkelse som
landsdommer eller byretsdommer ud over det antal dommere, der i
§§ 5 og 9 er fastsat for landsretterne og byretterne.
Stk. 2. Beskikkelsen meddeles for en periode på 3 måneder.
§ 44 d.
Landsrettens præsident kan i påtrængende tilfælde meddele midlertidig
beskikkelse til at beklæde en stilling som landsdommer. Beskikkelsen
tilbagekaldes af præsidenten.
§ 45.
Landsrettens præsident kan meddele midlertidig beskikkelse som
yderligere dommer ved en byret, når byrettens forhold tilsiger det.
Stk. 2. Beskikkelse
efter stk. 1 kan uden ansøgning kun meddeles dommere eller
fuldmægtige i en tilstødende retskreds inden for landsretskredsen.
Beskikkelse som yderligere dommer ved retten på Bornholm kan uden
ansøgning meddeles dommere og fuldmægtige ved Københavns Byret efter
drøftelse med rettens præsident. Beskikkelse kan uden ansøgning kun
meddeles for et tidsrum af højst 3 måneder for den enkelte dommer eller
fuldmægtig. Beskikkelse af en dommer eller fuldmægtig for et tidsrum ud
over 1 måned kan kun ske efter drøftelse med Domstolsstyrelsen.
Beskikkelse til tjeneste ved en bestemt byret kan i intet tilfælde
meddeles ud over et tidsrum af 2 år.
Stk. 3. Den midlertidige beskikkelse tilbagekaldes af landsretspræsidenten.
§ 46. Hvis det
på grund af en dommers inhabilitet er nødvendigt, beskikkes en
sættedommer, for byretternes vedkommende af landsrettens præsident og i
øvrigt af Højesterets præsident.
§ 47. En dommer
må kun have beskæftigelse ved siden af sin dommerstilling under de
betingelser, der er angivet i §§ 47 a og 47 b og i
tjenestemandslovens § 17.
Stk. 2. Der oprettes
et Bibeskæftigelsesnævn, jf. § 47 e og § 47 f, til varetagelse
af de opgaver, der er nævnt i §§ 47 a-47 d.
§ 47 a. En
dommer må kun have fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, hvis det ved
lov er bestemt, at det pågældende hverv skal varetages af en dommer,
eller hvis dommerens varetagelse af hvervet tillades af
Bibeskæftigelsesnævnet.
Stk. 2. Hverv som
medlem af et offentligt eller privat råd eller nævn må kun varetages af
højesteretsdommere, landsdommere og præsidenten og vicepræsidenterne for
Sø- og Handelsretten, hvis det er bestemt ved lov eller godkendt af
Bibeskæftigelsesnævnet, at hvervet skal varetages af en sådan dommer.
Nævnets godkendelse kan begrænses til at gælde for en bestemt dommer
eller for et bestemt tidsrum.
Stk. 3. Udpegning af
en dommer som medlem af et offentligt eller et privat råd eller nævn,
som medlem af en voldgiftsret eller til anden tvistløsning uden for
domstolene skal foretages af vedkommende retspræsident eller af en anden
dommer, som en retspræsident har bemyndiget hertil.
Stk. 4.
Bibeskæftigelsesnævnet offentliggør årligt en oversigt over de
tilladelser, som nævnet har givet i medfør af stk. 1, og de hverv,
som nævnet i medfør af stk. 2 har bestemt kan varetages af
højesteretsdommere, landsdommere eller præsidenten eller en
vicepræsident i Sø- og Handelsretten.
§ 47 b. En
dommers indtægter ved bibeskæftigelse må i gennemsnit ikke overstige 50
pct. af dommerens løn i hovedstillingen og må maksimalt udgøre 50 pct.
af en højesteretsdommers løn i hovedstillingen, jf. dog stk. 2.
Indtægtsopgørelsen sker i faste perioder på 3 kalenderår.
Stk. 2.
Indtægtsbegrænsningen i stk. 1 omfatter ikke indtægter ved
forfattervirksomhed og hverv i særlige domstole. Indtægtsbegrænsningen i
stk. 1 omfatter endvidere i 3 år fra tiltrædelsen af hvervet ikke
indtægter ved varetagelse af hverv, hvor det ved lov er bestemt, at
hvervet skal varetages af en dommer.
Stk. 3. Vedkommende
retspræsident påser, at en dommers indtægter ikke overskrider
indtægtsbegrænsningen i stk. 1. Overstiger en dommers indtægter i
en opgørelsesperiode det tilladte, forelægger retspræsidenten sagen for
Bibeskæftigelsesnævnet. Nævnet kan herefter
1) fastsætte en lavere indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den kommende opgørelsesperiode og
2) bestemme, at dommeren fremover skal omfattes af den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning i § 47 d.
Stk. 4.
Bibeskæftigelsesnævnet offentliggør efter hver opgørelsesperiode en
oversigt over de afgørelser, der er truffet i medfør af stk. 3.
§ 47 c. En
dommer skal hvert år inden den 1. februar afgive indberetning om de
indtægtsgivende hverv, som den pågældende det forudgående kalenderår har
varetaget ved siden af hovedstillingen. Indberetning om voldgiftssager
afgives for sager, hvori der er oppebåret vederlag i det foregående
kalenderår, og for andre sager, der er verserende, og hvori der er
udført vederlagsgivende arbejde.
Stk. 2.
Indberetningerne skal indeholde oplysninger om hvervets art og
hvervgiveren. I indberetninger om voldgiftssager skal parternes navne
ikke angives, men derimod navnene på de advokater eller andre, som har
repræsenteret parterne, samt hvorledes dommeren er udpeget. Dommeren
skal endvidere afgive indberetning om indtægten ved de enkelte hverv.
Stk. 3.
Indberetningerne indgives til rettens præsident. Præsidenterne for
byretterne indgiver indberetning til vedkommende landsretspræsident.
Præsidenterne for landsretterne samt præsidenten for Sø- og
Handelsretten indgiver indberetning til Højesterets præsident.
Stk. 4. Oplysninger
om antal og karakter af de enkelte dommeres bierhverv, jf. stk. 1
og stk. 2, 1. og 2. pkt., videregives af vedkommende retspræsident
til Bibeskæftigelsesnævnet. Har en dommer overskredet
indtægtsbegrænsningen i § 47 b, stk. 1, videregives tillige
efter nævnets nærmere bestemmelse indtægtsoplysninger, jf. stk. 2,
3. pkt., med henblik på nævnets stillingtagen hertil efter § 47 b,
stk. 3, 3. pkt. Nævnet offentliggør de oplysninger, der er nævnt i
1. pkt.
Stk. 5. Indberetninger i henhold til stk. 1 og stk. 2, 1. og 2. pkt., er undergivet aktindsigt.
§ 47 d.
Såfremt det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident pålægge en
dommer at indsende en redegørelse for dommerens tidsforbrug i
forbindelse med varetagelsen af hverv ved siden af hovedstillingen.
Stk. 2. Såfremt det
findes fornødent, kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en
dommer at indsende en opgørelse over de indtægter, som den pågældende i
en nærmere angivet periode har modtaget i forbindelse med de enkelte
hverv, som dommeren har varetaget ved siden af hovedstillingen. Pålægget
kan også omfatte fremtidige indtægter.
Stk. 3. Finder
vedkommende retspræsident, at de oplysninger, som dommeren afgiver i
medfør af stk. 1 eller 2 eller i medfør af § 47 c,
stk. 2, 3. pkt., giver anledning dertil, kan retspræsidenten efter
drøftelse med Bibeskæftigelsesnævnet beslutte, at dommeren i en nærmere
angivet periode eller indtil videre kun med retspræsidentens eller
nævnets tilladelse må påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen.
Stk. 4. Beføjelserne efter stk. 1-3 tilkommer de retspræsidenter, der modtager indberetning efter § 47 c, stk. 3.
§ 47 e.
Bibeskæftigelsesnævnet består af 7 medlemmer: Præsidenten for Højesteret
(formand), præsidenterne for landsretterne, én præsident valgt af de
øvrige retspræsidenter, en dommer valgt af Den Danske Dommerforening og
to repræsentanter for offentligheden.
Stk. 2. Den valgte
retspræsident og dommer, jf. stk. 1, beskikkes af justitsministeren
efter indstilling fra henholdsvis retspræsidenterne for byretterne og
Sø- og Handelsretten og Den Danske Dommerforening.
Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes af justitsministeren efter
indstilling fra henholdsvis Dansk Folkeoplysnings Samråd og
Rektorkollegiet.
Stk. 3. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes for 6 år. Genbeskikkelse kan ikke finde sted.
Stk. 4. Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Bibeskæftigelsesnævnet.
Stk. 5. Der
beskikkes en suppleant for hver af de to offentlighedsrepræsentanter.
Stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 finder tilsvarende
anvendelse på beskikkelsen af suppleanterne.
§ 47 f.
Bibeskæftigelsesnævnet fastsætter selv sin forretningsorden. Der kan i
forretningsordenen fastsættes bestemmelser om, at formanden i visse
nærmere bestemte sager kan træffe afgørelse på nævnets vegne, eller at
afgørelser kan træffes af 3 af nævnets medlemmer, nemlig en
retspræsident, en dommer og en offentlighedsrepræsentant.
Stk. 2. Bibeskæftigelsesnævnet offentliggør hvert år en redegørelse for sin virksomhed.
Stk. 3. Bibeskæftigelsesnævnets sekretariatsopgaver varetages af Højesteret.
§ 48. Gør en
dommer sig skyldig i forsømmelse eller skødesløshed i embedsførelsen,
der dog ikke er af en sådan karakter, at den efter lovgivningen medfører
straf, eller udviser dommeren i øvrigt utilbørligt eller usømmeligt
forhold, kan der meddeles den pågældende en advarsel.
Stk. 2. Sager efter
stk. 1 behandles af rettens præsident. For så vidt angår
præsidenterne for byretterne, landsretterne, Sø- og Handelsretten og
Tinglysningsretten, behandles sager efter stk. 1 dog af præsidenten
for den nærmeste overordnede ret.
Stk. 3. Sager efter
stk. 1 kan rejses ved klage eller af retspræsidenterne af egen
drift. Klage skal indgives inden 4 uger efter, at klageren er blevet
bekendt med det forhold, som giver anledning til klagen. Såfremt klagen
efter sin beskaffenhed findes uegnet til afgørelse efter stk. 1,
kan den henvises til Den Særlige Klageret.
§ 49. Enhver,
der anser sig krænket ved utilbørligt eller usømmeligt forhold fra en
dommers side under udøvelsen af dennes embedsvirksomhed, kan indgive
klage herover til Den Særlige Klageret. Klagen skal indgives inden 4
uger efter, at klageren er blevet bekendt med det forhold, som giver
anledning til klagen. Klageretten kan se bort fra en overskridelse af
klagefristen, når særlige forhold taler herfor.
Stk. 2. Finder
justitsministeren, at en dommer må antages at have gjort sig skyldig i
et forhold, der må svække eller gøre dommeren uværdig til den agtelse og
tillid, som dommerhvervet forudsætter, beder ministeren rigsadvokaten
indbringe sag herom for klageretten.
Stk. 3. Afvises
klagen ikke straks, anmoder retten vedkommende dommer om en erklæring om
det påklagede forhold. Bestrider dommeren rigtigheden af den givne
fremstilling af det faktisk passerede, fastslås sagens sammenhæng efter
reglerne i kapitel 67 og 68 med de fornødne lempelser, for så vidt
klageretten finder det nødvendigt.
Stk. 4. Herefter har
parterne lejlighed til skriftligt at fremkomme med de bemærkninger, som
det oplyste giver anledning til. Når den indklagede dommer fremsætter
begæring herom eller sagens beskaffenhed gør det påkrævet, træffer
klageretten dog beslutning om mundtlig forhandling og træffer samtidig
bestemmelse om, hvorvidt denne skal ske for lukkede døre. De nærmere
bestemmelser om hovedforhandlingen træffes i øvrigt af klagerettens
formand i overensstemmelse med de regler, som gælder for
hovedforhandling i borgerlige sager i 1. instans med de fornødne
lempelser. Fremsætter dommeren begæring derom, kan klageretten beskikke
ham en advokat. I sager efter stk. 1 kan klageretten beskikke en
advokat for klageren.
Stk. 5. Findes klagen
ubegrundet, afviser klageretten sagen. I det tilfælde, der er omhandlet
i stk. 1, kan der pålægges klageren en bødestraf, hvis klageren
uden rimelig grund har foranlediget sagen rejst. Dette gælder uden
hensyn til, om klagerens adfærd måtte kunne pådrage denne ansvar efter
straffelovens regler.
Stk. 6. Findes klagen
begrundet, kan klageretten udtale sin misbilligelse af dommerens adfærd
eller pålægge denne en bøde. Findes det forhold, som dommeren har
udvist, at være af graverende karakter, eller er dommeren tidligere ved
klageretten blevet dømt for forhold af sådan karakter, kan dommeren
afsættes.
Stk. 7. Klageretten træffer afgørelse ved dom, der afsiges i et offentligt retsmøde.
Stk. 8. Lyder dommen
på afsættelse, eller har der været nedlagt påstand herom, kan den
indbringes for Højesteret efter reglerne om anke, i andre tilfælde efter
reglerne om kære i borgerlige sager, dog således at mindst fem dommere
deltager i påkendelsen.
Stk. 9. Klageretten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger.
§ 49 a. Om
en dommer bør afsættes mod sit ønske på grund af vedvarende åndelig
eller legemlig sygdom, afgøres efter reglerne i § 49 med de
fornødne lempelser.
§ 50. Når
straffesag er rejst mod en dommer, eller når dommeren må antages at have
gjort sig skyldig i sådant utilbørligt forhold, som omhandles i
§ 49, såvel som når dommeren er blevet uvederhæftig eller på grund
af åndelig eller legemlig svaghed er ude af stand til at bestride sit
embede, kan vedkommende suspenderes. Afgørelsen herom træffes af Den
Særlige Klageret.
§ 51. (Ophævet)
§ 52. Fuldmægtige ved domstolene ansættes med domstolene som ansættelsesområde.
Stk. 2. Til at beklæde disse stillinger kræves, at vedkommende har bestået juridisk kandidateksamen.
§ 53. Når en
fuldmægtig på grund af inhabilitet er udelukket fra at virke i en sag,
bestemmer vedkommende præsident, hvem der i stedet skal fungere i sagen.
§ 54. Fuldmægtige kan afskediges på grund af uegnethed eller sygdom.
Stk. 2. Afskedigelse
kan endvidere ske i de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder
sted. En fuldmægtig, der er fyldt 65 år, kan ligeledes afskediges, men
uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket denne skulle
være afskediget på grund af alder, hvis pågældende havde været dommer.
Stk. 3. Uansøgt
ændring af tjenestested kan ske, såfremt ændringen er begrundet i
uddannelsesmæssige hensyn eller i hensynet til en hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse inden for domstolene.
Stk. 4. Uansøgt ændring af tjenestested kan endvidere ske i tilfælde, der er omfattet af stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.
§ 54 a.
Sager om afsked uden ansøgning af en fuldmægtig indbringes af
Domstolsstyrelsen for Den Særlige Klageret. Afskedigelse uden ansøgning
efter § 54, stk. 2, 2. pkt., sker dog administrativt.
Stk. 2. Fremsættes
der indsigelse mod en varslet ændring af tjenestested, indbringer
Domstolsstyrelsen sagen for Den Særlige Klageret. Indsigelse skal
fremsættes senest 14 dage efter, at den pågældende har fået varsel om
det nye tjenestested.
Stk. 3. På
ansøgerens anmodning indbringer Domstolsstyrelsen afslag på ansættelse
af en ansøger, der er eller har været ansat i en tidsbegrænset stilling
som dommerfuldmægtig, for Den Særlige Klageret.
Stk. 4. Sager efter
stk. 1-3 forelægges for klageretten af Domstolsstyrelsen. Den,
sagen angår, skal herefter have lejlighed til skriftligt at fremkomme
med sine bemærkninger. Fremsætter den pågældende begæring herom, eller
gør sagens beskaffenhed det påkrævet, træffer klageretten dog beslutning
om mundtlig forhandling og træffer samtidig bestemmelse om, hvorvidt
denne skal ske for lukkede døre. De nærmere bestemmelser om
hovedforhandlingen træffes i øvrigt af klagerettens formand i
overensstemmelse med de regler, som gælder for hovedforhandling af
borgerlige sager i 1. instans med de fornødne lempelser. Fremsætter den
pågældende begæring herom, kan klagerettens formand beskikke den
pågældende en advokat.
Stk. 5. Klageretten træffer afgørelse ved dom, der afsiges i et offentligt retsmøde.
Stk. 6. Dommen kan af parterne indbringes for Højesteret efter reglerne om anke af borgerlige sager.
§ 55.
Bestemmelserne i §§ 48, 49 og 50 finder tilsvarende anvendelse med
hensyn til fuldmægtige, midlertidigt beskikkede dommere og sagkyndige
retsmedlemmer, dog er det Domstolsstyrelsen, der har kompetencen til at
bede rigsadvokaten indbringe sagen for Den Særlige Klageret.
§ 56. En dommer
må i retsmøder ikke fremtræde på en måde, der er egnet til at blive
opfattet som en tilkendegivelse om den pågældendes eventuelle religiøse
eller politiske tilhørsforhold eller om den pågældendes holdning til
religiøse eller politiske spørgsmål i øvrigt.
Stk. 2. Stk. 1
finder tilsvarende anvendelse på fuldmægtige, midlertidigt beskikkede
dommere og de personer, der er nævnt i § 19, stk. 3.
§ 56 a. 1)
En dommer bærer kappe under hovedforhandlinger og retsmøder, der
afholdes med henblik på sagens behandling i medfør af § 831.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på fuldmægtige og midlertidigt beskikkede dommere.
§ 57. I hver
retskreds samt ved landsretterne og Sø- og Handelsretten beskikkes det
fornødne antal stævningsmænd af vedkommende præsident. Fortegnelse over
de beskikkede stævningsmænd opslås på tingstederne samt henholdsvis i
landsretternes, Sø- og Handelsrettens og Københavns Byrets lokaler.
Stk. 2. En forkyndelse er gyldig, selv om stævningsmanden har handlet uden for den retskreds, i hvilken han er ansat.
Stk. 3. Polititjenestemænd og sognefogeder kan uden særlig beskikkelse foretage forkyndelser i straffesager.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang politiet skal foretage eller medvirke ved forkyndelser.
§ 58. Justitsministeren udfærdiger en instruks for stævningsmænd.
Stk. 2. Enhver
stævningsmand afgiver til vedkommende retspræsident en højtidelig
erklæring om, at han med troskab og samvittighedsfuldhed vil opfylde de
pligter, der påhviler ham efter nærværende lov og den ham meddelte
instruks. Formen for denne erklæring fastsættes af Domstolsstyrelsen.
Dommeren i retskredsen har at vejlede stævningsmændene med hensyn til
deres pligter.
§ 59.
Rigspolitichefen fører en fortegnelse over tolke. Justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler herom. Det kan i reglerne fastsættes, at
afgørelser, der træffes efter reglerne, ikke kan påklages.
Kapitel 5
Tilfælde, hvor rettens personer skal eller kan vige deres sæde
[ Dommeres habilitet ] § 60. Ingen må handle som dommer i en sag, når han
1) selv er part i sagen eller er interesseret i dens udfald eller, hvis det er en straffesag, er forurettet ved forbrydelsen;
2) er beslægtet
eller besvogret med nogen af parterne i en borgerlig sag eller med
sigtede i en straffesag i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen
så nær som søskendebørn eller er en af parternes eller sigtedes
ægtefælle, værge, adoptiv- eller plejefader, adoptiv- eller plejesøn;
3) er gift med
eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende linje eller
beslægtet i sidelinjen så nær som søskende med nogen i en borgerlig sag
optrædende advokat eller anden rettergangsfuldmægtig for en af parterne
eller med den forurettede i en straffesag eller dennes
rettergangsfuldmægtig eller med nogen i en sådan sag optrædende
offentlig anklager eller politiembedsmand eller forsvarer for sigtede;
4) har aflagt
vidnesbyrd eller været syns- eller skønsmand i sagen eller har handlet i
den, hvis det er en borgerlig sag, som advokat eller i øvrigt som
rettergangsfuldmægtig for nogen af parterne og, hvis det er en
straffesag, som politiembedsmand, offentlig anklager, forsvarer eller
rettergangsfuldmægtig for den forurettede;
5) har handlet i sagen i den underordnede instans som dommer eller, hvis det er en straffesag, som nævning eller domsmand eller
6) har deltaget
som dommer, domsmand, nævning eller sagkyndig under den tidligere
hovedforhandling i en straffesag, der er hjemvist til ny
hovedforhandling efter § 929 eller genoptaget efter §§ 976
eller 977.
Stk. 2. Ingen må
deltage som dommer under hovedforhandlingen i en straffesag, såfremt den
pågældende, vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet
afgørelse om at varetægtsfængsle den tiltalte efter § 762,
stk. 2, eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af
§ 781, stk. 4. Dette gælder dog ikke, hvis sagen behandles
efter § 831 eller sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der har
begrundet indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af
beviserne for tiltaltes skyld.
Stk. 3. Afgørelse
under hovedforhandlingen i en straffesag om varetægtsfængsling i medfør
af § 762, stk. 2, om ophævelse af varetægtsfængsling i medfør
af § 762, stk. 2, jf. § 766 eller § 768, eller om
brevåbning og brevstandsning i medfør af § 781, stk. 4, skal
træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der ikke deltager i
hovedforhandlingen. Det gælder dog ikke, hvis sagen behandles efter
§ 831 eller sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der begrunder
indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for
tiltaltes skyld.
Stk. 4. Ingen må
deltage som dommer under hovedforhandlingen i en straffesag, såfremt den
pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår, i medfør af
§ 746, stk. 2, har truffet afgørelse om, at materiale, som
politiet efter anmodning har fremlagt over for retten, ikke er omfattet
af forsvarerens adgang til aktindsigt.
Stk. 5. Ingen må
deltage som dommer under hovedforhandlingen i en straffesag, såfremt den
pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet
afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens og sigtedes adgang
til aktindsigt i medfør af § 729 c eller har truffet anden
afgørelse, hvor der har været fremlagt oplysninger, der efter
§ 729 c er undtaget fra forsvarerens og sigtedes adgang til
aktindsigt.
Stk. 6. Under
hovedforhandlingen i en straffesag skal de afgørelser, som er nævnt i
stk. 4 og 5, træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der
ikke deltager i hovedforhandlingen.
Stk. 7. Den
omstændighed, at dommeren, fordi flere embedsvirksomheder er forenede i
hans person, tidligere af den grund har haft med sagen at gøre, medfører
ikke inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende omstændigheder er
grund til at antage, at han har nogen særegen interesse i sagens udfald.
[ Dommeres upartiskhed ] § 61. Ingen må
handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder,
som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.
§ 62. Dommeren
skal påse, om der efter § 60 eller § 61 foreligger grunde, der
kan medføre inhabilitet. Beklædes retten af flere dommere, skal hver
enkelt dommer give retten meddelelse om omstændigheder, der efter
§ 60 eller § 61 kan medføre den pågældendes eller en af de
andre dommeres inhabilitet. Endvidere kan spørgsmål om en dommers
habilitet rejses af sagens parter.
Stk. 2. Afgørelse om
en dommers habilitet træffes af retten ved kendelse. Beklædes retten af
flere dommere, er den dommer, om hvis habilitet der er rejst spørgsmål,
ikke udelukket fra at deltage i afgørelsen.
§ 63.
Spørgsmålet om en dommers fratræden, der, når det rejses af en af
parterne, i borgerlige sager i processuel henseende behandles som andre
formalitetsindsigelser, bør så vidt muligt rejses før den mundtlige
forhandlings begyndelse. Det kan afgøres, uden at parterne har haft
adgang til at ytre sig derom.
§ 64. Kendelser,
hvorved en enkeltdommer erklærer at ville vige sit sæde, eller hvorved
det pålægges en dommer i en kollegialret at vige sit sæde, er ikke
genstand for anke eller kære. Imod kendelser, hvorved indsigelser mod en
dommers habilitet forkastes, kan kæremål rejses. Når det straks
forlanges, kan i denne anledning en kort udsættelse af sagen tilstås.
§ 65. Fra det
øjeblik, da retskendelse for, at en dommer skal vige sit sæde, er
afsagt, er denne dommer kun berettiget til at foretage sådanne
handlinger i sagen, som ej kan opsættes.
§ 66. De om
dommere givne forskrifter finder også anvendelse på nævninger, domsmænd,
sagkyndige retsmedlemmer, fuldmægtige ved domstolene og retsvidner.
Afgørelsen af habilitetsspørgsmålet træffes af retten.
Stk. 2. Når
nævninger, domsmænd eller sagkyndige retsmedlemmer medvirker, skal
rettens formand, inden behandlingen af den enkelte sag begynder, spørge
disse, om der foreligger nogen omstændighed, som er til hinder for, at
de medvirker i sagen.
§ 67. En
stævningsmand må ikke foretage eller deltage i en forretning, når nogen
af parterne er hans ægtefælle eller beslægtet eller besvogret med ham i
lige op- eller nedstigende linje eller i første sidelinje, eller han
selv er part i sagen eller er interesseret i dens udfald.
Andet afsnit.
Nævningers og domsmænds udtagelse
Kapitel 6
Almindelige bestemmelser
§ 68. For hver
landsretsnævningekreds vælges for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1.
januar et antal personer, der må anses for egnede til at virke som
nævninger eller domsmænd. Listerne over disse personer benævnes
grundlister. For hver landsretsnævningekreds dannes en nævninge- og
domsmandsliste ved lodtrækning blandt de personer, der er opført på
grundlisterne. På samme måde dannes en nævninge- og domsmandsliste for
hver byret, der ligger i landsretsnævningekredsen.
Stk. 2. Ved
landsretsnævningekreds forstås den del af en landsretskreds, som i
henhold til § 8, stk. 1 og 2, er henlagt til samme
landsretstingsted.
Stk. 3. Nævninger og
domsmænd kan efter udløbet af det tidsrum, for hvilket grundlisten
gælder, færdigbehandle sager, i hvilke mundtlig forhandling er påbegyndt
inden for dette tidsrum. Beføjelsen til i medfør af 1. pkt. at
færdigbehandle påbegyndte sager ophører ved udgangen af den måned, hvori
den pågældende fylder 70 år.
§ 69. Til
nævning eller domsmand kan med de af § 70 følgende undtagelser
udtages enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til
Folketinget, medmindre den pågældende fylder 70 år inden udløbet af det
tidsrum, for hvilket grundlisten gælder, eller på grund af åndelig eller
legemlig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til det danske sprog er
ude af stand til at fyldestgøre en nævnings og domsmands pligter.
§ 70. Udelukkede
fra at være nævninger og domsmænd er: ministre, advokater,
advokatfuldmægtige, centraladministrationens, domstolenes,
anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæsenets
tjenestemænd og øvrige personale samt sognefogeder og folkekirkens og de
anerkendte trossamfunds gejstlige.
§ 71. Følgende personer kan begære sig fritaget for nævninge- og domsmandshvervet:
1) Folketingets medlemmer og dets tjenestemænd,
2) tjenstgørende militærpersoner,
3) told- og postvæsenets tjenestemænd, faste brandfolk samt de ved jernbaner, telegrafer og telefoner ansatte personer,
4) læger og jordemødre,
5) lodser,
6) sagkyndige, der
er beskikket efter § 92 i denne lov eller efter § 172 i lov
om social service, og lægdommere ved boligretterne,
7) de, som er fyldt 60 år,
8) de, som på
grund af deres helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold
ikke uden fare for deres velfærd kan opfylde nævninge- eller
domsmandspligten,
9) de, som har taget bopæl i en anden kreds end den, for hvilken deres udtagelse gælder.
Kapitel 7
Grundlister
§ 72. Udtagelsen
til grundlisten foretages inden for hver kommune af et grundlisteudvalg
på 5 medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen for de kommunale
råds valgperiode. I København kan kommunalbestyrelsen bestemme, at der
skal nedsættes flere grundlisteudvalg. De nærmere regler om antallet af
personer, der skal udtages, og om selve udtagelsen fastsættes af
justitsministeren.
§ 73. I tilfælde
af forsømmelse med grundlistens udarbejdelse kan landsrettens præsident
under anvendelse af tvangsbøder pålægge grundlisteudvalget at træffe de
foreskrevne foranstaltninger.
Kapitel 8
Nævninge- og domsmandslister
§ 74. Efter modtagelsen af grundlisterne affatter landsrettens præsident nævninge- og domsmandslisterne.
Stk. 2. Byrettens
nævninge- og domsmandsliste dannes ved lodtrækning blandt de personer,
der er optaget på grundlisterne inden for retskredsen.
Stk. 3. Landsrettens
nævninge- og domsmandsliste dannes for hver landsretsnævningekreds ved
lodtrækning blandt de personer, der herefter er tilbage på grundlisterne
inden for landsretsnævningekredsen.
§ 75. De på
nævninge- og domsmandslisterne optagne personer underrettes om
udtagelsen ved en skriftlig meddelelse, der skal indeholde opfordring
til de pågældende om at rette henvendelse til landsrettens præsident,
såfremt de anser sig udtaget med urette eller ønsker at fremsætte
begæring om fritagelse efter § 71.
§ 76.
Landsrettens præsident afgør, om de til nævninge- og domsmandslisterne
udtagne opfylder betingelserne efter §§ 69 og 70 for at kunne være
nævning eller domsmand, og om fremsatte begæringer om fritagelse efter
§ 71 skal imødekommes. De trufne afgørelser kan ikke påklages.
§ 77. Bliver
landsrettens præsident efter nævninge- og domsmandslisternes
udarbejdelse opmærksom på grunde, som udelukker nogen af de på listerne
opførte personer fra nævninge- og domsmandshvervet, eller tager han en
begæring om fritagelse efter § 71 til følge, foretager han fornøden
berigtigelse af listerne.
§ 78.
Landsrettens præsident fastsætter antallet af nævninger og domsmænd, der
skal udtages efter § 74. Antallet skal fastsættes således, at en
nævning eller domsmand må ventes at komme til at virke 4 gange årligt.
Kapitel 9
Udtagelse af nævninger for de enkelte sager
§ 79. Når
behandling skal finde sted af en sag, i hvilken nævninger skal medvirke,
udtager ved landsretten retsformanden og ved byretterne præsidenten det
fornødne antal nævninger og suppleanter af de øverst på nævninge- og
domsmandslisten opførte personer, der ikke tidligere i det tidsrum, for
hvilket listen gælder, har gjort tjeneste som nævninger eller domsmænd
eller som suppleanter.
Stk. 2. Når man er nået listen til ende, sker udtagelse på ny forfra.
Stk. 3. Træffer
landsretten i medfør af § 8, stk. 4, bestemmelse om, at en sag
skal behandles uden for landsretsnævningekredsen, kan landsretten
bestemme, at nævningerne skal udtages af nævninge- og domsmandslisten
for den landsretsnævningekreds, hvor sagen skal behandles. Træffer
byretten i medfør af § 13, stk. 3, bestemmelse om, at en sag
skal behandles uden for retskredsen, kan byretten bestemme, at nævninger
skal udtages af nævninge- og domsmandslisten for den retskreds, hvor
sagen skal behandles. Inden der træffes afgørelse i medfør af 1. og
2. pkt., skal parterne have lejlighed til at udtale sig om
spørgsmålet.
§ 80. Meddelelse
om, hvem der er udtaget som nævninger, tilstilles anklagemyndigheden
samt tiltalte og forsvareren mindst to uger før hovedforhandlingen.
Denne frist kan dog undtagelsesvis forkortes, dersom der er særlig grund
til at fremskynde hovedforhandlingen.
§ 81. Når en
nævningesag skal behandles ved byretten, har anklagemyndigheden og
tiltalte ret til uden angivelse af grund hver at udskyde 1 nævning, i
sager angående politiske overtrædelser dog 2 nævninger.
Stk. 2. Når en
nævningesag skal behandles ved landsretten, har anklagemyndigheden og
tiltalte ret til uden angivelse af grund hver at udskyde 2 nævninger, i
sager angående politiske overtrædelser dog 3 nævninger.
Stk. 3. Anklagemyndigheden og tiltalte kan helt eller delvis give afkald på deres udskydningsret efter stk. 1 og 2.
Stk. 4. Er der i
samme sag flere tiltalte, tilkommer der hver af disse udskydningsret.
Anklagemyndigheden har i så fald ret til at udskyde samme antal
nævninger som de tiltalte tilsammen.
Stk. 5. Såfremt en
nævning udskydes, skal underretning herom gives retsformanden snarest
muligt og senest 4 dage efter modtagelsen af den i § 80 nævnte
meddelelse om, hvem der er udtaget som nævninger, eller, hvis fristen
efter § 80, 1. pkt., er forkortet i medfør af § 80, 2. pkt.,
senest dagen efter modtagelsen af den nævnte meddelelse.
§ 82.
Retsformanden drager omsorg for, at det fornødne antal af de udtagne
nævninger med en uges varsel indkaldes til at give møde i retten.
Indkaldelsen skal indeholde oplysning om, at det påhviler en nævning,
der mener at have lovligt forfald, snarest muligt skriftligt at meddele
retsformanden dette, og om følgerne af undladelse heraf eller
udeblivelse uden lovligt forfald.
Stk. 2. Er fristen
efter § 80, 1. pkt., forkortet i medfør af § 80, 2. pkt., kan
indkaldelse ske med kortere varsel end en uge.
§ 83. Finder
retsformanden efter de foreliggende oplysninger, at et opgivet forfald
er gyldigt, indkalder han yderligere en eller flere af de udtagne
nævninger. Indkaldelse kan i så fald ske med kortere varsel end en uge.
Stk. 2. Om fornødent
kan retsformanden supplere antallet af udtagne nævninger i
overensstemmelse med bestemmelserne i § 79. Med hensyn til de
således udtagne nævninger iagttages bestemmelserne i §§ 80-82
snarest muligt. De her omhandlede frister forkortes så meget, som
omstændighederne gør nødvendigt.
§ 84. De i §§ 79 og 83 omhandlede afgørelser er ikke genstand for anke eller kære.
§ 85. En
nævning, som udebliver uden lovligt forfald eller uden rettidigt at have
meldt sit forfald, straffes med bøde. Det samme gælder den nævning, som
efter at være mødt uden oplyst forfald unddrager sig opfyldelsen af de
ham som nævning påhvilende pligter.
Stk. 2. Den afsagte
kendelse forkyndes snarest muligt for den pågældende nævning. Denne har i
en uge fra kendelsens forkyndelse adgang til at fremkomme med
oplysninger for retten om, at han har haft lovligt forfald. Findes disse
fyldestgørende, kan retten omgøre sin kendelse.
Stk. 3. Afgørelse af de i denne paragraf omhandlede spørgsmål træffes af retten.
Stk. 4. De omhandlede kendelser kan ikke gøres til genstand for anke, men kan påkæres, når bøden er over 400 kr.
§ 86. Dersom det
fornødne antal nævninger ikke er mødt, når retten skal sættes, kan
retsformanden uden at iagttage bestemmelsen i § 79 udtage og
tilkalde det manglende antal nævninger blandt de på nævninge- og
domsmandslisten opførte personer. Det samme gælder, dersom en nævning,
der har givet møde, ikke kan deltage i sagens behandling.
Stk. 2. Såfremt den i
§ 81 nævnte udskydningsret ikke er udnyttet fuldt ud, skal der
forinden tilkaldelsen gives anklagemyndigheden og tiltalte adgang til at
foretage udskydning.
§ 86 a.
Nævninger deltager i afgørelsen af skyldsspørgsmålet, jf. § 891 og
§ 931, stk. 2, og i fastsættelsen af sanktionen, jf.
§ 894 og § 931, stk. 3, men deltager ikke i andre
retshandlinger eller afgørelser under sagen.
§ 87. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag og rejsegodtgørelse til nævninger.
Kapitel 9 a
Udtagelse af domsmænd for de enkelte sager
§ 88. Reglen i § 79 finder tilsvarende anvendelse ved udtagelse af domsmænd for de enkelte sager.
Stk. 2. Udtagelsen
sker for en enkelt dag, således at de pågældende medvirker ved
hovedforhandlingen og påkendelsen af alle de sager, hvis behandling
påbegyndes den nævnte dag, selv om sagen ikke kan afsluttes samme dag.
§ 89. De udtagne domsmænd og suppleanter indkaldes med 3 dages varsel i overensstemmelse med reglerne i § 82, stk. 1.
§ 90. Bestemmelserne i §§ 83-86 og 87 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til domsmænd.
§ 91. Forinden
en domsmand træder i virksomhed, forelægger retsformanden ham en
erklæring til underskrift, hvori han på ære og samvittighed lover, at
han som domsmand opmærksomt vil følge forhandlingerne i retten og dømme
således, som han finder ret og sandt at være efter loven og sagens
bevisligheder.
Stk. 2. Domsmænd
virker med samme beføjelse som dommere under hovedforhandlingen og de i
forbindelse med denne stående afgørelser, men deltager ikke i andre
under sagen forefaldende retshandlinger eller afgørelser. Dog træffes de
i § 998 omhandlede afgørelser under medvirken af domsmænd.
Stk. 3. Domsmænd
deltager ikke i de i § 60, stk. 3, § 62, stk. 2,
eller § 90, jf. § 85, omhandlede afgørelser eller i afgørelser
vedrørende borgerlige krav, der rejses under en straffesag.
Tredje afsnit.
Udtagelse af sagkyndige retsmedlemmer
Kapitel 9 b
§ 92. For hver
landsretskreds beskikker landsrettens præsident for et tidsrum af 4 år
et antal sagkyndige til at deltage i behandlingen af de i
§§ 20-20 b nævnte sager. Præsidenten for Sø- og Handelsretten
beskikker på tilsvarende måde et antal sagkyndige til at deltage i
behandlingen af de i § 16 nævnte sager.
Stk. 2. Sagkyndige
kan efter udløbet af det tidsrum, for hvilket beskikkelsen gælder,
færdigbehandle sager, i hvilke mundtlig forhandling er påbegyndt inden
for dette tidsrum. Beføjelsen til i medfør af 1. pkt. at færdigbehandle
påbegyndte sager ophører ved udgangen af det år, hvori den pågældende
fylder 70 år.
§ 93.
Beskikkelse af de i § 92 nævnte sagkyndige foretages efter
indstilling af de organisationer, som justitsministeren godkender
hertil.
Stk. 2. Præsidenten kan i begrænset omfang udpege sagkyndige, der ikke er indstillet af de i stk. 1 nævnte organisationer.
Stk. 3. Antallet af sagkyndige og deres fordeling efter faggrupper fastsættes af præsidenten.
Stk. 4. De, der
beskikkes, skal være i besiddelse af indgående og tidssvarende praktisk
kendskab til vedkommende sagsområde, have dansk indfødsret, ikke være
fyldt 70 år, være uberygtede og ikke være umyndige, under værgemål efter
værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens
§ 7, og deres bo må ikke være under konkursbehandling. De skal
endvidere have fast bopæl eller forretningssted inden for det område,
for hvilket de skal beskikkes. Ophører nogen af de nævnte betingelser
med at være opfyldt, tilbagekaldes beskikkelsen. De, der inden for det
tidsrum, for hvilket beskikkelsen gælder, fylder 70 år, afgår ved
udgangen af det år, i hvilket de fylder 70 år.
Stk. 5. Personer, der
er fyldt 65 år eller kan anføre anden rimelig fritagelsesgrund, eller
som har været beskikket for mindre end 4 år siden, kan begære sig
fritaget for at blive beskikket.
Stk. 6. De sagkyndige
skal inden tiltrædelsen af hvervet afgive en erklæring, hvori de på ære
og samvittighed lover at udføre hvervet med upartiskhed og omhu.
Stk. 7. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag og rejsegodtgørelse til sagkyndige retsmedlemmer.
§ 94.
Retsformanden udtager de sagkyndige for den enkelte sag, således at den
særlige sagkundskab, som i det foreliggende tilfælde anses for
nødvendig, er repræsenteret. I sager, der opstår af ansættelsesforhold
mellem arbejdsgivere og deres ansatte, skal halvdelen af de sagkyndige
være beskikket efter indstilling fra arbejdsgiverorganisationer og
halvdelen efter indstilling fra lønmodtagerorganisationer. I sager
vedrørende lov om markedsføring eller lov om visse betalingsmidler, der
behandles ved Sø- og Handelsretten, skal halvdelen af de sagkyndige være
beskikket efter indstilling fra organisationer, der repræsenterer
erhvervsdrivende, og halvdelen efter indstilling fra organisationer, der
repræsenterer forbrugere.
Stk. 2. I særlige tilfælde kan der udtages sagkyndige, der er beskikket for et af de øvrige områder.
Stk. 3. Retsformanden
kan undtagelsesvis udtage sagkyndige, der ikke er beskikket i medfør af
§ 92, hvis det er påkrævet for at kunne inddrage den særlige
sagkundskab, som i det foreliggende tilfælde anses for nødvendig. De
pågældende skal opfylde betingelserne i § 93, stk. 4,
1. pkt. § 93, stk. 6 og 7, finder tilsvarende anvendelse.
Før retsformanden træffer afgørelse efter 1. pkt., skal parterne
have adgang til at udtale sig om spørgsmålet. Afgørelsen, der træffes
ved kendelse, kan ikke indbringes for højere ret.
Fjerde afsnit.
Anklagemyndigheden
Kapitel 10
Anklagemyndigheden
§ 95. De
offentlige anklagere er rigsadvokaten, statsadvokaterne,
politidirektørerne samt de personer, der er antaget til bistand for
disse ved den retlige behandling af straffesager.
§ 96. De offentlige anklageres opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i denne lov.
Stk. 2. De offentlige
anklagere skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens
beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages
til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.
§ 97. Den, der
efter kapitel 2 i forvaltningsloven må anses for inhabil i forhold til
en bestemt sag, må ikke virke som anklager i sagen.
§ 98. Justitsministeren er de offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om de offentlige anklageres udførelse af deres opgaver.
Stk. 3.
Justitsministeren kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende
behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte,
undlade eller standse forfølgning. Et pålæg i medfør af denne
bestemmelse om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse
forfølgning skal være skriftligt og ledsaget af en begrundelse.
Endvidere skal Folketingets formand skriftligt underrettes om pålægget.
Hvis de hensyn, der er nævnt i § 729 c, stk. 1, gør det
påkrævet, kan underretning udsættes. Pålægget betragtes i relation til
aktindsigt i medfør af §§ 729 a-d som materiale, politiet har
tilvejebragt til brug for sagen.
Stk. 4.
Justitsministeren behandler klager over afgørelser truffet af
rigsadvokaten som 1. instans, jf. dog bestemmelsen i § 1018 e,
stk. 4.
§ 99. Rigsadvokaten varetager udførelsen af straffesager ved Højesteret og virker ved Den Særlige Klageret.
Stk. 2. Rigsadvokaten
er de øvrige offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse.
Rigsadvokaten kan fastsætte bestemmelser og meddele pålæg efter regler
svarende til § 98, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt.
Stk. 3. Rigsadvokaten
behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne som 1.
instans. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til
justitsministeren.
§ 100. Til bistand for rigsadvokaten udnævnes en eller flere statsadvokater ved Højesteret.
Stk. 2. Rigsadvokaten kan bemyndige også andre til at virke som anklager ved Højesteret eller ved Den Særlige Klageret.
§ 101.
Statsadvokaterne varetager udførelsen af straffesager ved landsretterne.
Statsadvokaterne varetager endvidere udførelsen af straffesager, der
behandles ved byretten under medvirken af nævninger eller under
medvirken af domsmænd som følge af tiltaltes beslutning efter
§ 687.
Stk. 2.
Statsadvokaterne fører tilsyn med politidirektørernes behandling af
straffesager og behandler klager over afgørelser truffet af
politidirektørerne vedrørende strafforfølgning. Statsadvokaternes
afgørelser i klagesager kan ikke påklages til rigsadvokaten og
justitsministeren. Statsadvokaterne kan fastsætte bestemmelser og
meddele pålæg efter regler svarende til § 98, stk. 2 og
stk. 3, 1. pkt.
§ 102. Fristen
for klager efter § 98, stk. 4, § 99, stk. 3, 1.
pkt., og § 101, stk. 2, 1. pkt., er 4 uger efter, at klageren
har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af
denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses
for undskyldelig.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 98, stk. 4, § 99, stk. 3, og
§ 101, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på klager over
afgørelser om aktindsigt. Det samme gælder bestemmelsen i stk. 1.
§ 103. Justitsministeren fastsætter antallet af statsadvokater og fordelingen af forretningerne mellem disse.
Stk. 2.
Rigsadvokaten beskikker de fornødne juridiske medhjælpere for
statsadvokaterne ved udførelsen af straffesager for landsretten og af
straffesager, der behandles ved byretten under medvirken af nævninger
eller under medvirken af domsmænd som følge af tiltaltes beslutning
efter § 687.
Stk. 3. Rigsadvokaten kan bemyndige også andre til at virke som anklager ved landsretten i en enkelt sag.
Stk. 4.
Rigsadvokaten kan pålægge en statsadvokat at overtage behandlingen af en
eller flere sager, som henhører under en anden statsadvokat.
§ 104.
Politidirektørerne og de offentlige anklagere, der er ansat hos disse,
samt andre ansatte, der bemyndiges hertil, varetager udførelsen af
straffesager ved byretterne jf. dog § 101, stk. 1, og
§ 103, stk. 2.
Stk. 2. Rigsadvokaten kan bemyndige også andre til at virke som anklager ved byretten i en enkelt sag.
Stk. 3.
Statsadvokaten kan pålægge en politidirektør at overtage behandlingen af
en eller flere sager, der henhører under en anden politidirektør.
§ 105.
Rigsadvokaten, statsadvokaterne og de personer, der er antaget til
bistand for disse eller for en politidirektør ved den retlige behandling
af straffesager, skal have bestået juridisk kandidateksamen.
Rigsadvokaten og statsadvokaterne skal i reglen opfylde betingelserne
for at blive beskikket som advokat med hensyn til forudgående praktisk
virksomhed, jf. § 119.
Stk. 2. Medhjælpere
for en statsadvokat og de, der bemyndiges til at virke som anklager ved
Højesteret, landsretten eller byretten efter reglerne i § 100,
stk. 2, § 103, stk. 3, eller § 104, stk. 2,
skal opfylde betingelserne i stk. 1.
Stk. 3.
Rigsadvokaten kan beskikke Forbrugerombudsmanden og ansatte i
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at varetage udførelsen af
straffesager for byretten og landsretten i sager vedrørende lov om
markedsføring.
Stk. 4.
Rigsadvokaten kan beskikke ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
til at varetage udførelsen af straffesager for byretterne i sager
vedrørende konkurrenceloven.
§ 106.
Virksomhed som advokat udelukker ikke fra antagelse som medhjælper for
en statsadvokat eller fra bemyndigelse til at optræde som anklager i en
enkelt sag.
§ 107.
Personer, der virker som anklagere i en enkelt sag, jf. § 100,
stk. 2, § 103, stk. 3, og § 104, stk. 2,
modtager vederlag af det offentlige for den enkelte sag, medmindre
udførelsen af sagen må anses som led i udførelsen af den pågældendes
tjeneste.
Femte afsnit.
Politiet
Kapitel 11
§ 108.
Justitsministeren er politiets øverste foresatte og udøver sin beføjelse
gennem rigspolitichefen og politidirektørerne. Rigspolitichefen drøfter
politiets virksomhed med politidirektørerne (»koncernledelsen«).
§ 109. Rigspolitichefen har ansvar for politiets virksomhed i hele landet. Rigspolitichefen fører tilsyn med politidirektørerne.
Stk. 2.
Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over afgørelser truffet af
politidirektørerne kan ikke påklages til justitsministeren.
Stk. 3.
Rigspolitichefens afgørelser i 1. instans i ansættelses- og
personalesager kan ikke påklages til justitsministeren. Det gælder dog
ikke afgørelser i disciplinærsager og i andre sager, hvor der er truffet
afgørelse om afsked, samt i sager om aktindsigt i ansættelses- og
personalesager.
Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, at politidirektørernes
afgørelser om nærmere angivne spørgsmål ikke kan påklages til
rigspolitichefen.
§ 110. Landet
inddeles i 12 politikredse. Justitsministeren kan foretage forandringer i
politikredsenes område, medmindre forandringen indebærer oprettelse
eller nedlæggelse af en politikreds.
Stk. 2. Hver politikreds ledes af en politidirektør, der har ansvar for politiets virksomhed i politikredsen.
Stk. 3. I politidirektørens fravær har vicepolitidirektøren den øverste ledelse af politiet i politikredsen.
§ 111. I hver politikreds oprettes et kredsråd vedrørende politiets virksomhed.
Stk. 2. Kredsrådet består af politidirektøren og borgmestrene i de kommuner, som politikredsen omfatter, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. Bornholms
Kommune repræsenteres i kredsrådet af borgmesteren og 3 medlemmer valgt
af og blandt kommunalbestyrelsens øvrige medlemmer.
Stk. 4. I kommuner
med magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse,
jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan
kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at et
magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand er medlem i stedet for
borgmesteren.
Stk. 5.
Politidirektøren udpeger en stedfortræder for sig selv. Der vælges en
stedfortræder for borgmesteren (magistratsmedlemmet eller
udvalgsformanden) af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer. For hvert
af Bornholms Kommunes medlemmer af kredsrådet vælges en stedfortræder
af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer.
Stk. 6. Politidirektøren er formand for kredsrådet. Rådet vælger sin næstformand.
§ 112.
Kredsrådet drøfter spørgsmål af almindelig karakter vedrørende politiets
virksomhed og organisation i politikredsen samt spørgsmål vedrørende
kriminalitetsudviklingen og samarbejdet mellem politiet og
lokalsamfundet, herunder en lokal samarbejdsplan, jf. § 113.
Stk. 2.
Politidirektøren afgiver hvert år en skriftlig redegørelse til
kredsrådet vedrørende politiets virksomhed i politikredsen i det
forløbne år, herunder om det kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem
politi, kriminalforsorgen og hver kommune, jf. § 114.
Stk. 3. Ethvert
medlem af kredsrådet kan forlange, at spørgsmål af fælles interesse for
politiet og kommunerne i politikredsen drøftes i rådet.
Stk. 4. Kredsrådet
kan afgive udtalelse om spørgsmål vedrørende politikredsens almindelige
organisation og tilrettelæggelse af politiets virksomhed. Kredsrådet kan
henstille til politidirektøren, at politiet for et begrænset tidsrum
særlig skal lægge vægt på løsningen af bestemte opgaver med hensyn til
opretholdelsen af sikkerhed, fred og orden i politikredsen.
Stk. 5. Kredsrådet skal virke for, at der gives befolkningen i politikredsen oplysning om politiets virksomhed.
Stk. 6. Kredsrådet
holder møde mindst 4 gange årligt. Justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om kredsrådets virksomhed og om omfanget af
politidirektørens oplysningspligt over for rådet.
§ 113.
Politidirektøren udarbejder hvert år en plan for samarbejdet mellem
politiet og kommunerne, andre offentlige myndigheder,
interesseorganisationer, foreninger m.v. i politikredsen.
Samarbejdsplanen offentliggøres af politidirektøren efter forudgående
drøftelse i kredsrådet.
§ 114.
Politidirektøren skal virke for at etablere et kriminalitetsforebyggende
samarbejde mellem politiet, kriminalforsorgen og hver kommune i
politikredsen, herunder med inddragelse af skoler og sociale
myndigheder.
Stk. 2.
Politidirektøren skal virke for at etablere et samarbejde mellem
politiet, de sociale myndigheder og social- og behandlingspsykiatrien
som led i indsatsen over for socialt udsatte personer.
§ 115. Politiet
kan videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til
andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn
til
1) det kriminalitetsforebyggende samarbejde (SSP-samarbejdet),
2) politiets
samarbejde med de sociale myndigheder og social- og
behandlingspsykiatrien som led i indsatsen over for socialt udsatte
personer (PSP-samarbejdet) eller
3) samarbejdet
mellem kriminalforsorgen, de sociale myndigheder og politiet som led i
indsatsen over for dømte, der løslades fra institutioner under
kriminalforsorgen, og dømte under 18 år, der løslades fra institutioner
m.v. uden for kriminalforsorgen, hvor de er anbragt i henhold til
§ 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.,
(KSP-samarbejdet).
Stk. 2. I samme
omfang som nævnt i stk. 1 kan en myndighed videregive oplysninger
om enkeltpersoner til politiet og andre myndigheder, der indgår i de
former for samarbejde, som er nævnt i stk. 1. Oplysningerne må i
forbindelse med de nævnte former for samarbejde ikke videregives med
henblik på efterforskning af straffesager.
Stk. 3. Inddrages
selvejende institutioner, der løser opgaver for det offentlige inden for
social-, undervisnings- og beskæftigelsesområdet eller social- og
behandlingspsykiatrien, i de former for samarbejde, som er nævnt i
stk. 1, kan der i samme omfang som nævnt i stk. 1 og 2
udveksles oplysninger mellem myndighederne og institutionerne.
Stk. 4. De
myndigheder og institutioner, der indgår i de former for samarbejde, som
er nævnt i stk. 1, er ikke forpligtet til at videregive
oplysninger efter stk. 1-3.
§ 116.
Politiets Efterretningstjeneste kan videregive oplysninger til
Forsvarets Efterretningstjeneste, i det omfang videregivelsen kan have
betydning for varetagelse af tjenesternes opgaver.
Stk. 2. Politiets
Efterretningstjeneste kan indhente oplysninger fra andre
forvaltningsmyndigheder, i det omfang oplysningerne må antages at have
betydning for varetagelse af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse
og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.
§ 116 a. 2)
Den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den
Europæiske Union kan til brug for efterforskningen af en konkret
straffesag ved elektronisk søgning sammenligne et fingeraftryk, der
indgår i efterforskningen, med fingeraftryk i politiets centrale finger-
og håndaftryksregister.
§ 116 b. 3)
Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst herom med en stat
uden for Den Europæiske Union fastsætte, at § 116 a finder
anvendelse i forholdet mellem Danmark og denne stat.
§ 117. Sognefogeder bistår politiet efter de hidtil gældende regler.
Sjette afsnit.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed
Kapitel 11 a
§ 118. Den
Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) er en
selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og en direktør.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden behandler klager over politiet, jf. kapitel 93 b,
og efterforsker straffesager mod politipersonale, jf. kapitel 93 c.
Stk. 3. Politiklagemyndigheden udøver sine funktioner i fuld uafhængighed.
§ 118 a. Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens øverste ledelse og har det overordnede ansvar for myndighedens virksomhed.
§ 118 b.
Politiklagerådet består af 1 formand, som skal være landsdommer, 1
advokat, 1 universitetslærer i retsvidenskab og 2 repræsentanter for
offentligheden.
Stk. 2. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren for 4 år ad gangen. Genbeskikkelse kan finde sted én gang.
Stk. 3. Formanden beskikkes efter indstilling fra landsretterne.
Stk. 4. Advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet.
Stk. 5.
Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter indstilling fra
henholdsvis KL (Kommunernes Landsforening) og Dansk Folkeoplysnings
Samråd.
Stk. 6. Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Politiklagerådet.
Stk. 7. Der
beskikkes en suppleant for hvert af rådets medlemmer. Stk. 1-6
finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af suppleanter.
§ 118 c.
Politiklagemyndighedens daglige ledelse varetages af direktøren, der
udnævnes og afskediges af justitsministeren efter indstilling fra
Politiklagerådet. Direktøren skal følge de anvisninger og
retningslinjer, som gives af rådet.
Stk. 2. Direktøren deltager i Politiklagerådets møder, medmindre rådet undtagelsesvis bestemmer andet.
§ 118 d. Politiklagerådet fastsætter selv sin forretningsorden og de nærmere regler om arbejdets fordeling mellem rådet og direktøren.
§ 118 e.
Politiklagemyndigheden afgiver en årlig beretning om sin virksomhed til
Folketinget og justitsministeren. Beretningen offentliggøres.
Syvende afsnit.
Advokater
Kapitel 12
Beskikkelse som advokat
Udøvelse af advokatvirksomhed
[ Beskikkelse af advokater ] § 119. Advokater beskikkes af justitsministeren.
[ Hvem kan beskikkes? ] Stk. 2. Ret til at få beskikkelse som advokat har enhver, der
1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,
3) har bestået dansk juridisk bachelor- og kandidateksamen, jf. dog § 135 a,
4) i mindst 3 år har været i praktisk juridisk virksomhed, jf. stk. 3 og 4, og
5) har gennemført
en teoretisk grunduddannelse og bestået en eksamen i forhold af særlig
betydning for advokaterhvervet samt bestået en praktisk prøve i
retssagsbehandling.
[ Definition: Praktisk juridisk virksomhed ] Stk. 3. Den i
stk. 2, nr. 4, nævnte virksomhed består i deltagelse i almindelig
advokatvirksomhed, herunder opnåelse af kendskab til behandlingen af
retssager, som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver
advokatvirksomhed, eller i arbejde i en juridisk stilling ved
domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, hvori behandling af
retssager indgår som en væsentlig del.
Stk. 4.
Justitsministeren kan træffe afgørelse eller fastsætte regler om, at
virksomhed i andre juridiske stillinger end dem, der er nævnt i
stk. 3, helt eller delvis kan medregnes i den tid, der er nævnt i
stk. 2, nr. 4.
[ Advokatuddannelsen ] Stk. 5.
Justitsministeren fastsætter regler om den teoretiske grunduddannelse,
eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling, herunder om indhold,
tilrettelæggelse og betaling herfor. Justitsministeren kan i særlige
tilfælde fritage for kravet om gennemførelse af den teoretiske
grunduddannelse, kravet om eksamen og kravet om den praktiske prøve i
retssagsbehandling. Advokatsamfundet forestår den teoretiske
grunduddannelse, eksamen og den praktiske prøve i retssagsbehandling.
Retten vurderer, om en retssag er egnet til at udgøre den praktiske
prøve i retssagsbehandling.
[ Advokatitlen beskyttet ] § 120.
Personer, der ikke har fået beskikkelse som advokat, og personer, der er
udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller hvis ret hertil er
ophørt i medfør af denne lov, må ikke betegne sig som advokat eller
benytte en anden betegnelse, der er egnet til forveksling hermed. En
advokat, der har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet, må ikke
betegne sig som advokat i forbindelse med forretningsforhold.
[ Straf ved overtrædelse ] Stk. 2. Overtrædelse af bestemmelserne i stk. 1 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
[ Nægtelse af beskikkelse (strafbare forhold, skattegæld mv.) ] § 121.
Beskikkelse kan nægtes den, der er dømt for strafbart forhold, såfremt
forholdet begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at
udøve advokatvirksomhed eller gør den pågældende uværdig til den agtelse
og tillid, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed.
Straffelovens § 78, stk. 3, gælder tilsvarende.
Stk. 2. Beskikkelse
kan endvidere nægtes den, der i stilling eller erhverv har udvist en
sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil
udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde.
Stk. 3. Beskikkelse
kan endvidere nægtes den, der har betydelig forfalden gæld til det
offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. eller
derover.
Stk. 4. Afslår
justitsministeren i medfør af stk. 2 og 3 at meddele en person
advokatbeskikkelse, kan den pågældende forlange spørgsmålet indbragt for
retten. Sagen anlægges af justitsministeren i den borgerlige retsplejes
former. Godkender retten justitsministerens afgørelse, kan spørgsmålet
først på ny indbringes for retten efter 2 års forløb.
[ Ikke samtidig stilling ved domstolene, politi o.lign. ] § 122. Udøvelse
af advokatvirksomhed kan ikke forenes med en juridisk stilling ved
domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, jf. dog bestemmelsen i
§ 106.
[ Uforenelig med offentlige stillinger ] Stk. 2. Udøvelse af
advokatvirksomhed kan i øvrigt ikke forenes med nogen stilling i det
offentliges tjeneste, medmindre justitsministeren i særlige tilfælde gør
undtagelse herfra. Ved afgørelser om dispensation skal der navnlig
lægges vægt på, at en advokat skal være uafhængig af det offentlige,
således at der ikke kan opstå interessekonflikter mellem en offentlig
ansættelse og den pågældendes udøvelse af advokatvirksomhed.
Stk. 3.
Justitsministeren kan tillade, at en advokat, der efter stk. 1
eller stk. 2 ikke kan udøve advokatvirksomhed, udfører en retssag.
[ Krav: 1 år som advokatfuldmægtig ] § 123. En
advokat skal i mindst 1 år enten have været i virksomhed som autoriseret
fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller som
advokat have været ansat hos en anden advokat, der udøver
advokatvirksomhed, for at kunne udøve advokatvirksomhed i fællesskab med
en anden advokat, udøve enkeltmandsvirksomhed som advokat eller eje
aktier eller anparter i et advokatselskab.
Stk. 2. Justitsministeren kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1.
[ Tilladte virksomhedsformer for advokater ] § 124.
Advokatvirksomhed må ud over i enkeltmandsvirksomhed eller i et
fællesskab af advokater kun udøves af et advokatselskab, der drives i
aktie-, anparts- eller kommanditaktieselskabsform (partnerselskabsform).
[ Krav til advokatvirksomheds formål ] Stk. 2. Et
advokatselskab må alene have til formål at drive advokatvirksomhed. Et
advokatselskab, der alene ejes af advokater, og hvis eneste formål og
aktivitet er at eje aktier eller anparter i et andet advokatselskab, kan
dog eje aktier eller anparter i et advokatselskab.
[ Foreninger, mandatarer mv. ] 
Stk. 3. Uanset
stk. 1 og 2 må foreninger, interesseorganisationer og lign. som
mandatar udføre retssager for deres medlemmer inden for foreningens
interesseområde.
[ Krav til advokatvirksomheds navn ] § 124 a.
Et advokatselskab er pligtigt og eneberettiget til i navnet at benytte
ordene advokataktieselskab, advokatanpartsselskab,
advokatkommanditaktieselskab, advokatpartnerselskab eller deraf dannede
forkortelser. Et advokatselskab, der er stiftet som et europæisk
aktieselskab (SE-selskab), må i navnet endvidere benytte ordene
europæisk advokataktieselskab, SE-advokataktieselskab eller
SE-advokatselskab.
[ Advokaters hæftelse ] § 124 b.
En advokat, der udøver virksomhed i et advokatselskab, eller en anden
ansat i selskabet, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2,
ejer aktier eller anparter heri, hæfter personligt sammen med selskabet
for ethvert krav, der er opstået som følge af vedkommendes bistand til
en klient.
[ Aktier/anparter i advokatvirksomheder ] § 124 c. Aktier eller anparter i et advokatselskab må, jf. dog § 124 f, kun ejes af
1) advokater, der aktivt driver advokatvirksomhed i selskabet, dets moderselskab eller dets datterselskab,
2) andre ansatte i selskabet eller
3) et andet advokatselskab.
[ Andre ansattes ejerskab ] Stk. 2. De
personer, der er nævnt i stk. 1, nr. 2, må alene tilsammen eje
under en tiendedel af aktierne eller anparterne i selskabet og må alene
tilsammen have under en tiendedel af stemmerne i selskabet. Det er ikke
tilladt i selskabets vedtægter eller ved aktionæroverenskomst at
fastsætte bestemmelser, der begrænser aktieselskabslovens bestemmelser
om indløsning af aktier.
[ Krav til andre ansattes ejerskab (prøve mv.) ] § 124 d.
De personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, skal bestå en prøve i de
regler, der er af særlig betydning for advokaterhvervet.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom. Advokatsamfundet
forestår afholdelsen af prøven.
[ Indbringelse af klager over andre ansatte ] Stk. 2. Klager over
de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, kan indbringes for
Advokatnævnet i overensstemmelse med reglerne i kapitel 15 a og 15 b.
[ Krav til ledelse i advokatvirksomheder, bestyrelse ] § 124 e.
Bestyrelsesmedlemmer i et advokatselskab, bortset fra medarbejdervalgte
bestyrelsesmedlemmer eller bestyrelsesmedlemmer, der i medfør af
§ 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i
advokatselskabet, skal aktivt drive advokatvirksomhed i selskabet eller i
dets moderselskab eller dets datterselskab.
[ Direktionen ] Stk. 2. Medlemmer
af direktionen i et advokatselskab, bortset fra medlemmer af
direktionen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer
aktier eller anparter i advokatselskabet, skal aktivt drive
advokatvirksomhed i selskabet.
[ Flertal af aktive advokater ] Stk. 3. Flertallet
af bestyrelsesmedlemmerne i et advokatselskab skal dog til enhver tid
udgøres af advokater, der aktivt driver advokatvirksomhed i selskabet
eller i dets moderselskab eller dets datterselskab. Det samme gælder for
medlemmerne af direktionen i et advokatanpartsselskab, hvis
anpartsselskabets ledelse kun består af en direktion.
[ Krav om bestået prøve ] Stk. 4. Det er en
betingelse for, at personer, der i medfør af § 124 c, stk. 1,
nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, kan deltage som
medlemmer af advokatselskabets bestyrelse eller direktion, at de
forinden har bestået den prøve, som er nævnt i § 124 d,
stk. 1.
[ Advokatholdingselskaber ] Stk. 5. De krav til
sammensætningen af et advokatselskabs bestyrelse eller direktion, der
er nævnt i stk. 1-4, finder ikke anvendelse på advokatselskaber
omfattet af § 124, stk. 2, 2. pkt.
[ Nærmere regler om advokatselskaber og omdannelse ] § 124 f.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om udøvelse af
advokatvirksomhed i selskabsform, herunder regler om omdannelse af et
advokatselskab til andet formål og regler om afhændelse af aktier og
anparter.
[ Sanktion for overtrædelse af §§ 124 ff. ] § 124 g.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,
straffes med bøde den, der overtræder § 124, § 124 a,
§ 124 c og § 124 e, stk. 1-4.
Stk. 2. I
forskrifter, der udstedes i medfør af § 124 d og § 124 f, kan
der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i
forskrifterne.
[ Advokat ikke forpligtet til at påtage sig retssag ] 
§ 125. En
advokat er kun i de tilfælde, hvor loven indeholder særlige bestemmelser
derom, forpligtet til at påtage sig udførelsen af en retssag.
[ God advokatskik ] § 126. En
advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og
i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv
tilsiger. Sagerne skal fremmes med fornøden hurtighed.
[ Salær: Rimelighedskrav ] Stk. 2. En advokat må ikke kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.
[ Uddannelse af fuldmægtige ] Stk. 3. En advokat
skal medvirke til, at en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten,
kan deltage i den teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve
i retssagsbehandling, jf. § 119, stk. 2, nr. 5. Advokaten
skal afholde udgifterne til den teoretiske grunduddannelse, eksamen og
praktiske prøve i retssagsbehandling.
[ Advokats adfærd uden for advokatvirksomhed ] Stk. 4. En advokat
må ikke uden for sin advokatvirksomhed i forretningsforhold eller i
andre forhold af økonomisk art udvise en adfærd, der er uværdig for en
advokat.
[ Efteruddannelse af advokater mv. ] Stk. 5. Enhver
advokat og advokatfuldmægtig skal løbende deltage i efteruddannelse af
betydning for advokaterhvervet. En advokat skal afholde udgifterne
hertil for en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
[ Advokatsamfundet udarbejder nærmere regler ] § 127.
Advokatsamfundet udarbejder regler om advokaters pligter med hensyn til
behandlingen af betroede midler, sikkerhed mod økonomisk ansvar, som kan
pådrages under udøvelse af advokatvirksomhed, og meddelelse af alle
fornødne regnskabsmæssige og økonomiske oplysninger til Advokatsamfundet
samt regler om iværksættelse af de fornødne kontrolforanstaltninger.
Reglerne skal godkendes af justitsministeren.
[ Regler gælder også advokatselskaber ] § 127 a. §§ 125-127 gælder også for advokatselskaber.
Stk. 2. § 126,
stk. 1, 2 og 4, samt § 127 gælder også for de ansatte i et
advokatselskab, som ejer aktier eller anparter i advokatselskabet, jf.
§ 124 c, stk. 1, nr. 2.
§ 128. (Ophævet)
[ Bestikkelse, videregivele af fortrolige oplysninger mv ] § 129.
Straffelovens §§ 144, 150-152 og 155-157 finder tilsvarende
anvendelse på advokater samt deres autoriserede fuldmægtige, partnere,
personale og andre, som i øvrigt beskæftiges i advokatvirksomheden.
[ EU-advokater ] § 130. Med
henblik på opfyldelsen eller anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs
vedtagelser kan justitsministeren fastsætte regler om beskikkelse som
advokat og udøvelse af advokatvirksomhed, herunder om etablering og
virksomhed i advokatfællesskaber, for advokater, der har opnået
beskikkelse i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i et land,
hvormed Fællesskabet har indgået aftale. Justitsministeren kan
fastsætte regler om sagsbehandling i sager om advokatvirksomhed med
henblik på opfyldelsen af Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser.
Stk. 2.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om brug af
advokattitler, som er omfattet af Det Europæiske Fællesskabs
vedtagelser, og om straf af bøde for overtrædelse af disse regler.
[ Færøske advokater ] § 130 a. 4)
Justitsministeren kan efter forhandling med de færøske myndigheder
fastsætte regler om, at bestemmelser om advokater i denne lov finder
anvendelse på advokater beskikket af de færøske myndigheder.
Kapitel 13
Advokaternes møderet for domstolene
Autoriserede advokatfuldmægtige
[ Advokaters eneret til retssager ] § 131.
Advokater er eneberettigede til at udføre retssager for andre, jf. dog
§§ 136, 260 og 730. En bemyndigelse til at gøre en fordring eller
anden rettighed gældende i eget navn giver ikke den, hvem bemyndigelsen
er givet, ret til selv at møde i sagen, medmindre den pågældende er
berettiget hertil efter reglerne i §§ 132-136.
[ Almindelig møderet: Byret, Sø- og Handelsret mv. ] § 132. Enhver
advokat har møderet for byret, for Sø- og Handelsretten i sager omfattet
af § 15, stk. 2, nr. 4, og for Den Særlige Klageret.
[ Møderet for landsret ] § 133. En advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure.
[ Advokatfuldmægtige ] Stk. 2. Prøven kan
foruden af advokater aflægges af autoriserede advokatfuldmægtige, der i
medfør af § 136, stk. 4, kan give møde for landsretten.
[ Prøve: To retssager med mundtlig forhandling ] Stk. 3. Prøven består i, at den pågældende udfører to retssager, der afsluttes med mundtlig hovedforhandling.
[ Evt. en byretssag med kollegial behandling mv. ] Stk. 4. Den ene
retssag kan være en byretssag, herunder den praktiske prøve, der er
omhandlet i § 119, stk. 2, nr. 5. I så fald skal dette være en
sag med kollegial behandling eller en sag, hvor der medvirker
sagkyndige dommere. Den anden retssag skal aflægges for en af
landsretterne, for Grønlands Landsret som kollegial ret eller for Sø- og
Handelsretten. En sag kan kun danne grundlag for prøven, hvis
vedkommende ret finder sagen egnet hertil.
[ Prøvens beståelse ] Stk. 5. Prøven er
bestået, når de retter, hvor sagerne er udført, finder udførelsen
tilfredsstillende. Vedkommende landsret, Grønlands Landsret som
kollegial ret eller Sø- og Handelsretten kan dog, hvis sagen er udført
for landsretten eller Sø- og Handelsretten, ud fra den første sags
karakter og udførelsen heraf erklære prøven for bestået alene på
grundlag af denne sag. Den anden sag skal udføres senest 5 år efter
udførelsen af den første sag, medmindre den ret, hvor den anden sag
udføres, meddeler undtagelse herfra.
[ Maks. 2 forsøg ] Stk. 6. Der er ikke adgang til at indstille sig til prøven mere end to gange.
[ Møderet for Højesteret ] § 134. En
advokat har møderet for Højesteret, når den pågældende har indgivet
anmeldelse til Højesterets justitskontor vedlagt en erklæring fra
Advokatrådet om, at advokaten i mindst 5 år har været i virksomhed som
advokat med møderet for landsret, og en erklæring fra vedkommende
landsret, herunder Grønlands Landsret, om, at advokaten er øvet i
procedure.
[ Fratagelse af møderet mv. ] Stk. 2. Er en
advokats udførelse af en sag for Højesteret uforsvarlig, kan Højesteret
give advokaten en tilkendegivelse herom. Findes advokatens procedure for
Højesteret fortsat uforsvarlig, kan retten ved beslutning fratage
advokaten møderetten. Møderetten kan generhverves ved rettens beslutning
herom.
[ Autorisation af fuldmægtige ] § 135. Enhver
advokat kan have en eller to autoriserede fuldmægtige, der skal have
bestået dansk juridisk bachelor- og kandidateksamen, jf. dog § 135
a, stk. 1.
[ Byretten meddeler autorisation ] Stk. 2.
Autorisationen meddeles af præsidenten i den byretskreds, hvor
vedkommende advokat har kontor. Bestemmelsen i § 121 gælder
tilsvarende.
[ EU-jurister: Prøvetid og fuldmægtigtid mv. ] § 135 a.
Justitsministeren kan for personer, der i en af Den Europæiske Unions
medlemsstater eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale,
har bestået en juridisk kandidateksamen, der i niveau svarer til den
danske juridiske bachelor- og kandidateksamen, fastsætte en prøvetid som
betingelse for ansøgerens autorisation som advokatfuldmægtig med
henblik på at sikre, at ansøgeren har det fornødne kendskab til dansk
procesret samt behersker det danske sprog på et sådant niveau, at
ansøgeren kan gennemføre en hovedforhandling på forsvarlig vis. Det
samme gælder for personer, der i en af Den Europæiske Unions
medlemsstater eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale,
har bestået en juridisk bacheloreksamen og i Danmark har bestået en
juridisk kandidateksamen.
[ Fritagelse for krav ] Stk. 2.
Justitsministeren kan i øvrigt, i det omfang det er nødvendigt til
opfyldelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser, fritage fra kravet om,
at ansøgeren skal have bestået en dansk juridisk bachelor- eller
kandidateksamen, herunder fastsætte en prøvetid som betingelse herfor.
[ Advokat give møde ved en anden ] § 136. Under
retssager kan en advokat kun give møde ved en anden, såfremt denne er
advokat og berettiget til at give møde for vedkommende ret eller dette
følger af stk. 2-8.
[ Uden for mundtlig forhandling: Advokatfuldmægtige ] Stk. 2. Uden for
mundtlig forhandling i retssager kan en advokat give møde for enhver ret
ved sin autoriserede fuldmægtig eller en anden advokat.
[ Ved mundtlig forhandling: Advokatfuldmægtige ] Stk. 3. Ved mundtlig
forhandling for byret og for Sø- og Handelsretten i sager omfattet af
§ 15, stk. 2, nr. 4, kan en advokat give møde ved sin
autoriserede fuldmægtig.
[ Advokatfuldmægtiges møderet for landsret ] Stk. 4. Ved mundtlig
forhandling for landsretten og i alle sager for Sø- og Handelsretten
kan en advokat med møderet for landsret give møde ved sin autoriserede
fuldmægtig, såfremt der fremlægges dokumentation for, at den pågældende
er advokat eller i mindst 2 år har været i en virksomhed, som er nævnt i
§ 119, stk. 3. Fuldmægtigens adgang til at procedere for
landsretten gælder dog kun for et tidsrum af 2 år fra den første
procedure. Når det findes rimeligt, kan den landsret, i hvis kreds
fuldmægtigen er autoriseret, forlænge dette tidsrum.
[ Påtegning på adv.fuldmægtigs autorisation ] Stk. 5. Oplysning om
adgangen til at procedere efter stk. 4 og om forlængelse heraf
påtegnes fuldmægtigens autorisation af landsrettens præsident. En ny
autorisation skal indeholde oplysning om procedureadgangen og en
eventuel forlængelse heraf.
[ Udsættelsesbegæringer ved forhindret fremmøde ] Stk. 6. En advokat
kan under mundtlig forhandling ved alle retter ved enhver uberygtet
person fremsætte og begrunde begæring om sagens udsættelse på grund af
forhold, hvorved advokaten selv hindres i at give møde.
[ Uden for mundtlig forhandling, lovligt forfald ] Stk. 7. Uden for
mundtlig forhandling i retssager kan en advokat endvidere give møde ved
enhver uberygtet person, der er fyldt 18 år, med angivelse af lovligt
forfald. Retten og modparten kan kræve bevis for det lovlige forfald.
[ Fogedforretninger i utvistede sager mv. ] Stk. 8. Under
fogedforretninger kan advokater give møde ved enhver uberygtet person,
der er fyldt 18 år, medmindre der i mødet skal foregå forhandling om en
tvist eller fogedretten i øvrigt finder sådant møde uhensigtsmæssigt.
Kapitel 14
Ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed
[ Bortfald af ret til at udøve advokatvirksomhed ] § 137. Retten
til at udøve advokatvirksomhed bortfalder, såfremt vedkommende ikke
længere opfylder betingelserne i § 119, stk. 2, nr. 1 og 2.
[ Frakendelse af ret til at udøve advokatvirksomhed ] § 138. Retten
til at udøve advokatvirksomhed kan efter reglerne i straffelovens
§ 79 frakendes under en straffesag, såfremt forholdet begrunder en
nærliggende fare for misbrug af stillingen eller gør den pågældende
uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af
advokatvirksomhed.
[ Frakendelse ved dom pga. sindssygdom, gæld mv. ] § 139. Retten
til at udøve advokatvirksomhed kan frakendes ved dom, såfremt det på
grund af advokatens sindssygdom skønnes uforsvarligt, at vedkommende
fortsat udøver advokatvirksomhed. Retten til at udøve advokatvirksomhed
kan endvidere frakendes ved dom på tid fra 1 til 5 år eller indtil
videre, såfremt advokaten har betydelig forfalden gæld til det
offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og
derover. Sagen anlægges af justitsministeren i den borgerlige retsplejes
former.
[ Midlertidig udelukkelse fra ret ] Stk. 2. Skønnes det
på grund af advokatens sindssygdom nødvendigt for at afværge formuetab
for klienter, kan retten under sagen ved kendelse efter påstand fra
justitsministeren udelukke den pågældende fra at drive
advokatvirksomhed, indtil sagen er endeligt afgjort.
[ Ophør af frakendelsesgrund ] Stk. 3. Er grunden
til frakendelse efter stk. 1 ikke længere til stede, tilbagegiver
justitsministeren vedkommende retten til at drive advokatvirksomhed,
såfremt den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for at udøve
advokatvirksomhed. Afslår justitsministeren en anmodning herom, kan den
pågældende forlange spørgsmålet indbragt for retten. En sådan begæring
kan kun fremsættes med 1 års mellemrum. Bestemmelsen i stk. 1, 3.
pkt., gælder tilsvarende.
[ Offentliggørelse af frakendelser mv. ] § 139 a.
Justitsministeriet kan offentliggøre oplysninger om de i § 138 og
§ 139, stk. 1 og 2, nævnte domme og kendelser, hvorved der er
sket frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed.
[ Tilbagelevering af beskikkelse ] § 140. Den, der
under en retssag ved kendelse er udelukket fra at drive
advokatvirksomhed, indtil sagen er endeligt afgjort, samt den, hvis ret
hertil er bortfaldet eller frakendt i medfør af denne lov, skal
tilbagelevere sin beskikkelse som advokat til Justitsministeriet.
[ Genudlevering af beskikkelse ] Stk. 2. Når den pågældende på ny er berettiget til at udøve advokatvirksomhed, skal advokatbeskikkelsen udleveres efter begæring.
[ Genudlevering efter konkurs ] Stk. 3. Er retten
til at udøve advokatvirksomhed faldet bort som følge af konkurs efter
bestemmelsen i § 137, kan justitsministeren efter, at konkursboet
er sluttet, afslå at udlevere beskikkelsen, såfremt der fortsat består
anmeldte krav, som kan gøres gældende imod den pågældende.
[ Deponering af bestalling ] § 141. En
advokat kan deponere sin beskikkelse i Justitsministeriet. Beskikkelsen
kan kun udleveres på ny, såfremt advokaten opfylder betingelserne i
§§ 119 og 121.
[ Udelukkede personers behandling af betroede midler ] § 142. For
personer, der er udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller hvis
ret hertil er ophørt i medfør af §§ 137-139, gælder de regler, der
er fastsat i medfør af § 127 om behandlingen af betroede midler, og
Advokatrådet fører tilsyn med reglernes overholdelse. Reglerne gælder,
indtil Advokatrådet bestemmer, at de skal ophøre hermed, dog højst i 6
måneder fra udelukkelsen eller ophøret. Advokatrådet kan underrette den
pågældendes klienter om udelukkelsen eller ophøret og om betydningen
heraf.
Stk. 2. Overtrædelse af reglerne som nævnt i stk. 1 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Kapitel 15
Advokatsamfundet og Advokatnævnet
[ Alle advokater i Advokatsamfundet ] § 143. Det Danske Advokatsamfund udgøres af alle danske advokater.
[ Advokatrådet (bestyrelsen): Tilsyn, indklage ] Stk. 2.
Advokatsamfundets bestyrelse, der benævnes Advokatrådet, fører tilsyn
med advokaterne og deres autoriserede fuldmægtige. Finder rådet, at en
advokat ikke har handlet i overensstemmelse med de pligter, stillingen
medfører, kan det indklage den pågældende for Advokatnævnet. 1. og 2.
pkt. finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår advokatselskaber,
jf. § 124.
[ Indkaldelse til samtale; kollegialt tilsyn ] Stk. 3. Advokatrådet
kan træffe bestemmelse om, at en advokat eller en af de personer, der
er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab, skal indkaldes til en samtale med
kredsbestyrelsen i en af de advokatkredse, som grænser op til den kreds,
hvor advokaten eller den ovennævnte person har sin virksomhed, hvis det
må antages, at advokaten eller den ovennævnte person groft eller
gentagne gange har tilsidesat de pligter, som stillingen medfører.
Advokatrådet kan endvidere i sager, hvor en advokat eller en af de
personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et advokatselskab, er under mistanke for at have
begået overtrædelser, der kan føre til frakendelse af retten til at
udøve advokatvirksomhed eller retten til at eje aktier eller anparter i
et advokatselskab, bestemme, at der skal iværksættes et kollegialt
tilsyn med advokaten eller den ovennævnte person.
[ Advokatkredse ] Stk. 4. Advokatsamfundet opdeles i et antal advokatkredse. Advokatkredsenes bestyrelser bistår Advokatrådet.
[ Advokatsamfundets vedtægt ] Stk. 5. Advokatsamfundet fastsætter regler om sin organisation og virksomhed i en vedtægt, der skal godkendes af justitsministeren.
[ Færøerne ] Stk. 6. 5)
Justitsministeren kan efter anmodning fra de færøske myndigheder og
efter forhandling med Advokatrådet tillade, at Advokatsamfundet
varetager de i denne lov nævnte opgaver på Færøerne.
[ Advokatnævnet: Sammensætning mv. ] § 144.
Advokatsamfundet opretter et Advokatnævn. Advokatnævnet består af en
formand og 2 næstformænd, der alle skal være dommere, samt af 18 andre
medlemmer. Formanden og næstformændene udpeges af Højesterets præsident.
Af de øvrige medlemmer vælges 9 af Advokatsamfundet blandt advokater,
der ikke er medlemmer af Advokatrådet, og 9, der ikke må være advokater,
udpeges af justitsministeren. Justitsministerens udpegning af medlemmer
og stedfortrædere herfor sker efter indstilling fra sådanne
myndigheder, organisationer og lign. , således at det sikres, at der til
nævnet udpeges medlemmer og stedfortrædere herfor, der har kendskab til
både private klienters, erhvervsklienters og offentlige klienters
interesser. Medlemmer og stedfortrædere herfor udpeges for en periode af
6 år. Der er ikke mulighed for genudpegning.
[ Deltagelse ved behandling af sager ] Stk. 2. Ved nævnets
behandling af en sag skal deltage et eller flere medlemmer af
formandskabet, et eller flere af de medlemmer, der er udpeget af
justitsministeren, og et antal advokater, der svarer til antallet af de
medlemmer, der er udpeget af justitsministeren.
[ Bistand fra advokatkredsenes bestyrelser ] Stk. 3. Advokatnævnet kan ved sagernes forberedelse lade sig bistå af advokatkredsenes bestyrelser.
[ Nærmere regler om Advokatnævnet mv. ] Stk. 4.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om Advokatnævnets
virksomhed, herunder om nævnets virksomhed i afdelinger.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling af udgifter
til honorarer m.v. til advokater, der udpeges som anklager, forsvarer
eller til at varetage klagerens interesser i disciplinærsager.
[ Sager, hvor kredsbestyrelser bistår ] § 145. Ved
behandlingen af sager, hvor kredsbestyrelserne skal bistå Advokatnævnet,
tiltrædes bestyrelserne hver af et medlem, der ikke er advokat. Virker
en kredsbestyrelse i flere afdelinger, tiltrædes kredsbestyrelsen dog af
ét medlem for hver afdeling. Disse medlemmer og stedfortrædere herfor
udpeges af justitsministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra KL
(Kommunernes Landsforening). Justitsministeren kan fastsætte regler om
indstilling fra kommuner, der ikke er medlemmer af KL (Kommunernes
Landsforening).
[ Nærmere regler ] Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om kredsbestyrelsernes
behandling af sager, hvor de skal bistå Advokatnævnet, samt
kredsbestyrelsernes afholdelse af de samtaler, som er nævnt i
§ 143, stk. 3.
[ Advokatnævnets årsberetning ] § 145 a. Advokatnævnet afgiver en årlig beretning om sin virksomhed til justitsministeren. Beretningen trykkes og offentliggøres.
Kapitel 15 a
Salærklager
[ Klager over salær: Klageberettigelse, indbringelse mv. ] § 146. Klager
over vederlag, som en advokat, et advokatselskab eller en af de
personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et advokatselskab, har forlangt for sit arbejde,
kan af den, som har retlig interesse heri, indbringes for
Advokatnævnet. Nævnet kan godkende vederlagets størrelse eller bestemme,
at vederlaget skal nedsættes eller bortfalde.
[ Klagefrist: 1 år ] Stk. 2. Klager skal
indgives inden 1 år efter, at klageren er blevet bekendt med kravet om
vederlag. Fristen regnes fra den endelige afregning af den pågældende
sag. Advokatnævnet kan behandle en klage, der er indgivet senere, når
fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.
[ Afgørelsens endelighed ] Stk. 3. Advokatnævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 147. (Ophævet)
[ Sagsanlæg under klagesag ] § 147 a.
Så længe en sag behandles af Advokatnævnet, kan klagesagens parter ikke
anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål, der er omfattet af klagen.
Når Advokatnævnet har truffet afgørelse, kan hver af parterne indbringe
sagen for domstolene.
Kapitel 15 b
Disciplinærsager
[ Indbringelse af disciplinærsager for Advokatnævnet ] § 147 b.
Klager over, at en advokat, et advokatselskab eller en af de personer,
der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier
eller anparter i et advokatselskab, har tilsidesat pligter, der følger
af denne lov eller af forskrifter fastsat i medfør af denne lov, kan
indbringes for Advokatnævnet.
[ Klagefrist: 1 år ] Stk. 2. Klager skal
indgives inden 1 år efter, at klageren er blevet bekendt med det
forhold, som klagen vedrører. Nævnet kan dog behandle en klage, der er
indgivet senere, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.
[ Grundløse klager og manglende partsstatus ] Stk. 3.
Advokatnævnet kan afvise at behandle klager fra personer, der ikke har
retlig interesse i det forhold, klagen angår, samt klager, der på
forhånd må skønnes åbenbart grundløse.
[ Afhøringer i disciplinærsager ] Stk. 4. Advokatnævnet kan lade parter og vidner afhøre ved byretten på det sted, hvor de bor.
[ Sanktion: Irrettesættelse el. bøde ] § 147 c.
Finder Advokatnævnet, at en advokat, et advokatselskab eller en af de
personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et advokatselskab, har tilsidesat pligter, der
følger af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af loven, kan
nævnet tildele advokaten, advokatselskabet eller personen, der i medfør
af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab, en irettesættelse eller pålægge vedkommende eller
selskabet en bøde på indtil 300.000 kr.
[ Tvangsbøder, fratagelse af sag mv. ] Stk. 2.
Advokatnævnet kan under anvendelse af tvangsbøder pålægge en advokat, et
advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c,
stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab, at opfylde en forpligtelse som nævnt i stk. 1.
Nævnet kan endvidere, hvis det skønnes fornødent, fratage advokaten
eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer
aktier eller anparter i et advokatselskab, en sag og lade en anden af
klienten godkendt advokat eller person, der i medfør af § 124 c,
stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab,
færdiggøre den.
[ Frakendelse af advokats rettigheder ] Stk. 3. Har en
advokat gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af
sine pligter som advokat, og de udviste forhold giver grund til at
antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed
på forsvarlig måde, kan Advokatnævnet frakende advokaten retten til at
udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten
til at udøve advokatvirksomhed. Frakendelsen kan ske i et tidsrum fra 6
måneder til 5 år eller indtil videre. Bestemmelsen i § 142 gælder
tilsvarende.
[ Frakendelse, personer efter § 124c, stk. 1, nr. 2 ] Stk. 4. Har en af
de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, gjort sig skyldig i grov
eller oftere gentagen overtrædelse af de regler, som regulerer
advokaterhvervet, og de udviste forhold giver grund til at antage, at
den pågældende ikke for fremtiden vil overholde disse regler, kan
Advokatnævnet frakende vedkommende retten til at udføre sager eller
forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at eje aktier
eller anparter i et advokatselskab. Frakendelse kan ske i et tidsrum fra
6 måneder til 5 år eller indtil videre.
[ Endelihed og klagevejledning ] Stk. 5. Nævnets
afgørelser, der ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed,
skal indeholde oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og fristen
herfor.
[ Meddelelse om afgørelse ] Stk. 6.
Advokatnævnet sender meddelelse om en afgørelse til klageren, advokaten,
advokatselskabet, personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1,
nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, Advokatrådet og
Justitsministeriet. Nævnet kan offentliggøre afgørelsen.
[ Indbringelse af afgørelse for retten (stk. 1-2 afgørelser) ] § 147 d.
Advokatnævnets afgørelse efter § 147 c, stk. 1 og 2, kan
indbringes for retten af advokaten, advokatselskabet eller personen, der
i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab. Retten kan stadfæste, ophæve eller ændre
afgørelsen.
[ Frist for sagsanlæg, opsættende virkning ] Stk. 2.
Indbringelse skal ske inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Sagsanlæg har opsættende virkning for så vidt angår
afgørelser, der er truffet i medfør af § 147 c, stk. 1.
[ Sag anlægges mod Advokatnævnet ] Stk. 3. Afgørelsen
indbringes ved, at advokaten, advokatselskabet eller personen, der i
medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i
et advokatselskab, anlægger sag mod Advokatnævnet i den borgerlige
retsplejes former. Sagen anlægges ved den ret, i hvis kreds advokaten
eller advokatselskabet har kontor.
[ Indbringelse af klagesag for domstolene (stk. 3-4 afgørelser) ] § 147 e.
Advokaten eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr.
2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, kan forlange en
afgørelse efter § 147 c, stk. 3 eller stk. 4, indbragt
for retten. Retten kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.
[ Anlæggelsen af sag ] Stk. 2. Anmodning
om sagsanlæg skal fremsættes over for justitsministeren inden 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Justitsministeren
anlægger herefter sag i den borgerlige retsplejes former mod advokaten
eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer
aktier eller anparter i et advokatselskab.
[ Opsættende virkning; udelukkelse af virksomhed mv. ] Stk. 3. Anmodning
om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan, hvis Advokatnævnet
har frakendt advokaten retten til at udøve advokatvirksomhed eller
personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier
eller anparter i et advokatselskab, retten til at eje aktier eller
anparter i et advokatselskab, ved kendelse udelukke den pågældende fra
at udøve sådan virksomhed, indtil sagen er endeligt afgjort. Det kan ved
dommen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
[ Advokatnævnets ophævelse af frakendelse ] § 147 f. Advokatnævnet kan til enhver tid ophæve en frakendelse efter § 147 c, stk. 3 og 4.
[ Indbringelse af frakendelse for retten ] Stk. 2. Er
frakendelsen sket indtil videre, og afslår Advokatnævnet en ansøgning om
ophævelse af frakendelsen, kan den pågældende forlange spørgsmålet
indbragt for retten, såfremt der er forløbet 5 år efter frakendelsen.
Sagen anlægges af justitsministeren i den borgerlige retsplejes former.
Godkender retten Advokatnævnets afgørelse, kan spørgsmålet først på ny
indbringes for retten efter 2 års forløb.
§ 147 g. (Ophævet)
§ 147 h. (Ophævet)
Anden bog.
Fælles bestemmelser for borgerlige sager og straffesager
Kapitel 16
Almindelige bestemmelser om procesmåden
§ 148. Retssager forhandles mundtlig. Skrift anvendes kun i det omfang, i hvilket loven særlig bestemmer det.
Stk. 2. Ved den mundtlige forhandling benyttes frit foredrag.
Stk. 3. Når
oplæsning skal finde sted, bestemmer rettens formand, ved hvem den skal
foregå, for så vidt andet ikke i loven er foreskrevet.
§ 148 a. 6)
Krav om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at
meddelelser til retten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen
skal være forsynet med en digital signatur.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation
med domstolene, herunder om anvendelsen af digital signatur.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for retten.
Stk. 4. Hvis en
digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er
behæftet med andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i rettens
behandling af en sag, kan retten afvise meddelelsen eller fastsætte en
frist for afhjælpning af mangelen. Efter anmodning træffes afgørelsen om
afvisning ved kendelse.
§ 149.
Retssproget er dansk. Afhøring af personer, der ikke er det danske sprog
mægtig, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en translatør. Dog kan i
borgerlige sager tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør
fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det
fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i
straffesager uden for hovedforhandling for landsret.
Stk. 2. Dokumenter,
der er affattede i fremmede sprog, skal ledsages af en oversættelse,
der, når retten eller modparten forlanger det, skal bekræftes af en
translatør. Oversættelse kan dog frafaldes, når begge parter er enige
derom, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog.
Stk. 3. En
statsborger i et andet nordisk land kan uanset reglerne i stk. 1-2
indlevere dokumenter, der er affattet på den pågældendes eget sprog.
Retten foranlediger dog dokumentet oversat til dansk, såfremt modparten
forlanger det eller retten finder det nødvendigt. På begæring af en
statsborger i et andet nordisk land skal retten foranledige dokumenter,
der indleveres af modparten, oversat til det pågældende fremmede
nordiske sprog.
Stk. 4. Udgifter til
tolkning i sager, hvori en statsborger i et andet nordisk land er part,
afholdes af statskassen. Det samme gælder udgifter til oversættelse
efter reglerne i stk. 3. Retten kan bestemme, at udgifterne skal
godtgøres af parterne i overensstemmelse med lovens almindelige regler
om sagsomkostninger.
Stk. 5. Forhandling
med og afhøring af døve og svært hørehæmmede skal så vidt muligt foregå
ved hjælp af en uddannet tolk. Forhandling med og afhøring af øvrige
hørehæmmede og døvblevne skal efter begæring fra vedkommende så vidt
muligt foregå ved hjælp af en uddannet tolk. For så vidt angår stumme
kan afhøring eller forhandling foregå ved skriftlige spørgsmål og svar
eller efter begæring så vidt muligt ved hjælp af en tolk. Den døve,
hørehæmmede, døvblevne eller stumme har endvidere adgang til at lade sig
bistå af en døvekonsulent, tunghørekonsulent eller lignende under
retsmøder.
Stk. 6. Til at bistå
som tolk eller tegnsprogkyndig må ingen tilkaldes, der ifølge
§§ 60 og 61 ville være udelukket fra at handle som dommer i sagen. I
øvrigt bliver de om vidner gældende regler at anvende på de nævnte
personer med de lempelser, der følger af forholdets natur, og for så
vidt ikke andet særlig er foreskrevet.
Stk. 7. Tolkning kan
ske ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det vil være
forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, at tolken møder samme
sted som parten, vidnet eller syns- og skønsmanden, og tolkning ved
anvendelse af telekommunikation med billede findes forsvarlig. Når der
tolkes for en part, et vidne eller en syns- og skønsmand, der deltager
ved anvendelse af telekommunikation, skal tolken så vidt muligt befinde
sig samme sted som parten, vidnet eller syns- og skønsmanden.
[ Formel procesledelse ] § 150. Rettens
formand leder forhandlingen. Han bestemmer rækkefølgen af de enkelte
dele af forhandlingen, for så vidt loven ikke indeholder forskrifter
derom. Ingen må tage ordet uden ifølge hans tilladelse; han kan fratage
den part ordet, som ikke vil rette sig efter hans ledelse. Han drager
omsorg for så vidt muligt at fjerne alt, hvad der til unytte trækker
forhandlingen i langdrag, og slutter forhandlingens enkelte dele, når
han anser det foreliggende emne for tilstrækkelig behandlet.
§ 150 a.
Finder en almindelig domstol, at et forhold, der er indbragt for Den
Særlige Klageret, er af betydning for pådømmelsen af en for vedkommende
domstol verserende sag, bliver denne sidste i det hele eller til dels at
udsætte, indtil klagerettens afgørelse foreligger.
§ 151. Rettens
formand våger over, at forhandlingen foregår med den tilbørlige orden og
værdighed. Han er berettiget til i dette øjemed at afbryde og
tilrettevise parter, vidner eller andre, når de tillader sig upassende
udtalelser eller utilbørlige personlige angreb. Vedbliver en part hermed
trods tilrettevisning, kan ordet fratages ham. Personer, der ved
støjende eller anden utilbørlig adfærd forstyrrer forhandlingerne eller
tilsidesætter den agtelse, som skyldes retten, kan udvises af retssalen,
jf. endvidere §§ 32, stk. 1, 3 og 4, og 32 a. Bliver i
en borgerlig sag ordet frataget en part, eller bortfjernes han, kan
forhandlingen fortsættes, hvis retten ikke finder en udsættelse
nødvendig. Det samme gælder, når ordet fratages den sigtede i en
straffesag. Bortfjernes han, forholdes efter reglerne i §§ 748,
stk. 6, og 857. Er det den offentlige anklager eller sigtedes
forsvarer, som bortfjernes, eller hvem ordet fratages, gås der frem, som
om vedkommende var udeblevet.
Stk. 2. For
fornærmelser mod retten eller nogen af de i retten mødende, uorden,
hvorved forhandlingerne forstyrres, samt ulydighed mod formandens
befalinger kan rettens formand (derunder også skifte- og fogedret) lade
vedkommende fjerne fra retslokalet.
Stk. 3. Politiet er forpligtet til uvægerligt og øjeblikkeligt at yde retten bistand til udførelse af denne paragrafs forskrifter.
§ 152. De forretninger, som ifølge denne lov påhviler rettens formand, udføres, når retten beklædes af en enkeltdommer, af denne.
§ 152 a.
En part kan forlange, at retten fastsætter tidspunktet for
hovedforhandlingen, hvis det er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6
i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen
inden for en rimelig frist.
Kapitel 17
Forkyndelser m.v.
[ Forkyndelse ] § 153. I borgerlige sager skal processuelle meddelelser forkyndes, medmindre andet er bestemt i denne lov.
Stk. 2. I straffesager skal forkyndelse kun ske, når det er bestemt i denne lov.
[ Metode for meddelelser ] § 154. Meddelelser fra retten gives på den måde, som rettens formand bestemmer, medmindre loven indeholder anden forskrift herom.
Stk. 2. 7)
Anvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis modtageren har
samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog § 155,
nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag eller generelt.
Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres eller
sikres på anden forsvarlig måde.
Stk. 3. Rettens beslutning om, hvorledes meddelelser skal gives, er ikke genstand for kære.
[ Forkyndelsesmetoder ] § 155. Forkyndelse sker ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle bilag
1) sendes eller
afleveres til den pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte
modtagelsen på en genpart af dokumentet eller, hvis forkyndelsen
foretages ved rettens eller anklagemyndighedens foranstaltning, et
særligt modtagelsesbevis (brevforkyndelse),
2) ved digital
kommunikation gøres tilgængelig for den pågældende, der samtidig anmodes
om at bekræfte modtagelsen (digital forkyndelse),8)
3) sendes til den pågældende i brev med afleveringsattest (postforkyndelse) eller
4) afleveres til den pågældende af en stævningsmand (stævningsmandsforkyndelse).
[ Brevforkyndelse: Betingelser, dato for forkyndelse ] § 156. Ved
brevforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis genparten eller
modtagelsesbeviset er underskrevet af den pågældende personlig.
Forkyndelse anses for sket den dag, modtageren anfører at have modtaget
meddelelsen. Er ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne
modtagelsesdag senere end datoen i poststemplet på tilbagesendelsen,
anses forkyndelse for sket på poststemplets dato.
[ Digital forkyndelse: Forkyndt hvornår? ] § 156 a. 9)
Ved digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis den
pågældende bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en
meddelelse, der sendes ved digital kommunikation med anvendelse af
digital signatur, eller ved at sende en personligt underskrevet kopi af
meddelelsen. Forkyndelsen anses for sket den dag, modtageren anfører at
have modtaget meddelelsen. Er ingen modtagelsesdag anført, eller er den
angivne modtagelsesdag senere end den registrerede modtagelsesdato for
den digitalt fremsendte bekræftelse eller datoen i poststemplet på
tilbagesendelsen, anses forkyndelsen for sket på den registrerede
modtagelsesdag eller på poststemplets dato.
[ Postforkyndelse og stævningsmandsforskyndelse - Ekstra krav ] § 157. For postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse gælder følgende regler:
1) Forkyndelse
bør så vidt muligt ske for den pågældende personlig på hans bopæl,
midlertidige opholdssted eller arbejdssted. Forkyndelse for den
pågældende personlig er dog gyldig, uanset hvor den sker.
2) Træffes den pågældende ikke, kan forkyndelse ske
a) på
bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden,
eller, hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, for udlejeren
eller dennes ægtefælle, for så vidt de pågældende træffes på bopælen
eller opholdsstedet, eller
b) på den
pågældendes arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes
repræsentant eller, for så vidt angår selvstændige næringsdrivende, på
den pågældendes kontor, værksted eller forretningslokale over for
personer, der er ansat i virksomheden.
Stk. 2. Forkyndelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke ske for personer under 18 år.
Stk. 3. Ved
postforkyndelse overgives forsendelsen og ved stævningsmandsforkyndelse
en genpart af meddelelsen og eventuelle bilag til den, for hvem
forkyndelsen sker. Sker forkyndelse ikke over for vedkommende personlig,
anføres på forsendelsen eller genparten af meddelelsen, hvornår og over
for hvem forkyndelse er sket.
Stk. 4. Nægter en
person, for hvem forkyndelse kan ske efter stk. 1, nr. 2, uden
rimelig grund at modtage forkyndelse, eller undlader han, efter at
forkyndelse er sket, at overlevere, hvad han har modtaget ved
forkyndelsen, til vedkommende, selv om dette kunne være sket uden
væsentlig udgift eller besvær, kan han ved kendelse tilpligtes at
erstatte omkostninger, der er en følge af hans nægtelse eller
undladelse.
[ Forkyndelse i udlandet ] § 158. Har den
pågældende kendt bopæl eller opholdssted i udlandet, og kan forkyndelse
ikke ske her i riget efter § 155, nr. 3 og 4,10)
jf. § 157, sker forkyndelse ved brevforkyndelse eller på den måde,
der er foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov.
[ Forkyndelse i Statstidende ] § 159. Forkyndelse kan foretages i Statstidende, såfremt
1) den pågældendes bopæl eller opholdssted eller hans arbejdssted her i landet ikke kan oplyses, eller
2) vedkommende fremmede myndighed nægter eller undlader at efterkomme en anmodning om forkyndelse efter § 158.
Stk. 2. Forkyndelse
sker ved, at en bekendtgørelse indeholdende et uddrag af meddelelsen og
en bemærkning om, at meddelelsen kan fås ved henvendelse til retten,
indrykkes i Statstidende. I bekendtgørelsen skal endvidere anføres, af
hvilken grund denne forkyndelsesform anvendes.
Stk. 3. I de i stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde skal meddelelsen tillige tilsendes den pågældende med posten.
§ 159 a.
Bestemmelserne i aftale af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske
Fællesskab og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige
dokumenter i civile og kommercielle sager samt bestemmelserne i
forkyndelsesforordningen gælder her i landet.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse af stk. 1.
Stk. 3.
Justitsministeren kan bestemme, at ændringer af og
gennemførelsesforanstaltninger til den i stk. 1 nævnte forordning
gælder her i landet og kan fastsætte nærmere bestemmelser om
gennemførelse heraf.
[ Afkald på forkyndelse ] § 160. I
borgerlige sager kan en part give afkald på at få underretning om
processuelle meddelelser ved forkyndelse. Parterne kan endvidere udpege
en person, over for hvem forkyndelse kan ske efter reglerne i
§§ 155-157. Reglen i § 157, stk. 4, finder dog kun
anvendelse, hvis den pågældende har erklæret sig villig til at modtage
forkyndelse.
[ Forkyndelse over for advokat ] § 161. Har en part i en borgerlig sag antaget en advokat til at udføre sagen, kan forkyndelse vedrørende sagen ske for advokaten.
§ 162. Når der i
et retsmøde træffes beslutning om tidspunktet for et nyt møde eller for
en retshandlings foretagelse, anses beslutningen for at være forkyndt
for de personer, der er til stede i retsmødet.
Stk. 2. Beslutningen
anses endvidere for at være forkyndt for personer, der har været
lovligt tilsagt til mødet, men som enten er udeblevet eller uberettiget
har forladt mødet, forinden beslutningen blev truffet. Retten bør dog
give de pågældende meddelelse om beslutningen, hvis denne må antages at
være af særlig interesse for dem.
[ Manglende kendskab til forkyndelse ] § 163. En forkyndelse er gyldig, selv om meddelelsen ikke kommer til vedkommendes kundskab.
Stk. 2. Er det
dokument, der skal forkyndes, kommet vedkommende i hænde, anses
forkyndelse for sket, selv om forkyndelsen ikke er foretaget i
overensstemmelse med reglerne i §§ 155-157.
[ Forkyndelse for militærpersoner ] § 164.
Medmindre andet er bestemt i den militære retsplejelov, sker forkyndelse
for militærpersoner efter reglerne i dette kapitel. Forkyndelse for
personer, der er indkvarteret på militært område, kan dog altid ske ved
den pågældendes militære afdelings foranstaltning.
[ Yderligere regler om forkyndelse, vederlag mv. ] § 165. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om forkyndelse. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag herfor.
Stk. 2. I sager, der
behandles af retten, afholdes vederlaget for forkyndelse af
statskassen. I øvrigt betales vederlaget af den, der begærer
forkyndelsen foretaget.
Stk. 3. Polititjenestemænd har ikke krav på vederlag for forkyndelse i straffesager.
§§ 166-167. (Ophævet)
Kapitel 18
Vidner
[ Vidnepligt ] § 168. Enhver har med de i loven fastsatte undtagelser pligt til at afgive forklaring for retten som vidne.
Stk. 2. Medmindre
retten undtagelsesvis tillader det, må et vidne ikke under forklaringen
bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
[ Vidneudelukkelse: Offentligt ansatte ] 
§ 169.
Tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed
ligestillet hverv, må ikke uden samtykke af vedkommende myndighed
afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det
offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. For medlemmer af
Folketinget kræves samtykke af tingets formand og vedkommende minister.
[ Samtykke nægtet? ] Stk. 2. Nægtes
samtykke, kan retten, såfremt forklaringens afgivelse findes at være af
afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed
over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen. Finder retten
herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til
sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives.
Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til
statens sikkerhed, til dens forhold til fremmede magter eller med
hensynet til tredjemands liv eller helbred.
[ Vidneudelukkelse: Advokater, læger, præster mv. ] § 170. Mod dens
ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke
afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger,
forsvarere, retsmæglere og advokater om det, som er kommet til deres
kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
[ Rettens pålæg om forklaring ] Stk. 2. Retten kan
pålægge læger, retsmæglere og advokater, bortset fra forsvarere i
straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at
være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og
dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige
til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke
udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været
betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været søgt.
[ Den almindelige vidneudelukkelsesregel (tavshedspligt) ] Stk. 3. Retten kan
bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn til
hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis
hemmeligholdelse har væsentlig betydning.
[ Også medhjælpere omfattes ] Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere.
[ Vidnefritagelse: Partens nærmeste ] § 171. En parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne.
[ Vidnefritagelse: Risiko for straf, skade mv. ] Stk. 2. Pligt til at afgive forklaring foreligger ej heller, såfremt forklaringen antages at ville
1) udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd eller
2) udsætte hans nærmeste for straf eller tab af velfærd eller
3) påføre vidnet selv eller hans nærmeste anden væsentlig skade.
[ Rettens pålæg v/ afgørende betydning ] Stk. 3. I de i
stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde kan retten dog
pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være
af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens
betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige
dertil.
[ Vidnet har hjulpet politiet ] Stk. 4. I de i
stk. 2, nr. 3, nævnte tilfælde kan retten endvidere pålægge vidnet
at afgive forklaring, såfremt vidnet har udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, og sagens beskaffenhed og dens betydning for
vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil.
[ Kildebeskyttelse: Redaktører mv. ] § 172.
Redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et skrift, der er omfattet
af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive
vidneforklaring om:
1) Hvem der er
kilde til en oplysning eller forfatter til en artikel, eller hvem der
har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig
fremstilling. Sker der offentliggørelse, er det en forudsætning for
vidnefritagelsen, at kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren
ikke er identificeret i det trykte skrift.
2) Hvem et
billede forestiller, eller hvem der er genstand for omtale, når de
pågældende har fået tilsagn om anonymitet. Sker der offentliggørelse,
gælder vidnefritagelsen, blot identiteten ikke fremgår af teksten.
Stk. 2. Redaktører
og redaktionelle medarbejdere ved et radio- eller fjernsynsforetagende,
der er omfattet af § 1, nr. 2, i medieansvarsloven, har ikke pligt
til at afgive vidneforklaring om:
1) Hvem der er
kilde til en oplysning eller forfatter til et værk, eller hvem der har
optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling.
Udsendes oplysningen, værket m.v., er det en forudsætning for
vidnefritagelsen, at kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren
ikke er identificeret i udsendelsen.
2) Identiteten af
medvirkende, som har fået tilsagn om at medvirke uden at kunne
identificeres. Udsendes en optagelse, er det en forudsætning for
vidnefritagelsen, at de pågældende ikke er angivet ved navn, og at der
er truffet rimelige forholdsregler for at skjule identiteten.
[ Tilknyttede medarbejdere ] Stk. 3.
Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre, der i
kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller
deres tilknytning til radio- og fjernsynsforetagendet eller til
fremstillingen af vedkommende udsendelse har fået kendskab til kildens,
forfatterens eller den medvirkendes identitet.
Stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for de
massemedier, der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.
[ Alvorlige overtrædelse ] Stk. 5. Angår sagen
en lovovertrædelse, som er af alvorlig karakter, og som efter loven kan
medføre straf af fængsel i 4 år eller derover, kan retten dog pålægge de
i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, såfremt vidneførslen må
antages at have afgørende betydning for sagens opklaring og hensynet til
opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte
deres kilder.
Stk. 6. Retten kan
ligeledes pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, hvis
sagen angår en overtrædelse af straffelovens §§ 152-152 c. Dette
gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller kilden har
villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig
betydning.
[ Rettens vejledningspligt vedr. vidnepligt ] § 173. Retten vejleder, såfremt omstændighederne giver grund dertil, vidnet om indholdet af bestemmelserne i §§ 169-172.
[ Dørlukning ] Stk. 2. Afgives
forklaring i de i §§ 169-172 nævnte tilfælde, påser retten, at
særligt hensyn tages til vidnet eller den, der har krav på
hemmeligholdelse. Retten kan i dette øjemed bestemme, at dørene skal
lukkes, medens forklaringen afgives, eller forbyde offentlig gengivelse
af forklaringen. Overtrædelse af rettens forbud straffes med bøde.
[ Vidneforklaring hvor? ] § 174.
Vidneforklaring afgives for den ret, ved hvilken sagen behandles. Retten
kan dog beslutte, at vidneforklaring i stedet skal afgives for den
byret, hvor det findes mest hensigtsmæssigt.
Stk. 2. Retten kan
bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved anvendelse af
telekommunikation med billede, hvis det findes hensigtsmæssigt og
forsvarligt. Vidnet indkaldes til at møde et nærmere angivet sted, jf.
§ 192.
Stk. 3. Retten kan
bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved anvendelse af
telekommunikation uden billede, hvis det vil være forbundet med
uforholdsmæssige vanskeligheder, at forklaringen afgives i retten eller
ved anvendelse af telekommunikation med billede, og afgivelse af
forklaring ved anvendelse af telekommunikation uden billede findes
forsvarlig. Vidnet pålægges at være til rådighed for rettens etablering
af telekommunikationen på en nærmere angiven måde. Reglerne i § 175
finder tilsvarende anvendelse.
[ Vidneindkaldelsen ] § 175.
Indkaldelse til at møde som vidne udstedes, hvor ikke andet er bestemt,
af den ret, for hvilken vidneforklaringen skal afgives. Indkaldelsen
skal forkyndes for vidnet. Udstedes indkaldelsen af retten, lader denne
indkaldelsen forkynde på grundlag af de oplysninger, som vedkommende
part har givet.
Stk. 2. Indkaldelsen skal indeholde:
1) fornøden betegnelse af vidnet,
2) angivelse af indkaldelsens øjemed,
3) angivelse af den ret, for hvilken der skal vidnes,
4) angivelse af tid og sted for mødet,
5) oplysning om, hvilket varsel vidnet har krav på,
6) oplysning om virkningerne af udeblivelse.
Stk. 3. I borgerlige
sager er varslet en uge. I straffesager tilkommer der vidnet aftens
varsel, hvortil lægges to døgn, såfremt afstanden til mødestedet er over
30 km.
Stk. 4. Retten kan fastsætte andet varsel eller pålægge vidnet at møde straks.
[ Vidnepligt for tilstedeværende ] § 176. Retten
kan pålægge enhver, som er til stede i et retsmøde eller i umiddelbar
nærhed af mødestedet, straks at afgive vidneforklaring. Det kan pålægges
tilstedeværende vidner at møde til ny tid.
[ Vidnet skal blive ] § 177. Vidnet skal forblive på det sted, hvor retsmødet holdes, indtil mødet er sluttet, medmindre retten træffer anden bestemmelse.
[ Sanktioner over for vidner ] § 178.
Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt
sit forfald, eller forlader vidnet i strid med § 177 det sted, hvor
retsmødet holdes, eller vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved at
svare eller afføre sig en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes
ansigt, kan retten:
1) pålægge vidnet en bøde,
2) lade vidnet afhente ved politiet,
3) tilpligte vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget,
4) pålægge vidnet en løbende bøde, i samme sag dog ikke for længere tidsrum end 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt,
5) lade vidnet
tage i forvaring ved politiets foranstaltning eller lade vidnet
undergive en af de i § 765 nævnte foranstaltninger, indtil
fremstilling for retten til afgivelse af vidneforklaring kan finde sted
eller vidnet indvilliger i at svare eller afføre sig en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, dog ikke ud over 6
måneder i samme sag, uafbrudt eller sammenlagt.
Stk. 2. Afgørelse om
anvendelse af tvangsmidler imod vidnet træffes af den ret, for hvilken
vidnet er indkaldt til at møde. Afgørelsen, der træffes ved kendelse,
kan omgøres af retten. Kendelse, hvorved bøde eller erstatning er pålagt
et fraværende vidne, skal forkyndes for den pågældende. Begæring om
omgørelse af en sådan afgørelse skal fremsættes i det første retsmøde, i
hvilket vidnet møder, eller, hvis vidnet ikke senere møder, inden 14
dage efter, at afgørelsen er forkyndt for vidnet eller kommet til hans
kundskab.
[ Forvaring ] Stk. 3. Tager
politiet i medfør af stk. 1, nr. 5, et vidne i forvaring, og kan
fremstilling for retten til afgivelse af vidneforklaring ikke ske inden
24 timer efter pågribelsen, giver politiet snarest muligt og senest
inden samme frist retten meddelelse om, at vidnet er taget i forvaring.
Stk. 4. En person i
forvaring er alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til
sikring af forvaringens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed
i institutionen.
Stk. 5. En person i
forvaring kan modtage besøg, i det omfang opretholdelse af orden og
sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner tillader det. Den ret, der
træffer afgørelse om forvaring, kan af hensyn til forvaringens øjemed
træffe afgørelse om, at den forvarede ikke kan modtage besøg, eller
forlange, at besøg finder sted under kontrol. Nægtes den forvarede
besøg, skal den pågældende underrettes herom, medmindre retten af hensyn
til sagens omstændigheder træffer anden bestemmelse.
Stk. 6. Den ret, der
træffer afgørelse om forvaring, kan, når særlige omstændigheder taler
derfor, bestemme, at institutionens ledelse med politiets samtykke kan
give en person i forvaring udgangstilladelse med ledsager for et kortere
tidsrum.
Stk. 7. En person i
forvaring har ret til at modtage og afsende breve. Den ret, der træffer
afgørelse om forvaringen, kan bestemme, at politiet eller retten skal
gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Træffes der
beslutning om brevkontrol, skal politiet eller retten snarest muligt
udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til
skade for formålet med forvaringen eller opretholdelsen af orden og
sikkerhed i institutionen. Tilbageholdes et brev af politiet, skal
spørgsmålet om tilbageholdelsens opretholdelse straks forelægges retten
til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen straks
underrettes, medmindre retten af hensyn til forvaringens øjemed træffer
anden bestemmelse.
Stk. 8. En person i
forvaring har ret til ukontrolleret brevveksling med retten,
justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets
Ombudsmand. Justitsministeren kan fastsætte regler om den forvaredes ret
til at afsende lukkede breve til andre offentlige myndigheder eller
enkeltpersoner.
Stk. 9. Retten kan af hensyn til forvaringens øjemed foretage andre begrænsninger i den forvaredes rettigheder.
Stk. 10. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af personer, der er taget i forvaring.
[ Vidnepligt uanset vidnets opfattelse ] § 179. Et vidne kan ikke undlade at møde for retten, fordi han mener sig berettiget til at nægte at afgive forklaring i sagen.
[ Vidnet skal genopfriske hukommelsen ] § 180. Vidnet
skal om fornødent opfriske sin viden om sagen, inden han møder i retten,
f.eks. ved at efterse regnskabsbøger, breve eller optegnelser eller ved
at bese genstande, hvortil han uden omkostning eller besvær har adgang.
Efterkommer vidnet ikke denne pligt, finder reglerne i § 178
tilsvarende anvendelse.
[ Sikring af vidnets identitet ] § 181. Inden
vidnet afhøres, forvisser retten sig om vidnets identitet, jf. dog
§ 856, stk. 5 og 6, og om, at intet er til hinder for
vidneforklaringens afgivelse. Retten pålægger derefter alvorligt vidnet
at tale sandhed og gør vidnet bekendt med strafansvaret for afgivelse af
falsk forklaring.
[ Vidner afhøres hver for sig ] § 182. Hvert
vidne afhøres for sig. Et vidne må ikke påhøre forklaringer af andre
vidner, syns- og skønsmænd eller parter, medmindre andet bestemmes af
retten.
[ Afhøring af vidne: Hvordan? ] § 183. Vidnet
afhøres først af den part, som har begæret ham ført. Modparten har
derefter adgang til at afhøre vidnet, hvorpå parten kan rette de
spørgsmål til vidnet, som modafhøringen har givet anledning til. Retten
kan tillade fremsættelse af yderligere spørgsmål eller genoptagelse af
afhøringen.
[ Rettens spørgsmål til vidnet ] Stk. 2. Retten kan
stille spørgsmål til vidnet. Retten kan overtage afhøringen, såfremt
parternes afhøring af vidnet sker på utilbørlig måde eller på en måde,
som strider mod bestemmelsen i § 184, stk. 1, eller
omstændighederne i øvrigt gør det påkrævet.
[ Afhøring af børn ] Stk. 3. Retten
bestemmer, hvordan og ved hvem afhøring af børn under 15 år skal ske.
Den kan tilkalde en repræsentant for kommunalbestyrelsen eller en anden
egnet person til at yde bistand under afhøringen. Retten kan tillægge
den pågældende godtgørelse efter reglerne i § 188, stk. 1.
[ Afhøring: Krav til fremgangsmåde ] § 184. Afhøringen skal ske på en sådan måde, at den er egnet til at fremkalde en tydelig og sandfærdig forklaring.
Stk. 2. Vidnet skal
så vidt muligt have adgang til at udtale sig i sammenhæng. Det bør
fremgå af forklaringen, om den støtter sig på vidnets egen iagttagelse.
Stk. 3. Retten afgør, om vidnet under afhøringen må benytte medbragte notater eller andre hjælpemidler.
[ Bevisførelse om vidnes troværdighed ] § 185.
Bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed må kun finde sted på
den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål om,
hvorvidt vidnet er under tiltale eller har været straffet, stilles og
besvares skriftligt. Kun retten og parterne gøres bekendt med svaret.
Stk. 2. Bestemmelsen
i stk. 1, 1. pkt., finder i sager vedrørende overtrædelse af
straffelovens § 210 og kapitel 24 tilsvarende anvendelse med hensyn
til bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd. En
sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den kan antages at være af
væsentlig betydning for sagen.
[ Vidneforklaringer tilføres retsbogen ] § 186.
Vidneforklaring under hovedforhandling i en borgerlig sag optegnes i
retsbogen i det omfang, retten bestemmer. Retten bør herved tage hensyn
til ønsker fra parter eller vidner og til, om optegnelsen kan antages at
få betydning under fornyet prøvelse af sagen.
Stk. 2. I øvrigt
optegnes hovedindholdet af vidneforklaringen. De vigtigste udtalelser
gengives så vidt muligt med vidnets egne ord. Hvis der sker billed-
eller lydoptagelse af vidneforklaringen efter stk. 3, kan retten
dog bestemme, at der ikke skal ske optegnelse i retsbogen.11)
Stk. 3. 11)
Retten kan bestemme, at der skal ske billed- eller lydoptagelse af en
vidneforklaring. Afgives vidneforklaringen ikke under
hovedforhandlingen, skal optagelsen så vidt muligt ske som
billedoptagelse.
Stk. 4. 11)
En part har adgang til at gennemse billed- og lydoptagelser, som er
foretaget i medfør af stk. 3, medmindre parten ikke havde adgang
til at overvære vidneforklaringen. Gennemsyn kan ske hos retten eller
hos partens advokat. Billed- og lydoptagelser, som er foretaget i medfør
af stk. 3, er i øvrigt ikke genstand for aktindsigt.
Stk. 5. 11)
Medmindre højere straf er forskyldt efter lovgivningen i øvrigt,
straffes med bøde den, der uberettiget videregiver billed- eller
lydoptagelser, som er foretaget i medfør af stk. 3.
Stk. 6. 11)
Den, der efter regler i denne lov har ret til aktindsigt i indførelser i
retsbogen vedrørende en vidneforklaring, hvor der i medfør af
stk. 3 er sket billed- eller lydoptagelse, kan mod betaling af
udgifterne herved forlange, at der tilvejebringes en udskrift af
vidneforklaringen. Udskriften anses som et bilag til retsbogen.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om opgørelsen af udgifterne ved
tilvejebringelsen af udskrifter.
§ 187. Tvistigheder under vidneførsel afgøres efter begæring ved kendelse.
§ 188.
Domstolsstyrelsen fastsætter regler om godtgørelse til vidner. Den
godtgørelse, et vidne har krav på, eller, hvis den ikke kan beregnes
nøjagtigt, et passende forskud herpå skal tilbydes betalt samtidig med
indkaldelsen.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om godtgørelse til personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet.
[ Retten kan pålægge tavshed ] § 189. Såfremt
hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til opklaring
af alvorlige forbrydelser taler derfor, kan retten eller politiet
pålægge en person, der er afhørt som vidne, tavshedspligt med hensyn til
hans viden om sagen.
Stk. 2. Pålægget
bortfalder, når sagen er afsluttet. Pålægget kan forinden ophæves af
retten eller politiet. Politiets nægtelse af at ophæve et pålæg skal
efter begæring forelægges retten. Den pågældende skal gøres bekendt med
adgangen hertil.
Stk. 3. Overtrædelse af pålægget straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
§ 190. Reglerne
i denne lov finder anvendelse på vidneafhøring efter begæring af
udenlandske myndigheder. En anmodning om iagttagelse af en særlig form
eller fremgangsmåde, herunder afhøring fra udlandet ved anvendelse af
telekommunikation, skal så vidt muligt imødekommes, medmindre dette vil
være åbenbart uforeneligt med landets retsorden.
Stk. 2. Afhøring fra
udlandet ved anvendelse af telekommunikation uden billede kan kun
foretages, hvis vidnet har meddelt samtykke til, at afhøringen foregår
på denne måde. § 178 finder ikke anvendelse.
Stk. 3. Ved afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation finder § 186 ikke anvendelse.
§ 191. En
person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke
hertil, kan overføres til Danmark for at afgive forklaring eller
medvirke ved andet efterforskningsskridt i en straffesag her i landet
eller til brug for en straffesag i udlandet. Den pågældende skal under
overførslen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede
stat, uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til
overførslen.
Stk. 2. Afgørelse om
frihedsberøvelse træffes af retten efter anmodning fra politiet. Retten
påser, at den pågældende har meddelt samtykke til midlertidig
overførsel som nævnt i stk. 1. For frihedsberøvelsen fastsættes en
frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der
ikke kan kæres.
Stk. 3. Den
pågældende må under opholdet her i landet ikke drages til ansvar eller
udleveres videre til tredjeland for nogen strafbar handling begået før
overførslen her til landet.
Stk. 4. Under
frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet de indskrænkninger,
som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og
opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbringelse
kan ske i arresthus, jf. § 770, stk. 2.
Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af personer, der er frihedsberøvet i medfør af stk. 1.
§ 192. Reglerne i denne paragraf gælder for telekommunikation med billede.
Stk. 2. Vidnet indkaldes til at møde for
1) en ret,
2) en offentlig
myndighed, der er bemyndiget til at stille kommunikationsmidler til
rådighed til brug for telekommunikation med billede i retssager, jf.
stk. 3, eller
3) en fysisk
eller juridisk person, der har autorisation til at stille
kommunikationsmidler til rådighed til brug for telekommunikation med
billede i retssager, jf. stk. 4.
Stk. 3.
Domstolsstyrelsen kan bemyndige en offentlig myndighed til at stille
kommunikationsmidler til rådighed til brug for telekommunikation med
billede i retssager. Der kan i bemyndigelsen fastsættes vilkår for
gennemførelsen af telekommunikationen. Domstolsstyrelsen kan
tilbagekalde en bemyndigelse, hvis vilkårene overtrædes.
Stk. 4.
Domstolsstyrelsen kan give en fysisk eller juridisk person autorisation
til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for
telekommunikation med billede i retssager. Der kan i autorisationen
fastsættes vilkår for gennemførelsen af telekommunikationen.
Domstolsstyrelsen kan tilbagekalde en autorisation, hvis vilkårene
overtrædes.
Stk. 5.
Domstolsstyrelsen fastsætter nærmere regler om meddelelse og
tilbagekaldelse af bemyndigelser efter stk. 3 og autorisationer
efter stk. 4 og om fastsættelse af vilkår samt regler om betaling
for telekommunikation og om betaling af gebyr for behandling af
ansøgninger om bemyndigelse efter stk. 3 eller autorisation efter
stk. 4.
Stk. 6. Retten kan
tillade, at et vidne, der befinder sig i udlandet, afgiver forklaring
ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis forklaringen
skønnes at kunne afgives under lige så betryggende former som en
forklaring, der afgives efter reglerne i stk. 2.
§ 193. Politiet
eller anklagemyndigheden underretter retten, hvis der er behov for
særlig hensyntagen i forbindelse med et vidnes møde i en straffesag.
Retten bistår i fornødent omfang vidnet.
§§ 194-195. (Ophævet)
Kapitel 19
Syn og skøn
§ 196. Når der i
en borgerlig sag eller i en straffesag fremsættes begæring om optagelse
af syn og skøn og begæringen af retten tages til følge, udmelder retten
en eller flere syns- eller skønsmænd.
Stk. 2. Personer,
som bor uden for vedkommende rets embedsområde, kan kun udmeldes af
denne, når det er oplyst, at de er villige til at efterkomme
udmeldelsen, eller når det findes nødvendigt, enten fordi der inden for
retskredsen ikke findes sagkyndige personer, som kan benyttes, eller
fordi den ting, der er genstand for forretningen, er uden for
retskredsen.
[ Krav til skønsmanden ] § 197. Kun
personer, der er uberygtede, kan udmeldes til syns- eller skønsmænd,
hvorhos personer, der ville være udelukkede fra at handle som dommere i
sagen ifølge § 60, stk. 1, nr. 1 og 2, under ingen
omstændigheder må tilkaldes som syns- eller skønsmænd, og de øvrige i
§ 60 nævnte personer kun, for så vidt det ikke er muligt at finde
andre lige så gode.
Stk. 2. Til at
foretage syn og skøn kan kvinder udmeldes lige så vel som mænd. Alt,
hvad der i denne og andre love er bestemt om syns- eller skønsmænd,
finder tilsvarende anvendelse på kvinder.
[ Pligt til at være skønsmand ] § 198. Enhver, der er pligtig at vidne, er også pligtig at modtage udmeldelse som syns- eller skønsmand.
Stk. 2. Statens
embedsmænd og bestillingsmænd fritages for udmeldelse, når de ved
skrivelse fra de dem foresatte myndigheder oplyser, at de ikke har den
fornødne tid, eller at forretningens foretagelse i øvrigt kommer i strid
med deres offentlige pligter. Personer, for hvem syns- eller
skønsforretningens udførelse ville medføre stort besvær eller ulempe,
bør, for så vidt omstændighederne tillader det, forskånes for
udmeldelse. Det samme gælder om den, der har fyldt 65 år.
§ 199. For så
vidt personer er beskikkede med almindelig bemyndigelse til foretagelsen
af visse syn eller skøn, bør andre kun udmeldes hertil, når henvendelse
til hine ville medføre en forhaling, hvorved øjemedet kunne forspildes,
eller når andre særegne grunde gør det tilrådeligt.
Stk. 2. Til
forretninger, ved hvilke der udkræves særegen indsigt eller færdighed,
bør i reglen kun udmeldes mænd, der ifølge offentlig stilling eller
livserhverv eller dog ifølge offentlig aflagte prøver må anses for
duelige hertil.
§ 200. Enhver
af parterne kan gøre henstilling til retten om valget af syns- eller
skønsmændene, men retten er ikke bundet herved. Retten bør forinden
udmeldelsen meddele parterne hvilke personer, der agtes udmeldte, og
give dem adgang til at udtale sig om disse. Denne regel kan i
straffesager tilsidesættes, når omstændighederne ikke tillader dens
iagttagelse.
Stk. 2. Indsigelser,
der ikke gøres gældende straks ved udmeldelsen, kan i borgerlige sager
kun tages i betragtning, når parten oplyser, at han uden brøde fra sin
side har været ude af stand til at fremsætte dem tidligere. Den part,
der agter at fremsætte sådanne indsigelser, har inden en uge efter
udmeldelsen at indkalde modparten til et møde for den ret, der har
foretaget udmeldelsen, og i dette at fremsætte sine indsigelser. Rettens
kendelse kan, når den tager indsigelserne til følge, ikke påklages;
nægter den at tage indsigelserne til følge, kan der finde kære sted over
dens afgørelse.
§ 201. I borgerlige sager må det i udmeldelsesdekretet tydeligt angives, hvad der er forretningens genstand og øjemed.
Stk. 2. I
straffesager foretages den til et syn eller skøn fornødne besigtigelse
under et retsmøde – der efter omstændighederne bliver at foretage uden
for det sædvanlige tingsted – medmindre synet eller skønnet udkræver
fortsat iagttagelse eller undersøgelse, eller besigtigelse under et
retsmøde af anden grund, såsom af sømmelighedshensyn, findes
uhensigtsmæssig eller ufornøden, i hvilket tilfælde retten kan overlade
mændene at foretage eller fortsætte deres besigtigelse uden for
retsmøde. I sådant tilfælde bliver der i udmeldelsesbeslutningen eller
begæringen eller under møde inden retten at give dem sådan meddelelse om
synets eller skønnets genstand og øjemed, som i første stykke nævnt,
samt sådan anden anvisning, som måtte udkræves. Skal mændene afgive
skriftlig erklæring, bliver der i udmeldelsesbeslutningen eller
begæringen eller i en tilførsel til retsbogen, hvoraf udskrift overgives
dem, at forelægge dem bestemte spørgsmål til besvarelse.
Stk. 3. Vil
foretagelsen af et syn eller skøn medføre tilintetgørelse eller
forandring af dets genstand, bør så vidt muligt en del af denne holdes
uden for undersøgelsen. Lader dette sig ikke gøre, bør syns- eller
skønsmændenes antal ikke være under to.
Stk. 4. De gældende regler om obduktionsforretninger bliver fremdeles stående ved magt.
§ 202. (Ophævet)
§ 203. Udmeldelsesdekretet bliver uden ophold at forkynde for de udmeldte i overensstemmelse med de for vidner givne regler.
Stk. 2. I borgerlige
sager skal syns- og skønsmændene give parterne underretning om, når og
hvor forretningen foregår, ligesom de også har at meddele parterne
genpart af den skriftlige forretning (§ 204) eller dog at give dem
adgang til at gøre sig bekendt med den senest 3 dage forinden
afhjemlingen.
Stk. 3. Klage over
syns- og skønsmænds fremgangsmåde ved deres forretning fremsættes for
den ret, for hvilken afhjemlingen skal ske. Denne kan pålægge dem at
omgøre eller fuldstændiggøre forretningen.
§ 204. Syns- og
skønsmænd afgiver deres forklaring ved en skriftlig, til retten stilet,
af mændene underskreven erklæring. Dog kan retten med hensyn til
forklaring, som skal afgives under hovedforhandlingen i straffesager,
frafalde krav om skriftlig afgivelse. Yderligere forklaring kan afæskes
dem inden retten; findes erklæringen mangelfuld, kan derhos retten
pålægge dem at omgøre eller fuldstændiggøre den i en yderligere
skriftlig erklæring. Vedrører manglerne erklæringens affattelse, bør
retten yde mændene fornøden bistand til deres afhjælpning. Sådan bistand
kan også, når mændene ønsker det, og omstændighederne i øvrigt taler
derfor, ydes inden det retsmøde, i hvilket afhjemlingen finder sted.
Herom skal der da senest i dette retsmøde meddeles parterne
underretning.
Stk. 2. Er
erklæringen afgivet af et dertil beskikket kollegium, bør møde i retten,
hvor sådant skal finde sted, som regel ikke fordres af flere end et af
dets medlemmer eller, hvor der er meningsforskel, af et medlem for hver
af de meninger, hvori kollegiet har delt sig; dette udpeger selv de
medlemmer, som skal give møde. Hvor erklæring afgives af to eller flere
syns- eller skønsmænd, bør, hvis mændene ikke er enige, hver enkelts
mening fremgå af erklæringen.
Stk. 3. Afhørelse af
syns- og skønsmænd sker efter reglerne om afhørelse af vidner; dog kan
mændene som regel overvære hverandres såvel som vidners afhørelse, og
det kan af retten tilstedes dem at rådføre sig med hverandre, forinden
de svarer.
§§ 205-208. (Ophævet)
[ Vidnereglerne gælder også skønsmænd ] § 209. De om
vidner givne regler skal med de lempelser, der følger af forholdets
natur, anvendes på syns- og skønsmænd, for så vidt ovenstående
forskrifter ikke er til hinder derfor.
[ Fornyet syn og skøn ] § 210. At syn
eller skøn har fundet sted, udelukker ikke fornyet syn eller skøn over
samme genstand ved de samme eller, når retten finder det
hensigtsmæssigt, andre mænd.
§ 211. Efter
rettens nærmere bestemmelse tilkommer der syns- og skønsmændene vederlag
for forretningens udførelse og møde i retten samt godtgørelse for
afholdte udlæg.
§§ 212-213. (Ophævet)
Kapitel 20
Rettens rådslagninger og afgørelser
§ 214. Domme,
kendelser og andre beslutninger af en ret, der ikke beklædes af en
enkelt dommer, og som ikke hører til de beslutninger, rettens formand
kan træffe, vedtages ved afstemning efter forudgående rådslagning. For
afstemningsordenen fastsætter retten selv de fornødne regler. Retten kan
bestemme sådanne forandringer i disse, som den til enhver tid måtte
anse for hensigtsmæssige. Dog skal formanden altid stemme sidst og
domsmænd altid først og således, at den yngre domsmand stemmer før den
ældre. Formanden forestår rådslagningen og afstemningen og samler
stemmerne. Afstemningen sker mundtlig; de afgivne stemmer indføres
udtogsvis i en stemmegivningsbog. Enhver har ret til at påse, at hans
stemme gengives rigtigt. I straffesager, der behandles ved byret under
domsmænds medvirken, skal dommeren, når tiltalte mod hans stemme dømmes
skyldig i et strafbart forhold, gøre bemærkning om afstemningen til
retsbogen.
Stk. 2. Rettens
rådslagninger og afstemninger må ikke overværes af tilhørere med
undtagelse af protokolføreren, jf. endvidere § 7, stk. 4,
2. pkt., og § 12, stk. 7, 3. pkt. Dog kan retten i
særlige tilfælde tillade andre at være til stede.
Stk. 3. I en sags
afgørelse kan ingen dommer, domsmand, nævning eller sagkyndig deltage,
som ikke har overværet de mundtlige forhandlinger i deres helhed.
Stk. 4. Hvis en
dommer, en nævning eller en domsmand i en nævningesag, i en domsmandssag
ved landsret eller i en sag, der behandles efter § 12,
stk. 8, får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at
hovedforhandlingen er begyndt, kan forhandlingen fortsætte, hvis dog
højst 1 dommer og 1 nævning eller 1 domsmand mangler.
Stk. 5. Hvis en
dommer i en borgerlig sag, der behandles ved byretten eller Sø- og
Handelsretten med 3 dommere, får forfald eller af andre grunde må
fratræde, efter at hovedforhandlingen er begyndt, kan forhandlingen
fortsætte, hvis dog højst 1 dommer mangler. Hvis en sagkyndig i en
borgerlig sag, der behandles ved byretten eller Sø- og Handelsretten,
får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at
hovedforhandlingen er begyndt, kan forhandlingen fortsætte, hvis dog
højst 1 sagkyndig mangler. 2. pkt. gælder ikke i de tilfælde, hvor
de sagkyndige er udpeget efter § 94, stk. 1, 2. eller
3. pkt.
§ 215. (Ophævet)
§ 216. For
enhver afgørelse i en af flere medlemmer bestående ret skal der være
stemmeflerhed. Ved lige stemmetal gør formandens stemme udslaget. I
afstemninger, i hvilke domsmænd deltager, gælder dog med hensyn til
skyldspørgsmålet og strafudmålingen ved lige stemmetal det for tiltalte
gunstigste resultat. Kræver afgørelsen afstemning over flere punkter, er
de medlemmer, som har befundet sig i mindretal, pligtige at deltage i
de senere afstemninger, for så vidt det modsatte ikke særlig er bestemt.
Stk. 2. Danner der
sig i en straffesag om det samme spørgsmål flere end to forskellige
meninger, af hvilke ingen er i flertal, bliver de for tiltalte
ugunstigste stemmer regnet sammen med de nærmeste mindre ugunstige,
indtil der udkommer stemmeflerhed.
Stk. 3. Er der
uenighed om, hvilken mening der er den ugunstigste for tiltalte, bliver
der afstemt særskilt herom. Under denne afstemning gør ved lige
stemmetal formandens stemme altid udslaget.
Stk. 4. Særskilt
afstemning finder ligeledes sted, når der opstår meningsforskel om,
hvorledes spørgsmålene skal stilles, eller om afstemningens resultat.
Stk. 5. Den vedtagne
afgørelse føres i pennen af rettens formand eller af den af de i
afgørelsen samstemmende dommere, hvem dette hverv af formanden
overdrages. I sager, i hvilke domsmænd medvirker, skal alle i sagen
deltagende medlemmer af retten være til stede, når afgørelsens ordlyd
vedtages, og ved deres underskrift i stemmegivningsbogen bekræfte en i
denne bog indført kort gengivelse af det passerede.
§ 217. Rettens afgørelser sker ved kendelse i de tilfælde, hvor denne form er særlig foreskrevet.
§ 218. Domme og
kendelser skal ledsages af grunde. Andre beslutninger af retten eller
rettens formand behøver ikke at begrundes, medmindre sådant særligt er
foreskrevet.
Stk. 2. I
nævningesager skal dommen indeholde oplysninger om de forskellige
meninger under afstemningen om skyldsspørgsmålet vedrørende såvel
resultatet som begrundelsen med angivelse af, hvor mange henholdsvis
dommere og nævninger der har stemt for hvert enkelt resultat og hver
anført begrundelse, men uden angivelse af de pågældende dommeres og
nævningers navne.
Stk. 3. I borgerlige
sager skal domme og kendelser, der ikke er afsagt af en enkelt dommer,
indeholde oplysninger om de forskellige meninger under afstemningen
vedrørende såvel resultatet som begrundelsen med angivelse af de
pågældende retsmedlemmers navne. Det samme gælder domme og kendelser i
straffesager ved Højesteret.
Stk. 4. Den i
rettens afgørelse af en borgerlig sag givne fremstilling af parternes
mundtlige angivelser og ytringer under sagens behandling afgiver fuldt
bevis for disse, for så vidt ikke modbevis imod den føres.
§ 218 a.
Domme skal indeholde parternes påstande og en fremstilling af sagen,
herunder i fornødent omfang en gengivelse af de afgivne forklaringer,
samt angive de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på
ved sagens afgørelse. Domme i borgerlige sager skal endvidere indeholde
en gengivelse af parternes anbringender. Domme i straffesager skal
endvidere indeholde en gengivelse af tiltalen.
Stk. 2. I
byretsdomme i borgerlige sager, der ikke har været undergivet kollegial
behandling i medfør af § 12, stk. 3, kan sagsfremstillingen
begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, såfremt der
samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Det skal i givet
fald fremgå af dommen, at dommen ikke indeholder en fuldstændig
sagsfremstilling.
Stk. 3. Ankes en
dom, der er affattet efter reglen i stk. 2, skal retten afgive en
supplerende redegørelse for sagen. Redegørelsen indsendes til
landsretten snarest muligt efter, at retten har fået meddelelse om
anken. Samtidig sendes en kopi af redegørelsen til parterne.
Redegørelsen anses som et bilag til dommen og optages endvidere i
retsbogen.
Stk. 4. Hvis
indholdet af en forklaring i en straffesag ikke optages i retsbogen, jf.
§ 712, stk. 1, kan gengivelse af forklaringen i dommens
fremstilling af sagen undlades.
§ 218 b. § 218 a, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse for byretskendelser i borgerlige sager.
[ Domsafsigelse ] § 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest muligt efter, at den pågældende forhandling er til ende.
Stk. 2. Har der
været mundtlig forhandling, meddeler retten ved sagens optagelse til dom
eller kendelse parterne, hvornår dommen eller kendelsen vil blive
afsagt. Har der ikke været mundtlig forhandling, meddeler retten inden
dommens afsigelse parterne, hvornår der vil blive afsagt dom. Dette
gælder dog ikke udeblivelsesdomme.
Stk. 3. Domme i
sager, der behandles ved byretten af 1 dommer uden medvirken af
sagkyndige, og domme i ankesager, der behandles ved landsretten, skal
afsiges senest 4 uger efter optagelsen til dom. Domme i andre sager, der
behandles ved byretten, landsretten eller Sø- og Handelsretten, skal
afsiges senest 2 måneder efter optagelsen til dom. Domme i byretssager,
der behandles efter kapitel 39, skal dog afsiges senest 14 dage
efter optagelsen til dom.
Stk. 4. Hvis særlige
omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige de i
stk. 3 nævnte frister. I beslutningen skal anføres de
omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.
Beslutningen kan ikke kæres.
Stk. 5. Domme og
kendelser kan afsiges i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde.
Afsiges dommen eller kendelsen i et retsmøde, oplæses dommens eller
kendelsens konklusion.
Stk. 6. Efter
afsigelsen af en dom meddeler retten parterne udskrift af dommen. Efter
afsigelsen af en kendelse meddeler retten en part udskrift af kendelsen,
hvis parten anmoder herom, eller hvis parten ikke var til stede ved
afsigelsen af kendelsen.
§ 219 a.
Rettens afgørelser i straffesager træffes snarest muligt, efter at den
pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse til dom eller
kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller kendelsen vil
blive afsagt. Kan afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal dom eller
kendelse dog afsiges senest inden en uge og, hvor nævninger har
medvirket, senest dagen efter.
Stk. 2. Såfremt
særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige
de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal anføres de
omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes.
Beslutningen kan ikke kæres.
Stk. 3. Dommen
afsiges i et retsmøde. Hvis afsigelsen ikke finder sted samme dag, som
sagen er optaget til dom, og tiltalte ikke er fængslet, eller hvis sagen
er behandlet efter § 896 a, kan dommen dog afsiges uden afholdelse
af retsmøde. Afsiges dommen i et retsmøde, oplæses dommens konklusion.
Stk. 4. Hvis tiltalte er fængslet, bør den pågældende bringes til stede ved dommens afsigelse.
Stk. 5. Retten
meddeler tiltalte udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 855,
stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal udskriften
forkyndes. Er sagen fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 855,
stk. 3, nr. 4, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte
personlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne personlig.
Stk. 6. Tiltalte
vejledes om adgangen til at anke dommen. Vejledningen gives ved dommens
afsigelse, hvis tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende
meddelelse eller forkyndelse, jf. stk. 5. Hvis afsigelsen ikke
finder sted samme dag, som sagen er optaget til dom, gives vejledningen
samtidig med, at retten tilkendegiver, hvornår dommen vil blive afsagt,
såfremt tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende
meddelelse eller forkyndelse, jf. stk. 5. Det anføres i retsbogen,
hvis vejledningen gives i et retsmøde, hvor tiltalte er til stede.
Stk. 7. Retten
underretter den forurettede og andre, der har fremsat et borgerligt krav
i en offentlig straffesag, om rettens afgørelse om kravet. I øvrigt
meddeler retten den forurettede en udskrift af dommen, hvis den
forurettede har anmodet om det.
§ 220. Stadfæstelse af en indanket dom kan gives enten i henhold til de i samme anførte grunde eller i henhold til ny begrundelse.
Stk. 2. I overordnet rets dom skal det altid anføres, ved hvilken ret den indankede dom er afsagt.
[ Rettens berigtigelse af skrivefejl mv. ] § 221. Retten
kan til enhver tid i embeds medfør eller ifølge begæring berigtige
skrivefejl, som er indløbet i henseende til ord, navne eller tal, blotte
regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedrører
udfærdigelsens form.
Stk. 2. Fremdeles
kan den også, når begæring derom fremkommer inden ankefristens udløb, og
efter at der er givet parterne og i straffesager tillige forsvareren
lejlighed til at ytre sig derom, berigtige den i afgørelsen af en
borgerlig sag indeholdte fremstilling af parternes mundtlige angivelser
og ytringer eller den i afgørelsen af en straffesag indeholdte
fremstilling af sagens faktiske sammenhæng, for så vidt fremstillingen
erkendes at lide af fejl, bestående i forbigåelser, uklarheder eller
modsigelser, men derimod ikke i øvrigt foretage forandringer enten i
begrundelsen eller resultatet. Beslutning angående slige berigtigelser
træffes, og meddelelse om dem sker efter de samme regler, som gælder for
den oprindelige afgørelse.
Stk. 3. Den i
henhold til rettens beslutning berigtigede afgørelse træder i alle
henseender i stedet for den oprindelige. Beslutningen angående
berigtigelse er ikke genstand for anke eller kære.
[ Omgørelse af kendelser/beslutninger ] § 222.
Kendelser af procesledende karakter og beslutninger kan omgøres, når nye
oplysninger foreligger, samt når retten i øvrigt finder det
hensigtsmæssigt.
§ 223. (Ophævet)
§ 223 a.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af
udenlandske domstole og myndigheder om borgerlige krav og udenlandske
offentlige forlig om sådanne krav skal have bindende virkning her i
riget, når anerkendelsen ikke vil være åbenbart uforenelig med landets
retsorden.
§ 223 b.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at der ikke kan kræves
legalisering, bekræftelse m.v. af offentlige dokumenter, der er
udfærdiget af domstole eller myndigheder i et andet land.
Stk. 2.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om fremgangsmåden
ved besvarelse af henvendelser fra udlandet om ægtheden af offentlige
dokumenter, der angives at være udfærdiget af danske domstole eller
andre offentlige myndigheder.
Tredje bog.
Den borgerlige retspleje
Første afsnit.
Almindelige bestemmelser
Kapitel 21
Saglig kompetence
§ 224. Borgerlige retssager behandles i 1. instans ved byret, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov.
§ 225. Ved Sø-
og Handelsretten behandles sager om EF-varemærker, jf. varemærkelovens
§ 43 a, og sager om EF-design, jf. designlovens § 42.
Stk. 2. Medmindre parterne har aftalt andet, kan endvidere følgende sager anlægges ved Sø- og Handelsretten:
1) Internationale sager, hvor fagkundskab til internationale erhvervsforhold har væsentlig betydning,
2) sager, hvor
Forbrugerombudsmanden er part og anvendelsen af lov om markedsføring
eller lov om visse betalingsmidler har væsentlig betydning,
3) sager, hvor
anvendelsen af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven,
patentloven, lov om brugsmodeller eller lov om beskyttelse af
halvlederprodukters udformning (topografi) har væsentlig betydning, og
4) sager, hvor anvendelsen af konkurrenceloven har væsentlig betydning.
Stk. 3. Anlægges en
sag, der er omfattet af stk. 2, ved byretten, henviser retten efter
anmodning fra en part sagen til Sø- og Handelsretten. § 226,
stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
[ Henvisning til Landsretten ] § 226. Byretten kan efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af principiel karakter.
Stk. 2. Hvis
parterne har aftalt, at sagen skal behandles ved byretten, kan
henvisning kun ske efter anmodning fra begge parter. Henvisning kan ikke
ske i de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b og 44
omhandlede sager.
Stk. 3. Anmodning om
henvisning skal fremsættes senest i det forberedende møde, jf.
§ 353, eller, hvis et sådant møde ikke afholdes, senest 4 uger
efter rettens meddelelse om, at der ikke skal holdes et forberedende
møde. Retten kan dog i særlige tilfælde henvise sagen efter en
anmodning, der fremsættes senere, men inden forberedelsens slutning.
Stk. 4. Afgørelse
af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved kendelse. En
kendelse, hvorved sagen henvises, kan ikke indbringes for højere ret.
§ 227. Byretten
kan efter anmodning fra en part henvise en sag, hvor fagkundskab til
erhvervsforhold er af væsentlig betydning, herunder vedrørende
ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres ansatte, til behandling
ved Sø- og Handelsretten, hvis sagen er af principiel karakter.
Stk. 2. Reglerne i § 226, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse.
§§ 228-231. (Ophævet)
§ 232. Retten påser af egen drift, at den har saglig kompetence til at behandle sagen.
Stk. 2. Har retten
ikke saglig kompetence til at behandle sagen eller et af de rejste krav,
henviser den sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol,
såfremt sagen eller kravet hører under en almindelig domstol eller
boligret. Retten kan dog beslutte at færdigbehandle sagen, såfremt
kompetencespørgsmålet først kommer til afgørelse under sagens gang.
Stk. 3. Afgørelse om
henvisning træffes ved kendelse. Er retten ikke kompetent, og kan
henvisning ikke ske, afviser retten sagen ved dom.
§§ 233-234. (Ophævet)
Kapitel 22
Stedlig kompetence
[ Værneting: Sagsøgtes hjemting ] § 235. Retssager anlægges ved sagsøgtes hjemting, medmindre andet er bestemt ved lov.
Stk. 2. Hjemtinget er i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl. Har sagsøgte bopæl i flere retskredse, er hjemtinget i enhver af dem.
Stk. 3. Har sagsøgte ingen bopæl, er hjemtinget i den retskreds, hvor han opholder sig.
Stk. 4. Har sagsøgte
hverken bopæl eller kendt opholdssted, er hjemtinget i den retskreds,
hvor han sidst har haft bopæl eller opholdssted.
§ 236. Danske
statsborgere, der er bosat i udlandet uden tillige at have bopæl i
Danmark, og som ikke er undergivet bopælslandets domsmyndighed, har
hjemting i København.
§ 237. Sager
mod personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed, kan, når sagen
vedrører virksomheden, anlægges ved retten på det sted, hvorfra
virksomheden udøves.
§ 238.
Selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger,
der kan optræde som part i retssager, har hjemting i den retskreds, hvor
hovedkontoret ligger, eller, hvis et sådant ikke kan oplyses, i den
retskreds, hvor et af bestyrelsens eller direktionens medlemmer har
bopæl.
Stk. 2. Sager mod de
i stk. 1 nævnte sammenslutninger, der driver erhvervsvirksomhed
uden for hjemtinget, kan, når sagen vedrører virksomheden, anlægges ved
retten på det sted, hvorfra virksomheden udøves.
Stk. 3. Sager, der
vedrører sammenslutningen, og som rejses af sammenslutningen mod de
enkelte medlemmer eller opstår imellem disse, kan anlægges ved
sammenslutningens hjemting.
Stk. 4. Sager om
erstatning mod stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører i de i
stk. 1 nævnte sammenslutninger kan anlægges ved sammenslutningens
hjemting.
[ Hjemting: Regioner og kommuners ] § 239. Regioner og kommuner har hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger.
[ Hjemting: Staten ] § 240. Staten har hjemting i den retskreds, hvor den myndighed, som stævnes på statens vegne, har kontor.
Stk. 2. Sager om
prøvelse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed anlægges
ved sagsøgerens hjemting, hvis sagsøgeren har hjemting i Danmark, jf.
dog § 245.
[ Værneting: Fast ejendom ] § 241. Sager vedrørende rettigheder over fast ejendom kan anlægges ved retten på det sted, hvor ejendommen ligger.
§ 242. Sager om
kontraktsforhold kan anlægges ved retten på det sted, hvor den
forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal
opfyldes.
Stk. 2. Bestemmelsen
i stk. 1 finder ikke anvendelse på pengekrav, medmindre kravet er
opstået under ophold i retskredsen under sådanne omstændigheder, at det
skulle opfyldes, inden stedet forlades.
§ 243. Sager,
hvorunder der påstås straf, erstatning eller oprejsning i anledning af
retskrænkelser, kan anlægges ved retten på det sted, hvor retskrænkelsen
er foregået.
§ 244. I sager
om forbrugeraftaler, som ikke er indgået ved personlig henvendelse på
den erhvervsdrivendes faste forretningssted, kan forbrugeren anlægge sag
mod den erhvervsdrivende ved sit eget hjemting.
§ 245. Parterne kan aftale, ved hvilken af flere ligeartede retter sagen skal anlægges.
Stk. 2. I sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om værneting ikke bindende for forbrugeren.
§ 246. Sager
mod personer, selskaber, foreninger, private institutioner og andre
sammenslutninger, der ikke har hjemting i Danmark, kan anlægges her i
landet, for så vidt nogen ret efter bestemmelserne i §§ 237, 238,
stk. 2, 241, 242, 243 og 245 kan anses som værneting i sagen. I
sager om forbrugeraftaler kan forbrugeren anlægge sag mod de i 1. pkt.
nævnte personer og sammenslutninger ved sit eget hjemting, såfremt
fremsættelsen af særligt tilbud eller reklamering i Danmark er gået
forud for aftalens indgåelse og forbrugeren her i landet har foretaget
de dispositioner, der er nødvendige til indgåelse af aftalen.
Stk. 2. Kan ingen
ret efter stk. 1 anses som værneting i sagen, kan sager vedrørende
formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer anlægges ved
retten på det sted, hvor de ved stævningens forkyndelse opholder sig.
Stk. 3. Sager
vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer og
sammenslutninger kan endvidere, hvis der ikke er værneting efter reglen i
stk. 1, anlægges ved retten på det sted, hvor den pågældende
person eller sammenslutning på tidspunktet for sagens anlæg har gods,
eller hvor det gods, kravet angår, befinder sig på tidspunktet for
sagens anlæg. Afværges arrest i gods gennem sikkerhedsstillelse,
betragtes sikkerhedsstillelsen som gods, der befinder sig på det sted,
hvor arrestbegæringen er eller i givet fald skulle være indgivet.
§ 246 a.
Sager om stadfæstelse af arrest i et skib og om den fordring, for
hvilken arresten er gjort, kan anlægges ved retten på det sted, hvor
arresten er foretaget eller ville være foretaget, hvis den ikke var
afværget ved sikkerhedsstillelse.
§ 247. I sager,
der er omfattet af en international overenskomst, som er gennemført i
dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v. eller lov om Bruxelles
I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør af de nævnte
love, anvendes overenskomstens værnetingsregler. Dette gælder dog ikke
sager, der anlægges ved det i § 246 a nævnte værneting, og som er
omfattet af konventionen af 10. maj 1952 om arrest i søgående skibe.
Stk. 2. Hvor der
ikke efter dansk lovgivning i øvrigt er værneting for en sag, der efter
en international overenskomst som nævnt i stk. 1, 1. pkt., skal
eller kan anlægges her i landet, anlægges sagen ved sagsøgerens hjemting
eller, såfremt sagsøgeren ikke har hjemting her i landet, i København.
[ Værneting: Anlagt rette sted? ] § 248. Retten
påser af egen drift, om sagen er indbragt for rette værneting.
Fremsætter sagsøgte ikke indsigelse mod rettens kompetence i
svarskriftet eller i det i § 352, stk. 3, omhandlede retsmøde,
anses retten for rette værneting.
[ Henvise sagen ] Stk. 2. Er sagen
anlagt ved en ret, som ikke er rette værneting til at behandle sagen
eller et af de rejste krav, henviser retten om muligt sagen eller kravet
til afgørelse ved rette domstol. Afgørelse om henvisning træffes ved
kendelse. Kan henvisning ikke ske, afviser retten sagen ved dom.
Kapitel 23
Sammenlægning og adskillelse af krav
[ Objektiv kumulation ] § 249. Sagsøgeren kan under én sag fremsætte flere krav mod sagsøgte, såfremt:
1) der er værneting for alle kravene her i landet,
2) retten er værneting for ét af kravene,
3) retten er saglig kompetent med hensyn til ét af kravene, og
4) alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler.
[ Efterfølgende objektiv kumulation (senere modkrav) ] Stk. 2. Sagsøgte kan under sagen fremsætte modkrav med påstand om dom for modkravet eller en del af dette, såfremt
1) der er
værneting for modkravet her i landet eller kravet udspringer af den
samme kontrakt eller det samme forhold, som sagsøgerens krav støttes på,
og
2) modkravet kan behandles efter samme processuelle regler som sagsøgerens krav.
[ Henvisning hvis ej kompetent ] Stk. 3. Har retten
ikke saglig kompetence til at behandle et fremsat krav eller modkrav
under en selvstændig sag, kan retten henvise kravet til afgørelse ved
den rette domstol, jf. § 232, stk. 2. Retten kan i stedet for
at henvise et modkrav til afgørelse ved den rette domstol henvise sagen i
sin helhed til afgørelse ved denne.
Stk. 4. Om inddragelse af nye krav eller modkrav under sagen gælder tillige reglerne om fremsættelse af nye påstande og anbringender.
[ Subjektiv kumulation (oprindelig) ] § 250. Flere parter kan sagsøge eller sagsøges under én sag, såfremt:
1) der er værneting for alle kravene her i landet,
2) retten er værneting for ét af kravene,
3) retten er saglig kompetent med hensyn til ét af kravene,
4) alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler, og
5) ingen af
parterne gør indsigelse, eller kravene har en sådan sammenhæng, at de
uanset fremsatte indsigelser bør behandles under én sag.
[ Efterfølgende subjektiv kumulation (adcitation) ] Stk. 2. Hver af parterne kan inddrage krav mod tredjemand under sagen, såfremt:
1) der er værneting for kravet mod tredjemand her i landet,
2) kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav, og
3) hverken de
øvrige parter eller tredjemand gør indsigelse, eller kravet har en sådan
sammenhæng med et af de øvrige krav, at kravet uanset fremsatte
indsigelser bør behandles under sagen.
[ Kumulation ej mulig ] Stk. 3. Er
betingelserne efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2, nr. 3, ikke
opfyldt, træffer retten i medfør af § 253 bestemmelse om særskilt
behandling og afgørelse af kravene. Er retten ikke rette værneting for
eller saglig kompetent med hensyn til et krav, henvises kravet dog til
afgørelse ved den rette domstol.
[ Manglende saglig kompetence ] Stk. 4. Har retten
ikke saglig kompetence til at behandle et krav under en selvstændig sag,
kan den henvise kravet til afgørelse ved den rette domstol.
[ Undtagelser til muligheden for subjektiv kumulation ] Stk. 5. Retten kan
efter anmodning af en af de oprindelige parter afvise et krav mod
tredjemand, såfremt kravet burde have været inddraget i sagen tidligere.
Efter forberedelsens afslutning kan krav mod tredjemand kun inddrages i
sagen med rettens samtykke.
[ Hovedintervention ] § 251. Tredjemand kan ved at indlevere stævning til retten indtræde som part i en sag i 1. instans, såfremt:
1) der er værneting her i landet for hans krav,
2) kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav, og
3) tredjemand vil
nedlægge selvstændig påstand med hensyn til sagens genstand, eller
tredjemands krav har en sådan sammenhæng med det oprindelige krav, at
kravet bør behandles under sagen, og dette ikke vil medføre væsentlige
ulemper for de oprindelige parter.
[ Henvisning v/ manglende saglig kompetence ] Stk. 2. Har retten
ikke saglig kompetence til at behandle tredjemands krav under en
selvstændig sag, kan den henvise kravet til afgørelse ved den rette
domstol. Byretten kan dog ikke henvise et krav til landsret, og
landsretten kan ikke henvise et krav til byret.
[ Undtagelse: Afvisning af hovedintervention ] Stk. 3. Retten kan
efter anmodning af en af de oprindelige parter afvise tredjemands krav,
såfremt indtræden i sagen burde være sket tidligere. Efter
forberedelsens afslutning kan indtræden i sagen kun ske med rettens
samtykke.
[ Biintervention ] § 252. Tredjemand, der har en retlig interesse i udfaldet af en sag, kan indtræde i sagen til støtte for en af parterne.
[ Offentlig myndighed kan indtræde ] Stk. 2. Har
afgørelsen af sagens retsspørgsmål væsentlig betydning for den
offentlige forvaltnings behandling af samme spørgsmål eller spørgsmål af
samme art, kan vedkommende myndighed på tilsvarende måde indtræde i
sagen, hvis det kan ske uden væsentlig ulempe for sagens behandling.
Retten kan, efter at parterne har haft adgang til at udtale sig, ved
henvendelse til vedkommende myndighed give denne lejlighed til at
indtræde i sagen.
[ Skriftlighedskrav ] Stk. 3. Anmodning om
indtræden i sagen indgives skriftligt til retten eller fremsættes med
rettens tilladelse mundtligt i et retsmøde i sagen. Retten giver
parterne meddelelse om anmodningen. Afgørelse af spørgsmål om indtræden i
sagen træffes efter anmodning ved kendelse.
Stk. 4. Retten
bestemmer, på hvilken måde den indtrædende skal have adgang til at
udtale sig under sagen og føre bevis. Retten kan tillægge eller pålægge
den indtrædende sagsomkostninger.
[ Udskillelse/delafgørelser ] § 253. Retten
kan bestemme, at forberedelsen eller hovedforhandlingen foreløbig skal
begrænses til en del af det krav, som sagen angår, eller, hvor sagen
omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af disse.
Stk. 2. Retten kan
træffe særskilt afgørelse om en del af det krav, som sagen angår.
Omfatter sagen flere krav eller spørgsmål, kan retten træffe særskilt
afgørelse om et af disse.
[ Fuldbyrdelse af delafgørelser ] Stk. 3. Særskilte
afgørelser om modkrav eller krav, over for hvilke der er fremsat
modkrav, kan kun fuldbyrdes, hvis retten i afgørelsen har truffet
bestemmelse om, at afgørelsen mod eller uden sikkerhedsstillelse skal
kunne fuldbyrdes for en del eller i sin helhed. Det samme gælder
særskilte afgørelser om et enkelt af sagens spørgsmål, der ikke
afslutter rettens behandling af sagen eller et af kravene i sagen.
[ Appel af delafgørelser ] Stk. 4. De i
stk. 3 nævnte afgørelser kan først indbringes for højere ret i
forbindelse med den endelige afgørelse i sagen, medmindre afgørelsen kan
fuldbyrdes, eller den højere ret har tilladt, at afgørelsen indbringes
særskilt. Anmodning om sådan tilladelse skal indgives til den højere ret
inden udløbet af den almindelige frist for indbringelse af afgørelsen.
Meddeles tilladelsen, skal sagen indbringes for den overordnede ret
inden 4 uger.
[ Retten kan sammenlægge sager ] § 254. Retten
kan bestemme, at flere sager, der verserer ved retten mellem samme eller
forskellige parter, skal forhandles i forbindelse med hinanden. Rettens
afgørelse herom kan ikke indbringes for højere ret.
[ Henvisning af sag ] Stk. 2. Retten kan
efter anmodning fra en part henvise en sag i 1. instans til behandling
ved en anden ret, hvis sagen efter indhentet udtalelse fra den anden ret
findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en
anden sag, der verserer ved den anden ret, jf. dog § 247,
stk. 1. På samme måde kan en landsret henvise en ankesag til
behandling ved den anden landsret.
Kapitel 23 a
Gruppesøgsmål
[ Gruppesøgsmål ] § 254 a. Ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer, kan behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b, 44 og 88 omhandlede sager.
[ Betingelser: Gruppesøgsmål ] § 254 b. Gruppesøgsmål kan anlægges, når
1) der foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a,
2) der er værneting for alle kravene her i landet,
3) retten er værneting for et af kravene,
4) retten er sagligt kompetent med hensyn til et af kravene,
5) gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på,
6) gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde og
7) der kan udpeges en grupperepræsentant, jf. § 254 c.
Stk. 2. Har retten
ikke saglig kompetence til at behandle alle kravene under en selvstændig
sag, kan retten henvise sagen til afgørelse ved en domstol, der har
saglig kompetence til at behandle mindst ét krav.
[ Grupperepræsentant ] § 254 c.
Gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens vegne.
Grupperepræsentanten udpeges af retten. Som grupperepræsentant kan, jf.
dog stk. 2, udpeges
1) et medlem af gruppen,
2) en forening,
privat institution eller anden sammenslutning, når søgsmålet falder
inden for rammerne af sammenslutningens formål, eller
3) en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til det.
Stk. 2. I
gruppesøgsmål efter § 254 e, stk. 8, kan som
grupperepræsentant kun udpeges en offentlig myndighed, der ved lov er
bemyndiget til det.
Stk. 3. Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage gruppemedlemmernes interesser under sagen.
Stk. 4. Adgangen
til at være grupperepræsentant ophører ikke alene af den grund, at der
efter sagens anlæg sker forandringer i de omstændigheder, der er nævnt i
stk. 1.
[ Gruppesøgsmål: Stævning ] § 254 d.
Gruppesøgsmål anlægges ved indlevering af stævning til retten, jf.
§ 348. Stævningen kan indleveres af enhver, der efter § 254 c,
stk. 1, kan udpeges som grupperepræsentant. Ud over, hvad der
fremgår af § 348, skal stævningen indeholde
1) en beskrivelse af gruppen,
2) oplysninger om, hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen, og
3) et forslag til grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet.
Stk. 2. Opfylder
stævningen ikke kravene i stk. 1, og er den herefter uegnet til at
danne grundlag for sagens behandling, finder § 349 tilsvarende
anvendelse.
[ Udpege grupperepræsentant mv. ] § 254 e. Retten udpeger en grupperepræsentant, hvis betingelserne i §§ 254 b og 254 c er opfyldt.
Stk. 2. Retten kan i
forbindelse med udpegningen af grupperepræsentanten eller efter udløbet
af fristen for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig
gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 8, bestemme, at grupperepræsentanten
skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger, grupperepræsentanten kan
blive pålagt at betale til modparten. Sikkerhedens art og størrelse
fastsættes af retten. Stilles sikkerheden ikke, og udpeges der ikke en
anden grupperepræsentant, afvises sagen.
Stk. 3. Retten kan
senere udpege en ny grupperepræsentant, hvis det er påkrævet. I
gruppesøgsmål med tilmelding, jf. stk. 6, skal retten tage stilling
til, om det er påkrævet at udpege en ny grupperepræsentant, hvis mindst
halvdelen af de gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet,
anmoder herom og anmodningen er ledsaget af et forslag til ny
grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet.
Stk. 4. Retten fastlægger rammen for gruppesøgsmålet. Retten kan senere ændre rammen, hvis det er påkrævet.
[ Tilmelding el. framelding ] Stk. 5.
Gruppesøgsmålet omfatter de gruppemedlemmer, der har tilmeldt sig
gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 7, medmindre retten bestemmer, at
gruppesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt
sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 8.
[ Frist for tilmelding ] Stk. 6. Retten
fastsætter en frist for ved skriftlig meddelelse at tilmelde sig
gruppesøgsmålet. Retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske. Retten
kan undtagelsesvis tillade, at tilmelding sker efter fristens udløb,
hvis særlige grunde taler for det.
Stk. 7. Retten kan
bestemme, at tilmelding til gruppesøgsmålet skal være betinget af, at
gruppemedlemmet stiller en af retten fastsat sikkerhed for
sagsomkostninger, medmindre gruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring
eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, eller
gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces efter
§§ 327-329 og gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser
efter § 325. Justitsministeren meddeler efter ansøgning fra
grupperepræsentanten, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri
proces efter §§ 328 og 329. § 327, stk. 5, 2. og 3. pkt.,
§ 328, stk. 5, 2. pkt., og § 329, 3. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
[ Inddrage krav af ringe størrelse ] Stk. 8. Såfremt
gruppesøgsmålet vedrører krav, hvor det er klart, at kravene på grund af
deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved
individuelle søgsmål, og det må antages, at et gruppesøgsmål med
tilmelding ikke vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravene på,
kan retten efter anmodning fra grupperepræsentanten bestemme, at
gruppesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt
sig gruppesøgsmålet. Retten fastsætter en frist for ved skriftlig
meddelelse at framelde sig gruppesøgsmålet. Retten bestemmer, hvortil
framelding skal ske. Retten kan undtagelsesvis tillade, at framelding
sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.
Stk. 9. De
personer, hvis krav falder inden for rammen af gruppesøgsmålet, skal
underrettes om de i stk. 1-8 nævnte forhold og om retsvirkningerne
af at tilmelde sig henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet.
Underretningen gives på den måde, som retten bestemmer. Retten kan
bestemme, at underretningen helt eller delvis skal ske ved offentlig
bekendtgørelse. Retten kan pålægge grupperepræsentanten at foretage
underretningen. Udgifterne ved underretningen betales foreløbig af
grupperepræsentanten.
[ Parter i gruppesøgsmål ] § 254 f. Som parter i gruppesøgsmålet anses grupperepræsentanten og gruppens modpart.
Stk. 2. Rettens
afgørelser i gruppesøgsmålet har bindende virkning for de
gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet. Med hensyn til
afgørelser om modkrav gælder dette dog kun krav, som udspringer af den
samme kontrakt eller det samme forhold, som gruppemedlemmernes krav
støttes på. I gruppesøgsmål efter § 254 e, stk. 8, har rettens
afgørelser kun bindende virkning for gruppemedlemmer, der ved sagens
anlæg kunne have været sagsøgt her i landet vedrørende det pågældende
krav.
Stk. 3. Et
gruppemedlem kan pålægges at betale sagsomkostninger til modparten
og/eller grupperepræsentanten. Ved afgørelser efter 1. pkt. går
modpartens krav forud for grupperepræsentantens. Gruppemedlemmet kan
højst pålægges at betale sagsomkostninger med et beløb som fastsat i
medfør af § 254 e, stk. 7, med tillæg af beløb, der gennem
retssagen kommer gruppemedlemmet til gode.
Stk. 4. I det
omfang sagsomkostninger, der pålægges et gruppemedlem, som opfylder de
økonomiske betingelser efter § 325, ikke er dækket af en
retshjælpsforsikring eller anden forsikring, betales sagsomkostningerne
af statskassen, hvis gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri
proces i §§ 327-329, dog højst med et beløb som fastsat i medfør af
§ 254 e, stk. 7.
Stk. 5. Reglerne i
§§ 298 og 300, § 301, stk. 1, §§ 302 og 305 og
§ 344, stk. 2, 2. pkt., jf. 1. pkt., finder tilsvarende
anvendelse for gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet.
[ Hæve el. afvise gruppesøgsmål ] § 254 g.
Opstår der spørgsmål om at hæve eller afvise gruppesøgsmålet, skal
gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, underrettes,
medmindre underretning er åbenbart overflødig. Retten kan bestemme, at
der skal ske underretning i andre tilfælde, herunder når der opstår
spørgsmål om at godkende et forlig. Reglerne i § 254 e,
stk. 9, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Såfremt
gruppesøgsmålet hæves eller afvises, kan et gruppemedlem, der er
omfattet af gruppesøgsmålet, ved skriftlig meddelelse til retten inden 4
uger indtræde som part, for så vidt angår den pågældendes krav, og
videreføre sagen efter reglerne om individuelle søgsmål. Det samme
gælder, hvis retten i medfør af § 254 e, stk. 4, 2. pkt.,
bestemmer, at et krav ikke skal være omfattet af gruppesøgsmålet.
[ Godkendelse af forlig v/ gruppesøgsmål ] § 254 h.
Forlig, som grupperepræsentanten indgår om krav, der er omfattet af
gruppesøgsmålet, opnår gyldighed, når forliget er godkendt af retten.
Retten godkender forliget, medmindre der ved forliget sker usaglig
forskelsbehandling af gruppemedlemmer eller forliget i øvrigt er
åbenbart urimeligt. Gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet,
skal underrettes om rettens godkendelse af et forlig. Reglerne i
§ 254 e, stk. 9, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
[ Underretning om dom ] § 254 i.
Retten underretter gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet,
om sagens afgørelse. Reglerne i § 254 e, stk. 9, 2. og 3.
pkt., finder tilsvarende anvendelse. Retten meddeler efter anmodning
gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, en ekstraktudskrift
af dommen.
[ Anke af gruppesøgsmål ] § 254 j. Ankes en dom i et gruppesøgsmål af grupperepræsentanten, finder § 254 e, stk. 5-9, tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Anker
grupperepræsentanten ikke, kan anke iværksættes af enhver, der efter
§ 254 c, stk. 1 og 2, kan udpeges som grupperepræsentant, og
§ 254 b, stk. 1, nr. 1, 5 og 7, og § 254 e, stk. 1
og 4-9, finder tilsvarende anvendelse. Anker grupperepræsentanten en del
af en dom, finder 1. pkt. anvendelse på de øvrige dele af dommen.
Stk. 3. Ankes en dom i et gruppesøgsmål af gruppens modpart, behandles anken efter reglerne om gruppesøgsmål.
Stk. 4. Reglerne i
§ 254 c, § 254 e, stk. 2 og 3, og §§ 254 f-254 i
finder tilsvarende anvendelse under anken. Reglerne i § 368,
stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder ikke anvendelse.
§ 254 k.
Et gruppemedlem, der er omfattet af gruppesøgsmålet, og hvis krav ikke
er omfattet af en anke efter § 254 j, kan anke en dom i et
gruppesøgsmål, for så vidt angår den pågældendes krav. Anke eller
ansøgning om anketilladelse anses som rettidig, såfremt ankestævningen
eller ansøgningen om anketilladelse indleveres senest 4 uger efter
udløbet af den almindelige frist herfor.
Kapitel 24
Sagens parter
§ 255. Hvo der er ret sagsøger eller sagvolder, afgøres efter lovgivningens almindelige regler.
[ Nødvendigt procesfællesskab ] Stk. 2. Ligeledes
afgøres det efter lovgivningens almindelige regler, om det ifølge
retsforholdets beskaffenhed er nødvendigt, at flere personer optræder
som procesfæller for at udgøre ret sagsøger eller sagvolder.
§ 255 a.
En part kan forlange at få udleveret kopi af dokumenter, der vedrører
sagen, herunder indførsler i retsbøgerne, medmindre andet er bestemt.
Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses
1) dokumenter, der udarbejdes af retten til eget brug ved behandlingen af en sag, og
2) voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger.
Stk. 3. Anmodning
om aktindsigt indgives til den ret, der i øvrigt behandler eller har
behandlet sagen. Rettens afgørelse, der efter anmodning træffes ved
kendelse, kan påkæres efter reglerne i kapitel 37.
Stk. 4. Retten
afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. Er
anmodningen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at
anmodningen er modtaget af retten, skal ansøgeren underrettes om grunden
hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.
§ 256. Hvor et
nødvendigt procesfællesskab mellem flere personer finder sted, og i et
retsmøde en eller flere af disse udebliver, medens en eller flere af dem
giver møde, repræsenterer den eller de, der møder, de udeblevne.
§ 257. I
retssager kan en umyndig ikke optræde på egen hånd. Udøves værgemål af
forældre i forening, og udebliver den ene af forældrene i et retsmøde,
mens den anden møder, optræder den mødte på den umyndiges vegne under
retsmødet.
Stk. 2. Værgen kan
ikke uden samtykke fra den, der er umyndig, anlægge retssag, der angår
formuerettigheder, hvorover den pågældende har rådigheden, eller som
vedrører en aftale, som den pågældende gyldigt har indgået på egen hånd.
Værgen kan heller ikke uden samtykke fra den, der er under værgemål med
fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6,
anlægge retssag, der vedrører en legemskrænkelse eller en freds- og
æreskrænkelse, der er tilføjet den pågældende, medmindre den, der er
under værgemål, som følge af manglende forståelse for sagens betydning
ikke kan tage stilling hertil.
§ 258. Retten
har ikke på embeds vegne at afkræve parterne bevis for, at de er myndige
til at råde over processen. Afvisning på grund af sagsøgerens eller
sagvolderens mangel på myndighed til at råde over sagen finder derfor
kun sted efter påstand.
Stk. 2. Dog kan
retten på embeds vegne afvise sagen enten straks, eller når de fornødne
oplysninger ikke fremskaffes, når der ifølge den måde, hvorpå parterne i
processkrifterne betegnes, eller i øvrigt ifølge de foreliggende
oplysninger er grund til at antage, at nogen af dem mangler myndighed
til at råde over sagen.
§ 259. Enhver kan både som sagsøger og som sagvolder gå i rette for sig selv.
Stk. 2. Retten kan
pålægge en part at lade sagen udføre af en advokat, dersom den ikke
finder det muligt at behandle sagen på forsvarlig måde, uden at parten
har sådan bistand. Pålægget kan ikke indbringes for højere ret.
Stk. 3. Efterkommes
et pålæg efter stk. 2 ikke, betragtes processkrifter, der indgives
af parten efter pålæggets meddelelse, som ikke indgivne, ligesom parten
anses for udeblevet fra de retsmøder, der afholdes efter pålæggets
meddelelse. Hvor særlige hensyn taler derfor, kan retten dog beskikke
parten en advokat.
Kapitel 25
Rettergangsfuldmægtige
[ Møde ved rettergangsfuldmægtige ] § 260. En part kan lade en anden møde for sig i retten efter nedenstående regler i stk. 2-9 om rettergangsfuldmægtige.
[ UP: Advokater eneberretigede til retsmøder ] Stk. 2. Advokater er
eneberettigede til at møde i retten som fuldmægtige for parterne,
medmindre andet følger af stk. 3, 5, 6, 8 og 9.
Stk. 3. Der kan dog mødes for en part i retten ved personer, der er
1) værge for en
part, der er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5
eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
2) beslægtet
eller besvogret med en part i op- eller nedstigende linje eller i
sidelinjen så nær som søskendebørn eller er partens ægtefælle, adoptiv-
eller plejeforælder, adoptiv- eller plejebarn,
3) hører til samme husstand som parten, samt ved
4) personer, der
er ansat hos parten for et tidsrum, der ikke er kortere end 1 måned, og –
når parten ikke selv er advokat – ikke med det særlige formål at møde i
retten.
[ Medlemmer af husstanden ] Stk. 4. Personer
omfattet af stk. 3 skal kunne føre bevis for deres tilknytning til
parten, når retten eller modparten forlanger det. Retten kan
undtagelsesvis tillade en passende udsættelse hertil.
[ Småsager mv. ] Stk. 5. En part kan i
sager om inddrivelse af forfaldne pengekrav efter reglerne i kapitel 44
a, i sager om mindre krav efter reglerne i kapitel 39 samt under
udlægsforretninger i fogedretten møde i retten ved andre end de
personer, der er nævnt i stk. 2 og 3.
[ Mandatarer ] Stk. 6.
Justitsministeren kan tillade, at ansatte i foreninger,
interesseorganisationer og lign. , der virker som partsrepræsentanter i
det arbejdsretlige system, kan møde for en part i byretten i retssager
vedrørende løn- og ansættelsesforhold, som foreningerne,
interesseorganisationerne og lign. som mandatar udfører for deres
medlemmer inden for foreningens interesseområde. Det er en betingelse,
at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse,
jf. dog § 135 a, stk. 2.
[ Nærmere regler om mandatarer ] Stk. 7. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om ordningen i stk. 6.
[ Advokater fra nordiske lande ] Stk. 8. Når det
under hensyn til sagens karakter og øvrige omstændigheder findes
forsvarligt, kan retten tillade, at der mødes ved advokat fra andet
nordisk land.
[ Skiftebehandlinger og fogedforretninger ] Stk. 9. Under
skiftebehandlinger er det tilladt at lade møde for sig ved andre end de
personer, der er nævnt i stk. 2 og 3. Det samme gælder under
fogedforretninger, herunder auktionsforretninger, for den, imod hvem
retshandlingen er rettet, og under auktionsforretninger for dem, der
afgiver bud under auktionen. 1. og 2. pkt. finder dog ikke anvendelse,
hvis der under retsmødet skal foregå forhandling om en tvist, jf. dog
§ 495, stk. 2.
[ Beskikkelse af advokat ] Stk. 10. Hvis en
part godtgør, at det ikke har været muligt for vedkommende at antage en
advokat til at udføre en retssag, kan retten beskikke den pågældende en
advokat. Beskikkelsen sker på betingelse af, at parten erklærer sig
villig til at godtgøre statskassen udgifterne herved og efter rettens
bestemmelse stiller sikkerhed for disse udgifter. Retten pålægger
samtidig med sagens afslutning parten at erstatte statskassen dennes
udgifter i forbindelse med beskikkelsen.
[ Krav til befuldmægtigede ] § 261. Den, der uden at være advokat møder som fuldmægtig for parten, må være over 18 år og uberygtet.
[ Afvisning, hvis krav ikke opfyldt ] Stk. 2. Retten har
på embeds vegne at afvise personer, der ikke er berettigede til for den
at give møde for andre, og at tilbagevise processkrifter, der er
underskrevne af andre end parten og de foran nævnte mødeberettigede
personer.
§ 262. (Ophævet)
[ Fuldmægtigs handlinger bindende ] § 263. En
rettergangsfuldmægtigs handlinger eller undladelser er, for så vidt som
de falder inden for bemyndigelsens grænser, lige så bindende for parten,
som om de var foretagne af denne selv.
[ Tilståelser, erklæringer mv. ] Stk. 2. Dog kan
tilståelser eller andre erklæringer om det faktiske i sagen, som
fremkommer under de mundtlige forhandlinger, tilbagekaldes eller
berigtiges af parten selv, når dette sker straks og umiddelbart efter,
at partens rettergangsfuldmægtig har talt.
[ Virkning af død, konkurs, umyndighed ] § 264.
Rettergangsfuldmægtigens bemyndigelse til at handle for en part ophæves i
forhold til modparten ikke derved, at parten er død, kommet under
konkurs eller har mistet sin myndighed til at råde over sagen, ej heller
derved, at parten er blevet myndig til selv at råde over processen, men
kun ved en tilkendegivelse til modparten om befuldmægtigelsens ophør.
[ Retten påser fornøden fuldmagt ] § 265. Retten påser på embeds vegne, at den, der møder som rettergangsfuldmægtig for en part, er befuldmægtiget hertil.
[ Advokater afkræves ikke bevis ] Stk. 2. Dog afkræves
der ikke på embeds vegne advokater bevis for, at de er befuldmægtigede
for parten, og når deres befuldmægtigelse benægtes af modparten, kan de
forlange udsættelse for at tilvejebringe det fornødne bevis.
[ Andre fuldmægtige skal kunne bevise fuldmagt ] Stk. 3. Andre
rettergangsfuldmægtige end advokater må være i stand til straks for
retten og modparten at føre bevis for befuldmægtigelsen, da de ellers
straks kan afvises.
[ Udpegelse til fuldmægtig ] § 266. Når en i
øvrigt til at møde for en part berettiget person erklærer at ville
varetage partens sag og forpligte sig til at tilvejebringe dennes
billigelse, og ingen anden giver møde for parten, kan han, når sådant
kan ske uden væsentlig ulempe, af retten stedes hertil enten mod eller
uden sikkerhedsstillelse. Den pågældende har da inden næste retsmøde
eller dog inden en anden af retten bestemt frist at tilvejebringe
partens godkendelse af hans handlinger; i modsat fald afvises han og har
at tilsvare modparten de ved retsmøderne foranledigede omkostninger så
vel som muligt tab ved sagens forhaling.
[ Fuldmagt udelukker ikke partens egne ytringer ] § 267. Om end
en part i øvrigt lader sin sag udføre ved en rettergangsfuldmægtig, er
han dog ikke udelukket fra selv at ytre sig under den mundtlige
forhandling, umiddelbart efter at hans rettergangsfuldmægtig har talt.
[ Småsager: God skik for rettergangsfuldmægtige ] § 267 a.
Den, som uden at være omfattet af § 260, stk. 2, 3, 6, 8 og 9,
samt § 136, stk. 8, i medfør af § 260, stk. 5,
repræsenterer en part i sager om inddrivelse af forfaldne pengekrav
efter reglerne i kapitel 44 a, i sager om mindre krav efter reglerne i
kapitel 39 samt under udlægsforretninger i fogedretten, skal udvise en
adfærd, som er i overensstemmelse med god skik for
rettergangsfuldmægtige. Rettergangsfuldmægtigen skal udføre sit hverv
grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede
hensyn til klientens tarv tilsiger. Sagen skal fremmes med den fornødne
hurtighed.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om god skik for rettergangsfuldmægtige.
[ Justitsministerens tilsyn med god skik ] § 267 b.
Justitsministeren påser, at rettergangsfuldmægtige overholder reglerne
om god skik i § 267 a og forskrifter udstedt i medfør heraf på
grundlag af indberetning fra retterne og klage fra klienter eller andre,
der har en retlig interesse heri.
[ Sanktioner ved overtrædelse af god skik mv. ] § 267 c.
Justitsministeren kan tildele en rettergangsfuldmægtig en irettesættelse
i mindre grove eller enkeltstående tilfælde af overtrædelse af reglerne
om god skik for rettergangsfuldmægtige. Har en rettergangsfuldmægtig
gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af reglerne
om god skik for rettergangsfuldmægtige, og giver de udviste forhold
grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil overholde
reglerne om god skik for rettergangsfuldmægtige, kan justitsministeren
fratage rettergangsfuldmægtigen retten til at udføre sager for andre ved
domstolene. Fratagelsen kan ske i et tidsrum fra 6 måneder til 5 år
eller indtil videre.
Stk. 2. Justitsministerens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor.
Stk. 3.
Rettergangsfuldmægtigen kan forlange en afgørelse efter stk. 1 om
fratagelse af retten til at udføre sager for andre ved domstolene
indbragt for retten. Retten kan stadfæste, ophæve eller ændre
afgørelsen.
Stk. 4. Anmodning
om sagsanlæg skal fremsættes over for justitsministeren inden 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Justitsministeren
anlægger herefter sag mod rettergangsfuldmægtigen i den borgerlige
retsplejes former.
Stk. 5. Anmodning
om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan, hvis
justitsministeren har frataget rettergangsfuldmægtigen retten til at
udføre sager for andre ved domstolene, ved kendelse udelukke den
pågældende fra at udføre sager for andre ved domstolene, indtil sagen er
endeligt afgjort. Det kan ved dommen bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning.
[ Ophævelse af fratagelse mv. ] § 267 d. Justitsministeren kan til enhver tid ophæve en fratagelse efter § 267 c, stk. 1.
Stk. 2. Er
fratagelsen sket indtil videre, og afslår justitsministeren en ansøgning
om ophævelse af fratagelsen, kan den pågældende forlange spørgsmålet
indbragt for retten, hvis der er forløbet 5 år efter fratagelsen. Sagen
anlægges af justitsministeren i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 3. Godkender
retten justitsministerens afgørelse, kan spørgsmålet først på ny
indbringes for retten, når der er forløbet 2 år efter rettens afgørelse.
Kapitel 26
Forligsmægling
§ 268. I alle borgerlige domssager i første instans mægler retten forlig.
Stk. 2.
Forligsmægling kan dog undlades, såfremt det på grund af sagens
beskaffenhed, parternes forhold eller lignende omstændigheder på forhånd
må antages, at mægling vil være forgæves.
Stk. 3. Mægling kan også foretages, når sagen er indbragt for højere instans.
Stk. 4. Undladelse af mægling kan ikke medføre hjemvisning af sagen.
§ 269. Med
parternes tiltræden kan det besluttes at lukke dørene under mæglingen i
retten, såfremt dette må antages at fremme muligheden for opnåelse af
forlig.
§ 270. Indgåede forlig indføres i retsbogen.
Stk. 2. Spørgsmålet
om gyldigheden af indgåede forlig henhører under afgørelse ved retterne i
første instans, jf. herved § 501, stk. 2. Dog må indsigelser,
der støttes på fejl ved rettens handlinger, gøres gældende ved kære.
Kapitel 27
Retsmægling
§ 271. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på sager, der verserer ved byret, landsret eller Sø- og Handelsretten.
§ 272. Retten
kan efter anmodning fra parterne udpege en retsmægler til at bistå
parterne med selv at nå frem til en aftalt løsning på en tvist, som
parterne har rådighed over (retsmægling).
§ 273. Som retsmægler kan udpeges
1) en dommer
eller fuldmægtig ved det pågældende embede, som af vedkommende
retspræsident er udpeget til at fungere som retsmægler, eller
2) en advokat, som er antaget af Domstolsstyrelsen til at fungere som retsmægler i den pågældende landsretskreds.
Stk. 2. Domstolsstyrelsen fastsætter nærmere regler om antagelse af advokater som retsmæglere.
§ 274. §§ 60 og 61 finder tilsvarende anvendelse for retsmæglere.
§ 275.
Retsmægleren fastlægger forløbet af retsmæglingen i samråd med parterne.
Med parternes samtykke kan retsmægleren holde møder med parterne hver
for sig.
§ 276. En retsmægling afsluttes, hvis
1) parterne når frem til en aftalt løsning på tvisten,
2) retsmægleren bestemmer det eller
3) en af parterne anmoder om det.
Stk. 2. Retsmægleren
afslutter en retsmægling, hvis det er nødvendigt for at hindre, at
parterne under retsmæglingen indgår en aftale, der indebærer strafbare
forhold eller i øvrigt strider mod ufravigelig lovgivning.
§ 277.
Oplysninger, der fremkommer under en retsmægling, er fortrolige,
medmindre parterne aftaler andet eller oplysningerne i øvrigt er
offentligt tilgængelige.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en part videregive oplysninger fra en retsmægling, hvis
1) oplysningen hidrører fra parten selv eller
2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives.
Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for andre deltagere i retsmæglingen end parterne og retsmægleren.
Stk. 4. Hvis sagen
fortsætter ved retten efter endt retsmægling, kan en part uanset
stk. 1 om nødvendigt anvende oplysninger modtaget under
retsmæglingen til at begrunde en anmodning til retten om at pålægge
modparten eller andre at udlevere dokumenter, jf. kapitel 28.
§ 278. Hver part bærer egne omkostninger i forbindelse med en retsmægling, medmindre parterne aftaler andet.
§ 279. Efter en retsmæglings afslutning må retsmægleren ikke virke som dommer eller advokat under sagens fortsatte behandling.
Stk. 2. Uanset
stk. 1 kan en dommer, der har fungeret som retsmægler, efter
anmodning indføre en aftalt løsning som retsforlig i retsbogen og træffe
beslutning om at hæve sagen.
§§ 280-296. (Ophævet)
Kapitel 28
Om parternes og tredjemands forpligtelse til at fremlægge synbare bevismidler
[ Skriftlige parts- og vidneerklæringer ] § 297. Retten
kan tillade, at der indhentes en skriftlig erklæring fra en part eller
fra en person, der ville kunne afhøres som vidne under sagen, hvis det
findes ubetænkeligt. Før retten træffer afgørelse efter 1. pkt.,
skal modparten have adgang til at udtale sig om spørgsmålet.
[ Edition (dokumenter hos modpart) ] § 298. Retten
kan efter begæring af en part pålægge modparten at fremlægge dokumenter,
der er undergivet hans rådighed, og som parten vil påberåbe sig under
sagen, medmindre der derved vil fremkomme oplysning om forhold, som han
ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som
vidne, jf. §§ 169-172.
[ Sanktion: Processuel skadevirkning ] Stk. 2. Undlader
modparten uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i
§ 344, stk. 2, tilsvarende anvendelse.
[ Edition: Dokumenter hos tredjemand ] § 299. Retten
kan efter begæring af en part pålægge tredjemand at forevise eller
udlevere dokumenter, der er undergivet hans rådighed, og som har
betydning for sagen, medmindre der derved vil fremkomme oplysning om
forhold, som han ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive
forklaring om som vidne, jf. §§ 169-172.
[ Sanktioner: Vidnereglerne gælder ] Stk. 2. Undlader tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i § 178 tilsvarende anvendelse.
[ Krav til editionsbegæring ] § 300. En part,
der fremsætter begæring om fremlæggelse af dokumenter i henhold til
§§ 298 og 299, må angive de kendsgerninger, der skal bevises ved
dokumenterne, samt de grunde, hvorpå han støtter, at modparten eller den
opgivne tredjemand er i besiddelse af dokumenterne.
[ Kontradiktion v/ edition ] Stk. 2. Bestemmelse
om fremlæggelse af dokumenter træffes, efter at den, der har rådighed
over dokumenterne, har haft lejlighed til at udtale sig.
[ Kræve udgifter ] Stk. 3. Tredjemand
kan kræve sine udgifter ved fremlæggelsen forudbetalt af parten eller
kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling.
§ 301. Når en
syns- eller skønsforretning skal finde sted, har parterne at give de
udmeldte mænd lejlighed til at bese eller gøre sig bekendt med
forretningens genstand, for så vidt denne er i deres værge eller under
deres rådighed. Vægrer en part sig uden lovlig grund herved, finder
bestemmelsen i § 344, stk. 2, tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Er
forretningens genstand i tredjemands værge, og nægter han de udmeldte
adgang til at iagttage den, kan vedkommende part derom henvende sig til
den ret, hvor afhjemlingen skal ske. Skønner retten, at tredjemands
vægring ifølge grundsætningerne i § 299 er ubeføjet, pålægges det
ham at tilstede synsmændene adgang inden en vis frist. De i §§ 299
og 300 givne regler bliver i øvrigt i sådant tilfælde at anvende.
Kapitel 29
Afhøring af parter
[ Retten kan indkalde til partsforklaring ] § 302. Retten
kan efter modpartens påstand indkalde en part til personligt møde for at
besvare spørgsmål sigtende til sagens oplysning.
Stk. 2. Retten kan dog beslutte, at partsforklaring i stedet skal afgives for den byret, hvor det findes mest hensigtsmæssigt.
[ Parters ret til at afgive forklaring ] § 303. Enhver
part kan frivillig fremstille sig og begære personlig at afgive sin
forklaring. Den part, der fremstiller sig for at afgive forklaring, er
pligtig at besvare de yderligere spørgsmål, som modparten eller retten
måtte gøre ham.
§ 304. (Ophævet)
[ Partsforklaringer: Vidnefritagelsesregler gælder ] § 305. I øvrigt
finder ved partsafhøring reglerne om vidner i kapitel 18, bortset fra
§§ 178, 182 og 188, anvendelse med de fornødne lempelser.
Kapitel 29 a
Oplysningspligt ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.
§ 306. I
forbindelse med en sag om en krænkelse eller overtrædelse som nævnt i
§ 653, stk. 2, kan retten efter anmodning af en part, der er
beføjet til at påtale krænkelsen eller overtrædelsen, pålægge en modpart
eller tredjemand at give oplysninger, jf. stk. 2, som den
pågældende råder over, om varer eller tjenesteydelser, der udgør en
sådan krænkelse eller overtrædelse, såfremt
1) den pågældende som led i erhvervsvirksomhed er fundet i besiddelse af de pågældende krænkende varer,
2) den pågældende som led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at anvende de pågældende krænkende tjenesteydelser,
3) den pågældende
som led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at yde tjenester, der
anvendes i de pågældende krænkende aktiviteter, eller
4) den pågældende
ifølge personer omfattet af nr. 1-3 har medvirket til produktion,
fremstilling eller distribution af de pågældende krænkende varer eller
levering af de pågældende krænkende tjenesteydelser.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger omfatter
1) navn og
adresse på producenter, fremstillere, distributører, leverandører og
andre tidligere indehavere af de pågældende varer og tjenesteydelser
samt på grossister og detailhandlere, som de pågældende varer eller de
pågældende tjenesteydelser var bestemt for, og
2) oplysninger om
de producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder
og den pris, der er opnået for de pågældende varer eller
tjenesteydelser.
Stk. 3. Retten
afslår helt eller delvis en anmodning efter stk. 1, hvis det må
antages, at udlevering af oplysningerne vil påføre den, anmodningen
vedrører, eller andre skade eller ulempe, som står i misforhold til den
anmodende parts interesse i oplysningerne.
Stk. 4. Et pålæg
efter stk. 1 omfatter ikke oplysninger, som den, anmodningen
vedrører, i medfør af §§ 169-172 ikke har pligt til at afgive
forklaring om som vidne. § 173 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Undlader
modparten uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder
bestemmelserne i § 178 og § 344, stk. 2, tilsvarende
anvendelse. Undlader tredjemand uden lovlig grund at efterkomme
pålægget, finder bestemmelsen i § 178 tilsvarende anvendelse.
§ 307. En part,
der fremsætter anmodning om pålæg efter § 306, skal angive de
oplysninger, der ønskes, og begrundelsen for, at den, anmodningen
vedrører, er omfattet af § 306, stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 2. Bestemmelse
om pålæg efter § 306 træffes, efter at modparten og den,
anmodningen vedrører, har haft lejlighed til at udtale sig. Retten
bestemmer, hvordan pålægget skal efterkommes.
Stk. 3. Tredjemand
kan kræve sine udgifter ved at efterkomme pålægget forudbetalt af parten
eller kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling.
§§ 308-310. (Ophævet)
Kapitel 30
Sagsomkostninger
[ Anmodende part betaler sagsomkostninger ] § 311. Enhver
part skal foreløbig betale de omkostninger, der er forbundet med
processuelle skridt, som parten har foretaget eller anmodet om.
[ Modpartens supplerende spørgsmål til skønstema mv. ] Stk. 2. Retten kan
efter anmodning fra en part, der efter stk. 1 foreløbig skal betale
omkostningerne ved et syn og skøn eller lignende, bestemme, at
modparten foreløbig skal betale en del af omkostningerne, hvis
modpartens spørgsmål til syns- og skønsmanden m.v. i væsentlig grad har
bevirket en forøgelse af omkostningerne.
[ Omkostninger ved ex officio processuelle skridt ] Stk. 3. Retten
bestemmer, i hvilket forhold parterne foreløbig skal betale de
omkostninger, der er forbundet med processuelle skridt, som retten
anordner af egen drift.
[ Betinge processuelle skridt af sikkerhedsstillelse ] Stk. 4. Er parten
ikke repræsenteret af advokat, kan retten betinge iværksættelse af et
processuelt skridt af, at parten stiller en sikkerhed, hvis art og
størrelse fastsættes af retten.
[ Taberen betaler v/ dom ] § 312. Den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet.
[ Anden fordeling ] Stk. 2. Retten kan
dog bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte
modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det.
[ Nedsættelse af sagsomkostninger pga. taberens forligstilbud ] Stk. 3. Har den
tabende part tilbudt modparten, hvad der tilkommer denne, skal modparten
erstatte den tabende part udgifterne ved den derefter følgende del af
processen. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.
[ Sagsomkostninger ved afvisning af sagen ] Stk. 4. Når sagen i det hele afvises, betragtes den med hensyn til sagsomkostninger som tabt af sagsøgeren.
[ Sagsomkostninger ved appel/anke ] Stk. 5. Den part,
som ved appel ikke opnår nogen forandring af den appellerede afgørelse,
betragtes med hensyn til sagsomkostninger som tabende.
[ Undtagne sagstyper ] Stk. 6. I de i
kapitel 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b omhandlede sager skal ingen part
betale sagsomkostninger til nogen anden part. Retten kan dog pålægge en
part at betale sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det.
[ Sagsomkostninger: Sag delvist vundet/tabt ] § 313. Når hver
af parterne for en del taber og for en del vinder sagen, pålægger
retten en af parterne at betale delvise sagsomkostninger til modparten
eller bestemmer, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til
modparten.
[ Fulde sagsomkostninger ] Stk. 2. Retten kan
dog pålægge en af parterne at betale fulde sagsomkostninger til
modparten, når modpartens påstand kun i en mindre betydelig grad afviger
fra sagens udfald og afvigelsen ikke har medført særskilte
omkostninger.
[ Sagsomkostninger: Sagen hævet ] § 314. Når en
sag hæves, kan retten pålægge en af parterne at betale fulde eller
delvise sagsomkostninger til modparten eller bestemme, at ingen af
parterne skal betale sagsomkostninger til modparten.
[ Sagsomkostninger: Appelsager ] § 315. Opnås
der ved appel en forandring i den appellerede afgørelse, finder
§§ 312-314 anvendelse med hensyn til appelsagens omkostninger såvel
som med hensyn til omkostningerne ved sagens tidligere behandling, for
så vidt der skal træffes afgørelse herom.
[ Godtgørelse af sagsomkostninger ] § 316. Som
sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til
sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til advokatbistand eller bistand
fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt
eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part,
erstattes med et passende beløb, og øvrige udgifter erstattes fuldt ud.
Stk. 2. Sagsomkostninger kan ikke tilkendes skadesløst eller efter regning.
[ Solidarisk hæftelse for sagsomkostninger ] § 317.
Procesfæller hæfter solidarisk for sagsomkostninger. Dog kan retten, når
omstændighederne taler for det, pålægge en enkelt eller enkelte af dem
at udrede visse dele af omkostningerne.
[ Sagsomkostninger ved ufornødne sagsskridt ] § 318. Den
part, som på uforsvarlig måde har foranlediget spildte møder, ufornødne
udsættelser, unyttig bevisførelse eller andre overflødige processuelle
skridt, skal, selv om parten i øvrigt vinder sagen, erstatte modparten
udgifterne herved.
[ Advokaters m.fl. pligtstridige opførsel ] § 319.
Advokater og andre rettergangsfuldmægtige kan ifølge modpartens påstand
under sagen pålægges at bære de omkostninger, som de ved pligtstridig
opførsel har forårsaget.
[ Sagsomkostninger: Statskassens betaling ] § 320. Retten
kan beslutte, at statskassen skal erstatte udgifter, som en part uden
egen skyld er blevet påført som følge af, at sagen helt eller delvis har
måttet gå om eller ikke har kunnet behandles.
[ Processuelle udlændinge: Sikkerhedsstillelse ] § 321. En
sagsøger, der ikke har bopæl eller hjemsted i Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, skal efter sagsøgtes anmodning stille sikkerhed for de
sagsomkostninger, som sagsøgeren kan blive pålagt at betale til
sagsøgte. Sagsøgtes anmodning skal fremsættes i svarskriftet eller i det
i § 352, stk. 3, omhandlede retsmøde. Sikkerhedens art og
størrelse fastsættes af retten, der tillige kan fritage for
sikkerhedsstillelse, hvis særlige grunde taler for det. Stilles
sikkerheden ikke, afvises sagen.
[ Undtagelse ved visse lande ] Stk. 2. Stk. 1
finder ikke anvendelse, hvis sagsøgeren har bopæl eller hjemsted i et
land, hvor en sagsøger, der har bopæl eller hjemsted i Danmark, er
fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger.
[ Afgørelse om sagsomkostninger uanset påstand ] § 322. Retten træffer bestemmelse om sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom, jf. dog § 319.
Kapitel 31
Retshjælp og fri proces
§ 323.
Justitsministeren yder tilskud til retshjælp ved advokatvagter i form af
helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1). Justitsministeren yder
endvidere tilskud til retshjælp ved advokater i form af rådgivning ud
over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) og rådgivning i
forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3).
Stk. 2. Enhver har ret til vederlagsfri retshjælp på trin 1 vedrørende ethvert retsspørgsmål.
Stk. 3. Den, der
opfylder de økonomiske betingelser efter § 325, har ret til delvis
vederlagsfri retshjælp på trin 2, jf. dog stk. 4. Når der
foreligger en tvist og der skønnes at være udsigt til, at sagen ved
yderligere bistand fra advokat vil kunne afsluttes forligsmæssigt, har
den pågældende endvidere ret til delvis vederlagsfri retshjælp på trin
3.
Stk. 4. Retshjælp på trin 2 og 3 kan ikke gives til
1) sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager,
2) aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter,
3) sager om gældssanering eller
4) sager, der
angår eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed eller et
privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af erhvervs- og
vækstministeren.
Stk. 5. Uanset stk. 4, nr. 4, kan der dog gives retshjælp på trin 2 og 3 ved klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse.
Stk. 6. Vederlaget
til advokater for retshjælp på trin 2 udgør 800 kr. (2005-niveau) inkl.
moms, hvoraf statskassen betaler 75 pct. Vederlaget til advokater for
retshjælp på trin 3 udgør 1.830 kr. (2005-niveau) inkl. moms, hvoraf
statskassen betaler halvdelen. Statskassen betaler dog hele vederlaget
for retshjælp i forbindelse med en ansøgning om fri proces. Tilskud fra
statskassen omfatter alene vederlag, der ikke er dækket af en
retshjælpsforsikring eller anden form for forsikring.
Stk. 7.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af retshjælp,
herunder om omfanget af retshjælp på trin 1, 2 og 3. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om tilskud til retshjælp, herunder om
tilskuddets beregning og udbetaling.
§ 324.
Justitsministeren kan af statskassen yde tilskud til retshjælpskontorer.
Justitsministeren fastsætter regler om tilskuddets beregning og
udbetaling.
§ 325. Der kan
efter ansøgning meddeles en person, der opfylder de økonomiske
betingelser efter stk. 2-5, og som ikke har en retshjælpsforsikring
eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, fri proces
efter reglerne i §§ 327 og 328.
Stk. 2. Personer,
hvis indtægtsgrundlag ikke overstiger de i stk. 3-5 nævnte beløb,
opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, medmindre
omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til
ansøgerens indtægtsgrundlag. Justitsministeren fastsætter regler om
opgørelse af indtægtsgrundlaget.
Stk. 3. Indtægtsgrænsen udgør 236.000 kr. (2005-niveau) for enlige.
Stk. 4. For
samlevende anvendes parrets samlede indtægtsgrundlag, og indtægtsgrænsen
udgør 300.000 kr. (2005-niveau). Hvis parret har modstående interesser i
sagen, anvendes dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen
for enlige. I sager om ægteskab eller forældremyndighed, jf. kapitel
42, kan ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige
også anvendes.
Stk. 5.
Indtægtsgrænsen forhøjes med 41.000 kr. (2005-niveau) for hvert barn
under 18 år, herunder stedbørn eller plejebørn, som enten bor hos
ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.
§ 326. De i
§ 323, stk. 6, og § 325, stk. 3-5, angivne beløb
reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. De regulerede beløb efter § 323,
stk. 6, afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles
med 10. De regulerede beløb efter § 325, stk. 3-5, afrundes
til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 1.000. Reguleringen
sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før
afrunding. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer
der skal finde sted.
§ 327. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en sag i 1. instans
1) i de i
§ 139, stk. 1, § 147 e og kapitel 42 omhandlede sager,
dog ikke til sagsøgeren i sager om ændring af en aftale eller dom efter
forældreansvarslovens § 14 eller § 17, stk. 2,
2) til
forbrugeren i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet
af et påbud efter markedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af
Forbrugerombudsmanden, og
3) når ansøgeren
helt eller delvis har fået medhold i Advokatnævnet, jf. § 146, et
huslejenævn eller et beboerklagenævn eller et centralt statsligt
klagenævn med undtagelse af Forbrugerklagenævnet og sagen er indbragt af
ansøgeren til opfyldelse af nævnets afgørelse eller et forlig indgået
for nævnet eller af modparten til ændring af nævnets afgørelse eller et
forlig indgået for nævnet.
Stk. 2. Fri proces
kan, jf. § 325, gives til en appelsag, når ansøgeren helt eller
delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret
af modparten.
Stk. 3. 12) Fri proces kan, jf. § 325, gives under skifterettens behandling af boer omfattet af § 1 i lov om ægtefælleskifte m.v.
Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få medhold i sagen.
Stk. 5. Fri proces
efter stk. 1-3 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller
kan indbringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse.
Uanset § 392, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag,
der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1.
instans, kæres uden særlig tilladelse.
§ 328. Uden for
de tilfælde, der er nævnt i § 327, kan fri proces, jf. § 325,
gives, hvis ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces.
Stk. 2. I vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, indgår blandt andet
1) sagens betydning for ansøgeren,
2) udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen,
3) sagsgenstandens størrelse,
4) størrelsen af de forventede omkostninger og
5) muligheden for
at få sagen afgjort ved et administrativt nævn eller et privat klage-
eller ankenævn, der er godkendt af erhvervs- og vækstministeren.
Stk. 3. I sager i 1.
instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller
ansættelsesforhold eller om personskade anses henholdsvis lejeren,
arbejdstageren og skadelidte for at have rimelig grund til at føre
proces, medmindre forhold som nævnt i stk. 2, nr. 2-5, klart taler
herimod.
Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan kun undtagelsesvis gives til
1) sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed, eller
2) sagsøgeren i
sager om ærekrænkelse, medmindre en ærekrænkelse af en vis grovhed er
udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt til en videre kreds.
Stk. 5. Fri proces
efter stk. 1-3 meddeles af justitsministeren. Afslås fri proces,
kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at
ansøgeren har fået meddelelse om afslaget.
§ 329. Uden for
de tilfælde, der er nævnt i § 325, jf. §§ 327 og 328, kan
justitsministeren efter ansøgning meddele en part fri proces, når
særlige grunde taler for det. Dette gælder navnlig i sager, som er af
principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som
har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige
situation. Afslås fri proces, kan afslaget påklages til
Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået
meddelelse om afslaget.
§ 330.
Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om
fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal meddele.
§ 331. Fri proces medfører for vedkommende part
1) fritagelse for afgifter efter lov om retsafgifter,
2) beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, jf. § 334,
3) godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt i forbindelse med sagen,
4) fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger og
5) 12) i boer omfattet af § 1 i lov om ægtefælleskifte m.v. fritagelse for
a) sikkerhedsstillelse for omkostninger ved boets behandling,
b) betaling af partens andel af bobehandlerens salær og
c) hæftelse for statskassens krav mod den anden ægtefælle, jf. § 44, stk. 1, i lov om ægtefælleskifte m.v.
Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i stk. 1 nævnte begunstigelser.
Stk. 3. 12) I boer omfattet af § 1 i lov om ægtefælleskifte m.v. gælder følgende:
1) Fritagelsen for afgifter efter stk. 1, nr. 1, omfatter ikke skifteafgift efter §§ 34a og 34 b i lov om retsafgifter.
2) Stk. 1,
nr. 2, finder kun anvendelse, når skifteretten beskikker en advokat i
medfør af § 23 i lov om ægtefælleskifte m.v.
3) Stk. 1, nr. 3, finder ikke anvendelse.
Stk. 4. Virkningerne
af fri proces omfatter hele sagen i den pågældende instans, herunder
den procedure, der er nødvendig for at opnå en ny foretagelse af sagen
for samme ret, samt fuldbyrdelse af afgørelsen. Virkningerne omfatter
tillige de foranstaltninger, som af hensyn til forberedelsen af
sagsanlægget med føje er foretaget inden meddelelse af fri proces.
Stk. 5. Virkningerne
af fri proces omfatter også behandlingen af sagen i 2. eller 3.
instans, såfremt sagen er indbragt for højere ret af modparten og den
part, der har fri proces, helt eller delvis har fået medhold i den
foregående instans.
Stk. 6. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død.
Stk. 7. Bevillingen
kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke den er meddelt,
viser sig ikke at være til stede eller at være bortfaldet. Når
bevillingen tilbagekaldes, ophører virkningerne af fri proces.
§ 332. Retten
træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var
givet fri proces, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de
afgifter, der efter sagsgenstandens værdi skulle have været betalt, jf.
§ 331, stk. 1, nr. 1. I det omfang en part er fritaget for
betaling af sagsomkostninger til modparten, jf. § 331, stk. 1,
nr. 4, betales sagsomkostningerne af statskassen. Pålægges modparten at
betale sagsomkostninger, tilfalder beløbet statskassen. Har den part,
der har fri proces, selv afholdt udgifter i anledning af sagen, fordeler
retten dog beløbet mellem statskassen og parten.
Stk. 2. Retten kan
pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte
statskassens udgifter ved den fri proces, i det omfang udgifterne ikke
pålægges modparten, når partens forhold, herunder som disse er efter
sagens udfald, taler for det.
§ 333. For hver
ret antager justitsministeren et passende antal advokater til at udføre
sager for parter, der har fri proces, eller for hvem der i øvrigt
beskikkes en advokat efter reglerne i denne lov. Justitsministeren kan
ved antagelse af en advokat ved en byret bestemme, at der ikke skal
tilkomme den pågældende godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for
retskredsen.
Stk. 2. I ankesager
kan den advokat, der har været beskikket under behandlingen i den
foregående instans, beskikkes til også at føre sagen for den overordnede
ret, såfremt advokaten er mødeberettiget for denne ret.
Stk. 3. Efter
partens anmodning kan en advokat, der ikke er antaget ved vedkommende
ret, beskikkes, såfremt det findes forsvarligt og advokaten er
mødeberettiget for retten og villig til at lade sig beskikke.
Stk. 4. En
autoriseret advokatfuldmægtig eller en advokat, der ikke har møderet for
landsret, kan beskikkes i en sag, der anmeldes som prøvesag, hvis det
findes forsvarligt. Det er dog en betingelse, at sagen ikke på forhånd
skønnes uegnet som prøvesag, og at parten meddeler samtykke hertil.
Stk. 5. De i
stk. 1 nævnte advokater skal yde retshjælp efter § 323,
stk. 1, 2. pkt. Advokater, der ikke er omfattet af stk. 1, kan
ved anmeldelse til den myndighed, som justitsministeren bestemmer,
påtage sig en tilsvarende forpligtelse.
§ 334. Beskikkelse af advokat meddeles af rettens præsident. Beskikkelsen omfatter også retshandlinger ved anden ret.
Stk. 2. Der
tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for
udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i
forbindelse med hvervet, jf. dog § 333, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3. Anmoder
parten om beskikkelse af en bestemt advokat, kan retten betinge
beskikkelsen af, at advokaten helt eller delvis frafalder krav mod
statskassen om godtgørelse for rejseudgifter.
Stk. 4. Salær og
godtgørelse fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen.
Fastsættelsen sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller
retshandlingens afslutning.
Stk. 5. Den
beskikkede advokat må ikke modtage salær eller godtgørelse ud over de
beløb, der er fastsat af retten. I de i stk. 3 nævnte tilfælde og i
tilfælde, hvor den beskikkede advokat giver møde ved en anden ret, jf.
stk. 1, 2. pkt., kan der dog træffes aftale mellem parten og
advokaten om, at parten skal betale rejseudgifter, der ikke dækkes af
statskassen. Reglen i 1. pkt. gælder ikke, såfremt der er truffet særlig
aftale mellem parten og advokaten om vederlaget og advokaten frafalder
krav på vederlag af statskassen.
Stk. 6. Såfremt
omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden
forsikring, skal salær og godtgørelse til den beskikkede advokat i
første række betales af forsikringen.
§ 335. Såfremt
omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden
forsikring, indtræder statskassen i sikredes krav mod
forsikringsselskabet, i det omfang statskassen har ydet dækning efter
reglerne om retshjælp og fri proces. Dette gælder dog ikke dækning i
form af fritagelse for afgifter efter § 331, stk. 1, nr. 1.
§ 336. Der kan
efter ansøgning ydes en part, som har en retshjælpsforsikring eller
anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, godtgørelse fra
statskassen af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens
maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan
begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for
forsikringens maksimum. Bestemmelserne i §§ 325-328 finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Omkostninger
ved sagen dækkes efter stk. 1, i det omfang statskassen, hvis der
havde været meddelt fri proces, ville have ydet dækning efter
§§ 331, 332 og 334.
Stk. 3. Når retten i
medfør af § 327, stk. 5, har truffet afgørelse om, at
betingelserne i stk. 1 for dækning af den del af omkostningerne,
der overstiger forsikringens maksimum, er opfyldt, fastsætter retten
samtidig, hvilket beløb der kan dækkes, jf. stk. 2.
Stk. 4. Når
justitsministeren eller Procesbevillingsnævnet i medfør af § 328,
stk. 5, har truffet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1
for dækning af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens
maksimum, er opfyldt, kan justitsministeren træffe afgørelse om
udbetaling af det ansøgte beløb, såfremt dette kan godkendes, jf.
stk. 2. Kan justitsministeren ikke godkende det ansøgte beløb,
sender justitsministeren sagen til den ret, der behandler eller senest
har behandlet sagen, hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb der kan
dækkes, jf. stk. 2.
Andet afsnit.
Rettergangsmåden
Kapitel 32
Almindelige bestemmelser
§ 337. Retten
kan når som helst under forhandlingerne opfordre parterne til at udtale
sig om grunde, som vil kunne føre til, at retten på embeds vegne må
afvise eller henvise sagen.
[ Forhandlingsprincippet ] § 338. Retten
kan ikke tilkende en part mere, end han har påstået, og kan kun tage
hensyn til anbringender, som parten har gjort gældende, eller som ikke
kan frafaldes.
[ Materiel procesledelse ] § 339. Er en
parts påstand eller hans anbringender eller hans udtalelser om sagen i
øvrigt uklare eller ufuldstændige, kan retten søge dette afhjulpet ved
spørgsmål til parten.
[ Opfordring til stillingtagen ] Stk. 2. Retten kan
opfordre en part til at tilkendegive sin stilling såvel til faktiske som
til retlige spørgsmål, som synes at være af betydning for sagen.
[ Opfordring til bevisførelse ] Stk. 3. Retten kan
opfordre en part til at fremlægge dokumenter, tilvejebringe syn eller
skøn eller i øvrigt føre bevis, når sagens faktiske omstændigheder uden
sådan bevisførelse ville henstå som uvisse.
[ Selvmødere, vejledning af ] Stk. 4. Møder en
part i en sag, der behandles ved byret, ikke ved advokat, vejleder
retten parten om, hvad han bør foretage til oplysning af sagen og i
øvrigt til varetagelse af sine interesser under denne.
[ Forberedende retsmøder ikke offentlige ] § 339 a.
Retsmøder under forberedelsen, hvor der ikke sker bevisførelse til brug
for hovedforhandlingen, holdes for lukkede døre, medmindre retten
bestemmer andet.
[ Bevisumiddelbarhed (bevis føres under hovedforhandling) ] § 340.
Bevisførelse i sager i 1. instans og i ankesager ved landsretten
finder sted under hovedforhandlingen. Når omstændighederne taler derfor,
kan retten dog bestemme, at bevisførelsen eller en del af denne skal
ske inden hovedforhandlingen. Retten kan fastsætte en frist, inden
hvilken en sådan bevisførelse skal være afsluttet. Bestemmelsen om
bevisførelse inden hovedforhandlingen kan i påtrængende tilfælde træffes
af den ret, ved hvilken beviset agtes ført.
[ Bevisførelse: Underretning, sikkerhedsstillelse mv. ] Stk. 2. Vedkommende
part skal underrette modparten om bevisførelse inden hovedforhandlingen
med en uges varsel. Den ret, hvor bevisførelsen skal ske, kan dog i
påtrængende tilfælde gøre undtagelse herfra og kan i så fald beskikke en
advokat til at varetage modpartens interesser. Vederlaget til advokaten
fastsættes af retten og afholdes foreløbigt af den part, der har ønsket
bevisførelsen. Retten kan kræve, at parten stiller sikkerhed for
betalingen af vederlaget.
[ Bevisførelse: Højesteret ] Stk. 3. I Højesteret
træffer retten bestemmelse om, hvor og hvornår bevisførelsen skal ske.
Reglerne i stk. 1, 3. og 4. pkt., og stk. 2 finder tilsvarende
anvendelse.
[ Irrelevant bevisførelse afskæres ] § 341. Bevisførelse, der skønnes at være uden betydning for sagen, kan ikke finde sted.
[ Beviser fra udlandet ] § 342. Skal der
optages bevis i udlandet, udfærdiger retten på grundlag af oplysninger
fra den part, der ønsker beviset optaget, en retsanmodning til
vedkommende fremmede myndighed. Retten kan kræve, at parten stiller
sikkerhed for de omkostninger, som bevisoptagelsen vil medføre.
Anmodningen udfærdiges i overensstemmelse med de gældende konventioner
om retsanmodninger.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte yderligere regler om retsanmodninger.
[ Isoleret bevisoptagelse ] § 343. Retten
kan tillade, at der optages bevis, selv om dette ikke sker til brug for
en verserende retssag. Anmodning om bevisførelse indgives til retten på
det sted, hvor vidnet bor eller opholder sig, eller for så vidt angår
syn og skøn til retten på det sted, hvor genstanden for forretningen
findes. Anmodning om optagelse af bevis i udlandet indgives til retten
på det sted, hvor sagen eventuelt skal anlægges her i landet.
[ Udgifter til isoleret bevisoptagelse ] Stk. 2. Udgifterne
ved bevisoptagelse efter stk. 1 afholdes af den part, der ønsker
beviset optaget. Retten kan kræve, at der stilles sikkerhed for de
udgifter, som bevisoptagelsen vil medføre.
Stk. 3. Retten kan pålægge den part, der har ønsket beviset optaget, at betale sagsomkostninger til modparten.
Stk. 4. Bestemmelserne i § 340, stk. 2, 1. og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 344. På
grundlag af det, der er passeret under forhandlingerne og bevisførelsen,
afgør retten, hvilke faktiske omstændigheder der skal lægges til grund
for sagens pådømmelse.
[ Processuel skadevirkning ] Stk. 2. Er en parts
erklæringer vedrørende sagens faktiske omstændigheder uklare eller
ufuldstændige, eller undlader han at udtale sig om modpartens
erklæringer om disse spørgsmål eller at efterkomme modpartens
opfordringer, kan retten ved bevisbedømmelsen tillægge dette virkning
til fordel for modparten. Det samme gælder, hvis en part udebliver efter
at være indkaldt til personligt møde, jf. § 302, hvis han undlader
at besvare spørgsmål, der stilles i henhold til §§ 302 og 303,
eller hvis hans svar er uklare eller ufuldstændige.
[ Skadevirkning v/ manglende bevisførelse ] Stk. 3. Undlader en
part at efterkomme rettens opfordringer til at føre bevis, jf.
§ 339, stk. 3, kan retten ved bevisbedømmelsen tillægge dette
virkning til fordel for modparten.
[ Udsættelse af sagen ] § 345. Retten
kan udsætte behandlingen af en sag, når dette findes påkrævet, herunder
for at afvente en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få
indflydelse på sagens udfald. Retten underretter snarest alle
vedkommende om udsættelsen.
§ 346. Retten
kan genoptage behandlingen af en sag, der er optaget til afgørelse, når
det findes betænkeligt at træffe afgørelsen på det foreliggende
grundlag.
§ 347.
Anmodning fra fremmede retter om bevisoptagelse eller foretagelse af
andre retshandlinger udføres efter reglerne i denne lov og de gældende
konventioner om retsanmodninger og så vidt muligt i overensstemmelse med
anmodningen. Meddelelse til parterne om tidspunktet for retshandlingens
foretagelse skal kun gives, hvis der er fremsat ønske herom i
anmodningen.
Stk. 2. Udgifter ved
de i stk. 1 nævnte retshandlinger afholdes af det offentlige i det
omfang, dette følger af overenskomst med fremmed stat.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte yderligere regler om udførelse af retsanmodninger.
Kapitel 33
Sagsforberedelse i 1. instans
[ Stævningen ] § 348. Sag anlægges ved indlevering af stævning til retten.
[ Indholdskrav til stævningen ] Stk. 2. Stævningen skal indeholde
1) parternes navn
og adresse, herunder angivelse af en postadresse i Danmark, hvortil
meddelelser til sagsøgeren vedrørende sagen kan sendes, og hvor
forkyndelse kan ske,
2) angivelse af den ret, ved hvilken sagen anlægges,
3) sagsøgerens påstand,
4) en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes,
5) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som sagsøgeren agter at påberåbe sig, og
6) sagsøgerens forslag til sagens behandling, jf. § 12, stk. 3, og §§ 20, 226, 227 og 353.
[ Småsager og sager uden indsigelse ] Stk. 3. Stk. 2,
nr. 4 og 6, finder ikke anvendelse i sager, der behandles efter
kapitel 39, eller hvor sagsøgeren i stævningen har angivet, at
sagsøgte forventes ikke at ville fremsætte indsigelser mod sagsøgerens
påstand. Stævningen skal i så fald indeholde en kort fremstilling af de
faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes.
[ Antal kopier ] Stk. 4. Med
stævningen skal indleveres kopier af denne og kopier af de dokumenter,
som sagsøgeren agter at påberåbe sig, for så vidt de er i sagsøgerens
besiddelse. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om kopier.
[ Særlige blanketter ] Stk. 5.
Domstolsstyrelsen fastsætter regler om, at stævninger kan udfærdiges på
særlige blanketter. Retten vejleder om udfyldning af blanketter og om
mulighederne for retshjælp og fri proces, jf. kapitel 31, samt om
mulighederne for at søge forsikringsdækning i henhold til en
retshjælpsforsikring.
[ Afvisning pga. indholdsmangler ] § 349. Opfylder
stævningen ikke kravene i § 348, stk. 2, nr. 1-4, og
stk. 3, 2. pkt., og er den herefter uegnet til at danne
grundlag for sagens behandling, afvises sagen ved en beslutning, der
meddeles sagsøgeren. Det samme gælder, hvis der ikke indleveres kopier
som fastsat i § 348, stk. 4. Efter sagsøgerens anmodning
træffes afgørelsen om afvisning ved kendelse.
[ Afhjælpelige mangler ] Stk. 2. Retten kan indrømme sagsøgeren en frist til at afhjælpe mangler som nævnt i stk. 1.
[ Retten forkynder stævningen ] § 350. Retten
lader stævningen forkynde for sagsøgte på grundlag af de oplysninger,
som stævningen indeholder. Samtidig med forkyndelsen skal der udleveres
en vejledning til sagsøgte om, hvad sagsøgte bør foretage sig til
varetagelse af sine interesser.
[ Afvisning ved unøjagtig adresse ] Stk. 2. Retten kan
afvise sagen, hvis angivelsen af sagsøgtes navn og adresse, jf.
§ 348, stk. 2, nr. 1, er unøjagtig, således at
forkyndelse ikke kan foretages på grundlag af sagsøgerens oplysninger.
§ 349, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse.
[ Indlevering af svarskrift ] § 351. Retten
pålægger sagsøgte at indlevere et svarskrift til retten inden en frist,
der i almindelighed skal være på mindst 2 uger. Fristen, der regnes fra
pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning forlænges.
[ Indholdskrav: Svarskrift ] Stk. 2. Svarskriftet skal indeholde
1) sagsøgtes påstand,
2) angivelse af eventuelle modkrav,
3) en fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden og eventuelle modkrav støttes,
4) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som sagsøgte agter at påberåbe sig,
5) angivelse af
en postadresse i Danmark, hvortil meddelelser til sagsøgte vedrørende
sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske, for så vidt sådan
angivelse ikke allerede er foretaget, og
6) sagsøgtes forslag til sagens behandling, jf. § 12, stk. 3, og §§ 20, 226, 227 og 353.
[ Småsager ] Stk. 3. Reglerne i
stk. 2, nr. 3 og 6, finder ikke anvendelse i sager, der
behandles efter kapitel 39. Svarskriftet skal i så fald indeholde
en kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå
påstanden og eventuelle modkrav støttes.
[ Formalitetsindsigelser ] Stk. 4.
Formalitetsindsigelser skal fremsættes i svarskriftet. Søger sagsøgte
rettens tilladelse til, at sagens formalitet påkendes særskilt, jf.
§ 253, kan sagsøgte indskrænke sig til i sit svarskrift at
fremsætte sine formalitetsindsigelser.
[ Kopier af bilag ] Stk. 5. Med
svarskriftet skal indleveres kopier af de dokumenter, som sagsøgte vil
påberåbe sig, for så vidt de er i sagsøgtes besiddelse.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om kopier. Samtidig med
indleveringen til retten skal sagsøgte sende en kopi af svarskriftet og
dokumenterne til sagsøger.
Stk. 6.
Domstolsstyrelsen fastsætter regler om, at svarskrifter kan udfærdiges
på særlige blanketter. Retten vejleder om udfyldning af blanketter og om
mulighederne for retshjælp og fri proces, jf. kapitel 31, samt om
mulighederne for at søge forsikringsdækning i henhold til en
retshjælpsforsikring.
[ Svarskrift: Udeblivelse el. mangler ] § 352.
Indleverer sagsøgte ikke rettidigt svarskrift til retten, eller opfylder
svarskriftet ikke kravene i § 351, stk. 2, nr. 1-3, og
stk. 3, 2. pkt., og er det herefter uegnet til at danne
grundlag for sagens behandling, afsiger retten dom efter sagsøgerens
påstand, for så vidt denne findes begrundet i sagsfremstillingen og det i
øvrigt fremkomne. Det samme gælder, hvis der ikke indleveres kopier som
fastsat i § 351, stk. 5. Påstande og anbringender, som ikke
er angivet i stævningen, kan kun tages i betragtning til skade for
sagsøgte, hvis de er forkyndt for denne. Er sagsøgerens påstand uklar,
eller må sagsfremstillingen i stævningen antages i væsentlige henseender
at være urigtig, afvises sagen ved beslutning eller, hvis sagsøgeren
anmoder derom, ved kendelse. Afgørelsen om afvisning meddeles parterne.
[ Frist for afhjælpning ] Stk. 2. Retten kan indrømme sagsøgte en frist til at afhjælpe mangler som nævnt i stk. 1, 1. og 2. pkt.
[ Selvmødere ] Stk. 3. Er sagsøgte
ikke repræsenteret af en advokat, kan retten indkalde parterne til et
møde med henblik på at give sagsøgte lejlighed til at supplere
svarskriftet med en mundtlig udtalelse. § 353, stk. 6, finder
tilsvarende anvendelse.
[ Forberedende retsmøde ] § 353. Retten
indkalder parterne til et forberedende møde, medmindre retten finder det
overflødigt. Retten angiver i indkaldelsen, hvilke spørgsmål der
særligt skal drøftes på mødet, herunder
1) parternes stilling til sagens faktiske og retlige omstændigheder,
2) tilrettelæggelse af og tidsrammerne for en eventuel yderligere forberedelse,
3) tidspunktet for forberedelsens slutning og
4) tidspunktet for hovedforhandlingen
4) samt eventuelt
5) formalitetsindsigelser,
6) henvisning af sagen til landsretten eller Sø- og Handelsretten, jf. §§ 226 og 227,
7) kollegial behandling, jf. § 12, stk. 3,
8) medvirken af sagkyndige, jf. § 20,
9) udsættelse af
sagen, herunder for at afvente en administrativ eller retslig afgørelse,
der vil kunne få indflydelse på sagens udfald, jf. § 345,
10) forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for De Europæiske Fællesskabers Domstol,
11) opfordringer til en part om at meddele faktiske oplysninger,
12) anmodninger om pålæg om at fremlægge dokumenter eller andre beviser, jf. §§ 298-300,
13) anmodninger
om syn og skøn, jf. § 196, eller indhentelse af sagkyndige
erklæringer eller udtalelser fra organisationer eller myndigheder,
14) formulering af spørgsmål til syns- og skønsmænd, jf. § 201, stk. 1, sagkyndige, organisationer eller myndigheder,
15) indhentelse af skriftlige parts- eller vidneerklæringer, jf. § 297,
16) afhøringer af parter eller vidner før hovedforhandlingen, jf. § 340,
17) omkostninger, som sagen vil kunne give anledning til,
18) hovedforhandlingens tilrettelæggelse,
19) forligsmægling og
20) alternativ konfliktløsning, herunder retsmægling.
[ Bemyndiget person ] Stk. 2. Hver af parterne skal så vidt muligt give møde ved en person, der er bemyndiget til at træffe bestemmelse med hensyn til sagen.
[ Fremsende dokumenter ] Stk. 3. Dokumenter,
som agtes påberåbt, skal så vidt muligt en uge før det forberedende møde
sendes til retten og modparten i original eller kopi, hvis dette ikke
er sket tidligere. Parterne skal tillige oplyse, hvilke beviser der i
øvrigt agtes ført.
[ Tidskrævende bevisførelse ] Stk. 4. Anmodninger
om bevisførelse, der forlænger sagsbehandlingstiden væsentligt, skal
fremsættes senest i det forberedende møde eller, hvis et sådant møde
ikke afholdes, senest 4 uger efter rettens meddelelse om, at der ikke
skal holdes et forberedende møde.
[ Om det forberedende retsmøde ] Stk. 5. I det
forberedende møde bringes parternes stilling til sagens faktiske og
retlige omstændigheder på det rene, og det søges derunder klargjort,
hvilke omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke der skal være
genstand for bevisførelse. I det forberedende møde skal retten endvidere
efter drøftelse med parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre
forløb, herunder tidsrammerne for en eventuel yderligere forberedelse.
Retten skal endvidere så vidt muligt fastsætte tidspunktet for
hovedforhandlingen.
[ Telefonisk retsmøde ] Stk. 6. Retten kan
tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i det
forberedende møde ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan
deltagelse er uhensigtsmæssig.
[ Fastsætte/ændre tidsplan ] § 354. Er
tidsrammerne for en yderligere forberedelse eller tidspunktet for
hovedforhandlingen ikke blevet fastsat på et forberedende møde efter
§ 353, skal retten snarest muligt træffe bestemmelse herom.
Stk. 2. Retten kan
ændre de tidsrammer for en yderligere forberedelse og det tidspunkt for
hovedforhandlingen, der er fastsat på et forberedende møde efter
§ 353 eller i medfør af stk. 1, hvis det er påkrævet af hensyn
til en forsvarlig behandling af sagen.
[ Yderligere møder el. processkrifter ] § 355. Retten
kan indkalde parterne til yderligere forberedende møder. Reglerne i
§ 353, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og stk. 6,
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Retten kan
når som helst under forberedelsen bestemme, at en part skal indlevere et
processkrift om et nærmere angivet spørgsmål inden en af retten fastsat
frist. Fristen kan efter anmodning forlænges. Samtidig med
indleveringen til retten skal parten sende en kopi af processkriftet til
modparten.
[ Forberedelsens afslutning ] § 356. Retten
bestemmer, hvornår forberedelsen sluttes. Har retten ikke truffet anden
bestemmelse, anses forberedelsen for sluttet 4 uger før det af retten
fastsatte tidspunkt for hovedforhandlingens begyndelse.
[ Slutte forberedelsen tidligt ] Stk. 2. Foretager en
part ikke rettidigt processkridt, som det ifølge den af retten
fastlagte plan for sagens forberedelse, jf. § 353, stk. 5, og
§ 354, påhviler den pågældende at foretage, kan retten slutte
forberedelsen, medmindre hensynet til modparten taler herimod.
[ Genoptage forberedelsen ] Stk. 3. Finder retten, at yderligere forberedelse er nødvendig, kan den bestemme, at forberedelsen skal genoptages.
[ Påstandsdokument ] § 357. Retten
kan bestemme, at parterne inden en af retten fastsat frist før
hovedforhandlingen til retten skal indlevere et endeligt
påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande og
anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe
sig, og de beviser, som agtes ført under hovedforhandlingen. Kopi af
påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.
[ Sammenfattende processkrift ] Stk. 2. Retten kan
opfordre parterne til inden en af retten fastsat frist før
hovedforhandlingen til retten at indlevere et sammenfattende
processkrift. Kopi af det sammenfattende processkrift skal samtidig
tilsendes modparten.
[ Kopier v/ flere dommere ] Stk. 3. I sager, der
behandles med flere dommere eller under medvirken af sagkyndige,
tilsender parterne senest 1 uge inden hovedforhandlingen retten kopier
af de udvekslede processkrifter og af de dokumenter eller dele af
dokumenter, der agtes påberåbt under sagen. Afgøres sagen i medfør af
§ 366 uden mundtlig hovedforhandling, skal kopier som nævnt i
1. pkt. indleveres til retten senest ved afslutningen af parternes
udveksling af skriftlige procedureindlæg. Domstolsstyrelsen kan
fastsætte regler om kopier.
[ Ekstrakt ] Stk. 4. Rettens
præsident kan bestemme, at de i stk. 3 nævnte kopier skal samles i
en ekstrakt. Landsretspræsidenterne og præsidenten for Sø- og
Handelsretten kan endvidere efter forhandling med Advokatrådet fastsætte
regler om udformning af ekstrakter.
[ Præklusion og nova ] § 358. Ønsker
en part at udvide de påstande, parten har fremsat under sagens
forberedelse, eller at fremsætte anbringender, der ikke er anført under
forberedelsen, eller at føre beviser, som ikke er angivet under
forberedelsen, skal parten give retten og modparten meddelelse herom.
Modparten kan inden 1 uge efter at have modtaget meddelelsen give retten
og den anden part underretning om sine bemærkninger, hvorefter retten
træffer afgørelse, jf. stk. 6 og 7.
[ Formalitetsindsigelser ] Stk. 2. Reglen i
stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis sagsøgte ønsker at
fremsætte formalitetsindsigelser, der ikke fremgår af svarskriftet, jf.
dog § 248, stk. 1, 2. pkt.
[ Beviser der forlænger sagsbehandlingstiden ] Stk. 3. Reglen i
stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis en part anmoder om
bevisførelse, der forlænger sagsbehandlingstiden væsentligt, efter det
forberedende møde, jf. § 353, eller, hvis et sådant møde ikke
afholdes, senere end 4 uger efter rettens meddelelse om, at der ikke
skal holdes et forberedende møde.
[ Processkrift om et bestemt emne ] Stk. 4. Reglen i
stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis en part efter udløbet af
fristen for indlevering af et processkrift om et nærmere angivet
spørgsmål, jf. § 355, stk. 2, ønsker at fremkomme med nye
påstande, anbringender eller beviser vedrørende det pågældende
spørgsmål.
[ Udvide påstandsdokument el. sammenfattende processkrift ] Stk. 5. Reglen i
stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis en part ønsker at udvide
de påstande, der fremgår af et endeligt påstandsdokument eller et
sammenfattende processkrift, jf. § 357, eller at fremsætte
anbringender eller føre beviser, som ikke er angivet i
påstandsdokumentet eller det sammenfattende processkrift.
[ Hvis modpart afviser nova ] Stk. 6. Retten kan,
uanset at modparten ikke har givet samtykke, give tilladelse til
udvidelse af påstande, fremsættelse af nye anbringender eller førelse af
nye beviser efter stk. 1-5, når
1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at anmodningen ikke er fremkommet tidligere,
2) modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af hovedforhandlingen eller
3) nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten.
[ Hvis modpart accepterer nova ] Stk. 7. Retten kan,
uanset at modparten har givet samtykke, modsætte sig udvidelse af
påstande, fremsættelse af nye anbringender eller førelse af nye beviser,
hvis en imødekommelse af anmodningen må antages at nødvendiggøre en
udsættelse af hovedforhandlingen.
[ Hæve sagen ] § 359.
Sagsøgeren kan hæve sagen. Har sagsøgte fremsat modkrav i et retsmøde,
hvor sagsøgeren var repræsenteret, eller i et processkrift, der er
forkyndt for sagsøgeren, fortsætter sagen dog efter sagsøgtes anmodning,
for så vidt angår modkravet.
[ Udeblivelse: Sagsøger ] § 360.
Udebliver sagsøgeren fra et møde, som denne er indkaldt til efter
§ 352, stk. 3, § 353 eller § 355, stk. 1,
afviser retten sagen ved en beslutning, der meddeles parterne. Har
sagsøgte fremsat modkrav i et retsmøde, hvor sagsøgeren var
repræsenteret, eller i et processkrift, der er forkyndt for sagsøgeren,
afsiges dog efter sagsøgtes anmodning dom herom.
[ Udeblivelse: Begge parter ] Stk. 2. Udebliver
begge parter fra et møde, som de er indkaldt til efter § 352,
stk. 3, § 353 eller § 355, stk. 1, hæver retten
sagen.
[ Udeblivelse: Sagsøgte ] Stk. 3. Udebliver
sagsøgte fra et møde, som denne er indkaldt til efter § 352,
stk. 3, § 353 eller § 355, stk. 1, afsiger retten
dom efter sagsøgerens påstand, for så vidt denne findes begrundet i
sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne. Har sagsøgeren under sagen
ændret sin påstand til ugunst for sagsøgte eller fremsat anbringender,
der ikke er angivet i stævningen, tages kun hensyn hertil, hvis
ændringen er foretaget i et retsmøde, hvor sagsøgte var repræsenteret,
eller i et processkrift, der er forkyndt for sagsøgte. Er sagsøgerens
påstand uklar, eller må sagsfremstillingen antages i væsentlige
henseender at være urigtig, afvises sagen ved beslutning eller, hvis
sagsøgeren anmoder derom, ved kendelse. Afgørelsen om afvisning meddeles
parterne.
[ Krav: Tilkendegivelse af udeblivelsesvirkning ] Stk. 4. Udeblivelse
fra retsmøder under genoptagelse af forberedelsen, jf. § 356,
stk. 3, og § 364, stk. 1, har den i stk. 1-3 angivne
virkning, hvis dette er angivet i indkaldelsen.
[ Udeblivelsesvirkning for processkrift/påstandsdokument ] Stk. 5. Såfremt et
processkrift efter § 355, stk. 2, eller et endeligt
påstandsdokument efter § 357, stk. 1, ikke indleveres
rettidigt, finder reglerne i stk. 1-3 tilsvarende anvendelse, hvis
retten i pålægget efter § 355, stk. 2, eller § 357,
stk. 1, har angivet, at manglende efterkommelse af pålægget kan
medføre udeblivelsesvirkning.
[ Manglende kopier til dommere ] Stk. 6. Såfremt
kopier efter § 357, stk. 3, ikke indleveres rettidigt, kan
retten bestemme, at reglerne i stk. 1-3 skal finde tilsvarende
anvendelse.
[ Undskyldelig udeblivelse ] Stk. 7. Retten kan
undtagelsesvis undlade at tillægge en parts udeblivelse eller de
forhold, som efter stk. 5 og 6 sidestilles med udeblivelse,
virkning efter denne paragraf. Der tages herved navnlig hensyn til, om
udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, om der i øvrigt må
antages at foreligge undskyldende omstændigheder, eller om modparten
ønsker sagen udsat.
[ Anmodning om nævnsbehandling ] § 361. Anmoder
en forbruger om, at en sag, der kan indbringes for Forbrugerklagenævnet
eller et klage- eller ankenævn, der er godkendt af erhvervs- og
vækstministeren, må blive behandlet ved det pågældende nævn, hæver
retten sagen og sender den til nævnet. Dette gælder dog ikke, hvis det
må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i
klagen, eller hvis sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.
Stk. 2. Anmodning om
nævnsbehandling efter stk. 1 skal fremsættes senest i det
forberedende møde, jf. § 353, eller, hvis et sådant møde ikke
afholdes, senest 4 uger efter rettens meddelelse om, at der ikke skal
holdes et forberedende møde. Anmodningen kan fremsættes mundtligt til
retsbogen. Retten kan, hvis særlige omstændigheder taler derfor, tage
hensyn til en anmodning, der fremsættes senere end angivet i
1. pkt., men inden hovedforhandlingens begyndelse.
Stk. 3. Forbrugeren skal gøres bekendt med muligheden for nævnsbehandling.
Stk. 4. Anlægger en
af parterne på ny retssag, efter at nævnet har afsluttet behandlingen af
sagen, anses sagen i henseende til beregning af procesrente og
afbrydelse af frister for sagsanlæg for anlagt ved det oprindelige
sagsanlæg, medmindre den pågældende part ikke har fremmet sagen
behørigt.
Stk. 5. Reglerne i
stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse i en sag om vederlag til en
advokat eller en af de personer, der er nævnt i § 124, stk. 3,
nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, hvis den
anden part anmoder om, at sagen behandles ved Advokatnævnet, jf.
§ 146. Sagen kan dog først på ny indbringes for retten, når
Advokatnævnet har afsluttet behandlingen af sagen.
Kapitel 34
Hovedforhandling i 1. instans
§ 362. En parts
udeblivelse under hovedforhandlingen, inden parten har nedlagt sin
påstand, har samme retsvirkning som udeblivelse fra et retsmøde under
sagens forberedelse, jf. § 360. Er hovedforhandlingen i henhold til
§ 253, stk. 1, opdelt i flere afsnit, gælder reglen i
1. pkt. for hvert enkelt afsnit af hovedforhandlingen.
Stk. 2. Sagsøgeren
kan hæve sagen, indtil sagsøgeren har nedlagt sin påstand under
hovedforhandlingen. Reglen i § 359, 2. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
[ Nova under hovedforhandling: Modpart afviser ] § 363. Retten
kan, uanset at modparten ikke har givet samtykke, tillade, at en part
udvider de påstande, parten har fremsat inden hovedforhandlingen,
fremsætter anbringender, der ikke er anført inden hovedforhandlingen,
eller fører beviser, som ikke er angivet inden hovedforhandlingen, når
1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at anmodningen ikke er fremkommet tidligere,
2) modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af hovedforhandlingen eller
3) nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten.
[ Nova under hovedforhandling: Modpart accepterer ] Stk. 2. Retten kan,
uanset at modparten har givet samtykke, modsætte sig udvidelse af
påstande, fremsættelse af nye anbringender eller førelse af nye beviser,
hvis en imødekommelse af anmodningen må antages at nødvendiggøre en
udsættelse af hovedforhandlingen.
Stk. 3. Reglerne i
stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, når en part ønsker at
påberåbe sig dokumenter, som ikke er fremkommet inden forberedelsens
slutning.
[ Hensyn ved bedømmelsen ] Stk. 4. Ved
afgørelse efter stk. 1-3 skal hensyn tages til, om parten inden
hovedforhandlingen kunne have givet meddelelse efter § 358,
stk. 1, eller kunne være fremkommet med vedkommende dokument.
[ Genoptage forberedelsen ] § 364. Finder retten, at yderligere forberedelse undtagelsesvis er nødvendig, kan den bestemme, at forberedelsen skal genoptages.
Stk. 2. Reglerne i § 363 gælder under genoptagelsen.
[ Hovedforhandlingens forløb ] § 365.
Hovedforhandlingen indledes med, at parterne nedlægger deres påstande.
Retten kan bestemme, at påstandene skal være skriftligt affattet,
medmindre de fremgår af tidligere afgivne processkrifter.
[ Forelæggelsen ] Stk. 2. Medmindre
retten bestemmer andet, giver sagsøgeren herefter en kort fremstilling
af sagen, hvorefter bevisførelsen finder sted. Oplæsning af de af
parterne påberåbte dokumenter finder kun sted, i det omfang der er
anledning dertil. Derefter gør sagsøgeren og sagsøgte rede for deres
opfattelse af hele sagen, og sluttelig gives parterne lejlighed til
replik og duplik.
[ Optagelse til afgørelse; rettens tilkendegivelse ] Stk. 3. Når
forhandlingerne er sluttet, optages sagen til afgørelse. Retten kan dog
med parternes samtykke udsætte sagen på parternes stillingtagen til
rettens forligsforslag.
[ Deltagelse via telekommunikation ] Stk. 4. Retten kan
tillade, at en part, der er repræsenteret i retten, deltager i
hovedforhandlingen ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan
deltagelse er uhensigtsmæssig.
Stk. 5. Retten kan
tillade, at en part, der ikke er repræsenteret i retten, eller en
rettergangsfuldmægtig deltager i hovedforhandlingen ved anvendelse af
telekommunikation, hvis sådan deltagelse af særlige grunde er
hensigtsmæssig.
[ Skriftlig hovedforhandling ] § 366. Retten
kan med parternes samtykke bestemme, at sagen afgøres uden mundtlig
hovedforhandling, når særlige grunde taler derfor. Retten træffer i så
fald bestemmelse om parternes udveksling af skriftlige procedureindlæg.
Stk. 2. Indleverer
en part ikke rettidigt sit første procedureindlæg, finder § 362,
stk. 1, tilsvarende anvendelse. Indleverer en part ikke rettidigt
et senere procedureindlæg, slutter retten den skriftlige procedure og
optager sagen til afgørelse.
Stk. 3. Reglerne i § 362, stk. 2, § 363 og § 364 finder tilsvarende anvendelse under den skriftlige procedure.
Kapitel 35
Genoptagelse
[ Genoptagelse efter udeblivelsesdom ] § 367. Den, der
er dømt som udebleven, kan kræve sagen genoptaget, når han skriftligt
indgiver anmodning herom til retten inden 4 uger fra dommens afsigelse.
Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives
senere, men inden ét år efter afsigelsen. Retten kan betinge
genoptagelse af, at sagsøgte betaler de sagsomkostninger, der er pålagt
ham, eller stiller sikkerhed for betalingen. Anmodning om genoptagelse
af en sag har samme opsættende virkning som anke, jf. § 480.
Stk. 2. Genoptages
sagen, træffer retten bestemmelse om sagens behandling. Udebliver den,
der har krævet sagen genoptaget, under genoptagelsen, afvises
genoptagelsen.
Kapitel 36
Anke
[ Anke af byretsdomme ] § 368. Domme
afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret, i hvis kreds
byretten ligger. Angår sagen krav, der efter påstanden har en økonomisk
værdi af højst 10.000 kr., kan dommen kun ankes med
Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. stk. 2.
Stk. 2.
Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er
omfattet af stk. 1, 2. pkt., hvis sagen er af principiel karakter
eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal
indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan
dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,
men inden 1 år efter afsigelsen.
[ Anke af landsretsdomme ] Stk. 3. Domme, der
er afsagt af en landsret som 1. instans og af Sø- og Handelsretten, kan
af parterne ankes til Højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved
lov.
[ Anke af afgørelser under sagen ] Stk. 4. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.
[ Anke vedr. sagsomkostninger ] Stk. 5. Bestemmelser
om sagsomkostninger i domme, som er afsagt af en landsret eller af Sø-
og Handelsretten, kan kun ankes særskilt til Højesteret med tilladelse
fra Procesbevillingsnævnet. Bestemmelserne i § 371 finder
tilsvarende anvendelse.
[ Anke ] § 369. Anke kan ske til forandring, ophævelse eller hjemvisning.
[ Sagsomkostninger kæres ] Stk. 2. Bestemmelser
i domme, der er afsagt af en byret, om sagsomkostninger kan kun
indbringes særskilt for landsret ved kære, jf. § 391, stk. 1.
[ Kære v/ afvisning pga. værneting/frist ] Stk. 3. Domme,
hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette
domstol eller ikke rettidigt er indbragt for domstolene eller for
ankeretten, kan kun indbringes for højere ret ved kære, jf. § 391,
stk. 3.
[ Anke af udeblivelsesdomme ] Stk. 4. Den, der er dømt som udebleven, kan kun anke dommen under påberåbelse af fejl ved sagsbehandlingen.
[ Ankeafkald ] § 370. Parterne
kan, når tvisten er opstået, aftale, at en dom vedrørende sagens
realitet ikke skal kunne ankes. I sager mellem erhvervsdrivende om
forhold, der vedrører parternes erhverv, kan en sådan aftale indgås, før
tvisten er opstået. Med erhverv sidestilles offentlig virksomhed.
[ Delvist ankeafkald ] Stk. 2. Angår dommen
både krav, hvor parterne har aftalt, at dommen ikke kan ankes, og krav,
hvor parterne ikke har indgået en sådan aftale, finder lovens
almindelige regler anvendelse på anke af dommen, for så vidt angår
sidstnævnte krav.
[ Anke v/ sagsbehandlingsfejl ] Stk. 3. Uanset stk. 1 kan en dom altid ankes under påberåbelse af fejl ved sagsbehandlingen.
[ Ikke-omfattede sagstyper ] Stk. 4. Reglerne i stk. 1 gælder ikke for de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b og 44 omhandlede sager.
Stk. 5. En part kan give afkald på anke, når dommen er afsagt. Afkaldet skal være udtrykkeligt.
[ Tredjeinstansbevilling ] § 371. Domme,
der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes.
Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3.
instans, hvis sagen er af principiel karakter. Hvis særlige grunde taler
for det, kan tilladelsen begrænses til en del af det krav, som sagen
angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af
disse.
Stk. 2. Ansøgning om
tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til
Procesbevillingsnævnet inden 8 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan
dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,
men inden 1 år efter afsigelsen.
[ Ankefrist ] § 372.
Ankefristen er 4 uger ved anke fra byret til landsret og 8 uger ved anke
fra landsret og fra Sø- og Handelsretten til Højesteret. Fristen regnes
fra dommens afsigelse.
[ Fremgangsmåde v/ anke ] Stk. 2. Anke sker
ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering
skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse
efter § 368, stk. 2, eller § 371, inden 4 uger efter, at
tilladelsen er meddelt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises
anken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år
efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4
uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder
tilsvarende anvendelse ved behandlingen af ansøgning om tilladelse til
anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for
Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.
[ Afvisning og ny ankestævning ] Stk. 3. En anke, der
hæves eller afvises af anden grund end overskridelse af fristen efter
stk. 2, kan med rettens tilladelse på ny tages under behandling,
såfremt ny ankestævning indleveres på rettens kontor inden 2 uger efter,
at sagen blev hævet eller afvist.
[ Krav til ankestævningen ] § 373. Ankestævningen skal indeholde:
1) angivelse af den dom, der ankes,
2) angivelse af indstævntes adresse,
3) appellantens påstand,
4) angivelse af
de anbringender, dokumenter og andre beviser, som appellanten vil
påberåbe sig, og som ikke var påberåbt i foregående instans, og
5) angivelse af
en postadresse i Danmark, hvortil meddelelser til appellanten vedrørende
sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske.
[ Kopi af domsudskrift; genparter ] Stk. 2. Med
ankestævningen skal indleveres en udskrift af den dom, der ankes, og
genparter af ankestævningen. Endvidere indleveres genparter af de i
stk. 1, nr. 4, nævnte dokumenter, for så vidt de er i appellantens
besiddelse. Rettens præsident kan fastsætte bestemmelser om antallet af
genparter.
[ Afvisning af anke ] § 374. Opfylder
ankestævningen ikke kravene i § 373, stk. 1, nr. 1, 3 og 5,
og er den herefter uegnet til at danne grundlag for sagens behandling,
underrettes appellanten om, at sagen ikke kan fremmes. Efter
appellantens anmodning træffes afgørelse om afvisning af anken ved
kendelse. Det samme gælder, såfremt appellanten ikke inden en af retten
fastsat frist fremsender udskrift af dommen og genpart af de i
§ 373, stk. 2, nævnte dokumenter.
[ Forkyndelse af ankestævning ] § 375. Retten
lader ankestævningen forkynde for indstævnte på grundlag af de
oplysninger, som ankestævningen indeholder, og pålægger indstævnte at
afgive svarskrift, medmindre han alene påstår dommen stadfæstet i
overensstemmelse med § 377, stk. 1. Retten bestemmer samtidig,
om afgivelse af svarskrift skal ske ved fremlæggelse i et retsmøde
eller ved indlevering til retten. Indstævnte skal i forbindelse med
forkyndelsen gøres bekendt med, at han anses for at have påstået
stadfæstelse, hvis han henholdsvis udebliver fra retsmødet eller ikke
rettidigt indleverer svarskrift. Varslet for indkaldelsen til retsmødet
eller fristen for svarskriftets indlevering til retten skal i
almindelighed være på mindst 2 uger. Varslet eller fristen, der regnes
fra forkyndelsen, kan efter anmodning forlænges.
[ Ankesvarskrift: Indholdskrav ] § 376. Svarskriftet skal indeholde:
1) indstævntes påstand,
2) angivelse af
de anbringender, dokumenter og andre beviser, som indstævnte vil
påberåbe sig, og som ikke var påberåbt i 1. instans, og
3) angivelse af
en postadresse i Danmark, hvortil meddelelser til indstævnte vedrørende
sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske.
[ Indsigelser ] Stk. 2. Indsigelser
mod anken, som kan frafaldes, skal fremsættes i svarskriftet. Påstår
indstævnte anken afvist, og ønsker han dette spørgsmål påkendt særskilt,
jf. § 253, kan han indskrænke sig til i svarskriftet at fremsætte
sine indsigelser mod anken.
[ Dokumenter ] Stk. 3. Svarskriftet skal være ledsaget af de i stk. 1, nr. 2, nævnte dokumenter, for så vidt de er i indstævntes besiddelse.
[ Fremlæggelse i retsmøde ] Stk. 4. Har retten
truffet bestemmelse om afgivelse af svarskrift ved fremlæggelse i et
retsmøde, skal indstævnte overgive en genpart af skriftet og de
ledsagende dokumenter til appellanten senest samtidig med fremlæggelsen.
Har retten bestemt, at afgivelse skal ske ved indlevering til retten,
sender indstævnte en genpart af skriftet og de ledsagende dokumenter til
appellanten senest samtidig med indleveringen.
[ Ankesvarskrift unødvendigt ] § 377.
Afgivelse af svarskrift er unødvendig, såfremt indstævnte påstår dommen
stadfæstet og ikke under anken ønsker at påberåbe sig andre
anbringender, dokumenter og lignende end dem, der var påberåbt i
foregående instans.
[ Udeblivelse/forsinkelse med ankesvarskrift ] Stk. 2. Indstævnte
anses for at have påstået stadfæstelse i henhold til stk. 1,
såfremt han ikke rettidigt afgiver svarskrift i overensstemmelse med
rettens bestemmelse, jf. § 375. Har retten bestemt, at svarskrift
skal afgives ved indlevering til retten, underretter denne appellanten,
såfremt svarskrift ikke er indleveret rettidigt.
[ Yderligere processkrifter/møder i ankesager ] § 378. Retten
bestemmer, om forberedelsen af anken skal fortsætte ved udveksling af
yderligere processkrifter eller afholdelse af retsmøder, eller om
forberedelsen skal sluttes, og sagen straks berammes til
hovedforhandling. Bestemmelserne i § 376, stk. 3 og 4, finder
tilsvarende anvendelse med hensyn til indlevering af yderligere
processkrifter. De trufne bestemmelser kan senere ændres.
Stk. 2. Retten kan
pålægge en part at indlevere et processkrift inden en af retten fastsat
frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt, finder
reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Retten kan
tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i et
forberedende møde ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan
deltagelse er uhensigtsmæssig.
Stk. 4. Afholdes et
forberedende møde, kan retten bestemme, at hovedforhandlingen skal
foregå i tilslutning til dette, såfremt parterne er enige herom, eller
sagen findes tilstrækkeligt oplyst og også i øvrigt egnet til straks at
hovedforhandles.
[ Appellantens hæveadgang ] § 379. Efter at
ankestævningen er forkyndt for indstævnte, kan appellanten ikke hæve
sagen, såfremt indstævnte rettidigt, jf. § 375, fremsætter anden
påstand end stadfæstelse og ønsker sagen fremmet.
[ Nye beviser i ankeinstansen ] § 380.
Dokumenter og genparter af dokumenter, som en part ønsker at påberåbe
sig, men som ikke tidligere er fremsendt, samt meddelelse om andre
beviser, som en part ønsker at føre under hovedforhandlingen, men som
ikke er angivet i hans processkrifter, skal sendes til retten og
modparten snarest muligt og ikke senere end 2 uger før
hovedforhandlingen. Afgøres sagen i medfør af § 387 uden mundtlig
hovedforhandling, skal genparter som nævnt i 1. pkt. sendes til
retten og modparten snarest muligt og senest 2 uger før fristen for
indlevering af det første procedureindlæg.
Stk. 2. Anmodning om
bevisførelse uden for hovedforhandlingen skal fremsættes snarest muligt
og senest 2 uger efter, at retten har modtaget svarskrift eller et
senere processkrift.
[ Beviser: Undskyldelig forsinkelse ] § 381. Retten
kan tillade en part at føre beviser, som ikke er angivet i
overensstemmelse med § 380, såfremt overskridelse af fristen må
anses for undskyldelig.
[ Samme sagsgenstand: Påstand ej gentaget ] § 382.
Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men ikke er
fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf.
§ 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten
nægte fremsat, selv om modparten ikke protesterer, såfremt påstanden
burde have været fremsat tidligere under anken.
[ Formalitetsindsigelser ] Stk. 2. Indsigelser
som nævnt i § 376, stk. 2, der ikke i overensstemmelse med
denne bestemmelse er angivet i svarskriftet, kan kun tages under
påkendelse, såfremt de i § 383, stk. 2, angivne betingelser er
opfyldt.
[ Samme sagsgenstand: Nyt processtof ] § 383. Påstande
og anbringender, som ikke har været gjort gældende i foregående
instans, kan, hvis modparten protesterer, kun tages i betragtning med
rettens tilladelse.
[ Rettens tilladelse, jf. stk. 1 ] Stk. 2. Retten kan
meddele tilladelse efter stk. 1, såfremt det anses for
undskyldeligt, at de pågældende påstande og anbringender ikke tidligere
er fremsat, eller der er grund til at antage, at nægtelse af tilladelse
vil medføre et uforholdsmæssigt tab for parten. Ved anke til landsret
kan tilladelse tillige meddeles, hvis modparten har tilstrækkelig
mulighed for at varetage sine interesser.
[ Nyt processtof i senere processkrift ] Stk. 3. Er påstande,
som ikke har været gjort gældende i foregående instans, ikke fremsat i
ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf. § 375,
kan retten, selv om modparten ikke protesterer, nægte fremsættelsen,
såfremt de burde have været fremsat tidligere under anken. Det samme
gælder anbringender, som ikke har været gjort gældende i foregående
instans, og som ikke er fremsat under forberedelsen af anken.
[ Nova i ankeinstansen: Nye påstande og anbringeder ] § 384. Påstande
og anbringender, som ikke har været gjort gældende i foregående
instans, og som ville gøre det nødvendigt for retten at tage stilling
til forhold, som ikke har foreligget for den foregående instans, kan
retten nægte fremsat under anken, selv om modparten ikke protesterer.
[ Parter sender kopier ] § 385. I
ankesager, der behandles ved landsretten, tilsender parterne senest 1
uge inden hovedforhandlingen retten kopier af de udvekslede
processkrifter og af de dokumenter eller dele af dokumenter, der agtes
påberåbt under sagen. Afgøres sagen i medfør af § 387 uden mundtlig
hovedforhandling, skal kopier som nævnt i 1. pkt. indleveres til
retten senest ved afslutningen af parternes udveksling af skriftlige
procedureindlæg. Rettens præsident fastsætter antallet og kan bestemme,
at kopierne skal samles i en ekstrakt. Præsidenten kan endvidere efter
forhandling med Advokatrådet fastsætte regler om udformning af
ekstrakter.
[ Ekstrakt i Højesteretssager ] Stk. 2. I ankesager,
der behandles af Højesteret, påhviler det appellanten at udarbejde og
inden en af retten fastsat frist at indsende en ekstrakt af den
indankede sags dokumenter til retten til brug for hovedforhandlingen
eller den skriftlige procedure, der træder i stedet herfor, jf.
§ 387. Rettens præsident kan efter forhandling med Advokatrådet
fastsætte almindelige regler om ekstraktens udformning og indsendelse
til Højesteret.
[ Udeblivelse: Appellanten ] § 386.
Udebliver appellanten fra noget retsmøde ved den ret, til hvilken sagen
er anket, afviser retten anken. Det samme gælder, hvis appellanten ikke
rettidigt har indsendt behørigt udformet ekstrakt til Højesteret, jf.
§ 385, stk. 2. Retten kan endvidere afvise sagen, hvis
appellanten ikke rettidigt har indsendt genparter til landsretten, jf.
§ 385, stk. 1. Har indstævnte nedlagt anden påstand end
stadfæstelse, fremmes sagen efter indstævntes anmodning på grundlag af
det foreliggende skriftlige materiale samt indstævntes bevisførelse og
mundtlige indlæg. Sker udeblivelsen under sagens forberedelse, kan
retten dog efter indstævntes anmodning i stedet tillade, at sagen
fremmes på grundlag af det foreliggende skriftlige materiale og et
skriftligt indlæg fra indstævnte. Afholdes yderligere retsmøder,
indkaldes også appellanten hertil. Har indstævnte udvidet sin påstand
eller fremsat anbringender, der ikke var påberåbt i 1. instans, kan
hensyn hertil kun tages, såfremt ændringen eller fremsættelsen er
foretaget i et retsmøde, hvor appellanten var mødt, eller i et
processkrift, der er forkyndt for appellanten.
[ Udeblivelse: Indstævnte ] Stk. 2. Udebliver
indstævnte fra noget retsmøde ved den ret, til hvilken sagen er anket,
fremmes sagen på grundlag af det foreliggende skriftlige materiale samt
appellantens bevisførelse og mundtlige indlæg. Retten kan beslutte, at
det samme skal gælde, hvis indstævnte ikke rettidigt har indsendt
genparter af processkrifter og dokumenter til landsretten, jf.
§ 385, stk. 1. Sker udeblivelsen under sagens forberedelse,
kan retten dog efter appellantens anmodning i stedet tillade, at sagen
fremmes på grundlag af det foreliggende skriftlige materiale og et
skriftligt indlæg fra appellanten. Afholdes yderligere retsmøder,
indkaldes også indstævnte hertil. Har appellanten udvidet sin påstand
eller fremsat anbringender, der ikke var påberåbt i 1. instans, kan
hensyn hertil kun tages, såfremt ændringen eller fremsættelsen er
foretaget i et retsmøde, hvor indstævnte var mødt, eller i et
processkrift, der er forkyndt for indstævnte.
[ Udeblivelse: Begge parter ] Stk. 3. Udebliver begge parter fra noget retsmøde ved den ret, til hvilken sagen er anket, hæver retten anken.
[ Udeblivelsesvirkning skal være tilkendegivet ] Stk. 4. Udeblivelse
fra et retsmøde under genoptagelse af forberedelsen har kun den i
stk. 1-3 angivne virkning, såfremt dette er angivet i indkaldelsen.
[ Undtagelse til udeblivelsesvirkning ] Stk. 5. Retten kan
undlade at tillægge en parts udeblivelse virkning efter stk. 1-3,
navnlig hvor udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, eller
modparten ønsker sagen udsat.
[ Hovedforhandling via telekommunikation ] § 386 a.
Retten kan tillade, at en part, der er repræsenteret i retten, deltager i
hovedforhandlingen ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan
deltagelse er uhensigtsmæssig.
Stk. 2. Retten kan
tillade, at en part, der ikke er repræsenteret i retten, eller en
rettergangsfuldmægtig deltager i hovedforhandlingen ved anvendelse af
telekommunikation, hvis sådan deltagelse af særlige grunde er
hensigtsmæssig.
[ Skriftlig hovedforhandling i ankesager ] § 387. Retten kan bestemme, at sagen afgøres uden mundtlig hovedforhandling, hvis
1) parterne er enige herom,
2) genstanden for forhandlingen alene er, om anken kan fremmes, eller
3) det i øvrigt på grund af sagens særlige beskaffenhed findes hensigtsmæssigt.
Stk. 2. Retten træffer i så fald bestemmelse om parternes udveksling af skriftlige procedureindlæg.
Stk. 3. Indleverer
appellanten ikke rettidigt sit første procedureindlæg, finder
§ 386, stk. 1 og 5, tilsvarende anvendelse. Indleverer en part
i øvrigt ikke rettidigt et procedureindlæg, slutter retten den
skriftlige procedure og optager sagen til afgørelse.
[ Hjemvisning; fornyet behandling ] § 388. Har
ankeinstansen hjemvist sagen, kan enhver af parterne inden 4 uger efter
dommens afsigelse indgive skriftlig anmodning om fornyet behandling af
sagen til den ret, til hvilken sagen er hjemvist. I tilfælde af
fristoverskridelse finder § 372, stk. 2, tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. Med
anmodningen om fornyet behandling skal følge en udskrift af
hjemvisningsdommen. Sagen fremmes derefter efter lovens almindelige
regler.
Kapitel 37
Kære
[ Kære: Byretssager ] § 389.
Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kan, medmindre
andet er bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten
ligger.
[ Kære: Sagsomkostninger ] Stk. 2. Kendelser og
beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr.,
kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære,
hvis særlige grunde taler derfor.
[ Ansøgning om kæretilladelse ] Stk. 3. Ansøgning om
kæretilladelse efter stk. 2 skal indgives til
Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet.
Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives
senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.
[ Ikke kære efter dom ] § 390. Efter at
der er afsagt dom i en sag, kan afgørelser, der er truffet under sagen,
ikke kæres af en part, og retten kan ophæve en allerede iværksat kære,
såfremt det spørgsmål, afgørelsen angår, kan inddrages under en senere
anke af sagen.
[ Ift. ankeafkald og delafgørelser ] Stk. 2. Reglerne i § 370 finder tilsvarende anvendelse på kendelser, der afsiges efter reglerne i § 253.
[ Kære: Sagsomkostninger over 10.000 kr. (byretssager) ] § 391.
Bestemmelser i domme afsagt af en byret om sagsomkostninger, der er
fastsat til mere end 10.000 kr., kan indbringes særskilt for landsret
ved kære.
[ Tilladelse til kæremål ] Stk. 2.
Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af bestemmelser i
domme om sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis
særlige grunde taler derfor. Bestemmelserne i § 389, stk. 3,
finder tilsvarende anvendelse.
[ Kære af afvisningsdomme; tredjeinstansbevilling ] Stk. 3. Domme,
hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette
domstol eller ikke rettidigt er indbragt for domstolene eller
ankeretten, kan indbringes for højere ret ved kære. Hvis dommen er
afsagt af en landsret som ankeinstans, kan kære kun ske med
Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis
kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om
kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at
afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis
give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder
efter, at afgørelsen er truffet.
[ Kære til Højesteret (fra landsret el. SH-ret) ] § 392.
Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller af Sø- og
Handelsretten efter reglerne i § 253 i en sag, der behandles af
retten som 1. instans, kan kæres til Højesteret, såfremt Højesteret
tillader det, jf. § 253, stk. 4.
[ Kære fra 2. instans ] Stk. 2. I andre
tilfælde kan landsrettens eller Sø- og Handelsrettens kendelser og
beslutninger kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets
tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmål af
principiel karakter. Hvis særlige grunde taler for det, kan en
tilladelse til at kære til Højesteret som 3. instans begrænses til en
del af sagen. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden
2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog
undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men
inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.
[ Hvem kan kære? ] § 393. Kære kan iværksættes af enhver, over for hvem kendelsen eller beslutningen indeholder en afgørelse.
[ Kære: Kendelse om dørlukning ] Stk. 2. Kendelser om dørlukning kan tillige kæres af personer, der
1) er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, og
2) har været til
stede eller været repræsenteret ved en person som nævnt i nr. 1 fra
samme massemedie i det retsmøde, hvor retten behandlede spørgsmålet.
[ Kære: Hvordan? ] Stk. 3. Kære sker
ved indlevering af et kæreskrift til den ret, hvis afgørelse kæres.
Skriftet skal indeholde den kærendes påstand og om fornødent en
angivelse af de grunde, hvorpå kæren støttes. En genpart af kæreskriftet
skal samtidig sendes til modparten.
[ Mundtlig kære ] Stk. 4. Kære af
afgørelser, der er afsagt af en byret, kan dog altid fremsættes
mundtligt til retsbogen. Det samme gælder kære af afgørelser, der er
afsagt af en landsret eller af Sø- og Handelsretten, og som iværksættes
af vidner, syns- og skønsmænd eller de i § 299 eller § 306,
stk. 1, nævnte tredjemænd.
[ Kære: Nova tillades ] Stk. 5. Kære kan støttes på nye anbringender og beviser.
[ Kærefrist: 14 dage ] § 394. Kærefristen, der regnes fra den dag, afgørelsen er truffet, er 2 uger.
Stk. 2. Kære skal
ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter
§ 389, § 391 eller § 392, inden 2 uger efter, at
tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren
af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis
tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så
fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse.
Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandling
af ansøgning om tilladelse til kære efter fristens udløb.
[ Kære: Ej opsættende virkning ] § 395. Kære har
ikke opsættende virkning, medmindre andet er bestemt i loven, eller det
bestemmes af den ret, hvis afgørelse kæres, eller den ret, hvortil
afgørelsen kæres.
[ Kæreskrift videresendes til appelinstansen ] § 396. Den ret,
hvis afgørelse kæres, indsender, for så vidt den ikke omgør sin
afgørelse, jf. §§ 178 og 222, til den ret, hvortil afgørelsen
kæres, inden en uge efter modtagelsen af kæreskriftet eller tilførsel
til retsbogen om kæren:
1) kæreskriftet eller, i de i § 393, stk. 4, nævnte tilfælde, udskrift af retsbogen,
2) udskrift af den afgørelse, der kæres, og
3) bilag af betydning for kæresagen.
Stk. 2. Retten kan vedlægge en erklæring om kæren.
Stk. 3. Retten giver parterne meddelelse om sagens indsendelse og om indholdet af rettens erklæring.
[ Udtalelser inden 10 dage ] § 397. Parterne
har adgang til at indsende skriftlige udtalelser til den ret, hvortil
afgørelsen kæres. Udtalelser, der fremkommer til retten senere end 10
dage efter afgivelsen af den i § 396, stk. 3, nævnte
meddelelse, tages kun i betragtning, såfremt der endnu ikke er truffet
afgørelse i sagen.
Stk. 2. Den ret, hvortil afgørelsen kæres, kan fra parterne og den ret, hvis afgørelse kæres, indhente oplysninger eller erklæringer.
[ Skriftlighed ved kære ] § 398. Retten træffer ved kendelse afgørelse i sagen på det indkomne skriftlige grundlag.
[ Mundtlig forhandling ] Stk. 2. Hvor særlige
grunde taler derfor, kan retten bestemme, at der skal foretages
mundtlig forhandling. Parterne opfordres i så fald til at give møde.
Retten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i
den mundtlige forhandling ved anvendelse af telekommunikation, medmindre
sådan deltagelse er uhensigtsmæssig. Udebliver den kærende, afvises
kæremålet.
[ Omgørelse af dørlukningskendelse ] § 398 a.
Omgørelse af en kendelse om dørlukning, der er kæret efter § 393,
stk. 2, er uden retsvirkning for det retsmøde, der er afholdt i den
ret, hvis afgørelse er kæret.
Kapitel 38
Ekstraordinær genoptagelse og anke
[ Genoptagelse af Højesteretssag ] § 399. Højesteret kan undtagelsesvis tillade, at en af retten afgjort sag genoptages, når:
1) det må anses
for overvejende sandsynligt, at sagen uden ansøgerens fejl har været
urigtigt oplyst, og at sagen efter en genoptagelse vil få et væsentlig
forskelligt resultat,
2) det må anses for givet, at ansøgeren kun ad denne vej vil kunne undgå eller oprette et for ham indgribende tab, og
3) omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse.
Stk. 2. Højesteret
kan under de i stk. 1 nævnte betingelser tillade, at en dom, der er
afsagt af landsret eller byret, ankes efter udløbet af den i
§ 372, stk. 2, 4. pkt., nævnte frist på ét år.
Stk. 3. Højesteret
bestemmer, hvordan en ansøgning om tilladelse efter stk. 1 eller 2
skal behandles, og om lovens almindelige regler skal fraviges ved den
fornyede behandling af sagen.
Stk. 4. Når
tilladelsen er givet, kan Højesteret eller den ret, der behandler sagen,
efter anmodning bestemme, at virkningerne af den afsagte dom skal
stilles i bero. Sådan bestemmelse kan betinges af, at der stilles
sikkerhed.
Stk. 5. Afkald på retten til ekstraordinær genoptagelse og anke er ikke bindende.
Kapitel 39
Behandling af sager om mindre krav
[ Småsagsprocessen: Hvilke sagstyper omfattes? ] § 400. Reglerne i dette kapitel anvendes på byretssager, herunder boligretssager, om følgende krav:
1) Krav, der ikke har økonomisk værdi, eller som har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr.
2) Krav, hvor
parterne, efter at tvisten er opstået, aftaler, at reglerne i dette
kapitel skal finde anvendelse. I sager mellem erhvervsdrivende om
forhold, der vedrører parternes erhverv, kan sådan aftale dog også
indgås, før tvisten er opstået.
[ Aftale sig ud af småsagsprocessen ] Stk. 2. Parterne
kan, efter at tvisten er opstået, aftale, at en sag, der er omfattet af
stk. 1, nr. 1, ikke skal behandles efter reglerne i dette
kapitel.
[ Ikke faderskabs-, ægteskabs- og adoptionssager mv. ] Stk. 3. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for de i kapitel 23 a, 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b, 44 og 88 omhandlede sager.
[ Småsager: Beregning af sagens værdi ] § 401. Sagens
værdi som nævnt i § 400 bestemmes efter påstanden i stævningen.
Omfatter påstanden flere krav mellem de samme to parter, er sagens værdi
den samlede værdi af disse krav. Renter og omkostninger medregnes ikke.
[ Beregning ved ubestemte ydelser ] Stk. 2. Angår
påstanden en ydelse, der skal betales et ubestemt antal gange, beregnes
værdien ved at gange ydelserne pr. år med 10, jf. dog stk. 3. Angår
påstanden en ydelse, der skal betales et bestemt antal gange, beregnes
værdien ved at gange ydelsen pr. gang med antallet af gange, ydelsen
skal betales. Værdien kan dog ikke overstige ydelserne pr. år ganget med
10, jf. dog stk. 3. Er ydelserne ikke af samme størrelse, lægges
ydelserne for det sidste år inden sagens anlæg til grund for
beregningen.
[ Sagens værdi i lejesager ] Stk. 3. Værdien af
sager i henhold til lejeloven eller erhvervslejeloven beregnes, når
sagen omfattes af stk. 2, 1. pkt., ved at gange den årlige
ydelse, påstanden angår, med 5. Omfattes sagen af stk. 2,
2. pkt., kan værdien ikke overstige ydelserne pr. år ganget med 5.
For sager i henhold til lejelovens §§ 87 og 93 eller
erhvervslejelovens §§ 65 og 71 fastsættes sagens værdi dog til 1
års leje.
[ Overgang til alm. regler ] § 402. Retten
kan efter anmodning fra en part eller af egen drift bestemme, at sagens
videre behandling ved retten skal ske uden anvendelse af reglerne i
dette kapitel, hvis sagen
1) angår særlig komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål eller
2) har særlig betydning for en part ud over påstanden.
Stk. 2. Retten kan
endvidere efter anmodning fra en part bestemme, at sagens videre
behandling ved retten skal ske uden anvendelse af reglerne i dette
kapitel, hvis påstanden udvides ud over beløbsgrænsen i § 400,
stk. 1, nr. 1.
[ Småsager: Bevisførelse kræver tilladelse ] § 403.
Bevisførelse kræver rettens tilladelse. Tilladelse gives, når det må
anses for sandsynligt, at bevisførelsen er af betydning for sagen.
[ Bevisførelse i småsager: Sagkyndig erklæring ] § 404. Efter
anmodning fra en part kan sagkyndig oplysning af en sag tilvejebringes
ved skriftlig besvarelse af spørgsmål stillet af retten til en sagkyndig
person eller organisation. Når særlige grunde taler for det, kan retten
bestemme, at en sagkyndig person eller en repræsentant for en sagkyndig
organisation skal supplere den skriftlige besvarelse ved mundtlig
forklaring.
Stk. 2. Parterne
skal have mulighed for på forhånd at udtale sig om spørgsmålene og at få
oplyst de forventede udgifter ved at tilvejebringe den sagkyndige
oplysning.
Stk. 3.
Domstolsstyrelsen fastsætter nærmere regler om den praktiske
fremgangsmåde ved sagkyndig oplysning af en sag. Domstolsstyrelsen kan
beskikke personer eller organisationer til at afgive sagkyndige
vurderinger eller erklæringer.
Stk. 4. Reglerne i
§ 197, § 199, stk. 1, § 200, § 204,
stk. 3, § 209 og § 211 finder tilsvarende anvendelse.
[ Retsmøder uden for kontortid ] § 405. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om afholdelse af retsmøder uden for sædvanlig kontortid.
[ Småsager: Sagsforberedelsen ] § 406. Forberedelsen sker efter reglerne i kapitel 33 med de ændringer, der fremgår af stk. 2-6.
[ Retten forbereder sagen ] Stk. 2. Retten
forbereder sagen. Under forberedelsen bringes parternes stilling til
sagens faktiske og retlige omstændigheder på det rene, og det søges
derunder klargjort, hvilke omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke
der skal være genstand for bevisførelse. Det søges endvidere klargjort,
hvilken bevisførelse der skal finde sted.
[ Svarfrist m. udeblivelsesvirkning ] Stk. 3. Retten kan
pålægge en part at svare på en henvendelse fra retten inden en nærmere
angiven frist. Svarer parten ikke rettidigt på rettens henvendelse,
finder reglerne i § 360 tilsvarende anvendelse, hvis retten i
pålægget har angivet, at manglende efterkommelse af pålægget kan medføre
udeblivelsesvirkning.
[ Retsmøder under forberedelsen ] Stk. 4. Retten kan
undtagelsesvis indkalde parterne til et retsmøde under forberedelsen.
Indkaldelsen skal indeholde oplysning om retsvirkningerne af
udeblivelse, jf. § 360.
[ Retten udarbejder fortegnelse ] Stk. 5. Retten
udarbejder en fortegnelse over parternes påstande, anbringender og
beviser og sender fortegnelsen til parterne. Forberedelsen sluttes
tidligst 14 dage herefter.
[ Undtagelser ] Stk. 6. Reglerne i §§ 353-355 og 357 finder ikke anvendelse.
[ Hovedforhandlingen ] § 407.
Hovedforhandlingen gennemføres efter reglerne i § 365, idet der dog
ikke skal gives den i § 365, stk. 2, 1. pkt.,
1. led, nævnte fremstilling af sagen.
Stk. 2. Det skal fremgå af dommen, at sagen har været behandlet efter dette kapitel.
[ Sagsomkostninger i småsager ] § 408. Sagsomkostningerne fastsættes efter reglerne i kapitel 30, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. I sager om
krav, der har en økonomisk værdi af højst 5.000 kr., erstattes udgifter
til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af
§ 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260,
stk. 6, repræsenterer en part, med højst 1.500 kr. eksklusive moms.
I sager om krav, der har en økonomisk værdi over 5.000 kr., men ikke
over 10.000 kr., erstattes udgifter til advokatbistand eller bistand fra
en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt
eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part, med
højst 2.500 kr. eksklusive moms.
Stk. 3. Reglerne i stk. 2 kan ikke fraviges ved aftale, før tvisten er opstået.
[ Fri proces-begrænsning ] § 409. Såfremt
parterne aftaler, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette
kapitel, jf. § 400, stk. 2, og der ikke ville have været
grundlag for, at retten i medfør af § 402 bestemte, at sagen skulle
behandles uden anvendelse af reglerne i dette kapitel, begrænses
virkningen af fri proces til de omkostninger ved sagen, der ville have
været forbundet med sagens behandling efter dette kapitel.
Stk. 2. Uanset
§ 334, stk. 5, kan der træffes aftale mellem parten og den
beskikkede advokat om, at parten skal betale salær og godtgørelse, der i
medfør af stk. 1 ikke dækkes af statskassen.
[ Anke af småsager ] § 410. Anke af domme til landsretten sker efter reglerne i kapitel 36 med de afvigelser, der følger af stk. 2-5.
[ Ankestævning ] Stk. 2. Anke sker
ved indlevering af en ankestævning til byretten. Ankestævningen skal
indeholde appellantens påstand og om fornødent en angivelse af de
grunde, hvorpå anken støttes. Med ankestævningen skal indleveres en kopi
heraf samt af eventuelle bilag. Byretten sender ankestævningen,
udskrift af den dom, der ankes, og bilag af betydning for ankesagen til
landsretten.
[ Forkyndelse mv. ] Stk. 3.
Ankestævningen forkyndes for indstævnte ved landsrettens foranstaltning,
og appellanten underrettes herom. Indstævnte opfordres samtidig til at
fremsætte sine bemærkninger til ankestævningen inden en af landsretten
fastsat frist. Landsretten kan bestemme, at yderligere processkrifter
skal udveksles.
[ Ankesagen afgøres skriftligt ] Stk. 4. Anken
afgøres på skriftligt grundlag, medmindre landsretten efter sagens
beskaffenhed finder, at der er grund til mundtlig behandling. Fremsætter
begge parter anmodning om mundtlig forhandling, skal anmodningen i
almindelighed imødekommes.
[ Andre undtagelser ] Stk. 5. Følgende regler om anke finder ikke anvendelse:
1) § 372, stk. 2, 1. pkt., om indlevering af ankestævning.
2) §§ 373-378 om ankestævning, svarskrift og yderligere forberedelse.
3) §§ 380 og 381 om angivelse af beviser.
4) § 382 om afskæring af påstande og anbringender, der er fremsat for sent.
5) § 385 om kopier til brug for hovedforhandlingen.
6) § 386 om udeblivelse.
7) § 387 om afgørelse uden mundtlig hovedforhandling.
§§ 411-447. (Ophævet)
Kapitel 40-41
(Ophævet)
Kapitel 42
Sager om ægteskab eller forældremyndighed
§ 448. Efter reglerne i dette kapitel behandles
1) sager om separation eller skilsmisse,
2) sager om forældremyndighed eller barnets bopæl,
3) spørgsmål om samvær og anden kontakt i forbindelse med en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl,
4) sager om omstødelse af ægteskab,
5) sager mellem ægtefæller om ændring eller anfægtelse af vilkår for separation, skilsmisse eller omstødelse,
6) sager mellem ægtefæller til afgørelse af, om separation består eller er bortfaldet, og
7) sager til afgørelse af, om parterne er eller ikke er ægtefæller.
§ 448 a.
Sager om separation eller skilsmisse og sager om forældremyndighed eller
barnets bopæl indbringes for retten af statsforvaltningen, jf. dog
§ 456, stk. 1.
Stk. 2. Sagen anses for indbragt for retten, når retten har modtaget anmodning om det fra statsforvaltningen.
Stk. 3. Den, der
først har anmodet om, at sagen indbringes for retten anses som sagsøger.
Ved samtidig anmodning om indbringelse for retten anses den part, der
indgav anmodning om separation eller skilsmisse, jf. § 37 i lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning, eller om afgørelse om
forældremyndighed, jf. § 28 i lov om forældremyndighed og samvær,13)
som sagsøger. Blev også anmodning som nævnt i 2. pkt. indgivet samtidig
af begge parter, bestemmer statsforvaltningen, hvem der skal anses som
sagsøger. Statsforvaltningens afgørelse efter 3. pkt. kan ikke
indbringes for højere administrativ myndighed.
§ 448 b.
Anlægger social- og integrationsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, eller ægtefællen i et tidligere ægteskab sag til
omstødelse af et ægteskab, skal sagen anlægges mod begge ægtefæller.
Sagen anlægges ved en ret, hvor en af ægtefællerne kan sagsøges efter
§ 448 d.
§ 448 c. Sag om ægteskab kan behandles her i riget, såfremt
1) sagsøgte har bopæl her,
2) sagsøgeren har bopæl her og enten har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her,
3) sagsøgeren er
dansk statsborger, og det godtgøres, at han på grund af sit
statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i det land, hvor han har
bopæl,
4) begge parter er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter sig indbringelse for dansk domstol, eller
5) skilsmisse søges på grundlag af separation meddelt her i landet inden for de sidste fem år.
Stk. 2. Sag om et ægteskabs omstødelse eller beståen kan indbringes for retten her i riget, når ægteskabet er indgået her.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat.
§ 448 d. Sag om ægteskab indbringes for retten ved sagsøgtes hjemting.
Stk. 2. Har sagsøgte ikke hjemting her i riget, indbringes sagen for retten ved sagsøgerens hjemting.
Stk. 3. Har ingen af parterne hjemting her i riget, indbringes sagen for den ret, som justitsministeren bestemmer.
§ 448 e.
Omstændigheder, som er eller kunne være gjort gældende i en tidligere
sag om ægteskab, forældremyndighed eller barnets bopæl, der er pådømt i
realiteten, kan ikke benyttes som søgsmålsgrundlag i en ny sag.
§ 448 f. Sag om forældremyndighed eller barnets bopæl kan behandles her i riget, såfremt
1) barnet har bopæl her,
2) barnet
ulovligt er ført til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i udlandet og
barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl
her,
3) barnet opholder sig her og som følge af uroligheder eller lignende er fordrevet fra sit hjemland,
4) barnet opholder sig her og barnets bopæl ikke kendes eller
5) barnet
opholder sig her og sagen er så hastende, at en afgørelse fra
myndighederne i det land, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse, hvis
1) barnet har
haft bopæl i udlandet i mere end et år efter, at indehaveren af
forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets
bopæl,
2) der inden for dette tidsrum ikke er indgivet en anmodning om tilbagegivelse af barnet, som stadig er under behandling, og
3) barnet er faldet til i sine nye omgivelser.
Stk. 3.
Stk. 1, nr. 1 og 4, finder ikke anvendelse, hvis barnet ulovligt er
ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, medmindre
1) barnet har
haft bopæl her i mere end et år efter, at indehaveren af
forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets
bopæl, og der ikke inden for dette tidsrum er indgivet en anmodning om
tilbagegivelse af barnet eller
2) en anmodning om tilbagegivelse af barnet er blevet afslået.
Stk. 4. Stk. 1-3 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat.
§ 448 g.
Sag om forældremyndighed eller barnets bopæl indbringes for retten i den
retskreds, hvor barnet har bopæl. Hvis barnet ikke har bopæl her i
riget, indbringes sagen for retten ved sagsøgtes hjemting. Hvis sagsøgte
ikke har hjemting her i riget, indbringes sagen for retten ved
sagsøgerens hjemting eller, hvis sagsøgeren ikke har hjemting her i
riget, for Københavns Byret.
§ 449. Finder
retten det ikke muligt at behandle sagen på forsvarlig måde, uden at
sagsøgte eller appelindstævnte har advokatbistand, kan retten beskikke
den pågældende part en advokat. Retten pålægger samtidig med sagens
afslutning parten at erstatte statskassen dennes udgifter i forbindelse
med beskikkelsen.
§ 450. Retten kan opfordre en part til at føre bevis og kan, uanset om modparten anmoder herom, pålægge en part at afgive forklaring.
Stk. 2. I sager om
omstødelse af ægteskab, der anlægges af social- og
integrationsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, skal de
sagsøgte give møde efter samme regler, som gælder for vidner.
§ 450 a.
Retten kan i sager om forældremyndighed eller barnets bopæl eller for at
kunne afgøre et spørgsmål om samvær og anden kontakt, jf. § 448,
nr. 2 og 3, udpege en børnesagkyndig til at deltage i forberedende
møder. Retten kan med henblik på at opnå forlig anmode den
børnesagkyndige om at afholde en samtale med parterne eller barnet samt
om at indhente oplysninger, medmindre en part modsætter sig dette.
§ 450 b.
Retten kan i sager om forældremyndighed eller barnets bopæl eller for at
kunne afgøre et spørgsmål om samvær eller anden kontakt, jf.
§ 448, nr. 2 og 3, træffe bestemmelse om bevisførelse, herunder om
at tilvejebringe børnesagkyndige erklæringer. Om nødvendigt kan retten
pålægge en part at give møde og afgive forklaring efter samme regler,
som gælder for vidner.
§ 450 c.
Samtaler med børn efter forældreansvarsloven afholdes, uden at parterne
er til stede, medmindre retten bestemmer andet. Retten kan anmode en
børnesagkyndig om at deltage i samtalen eller om at afholde samtalen
alene. Inden sagen afgøres, skal parterne gøres bekendt med
hovedindholdet af samtalen, medmindre afgørende hensyn til barnet taler
imod det.
§ 450 d.
Retten kan i særlige tilfælde udpege en person til at bistå barnet under
en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl. Den, der udpeges, har
adgang til sagens akter og mulighed for at være til stede under
retsmøder og under samtaler efter §§ 450 a og 450 c.
§ 451.
Statskassen afholder udgifter ved bevisførelse, børnesagkyndig
deltagelse i sagsforberedelsen, samtaler med børn samt ved udpegning af
en person til at bistå barnet, jf. §§ 450 a-450 d. Retten kan
pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt
det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.
§ 452.
Udebliver en part uden lovligt forfald fra et retsmøde, hvortil han er
indkaldt for at afgive forklaring, eller vægrer han sig uden lovlig
grund ved at svare, eller har svaret ikke tilstrækkelig bestemthed,
finder bestemmelsen i § 344, stk. 2, anvendelse. Det samme
gælder, hvis en part undlader at efterkomme rettens opfordring til at
føre bevis.
Stk. 2. Retten kan afvise sagen, hvis sagsøger udebliver eller vægrer sig ved at svare.
§ 453.
Retsmøderne foregår for lukkede døre. Ved offentlig gengivelse af domme
må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen
af de i dommen nævnte personer, eller på anden måde offentliggørelse af
de pågældendes identitet. Overtrædelse af de nævnte forbud straffes med
bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder.
§ 454.
Ankefristen er 8 uger. Der kan ikke i medfør af § 372, stk. 2,
meddeles tilladelse til efter ankefristens udløb at anke en dom, der
går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, eller
hvorved et ægteskab er kendt ikke bestående. Tilladelse kan dog meddeles
til særskilt anke af vilkår, jf. stk. 2.
Stk. 2. Domme, der
går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, kan ankes
særskilt for så vidt angår vilkårene eller enkelte af disse. Angår
anken kun vilkårene, kan den ret, hvortil anke er sket, kun ændre
dommens bestemmelse om separation, skilsmisse eller omstødelse, såfremt
påstand herom fremsættes i et processkrift, der fremlægges i retten
eller indleveres til rettens kontor inden ankefristens udløb.
§ 455. Sag om ægteskab, forældremyndighed eller barnets bopæl kan ikke anlægges efter en parts død.
Stk. 2. Dør en af parterne inden domsafsigelsen, hæves sagen.
§ 456. Afvises
en sag, hvor anmodning om skilsmisse blev indgivet til
statsforvaltningen inden udløbet af en frist herfor, som er fastsat i
lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, eller hæves en sådan sag uden
anmodning herom fra sagsøgeren, kan denne, selv om fristen i mellemtiden
er udløbet, anlægge sagen på ny inden 4 uger efter, at sagen blev
afvist eller hævet.
Stk. 2. Bestemmelsen
i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis en sag om omstødelse
af ægteskab, der er anlagt inden udløbet af en frist for sagsanlæg, som
er fastsat i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, afvises eller
hæves uden anmodning herom fra sagsøgeren.
Kapitel 42 a
Faderskabssager
§ 456 a. Reglerne i dette kapitel anvendes på sager om faderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagelse af sådanne sager.
§ 456 b. Sag kan indbringes for retten her i landet, hvis
1) moderen eller barnet har bopæl her,
2) en mand, der er part i sagen, har bopæl eller ophold her, eller hans dødsbo behandles eller har været behandlet her, eller
3) faderskabet
her i landet er registreret efter børnelovens §§ 1-3, anerkendt
efter børnelovens §§ 14 eller 19 eller fastslået ved dom.
Stk. 2. Sag efter
anmodning fra en mand, der efter børnelovens § 6 har ret til at få
prøvet, om han er barnets far, kan dog kun indbringes for retten her i
landet, hvis moderen og barnet har bopæl her.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat.
§ 456 c. Sagen indbringes for den byret, hvor moderen har hjemting.
Stk. 2. Har moderen
ikke hjemting her i landet, indbringes sagen for byretten, hvor den
mand, der er part i sagen, har hjemting. Er flere mænd ved sagens
indbringelse for retten parter i sagen, bestemmer justitsministeren,
hvilken af de kompetente byretter sagen skal indbringes for.
Stk. 3. Kan der ikke påvises et værneting efter stk. 1 og 2, bestemmer justitsministeren, hvilken byret sagen skal indbringes for.
Stk. 4. Forlader en
af parterne retskredsen, før nogen af dem har afgivet forklaring, kan
sagen henvises til videre behandling ved den byret, der nu er rette
værneting. Retten kan i øvrigt med samtykke fra præsidenten for
vedkommende landsret henvise sagen til behandling ved en anden byret,
hvis dette kan antages at forenkle eller fremskynde sagens behandling.
§ 456 d. En sag anses for indbragt for retten, når retten har modtaget anmodning om det fra statsforvaltningen.
§ 456 e. Sagens parter er
1) barnet eller dets dødsbo,
2) moderen eller hendes dødsbo og
3) den eller de mænd eller dødsboer, som retten efter børnelovens § 17 skal inddrage.
Stk. 2. Er en part
umyndig, optræder værgen på partens vegne i sagen. Parterne kan i øvrigt
optræde på egen hånd uden hensyn til værgemål. Finder retten det
påkrævet, at der for en part beskikkes en særlig værge, jf.
værgemålslovens §§ 47-49, kan denne beskikkes af retten.
§ 456 f.
Meddelelse om sagens indbringelse for retten gives ved rettens
foranstaltning til parterne. Inddrages en mand under sagen som part,
gives meddelelse ligeledes til ham.
Stk. 2. Er en part død, gives meddelelsen til dødsboet.
§ 456 g.
Retten kan beskikke en advokat for en part, hvis den pågældende har
behov for det. Beskikkelse skal ske for en inddraget mand, når der efter
indkaldelse ved bekendtgørelse i Statstidende eller i tilfælde, hvor
den opgivne far er død, ikke gives møde af manden eller dødsboet.
§ 456 h. Retten drager omsorg for sagens oplysning.
Stk. 2. Retten
træffer selv bestemmelse om afhøring af parter og vidner og om
tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og andre bevismidler.
Retten indkalder selv parter og vidner.
Stk. 3. Politiet yder retten bistand til sagens oplysning, herunder ved eftersøgning af opgivne fadermuligheder.
Stk. 4.
Bestemmelserne i denne lov om virkningerne af en parts udeblivelse eller
møde uden at rejse indsigelse gælder ikke i sager efter dette kapitel.
Stk. 5. Indkaldelse
af parterne til at overvære afhøring af vidner eller andre parter kan
undlades, når retten finder parternes møde uden betydning for sagen. Der
skal altid gives parterne meddelelse om tid og sted for det retsmøde, i
hvilket en sådan afhøring skal foregå, jf. dog stk. 6. I
meddelelsen angives, at vedkommende part ikke behøver at give møde,
medmindre parten selv ønsker det.
Stk. 6. Retten kan
undlade at indkalde en part eller bestemme, at parten skal være
udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, såfremt
hensynet til en anden part eller til sagens oplysning undtagelsesvis gør
det påkrævet. Inden sagen afgøres, skal den pågældende gøres bekendt
med de fremkomne oplysninger.
Stk. 7. Retten
træffer bestemmelse om gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser, jf.
børnelovens § 18. Bestemmelserne i § 178 finder tilsvarende
anvendelse.
§ 456 i.
Moderen har pligt til at møde i retten og afgive forklaring om, hvem der
er eller kan være barnets far, jf. børnelovens § 16. Reglerne i
§ 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. Den eller
de mænd, der er parter i sagen, har pligt til at møde i retten og dér
afgive forklaring om, hvorvidt de har haft seksuelt forhold til moderen i
den periode, hvor hun blev gravid. Reglerne i § 171, stk. 2,
nr. 1, og §§ 177-180 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Der kan tillægges en part rejsegodtgørelse efter reglerne i § 188.
§ 456 j. Anerkendelser for retten fremlægges til retsbogen.
§ 456 k. Retten træffer afgørelse uden hensyn til parternes påstande og anbringender.
Stk. 2. Kun retten kan træffe bestemmelse om, at en mand ikke længere skal være inddraget som part i sagen.
Stk. 3. Sagen hæves, når
1) faderskabet er anerkendt, jf. børnelovens § 19,
2) ingen af de mænd, der er parter i sagen, bliver dømt som far,
3) barnet er afgået ved døden, jf. dog børnelovens § 7, stk. 2, eller
4) ingen fadermuligheder er oplyst eller kan identificeres eller findes.
§ 456 l.
Udgifter ved bevisførelse i henhold til § 456 h afholdes af
statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt
eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale
sagsomkostninger.
§ 456 m. Retsmøderne foregår for lukkede døre. Efter moderens ønske kan en medarbejder fra kommunen give møde med hende.
Stk. 2. Ved
offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse af navn,
stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller på
anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af
forbuddet straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med
fængsel i indtil 6 måneder.
Stk. 3. Ved
forkyndelse af meddelelse om sagens anlæg og tilsigelser i henhold til
§ 159 samt af domme optages moderens og barnets navn kun i
bekendtgørelsen i Statstidende, såfremt retten i særlige tilfælde
træffer bestemmelse herom.
Stk. 4. Er barnet
bortadopteret, og kender forældrene ikke adoptanternes navn, må
adoptanternes, parternes og vidners navne ikke optages i udskrifter af
retsbogen eller rettens afgørelser.
§ 456 n.
Når faderskabet er fastslået eller sagen hævet, sender retten snarest
muligt meddelelse til statsforvaltningen. Meddelelsen skal være ledsaget
af kopi af den til retsbogen fremlagte anerkendelse eller en udskrift
af dommen, en udskrift af retsbogen og kopi af de i sagen fremlagte
personlige attester.
Stk. 2. Retten sørger for dommens forkyndelse.
§ 456 o.
Anke sker ved meddelelse til byretten. Meddelelse kan ske mundtligt til
retsbogen. Retten sender meddelelsen eller i de i 2. pkt. nævnte
tilfælde en udskrift af retsbogen og sagens akter til landsretten.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel finder med de fornødne lempelser anvendelse under anke.
Stk. 3. Uanset
ankefrister kan landsretten under anken inddrage enhver, der for
byretten har været inddraget som part. Opstår der spørgsmål om
inddragelse af andre mænd, kan sagen hjemvises til fornyet behandling
ved byretten.
Kapitel 43
Værgemålssager
§ 457. Reglerne i dette kapitel anvendes på sager om
1) værgemål,
2) prøvelse af statsforvaltningens værgemålsafgørelser og
3) rettens værgebeskikkelse.
§ 458. Sagerne
indbringes for byretten på det sted, hvor den, som begæres sat under
værgemål eller er under værgemål, har hjemting. Har denne ikke hjemting
her i riget, indbringes sagen for Københavns Byret.
§ 459. Som parter anses
1) den, som begæres sat under værgemål eller er under værgemål,
2) den, der har anmodet om værgemålet, og
3) den, der har anmodet om, at statsforvaltningens afgørelse indbringes for retten.
Stk. 2. Endvidere kan de i værgemålslovens § 16, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte personer indtræde som part under sagen.
§ 460. Giver
den, der begæres sat under værgemål eller er under værgemål, ikke møde
ved advokat, beskikker retten en advokat for denne. Retten kan beskikke
advokat for andre parter, hvis de har behov herfor.
§ 461. Retten
sørger for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af parter
og vidner og om tilvejebringelse af lægeerklæringer, erklæringer fra
institutioner, udtalelser fra andre sagkyndige samt andre oplysninger.
Retten indkalder selv parter og vidner.
Stk. 2. Når særlige
omstændigheder taler for det, kan retten bestemme, at den, der begæres
sat under værgemål eller er under værgemål, ikke må overvære
bevisførelsen eller en del af denne. Den pågældende skal, inden sagen
afgøres, gøres bekendt med de fremkomne oplysninger, medmindre dette vil
stride mod de hensyn, der har ført til udelukkelsen.
§ 462. Retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.
Stk. 2. Retten kan forbyde offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.
§ 463.
Anmodning om prøvelse af statsforvaltningens afgørelse om værgemål har
ikke opsættende virkning, medmindre retten bestemmer andet.
§ 464. Rettens
værgemålsafgørelse træffes ved dom. En foreløbig afgørelse om værgemål
træffes dog ved kendelse. Beskikkelse af værge sker ved beslutning eller
kendelse.
§ 465. Udgifter
ved bevisførelse i henhold til § 461 afholdes af statskassen.
Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis,
såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.
§ 466. Anke kan iværksættes af dem, der efter bestemmelsen i § 459 kan optræde som parter under byrettens behandling af sagen.
Stk. 2. Anke sker
ved meddelelse til byretten. Meddelelsen kan ske mundtligt til
retsbogen. Retten sender meddelelsen og sagens akter til landsretten.
Stk. 3. Under anke behandles sagen i landsretten efter samme regler, som er fastsat i dette kapitel for byretsbehandlingen.
Stk. 4. Anke har kun opsættende virkning, når det bestemmes af den ret, hvis afgørelse ankes, eller af den ret, til hvilken anke sker.
§ 467. (Ophævet)
Kapitel 43 a
Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse
§ 468. Reglerne
i dette kapitel finder, når andet ikke er bestemt ved lov, anvendelse
ved frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet
af en dømmende myndighed.
§ 469. Begærer
den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på
hans vegne, at frihedsberøvelsens lovlighed prøves af retten, skal den
myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve
den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om hvis
frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har bopæl (hjemting), jf.
§ 235. Sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering,
beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre i
afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
forelægges dog, så længe patienten ikke er udskrevet, for byretten på
det sted, hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller afdeling er
beliggende.
Stk. 2.
Forelæggelsen for retten skal finde sted inden 5 søgnedage efter
begæringens fremsættelse og sker ved fremsendelse af sagens akter med
fornødne oplysninger om den beslutning, hvis lovlighed kræves prøvet,
herunder angivelse af den bestemmelse, i medfør af hvilken beslutningen
er truffet, en kortfattet redegørelse for de omstændigheder, der
påberåbes som grundlag for den, og henvisning til de i sagen
foreliggende bevisligheder, der vil kunne have betydning for rettens
afgørelse. Indbringes sagen for en domstol, der ikke er rette værneting,
henviser dommeren sagen til rette værneting.
Stk. 3. Begæring om
sagens indbringelse for retten hindrer ikke frihedsberøvelsens
iværksættelse eller opretholdelse, medmindre retten bestemmer det.
Stk. 4. Begæring om
sagens indbringelse for retten efter reglerne i dette kapitel skal
fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere
fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens
ophør undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig
grund til at afvige fra fristen. I sager om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter
udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien regnes fristerne dog fra det
psykiatriske patientklagenævns afgørelse i sagen.
Stk. 5. Er
lovligheden af den pågældende frihedsberøvelse stadfæstet ved dom, kan
begæring om fornyet prøvelse ikke rejses med pligt for den besluttende
myndighed efter denne paragraf, forinden der er forløbet sådan frist,
som måtte være fastsat i vedkommende særlige lov.
Stk. 6. Krav om
erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse skal efter
begæring pådømmes under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten
kan dog udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen
om frihedsberøvelsens lovlighed.
§ 470. Som
parter anses den, om hvis frihedsberøvelse der er spørgsmål, den, der
handler på hans vegne, samt den besluttende myndighed.
Stk. 2. Retten
beskikker en advokat til at varetage dens tarv, hvis frihedsberøvelse
sagen angår, medmindre han selv har antaget en advokat. Når der skønnes
at være fornøden anledning dertil, kan retten endvidere beskikke en
advokat for den besluttende myndighed eller andre parter.
Stk. 3. Dommeren
bestemmer snarest muligt tid for sagens foretagelse, hvorom parterne
underrettes med et af dommeren fastsat varsel. Meddelelsen skal
indeholde oplysning om, at sagen i tilfælde af udeblivelse uden lovligt
forfald kan fremmes til dom på det foreliggende grundlag. Dommeren påser
i øvrigt, at sagen fremmes mest muligt.
Stk. 4. Er
frihedsberøvelsen iværksat, skal den frihedsberøvede bringes til stede i
retten, hvis retten bestemmer det. Det samme gælder, hvis han selv
fremsætter ønske herom, medmindre retten efter de foreliggende
oplysninger om hans tilstand finder, at fremstilling ikke bør finde
sted. Retten bestemmer, om den frihedsberøvede skal bringes til stede
umiddelbart for den dømmende ret, eller om det må anses for
tilstrækkeligt, at der gives den frihedsberøvede lejlighed til at udtale
sig over for retten på opholdsstedet eller over for den dømmende ret
ved anvendelse af telekommunikation.
§ 471. Retten
drager omsorg for sagens oplysning og træffer selv bestemmelse om
afhøring af parter og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra
sagkyndige og af andre bevismidler.
Stk. 2. Når særlige
omstændigheder taler derfor, kan retten bestemme, at den frihedsberøvede
eller den, der handler på hans vegne, skal forlade retssalen under
bevisførelsen eller under en del af denne. Når den pågældende atter er
indladt i retssalen, skal han gøres bekendt med det under hans
fraværelse forefaldne.
Stk. 3. Såfremt
retten anser det for fornødent, at en til vedkommende hospital eller
anstalt knyttet person afhøres som vidne i retten, bør den pågældende i
almindelighed ikke kræves afhørt uden for den retskreds, i hvilken han
bor eller opholder sig, eller i hvilken hospitalet eller anstalten er
beliggende. På samme måde bør en til den besluttende myndighed knyttet
person i almindelighed ikke kræves afhørt uden for den retskreds, i
hvilken han bor eller opholder sig, eller i hvilken den besluttende
myndighed har sit sæde.
Stk. 4. Retten
indkalder selv parter og vidner. Politiet skal på begæring bistå retten
med fremskaffelse af oplysninger om parters og vidners bopæle eller
opholdssteder eller andre af retten nærmere angivne forhold.
§ 472. Efter at
parterne har haft lejlighed til at udtale sig, og bevisførelsen er
sluttet, afgør retten ved dom, om frihedsberøvelsen som lovlig bør stå
ved magt, eller om den vil være at ophæve.
Stk. 2. Udebliver
nogen af parterne uden oplyst lovligt forfald, afgør retten, om
frihedsberøvelsens lovlighed kan prøves på det foreliggende grundlag,
eller om udsættelse skal finde sted.
§ 473. Retten
kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af forhandlingen i retten
og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl
for nogen af de under sagen nævnte personer eller på anden måde
offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af sådant
forbud straffes med bøde.
§ 474. Udgifter
ved bevisførelse i henhold til § 471 afholdes af statskassen.
Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis,
såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.
§ 475. Anke
sker ved meddelelse til dommeren. Ankefristen er 4 uger fra dommens
afsigelse. Byretten sender meddelelsen om anken samt sagens akter til
landsretten, der berammer mundtlig forhandling af sagen i et retsmøde,
til hvilket parterne indkaldes af retten med et af denne bestemt varsel.
Bestemmelserne i § 372, stk. 2, 3.-7. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Om sagens behandling i landsretten gælder tilsvarende regler som fastsat for byretsbehandlingen.
Stk. 3. Landsrettens
dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i § 371,
stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder dog tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Anke har kun
opsættende virkning, når det bestemmes af den ret, hvis afgørelse
påankes, eller af den ret, til hvilken anke sker.
Kapitel 43 b
Prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke
§ 475 a. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på sager, som indbringes for retten efter adoptionslovens § 11.
§ 475 b.
Sagen indbringes for byretten på det sted, hvor den, der har forlangt
beslutningen prøvet af retten (klageren), har hjemting. Har klageren
ikke hjemting her i riget, indbringes sagen for retten på det sted, hvor
barnet har hjemting. Har hverken klageren eller barnet hjemting her i
riget, indbringes sagen for den ret, som justitsministeren bestemmer.
Stk. 2. Sagen skal
indbringes for retten senest 3 uger efter, at statsforvaltningen har
modtaget anmodning om beslutningens prøvelse af retten.
Statsforvaltningen sender sagens akter til retten med oplysning om den
beslutning, der forlanges prøvet, samt en kort redegørelse for de
omstændigheder, der påberåbes, og for de beviser, der kan have betydning
for sagens afgørelse.
Stk. 3. Indbringes sagen for en domstol, der ikke er rette værneting, henviser dommeren sagen til rette værneting.
Stk. 4. Er
anmodning om beslutningens prøvelse af retten modtaget efter udløbet af
den i adoptionslovens § 11, stk. 1, nævnte frist, afvises
sagen, medmindre overskridelsen er undskyldelig, eller særlige grunde i
øvrigt taler for at behandle sagen. Afgørelsen træffes ved kendelse.
§ 475 c.
Som parter anses statsforvaltningen, forældrene, indehaveren af
forældremyndigheden, hvis denne er en anden end forældrene,
adoptionsansøgeren og barnet. Forældrene optræder på egen hånd, selv om
de er umyndige.
Stk. 2. Retten
beskikker en advokat for sagens parter, undtagen statsforvaltningen,
medmindre de pågældende selv har antaget en advokat.
Stk. 3. Retten kan beskikke en værge for barnet, der i så fald indtræder som part i sagen.
§ 475 d.
Udebliver klageren uden lovligt forfald, afgør retten, om beslutningen
kan prøves uden hans tilstedeværelse, eller om sagen skal udsættes.
Stk. 2. Klageren skal i forbindelse med indkaldelsen til retsmødet gøres bekendt med reglen i stk. 1.
§ 475 e.
Retten drager omsorg for sagens oplysning og træffer selv bestemmelse om
afhøring af parter og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra
sagkyndige og af andre bevismidler.
Stk. 2. Når særlige
omstændigheder taler derfor, kan retten bestemme, at parterne ikke må
overvære bevisførelsen eller en del af denne. Parterne skal, inden sagen
afgøres, gøres bekendt med indholdet af bevisførelsen, medmindre det
vil stride mod de hensyn, der har ført til udelukkelsen.
§ 475 f. Retten afgør ved dom, om beslutningen skal opretholdes eller ophæves.
§ 475 g. Retsmøderne foregår for lukkede døre.
Stk. 2. Ved
offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse af navn,
stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller på
anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse
straffes med bøde.
Stk. 3. Kender
forældrene eller værgen ikke den, der søger adoption, må den
adoptionssøgendes og vidners navne ikke optages i udskrifter af
retsbogen eller rettens afgørelser.
§ 475 h.
Udgifter ved bevisførelse i henhold til § 475 e afholdes af
statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt
eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale
sagsomkostninger.
§ 475 i.
Ankefristen er 4 uger ved anke til landsret og 8 uger ved anke til
Højesteret. Der kan ikke i medfør af § 372, stk. 2, meddeles
tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb.
Stk. 2. Anke til
landsret sker ved meddelelse til byretten. Meddelelsen kan ske mundtligt
til retsbogen. Retten sender meddelelsen og sagens akter til
landsretten.
Stk. 3.
Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i
§ 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder dog tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4. Om kære
gælder reglerne i kapitel 37. Der kan dog ikke i medfør af § 394,
stk. 2, meddeles tilladelse til at kære de i § 475 b,
stk. 4, nævnte kendelser efter kærefristens udløb.
Stk. 5. Om sagens behandling i landsretten og Højesteret gælder tilsvarende regler som fastsat for byretsbehandlingen.
Kapitel 44
Fremgangsmåden ved at erhverve mortifikations- eller ejendomsdom
§ 476. Når
nogen vil søge ejendomsdom efter forudgående offentlig indkaldelse,
kommer bestemmelserne i lov om mortifikation af værdipapirer §§ 3-7
og § 8, stk. 1, til anvendelse med de lempelser, der følger
af forholdenes forskellighed.
Stk. 2. Angår sagen en fast ejendom, anlægges den ved byretten på det sted, hvor ejendommen ligger.
Stk. 3. Det har sit
forblivende ved den gældende rets regler om adgangen til at søge sådan
ejendomsdom såvel som om retsvirkningerne af den.
§ 477. Om
adgang til erhvervelse af mortifikationsdom på servitutter,
brugsrettigheder og grundbyrder har det sit forblivende ved reglerne i
lov nr. 67 af 14. april 1905, dog at der i stedet for den i nævnte lovs
§ 4 omhandlede bevilling til erhvervelse af mortifikationsdom uden
særlig indstævning træder en tilladelse meddelt af vedkommende ret ved
kendelse.
Tredje afsnit.
Betalingspåkrav
Kapitel 44 a
[ Krav for anvendelse af betalingspåkrav ] § 477 a.
Reglerne i dette kapitel kan anvendes ved inddrivelse af forfaldne
pengekrav på højst 100.000 kr., når fordringshaveren ikke forventer, at
skyldneren har indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende.
Renter og omkostninger medregnes ikke ved opgørelsen af kravets værdi.
[ Flere skyldnere ] Stk. 2. Er der angivet flere skyldnere i samme betalingspåkrav, anvendes reglerne i §§ 477 d- 477 f for hver skyldner for sig.
[ Indlevering af betalingspåkrav ] § 477 b.
Inddrivelsen indledes ved indlevering af betalingspåkrav til fogedretten
i en retskreds, hvor der er værneting efter kapitel 22 og 23. Såfremt
fordringshaveren anmoder om, at udlæg iværksættes uden fornyet
anmodning, jf. stk. 4, nr. 2, skal betalingspåkravet dog indleveres
til fogedretten i en retskreds, hvor der endvidere er værneting efter
§ 487, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.
Stk. 2. Før
betalingspåkravet indleveres til fogedretten, skal der til skyldneren
være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i § 10,
stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt
i § 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, skal være
udløbet, jf. dog § 11 i lov om inkassovirksomhed.
Stk. 3. Betalingspåkravet skal indeholde
1) parternes
navn og adresse, herunder angivelse af en postadresse i Danmark, hvortil
meddelelser til fordringshaveren vedrørende sagen kan sendes, og hvor
forkyndelse kan ske,
2) angivelse af den ret, ved hvilken inddrivelsen indledes,
3) fordringshaverens krav og
4) en kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet støttes.
Stk. 4. Betalingspåkravet skal endvidere indeholde oplysning om,
1) hvorvidt
fordringshaveren ønsker betalingspåkravet forkyndt for skyldneren,
såfremt udlæg er udelukket efter § 490 eller konkurslovens
§§ 12 c, 31 eller 207,
2) hvorvidt
fordringshaveren ønsker, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning fra
fordringshaveren, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og
3) hvorvidt
fordringshaveren ønsker, at retssagsbehandling indledes på grundlag af
betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren
fremsætter indsigelser.
Stk. 5.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om betalingspåkravets
udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter og om
indlevering af kopier af betalingspåkravet.
Stk. 6. Fogedretten vejleder om udfyldning af blanketter.
[ Afvisning pga. indholdsmangler ] § 477 c.
Opfylder betalingspåkravet ikke kravene i §§ 477 a og 477 b,
afvises sagen ved en beslutning, der meddeles fordringshaveren, jf. dog
stk. 3. Det samme gælder, hvis fordringshaverens krav er uklart
eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen eller
sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig.
Efter fordringshaverens anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved
kendelse.
Stk. 2. Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe mangler som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Fremgår det
af det foreliggende, hvilken fogedret der er kompetent, kan der i
stedet for afvisning ske henvisning til denne fogedret.
Stk. 4. Fogedretten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger og giver betalingspåkravet påtegning herom.
[ Forkyndelse af betalingspåkrav ] § 477 d.
Fogedretten lader betalingspåkravet vedhæftet den i stk. 3 nævnte
vejledning forkynde for skyldneren på grundlag af de oplysninger, som
betalingspåkravet indeholder, medmindre udlæg er udelukket efter
§ 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207 og
fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undlades, jf.
§ 477 b, stk. 4, nr. 1.
Stk. 2. Fogedretten
kan afvise sagen, hvis angivelsen af skyldnerens navn og adresse, jf.
§ 477 b, stk. 3, nr. 1, er unøjagtig, således at forkyndelse
ikke kan foretages på grundlag af fordringshaverens oplysninger.
§ 477 c, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3.
Domstolsstyrelsen udarbejder en vejledning til skyldneren om
retsvirkningerne af betalingspåkravet og om, hvad skyldneren bør
foretage sig til varetagelse af sine interesser.
[ Indsigelser mod betalingspåkravet ] § 477 e.
Hvis skyldneren har indsigelser mod kravet, skal skyldneren skriftligt
give fogedretten meddelelse herom inden 14 dage fra forkyndelsen af
betalingspåkravet. Såfremt forkyndelsen sker i udlandet, på Færøerne
eller i Grønland, er fristen dog 4 uger.
[ Andenpåtegning (får domsvirkning) ] Stk. 2. Fremkommer
der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver fogedretten
betalingspåkravet påtegning herom og underretter parterne. Såfremt
fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet
anmodning, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 2, iværksætter fogedretten
tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles
med en anmodning om tvangsfuldbyrdelse. Såfremt fordringshaveren ikke
har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, sender
fogedretten udskrift af betalingspåkravet til fordringshaveren.
Stk. 3. Når betalingspåkravet har fået påtegning efter stk. 2, 1. pkt., har det samme bindende virkning som en dom.
[ Genoptagelse ] Stk. 4. Inden 4
uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at
der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, kan skyldneren ved
skriftlig anmodning til fogedretten kræve sagen genoptaget. Fogedretten
kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men
inden 1 år efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning
om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser. Fogedretten kan
betinge genoptagelse af, at skyldneren betaler de sagsomkostninger, der
er pålagt skyldneren, eller stiller sikkerhed for betalingen.
Stk. 5. Genoptages sagen, annullerer fogedretten påtegningen efter stk. 2, 1. pkt., og går frem efter § 477 f.
[ Rettidige indsigelser mod betalingspåkrav ] § 477 f.
Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, jf. § 477 e,
stk. 1, og har fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling
indledes uden indlevering af stævning, jf. § 477 b, stk. 4,
nr. 3, iværksætter retten retssagsbehandling på grundlag af
betalingspåkravet, der sidestilles med en stævning. Har fordringshaveren
ikke anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden indlevering af
stævning, sendes betalingspåkravet til fordringshaveren, og skyldneren
underrettes herom.
§ 477 g. Fogedrettens afgørelser kan kæres efter reglerne i kapitel 53.
Fjerde afsnit.
Tvangsfuldbyrdelse
Kapitel 45
Grundlaget for tvangsfuldbyrdelse
[ Tvangsfuldbyrdelse: Udlægsfundamenter ] § 478. Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af
1) domme og
kendelser afsagt af domstole eller af andre myndigheder, hvis afgørelser
efter lovgivningen kan tvangsfuldbyrdes, betalingspåkrav med påtegning
efter § 477 e, stk. 2, samt beslutninger om sagsomkostninger
truffet af de nævnte myndigheder,
2) forlig indgået
for de under nr. 1 nævnte myndigheder samt forlig indgået under
vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning,
3) aftaler om
forældremyndighed, der er anmeldt til eller godkendt af
statsforvaltningen eller retten, afgørelser om forældremyndighed,
barnets bopæl eller samvær, der er truffet af statsforvaltningen,
aftaler om barnets bopæl eller samvær, der er indgået over for
statsforvaltningen, samt aftaler om barnets bopæl eller samvær, når det
udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at den kan tjene som grundlag for
fuldbyrdelse,
4) udenretlige
skriftlige forlig om forfalden gæld, når det udtrykkeligt er bestemt i
forliget, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse,
5) gældsbreve,
der ikke er omfattet af nr. 4, når det udtrykkeligt er bestemt i
dokumentet, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse,
6) pantebreve;
for så vidt angår ejerpantebreve og skadesløsbreve, dog kun når gældens
størrelse og forfaldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller
klart fremgår af omstændighederne,
7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så vidt angår regreskrav, og
8) afgørelser
omfattet af § 4 c i lov om forbrugerklager, som er truffet af
Forbrugerklagenævnet eller godkendte private klage- eller ankenævn.
Stk. 2. Udlæg kan endvidere ske for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret.
Stk. 3. Retten til tvangsfuldbyrdelse tilkommer også den, der har håndpant i en fordring.
Stk. 4. I de i
stk. 1, nr. 4-7, nævnte tilfælde kan fuldbyrdelse foretages hos
enhver, der ved sin underskrift på dokumentet har forpligtet sig som
skyldner, selvskyldnerkautionist eller pantsætter. I de i stk. 1,
nr. 6, nævnte tilfælde kan fuldbyrdelse endvidere foretages hos den, der
som skyldner, selvskyldnerkautionist eller pantsætter har forpligtet
sig ved et digitalt pantebrev, der er eller har været tinglyst eller
registreret i skibsregisteret eller i Dansk Internationalt
Skibsregister.
§ 479.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af
udenlandske domstole og myndigheder om borgerlige krav og vedtagelser om
sådanne krav kan fuldbyrdes her i riget, såfremt de kan fuldbyrdes i
den stat, hvor afgørelsen er truffet, eller efter hvis ret vedtagelsen
skal bedømmes, og såfremt fuldbyrdelsen ikke vil være åbenbart
uforenelig med landets retsorden.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om fuldbyrdelse af de i
stk. 1 nævnte afgørelser og vedtagelser, herunder om behandlingen
af indsigelser.
[ Fuldbyrdelsesfrist: 14 dage ] § 480. Domme
kan fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen er udløbet, medmindre dommen
forinden er anket. Fristen er 14 dage efter dagen for dommens afsigelse,
medmindre andet er bestemt i dommen.
Stk. 2. Det kan i dommen bestemmes, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb.
Stk. 3. Den ret, til hvilken dommen ankes efter fuldbyrdelsesfristens udløb, kan tillægge anken opsættende virkning.
Stk. 4. Bestemmelser
i dommen om kortere fuldbyrdelsesfrist end 14 dage og bestemmelser i
henhold til stk. 2 kan betinges af forudgående sikkerhedsstillelse.
Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om sagsomkostninger.
§ 481. Kendelser kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er bestemt i kendelsen, jf. dog § 480, stk. 5.
Stk. 2. De i
§ 178 nævnte kendelser kan først fuldbyrdes, når fristen til at
forlange kendelsen omgjort er udløbet, eller sådan anmodning er afslået
af retten.
§ 481 a. Betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e, stk. 2, kan fuldbyrdes straks.
§ 482. De i
§ 478, stk. 1, nr. 2, nævnte forlig kan fuldbyrdes, når kravet
er forfaldet, medmindre andet er bestemt i forliget.
§ 483. Aftaler
og bestemmelser om forældremyndighed og samvær, jf. § 478,
stk. 1, nr. 3, kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er aftalt
eller bestemt.
§ 484. Fristen
for fuldbyrdelse på grundlag af de i § 478, stk. 1, nr. 4-7,
nævnte dokumenter er 14 dage efter den dag, da ydelsen kunne kræves
betalt, medmindre andet er bestemt i dokumentet. Kortere
fuldbyrdelsesfrist end 4 søgnedage kan dog ikke aftales.
§ 485. For
krav, som er tillagt udpantningsret, er fuldbyrdelsesfristen 7 dage
efter dagen for meddelelse om forretningen, jf. § 493, stk. 3.
§ 486.
Anmodning om tvangsfuldbyrdelse kan først indgives efter udløbet af de i
§§ 480-484 nævnte frister. Forkyndelse af meddelelse efter
§ 493, stk. 3, kan tidligst ske dagen efter sidste rettidige
betalingsdag.
Stk. 2. Fogedretten
kan dog bestemme, at et krav skal kunne fuldbyrdes, selv om fristerne i
§§ 480-485 endnu ikke er udløbet, eller selv om forkyndelse af
meddelelse efter § 493, stk. 3, ikke er sket, hvis skyldneren
samtykker, eller det må antages, at muligheden for at opnå dækning
ellers vil blive væsentligt forringet. Det samme gælder, hvis en dom er
anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb. Fuldbyrdelsen kan betinges af
forudgående sikkerhedsstillelse.
Kapitel 46
Fremgangsmåden ved udlæg og tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav
[ Værneting: Tvangsfuldbyrdelsessager ] § 487. Anmodning om tvangsfuldbyrdelse kan fremsættes over for fogedretten i en af følgende retskredse:
1) hvor skyldneren har hjemting, jf. §§ 235, 236, 238, 239 og 240,
2) hvorfra skyldneren driver erhvervsmæssig virksomhed,
3) hvor der findes pant for den fordring, for hvilken udlæg søges,
4) hvor genstanden for fuldbyrdelse af andre krav end pengekrav findes.
[ Alternative værneting ] Stk. 2. Er ingen
fogedret kompetent efter stk. 1, eller er det under en tidligere
forretning ikke lykkedes at opnå dækning af hele kravet, kan anmodning
om fuldbyrdelse fremsættes over for fogedretten i en retskreds, hvor
skyldneren opholder sig eller træffes eller har aktiver. Skal der i
anledning af anmodning om tvangsfuldbyrdelse foretages foranstaltninger
ved en anden fogedret end den, hvortil anmodning er indgivet, fremsættes
ny anmodning over for vedkommende fogedret.
[ Værneting ved risiko for forringelse ] Stk. 3. Anmodning
kan fremsættes over for andre fogedretter end angivet i stk. 1 og
2, hvis muligheden for fuldbyrdelse ellers vil blive væsentligt
forringet.
[ Henvisning til anden fogedret ] Stk. 4. Den
fogedret, hvortil anmodning er indgivet i overensstemmelse med
stk. 1-3, kan henvise anmodningen til en anden fogedret, hvis det
findes væsentligt mere hensigtsmæssigt, at forretningen foretages ved
denne fogedret.
[ Krav til fogedrekvisition (anmodning) ] § 488. Ved
indgivelsen af anmodning om tvangsfuldbyrdelse gives de oplysninger, som
er nødvendige til sagens behandling. Anmodningen skal være skriftlig,
hvis fogedretten bestemmer det.
[ Bilag til fogedrekvisitionen ] Stk. 2. Ved
fremsættelse af anmodning i henhold til § 478, stk. 1, nr.
1-3, skal udskrift af afgørelsen, betalingspåkravet med påtegning,
forliget, bevillingen, statsforvaltningens afgørelse, den anmeldte eller
godkendte forældremyndighedsaftale eller aftalen om barnets bopæl eller
samvær indleveres til fogedretten. Ved fremsættelse af anmodning i
henhold til et af de i § 478, stk. 1, nr. 4-7, nævnte
dokumenter skal det originale dokument indleveres, medmindre fogedretten
anser det for unødvendigt. Ved digitale pantebreve, der er eller har
været tinglyst eller registreret i skibsregisteret eller i Dansk
Internationalt Skibsregister, skal anmodningen i stedet indeholde en
præcis henvisning til dokumentet i tingbogen, bilbogen,
andelsboligbogen, personbogen, skibsregisteret eller Dansk
Internationalt Skibsregister.
[ Udbedringsfrist ] Stk. 3. Fogedretten kan indrømme en frist til at tilvejebringe de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger og dokumenter.
[ Afvisning af anmodning om tvangsfuldbyrdelse ] § 489. Er
fogedretten ikke kompetent efter reglerne i § 487, eller foreligger
der ikke tilstrækkeligt grundlag for tvangsfuldbyrdelse, eller mangler
de i § 488 nævnte oplysninger og dokumenter, afviser fogedretten
anmodningen om tvangsfuldbyrdelse og giver meddelelse herom til den, der
har fremsat den.
[ Henvisning i stedet for afvisning ] Stk. 2. Fremgår det
af det foreliggende, hvilken fogedret der er kompetent, kan der i stedet
for afvisning ske henvisning til denne fogedret.
[ Karenstid på 6 måneder ] § 490. En
fordringshaver, der ikke har fået tilstrækkeligt udlæg til at dække sin
fordring, kan først, når der er forløbet 6 måneder siden sidste
forretning, på ny begære afholdt forretning til foretagelse af udlæg.
Fogedretten kan også i øvrigt afvise at foretage udlægsforretning hos en
skyldner, såfremt fogedretten er bekendt med, at der inden for de
sidste 6 måneder har været afholdt en forretning, hvor det ikke har
været muligt at opnå dækning.
[ Særlige omstændigheder el. skyldner ejer aktiver ] Stk. 2. Bestemmelsen
i stk. 1 gælder ikke, hvis der er rimelig grund til at antage, at
skyldneren ejer aktiver, hvori udlæg kan foretages, eller der i øvrigt
foreligger særlige omstændigheder, som gør det rimeligt at afholde
udlægsforretning.
[ Anmodning mhp. afbrydelse af forældelse ] Stk. 3. Er
udlægsforretning afskåret efter reglen i stk. 1, men har
fordringshaveren anmodet om, at forretningen alligevel gennemføres med
henblik på afbrydelse af forældelse, giver fogedretten skyldneren
skriftlig meddelelse om det af fogedretten opgjorte krav inklusive
renter og omkostninger og om formålet med kravets fremsættelse.
Fremkommer skyldneren ikke med skriftlige indsigelser inden for en af
fogedretten fastsat frist, har fogedrettens meddelelse samme virkning
med hensyn til afbrydelse af forældelse som afholdelse af
udlægsforretning. Fremkommer skyldneren med skriftlige indsigelser inden
for den fastsatte frist, afholdes udlægsforretning efter de almindelige
regler.
[ Berammelse af fogedforretning ] § 491.
Fogedretten fastsætter tid og sted for forretningen og giver meddelelse
herom til den, der har fremsat anmodningen om fuldbyrdelse. Har den
pågældende ikke pligt til at give møde, jf. § 492, stk. 2,
gives sådan meddelelse dog kun, hvis han har anmodet herom.
[ Fogedforretning uden for kontortid ] Stk. 2. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om afholdelse af fogedforretninger uden for sædvanlig kontortid.
[ Fogedforretninger uden for retskredsen ] Stk. 3. Fogedretten kan foretage forretninger uden for retskredsen, hvis særlige grunde taler derfor.
[ Vurdering v/ vidne ] Stk. 4. Fogedretten
kan lade et vidne overvære forretningen og bistå fogedretten med en
eventuel vurdering. Vederlag til vidnet afholdes af statskassen efter
regler, der fastsættes af Domstolsstyrelsen.
[ Afvisning ved rekvirentens udeblivelse ] § 492. Udebliver den, der har fremsat anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, fra forretningen, afviser fogedretten forretningen.
[ Ikke møde ved småkrav ] Stk. 2. Den, der har
fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse af et pengekrav, behøver dog
ikke give møde, hvis kravet ikke overstiger 2.500 kr. bortset fra renter
og omkostninger, der påløber efter fremsættelsen af anmodningen, eller
hvis kravet er omfattet af § 478, stk. 2.
[ Tilstedeværelse af fordringshaver ] Stk. 3. Finder
fogedretten det i de i stk. 2 nævnte tilfælde nødvendigt, at
fordringshaveren er til stede under forretningen, kan den enten indkalde
ham til mødet eller udsætte forretningen til et senere møde og indkalde
ham hertil. Udebliver han fra et møde, hvortil han er indkaldt, afviser
fogedretten forretningen. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om
virkningerne af udeblivelse.
[ Oplysninger om berammelse til debitor ] § 493.
Fogedretten underretter så vidt muligt skyldneren om tid og sted for
forretningen. Skal forretningen foretages uden for rettens kontor,
angives tid og sted så bestemt som foreneligt med tilrettelæggelsen af
rettens arbejde. Underretningen kan ske ved tilsigelse til forretningen,
jf. § 494.
[ Undlade underretning ] Stk. 2. Underretning
kan undlades, hvis fogedretten finder det ubetænkeligt at foretage
forretningen uden forudgående meddelelse til skyldneren, eller hvis det
må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive
væsentligt forringet. Fogedretten kan i sidstnævnte tilfælde betinge
fuldbyrdelsen af forudgående sikkerhedsstillelse.
[ Fuldbyrdelse på grundlag af udpantningsret ] Stk. 3. Forlanges
fuldbyrdelse på grundlag af udpantningsret, skal meddelelse om
forretningen forkyndes for skyldneren, medmindre andet er bestemt i
lovgivningen. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om kravets grundlag
og størrelse og sidste rettidige betalingsdag. Ved senere forretninger
for samme krav gives alene meddelelse efter reglerne i stk. 1 og 2.
[ Tilsigelse af debitor ] § 494.
Fogedretten kan med et af denne fastsat varsel tilsige skyldneren til
forretningen, såfremt denne foretages i den retskreds, hvor skyldneren
har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig
virksomhed, eller i en tilstødende retskreds. Foretages forretningen ved
Københavns Byret, retten på Frederiksberg, retten i Glostrup eller
retten i Lyngby, kan skyldneren tilsiges, såfremt denne har sådan
tilknytning til en af disse retskredse. Det kan i tilsigelsen pålægges
skyldneren at møde personligt. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om
varslet og om virkningerne af udeblivelse.
[ Debitors/rekvisiti udeblivelse, politifremstilling ] Stk. 2. Udebliver
skyldneren, uanset at lovlig tilsigelse er forkyndt for ham, uden
anmeldt lovligt forfald, kan fogedretten ved kendelse bestemme, at han
skal tages i forvaring af politiet, indtil han kan fremstilles i
fogedretten. Det samme gælder, hvor skyldneren ikke giver personligt
møde, uagtet dette er pålagt ham. Bestemmelserne i § 178,
stk. 3-10, finder tilsvarende anvendelse.
[ Undlade politifremstilling ] Stk. 3. Anser
fogedretten det for overvejende sandsynligt, at der ikke under
forretningen kan opnås hel eller delvis dækning af kravet, bør den i
almindelighed ikke træffe bestemmelse om fremstilling ved politiet. Det
samme gælder, hvis fremstilling ved politiets foranstaltning ikke vil
stå i rimeligt forhold til gældens størrelse.
[ Tilsigelse af foreninger, selskaber mv. ] Stk. 4. Er
skyldneren en forening, et selskab eller lignende, kan foreningens eller
selskabets direktør eller forretningsfører eller i fornødent fald et
medlem af bestyrelsen tilsiges efter foranstående regler, hvis
vedkommende har bopæl eller opholdssted i retskredsen eller en
tilstødende retskreds, eller foreningen eller selskabet har hjemting i
eller driver erhvervsmæssig virksomhed fra en af disse retskredse.
Reglen i stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
[ Fogedforretning på trods af debitors udeblivelse ] § 495.
Forretningen kan foretages, selv om skyldneren ikke giver møde eller
træffes. På rettens kontor kan der dog, hvis skyldneren ikke er mødt,
ikke foretages udlæg i andet end fast ejendom eller andele i
andelsboligforeninger eller aktier eller anparter i boligaktieselskaber
eller boliganpartsselskaber omfattet af kapitel III i lov om
andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber i henhold til
pantebrev, jf. § 478, stk. 1, nr. 6.
[ Opfordring til at varetage interesser ] Stk. 2. Foretages
forretningen, uden at skyldneren giver møde eller træffes, opfordrer
fogedretten hans ægtefælle eller andre personer over 18 år, som er til
stede, og som må antages at have kendskab til skyldnerens forhold, til
at varetage hans interesser under forretningen.
[ Udsættelse af fogedforretning ] Stk. 3. Finder fogedretten det ønskeligt, at skyldneren er til stede, kan forretningen udsættes.
[ Frivillig opfyldelse inden tvangsfuldbyrdelse ] § 496. Inden
tvangsfuldbyrdelsen gennemføres, opfordrer fogedretten skyldneren eller
den, der varetager hans interesser, jf. § 495, stk. 2, til
frivilligt at opfylde kravet.
[ Delvis betaling ] Stk. 2. Fordringshaveren kan ikke afvise afdrag på fordringen.
[ Debitors oplysningspligt ] § 497.
Skyldneren skal give de oplysninger, som fogedretten finder nødvendige
til gennemførelse af tvangsfuldbyrdelsen. Ved fuldbyrdelse af pengekrav
skal han således give oplysning om sine og sin husstands økonomiske
forhold. Fogedretten skal pålægge skyldneren at tale sandhed og gøre ham
bekendt med strafansvaret for afgivelse af urigtig erklæring.
[ Gennemtvingelse af oplysningspligt ] Stk. 2. Undlader
skyldneren at give de krævede oplysninger, kan fogedretten ved kendelse
bestemme, at skyldneren ved politiets foranstaltning skal tages i
forvaring, indtil han indvilliger i at opfylde sin pligt. Skyldneren kan
dog ikke holdes i forvaring i samme sag ud over 6 måneder, uafbrudt
eller sammenlagt.
[ Vidnesanktionerne gælder ] Stk. 3.
Bestemmelserne i § 178, stk. 3-10, finder tilsvarende
anvendelse for personer, der tages i forvaring efter stk. 2.
[ Undersøgelse af husrum, gemmer og skyldners person ] § 498.
Fogedretten kan undersøge skyldnerens husrum og gemmer samt hans person,
hvis sådan undersøgelse er nødvendig for gennemførelse af
tvangsfuldbyrdelsen.
[ Fogedrettens magtanvendelse ] Stk. 2. Fogedretten kan anvende den for fuldbyrdelsen nødvendige magt. Politiet yder efter anmodning fogedretten bistand hertil.
[ Tredjemands indtræden i fogedforretning ] § 499.
Tredjemand kan indtræde som part under forretningen, for så vidt angår
spørgsmålet, om forretningens foretagelse vil stride imod hans ret.
Indtrædelsen sker ved en erklæring herom til fogedretten.
[ Vejledning af selvmødere ved fogedforretninger ] § 500. Fogedretten vejleder i fornødent omfang den, der ikke møder med advokat, om hans retsstilling.
[ Fri proces ] Stk. 2. Retten kan
give en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter § 325,
fri proces, hvis den pågældende har behov for advokatbistand for
fogedretten.
[ Indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelse ] § 501.
Fremsættes der indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og findes
det efter den bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, jf.
stk. 2-4, betænkeligt at fremme forretningen, nægter fogedretten at
efterkomme fordringshaverens anmodning.
[ Indsigelser mod domme, betalingspåkrav mv. ] Stk. 2. Indsigelser
mod rigtigheden af domme og kendelser samt betalingspåkrav med påtegning
efter § 477 e, stk. 2, og indsigelser mod indenretlige
forlig, som angår rettens virksomhed, jf. § 270, stk. 2, kan
ikke gøres gældende under tvangsfuldbyrdelsen.
[ Indsigelser mod veksler og checks mv. ] Stk. 3. Indsigelser mod veksler og checks kan kun gøres gældende, såfremt
1) den, der har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse, er enig heri,
2) indsigelsen
angår selve vekslens eller checkens indretning og indhold eller andre
betingelser i veksel- eller checkloven for at kunne gøre henholdsvis
veksel- eller checkretten gældende,
3) indsigelsen
går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var umyndig eller på grund
af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling,
forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand manglede evnen
til at handle fornuftmæssigt, at underskriften er falsk, at vekslens
eller checkens indhold er forfalsket efter underskrivelsen, eller at
vekslen eller checken er underskrevet på skyldnerens vegne uden fornøden
fuldmagt, eller
4) indsigelsen
fremsættes af en forbruger og angår en veksel, der er benyttet i
forbindelse med en forbrugeraftale, jf. § 3 i lov om visse
forbrugeraftaler, eller en check, der er benyttet til opnåelse af kredit
i forbindelse med en forbrugeraftale.
[ Nægte bevisførelse ] Stk. 4. Fogedretten
kan nægte en bevisførelse, som på grund af dens omfang eller
beskaffenhed eller af andre særlige grunde bør ske under almindelig
rettergang.
[ Anmodning om kendelse ] Stk. 5. Fogedrettens afgørelse træffes efter anmodning ved kendelse.
[ Udsættelse af fogedforretning ] § 502. Fogedretten kan udsætte forretningen, hvis
1) den dom, som søges fuldbyrdet, er anket efter fuldbyrdelsesfristens udløb,
2) et
retsforhold, hvis fastsættelse vil få indflydelse på forretningens
udfald, er under behandling ved en ret eller en administrativ myndighed,
eller
3) der foreligger andre særlige grunde.
[ Betinge udsættelse af sikkerhedsstillelse ] Stk. 2. Findes det
af hensyn til fordringshaverens fyldestgørelse betænkeligt at udsætte
forretningen, kan fogedretten i stedet betinge udlæg af, at
fordringshaveren stiller sikkerhed, eller bestemme, at der ikke skal
kunne iværksættes tvangsauktion over udlagte aktiver, før en bestemt
afgørelse er truffet, eller en frist er udløbet. Sådan frist kan
eventuelt forlænges.
[ Betaling af omkostninger ] § 503.
Fogedretten træffer bestemmelse om betaling af omkostninger ved
gennemførelsen af kravet. Aftaler mellem parterne om omkostninger og
disses størrelse er ikke bindende for fogedretten. Det kan kun pålægges
skyldneren at betale omkostninger i forbindelse med fordringshaverens
møde under forretningen, hvis det efter reglerne i § 492 har været
nødvendigt for fordringshaveren at give møde, eller fogedretten i øvrigt
finder det rimeligt, at fordringshaveren har givet møde. Omkostninger
ved behandlingen af tvister for fogedretten erstattes kun, hvis dette
efter tvistens art og arbejdets omfang findes rimeligt.
[ Genoptagelse af fogedforretning ] § 504. Forretningen kan genoptages, når parterne er enige derom, eller når fogedretten finder det påkrævet, navnlig fordi
1) skyldneren eller tredjemand anmoder om, at et udlæg må blive ophævet med den begrundelse, at det strider mod tredjemands ret,
2) udlægshaveren
anmoder om, at der må blive truffet ny bestemmelse om udlevering,
opbevaring eller administration af det udlagte, jf. §§ 520, 523 og
525,
3) udlægshaveren
kræver foretaget en udførlig registrering af de i § 518,
stk. 2 og 3, nævnte aktiver eller en vurdering af det udlagte,
4) skyldneren
ikke har været til stede under forretningen og han nu anmoder om adgang
til at benytte sine rettigheder efter §§ 509-516, eller
5) skyldneren
ønsker fastslået, at et udlæg er bortfaldet som følge af omstændigheder,
der er indtruffet efter udlæggets foretagelse, eller fordi grundlaget
for tvangsfuldbyrdelsen ved dom er ophævet eller erklæret ugyldigt.
[ Erstatning for uberettiget tvangsfuldbyrdelse mv. ] § 505. Den, som
har anmodet om tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, som
viser sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og
godtgørelse for tort samt, hvis frihedsberøvelse er sket, for lidelse.
Sådant ansvar påhviler ligeledes fordringshaveren, hvis der i øvrigt ved
fogedretten er truffet foranstaltninger til tvangsfuldbyrdelse, uden at
betingelserne herfor har været til stede, og dette kan lægges
fordringshaveren til last.
[ Erstatning for fremstilling el. tilbageholdelse ] Stk. 2. Har
fogedretten truffet bestemmelse om fremstilling eller tilbageholdelse af
skyldneren, uden at betingelserne herfor har været til stede, eller er
forretning ved en fejltagelse foretaget hos en anden end skyldneren, har
skyldneren eller den, hos hvem forretningen er foretaget, krav på
erstatning og godtgørelse i samme omfang som efter stk. 1, 1. pkt.
Beløbet betales af staten og skal godtgøres statskassen af den, som har
anmodet om forretningen, hvis han er ansvarlig efter reglerne i
stk. 1.
[ Frist på 3 måneder ] Stk. 3. Krav efter
stk. 1 og 2 må fremsættes over for fogedretten eller de almindelige
domstole senest tre måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i
stand til at gøre kravet gældende. Fogedrettens afgørelse træffes ved
kendelse. Fogedretten kan henskyde kravet til søgsmål ved de almindelige
domstole.
[ Kære af afgørelser ] Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3, jf. stk. 2, kan kæres både af parterne og af Domstolsstyrelsen.
[ Telefonisk fogedretsmøde ] § 506. Retten
kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager ved
anvendelse af telekommunikation i et retsmøde, hvor der ikke skal være
mundtlig forhandling om et omtvistet spørgsmål, medmindre sådan
deltagelse er uhensigtsmæssig.
[ Telefonisk møde ved mundtlig forhandling ] Stk. 2. Retten kan
tillade, at en part, der er repræsenteret i retten, deltager ved
anvendelse af telekommunikation i et retsmøde, hvor der skal være
mundtlig forhandling om et omtvistet spørgsmål, medmindre sådan
deltagelse er uhensigtsmæssig.
Stk. 3. Retten kan
tillade, at en part, der ikke er repræsenteret i retten, eller en
rettergangsfuldmægtig deltager ved anvendelse af telekommunikation i et
retsmøde, hvor der skal være mundtlig forhandling om et omtvistet
spørgsmål, hvis sådan deltagelse af særlige grunde er hensigtsmæssig.
[ Begrænsning i skyldners mulighed ] Stk. 4. I det i
§ 497 omhandlede tilfælde kan skyldneren uanset stk. 1-3 ikke
deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation uden billede, og
§ 192 finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 47
Udlæggets genstand og retsvirkninger
[ Fuldbyrdelse af pengekrav ] § 507.
Pengekrav fuldbyrdes ved udlæg i en så stor del af skyldnerens formue,
som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af kravet samt af
omkostninger ved forretningen og det udlagtes opbevaring indtil
auktionen.
Stk. 2. Anmodning om
fuldbyrdelse kan begrænses til en del af fordringen, medmindre
fogedretten finder, at opdeling af fordringen strider mod skyldnerens
interesser.
Stk. 3. Fogedretten vurderer det udlagte, hvis en af parterne forlanger det, eller fogedretten finder vurdering påkrævet.
Stk. 4. Kræves til
vurderingen særlig sagkyndig bistand, som ikke kan ydes af et vidne, jf.
§ 491, stk. 4, bestemmer fogedretten, hvem af parterne der
foreløbigt eller endeligt skal betale omkostningerne ved vurderingen.
Foretagelse af vurdering kan gøres afhængig af, at der forinden stilles
sikkerhed for omkostningerne.
[ Udlæg i penge, fast ejendom, løsøre, fordringer mv. ] § 508. Udlæg
kan foretages i rede penge samt i fast ejendom, løsøre, fordringer og
andre aktiver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige
erhvervelser. Udlæg kan foretages, selv om aktiverne i forvejen er
behæftet.
[ Udlægsfritagne aktiver (trangsbeneficiet) ] § 509. Udlæg
kan ikke foretages i aktiver, bortset fra fast ejendom, der er
nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod
for skyldneren og hans husstand, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En andel i
en andelsboligforening eller en aktie eller anpart i et
boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab omfattet af kapitel III i
lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, der er
forbundet med brugsret til en bolig, kan kun undtages fra udlæg i medfør
af stk. 1, hvis boligen efter sin størrelse og indretning alene
opfylder de sædvanlige krav til en beskeden bolig, der under hensyn til
skyldneren og hans husstand med rimelighed kan stilles, og aktivet ved
tvangsfuldbyrdelse må antages ikke at indbringe et beløb, der klart
overstiger udgiften ved overtagelse af en passende almen bolig eller
leje- eller andelsbolig.
Stk. 3. Udlæg kan
ikke foretages i aktiver af indtil 3.000 kroners værdi, som er
nødvendige til skyldnerens eller hans husstands erhverv eller
uddannelse.
[ Samtykke ej muligt ] Stk. 4. Skyldneren kan ikke gyldigt give samtykke til udlæg i de i stk. 1 og 3 nævnte aktiver.
[ Udlæg i tilbehør til fast ejendom, skib eller luftfartøj ] § 510. Særskilt
udlæg kan kun foretages i tilbehør til fast ejendom, skib eller
luftfartøj, som omfattes af tinglysningslovens § 37 eller
§ 38, sølovens § 47, stk. 1-3, eller lov om registrering
af rettigheder over luftfartøjer § 22, med samtykke fra skyldneren
og andre, som har rettigheder over tilbehøret. Skyldnerens samtykke kan
tilbagekaldes, indtil udlæg er foretaget. Reglen gælder, uanset om
tilbehøret er pantsat.
Stk. 2. En
panthaver, som har særskilt pant i tilbehøret, kan dog foretage udlæg i
dette, hvis ingen bedre stillede rettigheder er til hinder herfor.
Stk. 3. Stk. 1
og 2 finder tilsvarende anvendelse på særskilt udlæg i forbedringer i
andelslejligheder eller aktie- og anpartslejligheder i et selskab
omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforeninger og andre
boligfællesskaber samt inventar, der er særligt tilpasset eller
installeret i sådanne lejligheder, jf. tinglysningslovens
§ 42 j, stk. 4.
Stk. 4. Stk. 1
og 2 finder tilsvarende anvendelse på en fiskerirettighed, der
efter sølovens § 47, stk. 4, omfattes af en rettighed over et
registreret skib.
[ Udlæg i løn mv. ] § 511. Udlæg
kan ikke foretages i endnu ikke udbetalt løn eller andet vederlag for
personligt arbejde, medmindre der er forløbet mere end 7 dage efter
slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller efter at
vederlaget er fortjent.
[ Udlæg i leje ] Stk. 2. Særskilt udlæg i krav på leje af fast ejendom kan ikke foretages, før kravet er forfaldet.
[ Medkontrahents betaling ] Stk. 3. Skyldnerens
medkontrahent ifølge en gensidigt bebyrdende kontrakt kan uanset udlæg i
skyldnerens ret betale til skyldneren og træffe aftale med denne om
ændring i kontraktforholdet, hvis dette er nødvendigt for at undgå
nærliggende fare for tab eller væsentlig ulempe. Medkontrahenten kan i
disse tilfælde modsætte sig udlægget helt eller delvis, hvis han har
rimelig interesse deri.
[ Udlæg i ydelser, underholdsbidrag, pension mv. ] § 512. Udlæg kan ikke foretages i retten til ydelser, der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt.
Stk. 2. Udlæg kan ikke foretages i krav på underholdsbidrag i henhold til lovgivningen om ægteskab og om børns retsstilling.
Stk. 3. Udlæg kan
ikke foretages i krav på pension eller i krav på understøttelse eller
anden hjælp fra det offentlige eller fra stiftelser eller andre
velgørende institutioner, medmindre der er forløbet tre måneder fra den
dag, beløbet kunne fordres udbetalt. Reglerne om fritagelse for
retsforfølgning i lov om tilsyn med pensionskasser samt i lov om
forsikringsaftaler og lov om visse civilretlige forhold m.v. ved
pensionsopsparing i pengeinstitutter berøres ikke heraf.
[ Udlæg i erstatning mv. ] § 513. Udlæg
kan ikke foretages i erstatning for invaliditet eller tab af forsørger
eller i godtgørelse i forbindelse hermed, hvis beløbet tilkommer
skadelidte eller den, som har mistet en forsørger. Er beløbet udbetalt,
kan udlæg dog ske, medmindre summen ved indsættelse på særskilt konto i
bank eller sparekasse eller på anden måde er holdt klart adskilt fra
skyldnerens øvrige formue. Tilsvarende gælder om renter og udbytte af
kapitalen.
Stk. 2. I krav på
godtgørelse for ikke-økonomisk skade, som ikke falder ind under
stk. 1, kan udlæg først foretages, når beløbet er udbetalt.
Stk. 3. Udlæg kan
ikke foretages i krav på erstatning for tab af arbejdsfortjeneste,
medmindre der er forløbet 7 dage fra den dag, beløbet kunne fordres
udbetalt.
Stk. 4. Udlæg kan
dog foretages i de i stk. 1 og 2 nævnte beløb og krav, efter at
kravet og dets størrelse er anerkendt eller fastslået af domstolene,
hvis skyldneren under forretningen giver samtykke hertil, eller hvis
skyldneren har stillet aktivet som pant for vedkommende fordring.
[ Udlæg i gaver mv. ] § 514. Udlæg
kan ikke foretages i gaver, hvis giveren, da gaven blev givet, har
bestemt, at udlæg ikke kan foretages. Udlæg kan heller ikke foretages i
uhævede renter eller udbytte af en sådan gave indtil 6 måneder efter
forfaldsdagen.
Stk. 2. Udlæg kan
ikke foretages i aktiver, som skyldneren i øvrigt har erhvervet på
vilkår som nævnt i stk. 1, hvis erhvervelsen og vilkåret er led i
en tilsvarende ordning for en flerhed af personer og hensynet til
ordningens formål taler afgørende imod at tillade udlæg.
Stk. 3. Udlæg kan
dog foretages i de i stk. 1 og 2 nævnte aktiver, hvis skyldneren
har fri rådighed over dem, eller hvis der ikke er truffet rimelige
foranstaltninger til at hindre skyldnerens råden.
Stk. 4. Vilkår om,
at modtageren af en gave ikke kan råde over denne, antages at omfatte
udelukkelse af udlæg, medmindre andet fremgår af omstændighederne.
[ Udlæg i genstande med særlig betydning og hjælpemidler ] § 515. Udlæg
kan ikke foretages i genstande, som har en særlig personlig betydning
for skyldneren eller medlemmer af hans husstand, medmindre genstandene
har en sådan værdi, at det ikke findes rimeligt at holde dem uden for
fuldbyrdelsen af fordringshaverens krav.
Stk. 2. Udlæg kan ikke foretages i hjælpemidler, som er nødvendige på grund af legemlige mangler eller sygdom.
[ Udlæg i beløb vedr. offentlige hverv ] § 516. Udlæg
kan ikke foretages i beløb, som forud er udbetalt personer, der udfører
offentlige hverv, vidner eller syns- og skønsmænd som godtgørelse for
udgifter og ulempe ved udførelsen af hvervet.
[ Debitors påvisningsret ] § 517.
Skyldneren eller den, der varetager hans interesser, jf. § 495,
stk. 2, har ret til at påvise de aktiver, i hvilke udlæg skal
foretages.
[ Rede penge ] Stk. 2. Udlæg kan dog altid foretages i rede penge. Udlæg for krav, der er sikret ved pant, kan altid foretages i pantet.
[ Fast ejendom, behæftede aktiver mv. ] Stk. 3. Skyldneren
kan ikke forlange, at udlæg skal foretages i fast ejendom, behæftede
aktiver, aktiver, hvis værdi er usikker, eller aktiver, hvis opbevaring
eller afhændelse er særlig vanskelig, hvis han ejer andre aktiver, hvori
udlæg kan ske.
[ Fogedrettens kompetence ved påvisning ] Stk. 4. I øvrigt
bestemmer fogedretten, hvilke aktiver der skal foretages udlæg i, og
påser herunder, at udlægget så vidt muligt sker i de aktiver, skyldneren
og hans husstand bedst kan undvære.
[ Optegnelse over aktiver med udlæg mv. ] § 518. Fogedretten optegner de aktiver, hvori udlæg er foretaget. Foretages vurdering, angives vurderingssummen.
Stk. 2. Udlæg i fast
ejendom omfatter, medmindre andet fremgår af fogedrettens optegnelser,
tillige det i tinglysningslovens §§ 37 og 38 nævnte tilbehør.
Optegnelse af de enkelte tilbehørsgenstande er kun nødvendig, hvis
fordringshaveren anmoder om det. Omfatter udlægget tilbehøret, indgår
også aktiver af denne beskaffenhed, som senere tilføres ejendommen,
under udlægget.
Stk. 3. Bestemmelsen
i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, hvor der i forbindelse med
udlæg i et skib eller luftfartøj foretages udlæg i det i sølovens
§ 47 eller § 22 i lov om registrering af rettigheder over
luftfartøjer nævnte tilbehør eller i de i sidstnævnte lovs § 24
nævnte reservedele.
Stk. 4. Udlæg i en
andel i en andelsboligforening eller i en aktie eller anpart i et
boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab omfattet af kapitel III i
lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber omfatter,
medmindre andet fremgår af fogedrettens optegnelser, tillige
forbedringer i lejligheden samt inventar, der er særligt tilpasset eller
installeret i lejligheden, jf. tinglysningslovens § 42 j,
stk. 4. Optegnelse af de enkelte genstande er kun nødvendig, hvis
fordringshaveren anmoder om det. Udlægget er ikke til hinder for, at
forbedringer eller inventar som nævnt i 1. pkt. udskilles ifølge
regelmæssig drift. Omfatter udlægget forbedringer og inventar, indgår
også aktiver af denne beskaffenhed, som senere tilføres lejligheden,
under udlægget.
[ Begrænsning i debitors rådighed over aktiver ] § 519. Skyldneren er uberettiget til at råde over de udlagte aktiver på en måde, som kan være til skade for udlægshaveren.
Stk. 2. Fogedretten
gør skyldneren bekendt med udlæggets retsvirkninger, herunder at
overtrædelse af bestemmelsen i stk. 1 kan medføre strafansvar. Er
skyldneren ikke til stede, kan dette ske enten ved en skriftlig
meddelelse eller ved tilkendegivelse til den, der varetager hans
interesser, jf. § 495, stk. 2.
§ 520. Et udlæg
i fast ejendom, der tillige omfatter det i tinglysningslovens § 37
nævnte tilbehør til ejendommen, er ikke til hinder for, at skyldneren
udskiller de nævnte aktiver ifølge en regelmæssig drift af ejendommen.
Er anmodning om tvangsauktion indgivet, eller erklærer udlægshaveren at
ville indgive sådan anmodning inden 14 dage, kan fogedretten dog efter
udlægshaverens anmodning fratage skyldneren denne ret, hvis det skønnes
nødvendigt af hensyn til udlægshaverens fyldestgørelse. Er indkaldelse
sket til et møde som nævnt i § 563, stk. 1 eller 2, eller til
tvangsauktion, kan fogedretten træffe sådan bestemmelse også efter
anmodning af andre rettighedshavere.
Stk. 2. Fogedretten
kan om fornødent træffe bestemmelse om administration af udlagt fast
ejendom, registreret skib eller luftfartøj eller af en bolig- eller
erhvervsenhed omfattet af brugsretten i henhold til en udlagt andel i en
andelsboligforening eller en udlagt aktie eller anpart i et
boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab omfattet af kapitel III i
lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.
[ Udlæg i rede penge ] § 521. Ved
udlæg i rede penge overgives beløbet straks til fordringshaveren eller
sendes til ham, hvis han ikke er mødt, jf. § 492, stk. 2.
Fogedretten kan dog tage beløbet i forvaring, indtil fristen for kære af
udlægget er udløbet, eller udlægget er stadfæstet.
[ Modregning af krav ] § 522.
Modregning med krav, som kan tvangsfuldbyrdes, eller som anerkendes af
den, der har anmodet om udlægget, eller hvis rigtighed på anden måde må
anses for godtgjort, kan ske under forretningen, hvis de almindelige
betingelser for modregning er opfyldt.
[ Fratage aktivet mv. ] § 523.
Fogedretten kan bestemme, at løsøre, hvori udlæg er foretaget, skal
fratages skyldneren, medmindre der er truffet bestemmelse efter
§ 525, stk. 1, eller tredjemands ret er til hinder herfor.
Udleveres det udlagte til fordringshaveren til opbevaring, kan
fogedretten gøre udleveringen afhængig af, at fordringshaveren stiller
sikkerhed.
Stk. 2. Ved udlæg i værdipapirer og i fordringer, for hvilke skriftligt bevis er udstedt, tager fogedretten dokumentet i forvaring.
Stk. 3. Fogedretten
kan pålægge skyldneren at udlevere det udlagte. Undlader skyldneren at
efterkomme dette pålæg, finder bestemmelsen i § 497, stk. 2,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Er det
aktiv, hvori udlæg er gjort, i tredjemands besiddelse, kan fogedretten
give denne meddelelse om, at aktivet ikke må udleveres til skyldneren.
[ Betaling ved udlæg i fordringer ] § 524. Er udlæg
foretaget i en fordring, frigøres skyldneren ifølge fordringen ved
betaling til den, hos hvem udlæg er gjort, under samme betingelser som
ved betaling efter overdragelse af fordringen.
[ Begrænsning ved afdragsordning på maks. 10 måneder ] § 525. Ved
udlæg i løsøre kan fogedretten bestemme, at det udlagte ikke må fratages
skyldneren, så længe denne overholder en afdragsordning, der er fastsat
af fogedretten og tiltrådt af skyldneren. Har fordringshaveren givet
møde under forretningen, skal han have lejlighed til at udtale sig,
forinden afdragsordningen fastsættes. Afdragsordningens varighed kan
ikke overstige 10 måneder, medmindre fordringshaveren samtykker.
[ Begrænsning i adgang til tvangsauktion ved boliger ] Stk. 2. Fogedretten
kan bestemme, at udlæg i fast ejendom, der tjener til bolig for
skyldneren eller hans husstand, ikke giver ret til at sætte ejendommen
til auktion, så længe skyldneren overholder en afdragsordning, der er
fastsat af fogedretten og tiltrådt af skyldneren.
[ Udlæg på grundlag af pantebrev ] Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke ved udlæg på grundlag af pantebrev med pant i det udlagte.
[ Salg mv. ved udlæg i andel i andelsboligforening ] Stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse med
hensyn til salg og auktion på grundlag af udlæg i en andel i en
andelsboligforening eller i en aktie eller anpart i et boligaktieselskab
eller et boliganpartsselskab omfattet af kapitel III i lov om
andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, jf. § 559 a.
[ Udlæggets prioritetsstilling mv. ] § 526.
Rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv afgøres af tidspunktet for
indgivelsen af anmodning om udlæg. Anmodninger, der indkommer samme dag,
stilles dog lige. Fortrinsret på grundlag af en ældre anmodning
fortabes, hvis fordringshaveren forsømmer at søge forretningen fremmet.
[ Udlæg foretaget af andre end fogedretten ] Stk. 2. Udlæggets
plads i rækkefølgen regnes dog efter tidspunktet for udlæggets
foretagelse, hvis udlægget er foretaget af en anden myndighed end
fogedretten.
[ Ikke ved fast ejendom, skibe og luftfartøjer ] Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved udlæg i
fast ejendom, registrerede skibe eller luftfartøjer samt fondsaktiver,
jf. § 59, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v.
[ Automatisk bortfald af visse udlæg efter 1 år ] Stk. 4. Udlæg i
løsøre bortset fra registrerede skibe og luftfartøjer bortfalder et år
efter foretagelsen, medmindre udlægshaveren forinden har forlangt
tvangsauktion afholdt eller har været hindret heri ved anke, kære eller
tredjemands ret. Udlægget bortfalder i så fald 8 uger efter hindringens
ophør. Det samme gælder udlæg i fondsaktiver, jf. § 59,
stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v., og i fordringer, hvis der
for fordringen er udstedt omsætningsgældsbrev eller andet dokument, hvis
særlige beskaffenhed medfører, at skyldneren ifølge fordringen ikke
frigøres ved at betale til andre end ihændehaveren.
[ Udlæg i biler mv. ] Stk. 5. Reglerne i
stk. 1-4 gælder ikke for udlæg i biler m.v., som skal tinglyses
efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, eller for udlæg i
andele i andelsboligforeninger m.v., der skal tinglyses efter reglerne i
tinglysningslovens kapitel 6 b.
§ 527. (Ophævet)
Kapitel 48
Særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav
§ 528. Skal den
forpligtede (rekvisitus) fraflytte en fast ejendom eller give den
berettigede (rekvirenten) en rådighed over denne, eller skal rekvisitus
udlevere rørligt gods til rekvirenten, gennemtvinger fogedretten så vidt
muligt umiddelbart, at pligten opfyldes.
§ 529. Skal
rekvisitus udføre et arbejde eller foretage en handling, kan fogedretten
tillade, at rekvirenten lader dette udføre af andre, og der kan
herefter foretages udlæg for det beløb, udførelsen har kostet. Beløbet
skal godkendes af fogedretten.
Stk. 2. Skal
rekvisitus foretage en handling mod at få udgifterne herved dækket af
rekvirenten, fastsætter fogedretten efter anmodning beløbets størrelse.
Fogedretten kan lade et vidne overvære forretningen og bistå fogedretten
med fastsættelsen. Hvis det findes påkrævet, kan fogedretten udmelde en
eller flere sagkyndige. § 507, stk. 4, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Stk. 2
finder tilsvarende anvendelse, hvis rekvirenten har ret til at foretage
en handling mod at erstatte den herved forvoldte skade.
Stk. 4. Fogedretten kan betinge fuldbyrdelsen efter stk. 2 og 3 af forudgående sikkerhedsstillelse.
§ 530. Skal
rekvisitus udstede eller underskrive et dokument, kan fogedretten gøre
dette med samme virkning, som var det udstedt eller underskrevet af
rekvisitus selv.
§ 531. Skal
rekvisitus stille en sikkerhed, kan fogedretten udtage så mange af
dennes aktiver som nødvendigt for at sikre rekvirentens ret, og i disse
har rekvirenten herefter samme sikkerhed som i udlagte aktiver.
§ 532. Skal
rekvisitus undlade noget, skal fogedretten så vidt muligt hindre
rekvisitus i at foretage overtrædelseshandlinger og tilintetgøre, hvad
der er foretaget i strid med rekvirentens ret.
§ 533. Kan
tvangsfuldbyrdelse ikke ske efter §§ 528-532, eller ønsker
rekvirenten ikke at benytte denne fremgangsmåde, anslår fogedretten
rekvirentens interesse i dommens eller forligets opfyldelse i penge, som
herefter inddrives ved udlæg. Ved fastsættelsen af beløbet skal
fogedretten sikre, at rekvirenten ikke påføres tab. § 529,
stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Bestemmelsen
i stk. 1 kan ikke anvendes, såfremt der er indtrådt umulighed
eller anden lignende omstændighed, som fritager rekvisitus for at
fyldestgøre rekvirentens krav, uden at dette medfører erstatningspligt
for ham.
Stk. 3. Anlægger rekvirenten straffesag efter § 535, kan rekvirentens pengekrav fastsættes under denne sag.
§ 534. Skal
rekvisitus foretage flere handlinger, eller kan dommen eller forliget
overtrædes ved flere handlinger, finder reglerne i §§ 528-533
anvendelse, hver gang dommen eller forliget tilsidesættes.
§ 535. Den, der
forsætligt overtræder en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at
foretage eller undlade noget, kan under en af rekvirenten anlagt sag
idømmes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Tilsidesættelse af
undladelsespligter kan straffes hver gang, der foreligger en særskilt
tilsidesættelse af dommen.
Stk. 2. Sag efter
stk. 1 kan ikke anlægges, hvis rekvirenten har opnået sin ret eller
sikkerhed for den. I så fald skal en allerede anlagt sag hæves og
fuldbyrdelsen af en idømt straf undlades eller standses. Reglerne i
§§ 528-534 finder anvendelse, selv om straffesag er anlagt eller
rekvisitus er idømt eller har udstået straf.
Stk. 3. Reglerne i
stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved undladelse af at efterkomme
bestemmelser om forældremyndighed eller samvær.
Kapitel 48 a
Særregler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær
§ 536. Domme og
kendelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær samt
retsforlig, afgørelser og aftaler, der kan fuldbyrdes efter § 478,
stk. 1, nr. 1-3, tvangsfuldbyrdes efter reglerne i § 537. Det
samme gælder anmodninger om udlevering af et barn til
forældremyndighedsindehaveren efter § 596, stk. 2.
Stk. 2. De domme,
kendelser, retsforlig, afgørelser, aftaler og anmodninger, der er nævnt i
stk. 1, kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller
umiddelbar magt. Fogedretten er ikke bundet af rekvirentens anmodning
ved valg af fuldbyrdelsesmåde. Samvær med andre end barnets forældre kan
kun fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder.
Stk. 3. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en børnesagkyndig erklæring.
Stk. 4. Fogedretten kan ændre omfang, tid og sted for samværet samt vilkårene herfor under fuldbyrdelsessagen.
Stk. 5. Fogedretten kan fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen.
Stk. 6. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare.
§ 537.
Fogedretten kan tilkalde en repræsentant fra kommunen til at varetage
barnets interesser under sagen. Fogedretten kan efter omstændighederne
give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller
samværets udøvelse.
Stk. 2. Et barn, som
har den fornødne alder og modenhed, skal under en samtale have mulighed
for at give udtryk for sine egne synspunkter, medmindre det er til
skade for barnet. Afholdes en samtale med barnet, skal der deltage en
børnesagkyndig eller en repræsentant fra kommunen. § 450 c, 1. og
3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Tvangsbøder
fastsættes som daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet
udleveres. Ved fuldbyrdelsen af bestemmelser om udøvelse af samvær kan
der dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om
udøvelse af samvær på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.
Stk. 4. Skal der
anvendes umiddelbar magt, skal der deltage en børnesagkyndig og en
repræsentant fra kommunen til at varetage barnets interesser, medmindre
der foreligger ganske særlige omstændigheder.
Kapitel 49
Almindelige bestemmelser for tvangsauktion
§ 538. Udlæg
til forauktionering giver ret til, efter de i det følgende opstillede
regler, at sætte det udlagte til offentlig auktion og gøre sig betalt af
auktionssummen, jf. dog §§ 557, 559 a og 559 b.
Stk. 2. De følgende
regler anvendes på tvangsauktion, som sker uden forudgående udlæg, med
de ændringer, som følger af forholdets natur.
§ 538 a.
Fyldestgøres et krav, der er sikret ved håndpant, ikke rettidigt, kan
panthaveren lade pantet bortsælge ved tvangsauktion. Værdipapirer, jf.
§ 2 i lov om værdipapirhandel m.v., som har kurs på et dansk eller
udenlandsk reguleret marked, sælges dog gennem en værdipapirhandler, jf.
§ 4 i lov om værdipapirhandel m.v.
Stk. 2. Inden
panthaveren tager skridt til fyldestgørelse, skal han, medmindre
pantsætterens bopæl er ham ubekendt, med en uges varsel ved anbefalet
brev opfordre denne til at opfylde kravet, medmindre omgående salg er
nødvendigt for at undgå eller begrænse et tab. Afkald på sådan
opfordring er ikke gyldigt.
Stk. 3. Pantsatte fordringer kan inddrives af panthaveren, efterhånden som de forfalder.
Stk. 4. Reglerne i
stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse
for adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved
virksomhedspant i fordringer, jf. tinglysningslovens § 47 c,
stk. 3, nr. 1, og fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47
d.
§ 538 b.
Salg ved auktion af pantsatte genstande fra et fællesbo m.v., der
behandles ved bobehandler, et dødsbo, der behandles ved bobestyrer,
eller et konkursbo sker efter reglerne om tvangsauktion. Bobehandleren,
bobestyreren eller kurator skal udføre, hvad der påhviler rekvirenten af
en tvangsauktion, og fungerer tillige som inkassator, for så vidt ingen
anden er udpeget hertil.
Stk. 2. I øvrigt sker salg af et bos aktiver ved offentlig auktion efter reglerne om offentlige auktioner, der ikke er tvangsauktioner.
§ 539. Auktion
over fast ejendom afholdes i den retskreds, hvor ejendommen er
beliggende. Det samme gælder tvangsauktion over andele i en
andelsboligforening eller over aktier eller anparter i et
boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab omfattet af kapitel III i
lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber. Andre
auktioner afholdes i den retskreds, hvor udlægget er foretaget,
medmindre den derværende fogedret bestemmer andet.
§ 540. Ved auktioners afholdelse er særlig tilkaldelse af vidner ikke fornøden.
Stk. 2. Politiet er forpligtet til på begæring at yde fogedretten bistand i overensstemmelse med, hvad der i § 498 er bestemt.
§ 541. Ved
begæringen om tvangsauktion forholdes der efter de ovenfor i § 488
givne regler, dog at her desuden udskrift af udlægsforretningen må
medfølge, medmindre tvangsauktionen skal foretages af den samme
fogedret, som har foretaget udlægsforretningen, i hvilket tilfælde en
simpel påberåbelse af udlægsforretningen med angivelse af dens datum er
tilstrækkelig.
§ 542. Finder
fogedretten, at grundlaget for tvangsauktionen er i orden, og at i
øvrigt intet er til hinder for det udlagtes forauktionering, har
fogedretten at foretage de til auktionens afholdelse fornødne skridt i
henhold til den fremsatte begæring, navnlig ved at udstede de fornødne
bekendtgørelser angående auktionen, i hvilken anledning fogedretten kan
afkræve rekvirenten de nødvendige oplysninger.
Stk. 2. Fogedretten
påser, at auktionen ikke afholdes, før den ordinære kærefrist på 4 uger
er udløbet, jf. § 586, stk. 1. Fremlægges bevis for, at nogen
af de oprindelige parter inden fristens udløb har kæret
udlægsforretningen, stilles auktionen i bero.
Stk. 3. Dog kan
fogedretten, når de udlagte genstande er udsatte for fordærvelse eller
væsentlig værdiforringelse ved at henligge så længe, som iagttagelsen af
foranstående bestemmelser ville kræve, eller når deres bevaring er
forbundet med uforholdsmæssig bekostning, lade auktionen afholde til et
tidligere tidspunkt, end de ovenangivne regler hjemler.
Stk. 4. Auktion over arvekrav må ikke uden arvingens samtykke foretages, inden arven kan kræves udbetalt.
§ 543. Til
omkostninger ved forauktioneringen regnes ikke blot de egentlige
auktionsudgifter, afgifter, inkassationssalær, leje af lokale,
bekostning ved varernes opbevaring og deslige, men også fogedrettens
udlæg til porto, bekendtgørelser m.v. Til auktionsomkostningerne
henregnes endvidere ved tvangsauktioner over faste ejendomme udgifter
ved disses bestyrelse og drift efter udlægget indtil det endelige salg,
for så vidt den, der har udredet dem, har krav på andel i købesummen.
Kapitel 50
Tvangsauktion over løsøre
§ 544.
Bekendtgørelse om auktion over udlagt løsøre skal ske mindst en uge før
auktionens afholdelse, jf. dog § 556. Den skal i det mindste 2
gange indrykkes i et eller flere af de mere udbredte stedlige blade,
således at den første bekendtgørelse sker med det nævnte varsel og den
anden en af de nærmeste dage før auktionen. Fremdeles skal der om
auktionen ske opslag ved plakater og foregå offentligt udråb, for så
vidt sådant på auktionsstedet er sædvanligt ved frivillige auktioner.
Første bekendtgørelse om auktion over skibe, der ikke omfattes af
stk. 2, skal dog ske mindst 2 uger før auktionens afholdelse, og
der skal tillige med samme varsel ske bekendtgørelse i Statstidende.
Stk. 2. Auktion over
skibe, der er registreret i skibsregistret, luftfartøjer, der er
registreret i nationalitetsregistret, samt skibe og luftfartøjer, der er
registreret i tilsvarende udenlandske registre, skal bekendtgøres
mindst 6 uger i forvejen i Statstidende og efter fogedrettens
bestemmelse tillige i et eller flere andre blade og meddeles vedkommende
registreringsmyndighed. Sådan meddelelse skal endvidere gives ved
auktion over fragtfordringer knyttet til registreret skib. Såfremt
auktionen angår et skib eller luftfartøj, registreret i en udenlandsk
stat, må auktionen tillige bekendtgøres med mindst en måneds varsel på
det sted, hvor det er registreret, i overensstemmelse med de dér
gældende regler om offentlig bekendtgørelse af tvangsauktioner.
Rekvirenten skal samtidig med begæringen om auktion indlevere bekræftet
udskrift af det danske eller udenlandske register, indeholdende
oplysning om de på skibet eller luftfartøjet hvilende registrerede
rettigheder. Samtidig med den første bekendtgørelse skal fogedretten ved
anbefalet brev, eventuelt ved luftpost, underrette ejeren og
indehaveren af de nævnte rettigheder om auktionen, såfremt deres
adresser fremgår af registret. Tilsvarende regler kommer til anvendelse
på auktion over reservedelslagre, pantsat i forbindelse med et
luftfartøj.
Stk. 3. Ved auktion
over pantsatte fordringer skal fordringshaveren, skyldneren og
kautionister samt så vidt mulig enhver anden, hvis rettigheder eller
forpligtelser med hensyn til fordringen må antages at ville blive berørt
af salget, underrettes om auktionen, for så vidt vedkommende har
bekendt bopæl her i landet, jf. § 154. Vedtagelse om, at
underretning frafaldes, er ugyldig.
§ 545.
Bekendtgørelsen skal indeholde tydelig og nøjagtig angivelse af tiden og
stedet, når og hvor auktionen holdes, samt en almindelig betegnelse af
de genstande, som skal bortsælges, med fremhævelse af de særlig
værdifulde iblandt dem.
§ 546.
Auktionsrekvirenten antager en inkassator, som har at stille en af
fogedretten nærmere bestemt sikkerhed. Det påhviler inkassator at være
til stede ved auktionen og afgøre, om han vil give den enkelte bydende
kredit eller ikke, samt at indkræve auktionspengene.
Stk. 2. Inkassator er som selvskyldner ansvarlig for, at beløbene af de af ham antagne bud bliver betalt, medmindre andet er vedtaget.
§ 547.
Fogedretten har at påse, at der ved auktionsvilkårene, som i øvrigt
forfattes af rekvirenten, indrømmes vederhæftige købere den på egnen ved
frivillige auktioner sædvanlige kredit, dog uden fogedrettens
billigelse ikke ud over 3 måneder.
Stk. 2. Det beror på
auktionsrekvirenten, om han ved auktionsvilkårene vil pålægge køberne
at udrede auktionsomkostningerne, eller om han vil fritage køberne
herfor og lade dem forlods udrede af auktionssummen; i førstnævnte
tilfælde bliver de at ansætte til visse procent eller en vis andel af
hver krone.
§ 548. Trykte
auktionskataloger kan udstedes af rekvirenten med fogedrettens
billigelse, når denne efter beskaffenheden eller værdien af de
genstande, der skal sælges, finder sådant stemmende med alle parters
interesse, og udredes udgifterne dertil i så fald af auktionsbeløbet.
Stk. 2. Finder
fogedretten ikke udstedelse af trykte auktionskataloger nødvendig, står
det dog enhver i tvangssalget interesseret frit for på egen bekostning
at udstede sådanne, dog inden for de frister, som af fogedretten
bestemmes.
§ 549. Ved
auktionens begyndelse oplæses auktionsvilkårene, som tillige skal opslås
til almindelig efterretning på et iøjnefaldende sted i lokalet eller,
hvis auktionen afholdes under åben himmel, da der, hvor den holdes eller
begyndes. I trykte auktionskataloger indføres auktionsvilkårene straks
efter titelbladet.
Stk. 2. Når dette er iagttaget, kan de på auktionen bydende ikke påberåbe sig uvidenhed om auktionsvilkårene.
§ 550. Fogedretten opråber derefter de enkelte genstande til salg.
Stk. 2. Er
auktionskataloger eller specificerede auktionsplakater udgivne,
bortsælges tingene i den orden, disse angiver, medmindre fogedretten
tilsteder afvigelser herfra; men i modsat fald er skyldneren berettiget
til at bestemme den orden, hvori de udlagte genstande skal opråbes.
Stk. 3. Ved hver
enkelt genstand optegnes i auktionsbogen eller det dertil hørende
auktionskatalog auktionskøberens navn og budets størrelse.
Stk. 4. Hvis betalingen erlægges kontant ved hammerslaget, gøres derom bemærkning.
Stk. 5. Skønner
fogedretten, at der kan opnås et væsentlig højere bud på en ny auktion,
kan den bestemme, at der skal afholdes en anden og sidste auktion.
§ 551.
Udlægshavere er ingen sinde berettigede til at modsætte sig, at ældre
eller yngre udlægshavere i samme løsøre skrider til tvangsauktion efter
de her opstillede regler. Dog bør, hvor auktionen afholdes ifølge
begæring af en yngre udlægshaver, de af samme flydende omkostninger ikke
komme en ældre udlægshaver til skade, ligesom beløbet bliver at anvende
til hans fyldestgørelse, forinden noget kan komme den yngre udlægshaver
til gode (jf. § 554).
Stk. 2. Det afgøres efter de hidtil gældende retsregler, om panthavere kan modsætte sig vedkommende genstandes realisation.
Stk. 3. Ved auktion
over registreret skib eller luftfartøj kan salg finde sted, såfremt de
forud for udlægshaveren prioriterede, for fogedretten dokumenterede
behæftelser dækkes gennem auktionssummen eller, i det omfang denne er
berettiget hertil, overtages af køberen.
Stk. 4. Er udlæg
foretaget i et registreret luftfartøj for erstatningskrav for skade, der
her i riget er påført person eller gods på jorden, og er skaden
forvoldt enten af dette fartøj eller af et andet, tilhørende samme ejer
og behæftet med samme panterettigheder eller sikkerhedsrettigheder for
fordringer stiftet ved aftale, lydende på et bestemt beløb eller et
størstebeløb, kan salg dog finde sted, selv om auktionssummen er
utilstrækkelig til fuld dækning af udlægshaveren og de forud
prioriterede rettigheder. Det beløb, som skal tilfalde indehaveren af de
sidstnævnte rettigheder, bliver da at nedsætte i det omfang, det er
nødvendigt for at skaffe udlægshaveren fyldestgørelse, men skal dog
mindst udgøre 80 pct. af auktionssummen med fradrag af omkostninger.
Stk. 5. De i
stk. 4 fastsatte regler kommer dog ikke til anvendelse, såfremt den
for skaden ansvarlige eller nogen på hans vegne har tegnet en
ansvarsforsikring, som tilstrækkeligt og effektivt dækker hans
erstatningsansvar.
Stk. 6. Er et lager
af reservedele pantsat i forbindelse med et luftfartøj, og finder
tvangsauktion sted på grundlag af udlæg foretaget for et krav, som ikke
er sikret på den nævnte måde, kan salg ikke finde sted, medmindre der på
auktionen opnås et bud på 2/3 af lagerets værdi, således som denne
fastsættes ved vurdering af sagkyndige af fogedretten udmeldte personer.
Såfremt auktionssummen er utilstrækkelig til dækning af de foranstående
rettigheder og udlægshaverens krav, kan det beløb, som skal medgå til
dækning af de foranstående rettigheder, om fornødent nedsættes til 2/3
af auktionssummen med fradrag af omkostninger.
§ 552. Når
auktionen er holdt i overensstemmelse med ovenstående regler, er den med
hensyn til sit udfald bindende for alle dem, hvis rettigheder over det
bortsolgte ifølge den borgerlige rets regler samt bestemmelsen i
§ 551 ophører ved tvangssalget.
§ 553. Inden 14
dage henholdsvis efter auktionen eller den fastsatte kredittids udløb
har inkassator at aflægge regnskab til fogedretten over auktionsbeløbet
og til fogedretten at indbetale, hvad der efter fradrag af, hvad der
tilkommer ham selv, bliver tilovers, jf. dog konkurslovens § 89. I
inkassationssalær må i reglen ikke beregnes mere end 4 pct. af de beløb,
hvorpå der gives kredit, og 2 pct. af dem, der betales kontant; dog kan
fogedretten, når inkassationen skønnes ikke at kunne fås udført for
denne betaling, tillade, at inkassationssalæret sættes højere.
§ 554.
Fogedretten har derefter uden ophold at udbetale auktionsrekvirenten den
ham tilkommende del af auktionspengene og at afgive det mulig
tiloversblevne til skyldneren, medmindre flere hos fogedretten har
anmeldt krav på deltagelse i det ved auktionen indkomne, eller det af
tingbogen, hvoraf genpart i så henseende skal tilvejebringes, kan ses
eller på anden måde, såsom ved skyldnerens forklaring, af fogedretten
erfares, at sådant krav haves.
Stk. 2. I dette
tilfælde har fogedretten at affatte et udkast til auktionssummens
fordeling mellem samtlige vedkommende ifølge deres rettigheders
beskaffenhed.
§ 555.
Fogedretten skal ufortøvet meddele enhver af de i foregående paragraf
omhandlede personer, som har bekendt bopæl inden riget, særskilt
underretning (§ 154) om, at udkastet henligger til eftersyn på
fogedrettens kontor. Har nogen af de nævnte personer ikke bekendt bopæl
inden riget, er for hans vedkommende offentlig indkaldelse i
Statstidende tilstrækkelig, medmindre han har ladet møde ved
udlægsforretningen eller gjort anmeldelse for fogedretten ved en her i
riget bosat fuldmægtig, i hvilket tilfælde underretning bør gives denne.
Stk. 2. Fremkommer
der ikke inden 4 uger efter underretningens meddelelse eller efter
bekendtgørelsen indsigelse imod fogedrettens udkast, iværksættes
fordelingen af auktionsbeløbet, så snart det er indkommet, i
overensstemmelse med udkastet, dog uden at nogens ret i øvrigt er
prækluderet herved. Opstår der tvist om fordelingen, og lykkes det ikke
fogedretten ved mægling at tilvejebringe enighed, afgør fogedretten
tvisten ved kendelse. Angår tvisten fordeling af auktionsbeløbet for
salg af et skib eller luftfartøj, skal fogedretten dog, hvis
fogedrettens mægling er forgæves, henvise parterne til almindelig
rettergang. Indsigelser mod fordelingen, der ikke behørig forfølges
inden 14 dage, anses da som ikke fremkomne.
Stk. 3. Den del af
auktionssummen, med hensyn til hvilken ingen uenighed er til stede,
udbetales i overensstemmelse med udkastet; men den del, som er genstand
for tvist, tilbageholdes indtil sagens endelige afgørelse. Det påhviler
fogedretten at drage omsorg for de indkomme summers hensigtsmæssige
bevaring og frugtbargørelse i mellemtiden.
§ 556. Er de
udlagte genstande udsatte for hurtig fordærvelse eller tab i værdi,
eller er deres bevaring forbundet med uforholdsmæssig bekostning, kan
fogedretten lade auktion afholde med kortere bekendtgørelsesfrister, end
de angivne regler medfører.
§ 557. Er udlæg
foretaget i værdipapirer, jf. § 2 i lov om værdipapirhandel m.v.,
som har kurs på et dansk eller udenlandsk reguleret marked, bortsælges
disse ikke ved tvangsauktion. De nævnte værdipapirer sælges efter
anmodning fra udlægshaveren af fogedretten gennem en værdipapirhandler,
jf. § 4 i lov om værdipapirhandel m.v.
§ 558. Når
udlæg er givet i fordringer af anden beskaffenhed end de i foregående
paragraf omhandlede, kan udlægshaveren, i stedet for at stille dem til
auktion, efterhånden som de forfalder, lade dem indkræve hos den eller
dem, der er pligtige at betale samme, ved en af ham antagen inkassator,
som har at stille en af fogedretten nærmere bestemt sikkerhed.
Rekvirenten er pligtig snarest muligt at underrette fogedretten om, hvem
han har antaget til inkassator.
Stk. 2. Inkassator
kan legitimere sig som berettiget til at indkræve fordringerne ved en
udskrift af udlægsforretningen, forsynet med fogedrettens påtegning om,
at han er antaget til og autoriseret som inkassator. Gøres der
indsigelse mod det beregnede inkassationssalær af nogen i tvangssalget
interesseret, fastsættes det af fogedretten under hensyn til det med
inkassationen forbundne arbejde fra 1 til 6 pct. af det indkomne beløb.
§ 559. De
pengebeløb, der indkommer, når der gås frem efter §§ 557 og 558,
indbetales til fogedretten, som derefter har at gå frem efter reglerne i
§§ 554 og 555.
§ 559 a.
Er udlæg foretaget i en andel i en andelsboligforening, hvor der til
andelen er knyttet retten til en bolig, kan denne ikke sælges ved
tvangsauktion, før fogedretten efter anmodning fra udlægshaveren har
forsøgt tvangssalg gennem andelsboligforeningen i overensstemmelse med
§ 6 b i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.
Stk. 2. En
anmodning til fogedretten om at iværksætte tvangssalg gennem
andelsboligforeningen skal være skriftlig og ledsaget af en udskrift af
andelsboligbogen. Når fogedretten har modtaget anmodningen, indkalder
den skyldneren og andelsboligforeningen til møde. På mødet vejleder
fogedretten skyldneren om sagens videre forløb. I særlige tilfælde kan
fogedretten på mødet meddele skyldneren en frist på indtil 4 uger til at
afværge tvangsmæssigt salg af andelen. § 561, stk. 1, 2. og
3. pkt., stk. 2, stk. 3, 4. pkt., og stk. 4, finder
tilsvarende anvendelse. Fogedretten underretter andelsboligforeningen,
skyldneren og udlægshaveren om sin beslutning om, at andelen skal
forsøges solgt gennem andelsboligforeningen i overensstemmelse med
§ 6 b i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.
Stk. 3. Må det på
grundlag af andelsboligforeningens oplysninger antages, at der ved salg
gennem foreningen ikke kan opnås en pris svarende til den højeste pris,
der er tilladt efter andelsboligloven eller foreningens vedtægter, kan
fogedretten beslutte, at salg skal ske gennem fogedretten på
tvangsauktion.
Stk. 4. Sker salg
gennem andelsboligforeningen i overensstemmelse med stk. 1 ikke
inden den frist, der er fastsat i § 6 b i lov om
andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, sælges andelen efter
anmodning fra udlægshaveren gennem fogedretten på tvangsauktion.
Stk. 5. I de i
stk. 3 og 4 nævnte tilfælde afholdes tvangsauktionen i
overensstemmelse med reglerne i kapitel 51 med undtagelse af §§ 560
og 561, § 562, stk. 1 og 2, og stk. 3, 3. pkt.,
§ 566, stk. 2, 2. og 3. pkt., og stk. 3, 2. og 3. pkt.,
§ 568, § 569, stk. 1, 1. og 4. pkt., og stk. 2,
§ 570, stk. 1, 1. pkt., § 580 og § 582, 1. pkt. Når
særlige hensyn til skyldneren taler derfor, kan fogedretten beskikke en
advokat for skyldneren. § 500, stk. 2, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 6. Auktionen
afholdes på de af justitsministeren efter forhandling med erhvervs- og
vækstministeren fastsatte tvangsauktionsvilkår vedrørende andelsboliger.
Afgives flere bud svarende til den pris, der er den højst tilladte
efter lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber eller
andelsboligforeningens vedtægter, afgør fogedretten ved lodtrækning,
hvem der skal have fortrinsstilling.
§ 559 b.
§ 559 a finder tilsvarende anvendelse ved udlæg i aktier eller
anparter i et boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab omfattet af
kapitel III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.
§ 559 c.
En anmodning til fogedretten om tvangsauktion over en andel i en
andelsboligforening, som anvendes til andet end beboelse, skal være
skriftlig og være ledsaget af en udskrift af andelsboligbogen. I øvrigt
finder § 559 a, stk. 5 og 6, tilsvarende anvendelse.
Kapitel 51
Tvangsauktion over fast ejendom
§ 560. En
anmodning til fogedretten om tvangsauktion skal være skriftlig og
indeholde oplysning om ejendommens art, jf. § 563. Med anmodningen
skal følge en attest om ejendomsvurderingen og en tingbogsattest. Hvor
ejendommen består af flere matrikelnumre i samme retskreds, der er
behæftet ensartet, er én tingbogsattest tilstrækkelig. Skal der på grund
af uensartet behæftelse af ejendommen og dens tilbehør i henhold til
§ 572 foretages særskilt opråb af ejendommens tilbehør eller en del
af dette, skal der desuden vedlægges en fortegnelse over det tilbehør,
som skal opråbes særskilt.
Stk. 2. Indgives der
flere auktionsbegæringer vedrørende samme ejendom, behandles disse af
fogedretten i den rækkefølge, de er modtaget, således at en senere
indgivet begæring ikke behandles, før en tidligere er bortfaldet.
§ 561. Når
fogedretten har modtaget anmodning om tvangsauktion, indkalder den
skyldneren til møde, såfremt ejendommen benyttes til beboelse for denne
eller hans familie, eller hvis fogedretten i øvrigt finder, at der er
behov for et møde. Dette afholdes så vidt muligt inden 7 dage efter
anmodningens modtagelse. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om
formålet med mødet, jf. stk. 3, om adgangen til advokatbeskikkelse
og antagelse af en sagkyndig samt opfordring til skyldneren om at
medbringe kvitteringer og andre papirer af betydning for gældsforholdene
i ejendommen. Indkaldelsen af skyldneren skal forkyndes eller sendes
ved anbefalet brev.14) Kendes skyldnerens adresse ikke, bekendtgør fogedretten indkaldelsen i Statstidende.
Stk. 2. Fogedretten
underretter rekvirenten og om fornødent kommunalbestyrelsen om
indkaldelsen. Fogedretten kan indkalde rekvirenten til mødet med
tilkendegivelse om, at auktionsbegæringen anses for bortfaldet, hvis han
udebliver.
Stk. 3. På mødet
vejleder fogedretten skyldneren om virkningerne af anmodningen om
tvangsauktion og fastsætter så vidt muligt tidspunktet for et eventuelt
forberedende møde og for auktionen. I særlige tilfælde kan fogedretten
på mødet meddele skyldneren en frist på indtil 4 uger til at afværge
auktionen. Har behandlingen af anmodningen om tvangsauktion været udsat
efter § 560, stk. 2, kan sådan frist dog kun helt
undtagelsesvis meddeles. Er skyldneren eller rekvirenten ikke mødt,
underretter fogedretten i fornødent omfang den pågældende om de
beslutninger, der er truffet på mødet.
Stk. 4. Fogedretten kan forlænge den i stk. 3 nævnte frist, når særlige omstændigheder taler herfor.
Stk. 5. I stedet for
at indkalde skyldneren til et møde kan fogedretten, hvis den skønner
det forsvarligt, skriftligt meddele denne, at der er indgivet anmodning
om tvangsauktion. Meddelelsen skal indeholde oplysning om de i
stk. 3, stk. 6 og § 562, stk. 1, nævnte muligheder.
Stk. 6. Fogedretten
kan når som helst under auktionssagen beskikke en advokat for
skyldneren. Fogedretten bør i almindelighed beskikke en advokat, når
skyldneren, rekvirenten eller andre i ejendommen berettigede anmoder
herom. Fogedretten kan træffe bestemmelse om, at udgifterne ved
beskikkelsen helt eller delvis endeligt skal afholdes af statskassen,
hvis behovet for advokatbistand er begrundet i skyldnerens personlige
forhold og skyldneren opfylder de økonomiske betingelser efter
§ 325. I andre tilfælde pålægger fogedretten skyldneren eller, hvis
auktionen gennemføres, auktionskøberen ud over auktionsbudet at
erstatte statskassen udgifterne. Bestemmelsen i § 562, stk. 2,
finder i så fald tilsvarende anvendelse.
§ 562. Når en
eventuel frist efter § 561, stk. 3, er udløbet, kan
fogedretten antage en sagkyndig person til inden for en frist på indtil 4
uger at foretage en vurdering af ejendommens salgsværdi på
tvangsauktion og til gennem annoncering efter fogedrettens bestemmelse
at fremskaffe liebhavere med henblik på ejendommens salg, så vidt muligt
i fri handel. Fogedretten kan forlænge fristen, når særlige
omstændigheder taler herfor. Fogedretten bør i almindelighed antage en
sagkyndig, når skyldneren, rekvirenten eller andre i ejendommen
berettigede anmoder herom. Den sagkyndige kan efter skyldnerens begæring
antages inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist efter § 561,
stk. 3. Hvis der efter det, som er oplyst for fogedretten, er tvivl
om den sagkyndiges upartiskhed, antages denne ikke.
Stk. 2. Antages der
en sagkyndig, skal rekvirenten straks på fogedrettens anmodning stille
sikkerhed for omkostningerne herved. I særlige tilfælde kan fogedretten
dog indrømme rekvirenten en kort frist til at stille sikkerheden.
Undlader rekvirenten at stille den krævede sikkerhed, anses
auktionsbegæringen for bortfaldet.
Stk. 3. Rekvirenten
eller, hvis en sagkyndig er antaget, den sagkyndige udarbejder en
salgsopstilling til brug ved auktionen. Salgsopstillingen skal indeholde
oplysninger om salgsvilkårene og om andre forhold vedrørende ejendommen
og auktionen, som må antages at være af væsentlig betydning for køber.
Salgsopstillingen skal herunder indeholde de oplysninger, der er nævnt i
§ 566, stk. 2, og § 569, stk. 1, 1. pkt., samt
efter fogedrettens bestemmelse de oplysninger, der er nævnt i
§ 566, stk. 3, 3. pkt. Skyldneren og de i ejendommen
berettigede skal fremkomme med de oplysninger, som er nødvendige til
udarbejdelse af salgsopstilling og øvrige auktionsvilkår. Undladelse
heraf medfører, at den pågældende ikke kan få dækket sine omkostninger i
anledning af auktionssagen.
Stk. 4. Ejendommens
ejer og eventuelle brugere skal give den sagkyndige, rekvirenten og de i
auktionen interesserede adgang til at besigtige ejendommen og det
tilbehør, der skal sælges sammen med denne på auktionen.
§ 563.
Fogedretten kan indkalde skyldneren, rekvirenten eller andre i
ejendommen berettigede til et forberedende møde. De indkaldte kan
opfordres til at medbringe sædvanlig dokumentation for de i § 569,
stk. 1, nævnte oplysninger. Det skal i så fald anføres, at
undladelse heraf eller udeblivelse fra mødet kan medføre, at den
pågældende ikke kan få dækket sine omkostninger i anledning af
auktionssagen.
Stk. 2. Mødet
indkaldes i almindelighed med mindst 14 dages varsel. Bortfalder mødet,
underretter fogedretten så vidt muligt de indkaldte herom.
§ 563 a.
Rekvirenten skal tilbagekalde sin anmodning, hvis skyldneren inden
auktionen betaler alle forfaldne krav, som er sikret ved rekvirentens
pant i ejendommen, samt auktionssagens omkostninger.
Stk. 2. Har
auktionen været afholdt, og er der begæret ny auktion, skal rekvirenten
tilbagekalde sin anmodning, såfremt skyldneren inden den nye auktion
betaler de i stk. 1 nævnte omkostninger samt forfaldne beløb og
tilkendte omkostninger til alle, som opnåede dækning ved de ved
auktionen afgivne bud. Skal et pantebrev forblive indestående, hvis
auktionsbudet antages, kan andre fordringshavere end rekvirenten kun
kræve betaling af forfaldne ydelser og omkostninger.
§ 564.
Fogedretten indkalder med mindst 3 ugers varsel skyldneren, pant- og
udlægshavere, servitutberettigede og andre, der berøres af ejendommens
salg, til tvangsauktionen, jf. § 154. Indkaldelse kan dog undlades,
hvis auktionen er berammet på det i § 563, stk. 1, nævnte
møde.
Stk. 2. Indkaldelsen
skal indeholde oplysning om tid og sted for auktionen,
auktionsrekvirentens eller hans fuldmægtigs navn og adkomst til at
stille ejendommen til salg, ejendommens beliggenhed og størrelse og
ejerens navn. De interesserede skal opfordres til at medbringe sædvanlig
dokumentation for de i § 569 nævnte oplysninger, og det skal
anføres, at undladelse heraf kan medføre den i § 563, stk. 1,
nævnte virkning. Med indkaldelsen skal følge den i § 562,
stk. 3, nævnte salgsopstilling.
Stk. 3. Indkaldelsen
skal indeholde oplysning om, hvor auktionsdokumenterne kan efterses, og
til hvem henvendelse kan rettes angående auktionen og ejendommens
besigtigelse.
Stk. 4. Hvis
rekvirentens anmodning om auktion ikke omfatter det til ejendommen
hørende løsøre eller kun en del heraf, skal indkaldelsen indeholde
oplysning herom og om pant- og udlægshaveres adgang til i medfør af
§ 568 at kræve løsøregenstande omfattet af auktionen.
Stk. 5. Fogedretten underretter rekvirenten om, hvem der er indkaldt i medfør af stk. 1.
§ 565.
Rekvirenten kan ikke påføre de fordringshavere, der har prioriteter
eller reelle rettigheder forud for ham, nogen udgift i anledning af
auktionssagens fremme, men må selv bære omkostningerne herved, hvis han
ikke på auktionen får andel i budet. Den pågældende skal stille
sikkerhed for omkostningerne efter fogedrettens bestemmelse.
Stk. 2. Hvis
auktionen gennemføres, bæres omkostningerne ved inkassoskridt foretaget
af en panthaver efter, at han har været indkaldt til et møde som nævnt i
§ 563, eller til tvangsauktion, af den pågældende panthaver.
§ 566.
Rekvirenten eller, hvis en sagkyndig er antaget, den sagkyndige
bekendtgør auktionen én gang i Statstidende med mindst 14 dages varsel.
Stk. 2.
Bekendtgørelsen skal betegne auktionen som tvangsauktion og ud over tid
og sted for auktionen indeholde oplysninger om alle forhold, der kan
antages at have en væsentlig betydning for ejendommens værdi.
Bekendtgørelsen skal særligt indeholde oplysninger om ejendommens
matrikelnummer, nøjagtige adresse, ejendomsværdi, karakter, areal og
anvendelse, herunder så vidt muligt oplysning om størrelsen af det
bebyggede areal og dets indretning. Bekendtgørelsen skal indeholde de i
§ 564, stk. 3, nævnte oplysninger.
Stk. 3. Rekvirenten
eller den sagkyndige bekendtgør endvidere auktionen mindst én gang i et
eller flere på auktionsstedet almindeligt læste dagblade og eventuelt
tillige på anden hensigtsmæssig måde, der er egnet til at skabe
købsinteresse. Bekendtgørelser i dagblade og andre blade skal i videst
muligt omfang optages blandt de almindelige annoncer om ejendomme til
salg og skal indeholde de i stk. 2 nævnte oplysninger. Ved
auktioner over ejendomme, der anvendes til privat beboelse, kan
fogedretten bestemme, at bekendtgørelsen skal indeholde eksempel på
kontantbehov, årlige bruttoudgifter og skatteunderskud beregnet ved en
given budsum.
§ 567.
Bortfalder eller udsættes auktionen, skal fogedretten så vidt muligt
aflyse denne ved bekendtgørelse én gang i de samme blade, hvori den har
været bekendtgjort. Endvidere skal auktionsrekvirenten give underretning
til alle, der i medfør af § 564 har fået særskilt indkaldelse til
auktionen.
§ 568. Omfatter
rekvirentens anmodning om tvangsauktion ikke ejendommens løsøre eller
kun en del heraf, kan en pant- eller udlægshaver, der foruden i
ejendommen har pant i tilbehør, der ikke er omfattet af anmodningen,
kræve, at auktionen skal omfatte dette. Har pant- eller udlægshaveren
været indkaldt til et møde som nævnt i § 563, skal kravet senest
fremsættes på mødet. En fortegnelse over tilbehøret skal være overgivet
til fogedretten senest 7 dage før auktionen.
Stk. 2. Inddrages
tilbehøret i medfør af stk. 1 under auktionen, fyldestgøres
samtlige berettigede af ejendommen og tilbehøret i overensstemmelse med
indholdet af deres udlægs- og panteret.
Stk. 3. Fremsættes
det i stk. 1 nævnte krav af fordringshaveren ifølge et
skadesløsbrev eller et ejerpantebrev, og bestrides fordringen i sin
helhed, skal den pågældende inden auktionen stille en af fogedretten
fastsat sikkerhed.
§ 569. Ved
auktionsmødets begyndelse skal auktionsrekvirenten oplyse arten og
størrelsen af de omkostninger, restancer og mulige andre ydelser,
køberen skal betale ud over auktionsbudet, og de i ejendommen
berettigede skal oplyse størrelsen af deres krav med angivelse af, hvor
stor en del der er forfalden. Endvidere gennemgås auktionsvilkårene,
herunder salgsopstillingen, tingbogsattesten, tilførsler til
auktionsbogen og sagens øvrige dokumenter i fornødent omfang.
Auktionsdokumenterne skal i øvrigt kunne efterses af de interesserede.
Dog afgør fogedretten, om der skal gives oplysning om den i § 562,
stk. 1, nævnte vurdering.
Stk. 2. Fogedretten
påser, at auktionen er bekendtgjort efter § 566, herunder at den i
§ 566, stk. 3, nævnte bekendtgørelse efter indhold, placering,
indrykningssteder og antal indrykninger er egnet til at skabe
købsinteresse. Fogedretten påser endvidere, at den i § 562,
stk. 3, nævnte salgsopstilling efter sit indhold er egnet til at
skabe købsinteresse.
§ 570.
Auktionen afholdes på de af justitsministeren fastsatte vilkår
(Justitsministeriets tvangsauktionsvilkår). Det kan i vilkårene
bestemmes, i hvilket omfang de skal kunne fraviges ved de berettigedes
vedtagelse, idet fogedretten dog skal påse, at der ikke vedtages
usædvanlige eller byrdefulde betingelser, som må antages at ville
afskrække køberne. Er der uenighed om vilkår, der kan fastsættes ved de
berettigedes vedtagelse, afgøres tvisten af fogedretten ved kendelse.
Det samme gælder spørgsmål om, hvorvidt auktionen kan fremmes på trods
af indsigelse fra en person, der anser sig for ejendomsberettiget til
ejendommen eller for at være indehaver af servitut eller anden rettighed
over denne, der går forud for nogen, der skal have dækning gennem
auktionssalget.
Stk. 2. Er der
uenighed om, hvem der skal fyldestgøres af auktionssummen, eller i
hvilken rækkefølge fyldestgørelsen skal ske, afgøres dette af
fogedretten ved kendelse. Har tvistens afgørelse særlig betydning for
auktionens gennemførelse, bør kendelsen afsiges inden auktionen. Ellers
kan fogedretten bestemme, at den omstridte del af auktionssummen skal
indbetales til fogedretten, jf. dog konkurslovens § 89 og § 61
i lov om skifte af dødsboer. I tilfælde af manglende frivillig
indbetaling indkræver fogedretten beløbet, der tillægges udpantningsret.
Fogedretten fordeler beløbet i overensstemmelse med reglerne i
§ 579.
Stk. 3. Fogedretten
kan også uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde udskyde afgørelsen af
tvister til efter auktionen, når dette kan ske uden skade for
auktionens gennemførelse.
§ 571. Skønner
fogedretten, at der bør tilvejebringes yderligere oplysninger af
væsentlig betydning for ejendommens salg, eller kan en kendelse ikke
afsiges straks under auktionen, kan fogedretten udsætte auktionen.
Udsættelse kan endvidere ske efter reglerne i § 502. Fogedretten
fastsætter straks tidspunktet for en kendelses afsigelse og berammer så
vidt muligt straks auktionen.
Stk. 2. Fogedretten
bekendtgør en udsat auktion efter reglerne i § 566. Er auktionen
ikke blevet berammet på første auktionsmøde, skal der desuden ske
indkaldelse efter reglerne i § 564.
§ 572. Har
panthaverne pant i ejendommen og i dennes tilbehør, men med indbyrdes
afvigende prioritetsstilling, opråbes de uensartet behæftede dele af
pantet først hver for sig og derefter samlet. Er det højeste bud, der
fremkommer ved samlet opråb, højere end eller lig med summen af de
højeste bud, der fremkommer ved særskilt opråb, antages det samlede bud.
Auktionssummen fordeles i så fald efter forholdet mellem værdierne af
de uensartet behæftede dele af pantet, som disse er fastsat gennem
fogedrettens vurdering, medmindre det i auktionsvilkårene er fastsat, at
auktionssummen skal fordeles efter forholdet mellem de højeste bud, der
fremkom ved særskilt opråb.
§ 573. Påhviler
der ejendommen servitutter, brugsrettigheder, aftægts-, livrente- eller
lignende forpligtelser, som har prioritet forud for al pantegæld,
opråbes ejendommen med forpligtelse til at overtage eller udrede sådan
byrde ud over auktionsbudet, medmindre den berettigede samtykker i
andet. Er en ydelse forfaldet inden den endelige auktion, skal den
betales af køberen inden 7 dage efter auktionens slutning.
Stk. 2. Har sådanne
byrder sekundær prioritet, kan fogedretten, hvis den skønner, at de ikke
påvirker ejendommens salgsværdi nævneværdigt, bestemme, at de skal
overtages af køberen ud over auktionsbudet. Ellers opråbes ejendommen
først med forpligtelse til at overtage eller udrede byrden ud over
auktionsbudet. Opnås der ikke et bud, der giver fuld dækning til de
forud prioriterede krav, opråbes ejendommen uden sådan forpligtelse. I
så fald kapitaliseres byrden efter lovgivningens almindelige regler,
idet kapitalværdien om fornødent fastsættes ved fogedrettens skøn, efter
at alle interesserede har haft lejlighed til at udtale sig. Den
berettigede har ret til dækning af købesummen forud for senere
prioriterede i det omfang, den strækker til. Beløbet skal betales på
samme måde som pantehæftelser, der kan kræves udbetalt, og forrentes med
en årlig rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov
om renter ved forsinket betaling m.v.
Stk. 3. Kan nogen
gøre betingede eller uvisse krav gældende i ejendommen, kan den
berettigede kræve, at der under hensyn til kravets art afsættes det
fornødne beløb af købesummen til hans fyldestgørelse. Det afsatte beløb
indbetales til fogedretten, der indsætter det til forrentning i et
pengeinstitut.
§ 574.
Fogedretten foretager opråbet af ejendommen og optegner i fornødent
omfang budene og de bydendes navne. Når der trods tre opfordringer ikke
er fremsat overbud, standses opråbet, og resultatet indføres i
auktionsbogen. Salg bekræftes ved hammerslag.
§ 575. Enhver,
der får andel i auktionsbudet, kan kræve, at hammerslag gives den
højestbydende, som kan opfylde auktionsvilkårenes krav om køberens
sikkerhedsstillelse. Fremsættes et sådant krav ikke, og får rekvirenten
ikke del i auktionsbudet, eller fremkommer der intet bud, hæver
fogedretten auktionen, medmindre ny auktion skal afholdes i medfør af
§ 576. Hæves auktionen, skal omkostningerne ved denne betales af
rekvirenten, der ikke har regres herfor mod skyldneren.
§ 576.
Skyldneren kan på auktionsmødet forlange ny auktion mod straks at stille
sikkerhed for betalingen af de omkostninger, der er forbundet hermed,
for så vidt de ikke måtte blive dækket ved et højere bud. Det samme kan
enhver rettighedshaver, der ikke får fuld dækning ved budet.
Stk. 2. Skønner
fogedretten, at et væsentlig højere bud kan opnås på en ny auktion, kan
den bestemme, at ny auktion skal afholdes, medmindre den eller de
rettighedshavere, der ikke opnår fuld dækning, samt skyldneren ønsker,
at budet antages. Opnås der ikke et højere bud på den nye auktion,
betales omkostningerne ved denne af statskassen.
§ 577. Skal ny
auktion afholdes, bekendtgøres den efter reglerne i § 566 med
angivelse af auktionens art. Er tidspunktet for auktionen ikke blevet
fastsat på første auktionsmøde, eller skyldes auktionen auktionskøberens
misligholdelse af auktionsvilkårene, skal der desuden ske indkaldelse
efter reglerne i § 564.
Stk. 2. Flere
auktioner end to kan kun afholdes, hvis fogedretten finder, at ganske
særlige omstændigheder taler herfor, eller den begærede auktion er en
misligholdelsesauktion. På en ny auktion, der ikke er
misligholdelsesauktion, finder § 575 tilsvarende anvendelse.
§ 578. Gør en
pant- eller udlægshaver, der ved auktionen har købt ejendommen til en
pris, som ikke gav ham fuld dækning, sit krav gældende som personlig
fordring mod skyldneren eller andre, kan retten nedsætte fordringen i
det omfang, det ved senere salg af ejendommen eller på anden måde
godtgøres, at auktionsbudet stod i misforhold til ejendommens værdi på
auktionstidspunktet.
§ 579. Skal
betalingen efter § 570, stk. 2, ske til fogedretten, laver
denne et udkast til auktionssummens fordeling mellem de interesserede
snarest efter, at hammerslag er givet. Udkastet sendes til de
interesserede med opfordring til at fremsætte eventuelle indsigelser
inden en af fogedretten fastsat frist. Fremkommer der ikke inden
fristens udløb indsigelse imod udkastet, fordeles auktionssummen i
overensstemmelse hermed, efterhånden som den indkommer, dog uden at
nogens ret til andel i den i øvrigt prækluderes herved.
Stk. 2. Fremsættes
der inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist indsigelse imod
udkastet, indkalder fogedretten med mindst 14 dages varsel de
interesserede til et møde. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om, at
sagens dokumenter ligger til eftersyn på fogedrettens kontor. Kan der
ikke på mødet opnås enighed, afgør fogedretten spørgsmålet ved kendelse.
Den del af auktionssummen, der ikke er genstand for tvist, udbetales i
overensstemmelse med udkastet, mens den omtvistede del tilbageholdes af
fogedretten indtil sagens endelige afgørelse. Det tilbageholdte beløb
indsættes til forrentning i et pengeinstitut.
§ 580.
Fogedretten skal udstede auktionsskøde til auktionskøberen eller den,
der har erhvervet retten hertil, når det godtgøres, at auktionsvilkårene
er opfyldt, eller at alle berettigede har fået, hvad de har krav på,
eller samtykker i, at skødet udstedes. Oplyses det, at en kreditor, der
har et tinglyst krav på dækning af købesummen, trods lovligt tilbud har
nægtet eller erklæret sig ude af stand til at give fornøden kvittering
til slettelse af tingbogen, kan beløbet indbetales til fogedretten, der i
skødet anfører, at vedkommende dokument kan slettes ved skødets
tinglysning. Det samme gælder, hvis pågældende kreditor ikke har bopæl
her i riget eller ikke har opgivet nogen her bosiddende person som
befuldmægtiget til at modtage beløbet på hans vegne. Det indbetalte
beløb indsættes til forrentning i et pengeinstitut.
Stk. 2. Består det
solgte af flere særskilte ejendomme, skal fogedretten efter anmodning
fra køberen eller den, der træder i hans sted, udstede særskilt skøde
eller overdragelsesdokument på hver enkelt ejendom, såfremt
betingelserne herfor er opfyldt, jf. stk. 1. Det samme gælder, når
en ejendom forlanges delt, og det godtgøres, at de lovbestemte
betingelser herfor er opfyldt.
§ 581. Når
auktionskøberen har opfyldt auktionsvilkårene, og appelfristen er
udløbet, uden at underretning om appel er meddelt Tinglysningsretten,
kan køberen kræve de rettigheder, der ikke fik dækning på auktionen,
slettet af tingbogen.
Stk. 2. Er et
digitalt pantebrev blevet slettet i tingbogen i medfør af stk. 1,
kan den, der ifølge oplysningerne i tingbogen har ret til at gøre
eventuelle personlige fordringer efter pantebrevet gældende over for
skyldneren, kræve, at Tinglysningsretten konverterer det digitale
pantebrev til et papirdokument. Papirdokumentet er at anse som et
originalt gældsbrev.
§ 582.
Fogedretten fastsætter, om fornødent ved kendelse, størrelsen af de
salærer, honorarer og rejseomkostninger, der ifølge auktionsvilkårene
skal betales af auktionskøberen ud over auktionsbudet. Størrelsen af
salærer og honorarer fastsættes under hensyn til sagens beskaffenhed og
omfanget af de pågældendes arbejde, herunder deres medvirken ved
auktionssagens oplysning, jf. dog §§ 563 og 564, stk. 2.
Kapitel 52
Tvister under tvangsauktionen
§ 583. Under auktionssagen finder §§ 499, 500, stk. 1, og 501 anvendelse med de fornødne lempelser.
Stk. 2. De
oprindelige parter kan ikke fremsætte indsigelser imod lovligheden af
udlægsforretningen eller de retshandlinger, der ligger forud for denne.
Stk. 3. Omkostninger
ved behandlingen af tvister under auktionen erstattes kun, hvis dette
efter tvistens art og arbejdets omfang findes rimeligt. For så vidt
angår omkostninger ved fogedrettens behandling af tvister efter
auktionens afholdelse med henblik på udstedelse af skøde, finder
reglerne i kapitel 30 anvendelse.
Kapitel 53
Appel af fogedrettens afgørelser
§ 584.
Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er
bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten
ligger.
Stk. 2. Afgørelser
om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan
ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære,
hvis særlige grunde taler derfor.
Stk. 3. Ansøgning om
kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger
efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis
ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.
Stk. 4. Fogedrettens
afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk. 1-3,
§ 563, § 566, stk. 3, 3. pkt., § 569, stk. 1,
4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571,
stk. 1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan
ikke kæres.
§ 584 a. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., kan særskilt kæres.
Stk. 2.
Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens
afgørelse om omkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis
særlige grunde taler derfor.
Stk. 3. Ansøgning
om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger
efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis
ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter afgørelsen.
§ 585.
Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.
Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren
vedrører spørgsmål af principiel karakter. Hvis særlige grunde taler for
det, kan tilladelsen begrænses til en del af sagen.
Stk. 2. Ansøgning om
kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 8 uger, i
auktionssager dog inden 4 uger efter afgørelsen. I andre sager end
auktionssager kan nævnet dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis
ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.
§ 586. Kære
skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget, eller, hvis
forretningen ikke foretages, inden 4 uger efter den afgørelse, som
kæres.
Stk. 2. Er der
meddelt tilladelse efter § 584, stk. 2 og 3, § 584 a,
stk. 2 og 3, eller § 585, skal kære ske inden 4 uger efter, at
tilladelsen er meddelt ansøgeren.
Stk. 3. Såfremt
kæren går ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj, der er
registreret i en fremmed stat, som har tiltrådt Genèvekonventionen af
19. januar 1948, er fristen dog 6 måneder efter salgsdagen, dersom den
kærende som grund for ophævelsen påberåber sig, at reglerne i
§ 544, stk. 2, ikke har været overholdt.
Stk. 4. Iværksættes
kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen
kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i
auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i
så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.
Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens
afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392,
stk. 2.
§ 587. Reglerne i § 393 og §§ 395-398 a finder med de i stk. 2-4 nævnte ændringer tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Kære af
afgørelser, der træffes i auktionssager efter auktionens slutning, har
opsættende virkning. Ved kære af afgørelser, der træffes inden
auktionens slutning, kan en bestemmelse om opsættende virkning betinges
af, at kærende stiller sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af
nyt auktionsmøde.
Stk. 3. Fogedrettens ophævelse af en arrest eller et forbud kan ikke hindres fra at træde i virksomhed ved anvendelse af kære.
Stk. 4. Parterne kan
under kæresagen fremsætte påstande, der ikke har været fremsat for
fogedretten. Det gælder dog ikke ved kære af et i medfør af kapitel 57
nedlagt forbud.
Stk. 5. Under kære af forbud finder § 647, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Mundtlig
forhandling foretages, hvis der efter sagens beskaffenhed findes at være
grund dertil. Fremsætter begge parter begæring om mundtlig forhandling,
skal begæringen i almindelighed imødekommes.
Kapitel 54
Brugeligt pant
§ 588.
Misligholdes betalingsforpligtelsen i henhold til et pantebrev i fast
ejendom, eller indtræder der anden væsentlig misligholdelse i henhold
til et sådant pantebrev, kan panthaveren ved fogedrettens foranstaltning
overtage brugen af ejendommen med henblik på at få dækning for sit krav
gennem indtægterne ved ejendommens drift.
Stk. 2. Støtter
panthaveren ret på et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, finder
§ 478, stk. 1, nr. 6, tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Overtagelse
til brugeligt pant ved fogedrettens foranstaltning som følge af
betalingsmisligholdelse kan ikke ske, før der er forløbet 2 uger efter,
at panthaver har givet pantsætter skriftlig meddelelse om, at ejendommen
kan tages til brugelighed på grundlag af misligholdelsen.
§ 589. Det skal
af panthaverens anmodning fremgå, om hele ejendommen og eventuelt
tillige det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør omfattes
af anmodningen.
Stk. 2. Tages panthaverens anmodning til følge, registrerer fogedretten de aktiver, som overlades til panthaverens brug.
Stk. 3. Rekvirenten
skal underrette de øvrige panthavere i ejendommen og den kommune, hvor
ejendommen ligger, om sin overtagelse af brugen af ejendommen.
Rekvirenten fremsender senest 14 dage efter forretningens foretagelse
til fogedretten en fortegnelse over, hvem der har modtaget underretning.
Stk. 4. Med hensyn
til sagens behandling i øvrigt finder reglerne i kapitel 55 tilsvarende
anvendelse, idet anmodningen dog altid indgives til fogedretten på det
sted, hvor pantet er beliggende. Pantsætteren skal underrettes om eller
tilsiges til forretningen vedrørende ejendommens overtagelse til
brugelighed, medmindre retten undtagelsesvis finder, at afgørende hensyn
tilsiger, at sagen behandles uden sådan meddelelse. Underretning eller
tilsigelse af pantsætter sker normalt med et varsel på mindst 7 dage og
skal forkyndes for pantsætter. Er der ikke givet pantsætter sådan
meddelelse, skal rekvirenten efterfølgende snarest muligt underrette
pantsætter om forretningens foretagelse, jf. stk. 3, 2. pkt.
§ 590. Før
forretningen fremmes, skal panthaver stille sikkerhed for de
erstatningskrav, der kan følge af administrationen af pantet.
Fogedretten træffer afgørelse om sikkerhedens størrelse.
Stk. 2. Sikkerheden
frigives af fogedretten, når der er forløbet 8 uger efter, at
fogedretten eller skifteretten og de øvrige panthavere i ejendommen har
modtaget regnskabet, jf. § 594, stk. 1, uden at der over for
fogedretten er fremsat krav om erstatning, eller når såvel skyldneren
eller skifteretten som de øvrige panthavere samtykker heri. Fogedrettens
afgørelse om erstatning træffes ved kendelse.
Stk. 3. Fogedretten
kan ved landbrugsejendomme betinge forretningens fremme af, at
panthaveren anviser en person, der besidder de nødvendige
kvalifikationer til på panthaverens vegne at varetage ejendommens
daglige drift.
§ 591.
Panthaveren kan ikke kræve sig indsat i besiddelsen af den del af en
fast ejendom, som tjener til bolig for pantsætteren eller dennes
husstand. Fogedretten kan dog betinge pantsætterens eller dennes
husstands ret til at forblive i en bolig af, at der til panthaveren
betales et beløb, hvis størrelse og forfaldstid fastsættes af
fogedretten under hensyn til sædvanlige lejevilkår for tilsvarende
boliger.
Stk. 2. For så vidt
angår det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør finder
§ 509 og § 515 tilsvarende anvendelse.
§ 592. Så længe
panthaveren har en ejendom til brug, har panthaveren ret til at
oppebære ejendommens indtægter. Panthaveren er berettiget til at afhænde
det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør og foretage
andre dispositioner vedrørende ejendommen, for så vidt dette kan anses
for et led i en regelmæssig drift af ejendommen.
Stk. 2. Panthaveren
har pligt til at holde ejendommen og dens tilbehør i forsvarlig stand og
behørigt forsikret samt til at betale skatter og afgifter vedrørende
ejendommen, som forfalder, mens ejendommen er taget til brug.
Panthaveren har pligt til at betale for ejendommens forsyning med el,
gas, vand, varme og lignende, mens brugspanteforholdet består. Panthaver
underretter inden 14 dage efter månedens udgang fogedretten og
pantsætter om resultatet af ejendommens drift i den forløbne måned.
Stk. 3. Er den
pantsatte ejendom udlejet, indtræder brugspanthaveren, mens
brugspanteforholdet består, i udlejerens rettigheder og pligter i
henhold til lejelovgivningen.
Stk. 4. Så længe
brugspanteforholdet består, har brugspanthaveren pligt til at efterkomme
påbud vedrørende ejendommen fra det offentlige i samme omfang som
ejeren af ejendommen.
§ 593.
Brugspanthaverens ret til at have ejendommen til brug ophører, når
pantsætterens misligholdelse bringes til ophør, når en panthaver med en
bedre eller sideordnet prioritet begærer ejendommen taget til brug,
eller når det af pantsætteren eller en anden i ejendommen berettiget
godtgøres, at brugspanthaveren tilsidesætter pligter efter § 592.
Stk. 2. Brugspanthaveren har ret til at betale forfaldne beløb til panthavere med bedre eller med sideordnet prioritet.
Stk. 3.
Brugspanteforholdet bortfalder, når ejendommen bortsælges på
tvangsauktion, når ejeren erklæres konkurs, eller når ejerens dødsbo
tages under offentlig behandling som gældsfragåelsesbo.
§ 594. Når
brugspanteforhold bringes til ophør eller bortfalder, skal
brugspanthaveren snarest aflægge regnskab for sin administration af
pantet over for fogedretten, pantsætteren og samtlige panthavere i
ejendommen. Bortfalder brugspanteforholdet som følge af en konkurs eller
offentlig dødsbobehandling, aflægges regnskabet til skifteretten.
Stk. 2. Regnskabet
skal indeholde oplysninger om alle indtægter og udgifter oppebåret og
afholdt af brugspanthaveren. Udgifter, som ikke kan oplyses endeligt,
kan brugspanthaveren kun kræve godtgjort, for så vidt deres art og
omtrentlige størrelse oplyses ved regnskabsaflæggelsen.
Stk. 3.
Brugspanthaveren kan i regnskabet beregne sig et passende vederlag for
sit eget og for sine ansattes arbejde vedrørende driften af ejendommen.
Stk. 4. Ophører
brugspanteforholdet ikke som følge af tvangsauktion, og udviser
brugspanteregnskabet et overskud, skal panthaveren udbetale dette til
pantsætteren eller dennes bo.
Stk. 5. Tvist om regnskabet afgøres af fogedretten ved kendelse.
§ 595. Fogedrettens afgørelser efter dette kapitel kan kæres efter reglerne i kapitel 53.
Kapitel 55
Umiddelbare fogedforretninger
§ 596.
Besiddelseskrav som nævnt i § 528 kan gennemtvinges af fogedretten
ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt
tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede (rekvirenten) i
fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den
forpligtede (rekvisitus).
Stk. 2. Bestemmelsen
i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når fogedrettens bistand
er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed. Fuldbyrdelse sker
efter bestemmelsen i § 537.
§ 597.
Fremsættes der indsigelser mod rekvirentens krav, og kan rekvirenten
ikke føre bevis for sin ret ved dokumentbevis eller partsforklaring,
nægter fogedretten at fremme anmodningen. Kan rekvirenten sandsynliggøre
sin ret, og findes det af hensyn til rekvirentens fyldestgørelse
betænkeligt at nægte at fremme forretningen, kan fogedretten gennemføre
forretningen på betingelse af, at rekvirenten stiller sikkerhed for den
skade og ulempe, som herved kan påføres rekvisitus. Sikkerheden frigives
efter udløbet af den i § 600 nævnte frist, medmindre rekvisitus
inden har anlagt sag eller iværksat kære.
Stk. 2. Fogedretten kan undtagelsesvis tillade anden bevisførelse end nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Fogedretten
kan efter begæring af rekvisitus afvise at fremme forretningen i de i
§ 226, stk. 1, nævnte tilfælde, og når retten af andre grunde
finder det betænkeligt at fremme sagen.
Stk. 4. Fogedrettens afgørelse træffes efter anmodning ved kendelse.
§ 598.
Anmodning om foretagelse af en umiddelbar fogedforretning indgives til
fogedretten på det sted, hvor rekvisitus har hjemting, jf.
§§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i landet, finder
§ 487 tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af
§ 247.
Stk. 2. Med hensyn
til sagens behandling finder § 248, § 348, § 349,
§ 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2,
§ 494, stk. 1, 2 og 4, §§ 495-500, § 502,
stk. 1, nr. 2, og §§ 503-506 tilsvarende anvendelse.
Underretning eller tilsigelse af rekvisitus sker normalt med et varsel
på mindst 7 dage. Rekvirentens anmodning og de af rekvirenten påberåbte
bilag skal ledsage indkaldelsen i genpart.
§ 599. Fogedrettens afgørelser efter dette kapitel kan kæres efter reglerne i kapitel 53.
§ 600. Gøres
det gældende, at rekvirentens krav ikke består, kan rekvisitus inden 3
måneder efter forretningens foretagelse anlægge civilt søgsmål med
påstand om forretningens ophævelse og erstatning, for så vidt sådanne
påstande ikke er nedlagt under appel af fogedrettens afgørelse.
§§ 601-626. (Ophævet)
Femte afsnit.
De foreløbige retsmidler
Kapitel 56
Arrest
§ 627. Fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når
1) der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og
2) det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.
§ 628. Arrest kan ikke foretages, når det må antages, at fordringen ikke består.
Stk. 2. I
luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der tilhører
fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne herom i anden
lovgivning.
Stk. 3. Sager om
arrest i skib med forbud mod skibets afsejling til sikring af et
søretskrav behandles efter reglerne i sølovens kapitel 4.
§ 629. Inden
arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages, kan fogedretten
bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal stille
sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved
arresten.
Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.
§ 630. Arrest
kan afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller en efter
fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring
med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige
omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen
vedrørende fordringen.
Stk. 2. Inden arrest
foretages, opfordrer fogedretten skyldneren eller den, der varetager
dennes interesser, jf. § 495, stk. 2, til at afværge arresten
ved betaling eller sikkerhedsstillelse.
§ 631.
Anmodning om arrest indgives skriftligt til fogedretten. Anmodningen
skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, som
fordringshaveren vil påberåbe sig, og om de oplysninger, som i øvrigt er
nødvendige for sagens behandling. Anmodningen skal være ledsaget af de
dokumenter, der påberåbes.
Stk. 2. Med hensyn
til sagens behandling finder reglerne i § 487, § 488,
stk. 3, § 489, § 491, § 492, stk. 1,
§ 493, stk. 1 og 2, § 494, §§ 495-500, § 501,
stk. 4 og 5, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, § 503,
§ 504, nr. 1 og 4, § 505, stk. 2-4, § 506,
§ 507, stk. 2-4, §§ 508-518, § 519, stk. 1,
§ 520, stk. 1, 1. pkt., § 523, stk. 2-4, og
§ 524 tilsvarende anvendelse.
§ 632. Arresten
kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens formue, som efter
fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen med tillæg af
såvel forfaldne som anslåede renter og sandsynlige omkostninger i
forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende
fordringen.
Stk. 2. Fogedretten
erklærer de arresterede aktiver for belagt med arrest og vejleder
skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at råden over aktiverne
i strid med fordringshaverens ret kan medføre strafansvar.
Stk. 3. Er
skyldneren ikke til stede, kan vejledning ske ved skriftlig meddelelse
eller ved tilkendegivelse til den, der varetager skyldnerens interesser,
jf. § 495, stk. 2.
§ 633.
Fogedretten kan bestemme, at arresteret løsøre skal fratages skyldneren,
når det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive
væsentligt forringet. Løsøret opbevares på fordringshaverens bekostning
af fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger dertil.
Stk. 2. Ved arrest i rede penge tages beløbet i forvaring af fogedretten.
§ 634.
Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge retssag om den
fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre skyldneren under eller
efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Under denne sag skal
fordringshaveren endvidere nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af
arresten.
Stk. 2. Verserer der
retssag om den pågældende fordring ved 1. instans, skal
fordringshaveren inden en uge efter arresten anlægge arrestsag ved samme
ret.
Stk. 3. Er der
afsagt dom i 1. instans i retssagen om den pågældende fordring, anlægges
arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen. Retten kan i tilfælde
af anke udsætte arrestsagens behandling helt eller delvis.
Stk. 4. Skal retssag
om den fordring, for hvilken arrest er gjort, anlægges ved udenlandsk
domstol, skal sagen anlægges inden to uger efter arresten. Inden for
samme frist anlægges arrestsagen her i landet.
Stk. 5. Verserer der
retssag om den pågældende fordring ved udenlandsk domstol, hvis
afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal
påkendelse af en sag anlagt efter stk. 1 udsættes, indtil der er
truffet retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog
straks påkende spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan
stadfæstes.
Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når arrest er afværget ved sikkerhedsstillelse.
§ 635.
Fordringshaverens forpligtelse til at anlægge retssag bortfalder,
såfremt skyldneren, efter at arrest er foretaget, kommer under konkurs
eller dør, og dødsboet tages under offentlig skiftebehandling uden
gældsansvar for arvingerne.
Stk. 2.
Fordringshaverens sikkerhedsstillelse i anledning af arresten frigives,
såfremt der er forløbet 3 måneder efter arrestens foretagelse eller
arrestsagens ophævelse, og der ikke fra boets side er anlagt retssag om
erstatning.
§ 636. Under
arrestsagen påkendes det, om arresten er lovligt gjort. Skyldneren kan
under arrestsagen fremsætte alle indsigelser vedrørende arrestens
lovlighed. Behandles spørgsmålet om den pågældende fordring særskilt,
skal indsigelser mod fordringens rigtighed dog fremsættes under denne
sag.
§ 637. Arresten
kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen vedrørende
fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen er udløbet, medmindre
anke er iværksat eller andet er bestemt i dommen.
§ 638. Arresten
kan kræves ophævet af fogedretten, såfremt fordringshaveren undlader at
anlægge arrestsag eller sag vedrørende fordringen inden de i § 634
nævnte frister, eller såfremt nogen af disse sager afvises eller hæves.
Stk. 2. Arresten kan ophæves helt eller delvis på grund af omstændigheder, som er indtruffet efter arrestens foretagelse.
Stk. 3. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt give fordringshaveren lejlighed til at udtale sig.
§ 639. Den, som
har opnået arrest på grundlag af en fordring, som viser sig ikke at
bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og tort. Det samme
gælder, når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende
omstændigheder, såfremt det må antages, at fordringen ikke bestod.
Stk. 2. Viser
fordringshaverens fordring sig alene at bestå for et mindre beløb, skal
fordringshaveren betale skyldneren erstatning for det tab, der følger
af, at arresten har haft for stor udstrækning.
Stk. 3. Er arresten
ulovlig af andre grunde, skal fordringshaveren betale skyldneren
erstatning for tab og tort, såfremt fordringshaveren burde have undladt
at begære arrest.
Stk. 4. Krav efter
stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under arrestsagen eller
sagen vedrørende fordringen eller under selvstændigt søgsmål.
Selvstændigt søgsmål, der først kan anlægges, når arresten er ophævet
efter § 638 eller endeligt bortfaldet efter § 635 eller
§ 637, skal anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller
bortfaldet.
Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når arrest afværges ved sikkerhedsstillelse.
Stk. 6. Ophæves arresten under kære, kan der ved afgørelsen i kæresagen tillægges skyldneren erstatning efter reglerne i stk. 1-3.
§ 640. Fogedrettens afgørelse kan påkæres efter reglerne i kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.
Kapitel 57
Forbud
§ 641.
Fogedretten kan ved forbud pålægge private og repræsentanter for stat,
region og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold at
undlade handlinger, som strider mod rekvirentens ret.
Stk. 2. Fogedretten
kan i forbindelse med et forbud pålægge den, som forbuddet retter sig
imod (rekvisitus), at foretage enkeltstående handlinger for at sikre den
ved forbuddet pålagte undladelsespligt.
Stk. 3. Med hensyn
til luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der tilhører
fremmede stater, kan forbud kun anvendes efter reglerne herom i anden
lovgivning.
§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres:
1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret,
2) at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og
3) at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre sin ret gældende ved almindelig rettergang.
§ 643. Forbud
kan ikke nedlægges, når det skønnes, at lovens almindelige regler om
straf og erstatning og eventuelt en af rekvisitus tilbudt sikkerhed yder
rekvirenten tilstrækkeligt værn.
Stk. 2. Fogedretten
kan nægte at nedlægge forbud, såfremt det vil påføre rekvisitus skade
eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til rekvirentens interesse i
forbuddets nedlæggelse.
§ 644.
Fogedretten kan bestemme, at rekvirenten som betingelse for forbuddets
nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan
påføres rekvisitus ved forbuddet.
Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.
Stk. 3. Har
fogedretten stillet krav om sikkerhed, nedlægges forbuddet først, når
den forlangte sikkerhed er stillet. Fogedretten giver parterne
meddelelse om tidspunktet for forbuddets nedlæggelse, såfremt dette
tidspunkt ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. § 162.
§ 645.
Fogedretten yder efter anmodning rekvirenten bistand til forbuddets
opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud overtrædes, og ved
at tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med forbuddet.
Stk. 2. Fogedretten
kan beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendes eller har været
anvendt ved overtrædelse af forbuddet, eller såfremt der er bestemte
grunde til at antage, at det vil blive anvendt til sådant formål.
Stk. 3. Det beslaglagte opbevares på rekvirentens bekostning af fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger hertil.
Stk. 4. Fogedretten
kan betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller sikkerhed for de i
stk. 3 nævnte omkostninger. Beslaglæggelse kan endvidere betinges
af, at en i medfør af § 644 fastsat sikkerhed forhøjes.
§ 646.
Anmodning om forbud indgives til fogedretten i den retskreds, hvor
rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke
hjemting her i landet, eller vedrører anmodningen alene bistand eller
beslaglæggelse efter § 645, finder § 487 tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. Med hensyn
til sagens behandling finder § 248, § 344, § 348,
§ 349, § 352, § 491, stk. 1, 1. pkt., § 492,
stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, stk. 1 og 4,
§ 495, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, § 499,
§ 500, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 506
tilsvarende anvendelse. Under behandlingen af en anmodning om bistand
eller beslaglæggelse efter § 645 finder tillige § 491,
stk. 3, § 494, stk. 2, § 495, stk. 2,
§ 497 og § 498 tilsvarende anvendelse.
§ 647. Fogedretten kan afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme.
Stk. 2.
Tilbagekalder rekvirenten sin anmodning, eller gennemføres forbud ikke,
eller ophæves et nedlagt forbud under fogedsagen, træffes efter
anmodning bestemmelse om sagsomkostninger. Bestemmelserne i kapitel 30
finder tilsvarende anvendelse.
§ 648. De
regler, som i §§ 634-639 er fastsat om arrest, finder tilsvarende
anvendelse. Fristen i § 634, stk. 1, for anlæggelse af retssag
er dog 2 uger.
Stk. 2. Fogedretten
vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af forbuddet, herunder at
overtrædelse af forbuddet kan medføre strafansvar efter § 651,
stk. 1.
§ 649. Ved
dommen i forbudssagen eller ved dommen i en i medfør af § 651
anlagt sag træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med
beslaglagt rørligt gods. En sådan bestemmelse kan også træffes ved
ophævelse af et forbud i medfør af § 648, jf. § 638. Ved
afgørelsen kan det beslaglagte tilbagegives rekvisitus, eller det kan
konfiskeres. Sker der konfiskation, kan det konfiskerede efter anmodning
anvendes til dækning af rekvirentens erstatningskrav.
§ 650. Fogedrettens afgørelser, der træffes ved kendelse, kan kæres efter reglerne i kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.
§ 651. Den, der
forsætligt overtræder et fogedforbud, kan under en af rekvirenten
anlagt sag idømmes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder og i
forbindelse hermed dømmes til at betale erstatning.
Stk. 2. Reglen i
stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der forsætligt
yder rekvisitus bistand til at overtræde et fogedforbud.
Stk. 3. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes, indtil forbudssagen er afgjort.
§ 652. Reglerne
om arrest anvendes, såfremt der fremsættes anmodning om forbud mod en
fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller en genstands flytning
eller anden rådighedsudøvelse over genstanden, og formålet hermed er at
opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et pengekrav.
Kapitel 57 a
Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.
§ 653. Efter
anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at
påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse som nævnt i
stk. 2 (rekvirenten), kan fogedretten træffe bestemmelse om, at
der hos en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med henblik
på at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang,
hvis det sandsynliggøres, at rekvisitus har begået eller vil begå en
sådan krænkelse, og der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen
eller overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes
undersøgt.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på bevissikring vedrørende
1) krænkelse af ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder, jf. ophavsretslovens §§ 2, 3, 65, 66, 67, 69, 70, 71 og 77,
2) overtrædelse af ophavsretslovens § 11, stk. 2, og §§ 73 og 74,
3) overtrædelser som nævnt i ophavsretslovens § 76, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 78,
4) overtrædelser som nævnt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 91,
5) krænkelse af mønstre,
6) krænkelse af design, herunder EF-design,
7) krænkelse af varemærker, herunder EF-varemærker, og fællesmærker,
8) krænkelse af virksomhedernes navne,
9) krænkelse af patenter,
10) krænkelse af brugsmodeller,
11) krænkelse af rettigheder til halvlederprodukters udformning,
12) krænkelse af rettigheder til plantenyheder,
13) krænkelse af geografiske betegnelser m.v. og
14) overtrædelse af markedsføringslovens § 1 ved ulovlig produktefterligning.
Stk. 3.
Undersøgelsen kan omfatte alt materiale, som må antages at være af
betydning med henblik på at konstatere, om og i hvilket omfang
krænkelser eller overtrædelser som nævnt i stk. 2 har fundet sted,
herunder genstande bestemt for salg, maskiner og andet
produktionsudstyr, bogføringsmateriale, fakturaer, ordresedler,
reklamemateriale og andre dokumenter, oplysninger på edb-anlæg,
edb-programmer og elektroniske lagringsmidler.
Stk. 4. Fogedretten
afslår helt eller delvis en anmodning om undersøgelse, hvis det under
hensyn til privatlivets fred, erhvervshemmeligheder eller i øvrigt må
antages, at undersøgelsen vil påføre rekvisitus skade eller ulempe, som
står i misforhold til rettighedshaverens interesse i undersøgelsens
gennemførelse.
Stk. 5. En
undersøgelse må ikke omfatte materiale, der indeholder oplysninger om
forhold, som rekvisitus i medfør af § 169, § 170 eller
§ 172 ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive
forklaring om som vidne.
§ 653 a.
Anmodningen om undersøgelse indgives til fogedretten i den retskreds, i
hvilken rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240, eller i hvilken de
lokaler, der skal være genstand for undersøgelse, er beliggende.
Anmodningen skal være skriftlig og skal indeholde de oplysninger, som
rekvirenten påberåber sig til støtte for anmodningen, samt de
oplysninger, der i øvrigt er nødvendige for sagens behandling.
Stk. 2. Fogedretten
fastsætter tid og sted for forretningen og giver meddelelse herom til
rekvirenten og rekvisitus. Forudgående underretning af rekvisitus kan
undlades, såfremt underretning må antages at medføre risiko for, at
genstande, dokumenter, oplysninger på edb-anlæg eller andet, som er
omfattet af anmodningen om undersøgelse, fjernes, tilintetgøres eller
ændres.
Stk. 3. Rekvisitus
skal, selv om denne ikke har modtaget forudgående underretning om
forretningen, have adgang til at udtale sig, før fogedretten træffer
afgørelse om, hvorvidt anmodningen om undersøgelse skal tages til følge,
jf. dog stk. 4.
Stk. 4.
Forretningen kan foretages, selv om rekvisitus ikke giver møde eller
ikke træffes. I så fald opfordrer fogedretten andre personer over 18 år,
som er til stede, og som må antages at have kendskab til rekvisiti
forhold, til at varetage dennes interesser under forretningen. Er
rekvisitus ikke forud blevet underrettet om forretningen, og træffes
ingen på stedet, der kan varetage rekvisiti interesser, udsættes
forretningen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 5. Er
rekvisitus ikke forud blevet underrettet om forretningen, skal
rekvisitus eller den, der varetager dennes interesser, jf. stk. 4,
have adgang til at tilkalde en advokat. Ønsker rekvisitus eller dennes
repræsentant at benytte sig af denne ret, udsættes forretningen, indtil
advokaten er kommet til stede. Dette gælder dog ikke, såfremt en
udsættelse af forretningen i dette øjemed vil medføre unødig forsinkelse
eller en risiko som nævnt i stk. 2, 2. pkt.
Stk. 6. En
afgørelse om gennemførelse af undersøgelse er betinget af, at
rekvirenten stiller sikkerhed for den skade eller ulempe, som rekvisitus
kan blive påført, medmindre fogedretten undtagelsesvis bestemmer andet.
Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.
Stk. 7. Har
rekvisitus ikke været til stede under forretningen, giver fogedretten
uden unødigt ophold rekvisitus underretning om, hvad der er passeret.
Rekvisitus kan i så fald inden 1 uge efter modtagelsen af underretningen
kræve forretningen genoptaget. Materiale fra undersøgelsen kan ikke
udleveres til rekvirenten, før denne frist er udløbet. Kræver rekvisitus
sagen genoptaget, kan materialet først udleveres, når fogedretten har
truffet fornyet afgørelse i sagen.
Stk. 8. Fogedrettens afgørelser træffes ved kendelse og kan kæres efter reglerne i kapitel 53.
Stk. 9. En bevisførelse, som findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme, kan afskæres.
§ 653 b.
En undersøgelse gennemføres ved fogedrettens foranstaltning. I det
omfang det må anses for nødvendigt med henblik på sikring af bevis, kan
fogedretten beslaglægge genstande eller dokumenter, ligesom fogedretten
eller den, retten bemyndiger hertil, kan tage fotografier, optage film
samt fremstille kopier af dokumenter, oplysninger på edb-anlæg,
edb-programmer og andet materiale.
Stk. 2. Fogedretten kan udpege en eller flere uvildige sagkyndige til at bistå sig ved undersøgelsens gennemførelse.
Stk. 3. Rekvirenten
eller dennes repræsentant har på de betingelser, fogedretten måtte
fastsætte, ret til at være til stede under undersøgelsen, men alene med
henblik på at bistå fogedretten med oplysninger, identifikation af
produkter og lignende. Fogedretten kan dog bestemme, at rekvirenten
eller dennes repræsentant ikke må være til stede.
Stk. 4. I retsbogen
gengiver fogedretten i fornødent omfang de iagttagelser, der er gjort
under undersøgelsen, ligesom fogedretten udfærdiger en fortegnelse over
beslaglagte genstande eller dokumenter og fremstillede kopier m.v.
Materialet opbevares af fogedretten eller den, retten bemyndiger hertil.
I det omfang andet ikke bestemmes af fogedretten, holdes materialet
tilgængeligt for parterne, og fogedretten kan i samme omfang udlevere
materialet eller kopier heraf til parterne. Har en uvildig sagkyndig
medvirket, skal denne inden for en af fogedretten fastsat frist
udfærdige en beskrivelse af undersøgelsen og dennes resultater.
Fogedretten sender en kopi af beskrivelsen til parterne.
Stk. 5. Udgifter
ved sagkyndig bistand og opbevaring af beslaglagte genstande m.v. samt
andre særlige udgifter ved forretningens gennemførelse afholdes
foreløbig af rekvirenten. Fogedretten kan bestemme, at rekvirenten skal
stille sikkerhed for udgifternes betaling.
Stk. 6. I det
omfang det må anses for nødvendigt for at gennemføre undersøgelsen, kan
fogedretten skaffe sig adgang til rekvisiti lokaler og gemmer.
Fogedretten kan med henblik herpå anvende den nødvendige magt. Politiet
yder efter anmodning fogedretten bistand hertil.
§ 653 c.
Rekvirenten skal inden 4 uger efter modtagelsen af fogedrettens
meddelelse om, at undersøgelsen er afsluttet, anlægge retssag vedrørende
de krænkelser eller overtrædelser, som begrundede anmodningen om
undersøgelse, medmindre rekvisitus frafalder forfølgning. Har rekvisitus
ikke frafaldet forfølgning, og anlægges retssag ikke rettidigt, skal
fogedretten og rekvirenten efter anmodning fra rekvisitus tilbagelevere
beslaglagte genstande og dokumenter, fremstillede kopier og andet
bevismateriale hidrørende fra undersøgelsen, og det under undersøgelsen
fremkomne kan ikke anvendes som bevis for krænkelser eller
overtrædelser.
Stk. 2. Ophæves en afgørelse om undersøgelse, efter at undersøgelsen er gennemført, gælder stk. 1, 2. pkt. tilsvarende.
Stk. 3. Viser det
sig, at den af rekvirenten påberåbte ret ikke består eller ikke kan
gøres gældende af rekvirenten, har rekvisitus krav på erstatning for tab
og tort. Det samme gælder, såfremt det ikke godtgøres, at rekvisitus
har gjort sig skyldig i krænkelser eller overtrædelser omfattet af
anmodningen om undersøgelse.
Stk. 4. Krav om
erstatning i medfør af stk. 3 kan gøres gældende som modkrav under
en retssag anlagt af rekvirenten eller under et selvstændigt søgsmål.
Anlægger rekvirenten ikke retssag i overensstemmelse med stk. 1, 1.
pkt., skal et selvstændigt søgsmål om erstatning anlægges af rekvisitus
inden 3 måneder efter, at fristen for rekvirentens søgsmål er udløbet.
Ophæves en afgørelse om undersøgelse efter sagens genoptagelse, jf.
§ 653 a, stk. 7, 2. pkt., eller under kære, kan der ved
afgørelsen herom tillægges rekvisitus erstatning efter stk. 3.
§ 653 d.
Med hensyn til sagens behandling finder §§ 344 og 349, § 487,
stk. 2-4, § 491, stk. 3, § 492, stk. 1,
§ 495, stk. 3, §§ 499 og 500, § 502, stk. 1,
nr. 2 og 3, § 506 og § 647, stk. 2, tilsvarende
anvendelse.
Sjette afsnit
(Ophævet)15)
Fjerde bog.
Strafferetsplejen
Første afsnit.
Almindelige bestemmelser
Kapitel 61
Strafferetsplejens område
§ 683. Alle
spørgsmål om straf, som ikke i medfør af særlig hjemmel i lovgivningen
afgøres uden særlig straffesag eller behandles i den borgerlige
retsplejes former eller henhører under særlige domstole, behandles efter
de i denne bog fastsatte regler. Det samme gælder sager om oprejsning i
anledning af strafferetlig forfølgning, jf. kapitel 93 a.
§ 684. Efter
denne bogs regler behandles endvidere, uden hensyn til, om der samtidig
nedlægges påstand om straf, sager, hvorunder det offentlige nedlægger
påstand om:
1) særlige
følger, der til fyldestgørelse for det almene er fastsat for
overtrædelser af love om politivæsenet, bygningsvæsenet, landbovæsenet,
skattevæsenet og lignende love;
2) ophævelse af en forening;
3) nogen af de i
straffelovens kapitel 9 foreskrevne retsfølger af strafbare handlinger
eller tilsvarende retsfølger foreskrevne i andre love;
4) fortabelse af rang, titel, orden eller hæderstegn;
5) forbrydelse af arveret;
6) mortifikation eller godtgørelse i henhold til straffelovens § 273, når æresfornærmende sigtelser påtales offentlig.
Stk. 2. I de i
straffelovens § 78, stk. 3, omhandlede sager om
rettighedsfortabelse medvirker ikke domsmænd. Mundtlig forhandling
finder altid sted for byretten og skal under kæremål til landsretten
anordnes, når der fremsættes begæring herom. Efter begæring finder
behandlingen – derunder kendelsens afsigelse – sted for lukkede døre.
For så vidt den pågældende ikke giver møde ved advokat, beskikker retten
ham en offentlig forsvarer. Beskikkelse kan dog efter den pågældendes
begæring undlades.
§ 685.
Borgerlige retskrav på den sigtede, som følger af strafbare handlinger,
kan forfølges i forbindelse med straffesagen, overensstemmende med de i
kapitel 89 givne nærmere regler.
Kapitel 62
Saglig kompetence
§ 686. Straffesager behandles i 1. instans ved byretterne.
Stk. 2. Domsmænd
medvirker i straffesager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end
bøde, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning
for tiltalte eller af særlig offentlig interesse, medmindre andet
følger af stk. 3 og 4. Domsmænd medvirker endvidere, hvis sådan
behandling er foreskrevet efter regler i andre love.
Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i
1) straffesager, som fremmes efter § 831,
2) straffesager, som behandles under medvirken af sagkyndige efter § 20 b, stk. 1, og
3) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.
Stk. 4. Nævninger medvirker i
1) straffesager,
hvor der bliver spørgsmål om straf af fængsel i 4 år eller derover, for
så vidt dette ikke er en følge af, at der bliver spørgsmål om
fastsættelse af en fællesstraf efter reglerne i straffelovens § 40,
stk. 1, og § 61,
2) straffesager,
hvor der bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution i medfør
af straffelovens § 68 eller dom til forvaring i medfør af
straffelovens § 70, og
3) straffesager vedrørende politiske lovovertrædelser.
Stk. 5. Nævninger medvirker ikke i
1) straffesager
vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 172, 173, 191, 286, 289
eller 290, medmindre sagen omfatter andre lovovertrædelser, der efter
stk. 4 skal pådømmes under medvirken af nævninger, og
2) de i stk. 4, nr. 1, nævnte straffesager, som fremmes efter § 831.
§ 687. Tiltalte
kan beslutte, at en straffesag, der skal behandles under medvirken af
nævninger efter § 686, stk. 4, i stedet skal behandles under
medvirken af domsmænd, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Tiltaltes
beslutning skal træffes i et retsmøde eller meddeles retten skriftligt.
Det skal fremgå af meddelelsen, at tiltalte har haft lejlighed til at
drøfte spørgsmålet med sin forsvarer. Hvis tiltalte ikke selv har valgt
en forsvarer, skal retten beskikke en forsvarer for tiltalte, inden
tiltalte beslutter, at sagen skal behandles som domsmandssag.
Beslutningen skal meddeles senest 14 dage efter, at anklageskriftet er
forkyndt for tiltalte. Retten kan forlænge fristen efter anmodning fra
anklagemyndigheden eller tiltalte.
Stk. 3. Tiltalte kan
ikke tilbagekalde et afkald på nævningebehandling, når afkaldet er
meddelt retten. Tiltaltes afkald har også virkning for straffesagens
behandling under anke.
Stk. 4. Ved samtidig
forfølgning mod flere tiltalte som delagtige i en eller flere
forbrydelser, kan en tiltalt ikke for sit vedkommende træffe beslutning
om sagens behandling under medvirken af domsmænd i medfør af
stk. 1, medmindre enten alle tiltalte træffer beslutning i medfør
af stk. 1 eller anklagemyndigheden samtykker i sådan behandling,
for så vidt angår vedkommende tiltalte.
§ 688. (Ophævet)
§ 689. Ved
landsretterne behandles afgørelser i anledning af anke eller kære af
byretternes domme, kendelser og beslutninger i straffesager.
Stk. 2. Nævninger
medvirker i straffesager, hvor byrettens afgørelse er truffet under
medvirken af nævninger, og hvor anken omfatter bedømmelsen af beviserne
for tiltaltes skyld.
Stk. 3. Domsmænd medvirker i
1) straffesager,
hvor byrettens afgørelse er truffet under medvirken af nævninger, og
hvor anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld,
2) straffesager, hvor byrettens afgørelse er truffet under medvirken af domsmænd, og
3) straffesager,
hvor der for landsretten bliver spørgsmål om højere straf end bøde,
eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for
tiltalte eller af særlig offentlig interesse.
Stk. 4. Domsmænd medvirker ikke i
1) straffesager, som behandles under medvirken af sagkyndige efter § 20 b, stk. 2, og
2) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.
§ 690. Under
Højesteret hører alle afgørelser i anledning af anke eller kære af
landsretternes domme, kendelser og beslutninger i straffesager.
Stk. 2. Nævninger og domsmænd medvirker ikke ved Højesterets behandling af straffesager, jf. § 3.
§ 691. Retten
prøver af egen drift, om den har saglig kompetence til at behandle
straffesagen, og om domsmænd eller nævninger skal medvirke ved sagens
behandling. Er hovedforhandling under medvirken af domsmænd eller
nævninger begyndt, selv om sagen burde have været behandlet uden disses
medvirken, kan retten bestemme, at domsmænd eller nævninger fortsat skal
medvirke.
Stk. 2. Afgørelser,
hvorved en anmodning om behandling af en straffesag under medvirken af
domsmænd, nævninger eller sagkyndige afslås, kan kæres.
§§ 692-693. (Ophævet)
Kapitel 63
Værneting og forening af straffesager
§ 694.
Retsmøder under efterforskningen på begæring af politiet kan afholdes
ved retten i enhver kreds, hvor oplysning i sagen må antages at kunne
tilvejebringes, jf. dog stk. 2, sidste pkt., og stk. 3.
Stk. 2. Begæring fra
sigtede eller forsvareren om retsmøder under efterforskningen indgives
til den ret, hvor sagen behandles, eller hvor den kan forventes
behandlet. Ved samme ret afgøres tvistigheder mellem politiet og
forsvaret om efterforskningsskridt.
Stk. 3. Retsmøder
med henblik på sagens behandling i medfør af § 831 eller med
henblik på sagens afslutning ved tiltalefrafald afholdes ved retten i
den kreds, hvor sigtede bor eller opholder sig, eller ved
gerningsstedets værneting. Kan intet af disse værneting anvendes, vil
sagen kunne behandles, hvor den sigtede er pågrebet.
§ 695. (Ophævet)
§ 696.
Hovedforhandling skal med hensyn til alle i kongeriget begåede
forbrydelser i reglen foregå ved den ret, i hvis kreds handlingen er
foretaget. Udkræves flere handlinger til forbrydelsens begreb, er den
ret værneting, i hvis kreds den sidste af dem er foretaget. Udgør flere i
forskellige retskredse foretagne strafbare handlinger, som hver især
ville begrunde værneting efter foranstående regler, tilsammen én
forbrydelse, eller er en forbrydelse begået på grænsen af flere
retskredse, eller er det uvist, i hvilken af flere bestemte retskredse
en forbrydelse er begået, kan forfølgning ske ved en hvilken som helst
af de retter, om hvilke der på grund af de angivne omstændigheder opstår
spørgsmål.
§ 697. Som
gerningsstedets værneting ved forbrydelser, der begås uden for
kongerigets søterritorium om bord på dansk skib, eller af personer, som
hører til sådant skib, anses den ret, til hvis kreds skibet ved sin
hjemkomst til kongeriget ankommer for at losse eller lade.
§ 698. Ved den
ret, i hvis kreds sigtede bor eller, hvis han ikke har bolig i riget,
ved forfølgningens begyndelse opholder sig, eller, hvis han ikke findes i
riget, ved den ret, i hvis kreds han sidst havde bolig eller opholdt
sig, kan forfølges:
1) de under de danske domstoles påkendelse hørende forbrydelser, som begås uden for kongerigets grænser,
2) lovovertrædelser, der ikke pådømmes under medvirken af nævninger eller domsmænd,
3) andre forbrydelser, når der mangler sådanne oplysninger, som betinger anvendelse af § 696.
Stk. 2. Danske i
udlandet ansatte embedsmænd, der ikke er det pågældende lands
domsmyndighed undergivne, og de til de danske gesandtskaber i fremmede
stater hørende personer anses ved anvendelsen af ovenstående regel som
havende bolig i København, for så vidt de ikke måtte have vedligeholdt
bolig noget andet sted i riget. Det samme gælder om andre danske
undersåtter, som ikke kan sagsøges i det land, hvor de har bopæl.
Stk. 3.
Justitsministeren bestemmer, ved hvilken ret forbrydelser, begåede uden
for den danske stat af personer, der hverken har eller har haft ophold i
Danmark, vil være at forfølge.
§ 699. I de i § 698 ommeldte tilfælde kan sagen også forfølges ved den ret, i hvis kreds sigtede er blevet pågrebet.
§ 699 a.
Sager, som er omfattet af § 20 b, stk. 1, og som har
forbindelse med en hændelse, der har været genstand for søforklaring,
kan forfølges ved den ret, for hvilken søforklaringen er afgivet.
§ 700.
Forbrydelser, hvis påtale efter § 705 sker under én sag, forfølges
under ét ved en ret, som er værneting for den forbrydelse, der nærmest
har givet anledning til forfølgningen.
§ 701. Sager
mod en forening til dens ophævelse i medfør af grundlovens § 78
forfølges ved den ret, i hvis kreds foreningen eller dens bestyrelse har
sit sæde, eller, når sådant ikke med sikkerhed kan udfindes, hvor et af
bestyrelsens medlemmer bor.
Stk. 2. På sager,
hvorunder påstand alene nedlægges om nogen af de øvrige i § 684
omhandlede følger, finder reglerne i §§ 696-99 tilsvarende
anvendelse.
§ 702.
Afvigelse fra reglerne om værneting kan, så længe hovedforhandling endnu
ikke er påbegyndt, på begæring, når særegne grunde taler derfor,
besluttes af landsretten, dersom spørgsmålet angår
landsretsnævningekredse eller byretskredse i samme landsretskreds, og i
andre tilfælde af Højesteret.
Stk. 2. Når
byrettens forhold tilsiger det, kan landsrettens præsident efter
anmodning fra byretten inden hovedforhandlingens begyndelse beslutte, at
en sag skal behandles ved en anden byret i landsretsnævningekredsen
eller, hvis omstændighederne taler for det, ved en anden byret i
landsretskredsen. Tiltalte, anklagemyndigheden og den ret, hvortil sagen
påtænkes overført, skal forinden have lejlighed til at udtale sig om
spørgsmålet. Landsretspræsidentens afgørelse om, at en sag skal
overføres, kan af tiltalte og anklagemyndigheden kæres til Højesteret.
§ 703. Efter
begæring kan retten meddele tilladelse til, at en begyndt forfølgning
overflyttes til en anden ret, som efter foranstående regler er lovligt
værneting, når dette på grund af vidners bopæl eller af anden særlig
grund skønnes hensigtsmæssigt til sagens fremme. Beslutning herom tages
af den ret, ved hvilken forfølgningen er begyndt, når den anden ret deri
er enig, og ellers af den fælles overordnede ret. En beslutning,
hvorved en begæring om sagens overflytning til en anden ret nægtes, kan
påkæres.
§ 704. Når
sigtede møder, prøver retten ikke af egen drift, om sagen er indbragt
for rette værneting. Indsigelse er udelukket, når sigtede, førend
hovedforhandlingen er begyndt, har haft adgang til at fremsætte den,
uden at dette er sket.
Stk. 2. At
enkeltstående retshandlinger uden for hovedforhandling ikke er foregået
ved rette værneting, berøver dem ikke deres gyldighed.
Stk. 3. Er der strid
mellem flere retters afgørelser af et værnetingsspørgsmål, kan det af
påtalemyndigheden indbringes til afgørelse for landsretten, hvis
retterne hører til samme landsretskreds, og i andre tilfælde for
Højesteret. Herved finder i øvrigt reglerne i kapitel 82, 83 og 85
anvendelse, således at der ved fristernes beregning tages hensyn til den
sidste afgørelse.
§ 705. Samtidig
forfølgning mod samme sigtede for flere forbrydelser eller mod flere
sigtede som delagtige i en eller flere forbrydelser bør ske under én
sag, hvis dette kan ske uden væsentlig forhaling eller vanskelighed.
Stk. 2. Forenes en
straffesag, der er omfattet af § 20 b, stk. 1, med en
nævningesag, behandles sagen i sin helhed som nævningesag. Forenes en
straffesag, der er omfattet af § 20 b, stk. 1, i øvrigt
med en straffesag, der ikke er omfattet af § 20 b,
stk. 1, medvirker der sagkyndige efter § 20 b,
stk. 1, hvis den forbrydelse, der nærmest har givet anledning til
forfølgningen, er omfattet af § 20 b, stk. 1. Retten kan
dog bestemme, at der skal ske særskilt behandling af den del af sagen,
der er omfattet af § 20 b, stk. 1, hvis forening ikke
findes hensigtsmæssig.
§ 706. Retten
kan på begæring eller i embeds medfør beslutte adskillelse af de
straffesager, som er forenede i henhold til § 705. Det beror på
retten, om de sager, som kun på grund af foreningen forfølges for den,
efter adskillelsen fremdeles skal behandles ved den eller ikke; samme
regel gælder, når foreningen ophører af anden grund, såsom frafald af
forfølgning.
§ 707. Retten
kan forene flere selvstændige straffesager til én sag med parternes
samtykke. Samtykke kræves dog ikke i de tilfælde, der er nævnt i
§ 705, stk. 1. Reglen i § 705, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Beslutningen
tages af den ret, der skal behandle sagerne. Forfølges sagerne ved
forskellige byretter i samme landsretskreds, og er der ikke enighed,
tages beslutningen af landsretten. Forfølges sagerne ellers ved
forskellige retter, og er der ikke enighed, tages beslutningen af
Højesteret.
§ 708. Retten
kan omgøre beslutninger, som den har truffet i medfør af §§ 706 og
707; dog kan en sags overgang til en anden ret kun besluttes
overensstemmende med forskrifterne i § 707, stk. 2.
§ 709. Retterne
er beføjede til i en fremmed retskreds, uden mellemkomst af retten i
denne, at lade foretage forkyndelser samt at lade udføre
anholdelsesbeslutninger, fængslingskendelser og befalinger om ved tvang
at fremstille vidner eller syns- eller skønsmænd for retten. Når det i
øvrigt til undersøgelsens fremme findes hensigtsmæssigt, kan retten
foretage embedshandlinger i en fremmed retskreds med samtykke af retten i
denne eller af højere ret, og i påtrængende tilfælde uden sådant
samtykke. Fornøden meddelelse skal snarest muligt ske til retten i den
pågældende kreds.
Kapitel 64
Gengivelse af forklaringer
§ 710. Det
væsentlige indhold af forklaringer, der afgives for en ret, optages i
retsbogen, jf. dog § 712, stk. 1. Hvis den pågældende
tidligere er afhørt for en ret, er en henvisning hertil tilstrækkelig,
således at kun væsentlige afvigelser eller præciseringer medtages.
Stk. 2. Vidner og
syns- og skønsmænd, hvis forklaring er blevet gengivet i retsbogen, har
efter rettens nærmere bestemmelse adgang til at gennemse gengivelsen af
forklaringen.
§ 711.
Forklaringer, der ved byret afgives under hovedforhandling eller i
sager, der behandles efter § 723 eller § 831, lydoptages, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Rettens formand kan bestemme, at der ikke skal ske lydoptagelse af en forklaring afgivet i et retsmøde som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Rettens
formand kan bestemme, at der skal ske lydoptagelse af en forklaring
afgivet i retsmøder, der ikke er omfattet af stk. 1.
Stk. 4. Rettens formand kan bestemme, at der ved lydoptagelse efter stk. 1 og 3 tillige optages billede.
§ 712. Er der
af retten foretaget billed- eller lydoptagelse af en forklaring i medfør
af § 711, stk. 1 eller 3, optages indholdet af forklaringen
kun i retsbogen, hvis
1) rettens formand bestemmer det,
2) sigtede, tiltalte, forsvareren eller anklagemyndigheden anmoder om det,
3) en dom ankes, et spørgsmål i sagen indbringes for højere ret eller der indgives ansøgning til Procesbevillingsnævnet eller
4) der gives aktindsigt i medfør af § 41 d i indførsler i retsbogen vedrørende en forklaring.
Stk. 2. I de
tilfælde, hvor en forklaring optages i retsbogen efter stk. 1,
anses retsbogens gengivelse heraf som et bilag til en eventuel dom i
sagen.
§ 713. Sigtede
eller tiltalte har adgang til at se eller høre en billed- eller
lydoptagelse af en forklaring, medmindre sigtede eller tiltalte ikke har
adgang til at gøre sig bekendt med forklaringen. Sigtede eller tiltalte
kan efter rettens nærmere bestemmelse se eller høre billed- eller
lydoptagelsen hos retten eller forsvareren.
Stk. 2. Den, der
efter §§ 41 f eller 41 g kan gives aktindsigt i indførsler i
retsbogen vedrørende en forklaring, der er lydoptaget efter § 711
uden at være optaget i retsbogen, kan høre optagelsen hos retten,
medmindre retten finder det betænkeligt.
Stk. 3. Efter
anmodning kan retten under de betingelser, der er anført i stk. 2,
tillade, at der til brug for meddelelse af aktindsigt efter §§ 41 f
og 41 g mod betaling af udgifterne herved tilvejebringes en afskrift af
en lydoptagelse af en forklaring. Domstolsstyrelsen kan fastsætte
regler om opgørelsen af udgifterne ved tilvejebringelsen af afskrifter.
Stk. 4. Billed- og lydoptagelser er ikke i øvrigt genstand for aktindsigt.
Stk. 5. Medmindre
højere straf er forskyldt efter lovgivningen i øvrigt, straffes med bøde
den, der uberettiget videregiver billed- eller lydoptagelser.
§ 714. Rettens
formand kan i de tilfælde, hvor der efter § 711 kan ske
lydoptagelse, bestemme, at der skal ske lydoptagelse af rettens
gengivelse af en forklaring. Ved lydoptagelsen finder § 218 a,
stk. 4, § 712, stk. 1, nr. 1-3, og § 713,
stk. 1 og 5, tilsvarende anvendelse. Ved meddelelse af aktindsigt i
dommen, jf. § 41 b, eller i indførsler i retsbogen vedrørende en
forklaring optages forklaringen i retsbogen. I de tilfælde, hvor en
forklaring optages i retsbogen, anses retsbogens gengivelse heraf som et
bilag til en eventuel dom i sagen. Lydoptagelsen er ikke i øvrigt
genstand for aktindsigt.
§§ 715-717. (Ophævet)
Kapitel 65
Påtalen
§ 718. Retterne
træder inden for strafferetsplejens område kun i virksomhed efter
begæring af anklagemyndigheden eller en privat påtaleberettiget.
§ 718 a.
Afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning skal
træffes inden rimelig tid efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort
sigtede bekendt med sigtelsen. Er sigtede varetægtsfængslet, eller er
sigtede under 18 år, skal en afgørelse om påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller tiltalerejsning træffes hurtigst muligt.
Stk. 2. Er
afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning ikke
truffet, eller er der ikke anmodet om retsmøde med henblik på sagens
behandling som tilståelsessag i medfør af § 831 inden 1 år og 6
måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med
sigtelsen, skal anklagemyndigheden skriftligt underrette sigtede om,
hvorpå sagen beror, og hvornår afgørelse i sagen kan forventes truffet.
Har sigtede en forsvarer, skal genpart af underretningen sendes til
denne. Der skal ske underretning på ny, hvis der 1 år efter den seneste
underretning fortsat ikke er truffet afgørelse om påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller tiltalerejsning eller anmodet om retsmøde med
henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831.
§ 718 b.
Er afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning
ikke truffet, eller er der ikke anmodet om retsmøde med henblik på
sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831 inden 1 år
og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede
bekendt med sigtelsen, kan sigtede indbringe sagen for retten.
Stk. 2. Hvis der
efter en samlet vurdering af hensynet til den sigtede, forurettede,
sagens beskaffenhed og omstændigheder samt sagens samfundsmæssige
betydning er særlig grund til at kræve fremskyndelse af
anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, kan retten
undtagelsesvis fastsætte en frist herfor. Fristen skal være på mindst 3
måneder og højst 1 år. Hvis anklagemyndigheden ikke træffer afgørelse om
tiltalespørgsmålet inden for den frist, som retten har fastsat, anses
påtale mod sigtede for opgivet af anklagemyndigheden, jf. dog
stk. 3.
Stk. 3. Retten kan
efter anmodning fra anklagemyndigheden forlænge en frist fastsat efter
stk. 2 med højst 1 år ad gangen, hvis der foreligger særlige
omstændigheder. Anklagemyndighedens anmodning skal fremsættes over for
retten senest 2 uger inden udløbet af den frist, som retten tidligere
har fastsat. Hvis retten ikke finder grundlag for at forlænge fristen,
anses påtale mod sigtede for opgivet af anklagemyndigheden, medmindre
denne træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet inden 2 måneder fra
rettens afgørelse om ikke at forlænge fristen.
Stk. 4. Rettens
afgørelse træffes ved kendelse. Hvis rettens afgørelse går ud på, at der
ikke skal fastsættes en frist efter stk. 2, kan spørgsmålet på ny
indbringes for retten, dog tidligst 1 år efter rettens afgørelse.
Stk. 5. Sigtedes anmodning efter stk. 1 skal indeholde en adresse, hvortil meddelelser kan sendes.
Stk. 6. I det
retsmøde, der afholdes med henblik på behandling af en anmodning efter
stk. 1, skal sigtede være til stede, medmindre retten bestemmer
andet. Indkaldelse af sigtede kan ske ved brev til den i medfør af
stk. 5 angivne adresse. Udebliver sigtede fra et retsmøde, hvortil
vedkommende er indkaldt, anses anmodningen for bortfaldet.
Stk. 7. Forurettede
og eventuel bistandsadvokat underrettes om retsmødet. Underretning af
forurettede kan dog undlades, når et større antal personer er
forurettede.
§ 719. Offentlig påtale tilkommer politidirektøren, medmindre andet følger af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov.
Stk. 2. Statsadvokaten påtaler
1) straffesager,
der behandles ved byretten under medvirken af nævninger eller under
medvirken af domsmænd som følge af tiltaltes beslutning efter
§ 687,
2) ankesager ved landsret og
3) sager om
overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13,
§§ 127- 129 a, § 132 a, § 136, stk. 2, § 137,
stk. 2, § 140, § 141, kapitel 16, § 158, § 160,
§ 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186,
stk. 1, § 187, stk. 1, § 192 b, stk. 1-3,
§§ 237-240, § 261, stk. 2, § 266 a og § 266 b.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter i øvrigt nærmere regler om påtalens fordeling mellem statsadvokaterne og politidirektørerne.
§ 720.
Justitsministeren kan fastsætte, at offentlig påtale i nærmere angivne
sager er betinget af justitsministerens eller rigsadvokatens beslutning.
Stk. 2. Hvis
offentlig påtale efter lovgivningen er betinget af en begæring, kan
påtale kun ske, såfremt begæring herom fremsættes af en efter § 725
berettiget. En anmeldelse fra den berettigede anses som en begæring om
offentlig påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen. Er privat
påtale begyndt, kan offentlig påtale ikke begæres. Påtalemyndigheden kan
nægte at efterkomme en begæring om offentlig påtale, der udelukker
nogen medskyldig fra forfølgningen. Angår begæringen kun nogle af de
skyldige uden at udelukke mulige medskyldige, kan påtalemyndigheden
udstrække forfølgningen til disse, medmindre den berettigede efter at
have haft lejlighed til at udtale sig herom modsætter sig dette. I så
fald finder 3. pkt. anvendelse.
Stk. 3.
Statsadvokaten og politidirektøren kan uanset bestemmelserne i
stk. 1 og 2 foretage uopsættelige handlinger, når forholdet må
antages at være den, der kan beslutte eller begære påtale, ubekendt og
omstændighederne gør det antageligt, at påtale vil blive besluttet eller
begæret. Tilbagekaldes en begæring efter stk. 2, inden der er
afsagt dom, standses forfølgningen, medmindre påtalemyndigheden skønner,
at almene hensyn kræver, at forfølgningen fortsættes.
[ Påtaleopgivelse ] § 721. Påtale i en sag kan helt eller delvis opgives i tilfælde,
1) hvor sigtelsen har vist sig grundløs,
2) hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller
3) hvor sagens
gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller
behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning
og den straf, som i givet fald kan forventes idømt.
Stk. 2. Adgangen til
at opgive påtale i medfør af stk. 1, nr. 1, tilkommer
politidirektøren. I de øvrige tilfælde tilkommer adgangen
påtalemyndigheden, medmindre andet følger af bestemmelser fastsat af
justitsministeren.
[ Tiltalefrafald ] § 722. Tiltale i en sag kan helt eller delvis frafaldes i tilfælde,
1) hvor den påsigtede lovovertrædelse efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde og forholdet er af ringe strafværdighed,
2) hvor det i
medfør af § 723, stk. 1, fastsættes som vilkår, at sigtede
undergives hjælpeforanstaltninger efter § 52 i lov om social
service,
3) hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet, og der fastsættes vilkår efter § 723, stk. 1,
4) hvor
straffelovens § 10 b eller § 89 er anvendelig, når det
skønnes, at ingen eller kun en ubetydelig straf ville blive idømt, og at
domfældelse heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig betydning,
5) hvor sagens
gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller
behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning
og den straf, som i givet fald kan forventes idømt,
6) hvor lovgivningen indeholder særlig hjemmel for, at tiltale kan frafaldes, eller
7) hvor dette følger af bestemmelser fastsat af justitsministeren eller rigsadvokaten.
Stk. 2. I andre
tilfælde kan tiltale kun frafaldes, hvis der foreligger særlig
formildende omstændigheder eller andre særlige forhold, og påtale ikke
kan anses for påkrævet af almene hensyn.
Stk. 3.
Påtalemyndigheden kan frafalde tiltale i medfør af stk. 1, mens
tiltalefrafald efter stk. 2 besluttes af den nærmeste overordnede
anklagemyndighed.
§ 723. Som vilkår for et tiltalefrafald kan fastsættes,
1) at sigtede vedtager at betale en bøde eller indgår på konfiskation, og
2) samme vilkår som i betingede domme.
Stk. 2. Vilkår kan
kun fastsættes, såfremt den sigtede i retten har afgivet en uforbeholden
tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende
omstændigheder.
Stk. 3. Vilkårene fastsættes af den myndighed, der har adgang til at frafalde tiltalen. Vilkårene skal godkendes af retten.
Stk. 4. Såfremt et vilkår overtrædes, kan sagen genoptages.
§ 724. Ved
afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald underrettes sigtede,
forurettede eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes
nære pårørende. Det samme gælder andre, der må antages at have en
rimelig interesse heri. En afgørelse om påtaleopgivelse kan påklages til
den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10. Sigtede
kan efter samme regler klage over en afgørelse om tiltalefrafald.
Stk. 2. Er der
truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kan
strafforfølgning mod den, der har været sigtet, kun fortsættes efter den
overordnede anklagemyndigheds bestemmelse, hvis meddelelse herom er
forkyndt for den pågældende inden 2 måneder fra afgørelsens dato,
medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse, eller
betingelserne for genoptagelse efter § 975 er til stede.
Stk. 3. Anses påtale
for opgivet efter § 718 b, stk. 2 eller 3, kan den
overordnede anklagemyndighed uanset stk. 2 kun træffe bestemmelse
om, at strafforfølgning skal fortsættes, hvis betingelserne for
genoptagelse i § 975 er opfyldt.
§ 725. Retten
til privat påtale og fremsættelse af begæring om offentlig påtale
tilkommer den forurettede. Er denne umyndig, finder reglerne i
§ 257 anvendelse. Når den forurettede er død, eller når en mod en
afdød rettet handling er strafbar, tilkommer retten til privat påtale
eller til at begære offentlig påtale den afdødes ægtefælle, forældre,
børn eller søskende.
Stk. 2. Den, der
efter stk. 1 er berettiget til at påtale eller begære påtale, kan
give afkald på denne ret. Dette gælder, selv om en sag er anlagt eller
begæring er fremsat.
§ 726.
Lovovertrædelser, hvis offentlige påtale er betinget af en privat
begæring, kan påtales af en efter § 725 berettiget, såfremt
handlingen ikke kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.
Indledes offentlig forfølgning, finder reglerne i § 727,
stk. 3, tilsvarende anvendelse.
§ 727. Såfremt
en handling, der indeholder en lovovertrædelse, som er henvist til
privat forfølgning, tillige indeholder en lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale, kan påtalemyndigheden efter begæring af den
private påtaleberettigede forfølge begge lovovertrædelser under ét. Den
private kan i sådanne tilfælde på ethvert trin standse den efter
begæring begyndte forfølgning.
Stk. 2. Offentlig
påtale af en lovovertrædelse, der er henvist til privat forfølgning, kan
ske, hvis almene hensyn kræver det. Dette gælder dog ikke, hvis der er
afsagt dom i en privat straffesag om overtrædelsen, eller hvis retten
til privat påtale vedrørende en overtrædelse, der er undergivet betinget
offentlig påtale, alene følger af, at handlingen ikke kan medføre
højere straf end fængsel i 4 måneder, jf. § 726, 1. pkt.
Stk. 3. Når
offentlig forfølgning er indledt efter stk. 2, ophører den privates
ret til at påtale. § 345 finder tilsvarende anvendelse. Den
private kan tilslutte sig påtalemyndighedens forfølgning, hvis der
straks afgives erklæring herom. Den private kan dog ikke kræve
udsættelse af sagen, og det påhviler ikke tiltalte eller dennes
forsvarer at afgive foreskrevne meddelelser til den private. Standser
påtalemyndigheden den begyndte forfølgning, kan den private påtale eller
fortsætte sin påtale.
§ 728.
Forfølgning kan opgives, så længe der ikke er afsagt dom eller afsagt
kendelse om skyldsspørgsmålet i en nævningesag. Opgives forfølgning,
efter at hovedforhandling er begyndt, afsiger retten frifindelsesdom. I
andre tilfælde udsteder retten efter anmodning skriftlig erklæring om,
at en begyndt forfølgning er opgivet.
Kapitel 66
Sigtede og hans forsvar
[ "Part" omfatter sigtede i straffesager ] § 729. Under
ordet »part«, hvor dette i denne lov anvendes i bestemmelser, der ikke
særlig angår borgerlige sager, skal også den sigtede i en straffesag
anses for indbefattet.
[ Ret til at vælge forsvarer ] § 729 a.
Sigtede er berettiget til at vælge en forsvarer, jf. § 730.
Offentlig forsvarer beskikkes efter reglerne i §§ 731-735.
[ Kopi af indførsler i dagbogen ] Stk. 2. Retten
meddeler forsvareren kopi af indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen.
Forsvareren kan gøre sigtede bekendt med kopierne, medmindre andet
følger af §§ 748 og 856. Retten kan pålægge forsvareren ikke at
overlevere kopierne til sigtede eller andre, hvis det må befrygtes, at
kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.
[ Forsvarerens adgang til materiale ] Stk. 3. Forsvareren
har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har
tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Forsvareren skal
have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan
kopieres. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det
modtagne materiale til sigtede eller andre. Politiet giver samtykke,
hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til materiale, der er omfattet
af § 871, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan samtykke dog kun
nægtes af de i stk. 4 nævnte grunde.
[ Pålæg om ikke at videregive oplysninger ] Stk. 4. Hvis det er
nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til
sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskningen af en anden
verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse
af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren
pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget
fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet
forklaring under hovedforhandlingen.
[ Adgang til indførsler: Sigtede uden forsvarer ] § 729 b.
En sigtet uden forsvarer skal efter anmodning have adgang til hos
politiet at gøre sig bekendt med indførsler i retsbøgerne vedrørende
sagen, medmindre andet følger af §§ 748 og 856. Politiet udleverer
efter anmodning kopi af indførslerne til sigtede, medmindre det må
befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.
[ Adgang til materiale: Sigtede uden forsvarer ] Stk. 2. En sigtet
uden forsvarer skal endvidere efter anmodning have adgang til at gøre
sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug
for den sag, som sigtelsen angår. Politiet kan dog afslå anmodningen af
de i § 729 a, stk. 4, nævnte grunde. En begrænsning i sigtedes
aktindsigt bortfalder senest inden hovedforhandlingen eller et retsmøde
med henblik på sagens behandling i medfør af § 831 eller sagens
afslutning ved tiltalefrafald. Politiet udleverer efter anmodning kopi
af materialet til sigtede, hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til
materiale, der er omfattet af § 871, stk. 1 og stk. 2,
nr. 5, kan udlevering dog kun nægtes af de i § 729 a, stk. 4,
nævnte grunde.
[ Fravigelse af sigtedes adgang til aktindsigt ] § 729 c.
Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om
forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b
fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til
1) fremmede magter,
2) statens sikkerhed,
3) sagens opklaring,
4) tredjemands liv eller helbred,
5)
efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som
efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som
udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13,
eller
6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.
[ Begrænsning i adgang til afgørelser ] Stk. 2. Afgørelse
efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til
væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar.
[ Undtage materiale delvist ] Stk. 3. Gør hensyn
som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal
forsvareren eller sigtede gøres bekendt med det øvrige indhold af
materialet.
[ Afgørelse om fravigelse ] Stk. 4. Afgørelsen
træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i
sagen, der begrunder en fravigelse fra §§ 729 a og 729 b. Træffer
retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal
retten på ny vurdere fravigelsen, før hovedforhandlingen indledes.
Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere
fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens
afgørelse kan kæres.
[ Beskikkelse af advokat forinden afgørelse ] Stk. 5. Inden
retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for sigtede, og
advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra
den særlige kreds af advokater, der er nævnt i stk. 6. Advokaten
skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå
rettens kendelse om fravigelse fra §§ 729 a og 729 b, og er
berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det
materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som
sigtelsen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2,
finder tilsvarende anvendelse.
[ Udvælgelse af advokater ] Stk. 6.
Justitsministeren antager for hver landsrets område et antal advokater,
der kan beskikkes efter stk. 5. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om de pågældende advokater, herunder om vagtordninger, om
vederlag for at stå til rådighed og om sikkerhedsmæssige spørgsmål.
[ Adgang til oplysninger efter sagsafslutning ] § 729 d.
Når sagen er endeligt afsluttet, kan den, der har været sigtet, forlange
at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører sagen, herunder
indførsler i retsbøgerne, efter reglerne i denne paragraf.
[ Ikke interne arbejdsdokumenter ] Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses
1) dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden til eget brug ved behandlingen af en sag,
2) voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger og
3) brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden.
[ Begrænsning af aktindsigt ] Stk. 3. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang
1) ansøgeren efter reglerne i denne lovs anden og fjerde bog har været afskåret fra at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen,
2) ansøgerens
interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til
varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til
statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller
mellemfolkelige institutioner eller
3) ansøgerens
interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til
varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til
forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for
særlige hensyn til beskyttelse af medsigtede, vidner eller andre.
[ Anmodning om aktindsigt indgives til politidirektør ] Stk. 4. Anmodning
om aktindsigt indgives til politidirektøren. Politidirektørens afgørelse
kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i
kapitel 10.
[ Politidirektørens afgørelse ] Stk. 5.
Politidirektøren afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan
imødekommes. Er anmodningen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage
efter, at anmodningen er modtaget af politidirektøren, skal ansøgeren
underrettes om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes
at foreligge.
[ Aktindsigt ved gennemsyn el. kopi ] Stk. 6. Politidirektøren afgør, om aktindsigt skal gives i form af gennemsyn eller udlevering af kopi.
[ Personnummer undtaget ] Stk. 7. Personnummer er ikke omfattet af retten til aktindsigt.
[ Ret til at vælge forsvarer ] § 730. Den, der
sigtes for en forbrydelse, er berettiget til at vælge en forsvarer til
at stå ham bi i overensstemmelse med de nedenfor nærmere givne regler.
Er sigtede under 18 år, og har den pågældende ikke indgået ægteskab,
tilkommer valget forældremyndighedens indehaver, som er berettiget til
at optræde på sigtedes vegne.
[ Krav til forsvarer ] Stk. 2. Kun de til
møde for vedkommende ret berettigede advokater eller de særlig af
justitsministeren til beskikkelse som offentlige forsvarere ved
vedkommende ret antagne personer kan vælges til forsvarere. Dog kan
retten, når det under hensyn til sagens karakter og øvrige
omstændigheder findes forsvarligt, tillade, at der som forsvarer vælges
en advokat fra andet nordisk land. Endvidere kan retten undtagelsesvis
tilstede, at andre uberygtede personer over 18 år benyttes som
forsvarere.
[ Rettens afvisning af forsvarer ] Stk. 3. Retten kan
på ethvert tidspunkt under sagen ved kendelse afvise en valgt forsvarer,
hvis betingelserne efter § 733, stk. 2, for at nægte at
beskikke ham foreligger. Der skal i så fald på begæring beskikkes
sigtede en offentlig forsvarer.
[ Udelukkelse af forsvarer ] Stk. 4. Udelukkede
fra at vælges er personer, der er indkaldt til at afhøres som vidner
eller syns- eller skønsmænd, eller som er begæret indkaldt i sådan
egenskab, indtil retten har truffet afgørelse herom, eller hvis optræden
ifølge § 60, stk. 1, nr. 3, ville medføre inhabilitet hos
dommeren.
[ Beskikkelse af offentlig forsvarer ] § 731.
Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en
forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, at beskikke,
a) når sigtede fremstilles for retten med henblik på varetægtsfængsling eller opretholdelse af anholdelsen,
b) når der,
forinden tiltale er rejst, skal afhøres vidner, eller besigtigelse skal
ske eller syn eller skøn afgives til brug under hovedforhandling, dog at
retshandlingen ej bliver at udsætte efter forsvarers tilstedekomst, når
det må befrygtes, at beviset derved ville spildes,
c) når der er spørgsmål om beslaglæggelse af en formue eller en del af denne, jf. § 802, stk. 3.
d) når tiltale er rejst i sager, der skal behandles under medvirken af nævninger eller domsmænd,
e) når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde,
f) når der i
anledning af indankning eller begæring om genoptagelse af en sag eller
undtagelsesvis i anledning af kære, jf. § 972, stk. 2, skal
finde mundtlig forhandling sted for retten,
g) når vidners eller syns- eller skønsmænds beedigede forklaring begæres til brug under en i udlandet indledet straffesag,
h) i alle
tilfælde, hvor retten i medfør af § 29, stk. 1, og
stk. 3, nr. 3, beslutter, at afhøring af sigtede skal foregå for
lukkede døre,
i) når sager, hvor der er spørgsmål om fængselsstraf, fremmes i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4.
Stk. 2. I det under
litra e nævnte tilfælde og i det i § 831, stk. 4, nævnte
tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at beskikke, når den sigtede
(eller hans værge) begærer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed
til at udtale sig.
[ Beskikkelse ved videoafhøring af børn ] § 731 a.
Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video
(videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under
hovedforhandlingen, skal der inden afhøringen beskikkes en forsvarer for
den, der er mistænkt eller sigtet eller senere måtte blive mistænkt
eller sigtet i sagen, hvis den pågældende ikke selv har valgt en
forsvarer eller den valgte forsvarer udebliver.
[ Beskikkelse af forsvarer i andre tilfælde ] § 732. I andre
tilfælde end de i § 731 nævnte kan der, såvel før som efter at
tiltale er rejst, beskikkes sigtede offentlig forsvarer, når retten
efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i
øvrigt anser det for ønskeligt og sigtede ikke selv har skaffet sig
bistand af en forsvarer.
[ Hvem kan begære beskikkelse af forsvarer? ] Stk. 2. Begæring om
beskikkelse af en offentlig forsvarer kan fremsættes såvel af sigtede
som af politiet. Justitsministeren fastsætter regler om vejledning af
sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Det skal af
politirapporten fremgå, at den sigtede har modtaget behørig vejledning.
Politiet drager omsorg for, at spørgsmålet indbringes for retten.
[ Appeladgang ] Stk. 3.
Beslutninger, hvorefter forsvarer skal beskikkes, kan ikke påklages for
højere ret. Imod beslutninger, hvorved beskikkelse af forsvarer nægtes,
kan kære til højere ret finde sted.
[ Udvælgelse af beskikkede advokater ] § 733. Til at
beskikkes som offentlige forsvarere antager justitsministeren efter
overenskomst et passende antal af de til møde for vedkommende domstol
berettigede advokater eller, om fornødent, andre dertil egnede personer.
I påtrængende tilfælde kan dog også en advokat, der ikke er antaget af
justitsministeren, men dog berettiget til møde for vedkommende ret,
beskikkes til forsvarer. Efter sigtedes begæring kan endvidere en
advokat, der ikke er antaget af justitsministeren, beskikkes til
forsvarer, for så vidt han er mødeberettiget for den pågældende ret og
er villig til at lade sig beskikke.
[ Afvise den af sigtede valgte advokat ] Stk. 2. Retten kan
ved kendelse nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker som
forsvarer, hvis dennes medvirken vil medføre en forsinkelse af betydning
for sagens fremme eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil
hindre eller modvirke sagens opklaring.
[ Krav til offentlig forsvarer ] § 734. Til
offentlig forsvarer må ingen beskikkes, der selv er forurettet ved
forbrydelsen eller står i et sådant forhold til den forurettede, som
ville udelukke en dommer fra at handle i sagen, eller der er kaldet til
at forklare som vidne, syns- eller skønsmand i sagen eller har handlet i
den som anklager eller rettergangsfuldmægtig for den forurettede eller
som politiembedsmand eller som dommer eller domsmand eller i en anden
straffesag har været forsvarer for en sigtet, med hvis interesse i sagen
den nu sigtedes står i strid, eller hvis beskikkelse ifølge § 60,
stk. 1, nr. 3, ville medføre inhabilitet hos dommeren.
[ Flere end én forsvarer med modstridende interesser ] Stk. 2. Er flere
personer sigtede under samme sag, kan forsvaret kun udføres af den samme
person, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende.
[ Beskikkelse af forsvarer, fordeling af sager mv. ] § 735.
Forsvareren beskikkes af rettens præsident. Sagerne bør så vidt muligt
fordeles mellem de antagne forsvarere efter omgang; ønsker sigtede en
bestemt person beskikket og oplyser, at denne er villig, bør han i
reglen beskikkes uden hensyn til den regelmæssige omgang, forudsat at
ingen lovlig hindring er for hånden.
[ Beskikkelse ved landsretssager ] Stk. 2. I ankesager
kan landsrettens præsident beskikke den advokat til forsvarer, der som
beskikket forsvarer har udført sagen i 1. instans, såfremt han er
mødeberettiget ved landsretten.
[ Tilbagekaldelse af beskikkelse ] § 736.
Beskikkelsen kan tilbagekaldes, når det findes nødvendigt i forsvarets
interesse, samt, for så vidt sagen ikke derved forhales, efter begæring
af sigtede, når han har truffet overenskomst om forsvarets udførelse
uden udgift for det offentlige.
Stk. 2. Beskikkelse
kan endvidere ved kendelse tilbagekaldes, hvis betingelserne efter
§ 733, stk. 2, for at nægte at beskikke den pågældende kommer
til at foreligge.
[ Kære til Den Særlige Klageret ] § 737. Rettens
afgørelse i medfør af §§ 730, stk. 3, 733, stk. 2, eller
736, stk. 2, kan påkæres til Den Særlige Klageret inden en uge
efter, at afgørelsen er meddelt. Kæremålet behandles mundtligt, hvis der
fremsættes anmodning herom eller retten bestemmer det. I øvrigt finder
reglerne i §§ 968, stk. 1, 969, stk. 2, 970-972 og 974
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Den Særlige Klagerets afgørelse kan ikke appelleres.
[ Flere forsvarere pr. sigtede ] § 738. Retten
kan tillade, at flere valgte forsvarere optræder for samme sigtede.
Retten kan endvidere undtagelsesvis beskikke flere offentlige forsvarere
for sigtede. Sigtede er berettiget til selv tillige at tage ordet til
sit forsvar.
[ Møde ved andre retshandlinger ] Stk. 2. Den
offentlige forsvarer, som er beskikket til at varetage sigtedes tarv
under hovedforhandlingen, er beføjet til at give møde også under
retshandlinger ved anden ret. Skal en sådan retshandling foregå uden for
den retskreds, hvori han bor, kan på hans begæring en særlig forsvarer
beskikkes til at møde ved samme. Dog bør i påtrængende tilfælde
retshandlingen ikke udsættes herefter.
[ Tilbagelevering af akter ved endt hverv ] Stk. 3. Når
forsvarerens hverv er endt, er han forpligtet til at aflevere til retten
de ham udleverede udskrifter og genparter af sagens aktstykker.
[ Forsvarers tilsidesættelse af pligter ] § 739.
Misbruger en advokat eller nogen til forsvaret beskikket mand sin
stilling til at modarbejde sagens oplysning, eller gør han sig skyldig i
tilsidesættelse af de ham påhvilende pligter til behørig at fremme
sagen, bliver han at anse efter straffelovens kapitel 16.
[ Sigtedes adgang til selv at forsvare ] § 740.
Beskikkelse af en offentlig forsvarer indskrænker ikke sigtedes ret til
selv at drage omsorg for sit forsvar; men forsvareren behøver ikke
sigtedes samtykke til at foretage de handlinger, som han anser for
nødvendige eller hensigtsmæssige til dennes tarv.
[ Vederlag til offentlige forsvarere ] § 741. Der
tilkommer den offentlige forsvarer vederlag af statskassen, herunder
godtgørelse for rejseudgifter, som han med føje har haft i forbindelse
med hvervet. Bestemmelserne i § 333, stk. 1, 2. pkt., og
§ 334, stk. 3 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Vederlaget
fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Vederlaget
fastsættes ved dommen eller ved særskilt beslutning.
Kapitel 66 a
Forurettede
§ 741 a. I
sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119,
§ 123, § 210, §§ 216-223, § 224 eller § 225,
jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21,
§§ 244-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2,
§§ 260- 262 a eller § 288, beskikker retten en advokat for
den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende
fremsætter begæring om det, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. I sager om
overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og 217,
§ 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller
§ 223, stk. 1, skal beskikkelse ske, medmindre den pågældende
efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig
det. Den forurettede skal have lejlighed til at tale med en advokat før
politiets afhøring af forurettede, medmindre den pågældende efter at
være blevet vejledt frabeder sig det. Det samme gælder i sager om
overtrædelse af § 224 eller § 225, jf. § 210, §§ 216
og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller
§ 223, stk. 1.
Stk. 3. I sager om
overtrædelse af straffelovens § 119, § 123, § 218,
stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1, og stk. 2,
1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf.
§ 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2,
§§ 260- 262 a eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog
afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og
advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i
sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller
§ 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,
stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.
Stk. 4. Når særlige
omstændigheder taler for det, kan retten efter anmodning beskikke en
advokat for den forurettede, selv om lovovertrædelsen ikke er omfattet
af stk. 1.
Stk. 5. Er den
forurettede afgået ved døden som følge af forbrydelsen, kan retten efter
anmodning beskikke en advokat for den forurettedes nære pårørende, når
særlige hensyn taler for det og betingelserne efter stk. 1, 2 eller
4 er opfyldt.
Stk. 6. Fremsætter
den forurettede ikke begæring om beskikkelse af advokat, kan der efter
politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede under
efterforskningen. Det samme gælder, når der ikke sker beskikkelse efter
stk. 2.
§ 741 b.
Politiet vejleder den forurettede eller, hvis den forurettede er afgået
ved døden som følge af forbrydelsen, den forurettedes nære pårørende om
reglerne om beskikkelse af en advokat. I de sager, der er nævnt i
§ 741 a, stk. 2, skal forurettede endvidere gøres bekendt med
reglerne om advokatens medvirken, jf. § 741 a, stk. 2, 2.
pkt., og stk. 2, 2. pkt., nedenfor. Vejledningen skal gives, inden
den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med
og inden anden afhøring. Det skal af politirapporten fremgå, at den
forurettede har modtaget behørig vejledning, og at offeret har fået
udleveret relevant skriftligt materiale vedrørende
bistandsadvokatordningen m.v. Endvidere skal det fremgå, hvis den
forurettede ikke har ønsket en advokat beskikket. Politiet drager omsorg
for, at spørgsmål om beskikkelse efter § 741 a indbringes for
retten.
Stk. 2. Er den
forurettede villig til at udtale sig, er begæringen om beskikkelse af
advokat ikke til hinder for, at politiet afhører den forurettede uden
advokatens tilstedeværelse. I tilfælde, hvor beskikkelse skal ske efter
§ 741 a, stk. 2, gælder dette kun, hvis den forurettede
anmoder om at blive afhørt uden advokatens tilstedeværelse.
Stk. 3. Politiet
kan tilkalde eller kontakte en af de i § 733, stk. 1, nævnte
advokater til at varetage hvervet som advokat for den forurettede,
indtil retten måtte have beskikket en advokat.
Stk. 4. Justitsministeriet kan fastsætte nærmere regler om tilkaldeordningens gennemførelse.
§ 741 c.
Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel
hos politiet som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål
til den forurettede. Advokaten har ret til at gøre indsigelse mod en
bevisførelse i strid med retsplejelovens § 185, stk. 2.
Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer. Retsmøder, hvor
forurettede skal afhøres, berammes så vidt muligt efter aftale med
bistandsadvokaten. Advokaten underrettes om andre retsmøder, herunder
retsmøder efter retsplejelovens § 831.
Stk. 2. Advokaten
har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til
politiet og andre dokumenter i sagen vedrørende den forurettede. Når der
er rejst tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig
bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt.
Stk. 3. Advokaten
skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan
kopieres. Advokaten må ikke uden politiets samtykke overlevere det
modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikke uden
politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med
indholdet af det i stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale.
Stk. 4. Retten
meddeler advokaten udskrift af dommen. Advokaten må ikke overlevere
udskriften til den forurettede uden rettens samtykke.
Stk. 5.
Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på en advokat, der er
antaget af den forurettede eller den forurettedes nære pårørende.
§ 741 d.
Om kompetencen til at beskikke advokat for den forurettede eller den
forurettedes nære pårørende gælder samme regler som ved beskikkelse af
forsvarer, jf. § 735.
§ 741 e.
Politiet og anklagemyndigheden vejleder i fornødent omfang den
forurettede eller, hvis den forurettede er afgået ved døden, den
forurettedes nære pårørende om vedkommendes retsstilling og om sagens
forventede forløb. Politiet og anklagemyndigheden informerer endvidere
vedkommende om sagens gang.
Stk. 2.
Justitsministeren eller den, som justitsministeren bemyndiger dertil,
fastsætter nærmere regler om vejlednings- og informationspligten efter
stk. 1.
§ 741 f.
Anklagemyndigheden underretter den forurettede om den rejste tiltale
eller en anmodning om retsmøde om behandling af sagen som
tilståelsessag. Er den forurettede afgået ved døden, underrettes den
forurettedes nære pårørende.
Stk. 2.
Anklagemyndigheden underretter den forurettede om tidspunktet for
hovedforhandlingen eller et retsmøde med henblik på behandling af sagen
som tilståelsessag, hvis den forurettede har anmodet om det. Er den
forurettede afgået ved døden, underrettes den forurettedes nære
pårørende, hvis vedkommende har anmodet om det. Underretning kan
undlades, hvis den forurettede eller den forurettedes nære pårørende
skal møde som vidne eller har fået en advokat beskikket efter reglerne i
dette kapitel.
Stk. 3.
Anklagemyndigheden underretter den forurettede om en anke, hvis den
forurettede har fremsat anmodning efter stk. 2. Er den forurettede
afgået ved døden, underrettes den forurettedes nære pårørende om en
anke, hvis vedkommende har fremsat anmodning efter stk. 2.
Stk. 4.
Anklagemyndigheden underretter den forurettede om en sags genoptagelse,
hvis den forurettede har fremsat anmodning efter stk. 2. Er den
forurettede afgået ved døden, underrettes den forurettedes nære
pårørende om en sags genoptagelse, hvis vedkommende har fremsat
anmodning efter stk. 2.
§ 741 g. I
sager, hvor der er afsagt dom om ubetinget fængselsstraf for en grovere
overtrædelse af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden
personfarlig kriminalitet indgår, eller en sædelighedsforbrydelse,
underrettes den forurettede efter anmodning om tidspunktet for den
dømtes første uledsagede udgang og løsladelse og om eventuel undvigelse,
hvis den dømte har været varetægtsfængslet før dom og ikke har været
løsladt mellem dommens afsigelse og fuldbyrdelse. Er den forurettede
afgået ved døden, underrettes den forurettedes nære pårørende efter
anmodning. Underretning kan afslås, hvis væsentlige hensyn til
gerningsmanden taler for det.
Stk. 2. Reglerne i
stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis gerningsmanden er dømt
til anbringelse efter straffelovens §§ 68, 69, 73 eller 74 a eller
til forvaring efter straffelovens § 70.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
underretningsordningen, herunder om, at afgørelser ikke kan påklages til
en højere administrativ myndighed, og at persondatalovens bestemmelser
om oplysningspligt ikke finder anvendelse i forhold til den dømte.
Andet afsnit.
Efterforskning, tvangsindgreb m.v.
Kapitel 67
Almindelige bestemmelser om efterforskning
§ 742. Anmeldelser om strafbare forhold indgives til politiet.
Stk. 2. Politiet
iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der
er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige, er begået.
§ 743.
Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at
pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, og
at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt
forberede sagens behandling ved retten.
§ 744. Politiet
udfærdiger snarest rapport om de afhøringer, der foretages, og om andre
efterforskningsskridt, medmindre oplysning herom foreligger på anden
måde.
§§ 745-745b. (Ophævet)
§ 745 c.
Forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede
og ret til at stille yderligere spørgsmål. Efter begæring skal
forsvareren underrettes om tidspunktet for afhøringerne. Er den sigtede
varetægtsfængslet, og er der truffet bestemmelse om isolation, jf.
§ 770 a, må den sigtede ikke afhøres, uden at forsvareren er
til stede, medmindre såvel den sigtede som forsvareren samtykker heri.
§ 745 d.
Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet
efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde
anvendelse som bevis under hovedforhandlingen, giver politiet meddelelse
til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få
lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille
forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende
efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal
tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til
stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren
meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan
opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden
ophold underrettes om det foretagne.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1 kan fraviges efter bestemmelsen i § 729 c.
§ 745 e.
Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video
(videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under
hovedforhandlingen, skal forsvareren være til stede under
videoafhøringen.
Stk. 2. Den, der er
mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til at overvære videoafhøringen.
Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin
forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den,
der er mistænkt eller sigtet, eller dennes forsvarer om, at der
foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt
herefter.
§ 746. Retten
afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt
samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser, herunder om begæringer fra
forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere
efterforskningsskridt. Afgørelsen træffes på begæring ved kendelse.
Stk. 2. Ved
tvistigheder om lovligheden af politiets afgørelser efter § 729 a,
stk. 3, 1. pkt., eller § 729 b, stk. 2, 1. pkt.,
skal politiet redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet.
Retten kan endvidere pålægge politiet over for retten at fremlægge det
materiale, som tvisten angår.
Stk. 3. Bliver
dommeren bekendt med, at en foranstaltning, der er iværksat af politiet i
medfør af denne lov, og som kræver rettens godkendelse, ikke er
forelagt retten inden udløbet af den herfor fastsatte frist, bestemmer
han efter at have afkrævet politiet en redegørelse, om foranstaltningen
skal opretholdes eller ophæves.
§ 747. Retsmøde afholdes, når der fremsættes anmodning om foranstaltninger, som kræver rettens medvirken.
Stk. 2. Efter anmodning afholdes endvidere retsmøde, når det er påkrævet for at sikre bevis, som
1) det ellers må befrygtes vil gå tabt,
2) ikke uden væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres for den dømmende ret eller
3) må antages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse.
Stk. 3. Retsmøde med henblik på at sikre bevis kan endvidere afholdes efter anmodning, hvis
1) sigtede er varetægtsfængslet, herunder i isolation,
2) sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om varetægtsfængslingens eller isolationens ophævelse og
3) væsentlige praktiske hensyn ikke taler imod.
Stk. 4. Imødekommer
retten en anmodning efter stk. 3, skal retsmødet afholdes snarest
og så vidt muligt inden for 2 uger fra rettens modtagelse af
anmodningen.
§ 748. Sigtede
underrettes så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at
overvære dem. Dette gælder ikke retsmøder, der afholdes med henblik på
at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af foranstaltninger i
henhold til kapitlerne 69-74. Er sigtede varetægtsfængslet, kan
fremstilling af ham undlades, hvis den vil være forbundet med
uforholdsmæssigt besvær.
Stk. 2. Forsvareren
underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Er
det ikke muligt at give forsvareren meddelelse, kan der kun afholdes
retsmøder, som ikke kan opsættes. For så vidt angår de i stk. 1, 2.
pkt., nævnte retsmøder kan reglen dog fraviges, hvis hensynet til
fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller
tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet. Afgørelsen træffes af retten
efter politiets begæring. Forsvareren må kun med rettens samtykke
videregive oplysninger, han har modtaget i retsmødet.
Stk. 3. Forsvareren
er berettiget til at fremsætte bemærkninger og kort at få disse tilført
protokollen, men dommeren bestemmer, på hvilket tidspunkt af retsmødet
dette kan ske.
Stk. 4. Retten kan
pålægge sigtede at indfinde sig til et retsmøde. Er pålægget ikke givet i
et tidligere retsmøde, meddeles det ved en skriftlig tilsigelse.
Tilsigelse sker med mindst aftens varsel. Retten kan dog fastsætte andet
varsel eller pålægge sigtede at møde straks. Tilsigelsen skal indeholde
oplysning om sigtelsens genstand. Udeblivelse kan kun medføre
retsvirkninger, hvis tilsigelsen er lovlig forkyndt og indeholder
oplysning om virkningerne af udeblivelse.
Stk. 5. Retten kan
på begæring bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om et
retsmødes afholdelse, eller at sigtede skal være udelukket fra at
overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede
magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller
tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet.
Stk. 6. Har sigtede
været udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede
er til stede, og ellers politiet snarest gøre ham bekendt med, hvad der
er tilført retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har begrundet
udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten afskæres
herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at give sigtede
underretning om, hvad der er passeret i retsmødet. Pålægget kan
udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under
hovedforhandlingen.
Stk. 7.
Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på retsmøder, der afholdes i
henhold til § 729 c, eller hvor der fremlægges oplysninger, der
efter § 729 c er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt,
og hvor der efter § 784 beskikkes en advokat for den, som indgrebet
vedrører.
§ 748 a.
Retten kan tillade, at sigtede deltager i et retsmøde ved anvendelse af
telekommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i retten
ikke er nødvendig. Skal sigtede afgive forklaring, finder § 192
tilsvarende anvendelse. En eventuel forsvarer skal deltage i retsmødet
på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at
forsvareren i stedet møder frem i retten. 1. pkt. gælder ikke i de i
§ 760, stk. 2, og § 764, stk. 2, nævnte tilfælde.
Stk. 2. Retten kan
tillade, at forsvareren deltager i et retsmøde ved anvendelse af
telekommunikation med billede, hvis det er forsvarligt og sigtede ikke
deltager i retsmødet.
Stk. 3. Retten kan tillade, at anklageren deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis
1) sigtede ikke deltager i retsmødet,
2) anklagerens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig og
3) der i øvrigt foreligger særlige grunde.
§ 748 b.
Retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling
eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i
et retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller
foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med billede, når
retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og
sagens øvrige omstændigheder. Dette gælder ikke for retsmøder, hvor der
første gang skal tages stilling til forlængelse af en varetægtsfængsling
eller varetægtsfængsling i isolation ud over de frister, som er nævnt i
§ 768 a, stk. 1 og 2, og § 770 c, stk. 3-5, eller
når kæremål behandles mundtligt efter § 767, stk. 4, og
§ 770 e. Skal sigtede afgive forklaring, finder § 192
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Deltager
sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af
telekommunikation med billede, skal forsvareren deltage i retsmødet på
samme sted som sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at
forsvareren i stedet møder frem i retten eller deltager ved anvendelse
af telekommunikation med billede fra et andet sted end sigtede. Deltager
sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan retten tillade, at
forsvareren deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med
billede, hvis det er forsvarligt.
Stk. 3. Deltager
sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af
telekommunikation med billede, eller deltager sigtede ikke i et retsmøde
om fristforlængelse, kan retten tillade, at anklageren deltager i
retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis
1) anklagerens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig og
2) der i øvrigt foreligger særlige grunde.
§ 749. Politiet afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning.
Stk. 2. Er der ikke
grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen
om at indstille efterforskningen træffes af politiet, såfremt der ikke
har været rejst sigtelse. Er sigtelse rejst, finder bestemmelserne i
§ 721 og § 722 anvendelse.
Stk. 3. Afvises
anmeldelsen, eller indstilles efterforskningen, underrettes den
forurettede eller, hvis den forurettede er afgået ved døden, den
forurettedes nære pårørende. Det samme gælder andre, der må antages at
have en rimelig interesse heri. Afgørelsen kan påklages til den
overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.
Kapitel 68
Afhøringer og særlige efterforskningsskridt
§ 750. Politiet
kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive
forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale
sig. Enhver er dog pligtig på forlangende at opgive navn, adresse og
fødselsdato til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde.
§ 751. Det
væsentlige indhold af de afgivne forklaringer tilføres rapporterne, og
særlig vigtige dele af forklaringerne gengives så vidt muligt med den
afhørtes egne ord.
Stk. 2. Der skal
gives den afhørte mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af
forklaringen. Den afhørtes eventuelle rettelser og tilføjelser medtages.
Den afhørte gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at underskrive
rapporten.
Stk. 3. Fonetisk optagelse af forklaringer må kun finde sted, når den afhørte er gjort bekendt hermed.
§ 752. Inden
politiet afhører en sigtet, skal han udtrykkeligt gøres bekendt med
sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. Det skal
af rapporten fremgå, at disse regler er iagttaget.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke tilfælde
kommunalbestyrelsen skal underrettes om og have adgang til at overvære
afhøringen af sigtede under 18 år. For mistænkte personer under 14 år
gælder bestemmelsen i § 821 d.
Stk. 3. Spørgsmål
til en sigtet må ikke stilles således, at noget, der er benægtet eller
ikke erkendt, forudsættes tilstået. Løfter, urigtige foregivender eller
trusler må ikke anvendes.
Stk. 4. Afhøringen
må ikke forlænges alene for at opnå en tilståelse. Ved afhøringer, der
ikke er ganske kortvarige, anføres i rapporten tidspunkterne for
afhøringens begyndelse og afslutning.
Stk. 5. Sigtede må ikke rådføre sig med sin forsvarer eller andre angående den umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål.
§ 753. Ved
politiets afhøring af en person, der ikke er sigtet, finder
bestemmelserne i §§ 173, stk. 1, 182 og 184, stk. 1 og 2,
tilsvarende anvendelse.
§ 754. Ved afhøringer i retten finder § 752 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Om
fremgangsmåden ved afhøring af sigtede gælder regler svarende til dem,
der er fastsat om vidner i § 183, stk. 1 og 2.
§ 754 a.
Politiet må ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse
foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger
med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte
lovovertrædelsen, medmindre:
1) der foreligger en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt,
2) efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og
3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover.
Stk. 2.
Foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde nogen til at
udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, omfattes ikke af stk. 1,
hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved
lovovertrædelsen.
§ 754 b. De foranstaltninger, som er nævnt i § 754 a, må ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.
Stk. 2.
Foranstaltningerne må alene udføres af polititjenestemænd. Civile
personer kan dog efter aftale med politiet yde bistand til at udføre
eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand,
der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.
§ 754 c.
Foranstaltninger efter § 754 a sker efter rettens kendelse.
Spørgsmålet herom forelægges for retten på det sted, hvor tiltale er
eller kan forventes rejst, eller i øvrigt hvor politiets beslutning om
at søge foranstaltningerne gennemført er truffet.
Stk. 2. I rettens
kendelse anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes,
at betingelserne for foranstaltningernes gennemførelse er opfyldt.
Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Stk. 3. Såfremt
foranstaltningernes øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle
afventes, kan politiet træffe beslutning om at gennemføre
foranstaltningerne. I så fald skal politiet snarest muligt og senest
inden 24 timer fra foranstaltningernes iværksættelse forelægge sagen for
retten. Retten afgør ved kendelse, om foranstaltningerne kan godkendes,
samt om de kan opretholdes. Burde foranstaltningerne efter rettens
opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til
Justitsministeriet.
§ 754 d.
Er der truffet foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og rejses der
tiltale for lovovertrædelsen, skal der gives forsvareren underretning om
foranstaltningerne. Hvis hensynet til fremmede magter, til statens
sikkerhed, til sagens opklaring eller til tredjemand undtagelsesvis gør
det påkrævet, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive
oplysninger, som denne har modtaget i medfør af 1. pkt.
§ 754 e.
Reglerne i §§ 754 a-754 d finder ikke anvendelse ved efterforskning
af overtrædelser af straffelovens kapitel 12, §§ 111-115 og 118.
Kapitel 69
Anholdelse
§ 755. Politiet
kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart
forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må
anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at
sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem
med andre.
Stk. 2. Samme
beføjelser har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar
tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet
offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til
politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.
Stk. 3. Finder opløb
sted, hvorunder der øves eller trues med vold på person eller gods,
eller er slagsmål, hvori flere har deltaget, resulteret i drab eller
betydelig legemsbeskadigelse, og den eller de skyldige ikke med
sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver, der er til stede, og
som kan mistænkes for strafbar deltagelse.
Stk. 4. Anholdelse
må ikke foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller
omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 5. Efter politiets begæring kan beslutning om anholdelse træffes af retten.
§ 756. Den, der
med rimelig grund mistænkes for overtrædelse af bestemmelser, som er
fastsat i en betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8,
i dom eller kendelse efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 72,
ved betinget benådning, ved prøveløsladelse eller en foranstaltning, der
er fastsat i medfør af § 765, kan anholdes af politiet, såfremt
det er nødvendigt på den måde at sikre hans foreløbige tilstedeværelse.
§ 757. Når en
sigtet, der er behørigt tilsagt til et retsmøde, udebliver uden oplyst
lovligt forfald, kan retten beslutte, at han skal anholdes, såfremt det i
tilsigelsen eller under møde for retten er tilkendegivet, at han skal
møde personligt og i udeblivelsestilfælde må vente at blive anholdt.
§ 758.
Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.
Politiet kan under iagttagelse af bestemmelserne i § 792 e foretage
besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik
på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller
undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller
andre. Politiet kan tage sådanne effekter samt penge, der findes hos den
anholdte, i bevaring. Under anholdelsen er den pågældende i øvrigt ikke
undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens øjemed
og ordenshensyn nødvendiggør.
Stk. 2. Politiet
skal snarest muligt gøre den anholdte bekendt med sigtelsen og
tidspunktet for anholdelsen. Af rapporten skal fremgå, at denne regel er
iagttaget.
§ 759.
Ransagning af hus, andre lokaliteter eller genstande for at eftersøge en
mistænkt, der skal anholdes, kan foretages, når der er grund til at
antage, at den pågældende opholder sig der.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 795, stk. 1, 1. pkt., og §§ 796-800 finder tilsvarende anvendelse.
§ 760. Enhver,
der anholdes, skal løslades, så snart begrundelsen for anholdelse ikke
længere er til stede. Tidspunktet for løsladelsen skal fremgå af
rapporten.
Stk. 2. Inden 24
timer efter anholdelsen skal den anholdte, der ikke forinden er løsladt,
fremstilles for en dommer. Tidspunktet for anholdelsen og for
fremstillingen i retten anføres i retsbogen.
Stk. 3. Har
anholdelse fundet sted for et strafbart forhold, for hvilket
varetægtsfængsling er udelukket, skal den anholdte inden retsmødets
afslutning sættes på fri fod.
Stk. 4. Har
anholdelse fundet sted for et strafbart forhold, for hvilket
varetægtsfængsling ikke er udelukket, eller i medfør af § 756, og
findes anholdte ikke at kunne løslades straks, kan retten, når den på
grund af de foreliggende oplysningers utilstrækkelighed eller af anden
grund ikke finder straks at kunne tage stilling til spørgsmålet om
varetægtsfængsling, beslutte, at han foreløbig skal forblive under
anholdelse. I beslutningen anføres de omstændigheder, der bevirker, at
anholdelse opretholdes. Under den opretholdte anholdelse finder
§ 765 tilsvarende anvendelse. Sigtede skal have lejlighed til at
angive eventuelle oplysninger, som han ønsker tilvejebragt.
Stk. 5. Den, over
hvem anholdelsen er opretholdt, skal, såfremt han ikke forinden er
løsladt, på ny fremstilles for en dommer, der inden 3 x 24 timer efter
afslutningen af det første retsmøde træffer bestemmelse om, hvorvidt
anholdte skal løslades eller varetægtsfængsles eller undergives
foranstaltninger efter § 765.
§ 761. Ved
pågribelse af en person med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom
eller forvandlingsstraffen for bøde finder reglerne i §§ 758,
stk. 1, og 759 anvendelse.
Kapitel 70
Varetægtsfængsling
§ 762. En
sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han
har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale,
såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover, og
1) der efter det
om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil
unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen, eller
2) der efter det
om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på
fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed,
eller
3) der efter
sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil
vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller
advare eller påvirke andre.
Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begået
1) en
lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven
kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til
retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at
kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller
2) en
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 123,
§ 134 a, § 192 a, stk. 2, § 218, stk. 1,
§ 222, §§ 224 eller 225, jf. § 218, stk. 1, eller
§ 222, § 235, stk. 1, §§ 244-246, § 250 eller
§ 252 eller en overtrædelse af straffelovens § 232 over for et
barn under 15 år, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om
forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på
fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at
kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
Stk. 3.
Varetægtsfængsling kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes
at ville medføre straf af bøde eller fængsel i højst 30 dage, eller hvis
frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte
forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som
kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.
§ 763. Er der
begrundet mistanke om, at en person har overtrådt vilkår, som er fastsat
i en betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8, ved
betinget benådning eller ved prøveløsladelse, kan han varetægtsfængsles,
hvis retten finder, at overtrædelsen er af en sådan beskaffenhed, at
der foreligger spørgsmål om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller
indsættelse i anstalt, og
1) der efter det
om den pågældendes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at
han vil unddrage sig følgerne af vilkårsovertrædelsen, eller
2) der efter det
om hans forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri
fod fortsat vil overtræde vilkårene, og det under hensyn til
overtrædelsernes beskaffenhed skønnes påkrævet, at disse forhindres ved,
at han varetægtsfængsles.
Stk. 2. Det samme
gælder, hvis der er begrundet mistanke om, at en person har overtrådt
bestemmelser, der er fastsat i dom eller kendelse efter straffelovens
§§ 68, 69, 70 eller 72.
§ 764. Efter
anmodning fra anklagemyndigheden afgør retten, om sigtede skal
varetægtsfængsles. Anmodning om fortsat varetægtsfængsling skal
fremsættes skriftligt over for retten. Anmodningen skal angive den eller
de fængslingsbestemmelser, som anklagemyndigheden påberåber sig, de
faktiske omstændigheder, hvorpå anmodningen støttes, og de væsentligste
efterforskningsskridt m.v., som forventes foretaget.
Stk. 2. En sigtet,
der er til stede her i landet, afhøres i retten om sigtelsen og skal
have lejlighed til at udtale sig, inden afgørelsen træffes, medmindre
retten finder, at fremstillingen af særlige grunde må anses for nytteløs
eller skadelig for sigtede. Er kendelse om varetægtsfængsling afsagt,
uden at sigtede har haft lejlighed til at udtale sig i retten, skal han
fremstilles i retten inden 24 timer efter, at han er indbragt her til
landet, eller hindringen for hans fremstilling er ophørt.
Stk. 3. I det
retsmøde, der afholdes til afgørelse af spørgsmålet om
varetægtsfængsling, skal sigtede have adgang til bistand af en
forsvarer. Er den sigtede til stede i retsmødet, skal der gives ham
lejlighed til en samtale med forsvareren inden afhøringen.
Stk. 4. Rettens
afgørelse træffes ved kendelse. Varetægtsfængsles sigtede, anføres i
kendelsen de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt. Sker varetægtsfængsling
efter § 762, stk. 1, nr. 3, anføres indtil efterforskningens
afslutning endvidere de væsentligste efterforskningsskridt m.v., som
forventes foretaget inden for fristen for varetægtsfængslingen.
Opretholdes varetægtsfængsling ud over de frister, som er nævnt i
§ 768 a, stk. 1 og 2, anføres i kendelsen de særlige
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at fortsat
varetægtsfængsling er påkrævet. Er den sigtede til stede i retsmødet,
skal han straks gøres bekendt med, hvilke bestemmelser om
varetægtsfængsling retten har anvendt, og med de i kendelsen anførte
grunde for varetægtsfængsling samt med sin adgang til at kære. Udskrift
af en kendelse, hvorved nogen varetægtsfængsles, overgives på
forlangende snarest muligt til den pågældende.
§ 765. Er
betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men kan
varetægtsfængslingens øjemed opnås ved mindre indgribende
foranstaltninger, træffer retten, hvis sigtede samtykker heri, i stedet
for varetægtsfængsling bestemmelse derom.
Stk. 2. Retten kan således bestemme, at sigtede skal
1) undergive sig et af retten fastsat tilsyn,
2) overholde særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, anvendelse af fritid og samkvem med bestemte personer,
3) tage ophold i egnet hjem eller institution,
4) undergive sig
psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af
alkohol, narkotika eller lignende , om fornødent på hospital eller
særlig institution,
5) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter,
6) hos politiet deponere pas eller andre legitimationspapirer,
7) stille en af retten fastsat økonomisk sikkerhed for sin tilstedeværelse ved retsmøde og ved fuldbyrdelsen af en eventuel dom.
Stk. 3. Ved afgørelser i medfør af stk. 1 og 2 finder bestemmelserne i § 764 tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Hvis sigtede
unddrager sig møde i retten eller fuldbyrdelse af dommen, kan retten,
efter at der så vidt muligt er givet dem, afgørelsen vedrører, lejlighed
til at udtale sig, ved kendelse bestemme, at en sikkerhed, der er
stillet i medfør af stk. 2, nr. 7, er forbrudt. En forbrudt
sikkerhed tilfalder statskassen, dog således at den forurettedes
erstatningskrav kan dækkes af beløbet. Retten kan under særlige
omstændigheder i indtil 6 måneder efter kendelsen bestemme, at en
forbrudt sikkerhed, der er tilfaldet statskassen, helt eller delvis skal
tilbagebetales.
Stk. 5.
Justitsministeren kan efter forhandling med social- og
integrationsministeren og ministeren for sundhed og forebyggelse
fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til
personer, der er anbragt i institution eller hospital m.v. i medfør af
stk. 2, nr. 3 eller 4, når der ikke i øvrigt er taget stilling
hertil. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at
afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes
for højere administrativ myndighed.
§ 766. Retten kan til enhver tid omgøre kendelser om varetægtsfængsling eller foranstaltninger, der træder i stedet herfor.
§ 767. Bortset
fra tilfælde, hvor sigtede ikke er til stede her i landet, fastsættes
der i kendelsen en frist for varetægtsfængslingens eller
foranstaltningens længde. Fristen skal være så kort som muligt og må
ikke overstige 4 uger. Fristen kan forlænges, men højst med 4 uger ad
gangen. Forlængelsen sker ved kendelse, medmindre sigtede erklærer sig
indforstået med forlængelsen. Reglerne i § 764 finder, indtil dom
er afsagt i 1. instans, tilsvarende anvendelse på retsmøder og kendelser
om fristforlængelse. Fremstilling af en sigtet, der er
varetægtsfængslet eller undergivet anden frihedsberøvende
foranstaltning, kan dog undlades, når han giver afkald derpå eller
retten finder, at fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder.
Stk. 2. Når
anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til retten og retten har
fastsat tidspunkt for hovedforhandlingen, kan retten ved udløb af en
frist efter stk. 1 bestemme, at varetægtsfængslingen eller
foranstaltningen skal fortsætte uden yderligere forlængelser, indtil der
er afsagt dom i sagen. Træffer retten sådan bestemmelse, kan tiltalte
tidligst 3 uger efter afgørelsen anmode retten om at ophæve
varetægtsfængslingen eller foranstaltningen efter § 766 eller
§ 768. I så fald skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom.
Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 3 uger
efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Efter
hovedforhandlingens begyndelse finder § 767, stk. 3, 4.-6.
pkt., tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Når en
frist, der er fastsat efter stk. 1, udløber, efter at
hovedforhandlingen er begyndt, fortsætter varetægtsfængslingen eller
foranstaltningen uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i
sagen. Tiltalte kan efter udløbet af den før hovedforhandlingen
fastsatte frist anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller en
foranstaltning, der træder i stedet herfor, efter § 766 eller
§ 768. Hvis tiltalte efter fristens udløb anmoder retten om at
ophæve varetægtsfængslingen eller en foranstaltning, der træder i stedet
herfor, skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten
ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 14 dage efter
rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Hvis der er spørgsmål om
varetægtsfængsling efter § 762, stk. 2, træffes afgørelsen om
eventuel ophævelse af en dommer eller afdeling, som ikke deltager i
hovedforhandlingen, jf. § 60, stk. 3, medmindre en af
betingelserne i § 60, stk. 3, 2. pkt., er opfyldt. Tiltaltes
anmodning kan efter rettens bestemmelse behandles på skriftligt
grundlag, hvis afgørelsen træffes af en dommer eller afdeling, som ikke
deltager i hovedforhandlingen.
Stk. 4. Kæres en
kendelse om fristforlængelse, hvorved varetægtsfængsling eller anden
frihedsberøvende foranstaltning udstrækkes ud over 3 måneder, skal
kæremålet efter begæring behandles mundtligt. Når kæremål én gang er
blevet behandlet mundtligt, afgør den overordnede ret, om en senere
begæring om mundtlig behandling skal imødekommes. Bestemmelsen i
stk. 1, sidste pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 768.
Varetægtsfængsling eller foranstaltninger, der træder i stedet herfor,
skal om fornødent ved rettens kendelse ophæves, når forfølgning opgives
eller betingelserne for iværksættelse ikke længere er til stede. Finder
retten, at undersøgelsen ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at
fortsat varetægtsfængsling eller anden foranstaltning ikke er rimelig,
skal retten ophæve den.
§ 768 a.
Medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder, må
varetægtsfængsling ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum, der
overstiger
1) 6 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, eller
2) 1 år, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover.
Stk. 2. Medmindre
retten finder, at der foreligger helt særlige omstændigheder, må
varetægtsfængsling, når arrestanten er under 18 år, ikke finde sted i et
sammenhængende tidsrum, der overstiger
1) 4 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, eller
2) 8 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover.
Stk. 3. Fristerne nævnt i stk. 1 og 2 omfatter tidsrummet frem til hovedforhandlingens begyndelse i første instans.
§ 769.
Bestemmelse om varetægtsfængsling eller anden foranstaltning har kun
virkning indtil sagens afgørelse i retten. På begæring træffer retten
efter afgørelsen bestemmelse om, hvorvidt tiltalte under eventuel appel,
eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal varetægtsfængsles eller
forblive varetægtsfængslet eller undergives foranstaltninger, der
træder i stedet herfor. Ved bestemmelsen herom finder reglerne i
§§ 762, 764-766 og 768 tilsvarende anvendelse, medmindre tiltalte
erklærer sig indforstået med at forblive varetægtsfængslet eller
undergivet anden foranstaltning. Har den pågældende inden sagens
afgørelse i retten været varetægtsfængslet eller undergivet andre
foranstaltninger, men finder retten ikke grundlag for fortsat anvendelse
heraf, kan retten på anklagemyndighedens begæring bestemme, at
varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal være i kraft, indtil
afgørelse af varetægtsspørgsmålet foreligger fra den overordnede ret,
hvortil sagen eller varetægtsspørgsmålet er indbragt.
Stk. 2. Er der
afsagt dom i sagen, hvorved den tiltalte er idømt ubetinget fængsel i
mere end 30 dage for en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig
påtale, kan den tiltalte endvidere varetægtsfængsles, når hensynet til
retshåndhævelsen skønnes at kræve, at den tiltalte ikke er på fri fod,
under hensyntagen til, at
1) der foregår et
gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der flere gange som
led i opgøret enten er anvendt skydevåben eller anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig skade, eller begået brandstiftelse
omfattet af straffelovens § 180, og
2) den tiltalte har tilknytning til en af disse grupper.
Stk. 3. Indbringes
den afgørelse, der er truffet i sagen, for højere ret, og er der i
medfør af stk. 1 eller 2 truffet afgørelse om anvendelse af
varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger efter afgørelsen, skal
spørgsmålet om den fortsatte anvendelse heraf snarest forelægges for den
overordnede ret, hvortil afgørelsen er indbragt. Ved denne rets
behandling af spørgsmålet om varetægtsfængsling eller andre
foranstaltninger finder § 762, § 764, stk. 1, 3 og 4,
§§ 765 og 766, § 767, stk. 1, 1.-4. pkt., og stk. 2
og 3, § 768 og § 769, stk. 2, tilsvarende anvendelse.
§ 770. En
varetægtsarrestant er alene undergivet de indskrænkninger, som er
nødvendige til sikring af varetægtsfængslingens øjemed eller
opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.
Stk. 2.
Varetægtsarrestanter anbringes i varetægtsfængsel (arresthus), så vidt
muligt på det sted, hvor straffesagen behandles. Anbringelse uden for
varetægtsfængsel kan ske af helbredsmæssige grunde eller i medfør af
§ 777.
§ 770 a.
Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at en
varetægtsarrestant skal udelukkes fra fællesskab med de øvrige indsatte
(isolation), hvis
1) varetægtsfængslingen er besluttet i medfør af § 762, stk. 1, nr. 3, og
2) der er
bestemte grunde til at antage, at varetægtsfængslingen i sig selv ikke
er tilstrækkelig til at hindre arrestanten i at vanskeliggøre
forfølgningen i sagen, herunder ved gennem andre indsatte at påvirke
medsigtede eller ved trusler eller på anden lignende måde at påvirke
andre.
§ 770 b. Isolation må kun iværksættes eller fortsættes, hvis
1) formålet
hermed ikke kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger,
herunder ved at anbringe arrestanten i andet arresthus end bestemte
andre indsatte eller på anden måde afskære arrestanten fra samvær med
sådanne indsatte eller ved at etablere brevkontrol, besøgskontrol eller
besøgsforbud,
2) indgrebet,
herunder den særlige belastning, som indgrebet kan medføre på grund af
arrestantens unge alder, fysiske eller psykiske svagelighed eller
personlige forhold i øvrigt, ikke står i misforhold til sagens betydning
og den retsfølge, som kan ventes, hvis arrestanten findes skyldig, og
3)
efterforskningen fremmes med den særlige hurtighed, som er påkrævet ved
varetægtsfængsling i isolation, herunder ved benyttelse af mulighederne
for bevissikring efter § 747.
Stk. 2. Hvis
arrestanten er under 18 år, må isolation kun iværksættes eller
fortsættes, hvis der i øvrigt foreligger helt særlige omstændigheder,
som gør det påkrævet.
§ 770 c.
Hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan
medføre fængsel i 4 år, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende
tidsrum på mere end 14 dage.
Stk. 2. Hvis
sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i
4 år eller derover, men ikke fængsel i 6 år, må isolation ikke finde
sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger.
Stk. 3. Hvis
sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i
6 år eller derover, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende
tidsrum på mere end 8 uger. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at en
isolation udstrækkes ud over 8 uger, hvis afgørende hensyn til
forfølgningen gør fortsat isolation påkrævet, uanset den tid arrestanten
hidtil har været isoleret, og lovovertrædelsen kan ventes at ville
medføre straf af fængsel i mindst 2 år.
Stk. 4. Isolation
må ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 6 måneder,
medmindre sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens
kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 191
eller 237.
Stk. 5. Hvis
arrestanten er under 18 år, må isolation ikke finde sted i et
sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger, medmindre sigtelsen angår en
forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13.
§ 770 d.
Rettens afgørelse om isolation træffes ved særskilt kendelse herom.
Træffer retten afgørelse om isolation, skal retten i kendelsen anføre
1) den konkrete vanskeliggørelse, der foreligger risiko for i sagen,
2) grundlaget i den konkrete sags oplysninger for at antage, at den i nr. 1 nævnte risiko foreligger, og
3) de konkrete
omstændigheder, hvorpå det i øvrigt støttes, at betingelserne i
§§ 770 a-770 c for isolation eller fortsat isolation er opfyldt.
Stk. 2. Ved rettens
afgørelse om isolation finder reglerne i § 764, stk. 2-4,
§ 766, § 767, stk. 1, og §§ 768-769 i øvrigt
tilsvarende anvendelse. Ved iværksættelse af isolation må den første
frist for indgrebets længde dog ikke overstige 2 uger. Hvis arrestanten
er under 18 år, kan fristen for isolation højst forlænges med 2 uger ad
gangen.
Stk. 3. Politiets
anmodning om fortsat isolation skal fremsættes skriftligt over for
retten. Anmodningen skal være begrundet. Inden politiet fremsætter
anmodning om forlængelse ud over 8 uger, jf. § 770 c, stk. 3,
eller ud over 4 uger, hvis arrestanten er under 18 år, jf. § 770 c,
stk. 5, skal Rigsadvokatens godkendelse indhentes. Hvis
Rigsadvokatens godkendelse ikke foreligger, kan forlængelse af isolation
ikke ske.
§ 770 e.
Udstrækkes en isolation ud over 8 uger, skal kæremål herom efter
anmodning behandles mundtligt. Stadfæstes afgørelsen om isolation, skal
senere kæremål om fortsat isolation ligeledes behandles mundtligt efter
anmodning, hvis isolationen ved den påkærede kendelse udstrækkes ud over
4 uger fra den seneste mundtlige behandling af kæremål om forlængelse
af isolation. I andre tilfælde afgør kæreinstansen, om en anmodning om
mundtlig behandling skal imødekommes. Bestemmelsen i § 767,
stk. 1, sidste pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 771. En
varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af
orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politiet kan af
hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at
varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange, at besøg finder
sted under kontrol. Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten
underrettes herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen
træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets
afslag på besøg eller krav om kontrol forelægges retten til afgørelse.
Arrestanten har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.
Stk. 2. Når særlige
omstændigheder taler derfor, kan institutionens ledelse med politiets
samtykke give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for
et kortere tidsrum.
§ 772. En
varetægtsarrestant har ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan
gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal
snarest muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil
kunne være til skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden
og sikkerhed i varetægtsfængslet. Tilbageholdes et brev, skal
spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges
retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen
straks underrettes, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen
træffer anden bestemmelse.
Stk. 2. En
varetægtsarrestant har ret til ukontrolleret brevveksling med retten,
forsvareren, justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen og
Folketingets Ombudsmand. Justitsministeren kan fastsætte regler om
varetægtsarrestanters ret til at afsende lukkede breve til andre
offentlige myndigheder eller enkeltpersoner.
§ 773. Såfremt
politiet bestemmer, at der af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed
skal foretages andre begrænsninger i en varetægtsarrestants rettigheder,
kan arrestanten forlange spørgsmålet om opretholdelsen af
begrænsningerne forelagt retten til afgørelse.
§ 774. Hverken institutionens personale eller andre må benyttes til at udforske varetægtsarrestanter.
§ 775. Der kan
ikendes varetægtsarrestanter disciplinærstraf i form af strafcelle i
indtil 2 uger eller inddragelse af arbejdspenge. De nævnte
disciplinærstraffe kan anvendes i forening.
Stk. 2.
Bestemmelserne i §§ 65 og 66 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. om
anvendelse af håndjern og sikringscelle finder tilsvarende anvendelse
på varetægtsarrestanter.
§ 776.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af
varetægtsarrestanter. For arrestanter, der er isoleret efter rettens
bestemmelse, fastsætter justitsministeren særlige regler om øget
personalekontakt, udvidet adgang til besøg, særlig adgang til
eneundervisning og bestemte typer af arbejde samt tilbud om regelmæssige
og længerevarende samtaler med præster, læger, psykologer eller andre.
Justitsministeren fastsætter endvidere regler om den bistand, der i
øvrigt ydes varetægtsarrestanter for at begrænse de erhvervsmæssige,
sociale og personlige ulemper, der følger af varetægten.
§ 777. En
varetægtsarrestant kan anbringes i en anstalt for personer, der udstår
fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital m.v., jf. straffelovens
§§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyndigheden og
institutionens ledelse samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller
hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan retten
undtagelsesvis godkende en sådan anbringelse uden arrestantens samtykke.
I institutionen behandles den frivilligt overførte varetægtsarrestant
efter de regler, der gælder for personer, der er anbragt dér i henhold
til dom, mens den tvangsmæssigt overførte varetægtsarrestant behandles
efter reglerne om varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden
og sikkerhed i institutionen gør det muligt. Arrestanten må dog ikke
uden rettens godkendelse forlade institutionen, bortset fra de tilfælde,
der er nævnt i § 771, stk. 2.
§ 778.
Varetægtsarrestanters klager over fængselspersonalets adfærd indgives
til vedkommende fængselsinspektør (arrestinspektør) eller til
Direktoratet for Kriminalforsorgen. Har klageren ikke fået medhold,
eller er der ikke truffet endelig afgørelse inden 2 uger efter
indgivelsen, kan klagen indbringes for retten på det sted, hvor
varetægtsfængslet (arresthuset) er beliggende.
Stk. 2. Retten kan
afvise at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen findes åbenbart
grundløs, hvis den angår forhold af uvæsentlig betydning, eller hvis den
indgives mere end 4 uger efter, at det forhold, som klagen angår, har
fundet sted. Rettens undersøgelse foretages i overensstemmelse med
reglerne i § 1019 b, § 1019 e, stk. 1 og stk. 3-5,
§ 1019 f, stk. 2, og § 1019 g. Dommeren træffer
bestemmelse om afhøring af klageren, indklagede og vidner samt om
tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.
Stk. 3. Når
undersøgelsen er afsluttet, afgiver retten en redegørelse herfor, som
sendes til klageren, til den, klagen angår, og til fængselsinspektøren
(arrestinspektøren) samt til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
§ 779. (Ophævet)
Kapitel 71
Indgreb i meddelelseshemmeligheden,
observation, dataaflæsning og forstyrrelse eller afbrydelse af radio-
eller telekommunikation
§ 780. Politiet kan efter reglerne i dette kapitel foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at
1) aflytte telefonsamtaler eller anden tilsvarende telekommunikation (telefonaflytning),
2) aflytte andre samtaler eller udtalelser ved hjælp af et apparat (anden aflytning),
3) indhente
oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende
kommunikationsapparater der sættes i forbindelse med en bestemt telefon
eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke har
meddelt tilladelse hertil (teleoplysning),
4) indhente
oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende
kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område der sættes i
forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater (udvidet
teleoplysning),
5) tilbageholde, åbne og gøre sig bekendt med indholdet af breve, telegrammer og andre forsendelser (brevåbning) og
6) standse den videre befordring af forsendelser som nævnt i nr. 5 (brevstandsning).
Stk. 2. Politiet kan
foretage optagelser eller tage kopier af de samtaler, udtalelser,
forsendelser m.v., som er nævnt i stk. 1, i samme omfang som
politiet er berettiget til at gøre sig bekendt med indholdet heraf.
§ 781. Indgreb i meddelelseshemmeligheden må kun foretages, såfremt
1) der er
bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives
meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt,
2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og
3)
efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes
med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af
straffelovens §§ 124, stk. 2, 125, 127, stk. 1, 228, 235,
266, 281 eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59,
stk. 7, nr. 1-5.
Stk. 2. Er
betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, opfyldt, kan telefonaflytning
og teleoplysning endvidere foretages, såfremt mistanken angår
fredskrænkelser som omhandlet i straffelovens § 263, stk. 2.
Stk. 3. Er
betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, opfyldt, kan teleoplysning
endvidere foretages, såfremt mistanken angår gentagne fredskrænkelser
som omhandlet i straffelovens § 265. Det samme gælder, såfremt
mistanken angår en overtrædelse af straffelovens § 279 a eller
§ 293, stk. 1, begået ved anvendelse af en
telekommunikationstjeneste, eller såfremt mistanken angår en
overtrædelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 35, stk. 1,
§ 36 eller § 39, stk. 1.
Stk. 4. Brevåbning
og brevstandsning kan desuden foretages, hvis der foreligger en særligt
bestyrket mistanke om, at der i forsendelsen findes genstande, som bør
konfiskeres, eller som ved en forbrydelse er fravendt nogen, som kan
kræve dem tilbage.
Stk. 5. Aflytning
efter § 780, stk. 1, nr. 2, og udvidet teleoplysning efter
§ 780, stk. 1, nr. 4, kan kun foretages, når mistanken
vedrører en forbrydelse, som har medført eller som kan medføre fare for
menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.
Udvidet teleoplysning kan foretages, uanset betingelsen i stk. 1,
nr. 1, ikke er opfyldt.
§ 782. Et
indgreb i meddelelseshemmeligheden må ikke foretages, såfremt det efter
indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer,
ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 2.
Telefonaflytning, anden aflytning, brevåbning og brevstandsning må ikke
foretages med hensyn til den mistænktes forbindelse med personer, som
efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som
vidne.
§ 783. Indgreb i
meddelelseshemmeligheden sker efter rettens kendelse. I kendelsen
anføres de telefonnumre, lokaliteter, adressater eller forsendelser, som
indgrebet angår, jf. dog stk. 2. Endvidere anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for
indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Stk. 2. Angår
efterforskningen en overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13
eller §§ 123 eller 180, § 183, stk. 2, §§ 191, 192
a, 228, 237 eller 245, § 246, jf. § 245, § 252,
stk. 1, § 261, stk. 2, eller §§ 262 a eller 288, kan
der i rettens kendelse i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller
3, ud over bestemte telefonnumre anføres den person, som indgrebet
angår (den mistænkte). I så fald skal politiet snarest muligt efter
udløbet af det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages,
underrette retten om de telefonnumre, som indgrebet har været rettet
imod, og som ikke er anført i kendelsen. Hvis særlige forhold taler for
det, skal underretning efter 2. pkt. ske senest 24 timer efter
indgrebets iværksættelse. Underretning efter 2. og 3. pkt. skal
indeholde en angivelse af de bestemte grunde, der er til at antage, at
der fra de pågældende telefonnumre gives meddelelser til eller fra den
mistænkte. Retten underretter den beskikkede advokat, jf. § 784,
stk. 1, der herefter kan indbringe spørgsmålet om lovligheden af
indgrebet for retten. Retten træffer afgørelse ved kendelse. Burde
indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give
meddelelse herom til Justitsministeriet.
Stk. 3. I kendelsen
fastsættes det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Dette
tidsrum skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger.
Tidsrummet kan forlænges, men højst med 4 uger ad gangen. Forlængelsen
sker ved kendelse.
Stk. 4. Såfremt
indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes,
kan politiet træffe beslutning om at foretage indgrebet. I så fald skal
politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets
iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om
indgrebet kan godkendes, samt om det kan opretholdes, og i bekræftende
fald for hvilket tidsrum, jf. stk. 1, 2.-3. pkt., og stk. 3.
Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal
retten give meddelelse herom til Justitsministeriet.
Stk. 5. Ved
modtagelse af underretning i medfør af artikel 20 i konventionen af 29.
maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske
Unions medlemsstater skal politiet forelægge sagen for retten senest 48
timer fra modtagelsen af underretningen. Retten afgør ved kendelse, om
indgreb i meddelelseshemmeligheden må finde sted, eller, hvis indgrebet
allerede er iværksat, om indgrebet kan godkendes, og om det kan
opretholdes. Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende
anvendelse.
§ 784. Inden
retten træffer afgørelse efter § 783, skal der beskikkes en advokat
for den, som indgrebet vedrører, og advokaten skal have lejlighed til
at udtale sig. Angår efterforskningen en overtrædelse af straffelovens
kapitler 12 eller 13, beskikkes advokaten fra den særlige kreds af
advokater, som er nævnt i stk. 2. Rettens beslutning om, at
advokaten ikke skal beskikkes fra denne særlige kreds, kan påkæres til
højere ret.
Stk. 2.
Justitsministeren antager for hver landsrets område et antal advokater,
der kan beskikkes i de i stk. 1, 2. pkt., nævnte sager.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om de pågældende advokater,
herunder om vagtordninger, om vederlag for at stå til rådighed og om
sikkerhedsmæssige spørgsmål.
§ 785. En
advokat, som er beskikket efter § 784, stk. 1, skal
underrettes om alle retsmøder i sagen og er berettiget til at overvære
disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har
tilvejebragt. Advokaten er endvidere berettiget til at få udleveret en
genpart af materialet. Finder politiet, at materialet er af særlig
fortrolig karakter, og at genpart heraf derfor ikke bør udleveres, skal
spørgsmålet herom på begæring af advokaten af politiet indbringes for
retten til afgørelse. Advokaten må ikke give de modtagne oplysninger
videre til andre eller uden politiets samtykke sætte sig i forbindelse
med den, over for hvem indgrebet er begæret foretaget. Den beskikkede
advokat må ikke give møde ved anden advokat eller ved fuldmægtig.
Stk. 2.
Bestemmelserne om beskikkede forsvarere i kapitel 66 og § 746,
stk. 1, samt bestemmelserne i kapitel 91 om sagsomkostninger finder
tilsvarende anvendelse på den beskikkede advokat. Retten kan bestemme,
at den beskikkede advokat ikke senere under sagen kan virke som
forsvarer for nogen sigtet.
§ 786. Det
påhviler postvirksomheder og udbydere af telenet eller teletjenester at
bistå politiet ved gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden,
herunder ved at etablere aflytning af telefonsamtaler m.v., ved at give
de i § 780, stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte oplysninger samt ved
at tilbageholde og udlevere forsendelser m.v.
Stk. 2. Uden for de i
§ 780, stk. 1, nr. 3, nævnte tilfælde kan retten efter
begæring fra politiet med samtykke fra indehaveren af en telefon eller
andet kommunikationsapparat give de i stk. 1 nævnte selskaber m.v.
pålæg om at oplyse, hvilke andre apparater der sættes i forbindelse med
det pågældende apparat.
Stk. 3. Bestemmelsen
i § 178 finder tilsvarende anvendelse på den, som uden lovlig
grund undlader at yde den bistand, som er nævnt i stk. 1, eller at
efterkomme et pålæg, som er givet efter stk. 2.
Stk. 4. Det påhviler
udbydere af telenet eller teletjenester at foretage registrering og
opbevaring i 1 år af oplysninger om teletrafik til brug for
efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med erhvervs- og
vækstministeren nærmere regler om denne registrering og opbevaring.
Stk. 5.
Justitsministeren kan efter forhandling med erhvervs- og vækstministeren
fastsætte regler om telenet- og teletjenesteudbyderes praktiske bistand
til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Stk. 6. Overtrædelse af stk. 4, 1. pkt., straffes med bøde.
Stk. 7. For
overtrædelse af bestemmelser i forskrifter, der er fastsat i medfør af
stk. 4, 2. pkt., og stk. 5 kan der fastsættes bestemmelser om
bødestraf.
Stk. 8.
Justitsministeren kan fastsætte regler om økonomisk godtgørelse til de i
stk. 1 nævnte virksomheder for udgifter i forbindelse med bistand
til politiet til gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden.
§ 786 a.
Som led i en efterforskning, hvor elektronisk bevismateriale kan være af
betydning, kan politiet meddele udbydere af telenet eller
teletjenester pålæg om at foretage hastesikring af elektroniske data,
herunder trafikdata.
Stk. 2. Et pålæg om
hastesikring i medfør af stk. 1 kan alene omfatte elektroniske
data, som opbevares på det tidspunkt, hvor pålægget meddeles. I pålægget
anføres, hvilke data der skal sikres, og i hvilket tidsrum de skal
sikres (sikringsperioden). Pålægget skal afgrænses til alene at omfatte
de data, der skønnes nødvendige for efterforskningen, og
sikringsperioden skal være så kort som mulig og kan ikke overstige 90
dage. Et pålæg kan ikke forlænges.
Stk. 3. Det
påhviler udbydere af telenet eller teletjenester som led i sikring efter
stk. 1 uden ugrundet ophold at videregive trafikdata om andre
telenet- eller teletjenesteudbydere, hvis net eller tjenester har været
anvendt i forbindelse med den elektroniske kommunikation, som kan være
af betydning for efterforskningen.
Stk. 4. Overtrædelse af stk. 1 og 3 straffes med bøde.
§ 787. Den
beskikkede advokat kan forlange at overvære åbningen af breve og andre
lukkede forsendelser. Dette gælder dog ikke, hvis åbningen ikke kan
udsættes.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tillige anvendelse på en forsvarer.
§ 788. Efter
afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal der gives
underretning om indgrebet, jf. dog stk. 4 og 5. Har den person, til
hvem underretning efter stk. 2 skal gives, været mistænkt i sagen,
skal der tillige gives underretning herom og om, hvilken
lovovertrædelse mistanken har angået.
Stk. 2. Underretningen gives
1) ved telefonaflytning og teleoplysning til indehaveren af den pågældende telefon,
2) ved anden
aflytning til den, der har rådighed over det sted eller det lokale, hvor
samtalen er afholdt eller udtalelsen fremsat, og
3) ved brevåbning og brevstandsning til afsenderen eller modtageren af forsendelsen.
Stk. 3.
Underretningen gives af den byret, som har truffet afgørelse efter
§ 783. Underretningen gives snarest muligt, såfremt politiet ikke
senest 14 dage efter udløbet af det tidsrum, for hvilket indgrebet har
været tilladt, har fremsat begæring om undladelse af eller udsættelse
med underretning, jf. stk. 4. Er der i medfør af § 784,
stk. 1, beskikket en advokat, skal genpart af underretningen sendes
til denne.
Stk. 4. Vil
underretning som nævnt i stk. 1-3 være til skade for
efterforskningen eller til skade for efterforskningen i en anden
verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan danne grundlag
for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller taler hensynet til
beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder eller omstændighederne i øvrigt imod
underretning, kan retten efter begæring fra politiet beslutte, at
underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum,
der kan forlænges ved senere beslutning. Er der efter § 784,
stk. 1, beskikket en advokat, skal denne have lejlighed til at
udtale sig, inden retten træffer beslutning om undladelse af eller
udsættelse med underretningen.
Stk. 5. Efter
afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet
teleoplysning efter § 780, stk. 1, nr. 4, skal der ikke gives
underretning om indgrebet til indehaverne af de pågældende telefoner.
§ 789. Får
politiet ved et indgreb i meddelelseshemmeligheden oplysning om en
lovovertrædelse, der ikke har dannet og efter § 781, stk. 1,
nr. 3, eller § 781, stk. 5, heller ikke kunne danne grundlag
for indgrebet, kan politiet anvende denne oplysning som led i
efterforskningen af den pågældende lovovertrædelse.
Stk. 2. Oplysninger,
der er tilvejebragt ved et indgreb i meddelelseshemmeligheden, må ikke
anvendes som bevis i retten vedrørende en lovovertrædelse, der ikke har
dannet og efter § 781, stk. 1, nr. 3, eller § 781,
stk. 5, heller ikke kunne danne grundlag for indgrebet.
Stk. 3. Retten kan bestemme, at stk. 2 ikke finder anvendelse, såfremt
1) andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre bevis i sagen,
2) sagen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
3) retten i øvrigt finder det ubetænkeligt.
§ 790.
Forsendelser, der har været tilbageholdt med henblik på brevåbning, skal
snarest muligt befordres videre efter deres bestemmelse. Ønsker
politiet at standse den videre befordring, skal begæring om
brevstandsning indgives til retten inden 48 timer efter
tilbageholdelsens iværksættelse.
§ 791.
Båndoptagelser, fotokopier eller anden gengivelse af det, der ved
indgrebet er kommet til politiets kendskab, skal tilintetgøres, hvis der
ikke rejses sigtelse mod nogen for den lovovertrædelse, der dannede
grundlag for indgrebet, eller hvis påtale senere opgives. Politiet
underretter en i medfør af § 784, stk. 1, beskikket advokat,
når tilintetgørelse har fundet sted.
Stk. 2. Er
materialet fortsat af efterforskningsmæssig betydning, kan
tilintetgørelse undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum.
Politiet indbringer spørgsmålet herom for retten, der, inden der træffes
afgørelse, skal give den beskikkede advokat lejlighed til at udtale
sig. Bestemmelserne i 2. pkt. finder ikke anvendelse på materiale, der
er tilvejebragt som led i efterforskning af overtrædelser af
straffelovens kapitel 12, §§ 111-115 og 118.
Stk. 3. Er der i
forbindelse med telefonaflytning, anden aflytning eller brevåbning
foretaget indgreb i den mistænktes forbindelse med personer, som efter
reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne,
skal materiale om dette indgreb straks tilintetgøres. Dette gælder dog
ikke, hvis materialet giver anledning til, at der rejses sigtelse for
strafbart forhold mod den omhandlede person, eller at hvervet som
forsvarer bliver frataget den pågældende, jf. §§ 730, stk. 3,
og 736.
Stk. 4. I øvrigt
skal politiet tilintetgøre materiale, som tilvejebringes ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden, og som viser sig ikke at have
efterforskningsmæssig betydning.
§ 791 a.
Politiet kan foretage fotografering eller iagttagelse ved hjælp af
kikkert eller andet apparat af personer, der befinder sig på et ikke
frit tilgængeligt sted (observation), såfremt
1) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, og
2) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf.
Stk. 2. Observation
som nævnt i stk. 1 ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk
virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat må dog kun
foretages, såfremt efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.
Stk. 3. Observation
af personer, der befinder sig i en bolig eller andre husrum, ved hjælp
af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat
eller lignende apparat eller ved hjælp af apparat, der anvendes i
boligen eller husrummet, må dog kun foretages, såfremt
1) der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen kan opnås ved indgrebet,
2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen,
3)
efterforskningen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan straffes
med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af
straffelovens §§ 124, stk. 2, 125, 127, stk. 1, 193,
stk. 1, 266 eller 281 eller en overtrædelse af udlændingelovens
§ 59, stk. 7, nr. 1-5, og
4)
efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, som har medført eller som
kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige
samfundsværdier.
Stk. 4. Observation
af et ikke frit tilgængeligt sted som nævnt i stk. 1-3, som den,
der angiver at være forurettet ved lovovertrædelsen, har rådighed over,
er ikke omfattet af reglerne i denne bestemmelse, såfremt den pågældende
meddeler skriftligt samtykke til observationen.
Stk. 5. Politiet
kan fra udbydere af telenet eller teletjenester indhente oplysninger
vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon, der antages at benyttes af
en mistænkt (teleobservation), hvis indgrebet må antages at være af
væsentlig betydning for efterforskningen, og efterforskningen vedrører
en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller
derover.
Stk. 6. Det
påhviler udbydere af telenet eller teletjenester at bistå politiet ved
gennemførelse af teleobservation, herunder ved at give de i stk. 5
nævnte oplysninger.
Stk. 7. Observation
må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at
forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et
uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 8. Reglerne i
§ 782, stk. 2, §§ 783-785, § 788, stk. 1,
§ 788, stk. 2, nr. 2, og § 788, stk. 3 og 4,
§ 789 samt § 791 finder tilsvarende anvendelse på de i
stk. 2 og 3 omhandlede tilfælde. Reglerne i §§ 783-785,
§ 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 1, § 788,
stk. 3 og 4, samt § 791 finder tilsvarende anvendelse på de i
stk. 5 omhandlede tilfælde.
§ 791 b.
Aflæsning af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i et
informationssystem ved hjælp af programmer eller andet udstyr
(dataaflæsning) kan foretages, såfremt
1) der er
bestemte grunde til at antage, at informationssystemet anvendes af en
mistænkt i forbindelse med planlagt eller begået kriminalitet som nævnt i
nr. 3,
2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og
3)
efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes
med fængsel i 6 år eller derover eller en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 eller 13.
Stk. 2. Indgreb som
nævnt i stk. 1 må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets
formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må
antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et
uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Afgørelse
om dataaflæsning træffes af retten ved kendelse. I kendelsen angives det
informationssystem, som indgrebet angår. I øvrigt finder reglerne i
§ 783, stk. 1, 3. og 4. pkt., samt stk. 3 og 4,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Efterfølgende underretning om et foretaget indgreb sker efter reglerne i
§ 788, stk. 1, 3 og 4. Underretningen gives til den, der har
rådigheden over det informationssystem, der har været aflæst efter
stk. 1. I øvrigt finder reglerne i § 782, stk. 2,
§§ 784, 785, 789 samt 791 tilsvarende anvendelse.
§ 791 c.
Politiet kan forstyrre eller afbryde radio- eller telekommunikation i et
område, hvis der er afgørende grunde til det med henblik på at
forebygge, at der i det pågældende område vil blive begået en
lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller
derover, eller en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12
eller 13, og som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller
for betydelige samfundsværdier.
Stk. 2. Indgreb som
nævnt i stk. 1 må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets
formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må
antages af forvolde den eller de personer, som indgrebet rammer, ville
være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Indgreb
efter stk. 1 sker efter rettens kendelse. I kendelsen anføres det
område, som indgrebet angår, og de konkrete omstændigheder i sagen,
hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen
kan til enhver tid omgøres. Endvidere fastsættes det tidsrum, inden for
hvilket indgrebet kan foretages. Tidsrummet kan forlænges. Forlængelsen
sker ved kendelse.
Stk. 4. Såfremt
indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes,
kan politiet træffe beslutning om at foretage indgrebet. I så fald skal
politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets
iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om
indgrebet kan godkendes, og om det kan opretholdes, samt i bekræftende
fald for hvilket tidsrum, jf. stk. 3, 2. og 4.-6. pkt. Burde
indgrebet efter rettens opfattelse ikke have været foretaget, skal
retten give meddelelse herom til Justitsministeriet.
Stk. 5. I øvrigt finder reglerne i §§ 784 og 785 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 72
Legemsindgreb
§ 792. Som led i efterforskningen kan der efter reglerne i dette kapitel foretages legemsindgreb mod sigtede og andre ved
1) besigtigelse
af legemets ydre, optagelse af fotografier, aftryk og lignende af
legemets ydre samt visitation af det tøj, som den pågældende er iført
(legemsbesigtigelse), og
2) nærmere
undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum, udtagelse af spyt-
eller blodprøver eller andre tilsvarende prøver, røntgenundersøgelse og
lignende (legemsundersøgelse).
Stk. 2. Legemsindgreb mod anholdte personer kan tillige foretages efter § 758, stk. 1.
§ 792 a. Legemsbesigtigelse af en sigtet må kun foretages, såfremt
1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.
Stk. 2. Legemsundersøgelse af en sigtet må kun foretages, såfremt
1) der er
begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en
lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover, eller i en overtrædelse af straffelovens § 124,
stk. 4, eller § 249, 1. led, og
2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.
§ 792 b.
Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 1, nr. 2,
og stk. 2, kan optagelse af fingeraftryk og personfotografi samt
udtagelse af spyt- eller blodprøve med henblik på senere identifikation
endvidere foretages, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt
for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover, eller for en overtrædelse af straffelovens
§ 235, stk. 2.
Stk. 2. Uden for de
tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 2, nr. 1, kan
udtagelse af blodprøver foretages, såfremt der er begrundet mistanke om,
at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis
gerningsindhold indtagelse af spiritus eller euforiserende stoffer er et
led.
§ 792 c.
Afgørelse om legemsbesigtigelse af en sigtet og legemsundersøgelse af en
sigtet i form af nærmere undersøgelse af legemets ydre, sikring af
prøver herfra og udtagelse af spyt- eller blodprøver træffes af
politiet.
Stk. 2. Afgørelse
om andre legemsundersøgelser af en sigtet træffes af retten ved
kendelse, jf. dog stk. 5. I kendelsen anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for
indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Stk. 3. Såfremt
indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes,
kan politiet træffe beslutning om at foretage indgrebet. I så fald skal
politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for
retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Dette gælder
dog ikke, såfremt der efter indgrebet meddeles skriftligt samtykke
hertil.
Stk. 4. Inden
retten træffer afgørelse efter stk. 2 eller stk. 3, 2. pkt.,
skal der være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at
udtale sig. Offentlig forsvarer beskikkes, når sigtede begærer det.
Sigtede skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.
Stk. 5. Såfremt den
sigtede meddeler skriftligt samtykke til, at indgrebet foretages, kan
beslutning om de former for legemsundersøgelse, der er nævnt i
stk. 2, også træffes af politiet. Er der beskikket en forsvarer for
sigtede, kræves tillige samtykke fra forsvareren.
§ 792 d.
Legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, er ikke omfattet
af reglerne i dette kapitel, såfremt den pågældende meddeler samtykke
til indgrebet. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt. I øvrigt
må legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, kun foretages
efter reglerne i stk. 2 og 4.
Stk. 2.
Legemsbesigtigelse, der ikke kræver afklædning, herunder optagelse af
fotografier, aftryk og lignende af legemet og visitation af tøj, kan
foretages over for en person, der ikke er sigtet, såfremt
1) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.
Stk. 3. Afgørelse
om legemsbesigtigelse efter stk. 2 træffes af retten ved kendelse.
Bestemmelserne i § 792 c, stk. 2, 2. og 3. pkt., samt
stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse. I
stedet for direkte gennemtvingelse kan de i § 178 nævnte
tvangsmidler anvendes til gennemførelse af legemsbesigtigelsen.
Stk. 4. Under
efterforskning på gerningsstedet i umiddelbar tilknytning til udøvelsen
af en alvorlig voldsforbrydelse eller fremsættelse af trussel herom samt
i andre efterforskningssituationer, hvor der er begrundet mistanke om,
at nogen tilstedeværende på sin person skjuler våben, kan politiet
foretage visitation af tøjet hos alle personer, der træffes på stedet,
med henblik på at finde våben.
§ 792 e.
Legemsindgreb må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål,
sagens betydning og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må
antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 2.
Legemsindgreb skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.
Det skal herved bl.a. så vidt muligt iagttages, at et indgreb, der
ellers kan føles krænkende for blufærdigheden, kun foretages af personer
af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale. Kræver et
sådant indgreb afklædning, må det så vidt muligt kun overværes af
personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale.
Stk. 3.
Legemsundersøgelse, jf. § 792, stk. 1, nr. 2, må kun foretages
under medvirken af en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets
gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko
samt den undersøgte persons tilstand er lægeligt forsvarlig. Spytprøve i
medfør af § 792 b, stk. 1, kan udtages uden medvirken af en
læge.
§ 792 f.
Politiet må ikke opbevare personfotografier med henblik på senere
identifikation af personer, der ikke har været sigtet, eller som er
frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet.
Stk. 2. Politiet må
ikke opbevare andet materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt
ved legemsindgreb, og som vedrører personer, der ikke har været sigtet.
Stk. 3. Oplysninger
og materiale, der er tilvejebragt ved indgreb, som retten nægter at
godkende i medfør af § 792 c, stk. 3, 2. pkt., eller som
retten i medfør af § 746, stk. 1, finder uhjemlede, skal
straks tilintetgøres.
Kapitel 73
Ransagning
§ 793. Politiet kan efter reglerne i dette kapitel foretage ransagning af
1) boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande og
2) andre genstande samt lokaliteter uden for husrum.
Stk. 2.
Undersøgelser af lokaliteter eller genstande, som er frit tilgængelige
for politiet, er ikke omfattet af reglerne i dette kapitel.
Stk. 3. Ransagning
for at eftersøge en mistænkt, der skal anholdes, eller en person, der
skal pågribes med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller
forvandlingsstraffen for bøde, kan tillige finde sted efter §§ 759
og 761. Om undersøgelse af en persons legeme og visitation af det tøj,
som den pågældende er iført, gælder reglerne i kapitel 72. Om
undersøgelse af breve, telegrammer og lignende under forsendelse gælder
reglerne i kapitel 71.
§ 794. Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en mistænkt har rådighed over, må kun foretages, såfremt
1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
2) ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.
Stk. 2. Ved
ransagning af de i § 793, stk. 1, nr. 1, nævnte arter kræves
tillige, enten at sagen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan
medføre fængselsstraf, eller at der er bestemte grunde til at antage, at
bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved
ransagningen.
Stk. 3. Findes der
under ransagningen hos en mistænkt skriftlige meddelelser eller
lignende, som hidrører fra en person, der efter reglerne i § 170 er
udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, må der ikke
foretages ransagning heraf. Det samme gælder materiale, som hidrører fra
en person, der er omfattet af § 172, når materialet indeholder
oplysninger, som den pågældende efter § 172 er fritaget for at
afgive forklaring om som vidne i sagen.
§ 795.
Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en person,
der ikke er mistænkt, har rådighed over, er ikke omfattet af reglerne i
dette kapitel, såfremt den pågældende meddeler skriftligt samtykke til
ransagningen eller der i tilslutning til opdagelsen eller anmeldelsen af
en forbrydelse gives samtykke af den pågældende. I øvrigt må ransagning
hos en person, der ikke er mistænkt, kun ske, såfremt
1) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf, og
2) der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen.
Stk. 2. Hos
personer, som efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive
forklaring som vidne i sagen, er skriftlige meddelelser og lignende
mellem den mistænkte og den pågældende person samt dennes notater og
lignende vedrørende den mistænkte ikke genstand for ransagning. Hos
personer, som er omfattet af § 172, er materiale, der indeholder
oplysninger om forhold, som de pågældende efter § 172 er fritaget
for at afgive forklaring om som vidne i sagen, ikke genstand for
ransagning.
§ 796.
Afgørelse om ransagning vedrørende de i § 793, stk. 1, nr. 2,
nævnte genstande eller lokaliteter, som en mistænkt har rådighed over,
træffes af politiet.
Stk. 2. Afgørelse om
ransagning i andre tilfælde træffes ved rettens kendelse, jf. dog
stk. 5 og 6. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i
sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.
Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Stk. 3. Såfremt
undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle
afventes, kan politiet træffe beslutning om at foretage ransagningen.
Fremsætter den, mod hvis husrum, lokaliteter eller genstande
ransagningen retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt
og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse
afgør, om indgrebet kan godkendes.
Stk. 4. Inden retten
træffer afgørelse efter stk. 3, 2. pkt., skal der være givet den,
mod hvis husrum, lokaliteter eller genstande ransagningen retter sig,
adgang til at udtale sig. § 748, stk. 5 og 6, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Såfremt
ransagningen er rettet imod husrum, lokaliteter eller genstande, som en
mistænkt har rådighed over, og denne meddeler skriftligt samtykke til,
at ransagningen foretages, kan beslutning om ransagning også træffes af
politiet.
Stk. 6. Bestemmelse
om, at der i tilslutning til opdagelsen eller anmeldelsen af en
forbrydelse skal ske ransagning af gerningsstedet, kan uanset
bestemmelsen i stk. 2 også træffes af politiet, såfremt den person,
der har rådighed over vedkommende husrum, lokalitet eller genstand,
ikke er mistænkt og det ikke er muligt straks at komme i kontakt med den
pågældende. Der skal i så fald snarest muligt gives den pågældende
underretning om ransagningen.
§ 797.
Ransagning må ikke foretages, såfremt det efter undersøgelsens formål,
sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som undersøgelsen må
antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 2. Ved
afgørelsen efter stk. 1 skal tillige lægges vægt på, om
ransagningen er forbundet med ødelæggelse eller beskadigelse af ting.
§ 798.
Ransagning skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader,
herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller
beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet for
foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning
til unødig opsigt.
Stk. 2. Såfremt den
person, der har rådighed over husrummet, lokaliteten eller genstanden,
eller i dennes fravær andre personer træffes til stede, skal de
pågældende gøres bekendt med ransagningens foretagelse og grundlaget
herfor samt opfordres til at overvære ransagningen. Foretages
ransagningen på grundlag af en retskendelse, skal denne på begæring
forevises. Foretages ransagningen efter reglen i § 796,
stk. 3, skal politiet vejlede den pågældende om adgangen til at få
spørgsmålet indbragt for retten. Den person, der har rådighed over
husrummet, lokaliteten eller genstanden, kan kræve, at et af den
pågældende udpeget vidne er til stede under ransagningen, medmindre
tidsmæssige eller efterforskningsmæssige grunde taler herimod. Såfremt
ransagningens øjemed gør det påkrævet, herunder hvis der lægges
hindringer i vejen for ransagningens gennemførelse, kan politiet
bestemme, at de personer, der træffes til stede, fjernes, mens
ransagningen foregår.
Stk. 3. Træffes der
ingen til stede, når en ransagning som omhandlet i § 793,
stk. 1, nr. 1, skal foretages, tilkaldes så vidt muligt to
husfæller eller andre vidner til at overvære ransagningen. Efter
foretagelsen af en ransagning som omhandlet i § 793, stk. 1,
nr. 1, underrettes den person, der har rådighed over husrummet eller
genstanden, herom og, hvis ransagningen er foretaget efter reglen i
§ 796, stk. 3, om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for
retten, eventuelt ved at politiet efterlader en skriftlig meddelelse på
stedet.
§ 799. Såfremt
det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen
foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan
retten, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens
§ 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186,
stk. 1, § 187, stk. 1, § 191, § 192 b,
stk. 1-3, eller § 237, ved kendelse træffe bestemmelse herom
og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og
stk. 3, fraviges. Dette gælder dog ikke med hensyn til ransagning
af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som nogen, der efter
reglerne i § 170 er udelukket fra eller efter reglerne i § 172
er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, har rådighed
over. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på overtrædelser af
straffelovens § 192 a, stk. 1, for så vidt angår overtrædelser
vedrørende våben eller eksplosivstoffer, der på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.
Stk. 2. Reglerne i
§ 783, stk. 3 og 4, § 784, § 785 og § 788
finder anvendelse på de i stk. 1, 1. pkt., omhandlede tilfælde.
Stk. 3. Retten kan
bestemme, at der inden for det tidsrum, der efter stk. 2 fastsættes
i medfør af § 783, stk. 3, kan foretages gentagne
ransagninger. Retten skal i den forbindelse fastsætte antallet af
ransagninger. Hvis særlige grunde taler derfor, kan retten bestemme, at
der kan foretages et ubestemt antal ransagninger.
§ 800. Får
politiet ved en ransagning oplysning om en lovovertrædelse, der ikke har
dannet og efter reglerne i henholdsvis § 794, stk. 1, nr. 1,
og stk. 2, § 795, stk. 1, nr. 1, eller § 799,
stk. 1, heller ikke kunne danne grundlag for indgrebet, kan
politiet anvende denne oplysning som led i efterforskningen af den
pågældende lovovertrædelse, men ikke som bevis i retten vedrørende
lovovertrædelsen.
Stk. 2. Retten kan
bestemme, at stk. 1 ikke finder anvendelse for oplysninger, som
politiet har fået ved en ransagning foretaget i medfør af § 799,
stk. 1, såfremt
1) andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre bevis i sagen,
2) sagen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og
3) retten i øvrigt finder det ubetænkeligt.
Kapitel 74
Beslaglæggelse og edition
§ 801. Efter reglerne i dette kapitel kan der foretages beslaglæggelse
1) til sikring af bevismidler,
2) til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde,
3) til sikring af forurettedes krav på tilbagelevering eller erstatning, og
4) når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning.
Stk. 2. Genstande,
som politiet tager i bevaring, som ingen har eller vedkender sig
rådighed over, og hvorover ingen gør en ret gældende, er ikke omfattet
af reglerne i dette kapitel.
Stk. 3. Om
udlevering af breve, telegrammer og lignende under forsendelse samt om
oplysning om forbindelse mellem telefoner m.v. gælder reglerne i kapitel
71. Om fratagelse af genstande og penge i forbindelse med anholdelse
gælder endvidere bestemmelsen i § 758, stk. 1.
§ 802. Genstande, som en mistænkt har rådighed over, kan beslaglægges, såfremt
1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
2) der er grund
til at antage, at genstanden kan tjene som bevis eller bør konfiskeres,
jf. dog stk. 2, eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som
kan kræve den tilbage.
Stk. 2. Gods, som en mistænkt ejer, kan beslaglægges, såfremt
1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
2) beslaglæggelse
anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på
sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75,
stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76
a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller forurettedes
krav på erstatning i sagen.
Stk. 3.
Beslaglæggelse af en mistænkts hele formue eller en del af denne,
herunder formue, som den mistænkte senere måtte erhverve, kan foretages,
såfremt
1) tiltale er rejst for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
2) tiltalte har unddraget sig videre forfølgning i sagen.
Stk. 4. Skriftlige
meddelelser eller lignende, som hidrører fra en person, der efter
reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i
sagen, kan ikke beslaglægges hos en mistænkt. Det samme gælder
materiale, som hidrører fra en person, der er omfattet af § 172,
når materialet indeholder oplysninger, som den pågældende efter
§ 172 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen.
§ 803.
Genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, kan
beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at
genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved
lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage. Andre
formuegoder, herunder penge, som en person, der ikke er mistænkt, har
rådighed over, kan beslaglægges som led i efterforskningen af en
lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund
til at antage, at disse formuegoder bør konfiskeres. § 189 finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Hos
personer, som efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive
forklaring som vidne i sagen, er skriftlige meddelelser mellem den
mistænkte og den pågældende person samt dennes notater og lignende
vedrørende den mistænkte ikke genstand for beslaglæggelse. Hos personer,
som er omfattet af § 172, er materiale, der indeholder oplysning
om forhold, som de pågældende efter § 172 er fritaget for at afgive
forklaring om som vidne i sagen, ikke genstand for beslaglæggelse.
§ 804. Som led i
efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig
påtale, kan der meddeles en person, der ikke er mistænkt, pålæg om at
forevise eller udlevere genstande (edition), hvis der er grund til at
antage, at en genstand, som den pågældende har rådighed over, kan tjene
som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen,
som kan kræve den tilbage.
Stk. 2. Er en
genstand udleveret til politiet efter pålæg om edition, finder reglerne
om beslaglæggelse efter § 803, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Er en
genstand uden pålæg herom afleveret til politiet af de i stk. 1
nævnte grunde, finder § 807, stk. 5, anvendelse. Fremsættes
der begæring om udlevering, og imødekommer politiet ikke begæringen,
skal politiet snarest muligt og inden 24 timer forelægge sagen for
retten med anmodning om beslaglæggelse. § 806, stk. 3, 2.
pkt., og stk. 5, 1. pkt., finder i så fald anvendelse.
Stk. 4. Der kan ikke
meddeles pålæg om edition, såfremt der derved vil fremkomme oplysning
om forhold, som den pågældende ville være udelukket fra eller fritaget
for at afgive forklaring om som vidne, jf. §§ 169-172.
Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte regler om økonomisk godtgørelse i
særlige tilfælde for udgifter i forbindelse med opfyldelse af pålæg om
edition.
§ 805.
Beslaglæggelse må ikke foretages, og pålæg om edition må ikke meddeles,
såfremt indgrebet står i misforhold til sagens betydning og det tab
eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre.
Stk. 2. Kan
indgrebets øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger,
herunder sikkerhedsstillelse, kan der med den, mod hvem indgrebet retter
sig, træffes skriftlig aftale herom.
Stk. 3. Ved
beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på
sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75,
stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3,
§ 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller
forurettedes krav på erstatning finder reglerne i §§ 509-516
tilsvarende anvendelse.
§ 806.
Afgørelse om beslaglæggelse og om pålæg om edition træffes efter
politiets begæring. Begæring om beslaglæggelse til sikring af
erstatningskrav kan tillige fremsættes af forurettede.
Stk. 2. Afgørelsen
træffes af retten ved kendelse, jf. dog stk. 7. I kendelsen anføres
de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid
omgøres.
Stk. 3. Såfremt
indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes,
kan politiet træffe beslutning om beslaglæggelse og om edition, jf. dog
stk. 4. Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning
herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge
sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes.
Stk. 4.
Beslaglæggelse efter § 802, stk. 3, kan kun ske efter
retskendelse. Det samme gælder beslaglæggelse af trykte skrifter eller
lyd- eller billedprogrammer omfattet af medieansvarsloven, i anledning
af hvis indhold ansvar skal gøres gældende.
Stk. 5. Inden retten
træffer afgørelse efter stk. 3, 2. pkt., skal der være givet den,
mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig. § 748,
stk. 5 og 6, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Inden retten
træffer afgørelse om pålæg om edition efter § 804, skal der være
givet den, der har rådighed over genstanden, adgang til at udtale sig.
§ 748, stk. 5 og 6, finder tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis rettens afgørelse
skal danne grundlag for en international retsanmodning om edition.
Stk. 7. Afgørelse om
beslaglæggelse træffes af politiet, såfremt den, som indgrebet retter
sig imod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet.
§ 807. Politiet
iværksætter beslaglæggelse. Foretages beslaglæggelse på grundlag af en
retskendelse, skal denne på begæring forevises for den, som indgrebet
retter sig imod. Foretages beslaglæggelsen efter reglen i § 806,
stk. 3, skal politiet vejlede den pågældende om adgangen til at få
spørgsmålet indbragt for retten.
Stk. 2. Politiet
foranlediger ved henvendelse til den, som indgrebet retter sig imod, at
en kendelse om edition opfyldes. Rettens kendelse skal på begæring
forevises for den pågældende. Afviser den pågældende uden lovlig grund
at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i § 178 tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Beslaglægges
materiale hos personer, der er omfattet af § 172, kan den
pågældende kræve, at det første gennemsyn af materialet skal foretages
af retten. § 806, stk. 5, 1. pkt., finder tilsvarende
anvendelse ved rettens gennemsyn. Indtil det første gennemsyn kan ske,
opbevares materialet af politiet.
Stk. 4. Har retten
afsagt kendelse om beslaglæggelse af en formue eller en del af en
formue, jf. § 802, stk. 3, skal politiet sørge for, at der
beskikkes en værge til at bestyre den beslaglagte formue. Politiet lader
kendelsen om beslaglæggelse tinglyse efter reglerne i
tinglysningslovens § 48. Kendelsen forkyndes for tiltalte efter
reglerne i § 159.
Stk. 5. Genstande,
som kommer i politiets besiddelse som følge af beslaglæggelse eller
pålæg om udlevering, skal snarest muligt optegnes og mærkes. Politiet
skal på begæring udstede kvittering for modtagelsen.
§ 807 a.
Samme beføjelser til beslaglæggelse som politiet, jf. § 806,
stk. 3, har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar
tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold. Det beslaglagte skal
snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og
grundlaget for beslaglæggelsen. Politiet forelægger sagen for retten i
overensstemmelse med § 806, stk. 3, 2. pkt., medmindre det
beslaglagte inden udløbet af 24 timer udleveres til den, mod hvem
indgrebet er foretaget, eller denne meddeler skriftligt samtykke til
beslaglæggelse i overensstemmelse med § 806, stk. 7.
§ 807 b.
Beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, og § 803,
stk. 1, 1. pkt., medfører, at der hverken ved aftale eller
kreditorforfølgning kan foretages dispositioner over det beslaglagte,
som er i strid med indgrebets formål.
Stk. 2.
Beslaglæggelse efter § 802, stk. 2, og § 803,
stk. 1, 2. pkt., har, indtil der træffes afgørelse efter § 807
d, stk. 2 og 3, samme retsvirkning som arrest, jf. kapitel 56.
Stk. 3.
Beslaglæggelse efter § 802, stk. 3, medfører, at tiltalte er
uberettiget til at råde over formuen. Kreditorforfølgning kan alene
foretages med hensyn til krav mod tiltalte, som bestod, før kendelsen om
beslaglæggelse blev afsagt.
§ 807 c.
Indtil sagens afgørelse kan begæring om hel eller delvis ophævelse af
beslaglæggelse fremsættes over for retten af den, der har interesse
heri. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, efter at de, som har
interesse i afgørelsen, har haft adgang til at udtale sig.
§ 807 d.
Rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter § 802,
stk. 1, og § 803, stk. 1, 1. pkt., bortfalder senest, når
sagen er endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres. Er der tvist om,
til hvem tilbagelevering skal ske, kan retten efter begæring træffe
bestemmelse om, til hvem beslaglagte genstande skal udleveres.
Afgørelsen træffes ved kendelse.
Stk. 2. Gods, der
er beslaglagt efter § 802, stk. 2, og § 803, stk. 1,
2. pkt., eller sikkerhed, der er stillet efter § 805, stk. 2,
anvendes først til fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning,
dernæst det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst krav på
konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2.
led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77
a, 2. pkt., og dernæst bødekrav. Retten kan undtagelsesvis træffe
bestemmelse om en afvigende rækkefølge for fyldestgørelse.
Stk. 3. Afgørelse
om anvendelse af beslaglagt gods til fyldestgørelse af de i stk. 2
nævnte krav træffes efter begæring ved kendelse. Det samme gælder, hvis
der efterfølgende opstår spørgsmål med hensyn til kendelsens
fortolkning. Afgørelsen har retsvirkning som udlæg, jf. § 526,
stk. 2. Sluttes sagen ved påtaleopgivelse eller frifindelse,
bortfalder beslaglæggelsen.
Stk. 4. Nægter
retten forfølgning af et erstatningskrav under straffesagen, jf.
§ 991, stk. 4, og § 992, stk. 1, kan retten i
forbindelse hermed bestemme, at en beslaglæggelse til sikring af dette
krav bevarer sin gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, indtil
erstatningsspørgsmålet er afgjort, forudsat at der inden 4 uger anlægges
sag i den borgerlige retsplejes former eller indgives ansøgning i
henhold til lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.
Fastsættes der herefter et erstatningskrav, kan den ret, der har afsagt
dom i straffesagen, efter begæring af forurettede bestemme, at
erstatningskravet helt eller delvis skal fyldestgøres af provenuet fra
det beslaglagte gods, herunder at fyldestgørelse skal ske forud for det
offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation og bødekrav.
Denne afgørelse har retsvirkning som udlæg, jf. § 526, stk. 2.
Sagen behandles i strafferetsplejens former.
Stk. 5.
Beslaglæggelse efter § 802, stk. 3, bortfalder, når tiltalte
ikke længere unddrager sig forfølgning, medmindre der er bestemte grunde
til at antage, at tiltalte på ny vil unddrage sig forfølgningen.
Afgørelse om beslaglæggelsens bortfald træffes af retten ved kendelse.
§ 807 e. Hvis
det er af afgørende betydning for efterforskningen, at der foretages
beslaglæggelse, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed,
kan retten ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i
§ 807, stk. 1, 2. og 3. pkt., fraviges.
Stk. 2. Reglerne i
§ 783, stk. 3 og 4, § 784, § 785 og § 788
finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 1 omhandlede tilfælde.
Kapitel 75
Personundersøgelser
§ 808. Der skal
tilvejebringes sådanne oplysninger om sigtedes personlige forhold, som
må antages at være af betydning for sagens afgørelse vedrørende
straffastsættelse eller anvendelse af anden retsfølge end straf.
Stk. 2. En nærmere
undersøgelse vedrørende sigtedes personlige forhold, herunder navnlig
hans tidligere og nuværende forhold i hjem, skole og arbejde samt hans
legemlige og åndelige tilstand, skal i almindelighed foretages, når der
kan blive spørgsmål om anvendelse af
1) betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8,
2) tiltalefrafald på andre vilkår end vedtagelse af bøde og betaling af erstatning,
3) retsfølger, der træder i stedet for straf.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke sager der i øvrigt skal
foretages undersøgelser af den i stk. 2 omhandlede beskaffenhed.
§ 808 a.
Politiet og anklagemyndigheden kan få terminaladgang til de nødvendige
oplysninger i indkomstregisteret til brug for behandling af
straffesager.
§ 809. Sigtede
skal underkastes mentalundersøgelse, når dette findes at være af
betydning for sagens afgørelse. Hvis han ikke udtrykkeligt samtykker i
undersøgelsen, kan denne kun finde sted efter retskendelse. Er sigtede
fængslet, kan han ikke mentalundersøges uden rettens bestemmelse.
Stk. 2. Findes det
påkrævet, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse på hospital for
sindslidende, i institution for personer med vidtgående psykiske
handicap eller i anden egnet institution, træffer retten ved kendelse
bestemmelse herom.
§ 810. Såfremt
sigtede ikke samtykker i, at der søges tilvejebragt oplysninger om hans
personlige forhold ved henvendelse til hans pårørende eller andre
privatpersoner, kan dette kun ske, hvis retten finder det af væsentlig
betydning for sagens afgørelse og ved kendelse træffer bestemmelse
herom.
§ 811. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om foretagelsen af personundersøgelser.
Stk. 2.
Justitsministeren kan efter forhandling med social- og
integrationsministeren og ministeren for sundhed og forebyggelse
fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til
personer, der er indlagt på hospital for sindslidende m.v. i medfør af
§ 809, stk. 2, når der ikke i øvrigt er taget stilling hertil.
Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der
træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed.
Kapitel 75 a
Andre efterforskningsskridt
§ 812. Fotografier af en mistænkt må kun forevises for personer uden for politiet, såfremt
1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.
Stk. 2. Afgørelse om forevisning af fotografier træffes af politiet.
§ 813.
Fotografier af en person, der ikke er mistænkt, må kun forevises for
personer uden for politiet efter reglerne i § 814 eller § 815.
§ 814.
Forevisning af fotografier af forurettede og andre vidner, der ikke har
samtykket, så vidt muligt skriftligt, i forevisningen, må kun ske,
såfremt
1) efterforskningen angår en forbrydelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.
Stk. 2. Afgørelse om
forevisning af fotografier træffes af retten ved kendelse. I kendelsen
anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid
omgøres.
Stk. 3. Såfremt
indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes,
kan politiet træffe beslutning om at forevise fotografiet. Fremsætter
den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal politiet
snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der
ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Politiet skal vejlede
den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten.
Stk. 4. Inden retten
træffer afgørelse efter stk. 2 eller 3, skal der være givet den,
mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig.
§ 815.
Forevisning af fotografier, som opbevares af politiet med henblik på
senere identifikation, jf. § 792 f, må uden for de tilfælde, der er
omfattet af § 812 eller § 814, kun ske, såfremt
efterforskningen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og den fotograferede
1) inden for de
seneste 5 år er fundet skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan
medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller
2) inden for de seneste 10 år er fundet skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover.
Stk. 2. Afgørelse om forevisning af fotografier træffes af politiet.
§ 816.
Forevisning af fotografier som nævnt i §§ 812-815 må ikke ske,
såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse
og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer,
ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved forevisning af fotografier.
§ 817. Forevisning af en mistænkt for personer uden for politiet (direkte konfrontation) må kun foretages, såfremt
1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.
Stk. 2. Forevisning
af en sigtet i en konfrontationsparade for personer uden for politiet må
dog kun foretages, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt
for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover.
Stk. 3. Forevisning
af en mistænkt ved direkte konfrontation eller af en sigtet i en
konfrontationsparade kan ske uden for de tilfælde, der er omfattet af
stk. 1 og 2, såfremt den pågældende giver samtykke hertil.
Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt.
Stk. 4. Forevisning
af en mistænkt ved direkte konfrontation eller af en sigtet i en
konfrontationsparade må ikke ske, såfremt det efter indgrebets formål,
sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at
forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 5. Afgørelser om forevisning af en mistænkt eller sigtet som nævnt i stk. 1-3 træffes af politiet.
Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af konfrontationsparade.
§ 818. Politiet
må kun offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede
til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand, såfremt
1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
2)
offentliggørelsen må antages at være af væsentlig betydning for
efterforskningen, herunder for fastlæggelsen af den pågældendes
identitet, eller for at forebygge yderligere lovovertrædelse.
Stk. 2.
Offentliggørelse af et fotografi af den formodede gerningsmand må kun
finde sted, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har
begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og
6 måneder eller derover.
Stk. 3.
Offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 må dog ikke foretages,
såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse
og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer,
ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 4. Afgørelse om offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 træffes af politiet.
§ 819. Er der
særligt bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet
bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, kan politiet efterlyse den
pågældende gennem presse, radio, fjernsyn eller ved anden form for
offentlig efterlysning, såfremt dette må antages at være af afgørende
betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge
yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.
Stk. 2. Ved
efterlysning som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den
påsigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder navn,
stilling og bopæl. Ved efterlysningen kan der tillige ske
offentliggørelse af et fotografi af den pågældende.
Stk. 3. Efterlysning
må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at
forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 4. Afgørelse om efterlysning træffes af politiet.
§§ 820-821. (Ophævet)
Kapitel 75 b
Indgreb over for personer under 14 år
§ 821 a.
Politiet kan tilbageholde en mistænkt person under 14 år, hvis
betingelserne i § 755, stk. 1, er opfyldt og tilbageholdelsens
øjemed ikke kan opnås ved anvendelse af mindre indgribende
foranstaltninger. § 755, stk. 2-5, samt § 758,
stk. 1, og § 759 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Politiet
skal snarest muligt gøre den tilbageholdte bekendt med mistanken og
tidspunktet for tilbageholdelsen. Af rapporten skal fremgå, at denne
regel er iagttaget.
Stk. 3.
Tilbageholdelsen skal foretages så skånsomt som muligt. Anbringelse må
ikke ske i arresthus. Anbringelse i venterum, detentionslokale eller
lignende må kun ske, når det er nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde,
eller når det undtagelsesvis er påkrævet af hensyn til efterforskningen
og anden anbringelse ikke er mulig.
Stk. 4.
Tilbageholdelsen skal være så kortvarig som mulig. Tilbageholdelsen må
kun udstrækkes ud over 6 timer, når væsentlige hensyn til
efterforskningen gør dette påkrævet, og må i intet tilfælde udstrækkes
ud over 24 timer. Anbringelse i venterum, detentionslokale eller
lignende må dog i intet tilfælde udstrækkes ud over 6 timer. Tidspunktet
for tilbageholdelsen og løsladelsen skal fremgå af rapporten.
§ 821 b.
Indgreb, som efter denne lovs kapitel 71 om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, observation og dataaflæsning, kapitel 72 om
legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og
edition og kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt kan foretages
mod personer, der er sigtede eller mistænkte, finder tilsvarende
anvendelse over for mistænkte personer under 14 år. Dette gælder dog
ikke med hensyn til optagelse af fingeraftryk og personfotografi samt
udtagelse af spyt- eller blodprøve med henblik på senere identifikation,
jf. § 792 b, stk. 1. Politiet må endvidere ikke opbevare
personfotografi, fingeraftryk eller andet materiale og andre
oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb, og som vedrører
mistænkte personer under 14 år, med henblik på senere identifikation.
Stk. 2. Indgreb,
som efter denne lovs kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden,
observation og dataaflæsning, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om
ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition og kapitel 75 a om
andre efterforskningsskridt kan foretages mod personer, der ikke er
sigtede eller mistænkte, finder tilsvarende anvendelse over for personer
under 14 år.
Stk. 3. Hvis
foretagelsen af et indgreb som nævnt i stk. 1 og 2 er betinget af,
at den pågældende meddeler samtykke til indgrebet, skal indehaveren af
forældremyndigheden samtykke i indgrebets foretagelse.
§ 821 c.
Ved vurderingen af, om tilbageholdelse eller andre straffeprocessuelle
indgreb over for personer under 14 år ville være et uforholdsmæssigt
indgreb, skal der lægges vægt på den særlige belastning, som indgrebet
på grund af den pågældendes unge alder må antages at indebære.
§ 821 d.
Når en mistænkt person under 14 år tilbageholdes, skal politiet snarest
muligt underrette kommunalbestyrelsen med henblik på, at en repræsentant
fra kommunalbestyrelsen kommer til stede. Det samme gælder, når
afhøring skal ske og mistanken angår en overtrædelse af straffeloven
eller et forhold, der efter anden lov kan medføre fængselsstraf. En
repræsentant fra kommunalbestyrelsen skal så vidt muligt have adgang til
at overvære afhøringer, der foretages af politiet.
Stk. 2.
Underretning efter stk. 1 om tilbageholdelse kan undlades, hvis
tilbageholdelsen har været af ganske kort varighed. Underretning efter
stk. 1 om afhøring kan undlades, hvis afhøringen foretages i
direkte forbindelse med, at mistænkte af politiet træffes under eller i
umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der i
almindelighed alene ville medføre straf af bøde. Giver politiets
oplysninger grundlag for at antage, at barnet kan have behov for særlig
støtte, skal underretning dog altid gives.
Stk. 3. Politiet
skal snarest muligt underrette indehaveren af forældremyndigheden over
den pågældende om tilbageholdelsen eller afhøringen. Indehaveren af
forældremyndigheden skal så vidt muligt have adgang til at overvære
afhøringen. Underretning om tilbageholdelsen eller afhøringen kan dog
udsættes og adgang til at overvære afhøringen nægtes, hvis dette er
påkrævet af hensyn til efterforskningen eller må antages at stride mod
væsentlige hensyn til barnet. Nægtes indehaveren af forældremyndigheden
adgang til at overvære en afhøring, skal politiet snarest muligt
underrette kommunalbestyrelsen herom med henblik på, at en repræsentant
fra kommunalbestyrelsen kommer til stede.
§ 821 e.
Efter anmodning fra forældremyndighedens indehaver eller fra politiet
kan der beskikkes en advokat for en person under 14 år, når den
pågældende efter sagens karakter og omfang må antages at have et ganske
særligt behov for advokatbistand og
1) den
pågældende skal afhøres i anledning af mistanke om en lovovertrædelse,
der i almindelighed ville medføre fængselsstraf, eller
2) der skal iværksættes et indgreb, som efter lovens almindelige regler forudsætter, at der er rejst sigtelse mod den pågældende.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 792 c, stk. 4, skal der beskikkes advokat efter anmodning.
§ 821 f.
Er der beskikket advokat for en person under 14 år i medfør af
§ 821 e, finder reglerne i § 729 a, stk. 2-4, og
§§ 729 c og 745 c-748 anvendelse med hensyn til den beskikkede
advokat.
Stk. 2. Om
beskikkelse af advokat for mistænkte personer under 14 år gælder de
samme regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.
§ 821 g. For mistænkte personer under 14 år uden en beskikket advokat finder reglerne i §§ 729 b og 729 d tilsvarende anvendelse.
§§ 822-830. (Ophævet)
Tredje afsnit.
Tiltale og hovedforhandling i 1. instans
Kapitel 76
Tilståelsessager
§ 831. Afgiver
sigtede i et retsmøde efter § 694, stk. 3, en uforbeholden
tilståelse i en straffesag, hvor lægdommere ellers skulle have
medvirket, kan sagen straks fremmes til dom, uden at der udarbejdes
anklageskrift, hvis
1) tilståelsens rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger,
2) sigtede og anklageren giver samtykke,
3) retten ikke finder det betænkeligt at afgøre sagen uden hovedforhandling og
4) der ikke bliver spørgsmål om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73.
Stk. 2. Inden retten
afsiger dom, skal sigtede gøres bekendt med det forhold, tiltalen
angår, og have lejlighed til at udtale sig. Er der behov for at skaffe
yderligere oplysninger i sagen, sker dette efter reglerne i
kapitel 67 og 68, og sigtede skal have lejlighed til at udtale sig
om disse oplysninger.
Stk. 3. Er sigtede
anholdt eller varetægtsfængslet under retsmødet, skal den forsvarer, der
er beskikket efter § 731, stk. 1, litra a, have
lejlighed til at gøre sig bekendt med sagen, drøfte den med sigtede og
udtale sig over for retten, inden sigtede giver samtykke efter
stk. 1, nr. 2. Forsvareren skal være til stede i retten, når
sigtede giver sit samtykke.
Stk. 4. Er sigtede
ikke anholdt eller varetægtsfængslet under retsmødet, skal sigtede
tilbydes at få beskikket en forsvarer, inden sigtede giver samtykke
efter stk. 1, nr. 2. Hvis der efter sigtedes ønske beskikkes
en forsvarer, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Afsigelse og forkyndelse af dom sker efter de regler, som gælder for andre domme, der afsiges af byretten i straffesager.
Stk. 6. En sag, der er omfattet af § 684, stk. 1, nr. 2, kan ikke behandles som tilståelsessag.
Stk. 7. Oplysning om
det forhold, som den pågældende tiltales for, og om, at sigtede og
anklagemyndigheden har samtykket i, at sagen fremmes som tilståelsessag,
skal tilføres retsbogen. Hvis sigtede ikke ønsker at få beskikket en
forsvarer, jf. stk. 4, skal dette også tilføres retsbogen.
Stk. 8. Retten kan
tillade, at sigtede deltager i et retsmøde efter stk. 1 ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtedes
tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig og der alene bliver spørgsmål
om bøde eller fængsel indtil 1 år, konfiskation, rettighedsfrakendelse,
tvangsbøder eller erstatning. Reglen i § 192 finder tilsvarende
anvendelse. En eventuel forsvarer skal deltage i retsmødet på samme sted
som sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i
stedet møder frem i retten.
§ 832. I sager
om lovovertrædelser, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end
bøde, kan anklagemyndigheden i et bødeforelæg tilkendegive sigtede, at
sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at
betale en i bødeforelægget angivet bøde. Fristen kan efter anmodning
forlænges af anklagemyndigheden.
Stk. 2. Reglerne i
§ 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til
indholdet af anklageskrift finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.
Stk. 3. Hvis sigtede
vedtager bøden, bortfalder videre forfølgning, jf. dog § 724,
stk. 2. Vedtagelsen har samme gentagelsesvirkning som en dom.
Stk. 4.
Justitsministeren fastsætter regler om konfiskation efter tilsvarende
regler som i stk. 1 og 2. Reglen i § 724, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse.
Kapitel 77
Tiltale og forberedelse af hovedforhandling i 1. instans
§ 833.
Tiltalerejsning og forberedelse af hovedforhandling i 1. instans
sker efter reglerne i dette kapitel, medmindre andet er bestemt i
kapitel 79 om nævningesager eller i kapitel 80 om sager, hvor
der ikke medvirker lægdommere.
§ 834. Anklagemyndigheden rejser tiltale ved et anklageskrift, som skal indeholde
1) navnet på den ret, ved hvilken sagen anlægges,
2) tiltaltes navn og adresse samt så vidt muligt personnummer eller lignende og
3) oplysninger om det forhold, der rejses tiltale for.
Stk. 2. Oplysninger efter stk. 1, nr. 3, skal omfatte
1) den regel, der påstås overtrådt, og forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen,
2) forbrydelsens navn, hvis loven indeholder angivelse heraf,
3) straffehjemmelen,
4) en kort
beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med sådan angivelse
af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder,
som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse, og
5) i givet fald de strafforhøjelses- eller strafnedsættelsesgrunde, der vil blive påberåbt.
Stk. 3. Alternativ, herunder subsidiær, tiltale er tilladt.
Stk. 4.
Anklageskriftet må ikke indeholde en fortegnelse over beviser, der agtes
ført, eller en redegørelse for sagens retlige spørgsmål.
§ 835.
Anklagemyndigheden indleverer anklageskriftet til retten. Ved
indleveringen er straffesagen indledt ved retten. Anklagemyndigheden
sender uden ophold kopi af anklageskriftet til forsvareren.
Stk. 2.
Anklagemyndigheden forkynder en kopi af anklageskriftet for tiltalte,
eventuelt i forbindelse med forkyndelse af indkaldelse, jf. § 844,
stk. 2. Sker forkyndelse af anklageskriftet for tiltalte ikke
straks efter indledning af sagen, skal anklagemyndigheden sende en kopi
af anklageskriftet til tiltalte i et anbefalet brev.
§ 836. Inden
hovedforhandlingen kan anklagemyndigheden berigtige angivelser i
anklageskriftet eller udvide tiltalen til andre strafbare forhold end de
forhold, der er nævnt i anklageskriftet. Berigtigelser og udvidelser
sker ved indlevering og forkyndelse af yderligere eller nyt
anklageskrift.
Stk. 2. Under
hovedforhandlingen kan anklagemyndigheden med rettens samtykke udvide
tiltalen til andre strafbare forhold end det forhold, der er nævnt i
anklageskriftet, hvis tiltalte samtykker, eller hvis det forhold, der er
spørgsmål om at inddrage, er begået under selve hovedforhandlingen.
Udvidelsen sker efter rettens bestemmelse ved tilføjelse på
anklageskriftet eller tilførsel i retsbogen. Det samme gælder om
berigtigelser, som anklagemyndigheden under hovedforhandlingen foretager
i anklageskriftet.
Stk. 3. Hvis tiltalte ikke samtykker i udvidelser af tiltalen, må anklagemyndigheden rejse ny sag mod tiltalte.
§ 837. Samtidig med indleveringen af anklageskriftet eller snarest muligt derefter skal anklagemyndigheden til retten indlevere
1) en udskrift af de retslige undersøgelses- og bevishandlinger, der er foretaget i sagen,
2) sagens øvrige dokumenter og andre synlige bevismidler og
3) en fortegnelse over de beviser, som anklagemyndigheden ønsker at føre.
Stk. 2. Vidner og
syns- og skønsmænd skal angives med navn og adresse. Det skal endvidere i
bevisfortegnelsen angives, om de nævnte vidner og syns- og skønsmænd
agtes afhørt under hovedforhandlingen, eller om allerede afgivne
forklaringer agtes benyttet.
Stk. 3.
Polititjenestemænd, der har udført foranstaltninger som nævnt i
§ 754 a, og polititjenestemænd med en særlig tjenestefunktion,
hvor det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at
hemmeligholde identiteten, kan betegnes med et andet navn end deres eget
og uden angivelse af bopæl.
Stk. 4. Ønskes syns- og skønsmænd udmeldt, fremsættes anmodning herom til retten.
§ 838.
Anklagemyndigheden skal uden ophold sende forsvareren en kopi af
bevisfortegnelsen uden angivelse af adresser og en udskrift af de
undersøgelses- og bevishandlinger, der er foretaget i sagen.
Anklagemyndigheden skal i øvrigt så vidt muligt gøre sagens dokumenter
og andre synlige bevismidler tilgængelige på hensigtsmæssig og
betryggende måde og underrette forsvareren herom.
Stk. 2.
Anklagemyndigheden kan give forsvareren pålæg om ikke at videregive
oplysninger om et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl til
tiltalte, hvis anklagemyndigheden agter at anmode retten om at bestemme,
at disse oplysninger ikke må meddeles tiltalte, jf. § 856,
stk. 2. Forsvareren kan indbringe pålægget for retten.
§ 839. Inden
udløbet af den frist, som anklagemyndigheden har anført på
anklageskriftet, skal forsvareren til retten og til anklagemyndigheden
indlevere
1) dokumenter og andre synlige bevismidler, som forsvareren agter at anvende, og
2) en fortegnelse over de beviser, som forsvareren agter at føre.
Stk. 2. Retten kan efter anmodning forlænge fristen.
Stk. 3. Reglerne i § 837, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Hvis
forsvareren vil anmode om, at bevis, som er opført i anklagemyndighedens
bevisfortegnelse, tilvejebringes på anden måde, skal forsvareren
skriftligt anmode retten herom inden den frist, der er anført i
anklageskriftet. Forsvareren skal sende en kopi af anmodningen til
anklagemyndigheden.
Stk. 5. Reglen i
stk. 4 finder tilsvarende anvendelse, hvis forsvareren vil anmode
om, at sagen flyttes, jf. §§ 702 eller 703.
Stk. 6. Antager
forsvareren, at sagen, således som den er anlagt, ikke kan behandles,
eller at anklagemyndigheden har overset en omstændighed, som ikke
vedrører beviserne i sagen, og som indebærer, at tiltalte ikke kan
dømmes, bør forsvareren straks gøre anklagemyndigheden opmærksom herpå.
§ 840. En
person kan ikke indkaldes som vidne, hvis oplysninger om personens
identitet ikke indgår i sagen i medfør af § 729 a,
stk. 3, 1. pkt., eller § 729 b, stk. 2,
1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens og sigtedes adgang til
aktindsigt i medfør af § 729 c.
§ 841. Hvis en
af parterne vil modsætte sig modpartens bevisførelse eller en anmodning
efter § 837, stk. 4, eller § 839, stk. 2-5, skal
parten uden ophold forelægge sagen for retten til afgørelse. Inden
retten træffer afgørelse, skal parterne så vidt muligt have lejlighed
til at udtale sig mundtligt eller skriftligt.
Stk. 2. Retten
træffer efter anmodning fra anklagemyndigheden eller forsvareren
bestemmelse om, ved hvilken byret enkelte retshandlinger skal foretages,
med henblik på at optage bevis til brug under hovedforhandlingen.
Retten kan ligeledes efter anmodning bestemme, om tiltalte, hvis denne
er fængslet, skal bringes til et retsmøde, der skal finde sted i en
anden retskreds end den, hvor tiltalte sidder fængslet, om beskikkelse
af forsvarer til at varetage tiltaltes tarv under retsmøde uden for
vedkommende ret og lignende.
§ 842. Ønsker
nogen af parterne at gøre brug af andre beviser end dem, der er anført i
vedkommende parts bevisfortegnelse, eller vil parten frafalde at føre
nogen af disse, eller ønsker parten et bevis optaget på anden måde end
anført i bevisfortegnelsen, skal parten snarest muligt skriftligt
meddele dette til retten og til modparten. Reglerne i §§ 837-841
finder tilsvarende anvendelse.
§ 843. Ønskes
vidner eller syns- og skønsmænd afhørt inden hovedforhandlingen, skal
anklagemyndigheden indgive anmodning herom til retten. Er der fare for,
at et bevis ikke vil kunne optages, hvis dette skal afvente, at reglerne
i §§ 837-842 iagttages, indgiver anklagemyndigheden uden andre
forberedende skridt, end omstændighederne tillader, anmodning til retten
og underretter forsvareren.
Stk. 2. Under samme
betingelse og med samme forpligtelse som anført i stk. 1 kan
forsvareren anmode om bevishandlinger umiddelbart over for retten, der
afgør, om betingelsen er opfyldt.
Stk. 3. En part kan
indgive anmodning efter stk. 1 og 2 til en anden ret end den ret,
hvor hovedforhandlingen skal finde sted. Parten skal i så fald snarest
muligt underrette den ret, hvor hovedforhandlingen skal finde sted.
Stk. 4.
Bevisoptagelse efter stk. 1-3 sker efter reglerne i kapitel 67
og 68. De nødvendige udskrifter af retsbogen om bevisoptagelsen sendes
snarest muligt til anklagemyndigheden og forsvareren. Udskrift af
retsbogen sendes endvidere til den ret, hvor hovedforhandlingen skal
finde sted, hvis bevisoptagelsen er sket ved en anden ret.
§ 843 a.
Retten skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed
kræver og tillader. Hovedforhandlingen skal så vidt muligt berammes
inden for 2 uger fra anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift
til retten og til et sådant tidspunkt, at sagen kan gennemføres inden
for rimelig tid. Er sigtede varetægtsfængslet, skal hovedforhandlingen
gennemføres hurtigst muligt.
Stk. 2. Det
påhviler anklagemyndigheden og forsvareren at tilrettelægge deres virke
på en sådan måde, at sagen kan gennemføres inden for rimelig tid.
§ 843 b.
Efter anmodning kan retten, hvis det findes hensigtsmæssigt, forud for
anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift forhåndsberamme
hovedforhandling i sagen.
§ 844. Retten
underretter anklagemyndigheden om tidspunktet for hovedforhandlingen.
Retten underretter endvidere anklagemyndigheden og tiltalte om eventuel
forsvarerbeskikkelse. Underretningen til tiltalte kan gives gennem
anklagemyndigheden i forbindelse med forkyndelse af indkaldelse.
Stk. 2.
Anklagemyndigheden sørger for, at en indkaldelse med oplysning om tid og
sted for hovedforhandlingen forkyndes for tiltalte med mindst 4 dages
varsel. Retten kan dog fastsætte et kortere varsel.
Stk. 3. Er tiltalte fængslet eller anholdt, sørger anklagemyndigheden for, at tiltalte bringes til retten.
Stk. 4. Vidner og
syns- og skønsmænd, som skal afhøres under hovedforhandlingen, indkaldes
i tide af anklagemyndigheden. Er et vidne fængslet eller hensat i
forvaring, sørger anklagemyndigheden for, at den pågældende bringes til
retten.
§ 845. Retten
kan efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et
vidne forud for hovedforhandlingen træffe afgørelse om
1) dørlukning efter § 29, stk. 1 og 3, og § 29 a,
2) referatforbud efter § 30,
3) navneforbud efter § 31, stk. 1,
4) at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 856, stk. 1, 4 eller 7,
5) at et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jf. § 856, stk. 2, eller
6) at en polititjenestemands navn og bopæl ikke skal oplyses, jf. § 856, stk. 6.
Stk. 2.
Anklagemyndigheden skal senest samtidig med indlevering af
bevisfortegnelsen underrette forsvareren og retten om, hvorvidt der
foreligger sådanne spørgsmål som nævnt i stk. 1.
§ 846. Retten
kan på et hvilket som helst tidspunkt inden hovedforhandlingen af egen
drift eller efter anmodning ved kendelse beslutte at afvise sagen helt
eller delvis, hvis et eller flere af sagens forhold
1) på grund af fejl må afvises under hovedforhandlingen,
2) ikke er undergivet offentlig påtale eller
3) ikke er strafbart, eller hvis straf er udelukket ved forældelse eller anden lignende grund.
Stk. 2. Inden retten
træffer afgørelse efter stk. 1, skal anklagemyndigheden have
lejlighed til at udtale sig. Hvis der er tale om en afhjælpelig mangel,
skal anklagemyndigheden have lejlighed til at afhjælpe mangelen.
Stk. 3. Finder
retten, at sagen ikke skal behandles under medvirken af lægdommere,
afsiger retten kendelse herom efter om fornødent at have givet
anklagemyndigheden og forsvareren lejlighed til at udtale sig.
§ 847. Retten
kan udsætte hovedforhandlingen, inden den er begyndt, hvis dette er
nødvendigt af hensyn til retten selv eller på grund af andre
omstændigheder, herunder tiltaltes flugt, hindringer for
anklagemyndigheden, tiltalte, forsvareren, vidner eller syns- og
skønsmænd, ændringer i tiltalen eller anmeldelse af nye beviser.
Stk. 2. En part, der ønsker hovedforhandlingen udsat efter stk. 1, skal snarest muligt anmode retten herom.
§ 848. Retsmøder, som afholdes inden hovedforhandlingen, er ikke offentlige. Reglerne i § 748 a finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Anmodninger
til retten, som ikke fremsættes mundtligt i et retsmøde, indleveres
skriftligt til retten. Er tiltalte fængslet, kan tiltaltes henvendelse
til retten fremsættes over for fængselsbestyreren, som skal gøre notat
herom i en dertil indrettet bog. Udskrift sendes uden ophold til retten
og i de i §§ 839 og 842 omhandlede tilfælde også til
anklagemyndigheden.
§ 849. Retten
kan, hvis det findes hensigtsmæssigt, indkalde parterne til et
forberedende retsmøde med henblik på sagens nærmere tilrettelæggelse. På
mødet kan der behandles spørgsmål af betydning for sagens fremme,
herunder eventuelle forberedelsesskridt, der skal foretages inden
hovedforhandlingen, tvister om bevisførelsen og hovedforhandlingens
tilrettelæggelse. På mødet kan også parternes stilling til sagens
faktiske og retlige omstændigheder søges fastlagt, herunder hvilke
omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke omstændigheder der skal
føres bevis for.
Stk. 2. Afholdelse
af møde efter stk. 1, før anklagemyndigheden har indleveret
anklageskrift til retten, kan kun ske efter anmodning fra en part.
Stk. 3. Retten kan
anmode parterne om inden for en frist fastsat af retten at redegøre
skriftligt for deres hovedsynspunkter i sagen eller deres synspunkter
vedrørende spørgsmål, der kan behandles på et møde efter stk. 1.
§ 850. I
særlige tilfælde, hvor retten under hensyn til sagens beskaffenhed
finder det hensigtsmæssigt, kan den pålægge anklagemyndigheden at
fremsende en skriftlig forelæggelse til retten inden en nærmere fastsat
frist. Retten fastsætter endvidere en frist for forsvarernes eventuelle
bemærkninger hertil. Er der sket skriftlig forelæggelse, skal parterne
give en mundtlig sammenfatning heraf i retten.
Kapitel 78
Hovedforhandling i 1. instans
§ 851. For
hovedforhandling i straffesager i 1. instans gælder reglerne i
dette kapitel, medmindre andet er bestemt i kapitel 79 om
nævningesager eller i kapitel 80 om sager, i hvilke der ikke
medvirker lægdommere.
§ 852.
Anklageren og den beskikkede forsvarer skal være til stede under hele
hovedforhandlingen, indtil sagen er optaget til dom. Det er dog ikke
udelukket, at forskellige personer udfører anklagerens eller den
beskikkede forsvarers hverv i sagen.
Stk. 2. Udebliver
anklageren enten ved hovedforhandlingens begyndelse eller i løbet af
denne, udsættes sagen. Det samme gælder, når den beskikkede forsvarer
udebliver, eller når den valgte forsvarer ikke møder, medmindre
omstændighederne måtte gøre det muligt at beskikke en forsvarer, som
straks kan udføre hvervet.
§ 853.
Medmindre andet er bestemt i loven, skal tiltalte personligt være til
stede i retten under hele hovedforhandlingen, indtil sagen er optaget
til dom. Rettens formand kan dog tillade tiltalte at forlade retten, før
sagen er optaget til dom, hvis det findes ubetænkeligt, at tiltalte
ikke er til stede.
§ 854. Retten
kan tillade, at tiltalte deltager i hovedforhandlingen ved anvendelse af
telekommunikation med billede, hvis tiltaltes tilstedeværelse i retten
ikke er nødvendig og der alene bliver spørgsmål om bøde eller fængsel
indtil 1 år, konfiskation, rettighedsfrakendelse, tvangsbøder eller
erstatning.
Stk. 2. Skal tiltalte afgive forklaring, finder reglen i § 192 tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Har retten
givet tilladelse som nævnt i stk. 1, skal forsvareren deltage i
retsmødet på samme sted som tiltalte, medmindre retten finder det
ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten.
§ 855.
Udebliver tiltalte ved begyndelsen eller i løbet af hovedforhandlingen,
og kan den pågældende ikke straks bringes til stede, udsættes sagen,
medmindre retten beslutter at fremme hovedforhandlingen helt eller
delvis efter stk. 2 og 3.
Stk. 2. Er tiltalte
udeblevet trods lovlig indkaldelse og uden oplyst lovligt forfald, kan
retten bestemme, at der skal ske afhøring af vidner og syns- og
skønsmænd, der er mødt, hvis retten finder, at dette er foreneligt med
hensynet til tiltalte, og hvis udsættelse af afhøringen vil være til
væsentlig ulempe for de mødte eller medføre væsentlig udsættelse af
sagen. Afhøring kan dog kun ske, hvis tiltaltes forsvarer er mødt.
Stk. 3. En hovedforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig,
1) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er forkyndt for den pågældende,
2) når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse har forladt retten uden rettens tilladelse,
3) når der under
sagen alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 6 måneder eller
derunder, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller erstatning og
tiltalte har givet samtykke til gennemførelse af hovedforhandlingen,
4) når tiltalte
ikke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre
retsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning,
eller
5) når retten skønner, at behandlingen af sagen utvivlsomt vil føre til tiltaltes frifindelse.
Stk. 4. Medmindre
tiltalte har samtykket heri, kan hovedforhandlingen kun gennemføres i
medfør af stk. 3, nr. 4, hvis tiltalte har været lovligt
indkaldt og det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst
lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som
tiltalen angår.
§ 856. Rettens
formand kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2,
nr. 2, beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et
vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en
uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.
Stk. 2. Retten kan, hvis det må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, på anmodning bestemme,
1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler for det, eller
2) at et vidnes
navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende
hensyn til vidnets sikkerhed gør det påkrævet.
Stk. 3. Afgørelse
efter stk. 2 træffes på grundlag af en samlet vurdering af sagens
omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger om vidnets forudgående
tilknytning til tiltalte og oplysninger om sagens karakter.
Stk. 4. Er det
truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2, kan retten yderligere
bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens vidnet afhøres.
Stk. 5. En
polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i
§ 754 a, kan afgive forklaring uden at oplyse sit eget navn og
bopæl.
Stk. 6. Rettens
formand kan bestemme, at navn og bopæl på en polititjenestemand, der
afgiver forklaring som vidne, ikke skal oplyses, hvis afgørende hensyn
til vidnets særlige tjenestefunktion taler for det og oplysningerne må
antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.
Stk. 7. Rettens
formand kan bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en
polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i
§ 754 a, eller en polititjenestemand med en særlig
tjenestefunktion afhøres, hvis dette er påkrævet af hensyn til
hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet og det må antages
at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar.
Stk. 8. Rettens
formand afgør, om tiltalte skal forlade retslokalet under den
forudgående forhandling om anmodninger fremsat efter stk. 2, 4, 6
og 7.
Stk. 9. Når tiltalte
som følge af en beslutning efter stk. 1, 4 eller 7, ikke har
overværet afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når
denne på ny kommer til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der
har afgivet forklaring i tiltaltes fravær, og om indholdet af
forklaringen, for så vidt den angår tiltalte. Retten afgør, om
gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter, at tiltalte selv
har afgivet forklaring. Oplysning om vidnets bopæl eller navn, stilling
og bopæl skal dog ikke meddeles tiltalte, hvis retten har truffet
bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 2, nr. 1 eller 2.
Oplysning om en polititjenestemands navn og bopæl skal endvidere ikke
meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om
hemmeligholdelse efter stk. 6.
Stk. 10. Afgørelse
om hemmeligholdelse af et vidnes navn, stilling og bopæl, jf.
stk. 2, nr. 2, og stk. 4, eller en polititjenestemands
navn og bopæl, jf. stk. 6 og 7, træffes ved kendelse. I kendelsen
anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for hemmeligholdelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver
tid omgøres. Rettens afgørelse efter stk. 2, nr. 2, og
stk. 4, 6 og 7, kan kæres.
§ 857. Når
tiltalte fjernes fra retssalen i henhold til § 151, kan
forhandlingen fortsættes, hvis rettens formand ikke finder en udsættelse
nødvendig.
Stk. 2. Tiltalte
skal, så snart tiltaltes adfærd gør det muligt, på ny føres ind i
retslokalet. Rettens formand skal oplyse tiltalte om, hvad der er sket i
tiltaltes fravær. Tiltalte skal endvidere, hvis det på dette tidspunkt
af sagen endnu er muligt, have adgang til at udtale sig om det, der er
kommet frem.
§ 858. Når hovedforhandlingen er begyndt, fortsættes den så vidt muligt uafbrudt, indtil retten har truffet endelig afgørelse i sagen.
Stk. 2. Har
hovedforhandlingen været afbrudt, bestemmer rettens formand, om og i
hvilket omfang det, der allerede er foretaget, skal gentages, når
hovedforhandlingen genoptages.
§ 859. Hvis en
udsættelsesgrund indtræder, mens hovedforhandlingen er udsat, skal den,
der ønsker udsættelse, snarest muligt underrette rettens formand, for at
denne kan bestemme, om sagen skal udsættes yderligere. Hvis sagen
udsættes, giver retten meddelelse til alle, der berøres af udsættelsen.
§ 860. Rettens
formand indleder hovedforhandlingen med at oplyse, hvilken sag retten
skal behandle. Derefter sikrer retten sig tiltaltes identitet.
§ 861.
Anklageren oplæser anklageskriftet, hvorefter rettens formand gør
tiltalte bekendt med, at tiltalte ikke har pligt til at udtale sig.
Stk. 2. Rettens formand spørger tiltalte, om denne kan erkende sig skyldig i eller nægter de forhold, som tiltalen angår.
Stk. 3. Retten kan pålægge anklageren at forelægge sagen.
§ 862. Hvis der
opstår spørgsmål om, hvorvidt der foreligger fejl, som indebærer, at
sagen ikke kan behandles, eller om, hvorvidt sagen er undergivet
offentlig påtale, kan hovedforhandlingen begrænses til dette punkt,
indtil spørgsmålet er afgjort.
Stk. 2. Det samme
gælder, hvis der rejses spørgsmål om, hvorvidt et forhold i
anklageskriftet overhovedet er strafbart, eller om, hvorvidt straf er
udelukket på grund af forældelse eller af anden, lignende grund. Er
retten enig, kan den straks afsige frifindelsesdom.
Stk. 3. Retten bør,
hvor det kan ske, tillade afhjælpning af fejl, der hindrer, at sagen kan
behandles. Retten kan udsætte hovedforhandlingen med henblik på denne
afhjælpning. Hvis fejlen kun skal tages i betragtning, når den gøres
gældende af tiltalte, må tiltalte gøre indsigelse, så snart der er
lejlighed til det.
Stk. 4. Selv om
retten inden hovedforhandlingen har nægtet at imødekomme en anmodning om
afvisning af sagen efter § 846, kan spørgsmålet rejses på ny under
hovedforhandlingen.
§ 863.
Bevisførelsen indledes med, at rettens formand spørger, om tiltalte er
villig til at afgive forklaring. I bekræftende fald bestemmer formanden,
på hvilket tidspunkt under bevisførelsen forklaringen skal afgives.
Stk. 2. Når tiltalte
afgiver forklaring, sker det ved, at anklageren stiller tiltalte
spørgsmål om sagen. Derefter kan forsvareren stille spørgsmål til
tiltalte. Anklageren, forsvareren og enhver af dommerne, nævningerne,
domsmændene og de sagkyndige retsmedlemmer, jf. § 869, kan stille
yderligere spørgsmål til tiltalte.
Stk. 3. Hvis
tiltalte afgiver en fuldstændig tilståelse, afgør retten, om og i
hvilken udstrækning yderligere bevisførelse skal finde sted.
§ 864. Retten
kan beslutte at afslutte bevisførelsen enten i det hele eller om et
enkelt punkt, inden alle beviserne er fremført. Retten kan endvidere
beslutte at genoptage en sluttet bevisførelse.
Stk. 2. Hvis sagen
omfatter flere lovovertrædelser, kan rettens formand lade
hovedforhandlingen og rettens afgørelse af skyldsspørgsmålet foregå
særskilt for hver enkelt lovovertrædelse.
§ 865.
Bevisførelsen foregår i øvrigt først fra anklagemyndighedens og derefter
fra forsvarerens side. Beviser, som retten af egen drift beslutter at
føre, fremføres på det tidspunkt, som rettens formand bestemmer. Inden
en part fører beviser, kan parten i korthed angive, hvilke beviser
parten ønsker at føre, og hvad parten vil godtgøre med beviserne.
§ 866.
Anklagemyndighedens vidner afhøres først af anklageren og derefter af
forsvareren. Forsvarets vidner afhøres først af forsvareren eller af
tiltalte og derefter af anklageren. Rettens formand kan træffe
bestemmelse om en anden rækkefølge.
Stk. 2. Efter hvert
enkelt vidnes forklaring og efter ethvert andet bevis har tiltalte
adgang til at afgive forklaring, hvis beviset giver anledning til dette.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder tilsvarende for afhøring af syns- og skønsmænd.
§ 867. Rettens
formand er berettiget og forpligtet til at stille spørgsmål til den, som
afhøres, når som helst der i sandhedens interesse er grund til dette.
§ 868. Vidner
og syns- og skønsmænd, som afhøres efter rettens beslutning af egen
drift i medfør af § 874, stk. 3, afhøres af rettens formand.
Denne kan dog overlade afhøringen til parterne.
Stk. 2. Sker
afhøringen ved rettens formand, kan parterne anmode om, at der stilles
yderligere spørgsmål. Rettens formand kan overlade det til parterne selv
at stille sådanne enkelte spørgsmål.
§ 869. En
dommer, nævning eller domsmand eller et sagkyndigt retsmedlem er
berettiget til at stille spørgsmål til vidner eller syns- og skønsmænd
efter at have fået ordet af rettens formand.
§ 870. (Ophævet)
§ 871.
Dokumenter, der påstås at have været genstand for eller at være
frembragt ved forbrydelsen eller at have været brugt eller bestemt til
dens udførelse, eller som yder umiddelbar oplysning om gerningen eller
tiltaltes forhold til denne, skal oplæses, når bevisførelsen kræver det.
Stk. 2. Følgende dokumenter kan benyttes som bevismidler under hovedforhandlingen og skal da oplæses:
1) Tilførsler til
retsbøger om ransagninger, beslaglæggelser, besigtigelser og syns- og
skønsforretninger, som er foretaget uden for hovedforhandlingen, og
erklæringer til retten fra syns- og skønsmænd,
2) tilførsler til
retsbøger om forklaringer, som tiltalte har afgivet om sigtelsen, når
tiltalte enten nu nægter at afgive forklaring eller den nu afgivne
forklaring afviger fra den tidligere, eller når tiltalte er udeblevet,
jf. § 855,
3) tilførsler til
retsbøger om forklaringer, som vidner eller syns- og skønsmænd har
afgivet, når disse personer enten er døde eller af anden grund ikke kan
afhøres på ny eller de i medfør af § 174, jf. § 209, er afhørt
ved en anden ret end den, der nu behandler sagen, eller de er afhørt,
uden at tiltalte har været til stede, jf. § 855, stk. 2, eller
når den nu afgivne forklaring afviger fra den tidligere, eller når et
vidne nægter at afgive forklaring og tvangsmidler efter § 178 ikke
bør anvendes eller forgæves er anvendt,
4) tilførsler til
retsbøger af forklaringer såvel som erklæringer, som er afgivet af
personer omfattet af Danske Lov 1-2-1 eller af personer, der har
eksterritorialitetsret, hvis de pågældende ikke møder i retten under
hovedforhandlingen,
5) erklæringer og
vidnesbyrd, som er udstedt i medfør af et offentligt hverv, herunder
udskrifter af tiltaltes tidligere straffedomme, og
6) tilførsler til
politiets rapporter om forklaringer, som tiltalte har afgivet til
politiet om sigtelsen, når forsvareren begærer det, i sager, der fremmes
i tiltaltes fravær i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4.
Stk. 3. Retten kan
bestemme, at mundtlig afhøring af syns- og skønsmændene helt eller
delvis skal træde i stedet for oplæsning af disses forklaringer eller
skriftlige erklæringer efter stk. 2, nr. 1.
Stk. 4. Uden for de
nævnte tilfælde kan dokumenter, som indeholder erklæringer eller
vidnesbyrd, kun benyttes som bevismidler, hvis retten undtagelsesvis
tillader dette. Udenretslige erklæringer om tiltaltes tidligere vandel
må under ingen omstændigheder benyttes.
Stk. 5. Et vidnes
forklaring til politirapport kan herudover efter rettens bestemmelse
benyttes som bevismiddel, hvis parterne er enige herom og vidnet ville
være forpligtet til at afgive forklaring, hvis den pågældende var blevet
indkaldt som vidne i retten.
Stk. 6. Retten kan
efter høring af parterne beslutte, at oplæsning af omfattende sagkyndige
erklæringer eller andre dokumenter i sagen kan undlades. Retsformanden
skal i så fald sikre, at rettens medlemmer gennemlæser disse dokumenter.
Det skal fremgå af retsbogen, hvilke af de fremlagte bilag der er
behandlet efter denne bestemmelse. Retten kan bestemme, at der helt
eller delvis skal gives en mundtlig sammenfatning i retten af
dokumenter, hvor oplæsning er undladt.
§ 872.
Politiets afhøring af et barn kan, når afhøringen er optaget på video
(videoafhøring), benyttes som bevis under hovedforhandlingen.
§ 873.
Oplæsning af tilførsler til retsbøger om forklaringer afgivet af
tiltalte, vidner eller syns- og skønsmænd, fordi de nu afgivne
forklaringer er i uoverensstemmelse med de tidligere afgivne, bør kun
finde sted, når den pågældende har haft lejlighed til at udtale sig
sammenhængende om det, som afhøringen vedrører, og der er stillet de
yderligere spørgsmål, som den pågældende forklaring giver anledning til.
Stk. 2. Når
dokumenter, der er nævnt i § 871, stk. 2, nr. 2 og 3,
oplæses, skal grunden meddeles af rettens formand og tilføres retsbogen.
§ 874. Bevis,
som er til stede, kan ikke nægtes ført med den begrundelse, at beviset
ikke er anmeldt i så god tid, at modparten har haft tilstrækkelig tid
til at forberede sig. Er dette imidlertid ikke sket, og udsætter retten
ikke af den grund bevisførelsen til et senere tidspunkt, kan modparten,
efter at beviset er ført, forlange en passende udsættelse. Retten kan
dog nægte udsættelse, hvis beviset er uden betydning for sagen eller en
udsættelse i øvrigt ikke vil tjene noget berettiget formål.
Stk. 2. Retten kan
udsætte sagen med henblik på at føre bevis, som ikke er til stede, når
retten finder, at bevisførelsen er ønskelig for sagens oplysning.
Stk. 3. Retten kan,
når den anser det for nødvendigt for sagens fuldstændige oplysning,
beslutte, at beviser skal føres, som ingen af parterne har ønsket ført,
eller som den, der har anmeldt beviset, har erklæret at ville frafalde.
Retten kan i den anledning udsætte sagen. De foranstaltninger, som er
nødvendige for at gennemføre bevisførelsen, træffes af retten eller
efter dens pålæg af anklagemyndigheden.
Stk. 4. Retten kan
foretage besigtigelse af personer, genstande og lokaliteter, når det
findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt for sagens oplysning.
Besigtigelser skal overværes af de personer, som ellers skal være til
stede under hovedforhandlingen.
§ 875. Rettens
afgørelse i anledning af uenighed mellem parterne om bevisførelsen eller
indsigelser fra vidner eller syns- og skønsmænd, træffes efter
anmodning ved kendelse.
§ 876. Inden
retten afsiger dom eller kendelse under hovedforhandlingen, skal
parterne have lejlighed til at udtale sig. Tiltalte har altid det sidste
ord.
§ 877. Når
bevisførelsen er sluttet, får først anklageren og derefter forsvareren
og tiltalte ordet for at udtale sig om bevisførelsens resultat og om de
retlige spørgsmål i sagen (proceduren). Når proceduren er afsluttet,
optages sagen til dom.
§ 878. Parterne
kan med rettens tilladelse helt eller delvis indlevere proceduren
skriftligt til retten. I så fald skal parterne give en mundtlig
sammenfatning af proceduren i retten.
Stk. 2. Retten kan i
særlige tilfælde, hvor det under hensyn til sagens beskaffenhed findes
hensigtsmæssigt, pålægge anklageren og forsvareren i forbindelse med
proceduren at afgive en skriftlig oversigt over procedurens indhold med
en angivelse af de hovedsynspunkter, der gøres gældende.
§ 879. Retten kan bestemme, at skyldsspørgsmålet skal behandles og afgøres først.
§ 880. Ved
afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de
beviser, som er ført under hovedforhandlingen. Rettens bedømmelse af
bevisernes vægt er ikke bundet ved lovregler.
§ 881. Ved
afstemninger har hver dommer og hver domsmand 1 stemme. I sager, der
behandles efter § 12, stk. 8, har, hvis undtagelsesvis kun 1
dommer medvirker, denne 2 stemmer. På samme måde har hver domsmand 1½
stemme, hvis der undtagelsesvis kun medvirker 2 domsmænd.
Stk. 2. Ved
afstemning skal skyldsspørgsmålet sondres fra spørgsmålet om straffen og
bringes til afstemning først. Stemmes der særskilt om strafforhøjelses-
eller strafnedsættelsesgrunde, bliver stemmerne fra de medlemmer af
retten, som har erklæret sig mod tiltaltes skyld, men er forblevet i
mindretal, at regne til gunst for tiltalte.
§ 882.
Hovedforhandlingen afsluttes ved rettens dom i sagen. Sagen betragtes
dog som verserende ved retten, indtil dommens fuldbyrdelse kan begynde,
eller i tilfælde af anke indtil anklagemyndigheden har indbragt sagen
for landsretten.
§ 883. Dommen skal, for så vidt den ikke går ud på sagens afvisning, enten domfælde eller frifinde.
Stk. 2. Frifindelse skal ske, når
1) forholdet ikke er undergivet offentlig påtale,
2) forfølgningen opgives,
3) forholdet er forældet eller
4) tiltalte ikke findes skyldig.
Stk. 3. Retten kan ikke domfælde for noget forhold, der ikke omfattes af tiltalen.
Stk. 4. Derimod er
retten ikke udelukket fra at henføre det påtalte forhold under en anden
strafbestemmelse end den, anklagemyndigheden har påstået anvendt. Retten
kan også fravige tiltalen med hensyn til de med lovovertrædelsen
forbundne biomstændigheder (tid og sted m.v.). Dette kan dog kun ske,
hvis retten med sikkerhed skønner, at tiltalte, også under forudsætning
af sådan afvigelse fra tiltalen, har haft fyldestgørende adgang til
forsvar. Finder retten, at dette ikke er tilfældet, eller nærer den
tvivl i så henseende, skal den, inden dens afvigende bedømmelse lægges
til grund for domfældelsen, give parterne lejlighed til at udtale sig og
efter omstændighederne udsætte sagen i det tidsrum, der er nødvendigt
for at varetage forsvaret.
§ 884. Domfældes tiltalte, skal retten i begrundelsen for dommen angive
1) de omstændigheder, som anses for bevist og lægges til grund for domfældelsen,
2) den regel, der er overtrådt, og
3) straffehjemmelen.
Stk. 2. Frifindes tiltalte, skal retten i begrundelsen angive
1) de omstændigheder, som er en betingelse for straf, og som anses for at mangle eller for ikke at være bevist, eller
2) de strafudelukkende omstændigheder, som anses for at foreligge, og
3) de lovbestemmelser, der er anvendt.
Stk. 3. Dommen skal
endvidere indeholde en begrundelse for et eventuelt mindretals
opfattelse. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på
denne begrundelse.
§ 885. Der er
tavshedspligt med hensyn til oplysninger om rettens rådslagning og
afstemning, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-
152 f.
Kapitel 79
Nævningesager
§ 886.
Anklagemyndigheden udarbejder en ekstrakt af sagen, som skal indeholde
de dokumenter, der er nævnt i § 837, stk. 1, og § 839,
stk. 1. Anklagemyndigheden sender ekstrakten til retten og
forsvareren så vidt muligt senest 2 uger før hovedforhandlingen.
Domstolsstyrelsen fastsætter antallet af ekstrakter.
§ 887. Nævningerne indtager deres pladser i retslokalet i den rækkefølge, hvori de er udtaget, jf. § 79.
§ 888. Når
nævningerne har indtaget deres pladser, udleverer anklageren en ekstrakt
til hver af nævningerne. Ekstrakterne må ikke benyttes uden for
retslokalet, før voteringen begynder.
§ 889. Rettens
formand påminder nævningerne om, at de ikke må have samtale eller
forbindelse med nogen uden for retslokalet om sagen, indtil dommen er
afsagt, og at de i retslokalet ikke må have forbindelse eller samtale
med andre end dommerne.
Stk. 2. Rettens
formand foreholder nævningerne, at de på ære og samvittighed skal love
opmærksomt som nævninger at følge forhandlingen i retten og dømme
således, som de hver især finder rigtigt efter loven og beviserne i
sagen. Herpå svarer nævningerne hver for sig stående: »Det lover jeg på
ære og samvittighed«.
Stk. 3. Indsigelser,
der går ud på, at nævningerne ikke på behørig måde har aflagt løfte,
skal fremsættes, før anklageren redegør nærmere for tiltalen.
§ 890. Inden bevisførelsen og proceduren om skyldsspørgsmålet redegør anklageren nærmere for tiltalen (forelæggelsen).
Stk. 2. Reglerne i § 854, § 871, stk. 6, og § 878 finder ikke anvendelse i nævningesager.
§ 891. Når
proceduren om skyldsspørgsmålet er afsluttet, får tiltalte ordet,
hvorefter sagen optages til kendelse om dette spørgsmål. Rådslagning og
afstemning foretages af nævningerne og dommerne i fællesskab under
ledelse af rettens formand.
Stk. 2. Ved
afgørelsen af skyldsspørgsmålet skal der ses bort fra, om tiltalte på
gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand som nævnt i straffelovens
§ 16.
Stk. 3. Ved
afstemningen om skyldsspørgsmålet har hver dommer og hver nævning 1
stemme. Nævningerne afgiver deres stemme først, idet retsformanden
afkræver hver enkelt nævning dennes stemme i den rækkefølge, hvori
nævningerne er udtaget. Dernæst stemmer dommerne, således at
retsformanden afgiver sin stemme sidst.
Stk. 4. En afgørelse
af skyldsspørgsmålet, der er ugunstig for tiltalte, kan kun vedtages
med mindst 4 stemmer fra nævningerne og mindst 2 stemmer fra dommerne.
Stk. 5. Det skal
fremgå af kendelsen om skyldsspørgsmålet, hvor mange henholdsvis
nævninger og dommere der har stemt for henholdsvis frifindelse og
domfældelse. Kendelsen skal endvidere indeholde en begrundelse for
resultatet og, hvis der ikke er enighed, for eventuelle mindretals
synspunkter. Reglen i § 884 finder tilsvarende anvendelse med
hensyn til begrundelse af kendelsen.
Stk. 6. Kendelsen,
der skal foreligge i skriftlig form, afsiges i et offentligt retsmøde.
Kendelsen skal udleveres til tiltalte, anklager og forsvarer inden
eventuel forhandling om fastsættelse af sanktionen.
§ 892. Hvis rettens kendelse efter § 891 går ud på, at tiltalte ikke er skyldig, afsiger retten straks frifindelsesdom.
§ 893. Hvis
tiltalte ved rettens kendelse efter § 891 er fundet skyldig, får
først anklageren og derefter forsvareren og tiltalte ordet for at udtale
sig om sanktionen og andre punkter, der ikke tidligere har været grund
til at inddrage i forhandlingen. Parterne skal endvidere have lejlighed
til at føre de beviser, som er nødvendige i den forbindelse. Parternes
udtalelser må ikke rejse tvivl om spørgsmål, som er afgjort ved rettens
kendelse om skyldsspørgsmålet.
§ 894. Når
forhandlingen om sanktionen er afsluttet, får tiltalte ordet, hvorefter
sagen optages til dom. Nævninger og dommere træder på ny sammen til
rådslagning og afstemning om fastsættelse af sanktionen under ledelse af
rettens formand.
Stk. 2. Ved
afstemningen om sanktionsspørgsmålet har hver nævning 1 stemme, mens
dommerne tilsammen har lige så mange stemmer som nævningerne. Dommerne
har indbyrdes lige mange stemmer, medmindre der undtagelsesvis kun
medvirker 5 nævninger. I så fald har den efter embedsalder yngste dommer
1 stemme mindre end de øvrige, medmindre der undtagelsesvis kun
medvirker 2 dommere.
Stk. 3. Ved
afgørelsen af sanktionen stemmer skiftevis 2 nævninger og 1 dommer,
således at nævningerne stemmer først og retsformanden sidst. I øvrigt
finder reglerne i §§ 214 og 216 tilsvarende anvendelse på rettens
rådslagning og afstemning. Ved lige stemmetal gælder med hensyn til
strafudmålingen det for tiltalte gunstigste resultat.
Stk. 4. Et eventuelt
spørgsmål om, hvorvidt tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i en
tilstand som nævnt i straffelovens § 16, afgøres efter reglerne i
stk. 1-3 inden afgørelsen af sanktionsspørgsmålet. Er der
stemmelighed om, hvorvidt tiltalte er omfattet af straffelovens
§ 16, er retsformandens stemme afgørende.
Kapitel 80
Straffesager, i hvilke der ikke medvirker lægdommere
§ 895. Hvis
sigtede er til stede i retten, kan anklagemyndigheden med rettens
tilladelse rejse tiltale mundtligt til retsbogen, og hovedforhandlingen
kan foretages med det samme.
Stk. 2. I andre tilfælde rejser anklagemyndigheden tiltale ved et anklageskrift, der skal opfylde kravene i § 834.
§ 896.
Anklagemyndigheden indleverer anklageskriftet til retten. Ved
indleveringen er straffesagen indledt ved retten. Når anklageskriftet er
indleveret, fastsætter retten tid og sted for hovedforhandlingen,
medmindre sagen behandles efter § 896 a eller straks afvises efter
§ 846.
Stk. 2. Retten
forkynder en indkaldelse til hovedforhandlingen for tiltalte med mindst 4
dages varsel. Retten kan dog fastsætte et kortere varsel. Ved
forkyndelsen skal der udleveres en kopi af anklageskriftet til tiltalte.
Stk. 3. Indkaldelsen skal angive
1) tid og sted for hovedforhandlingen, og
2) at tiltaltes
udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte
anholdes, jf. § 757, eller at tiltalte dømmes for de forhold, som
tiltalen angår, uden mulighed for anke, jf. §§ 855 og 902.
Stk. 4. Forkyndelse
kan undlades, når der under sagen ikke er spørgsmål om højere straf end
bøde. I så fald sender retten indkaldelsen og en kopi af anklageskriftet
til tiltalte senest 2 uger før hovedforhandlingen.
Stk. 5. Retten
bestemmer, om vidner straks skal indkaldes, og om der skal træffes andre
foranstaltninger med hensyn til bevisførelse. Ved tiltaltes møde i
retten skal tiltalte have lejlighed til at angive de beviser, som
tiltalte ønsker at føre.
§ 896 a. Retten kan uden afholdelse af retsmøde behandle sager, hvor der er udstedt bødeforelæg, hvis
1) det i
bødeforelægget er angivet, at den pågældende, hvis bødeforelægget ikke
vedtages, uden yderligere varsel kan blive dømt for det forhold, som
bødeforlægget angår, uden mulighed for anke, jf. § 902, medmindre
den pågældende inden for den frist, der er fastsat i bødeforelægget, har
anmodet om, at sagen behandles ved et retsmøde, og
2) den pågældende ikke rettidigt har fremsat anmodning som nævnt i nr. 1.
§ 897. Når der
ikke under sagen er spørgsmål om højere straf end bøde, kan retten,
medmindre omstændighederne taler imod det, behandle sagen, som om
tiltalte har tilstået det forhold, som den pågældende er tiltalt for,
hvis tiltalte
1) udebliver fra hovedforhandlingen uden oplyst lovligt forfald,
2) nægter at afgive forklaring eller
3) har undladt at anmode om retsmøde, jf. § 896 a.
Stk. 2. En dom efter stk. 1 kan udfærdiges ved en påtegning på anklageskriftet.
Stk. 3. Hvis sagen
behandles i en anden retskreds end den, som tiltalte bor eller opholder
sig i, kan retten efter anmodning fra tiltalte, eller hvis tiltalte
udebliver, bestemme, at tiltalte skal afhøres ved retten i den kreds,
hvor tiltalte bor eller opholder sig.
Stk. 4. Hvis der i
en sag, hvor der ikke er spørgsmål om højere straf end bøde, for
tiltalte møder en person, der har skriftlig fuldmagt fra tiltalte og er
villig til at meddele de nødvendige oplysninger, kan retten modtage den
mødtes forklaringer og erklæringer og lægge dem til grund for
afgørelsen, som om de var afgivet af tiltalte selv.
Stk. 5. Skal der
afhøres vidner indkaldt af tiltalte i en sag, hvor hverken tiltalte
eller en forsvarer er mødt, afhøres vidnerne af retten.
§ 898. Møder
tiltalte og erkender sig skyldig i det forhold, der er rejst tiltale
for, optages sagen til dom, uden at det i reglen er nødvendigt at
tilvejebringe yderligere oplysninger.
Stk. 2. Nægter
tiltalte sig skyldig, eller tilstår tiltalte kun delvis det forhold, der
er rejst tiltalte for, eller finder retten det i øvrigt nødvendigt,
føres bevis i sagen. Er tiltalte uden forsvarer, skal retten undersøge,
om yderligere oplysninger bør tilvejebringes, og give tiltalte lejlighed
til at komme med anmodninger om sagens behandling.
Stk. 3.
Bevisførelsen sker for den ret, der behandler sagen, medmindre retten
beslutter andet i medfør af §§ 174 og 209. Hvis bevisførelsen ikke
kan ske straks, udsætter retten sagen til et senere retsmøde. Retten
underretter parterne om tid og sted for nyt retsmøde og vejleder
tiltalte om, at denne ikke kan forvente nogen anden indkaldelse til det
nye retsmøde.
§ 899. En sag
kan afgøres ved, at tiltalte i retten vedtager en nærmere bestemt bøde
eller konfiskation af bestemte genstande eller et bestemt beløb, hvis
1) lovovertrædelsen efter loven kan straffes med bøde eller medføre konfiskation,
2) retten ikke finder grund til at betvivle tiltaltes skyld og
3) anklageren giver samtykke.
Stk. 2. Lovens fastsættelse af bødens størrelse er ikke bindende ved bødevedtagelse efter stk. 1.
Stk. 3. Hvis
tiltalte vedtager en bøde eller konfiskation efter stk. 1, tilføres
retsbogen oplysninger herom. En vedtagelse har samme virkning som en
dom med hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning.
§ 900. En sag kan afgøres ved, at retten tildeler tiltalte en advarsel, hvis
1) retten finder, at tiltalte er skyldig,
2) sagen egner
sig til afgørelse ved en advarsel på grund af lovovertrædelsens
karakter, herunder navnlig fordi der er tale om et førstegangstilfælde
af en ringe forseelse, og
3) tiltalte ikke protesterer.
Stk. 2. Oplysning om advarslen tilføres retsbogen.
Kapitel 81
(Ophævet)
Fjerde afsnit
(Ophævet)
Femte afsnit.
Retsmidler mod trufne afgørelser
Kapitel 82
Anke til landsretten
§ 901.
Byrettens domme i straffesager kan ankes til landsretten af
anklagemyndigheden eller af tiltalte i overensstemmelse med reglerne i
dette kapitel. Anke sker til den landsret, i hvis kreds byretten ligger.
Anken kan ud over dommen omfatte den forudgående behandling af sagen og
de afgørelser, der er truffet under sagen.
§ 902.
Anklagemyndigheden kan kun anke, når der efter loven kan idømmes andre
offentligretlige følger end bøde eller konfiskation for
lovovertrædelsen.
Stk. 2. Tiltalte kan kun anke, når tiltalte har givet møde i byretten og er idømt
1) mere end 20 dagbøder,
2) en bøde på over 3.000 kr.,
3) konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller
4) andre offentligretlige følger.
Stk. 3. Hvis sagen
er fremmet i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, kan tiltalte
anke, selv om tiltalte ikke har givet møde i byretten, hvis anken ikke
omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld og betingelserne i
stk. 2 i øvrigt er opfyldt.
Stk. 4. Afgørelser efter §§ 899 og 900 kan ikke indbringes for højere ret.
§ 903.
Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der ikke kan ankes
efter § 902, stk. 1-3, hvis sagen er af principiel karakter
eller særlige grunde i øvrigt taler for det.
Stk. 2. Ansøgning om
tilladelse til anke skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14
dage efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke,
beregnes fristen som i § 904, stk. 2 og 3.
Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis
ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Hvis
det er anklagemyndigheden, der ønsker at anke, skal den samtidig med
ansøgningen til Procesbevillingsnævnet sende underretning om ansøgningen
til tiltalte. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan
afvises.
Stk. 3. Reglerne i
stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på tilladelse til anke af
de afgørelser, der er nævnt i § 902, stk. 4.
Stk. 4. Hvis
Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden
tilladelse til anke efter stk. 1 eller 3, indbringer
anklagemyndigheden sagen for landsretten. Sagen skal indbringes inden 14
dage efter, at Procesbevillingsnævnet har underrettet
anklagemyndigheden om tilladelsen. Hvis det er anklagemyndigheden, der
har fået tilladelse til anke, skal anklagemyndigheden forkynde en
meddelelse om anke for tiltalte, jf. § 907, stk. 2, inden
udløb af den frist, der er anført i 2. pkt.
§ 904. Ankefristen er 14 dage og regnes fra dommens afsigelse, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Hvis dommen skal forkyndes efter § 219 a, stk. 5, regnes tiltaltes ankefrist fra forkyndelsen.
Stk. 3. Hvis sagen
er afgjort efter § 897 og tiltalte ikke var til stede eller gjort
bekendt med tidspunktet for dommens afsigelse, regnes tiltaltes
ankefrist fra den dag, hvor retten har sendt en udskrift af dommen til
tiltalte.
§ 905. Er en
dom eller afgørelse anket efter §§ 902 eller 903, kan også
modparten anke (kontraanke), når en sådan anke iværksættes inden 14 dage
efter, at modparten har fået meddelelse om den anden parts anke, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Er en dom
eller afgørelse anket af anklagemyndigheden efter § 902, jf.
§ 904, regnes tiltaltes frist for kontraanke uanset tidspunktet for
anklagemyndighedens anke inden for ankefristen fra dagen efter udløb af
ankefristen efter § 904, stk. 1.
Stk. 3. Hvis
tiltalte har fået tilladelse til anke efter § 903, regnes
anklagemyndighedens frist for kontraanke fra det tidspunkt, hvor
Procesbevillingsnævnet har sendt anklagemyndigheden underretning om
tilladelsen.
§ 906. Anklagemyndigheden kan anke både til fordel og til skade for tiltalte.
Stk. 2. Anke til fordel for tiltalte kan også iværksættes af tiltalte selv eller, hvis tiltalte er under 18 år, af tiltaltes værge.
Stk. 3. Hvis
tiltalte er død, men forinden er idømt fængselsstraf, kan tiltaltes
ægtefælle, slægtninge i op- eller nedstigende linje og søskende anke på
tiltaltes vegne. Anklagemyndigheden kan i dette tilfælde også anke en
dom til fordel for tiltalte.
Stk. 4. Tiltaltes
forsvarer for byretten har pligt til efter anmodning at bistå tiltalte
med råd om, hvorvidt tiltalte bør anke dommen, og til at bistå tiltalte
med at iværksætte anke.
§ 907. Vil
anklagemyndigheden anke til skade for tiltalte efter § 902, jf.
§ 904, eller kontraanke til skade for tiltalte over for tiltaltes
anke efter samme bestemmelser, skal en meddelelse om anke være
landsretten i hænde inden udløb af fristen for anklagemyndighedens anke
eller kontraanke. Genpart af ankemeddelelsen sendes så vidt muligt
samtidig til tiltalte med almindeligt og anbefalet brev og med
almindeligt brev til byretten og tiltaltes forsvarer. Er tiltalte
varetægtsfængslet eller undergivet anden foranstaltning, jf. § 769,
kan genpart af ankemeddelelsen dog sendes som almindeligt brev til det
varetægtsfængsel (arresthus) eller den institution, hvor tiltalte er
anbragt.
Stk. 2. Vil
anklagemyndigheden i andre tilfælde anke eller kontraanke til skade for
tiltalte, skal anklagemyndigheden forkynde en meddelelse om anke for
tiltalte inden udløb af fristen for anklagemyndighedens anke eller
kontraanke.
Stk. 3.
Anklagemyndigheden kan iværksætte anke til fordel for tiltalte, selv om
ankefristen er udløbet. Sådan anke hindres heller ikke ved, at tiltalte
har givet afkald på anke.
Stk. 4.
Ankemeddelelsen skal indeholde oplysning om, at tiltalte eller
forsvareren senere vil blive underrettet om tidspunktet for
hovedforhandlingen. En kopi af meddelelsen sendes til den byret, hvis
afgørelse ankes.
§ 908. Vil tiltalte anke, må tiltalte give meddelelse herom inden udløb af ankefristen.
Stk. 2.
Ankemeddelelsen kan ved personlig henvendelse fremsættes mundtligt til
den pågældende byrets retsbog eller til den, som foretager forkyndelsen,
og som i så fald skal gøre notat om anken i forkyndelsespåtegningen.
Ellers indgives en skriftlig ankemeddelelse til anklagemyndigheden eller
til byretten. Ankemeddelelsen skal være underskrevet af tiltalte. Er
tiltalte fængslet, kan ankemeddelelsen også fremsættes mundtligt til den
byrets retsbog, i hvis kreds fængslet ligger, eller over for
fængselsbestyreren, som i så fald skal gøre notat om anken i en dertil
indrettet bog. Hvis tiltaltes ankemeddelelse er fremsat til sidstnævnte
bog eller til en retsbog eller er indgivet til retten, skal henholdsvis
udskrift af tilførslen eller den modtagne ankemeddelelse uden ophold
sendes til anklagemyndigheden.
Stk. 3. Har tiltalte
anket efter § 902, jf. § 904, eller kontraanket over for
anklagemyndighedens anke efter samme bestemmelser, sørger
anklagemyndigheden for, at en meddelelse med det indhold, der er angivet
i § 907, stk. 4, snarest muligt sendes til tiltalte efter
fremgangsmåden i § 907, stk. 1. I andre tilfælde gives sådan
meddelelse ved forkyndelse efter fremgangsmåden i § 907,
stk. 2. Anklagemyndigheden underretter endvidere byretten om anken,
medmindre ankemeddelelsen har passeret byretten.
§ 909. Afkald
på anke kan finde sted, efter at dommen er afsagt. En anke kan
frafaldes, så længe landsretten ikke har afsagt dom. Frafaldes anke,
efter at hovedforhandling ved landsretten er begyndt, kan landsretten
dog alligevel prøve de ankegrunde, som retten af egen drift skal tage i
betragtning efter § 927.
§ 910. Landsretten afviser en anke, som ikke har fundet sted inden udløbet af ankefristen, jf. § 904.
Stk. 2. Landsretten
kan dog tillade anken, hvis den part, der anker, sandsynliggør, at den
pågældende først efter udløb af ankefristen er blevet bekendt med den
omstændighed, som anken støttes på, eller at overskridelse af fristen i
øvrigt skyldes grunde, som ikke kan tilregnes den pågældende.
Ankemeddelelsen skal iværksættes inden 14 dage efter, at den, der anker,
er blevet bekendt med ankegrunden, eller efter, at de omstændigheder,
som har medført overskridelsen af fristen, ikke længere er til stede.
Ankemeddelelsen skal indeholde oplysning om begrundelsen for
overskridelsen af fristen.
Stk. 3. Har tiltalte
iværksat anke (kontraanke) i medfør af § 905, stk. 2, for
sent, kan landsretten tillade anken, hvis der er rimelig grund til det.
§ 911. Hvis anke er sket inden udløbet af ankefristen, kan dommen ikke fuldbyrdes over for den, som anken vedrører.
Stk. 2. Er anke sket
efter udløbet af ankefristen, kan landsretten efter anmodning beslutte,
at fuldbyrdelse af dommen skal udsættes eller standses. Dette sker i
hvert fald, hvis anke tillades efter § 910, stk. 2.
Stk. 3. Når en
ansøgning efter § 903 er indgivet til Procesbevillingsnævnet, kan
landsrettens præsident bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes eller
standses. Dette sker i hvert fald, hvis anke tillades.
§ 912. Anke kan støttes på,
1) at byretten har tilsidesat regler for sagens behandling eller anvendt disse forkert,
2) at straffens størrelse ikke står i passende forhold til lovovertrædelsen,
3) at byretten ved afgørelsen af, om tiltalte skal dømmes, har anvendt loven urigtigt, eller
4) at spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte skal dømmes, er urigtigt afgjort som følge af fejlagtig bedømmelse af beviserne i sagen.
Stk. 2.
Tilsidesættelse eller forkert anvendelse af regler for sagens
behandling, som retten ikke påser af egen drift, kan kun benyttes som
ankegrund efter stk. 1, nr. 1, hvis parten har fremsat
indsigelse herom under sagens behandling i byretten.
Stk. 3. En anke
anses for at omfatte bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, jf.
stk. 1, nr. 4, medmindre andet fremgår af ankemeddelelsen.
§ 913. Den, der
anker, skal i ankemeddelelsen anføre, hvad anken støttes på, jf.
§ 912. Hvor særlige grunde taler for det, kan landsretten give den
pågældende adgang til at angive begrundelsen for anken efter
ankefristens udløb.
§ 914. Når anke er sket, kan modparten anmode landsretten om straks at afvise ankesagen, hvis
1) de frister og fremgangsmåder, der er fastsat i dette kapitel, ikke er overholdt,
2) den, der anker, mangler beføjelse til at anke,
3) den påberåbte ankegrund utvivlsomt ikke kan føre til ophævelse af dommen eller
4) anke er udelukket efter § 902.
Stk. 2. Retten kan endvidere afvise sagen af egen drift af de i stk. 1 nævnte grunde.
Stk. 3. Afvisning
efter stk. 1 eller stk. 2 sker ved kendelse, efter at der er
givet den part, der anker, adgang til at udtale sig mundtligt eller
skriftligt.
§ 915. Hvis
landsretten ikke straks afviser anken, beskikker landsrettens præsident
en forsvarer for tiltalte, hvis denne ikke selv har valgt en forsvarer.
§ 916. Retsmøder, som afholdes inden hovedforhandlingen, er ikke offentlige. Reglerne i § 748 a finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Anmodninger
til retten, som ikke fremsættes mundtligt i et retsmøde, indleveres
skriftligt til retten. Er tiltalte fængslet, kan tiltaltes henvendelse
til retten fremsættes over for fængselsbestyreren, som skal gøre notat
herom i en dertil indrettet bog. Udskrift sendes uden ophold til retten.
§ 917. Hvis
anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, finder en
fuldstændig ny hovedforhandling sted for landsretten. Anken forberedes,
behandles og afgøres efter reglerne i kapitel 77-79, medmindre
andet er bestemt i dette kapitel. Reglerne i §§ 926-930 finder ikke
anvendelse.
Stk. 2. Hvis anken
ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, behandles
sagen efter reglerne i kapitel 78, medmindre andet er bestemt i
dette kapitel. § 843 a og § 849 finder tilsvarende anvendelse.
Reglerne i § 748 a finder tilsvarende anvendelse under
hovedforhandlingen. Reglen i § 854 finder ikke anvendelse.
§ 918. Anklagemyndigheden udarbejder en ekstrakt, der skal indeholde
1) udskrift af byrettens dom,
2) udskrift af retsbogen vedrørende hovedforhandlingen ved byretten og
3) de dokumenter, der er nævnt i § 837, stk. 1, og § 839, stk. 1.
Stk. 2. Ekstrakten
indsendes til landsretten og forsvareren så vidt muligt senest 2 uger
før hovedforhandlingen. Landsrettens præsident fastsætter antallet af
ekstrakter.
§ 919. I sager,
hvor anken omfatter beviserne for tiltaltes skyld, udarbejder
anklagemyndigheden snarest muligt et anklageskrift. Anklageskriftet skal
opfylde kravene i § 834 og skal herudover indeholde en henvisning
til byrettens dom.
Stk. 2. Er anke sket
efter § 902, jf. § 904, sker underretning om anklageskriftet
efter fremgangsmåden i § 907, stk. 1. I andre tilfælde
forkyndes anklageskriftet for tiltalte.
Stk. 3. Forkyndes
anklageskriftet inden udløbet af ankefristen, jf. § 904, er anden
ankemeddelelse fra anklagemyndigheden ikke nødvendig.
§ 920. Hvis en
frifindende dom er anket af anklagemyndigheden, kan landsretten afvise
anken efter reglen i § 846, hvis retten finder,
1) at sagen ikke er undergivet offentlig påtale,
2) at det påtalte forhold ikke er strafbart, eller
3) at strafansvar er bortfaldet ved forældelse.
Stk. 2. Udebliver
tiltalte uden oplyst lovligt forfald i et tilfælde, hvor dommen er anket
af tiltalte, og hvor anken omfatter bevisbedømmelsen, kan retten ved
kendelse afvise tiltaltes anke, hvis retten finder, at sagen ikke med
nytte kan behandles, uden at tiltalte er til stede.
Stk. 3. Retten kan
endvidere ved kendelse afvise tiltaltes anke, hvis anklageskrift eller
indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for tiltalte,
fordi denne har skiftet bopæl eller opholdssted uden at give den
nødvendige meddelelse herom.
§ 921. Tiltalte har ret til at deltage i retsmøder vedrørende behandling af anken.
Stk. 2. Hvis anken
ikke omfatter beviserne for tiltaltes skyld, kan sagen behandles, selv
om tiltalte ikke møder. Sagen kan dog kun behandles, hvis tiltaltes
forsvarer er mødt.
§ 921 a.
Den indankede dom oplæses ved hovedforhandlingens begyndelse, medmindre
retten finder det mere hensigtsmæssigt, at anklageren i stedet helt
eller delvis redegør for den påankede doms indhold, eller at retten gør
sig bekendt med dommens indhold på anden måde.
§ 922. Nye beviser kan føres for landsretten, hvis de vedrører omstændigheder, som retten kan tage stilling til i den pågældende sag.
Stk. 2.
Anklagemyndigheden sørger for at fremskaffe sådanne beviser og giver
straks meddelelse herom til forsvareren. Er der uenighed om, hvorvidt
eller på hvilken måde en oplysning skal fremskaffes, eller vil dens
fremskaffelse gøre det nødvendigt at udsætte sagen, træffer retten
afgørelse. Beslutter retten af egen drift, at nye oplysninger skal
fremskaffes, giver den pålæg herom til anklagemyndigheden.
§ 923.
Tilførsler til retsbøger om forklaringer afgivet af vidner og syns- og
skønsmænd under byretsbehandlingen kan ud over i de i § 871 nævnte
tilfælde anvendes som bevismiddel, hvis ingen af parterne inden
hovedforhandlingen har anmodet om ny afhøring.
§ 924. Hvis kun tiltalte har anket, kan retten ikke idømme en strengere straf end ved byrettens dom.
§ 925.
Tilsidesættelse eller forkert anvendelse af regler for sagens behandling
skal ikke medføre ophævelse af en anket dom, medmindre det må antages,
at overholdelse af den pågældende regel kunne have medført, at sagen fik
et andet udfald.
Stk. 2.
Tilsidesættelse eller forkert anvendelse af regler for sagens
behandling, som udelukkende er fastsat af hensyn til tiltalte, kan ikke
føre til en ændring af en anket dom til skade for tiltalte.
§ 926. Hvis en
part har støttet anken på forhold, der kan føre til, at landsretten
afsiger ny realitetsdom, kan modparten, uanset at ankefristen for dennes
vedkommende er udløbet, påstå dommen ophævet på grund af fejl, der kan
føre til sagens hjemvisning til fornyet behandling. Hvis en part i et
sådant tilfælde vil påstå dommen ophævet, må parten give modparten
meddelelse herom og om begrundelsen for påstanden i så god tid før
hovedforhandlingen, at modparten får den nødvendige tid til at forberede
sig.
Stk. 2. Landsretten
kan, hvis særlige grunde taler for det, tillade en part at støtte en
anke på forhold, som ikke er anført i partens ankemeddelelse, og som
ikke er fremsat rettidigt efter § 913 eller efter stk. 1,
2. pkt., og som heller ikke skal tages i betragtning af landsretten
af egen drift efter § 927. Retten udsætter sagen, hvis de nye
forhold til støtte for anken gør yderligere forberedelse nødvendig for
modparten.
§ 927.
Landsretten kan i reglen kun afgøre, om dommen skal ændres eller ophæves
af den eller de grunde, som er anført til støtte for anken. Herfra
gælder dog følgende undtagelser:
1) Hvis kun fejl
ved sagens behandling er anført til støtte for anken, kan retten, når
dommen ikke ophæves af denne grund, afgøre, om loven er urigtigt anvendt
til skade for tiltalte, eller om den idømte straf er uforholdsmæssig
høj.
2) Når retten i
et tilfælde, hvor tiltalte er domfældt, finder, at en væsentlig regel
for sagens behandling, som har til formål at beskytte tiltalte, er
tilsidesat, kan retten ophæve dommen og hjemvise sagen, hvis retten
finder, at den begåede fejl gør domfældelsens rigtighed tvivlsom.
Stk. 2. Hvis en dom
angår flere tiltalte eller flere lovovertrædelser begået af samme
tiltalte, men kun er anket for en eller nogle tiltaltes eller
lovovertrædelsers vedkommende, kan landsretten tage et forhold, som er
anført til støtte for anken, i betragtning også i forhold til en tiltalt
eller en lovovertrædelse, for hvis vedkommende dommen ikke er anket.
Det samme gælder de forhold, som landsretten har taget i betragtning af
egen drift efter stk. 1.
§ 928. Hvis
landsretten kommer til det resultat, at den ankede afgørelse skal
ændres, kan retten afsige ny realitetsdom, når det nødvendige grundlag
herfor er til stede.
Stk. 2. Skal
tiltalte i et tilfælde, hvor landsretten vil afsige ny realitetsdom,
dømmes efter en straffebestemmelse, som ikke er anvendt i den dom, der
er anket, og har anklagemyndigheden heller ikke for landsretten nedlagt
påstand om anvendelse af denne bestemmelse, skal der være givet parterne
adgang til at udtale sig herom.
§ 929. Finder
retten, at den ankede afgørelse skal ændres, men at betingelserne for,
at retten kan afsige realitetsdom, ikke er til stede, ophæver retten
dommen. Hvis ophævelsesgrunden også helt eller delvis omfatter den
behandling, som ligger til grund for dommen, ophæver retten også helt
eller delvis denne behandling. Sagen hjemvises til ny behandling ved
byretten, hvis den foreliggende fejl ikke er af en sådan karakter, at
byretten burde have afvist sagen. Landsrettens hjemvisningsdom skal om
nødvendigt angive, fra hvilket punkt den nye behandling skal begynde.
§ 930. Hvis der
er afsagt hjemvisningsdom, skal anklagemyndigheden, hvis den ikke
frafalder tiltale, snarest muligt på ny indbringe sagen for byretten.
Stk. 2. Hvis
byretten finder det nødvendigt, kan den beslutte at genoptage
behandlingen fra et tidligere punkt end angivet i hjemvisningsdommen.
Inden ny dom afsiges, skal parterne have lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3. Var sagen
kun anket fra tiltaltes side, kan strengere straf ikke idømmes end ved
den tidligere dom, medmindre betingelserne for genoptagelse er til
stede.
§ 931. Ved
afstemningen i ankesager, der behandles under medvirken af domsmænd, jf.
§ 689, stk. 3, har hver dommer og hver domsmand 1 stemme.
Hvis der undtagelsesvis kun medvirker 2 dommere, har hver af disse 1½
stemme. På samme måde har hver domsmand 1½ stemme, hvis der
undtagelsesvis kun medvirker 2 domsmænd.
Stk. 2. Ved
afstemningen om skyldsspørgsmålet i ankesager, der behandles under
medvirken af nævninger, jf. § 689, stk. 2, har hver dommer og
hver nævning 1 stemme. Nævningerne afgiver deres stemme først, idet
retsformanden afkræver hver enkel nævning dennes stemme i den
rækkefølge, hvori nævningerne er udtaget. Dernæst stemmer dommerne,
således at retsformanden afgiver sin stemme sidst. En for tiltalte
ugunstig afgørelse af skyldsspørgsmålet kan kun vedtages med mindst 6
stemmer fra nævningerne og mindst 2 stemmer fra dommerne.
Stk. 3. Ved
afstemningen om sanktionsspørgsmålet i ankesager, der behandles under
medvirken af nævninger, jf. § 689, stk. 2, har hver nævning 1
stemme, mens dommerne tilsammen har lige så mange stemmer som
nævningerne. Dommerne har indbyrdes lige mange stemmer, medmindre der
undtagelsesvis kun medvirker 8 nævninger. I så fald har den efter
embedsalder yngste dommer 1 stemme mindre end de øvrige, medmindre der
undtagelsesvis kun medvirker 2 dommere. Ved afgørelsen af sanktionen
stemmer skiftevis 3 nævninger og 1 dommer, således at nævningerne
stemmer først og retsformanden sidst. I øvrigt finder reglerne i
§§ 214 og 216 tilsvarende anvendelse på rettens rådslagning og
afstemning. Ved lige stemmetal gælder med hensyn til strafudmålingen det
for tiltalte gunstigste resultat.
Kapitel 83
Anke til Højesteret
§ 932.
Landsrettens domme i straffesager kan kun ankes med
Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis
sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler
derfor. Tilladelsen kan begrænses til en del af sagen, herunder med
hensyn til de grunde, hvorpå anken kan støttes, jf. § 933,
stk. 2, hvis særlige grunde taler for det.
Stk. 2. Ansøgning om
tilladelse til anke skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14
dage efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke,
beregnes fristen efter reglerne i § 904, stk. 2 og 3.
Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis
ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Hvis
det er anklagemyndigheden, der vil anke, skal den samtidig med
ansøgningen til Procesbevillingsnævnet underrette tiltalte om
ansøgningen. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.
Stk. 3. Når
ansøgning om tilladelse til anke er indgivet, kan Højesteret beslutte,
at fuldbyrdelse af dommen skal udsættes eller standses. Dette sker i
hvert fald, når anke tillades.
§ 933. Ved
iværksættelse af anken til Højesteret finder § 903, stk. 4,
§ 905, stk. 1 og 3, § 906, § 907, stk. 2-4,
§ 910, stk. 1 og 2, og § 913 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Anke kan ske
under henvisning til de grunde, der er nævnt i § 912, stk. 1,
nr. 1-3. Reglen i § 912, stk. 2, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Sager om opløsning af politiske foreninger kan altid indbringes for Højesteret.
§ 934. Så snart
anklagemyndigheden har forkyndt ankemeddelelsen for tiltalte eller har
modtaget dennes ankemeddelelse med tilhørende begrundelse, indsender
anklagemyndigheden sagens akter og en udskrift af hovedforhandlingerne
for byret og landsret til Højesteret med de bemærkninger eller
anmodninger, som anklagemyndigheden finder nødvendige.
§ 935.
Højesteret kan straks efter anmodning eller af egen drift ved kendelse
afvise anken af de grunde, der er nævnt i § 914, stk. 1,
nr. 1-3, eller fordi Procesbevillingsnævnets tilladelse efter
§ 932 ikke foreligger.
Stk. 2. Afviser
Højesteret ikke straks anken, beskikker Højesterets præsident en
forsvarer for tiltalte, hvis tiltalte ikke selv har valgt en forsvarer.
§ 936. Ved Højesterets behandling af anken finder reglerne i §§ 909, 916, 921, 922 og 924-930 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Skal vidner
eller syns- og skønsmænd afhøres, kan Højesteret, når retten finder det
nødvendigt af hensyn til sagens fuldstændige oplysning, bestemme, at de
skal afhøres i Højesteret, jf. §§ 174 og 209. Ellers sker afhøring
af vidner eller syns- og skønsmænd efter reglerne i kapitel 67 og
68 ved den byret, som Højesteret anmoder herom.
Stk. 3. Højesteret
kan ligeledes, hvis det findes nødvendigt til sagens fuldstændige
oplysning, bestemme, at vidner eller syns- og skønsmænd, der har været
afhørt tidligere, indkaldes til personlig afhøring under
hovedforhandlingen i Højesteret.
§ 937. Under
hovedforhandlingen har den part, som anker, først ordet. I øvrigt
foregår forhandlingen i de former, som Højesteret under iagttagelse af
reglerne herom i kapitel 2, 3 og 16 nærmere fastsætter. Reglerne i
§ 748 a finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Afhøring af vidner for Højesteret foregår i overensstemmelse med reglerne i §§ 866-869.
§§ 938-967. (Ophævet)
Kapitel 84
(Ophævet)
Kapitel 85
Kære til højere ret
§ 968.
Kendelser og andre beslutninger afsagt af byretten, som ikke, eller ikke
for tiden, kan ankes i medfør af §§ 901-905, kan kæres til
landsretten af enhver, over for hvem kendelsen eller beslutningen
indeholder en afgørelse, medmindre andet er bestemt i loven.
Stk. 2. Personer,
der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, kan med de i
stk. 1 angivne indskrænkninger kære kendelser om dørlukning,
referatforbud og navneforbud. Kendelser om dørlukning kan dog kun kæres,
hvis den kærende har været til stede eller været repræsenteret ved en
person som nævnt i 1. pkt. fra samme massemedie i det retsmøde,
hvor retten behandlede spørgsmålet.
Stk. 3. Domme kan kun kæres i de tilfælde, der er nævnt i § 1013.
Stk. 4. Kendelser og
andre beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller under
dennes forberedelse, kan dog, medmindre andet er bestemt i loven, kun
kæres, hvis kendelsen eller beslutningen
1) angår sagens berammelse,
2) går ud på, at sagen udsættes, afvises eller hæves,
3) angår fængsling, beslaglæggelse, ransagning eller lignende,
4) angår dørlukning, referat- eller navneforbud, billed- eller lydoptagelse eller tegning,
5) pålægger straf eller omkostninger eller
6) er rettet mod nogen, som ikke er part i sagen.
§ 968 a.
Kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under
behandling af en ankesag, kan kun kæres til Højesteret af sagens parter
eller de personer, der er nævnt i § 968, stk. 2, under
tilsvarende betingelser som anført i § 968 og med
Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis
kæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i
øvrigt taler derfor.
Stk. 2. Ansøgning
om tilladelse til kære skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14
dage efter kendelsens eller beslutningens afsigelse. Er det tiltalte,
der vil kære, og har tiltalte ikke været til stede ved afsigelsen,
regnes ansøgningsfristen fra forkyndelsen af afgørelsen.
Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis
ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter kendelsens eller
beslutningens afsigelse. Hvis det er anklagemyndigheden, der vil kære,
skal den samtidig med ansøgningen til Procesbevillingsnævnet give
underretning om ansøgningen til den, som kendelsen eller beslutningen
vedrører. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.
Stk. 3. Hvis
Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden
tilladelse til kære efter stk. 1, indbringer anklagemyndigheden
sagen for Højesteret. Sagen skal indbringes inden 14 dage efter, at
Procesbevillingsnævnet har underrettet anklagemyndigheden om
tilladelsen.
Stk. 4. Kendelser
og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under behandling af
en ankesag, og som retter sig mod nogen, der ikke er part i sagen, kan
kæres til Højesteret under tilsvarende betingelser som anført i
§ 968 uden tilladelse efter stk. 1, jf. dog § 1013,
stk. 3.
§ 969. Hvor
denne lov ikke bestemmer andet, er kæremålsfristen 14 dage, regnede fra
afgivelsen af den beslutning, hvorom talen er, dog at bestemmelserne i
§ 910 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Kæremål
medfører ikke opsættelse af beslutningens udførelse, medmindre det
modsatte bestemmes enten af den ret, som har afgivet beslutningen, eller
af den ret, for hvilken kære rejses.
Stk. 3. Kære mod
afgørelse om, at der skal gives underretning om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, jf. § 788, eller om, at materiale, der er
tilvejebragt ved et sådant indgreb, skal tilintetgøres, jf. § 791,
har opsættende virkning.
§ 970. Kæremål
fremsættes skriftlig for den ret, hvis beslutning påklages, eller
erklæres mundtlig til dennes retsbog. Rejses kæremål fra
påtalemyndighedens side, lader denne uden ophold samme forkynde for
sigtede, og, når nogen anden for det foreliggende spørgsmåls vedkommende
er at betragte som modpart, tillige for sidstnævnte, medmindre
påtalemyndigheden i retten i den pågældendes overværelse har erklæret at
ville rejse sådant kæremål. Rejses kæremål af sigtede eller af nogen,
der ikke er part i selve sagen, foranstalter retten under tilsvarende
forudsætning påtalemyndigheden såvel som den, der ellers måtte være at
betragte som modpart, underrettet om kæremålet.
Stk. 2. Er sigtede
fængslet, og er der ikke lejlighed for ham til at rejse kæremål til
retsbogen overensstemmende med foregående stykke, kan han fremsætte det
til den byrets retsbog, i hvis kreds fængslet ligger, eller til
fængselsbestyrerens bog, jf. § 848, stk. 2; udskrift af
tilførslen bliver da uopholdelig at tilstille den ret, hvis beslutning
påklages. Har sigtede forsvarer, er denne pligtig at bistå ham, således
som bestemt i § 906, stk. 4.
§ 971. For så
vidt den ret, hvis beslutning påkæres, ikke i medfør af § 222 eller
§ 178 omgør beslutningen således, at øjemedet med kæremålet dermed
er opnået, indsender den uden ophold kæremålet til den overordnede ret,
ledsaget af de fornødne udskrifter og andre dokumenter, disse sidste i
bekræftede afskrifter, for så vidt originalerne ikke kan undværes, samt
efter omstændighederne af de bemærkninger, hvortil der fra rettens side
måtte findes anledning.
Stk. 2. Såvel den,
der har rejst kæremål, som modparten kan indgive skriftlige udtalelser
om sagen til den overordnede ret; herved gælder det samme, som i
foregående paragrafs to sidste punktummer er bestemt om selve kæremålet.
§ 972. Den
overordnede ret er ikke bundet ved den bedømmelse af de faktiske
omstændigheder, hvorpå den påklagede beslutning er grundet. Finder den
overordnede ret, at der skal indhentes nye oplysninger, giver retten
pålæg herom til anklagemyndigheden. Reglen i § 922 finder herved
tilsvarende anvendelse. Angår kæremålet en kendelse eller beslutning,
der er truffet af en anden byret end den, hvor hovedforhandlingen i
øvrigt foregår, kan landsretten give pålæg om tilvejebringelse af nye
oplysninger umiddelbart til den ret, hvis kendelse eller beslutning er
kæret.
Stk. 2. Når særlige
grunde findes at tale derfor, kan den overordnede ret undtagelsesvis på
begæring eller af egen drift anordne mundtlig forhandling; forsvarer
bliver i så fald altid at beskikke, medmindre sigtede selv har antaget
en forsvarer, eller den forsvarer, som allerede er beskikket for ham, er
beføjet til at møde for den overordnede ret og erklærer sig villig
hertil. Reglerne i § 748 a finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse og meddeles uden ophold alle vedkommende.
§ 973.
Landsrettens afgørelse i en kæresag kan kun kæres til Højesteret med
Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis
kæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i
øvrigt taler derfor. Tilladelsen kan begrænses til en del af sagen, hvis
særlige grunde taler for det. Reglerne i § 968 a, stk. 2
og 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 973 a.
Omgørelse af en kendelse om dørlukning, der er kæret efter § 968,
stk. 1, 2. pkt., eller § 968 a, stk. 1, er uden
retsvirkning for det retsmøde, der er afholdt i den ret, hvis afgørelse
er kæret.
§ 974.
Beslutninger vedrørende forberedelsen af et kæremåls forhandling kan i
lignende omfang som bestemt for ankesagers vedkommende træffes af
rettens formand.
Kapitel 86
Genoptagelse
§ 975. Når
retsforfølgning frafaldes, efter at tiltale er rejst, uden at der
afsiges dom i sagen, kan ud over det i § 724, stk. 2, nævnte
tilfælde tiltale kun rejses, når nye beviser af vægt senere kommer for
dagen, eller de i § 976 angivne betingelser er til stede.
§ 976.
Genoptagelse af en sag, som er pådømt ved Højesteret eller ved landsret,
og hvorunder tiltalte er frifundet, kan finde sted efter rigsadvokatens
begæring:
1) når det ifølge
en tilståelse, tiltalte senere har afgivet, eller andre beviser, der
senere er kommet for dagen, må antages, at han har begået forbrydelsen;
2) når falske
forklaringer eller erklæringer er afgivne under sagen af vidner eller
syns- eller skønsmænd, eller falske eller forfalskede dokumenter er
benyttede under samme, eller noget strafbart forhold, sigtende til at
påvirke eller bestemme sagens udfald, er udvist enten af tiltalte eller
af nogen, der i medfør af sit embede eller offentligt hverv har
medvirket ved sagens behandling, og der efter omstændighederne er god
grund til at antage, at sådant har bevirket eller medvirket til, at
tiltalte har undgået domfældelse.
Stk. 2. Under
tilsvarende betingelser kan genoptagelse finde sted, hvor tiltalte
påstås at have gjort sig skyldig i en væsentlig større forbrydelse end
den, hvorfor han er domfældt.
§ 977. På begæring af en domfældt kan genoptagelse af en ved Højesteret eller ved en landsret pådømt sag finde sted:
1) når nye
oplysninger tilvejebringes, og det skønnes antageligt, at disse, om de
havde foreligget under sagen, kunne have bevirket frifindelse eller
anvendelse af en væsentlig mildere straffebestemmelse;
2) når noget
sådant forhold oplyses som ommeldt i § 976, stk. 1, nr. 2, og
det skønnes antageligt, at sådant kan have bevirket eller medvirket til
domfældelsen;
3) når der i
øvrigt foreligger særlige omstændigheder, der gør det overvejende
sandsynligt, at de foreliggende bevisligheder ikke har været rigtigt
bedømt.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 906, stk. 2 og 3, 1. pkt., finder her tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Kommer
omstændigheder, som antages at give tiltalte eller andre på hans vegne
føje til at andrage på sagens genoptagelse, til rettens eller
anklagemyndighedens kundskab, bør de derom underrette vedkommende.
§ 978.
Genoptagelse kan ikke finde sted, så længe anke i medfør af lovens
almindelige regler står åben, eller så længe en rejst ankesag henstår
uafgjort.
Stk. 2. At straffen er udstået, er ikke til hinder for genoptagelse.
§ 979. Begæring
om genoptagelse fremsættes for Den Særlige Klageret. I de i § 977,
stk. 1, nr. 3, omhandlede tilfælde må begæringen fremsættes inden 5
år efter dommens afsigelse; har domfældte i medfør af dommen været
underkastet frihedsberøvelse, kan begæring om genoptagelse dog altid
fremsættes indtil 2 år efter hans løsladelse.
Stk. 2. Begæringen
indgives skriftlig og må angive de omstændigheder, hvorpå den støttes,
og de beviser, som formenes at skulle give sagen et andet udfald. Er
tiltalte fængslet, kan hans begæring fremsættes overensstemmende med
§ 848 til byrettens retsbog eller fængselsbestyrerens bog. Er
begæringen støttet på nogen sådan grund som nævnt i § 976,
stk. 1, nr. 2, jf. § 977, stk. 1, nr. 2, må den så vidt
muligt være ledsaget af udskrift af en over den pågældende afsagt
straffedom. Udskrift af den tidligere dom bør medfølge.
§ 980. Findes i
begæringen ingen grund opgivet, som efter loven kan bevirke
genoptagelse, eller findes de påberåbte omstændigheder eller
bevisligheder åbenbart betydningsløse, kan retten straks ved kendelse
afvise begæringen.
Stk. 2. Finder
retten ikke anledning til sådan afvisning, giver den, for så vidt der
ikke allerede med begæringen er forelagt den en erklæring fra modparten,
som efter omstændighederne skønnes fyldestgørende, denne lejlighed til
at udtale sig skriftlig eller mundtlig.
§ 981. Finder
retten, at yderligere oplysninger bør tilvejebringes, inden afgørelse
træffes om, hvorvidt genoptagelse bør finde sted, giver den, for så vidt
den ikke selv vil foranstalte disse tilvejebragt, de i så henseende
fornødne pålæg. Skal vidner eller tiltalte afhøres, sker afhøringen
efter reglerne i kapitel 67 og 68, medmindre retten anser det nødvendigt
til sagens fuldstændige oplysning selv at modtage de pågældende
forklaringer.
Stk. 2. Hvor
begæringen om genoptagelse er støttet på, at et sådant strafbart forhold
er begået som nævnt i § 976, stk. 1, nr. 2, jf. § 977,
stk. 1, nr. 2, men en straffesag, som derom er rejst, endnu ikke er
afsluttet, bliver, om fornødent, afgørelsen at udsætte, indtil sådan
straffesag er endt.
Stk. 3. Beslutninger
vedrørende forberedelsen af forhandlingen af en begæring om
genoptagelse kan i lignende omfang som bestemt for ankesagers
vedkommende træffes af rettens formand.
§ 982. Retten
afgør ved kendelse, om begæringen skal tages til følge eller forkastes;
tages den til følge, går kendelsen ud på, at ny hovedforhandling skal
finde sted. Er domfældte død, skal retten altid uden ny hovedforhandling
enten forkaste begæringen om genoptagelse eller afsige dom, hvorved den
ældre dom ophæves.
§ 983. Den nye
hovedforhandling foregår ved den landsret, som tidligere har dømt i
sagen. Den forberedes og fremmes overensstemmende med de almindelige om
hovedforhandling for landsret givne regler; om nævninger skal medvirke,
bestemmes efter reglerne i § 689.
§ 984. Hvor
genoptagelse er tilstået alene efter begæring af domfældte eller nogen
af de i § 906, stk. 2 og 3, 1. pkt., nævnte personer, må den
nye dom ikke i noget punkt afvige fra den tidligere dom til skade for
ham. I andre tilfælde må sådan afvigelse ikke ske for de punkters
vedkommende, som ikke berøres af genoptagelsesgrunden.
§ 985. Den Særlige Klagerets kendelse, hvorved genoptagelse tilstås eller nægtes, er endelig og upåankelig.
§ 985 a.
Den Særlige Klageret kan efter rigsadvokatens begæring tillade, at
retsforfølgning i en sag, som er pådømt ved en domstol uden for den
danske stat, og hvor tiltalte er frifundet, finder sted her i landet,
når betingelserne i § 976, stk. 1, nr. 1, er opfyldt.
Stk. 2. § 979,
stk. 2, 1. og 4. pkt., § 980, § 981, stk. 1 og
3, § 982, 1. pkt., og § 985 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Sagen behandles ved byretten efter de almindelige regler om hovedforhandling i 1. instans.
§ 986. Begæring
om genoptagelse medfører ikke udsættelse eller standsning af dommens
fuldbyrdelse, medmindre retten bestemmer det modsatte; det samme gælder
om beslutning om genoptagelse, der træffes i henhold til § 976. Er
genoptagelse besluttet i henhold til § 977, bliver fuldbyrdelsen
altid at udsætte eller standse, hvis domfældte begærer det.
§ 987. Er en
udebleven tiltalt blevet domfældt, uden at anke efter reglerne i kapitel
82 kan finde sted, kan domfældte begære sagen genoptaget til ny
forhandling, når den pågældende godtgør, at have haft lovligt forfald og
ved ham utilregnelige omstændigheder har været forhindret fra i tide at
anmelde dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til
domfældtes kundskab. Begæringen må fremsættes over for den ret, som har
afsagt dom i sagen, inden sådan frist som bestemt i § 904, jf.
§ 910. Reglerne i §§ 979, stk. 2,-982 finder tilsvarende
anvendelse. Nægtes genoptagelse, kan spørgsmålet indbringes for Den
Særlige Klageret efter reglerne om kære til Højesteret.
Stk. 2. Er en
tiltalt blevet domfældt uden retsmøde efter § 897, stk. 1, nr.
3, kan domfældte begære sagen genoptaget til forhandling, når domfældte
godtgør at have været forhindret i at anmode om et retsmøde på grund af
omstændigheder, som ikke kan tilregnes den pågældende, eller at
bødeforelægget ikke rettidigt er kommet til domfældtes kundskab.
Reglerne i stk. 1, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Hvis sagen i
medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes
fravær, kan domfældte uanset betingelserne i stk. 1, 1. pkt.,
begære sagen genoptaget til ny forhandling. Begæringen må fremsættes
over for den ret, som har afsagt dom i sagen, inden 4 uger fra dommens
forkyndelse efter § 219 a, stk. 5. Retten kan undtagelsesvis
genoptage sagen, hvis begæring indgives senere, men inden 1 år efter
dommens forkyndelse. Reglerne i stk. 1, 3. og 4. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Udebliver
domfældte under den nye hovedforhandling, hæver retten ved kendelse
sagen, og den afsagte dom bliver stående ved magt.
Stk. 5. Under de i
stk. 1, 1. pkt., anførte betingelser kan tiltalte begære
genoptagelse af en ankesag, som er afvist på grund af hans udeblivelse.
Er en anke afvist i medfør af § 920, stk. 3, kan tiltalte
begære genoptagelse, når han godtgør, at det skyldes ham utilregnelige
omstændigheder, at anklageskrift eller stævning ikke på sædvanlig måde
har kunnet forkyndes for ham. Begæring om genoptagelse må fremsættes
over for den ret, der har afvist anken. I øvrigt finder bestemmelserne i
stk. 1, 2.- 4. pkt., tilsvarende anvendelse.
§ 988. Hvis en
straffesag genoptages i medfør af § 987, stk. 3, kan
tilførsler til retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og syns- og
skønsmænd under den forudgående behandling foruden i de i § 871
nævnte tilfælde anvendes som bevismiddel, hvis ingen af parterne inden
hovedforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring.
Sjette afsnit.
Regler om behandlingen af private straffesager og om forfølgning af borgerlige krav under straffesager
Kapitel 87
(Ophævet)
Kapitel 88
Regler om behandlingen af private straffesager
§ 989. Straffesager, der påtales af private, behandles efter reglerne om den borgerlige retspleje, jf. dog § 990.
§ 990. Når
nogen ved en byrets dom i en sag, hvorunder en privat sagsøger i den
borgerlige retsplejes former har påtalt en forbrydelse, som er
undergivet privat påtale, er dømt til fængsel, kan han rejse anke
overensstemmende med de regler, som gælder i offentlige sager.
Statsadvokaten har da overensstemmende med reglerne i kapitel 82 at
indbringe sagen for landsretten, hvor ankesagen forberedes og behandles
efter de for offentlige sager gældende regler. Statsadvokaten lader
meddelelse om ankesagen forkynde for den private sagsøger, der har
adgang til at slutte sig til forfølgningen for landsretten
overensstemmende med bestemmelserne i § 727. Finder statsadvokaten,
at en offentlig interesse kræver, at en byrets dom i en privat forfulgt
straffesag (jf. 1. pkt.) gøres til genstand for påanke, kan han af egen
drift iværksætte sådan, og foranstående regler finder da tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. Foranstående
regler finder tilsvarende anvendelse, hvor en landsrets dom i en privat
straffesag kan påankes til Højesteret i medfør af reglerne i § 371
eller § 932.
Stk. 3. Den private sagsøger kan uanset denne sin stilling afhøres som vidne i sagen.
Kapitel 89
Påtale af borgerlige krav under straffesager
§ 991. I sager,
som behandles efter kapitel 80 uden medvirken af domsmænd, kan der
tilkendes den forurettede erstatning hos tiltalte for den ved
forbrydelsen voldte skade, når den pågældende har fremsat begæring herom
for retten. Der skal gives den forurettede lejlighed til at fremsætte
erstatningskrav, for så vidt sagen efter sin beskaffenhed giver
anledning hertil.
Stk. 2. I andre
offentlige straffesager påhviler det anklagemyndigheden efter den
forurettedes begæring at forfølge borgerlige krav, såfremt dette kan ske
uden væsentlig ulempe.
Stk. 3. Særlige beviser vedrørende borgerlige krav i en nævningesag skal angives i bevisfortegnelsen, jf. §§ 837 og 839.
Stk. 4. Retten kan
på ethvert trin nægte et borgerligt kravs forfølgning under
straffesagen, når den finder, at dets behandling under denne ikke kan
ske uden væsentlig ulempe.
Stk. 5. Den
forurettede kan på ethvert trin indtil sagens optagelse til dom tage sin
begæring efter nærværende paragrafs første og andet stykke tilbage med
forbehold af adgang til at påtale kravet i den borgerlige retsplejes
former.
§ 992. Finder
retten, at de oplysninger, der foreligger til støtte for en påstand, som
er fremsat i henhold til de foregående paragraffer, er ufuldstændige,
eller at den domfældelse eller frifindelse, som finder sted for
straffespørgsmålets vedkommende, ikke vil medføre en afgørelse i samme
retning af den heromhandlede påstand, bliver denne ikke at tage under
påkendelse.
Stk. 2. I ethvert
tilfælde, hvor retten ikke har påkendt et under sagen påtalt borgerligt
krav, står det den forurettede frit for at påtale dette i den borgerlige
retsplejes former.
§ 993.
Størrelsen af den erstatning, som tilkendes den forurettede, fastsættes
af retten. Ved stemmegivningen om erstatningens størrelse bliver den sum
gældende, som har over halvdelen af stemmerne for sig, når dertil
medregnes de stemmer, som er afgivne for et højere beløb.
§ 994. I sager, som forfølges af den forurettede, gøres borgerlige krav gældende på samme måde som påstanden om straf.
§ 995. Påankes
dommen for straffepåstandens vedkommende, bliver også dens afgørelse
vedrørende de under straffesagen påtalte borgerlige krav at prøve af den
overordnede ret, for så vidt den afgørelse, der træffes for
straffepåstandens vedkommende, må bestemme afgørelsen med hensyn til
bemeldte krav. Ellers omfatter den overordnede rets prøvelse ikke de
borgerlige krav, medmindre disse udtrykkelig er inddragne under anken,
jf. dog næstsidste stykke.
Stk. 2. Også i
henseende til anke har påtalemyndigheden at varetage den forurettedes
tarv, når fornøden begæring fra denne foreligger. Reglerne i § 991,
stk. 4, og § 992 finder også her tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Ved påanke,
der omfatter også bevisbedømmelsen, bliver de for den underordnede ret
rejste borgerlige krav at undergive den overordnede rets prøvelse, når
ikke både tiltalte og den forurettede udtrykkelig har frafaldet dette;
sådanne krav kan derhos i dette tilfælde fra nyt af inddrages under
sagen i samme udstrækning, som om sagen var indbragt for vedkommende
overordnede ret som første instans.
Stk. 4. Kære finder ikke sted over for rettens beslutninger vedrørende borgerlige krav.
§ 995 a.
Retten kan give den forurettede fri proces, når det skønnes nødvendigt
med advokatbistand ved opgørelsen af erstatningskravet og den
forurettede opfylder de økonomiske betingelser efter § 325.
Stk. 2. Når
omstændighederne taler for det, kan retten i sager, hvor en person er
afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en advokat for de
pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav.
§ 996. Over for
rettens afgørelse angående et ved dommen påkendt borgerligt krav står
særskilt anke i den borgerlige retsplejes former såvel tiltalte som den
forurettede åben, når afgørelsen ville kunne påankes efter reglerne om
den borgerlige retspleje.
§ 996 a.
Under straffesager vedrørende forhold, der giver grundlag for omstødelse
af ægteskab efter § 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,
skal påtalemyndigheden efter anmodning fra justitsministeren eller den,
han har bemyndiget til at anlægge sag om omstødelse, nedlægge påstand om
ægteskabets omstødelse. Bestemmelserne i §§ 991-996 finder
tilsvarende anvendelse.
Syvende afsnit.
Fuldbyrdelsen af domme i straffesager
Kapitel 90
§ 997.
Politidirektøren drager omsorg for straffedommes fuldbyrdelse såvel i
henseende til straf som i henseende til dommens øvrige bestemmelser,
derunder erstatning til den skadelidte, for så vidt denne begærer det.
Han står herved under statsadvokatens overtilsyn. Bøder,
sagsomkostninger og konfiskationsbeløb inddrives dog af
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Stk. 2. Erstatning,
der under straffesagen er tilkendt nogen, samt andre ydelser, der ved
dommen er pålagt den skyldige, inddrives efter de i bogen om den
borgerlige retspleje foreskrevne regler. For konfiskation gælder
endvidere reglerne i § 90, stk. 2-4, § 91, stk. 2-4,
og § 92 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Stk. 3. I domme,
hvorved nogen tilholdes at opfylde en forpligtelse mod det offentlige,
kan som tvangsmiddel fastsættes en fortløbende bøde, der tilfalder
statskassen. § 90, stk. 4, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
finder tilsvarende anvendelse.
§ 998. Opstår
der med hensyn til dommens fortolkning eller i andre henseender, jf. dog
§ 112, nr. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., tvist mellem
politidirektøren eller den denne overordnede myndighed og den, over for
hvem der er spørgsmål om at fuldbyrde en straffedom, bliver spørgsmålet
på dennes begæring at forelægge den ret, som har afsagt dom i sagen i
første instans, men uden at den af statsadvokaten eller politidirektøren
anordnede fuldbyrdelse af den grund behøver at udsættes, medmindre
retten beslutter det.
Stk. 2. Rettens
afgørelse træffes ved kendelse. Drejer tvisten sig om, hvorvidt den,
over for hvem der er spørgsmål om at fuldbyrde straffen, er den
domfældte, skal mundtlig forhandling og bevisførelse finde sted i et
offentligt retsmøde, i hvilket den pågældende er til stede. I andre
tilfælde træffes afgørelsen, efter at der, så vidt fornødent, er givet
parterne lejlighed til at udtale sig mundtlig eller skriftlig.
Stk. 3. Byrettens
afgørelse af det i foregående stykkes andet punktum nævnte spørgsmål kan
påankes til landsretten. I øvrigt kan de i medfør af nærværende
paragraf trufne afgørelser alene være genstand for kære.
§ 999. En straffedom kan ikke fuldbyrdes, før fristen for anke efter lovens almindelige regel er udløbet, eller ankeafkald er meddelt.
Stk. 2. Er domfældte varetægtsfængslet efter straffedommen, skal dommen fuldbyrdes, så snart det kan konstateres, at dommen er endelig.
Stk. 3. Er der grund
til at antage, at den dømte vil forlade landet, inden fuldbyrdelse kan
ske efter stk. 1, eller på anden måde søge at unddrage sig
fuldbyrdelse, kan det i en bødedom bestemmes, at bøden straks kan
inddrives, medmindre der stilles sikkerhed for dens betaling.
Stk. 4. For
bødedomme, som ikke kan ankes, og bødeafgørelser efter § 899 gælder
en fuldbyrdelsesfrist på 3 dage, medmindre en længere frist fastsættes i
medfør af borgerlig straffelov. Fristen beregnes på den i § 904
angivne måde. Under tilsvarende omstændigheder som angivet i stk. 3
kan politidirektøren straks lade afgørelsen fuldbyrde, medmindre der
stilles sikkerhed for bødens betaling.
Stk. 5. Med hensyn
til erstatning, som er tilkendt ved en straffedom, gælder den i
§ 480, stk. 1, fastsatte fuldbyrdelsesfrist.
§§ 1000-1001. (Ophævet)
§ 1002. Efter
at dom er afsagt, finder reglerne i kapitel 74 om beslaglæggelse til
sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på
konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2.
led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, bødekrav
eller forurettedes krav på erstatning i sagen tilsvarende anvendelse.
Endvidere finder reglerne om ransagning i kapitel 73 og reglerne om
edition i kapitel 74 tilsvarende anvendelse, hvis der er bestemte grunde
til at antage, at der ved ransagning eller edition kan findes genstande
eller værdier, som kan beslaglægges efter 1. pkt. Afgørelser efter 1.
og 2. pkt. træffes af den ret, som har afsagt dommen i 1. instans. I
forbindelse med afgørelse om beslaglæggelse efter 1. pkt. skal der
træffes afgørelse om, hvordan det beslaglagte skal anvendes, jf. 807 d,
stk. 2 og 3.
Stk. 2. Har den,
som er idømt ubetinget fængsel i 8 måneder eller mere, unddraget sig
straffuldbyrdelsen, kan hans formue beslaglægges efter reglerne i
kapitel 74. Foruden i de i § 807 d, stk. 5, nævnte tilfælde
bortfalder beslaglæggelsen, når der er gået 10 år fra dommens afsigelse,
medmindre retten efter begæring undtagelsesvis beslutter at opretholde
den.
§§ 1003-1005. (Ophævet)
§ 1006.
Ovenstående regler finder med de af forholdets natur eller særlige
forskrifter følgende lempelser også anvendelse ved fuldbyrdelsen af
kendelser, hvorved retten har pålagt vidner eller andre straf.
Stk. 2.
Fuldbyrdelse af de i § 178 omtalte kendelser kan dog først finde
sted, når fristen til at fremsætte begæring om kendelsens ophævelse i
henhold til § 178 er forløbet, eller retten har nægtet at
efterkomme en sådan begæring.
Ottende afsnit.
Sagsomkostninger m.v. i straffesager
Kapitel 91
Sagsomkostninger
§ 1007. I
straffesager, som forfølges af en offentlig myndighed, udredes
omkostningerne ved sagens behandling og straffens fuldbyrdelse af det
offentlige med forbehold af ret til at få dem erstattet efter
nedenstående regler.
Stk. 2. Vederlag
til en valgt forsvarer vedkommer ikke det offentlige; dog kan retten
undtagelsesvis, når det efter sagens særlige omstændigheder findes
rimeligt, at sigtede har valgt den pågældende til forsvarer, hos det
offentlige tilkende denne et beløb, der ikke kan overstige, hvad der i
sagen ville være blevet tilkendt en beskikket forsvarer. Udgifter, der
foranlediges ved skridt, som en tredjemand foretager i sin interesse, er
ligeledes det offentlige uvedkommende. Det samme gælder udgifter i
anledning af beviser, som sigtede fremskaffer uden rettens
foranstaltning; dog kan retten undtagelsesvis pålægge det offentlige at
afholde sådanne udgifter helt eller delvis, når sigtede skønnes at have
haft rimelig grund til at fremskaffe beviserne. Om udgifter, som udredes
af det offentlige i medfør af dette stykke, gælder samme forbehold som i
stk. 1 nævnt.
§ 1008. Findes
sigtede skyldig, eller kendes han ved dom uberettiget til oprejsning i
anledning af strafferetlig forfølgning, er han pligtig at erstatte det
offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling.
Justitsministeren kan fastsætte takster til brug ved opgørelsen af det
beløb, som sigtede skal betale til dækning af udgifter til sagkyndig
bistand ved sagens behandling.
Stk. 2. Har
undersøgelsen været rettet på en anden forbrydelse end den eller på
andre forbrydelser foruden den, for hvilken tiltalte dømmes, er han ikke
pligtig til at erstatte de derved foranledigede yderligere omkostninger
(jf. dog § 1010); kan en sondring ikke ske, bestemmer retten, om
og hvor stort et afdrag der bør gøres.
Stk. 3. Udgifter,
der er foranledigede ved anke, kære eller begæring om en genoptagelse,
bliver ikkun da at udrede af tiltalte, når disse skridt enten har ført
til et for ham ugunstigere udfald eller er iværksat af ham selv og ikke
har ført til forandring til hans fordel. Er anke rejst eller
genoptagelse begæret af nogen af de i § 906, stk. 3, 1. pkt.,
nævnte personer, er den pågældende under tilsvarende betingelser pligtig
at erstatte de derved forvoldte udgifter.
Stk. 4.
Omkostninger, som er forårsagede ved andres fejl eller forsømmelser, bør
ikke falde domfældte til last. Retten kan også i dommen begrænse
omkostningsansvaret, når den finder, at dette ellers ville komme til at
stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår.
Stk. 5.
Rejsegodtgørelser og dagpenge til landsrettens personale i anledning af
rettens møder uden for dens hovedsæde, rejsegodtgørelser og dagpenge til
nævninger og domsmænd, rejsegodtgørelser og dagpenge til
statsadvokaten, som foranlediges ved, at denne har embedskontor på et
andet sted end det, hvor retten holdes, falder ikke domfældte til last.
§ 1009. Dømmes
flere tiltalte som meddelagtige i den samme handling, har enhver især
af dem at erstatte de udgifter, som hidrører fra forhold, der alene
vedrører ham. Med hensyn til andre omkostninger pålægger retten de
enkelte deltagere at udrede en i forhold til graden af deres deltagelse
bestemt andel og kan tillige bestemme, at alle eller enkelte deltagere
skal hæfte solidarisk.
§ 1010.
Frifindes tiltalte, eller endes sagen i øvrigt uden at have ført til
sigtedes domfældelse, påhviler der ham ingen pligt til at udrede
omkostninger, undtagen for så vidt disse måtte være forårsagede ved hans
tilregnelige og retsstridige handlinger eller undladelser.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om godtgørelse for udgifter til befordring til og fra retten til tiltalte, der frifindes.
§ 1011. Er
straffesagen foranlediget ved tilregnelige og retsstridige handlinger af
andre end sigtede, eller er særegne udgifter forårsagede ved sådanne
handlinger eller undladelser, påhviler der den pågældende
erstatningspligt for de omkostninger, hans forhold har medført.
Stk. 2.
Overensstemmende hermed kan det af den overordnede ret, til hvilken anke
har fundet sted, pålægges en dommer at bære omkostninger, efter at der
er givet ham lejlighed til at fremføre sit forsvar.
Stk. 3. Bortfalder
en straffesag, hvis offentlige forfølgning er betinget af den
forurettedes begæring, fordi denne tager sin begæring tilbage, kan han
efter statsadvokatens eller politidirektørens påstand tilpligtes at
erstatte det offentlige de dette påførte udgifter.
§ 1012. Om erstatning af omkostninger træffer retten afgørelse ved dommen eller, når sagen endes uden dom, ved kendelse.
Stk. 2. Er
spørgsmålet om erstatning af omkostninger ved enkelte retshandlinger
eller afsnit i sagens behandling uafhængigt af sagens udfald, kan der
straks derom træffes afgørelse ved kendelse.
Stk. 3. Tredjemand,
hvem det pålægges at erstatte omkostningerne, bør der forinden være
givet lejlighed til at udtale sig herom, for så vidt ikke særegne
forskrifter er givne, såsom med hensyn til udeblevne vidner.
Stk. 4. I sager,
der afgøres efter § 899 eller med udenretlig vedtagelse i medfør af
§ 832 eller færdselslovens § 119 a, kan tillige spørgsmålet
om erstatning af omkostninger afgøres med vedtagelse. Omkostninger, der
er vedtaget, kan inddrives efter samme regler, som gælder for afgørelser
om omkostninger, der er truffet ved dom.
§ 1013. Når en
dom er påanket, prøver den overordnede ret omkostningsspørgsmålet, for
så vidt dettes afgørelse afhænger af ankens udfald, eller det særlig er
inddraget under anken. En tilsvarende regel gælder, når kæremål rejses
mod en kendelse, der har pålagt erstatning af omkostninger i forbindelse
med straf eller lignende følger. I andre tilfælde kan kæremål rejses
mod rettens afgørelse af omkostningsspørgsmålet, når afgørelsen er
uafhængig af sagens udfald, og de pålagte omkostningers beløb kan
antages at ville overstige 40 kr.
Stk. 2.
Foranstående regler gælder også med hensyn til fastsættelse af vederlag
til offentlige anklagere, hvor derom bliver spørgsmål, og til
forsvarere.
Stk. 3.
Landsrettens afgørelser om vederlag til forsvarere kan ikke kæres.
Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til, at afgørelsen
kæres til Højesteret, hvis kæremålet angår spørgsmål af principiel
karakter eller andre særlige grunde i øvrigt taler for det. Reglerne i
§ 968 a, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Pålagte
omkostninger kan af restanceinddrivelsesmyndigheden inddrives efter
reglerne i § 90, stk. 2-4, § 91 stk. 2-4, og
§ 92 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
§ 1014. For så
vidt der i straffesager bliver spørgsmål om afgifter til statskassen,
kan fri proces meddeles overensstemmende med reglerne i kap. 31.
§ 1014 a.
I sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf.
straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne ved sagens
behandling.
Stk. 2. Retten kan
pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger, når
der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig
anledning til det.
Kapitel 92
Offentlig omtale m.v. af straffesager
§§ 1015-1016. (Ophævet)
§ 1016 a.
Ingen, som i embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, må, så
længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet, udtale sig uden for retten
til offentligheden angående skyldsspørgsmålet.
§ 1017. Offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal.
Stk. 2. Med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, som i tale eller skrift,
beregnet på at virke i en videre kreds, forsætlig eller ved grov
uagtsomhed:
1) giver væsentlig urigtig meddelelse om en straffesag, der endnu ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet,
2) lægger hindringer i vejen for sagens oplysning eller
3) så længe
endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der
er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller
nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.
§ 1017 a.
Såfremt hensynet til fremmede magter gør det påkrævet, at der ikke
offentlig sker omtale af et forhold, der er genstand for offentlig
undersøgelse, kan politiet begære rettens kendelse om, at offentlig
omtale af sagen helt eller for visse deles vedkommende er forbudt.
Forhandlingerne herom samt kendelsens afsigelse sker for lukkede døre.
Stk. 2. Kendelsen
bortfalder, når der er rejst tiltale eller tiltale er frafaldet;
vedrører sagen flere personer, kan kendelsen dog opretholdes, indtil
undersøgelsen er afsluttet for alles vedkommende.
Stk. 3. Nærmere
bestemmelser om, på hvilken måde de i nærværende paragraf omhandlede
kendelser vil være at bringe til pressens kundskab, udfærdiges af
justitsministeren.
Stk. 4. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.
§ 1017 b.
Med bøde straffes den, der i forbindelse med omtale af en sag om
overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod
kønssædeligheden eller i øvrigt med henblik på en sådan sag giver
offentlig meddelelse om navn, stilling eller bopæl på den forurettede
eller på anden måde offentliggør den pågældendes identitet.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at politiet
offentliggør den forurettedes identitet, når dette findes påkrævet af
hensyn til sagens opklaring eller i øvrigt til berettiget varetagelse af
åbenbar almeninteresse. Ved forevisning af fotografier af forurettede
finder §§ 814 og 816 dog anvendelse.
§ 1017 c.
Med bøde straffes den, som i forbindelse med omtale af en straffesag
eller i øvrigt med henblik på en sådan sag giver offentlig meddelelse om
en medvirkende lægdommers navn, stilling eller bopæl eller på anden
måde offentliggør den pågældendes identitet.
§ 1017 d.
Domme og kendelser i straffesager må kun gengives offentligt, når de er
anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller
vidners identitet ikke fremgår. Overtrædelse straffes med bøde.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på
retsinformationssystemer, der er omfattet af § 9 i lov om
behandling af personoplysninger, eller på offentlig gengivelse, der
bygger på et sådant retsinformationssystem.
Niende afsnit
Kapitel 93
Særlige bestemmelser om nogle forhør m.m.
§ 1018.
Optagelse af forhør ved undersøgelsesret kan finde sted i samme omfang
som hidtil dels angående stedfundne ildebrande, undvigelse af fanger,
ulykkestilfælde, dødfundne personer o. desl. , dels efter begæring af
myndigheder til oplysning om trængendes forsørgelseshjem og undersøgelse
af personlige forhold af retlig betydning.
Stk. 2. For så vidt
der uden for strafferetsplejen er hjemmel for anvendelse af sådanne
forholdsregler som de i 4. bog, 2. afsnit, omhandlede for andre
offentlige formåls skyld, berøres de derom gældende regler ikke af denne
lov.
Tiende afsnit
Kapitel 93 a
Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning
§ 1018 a.
Den, der har været anholdt eller varetægtsfængslet som led i en
strafferetlig forfølgning, har krav på erstatning for den derved
tilføjede skade, såfremt påtale opgives eller tiltalte frifindes, uden
at dette er begrundet i, at han findes utilregnelig. Erstatning ydes for
økonomisk skade samt for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller
ødelæggelse af stilling og forhold.
Stk. 2. Selv om
betingelserne for at yde erstatning efter stk. 1 ikke er opfyldt,
kan erstatning ydes, såfremt den under sagen anvendte frihedsberøvelse
ikke står i rimeligt forhold til strafforfølgningens udfald eller det af
andre særlige grunde findes rimeligt.
Stk. 3. Erstatning kan nedsættes eller nægtes, såfremt den sigtede selv har givet anledning til foranstaltningerne.
§ 1018 b.
Efter samme regler som angivet i § 1018 a kan erstatning tillægges
en sigtet, der som led i en strafferetlig forfølgning har været udsat
for andre straffeprocessuelle indgreb.
§ 1018 c.
Har der over for en person, der ikke har været sigtet, været iværksat
indgreb som led i en strafferetlig forfølgning, kan erstatning ydes,
hvis det findes rimeligt.
§ 1018 d.
Der tilkommer den, der har udstået fængselsstraf eller været undergivet
anden strafferetlig retsfølge, erstatning efter reglerne i § 1018
a, såfremt anke eller genoptagelse medfører bortfald af retsfølgen. I
tilfælde af formildelse ydes der erstatning, såfremt den retsfølge, der
er fuldbyrdet, er mere indgribende end den, der idømmes efter anke eller
genoptagelse.
Stk. 2. Erstatning kan nægtes eller nedsættes, hvis den dømte ved sit forhold under sagen har givet anledning til domfældelsen.
§ 1018 e.
Statsadvokaten træffer afgørelse vedrørende krav om erstatning i medfør
af dette kapitel. Justitsministeren kan fastsætte, at nærmere angivne
sager skal forelægges for rigsadvokaten eller justitsministeren til
afgørelse. Krav fra en person, der har været sigtet, skal fremsættes
inden to måneder efter meddelelse til sigtede om strafforfølgningens
ophør eller efter afsigelse af en endelig dom. Har tiltalte ikke været
til stede ved dommens afsigelse, beregnes fristen efter bestemmelserne i
§ 904, stk. 2 og 3. Krav fra andre skal fremsættes inden to
måneder efter, at indgrebet er ophørt.
Stk. 2. Fremsættes
kravet efter udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, kan det
behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig.
Stk. 3.
Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af
statsadvokaterne vedrørende krav om erstatning. Rigsadvokatens afgørelse
i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.
Stk. 4. Afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af Rigsadvokaten som 1. instans kan ikke påklages til justitsministeren.
Stk. 5. Fristen
for klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning er 4 uger
efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen
efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt
fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.
Stk. 6.
Bestemmelserne i stk. 3 og 5 finder tilsvarende anvendelse på
afgørelser om aktindsigt. Justitsministeren behandler klager over
afgørelser om aktindsigt truffet af Rigsadvokaten som 1. instans.
§ 1018 f.
Imødekommes erstatningskravet ikke ved en afgørelse truffet af
rigsadvokaten eller af justitsministeren, kan den erstatningssøgende
inden to måneder efter meddelelse om afslaget begære kravet indbragt for
den byret, som har pådømt straffesagen. Sagen indbringes for retten af
vedkommende statsadvokat. Har straffesagen ikke været pådømt, indbringer
statsadvokaten erstatningskravet for byretten i den retskreds, hvori
den pågældende foranstaltning er besluttet, eller ved den
erstatningssøgendes hjemting.
Stk. 2. På den
erstatningssøgendes begæring beskikkes der en advokat for ham. De
regler, der er fastsat for forsvarere, finder anvendelse for den
beskikkede advokat.
Stk. 3.
Erstatningssagen behandles i strafferetsplejens former. Retten kan dog
nægte at behandle et erstatningskrav, som fremsættes af nogen, der ikke
har været sigtet, såfremt kravet ikke på rimelig måde vil kunne
behandles i strafferetsplejens former. Det står herefter den forurettede
frit for at fremsætte kravet i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 4. Sagen
behandles under medvirken af domsmænd, medmindre erstatningskravet er
fremsat som følge af en sag vedrørende en lovovertrædelse, der efter
loven ikke kan medføre højere straf end bøde eller fængsel i 4 måneder,
eller af en sag, der er afgjort i retten uden medvirken af nævninger
eller domsmænd.
§ 1018 g.
Erstatningskravet falder i arv efter de almindelige regler herom, dog
således at krav på godtgørelse for en ikke- økonomisk skade falder i
arv, når det er fremsat i overensstemmelse med reglerne i § 1018 e.
§ 1018 h.
Erstatningskrav, der på grundlag af dansk rets almindelige
erstatningsregler rejses af sigtede, domfældte eller andre i anledning
af strafferetlig forfølgning, behandles på begæring efter reglerne i
dette kapitel.
Kapitel 93 b
Behandling af klager over politipersonalet
§ 1019. Den
Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger og træffer afgørelse
vedrørende klager over politipersonalets adfærd i tjenesten
(adfærdsklager).
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning fra Politiklagemyndigheden bistand til undersøgelsen.
Stk. 3. Politiet
kan på egen hånd foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Politiet
skal, snarest muligt efter at sådanne undersøgelsesskridt er foretaget,
underrette Politiklagemyndigheden herom.
§ 1019 a.
Klage indgives til Politiklagemyndigheden. Indgives klagen til politiet
eller anklagemyndigheden, skal den straks videresendes til
Politiklagemyndigheden, medmindre klagen er egnet til
notitssagsbehandling efter § 1019 k. I så fald sender politiet en
kopi af klagen til Politiklagemyndigheden.
Stk. 2. Klage over
myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en
straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under
straffesagens behandling.
Stk. 3. Klage skal
indgives, senest 6 måneder efter at det forhold, som klagen angår, har
fundet sted. Politiklagemyndigheden kan i særlige tilfælde se bort fra
fristen.
§ 1019 b. Politiklagemyndigheden kan af egen drift iværksætte en undersøgelse efter reglerne i dette kapitel.
§ 1019 c.
Politiklagemyndigheden undersøger sagen og sørger for, at alt relevant
materiale tilvejebringes. Politiet stiller det materiale og de
oplysninger til rådighed, som Politiklagemyndigheden anmoder om.
Politiklagemyndigheden kan indhente oplysninger fra klageren, indklagede
og andre.
§ 1019 d.
Politiklagemyndigheden kan afvise en adfærdsklage, hvis det findes
åbenbart, at der ikke er grundlag for at indlede eller fortsætte en
undersøgelse. Det skal fremgå af afgørelsen, at den er truffet på dette
grundlag.
§ 1019 e.
Indklagede skal have udleveret en kopi af klagen eller en fremstilling
af sagens omstændigheder og have adgang til at udtale sig herom.
§ 1019 f.
Indklagede har ret til at møde med en bisidder. Politiklagemyndigheden
kan bestemme, at udgifterne til bisidder betales af statskassen.
§ 1019 g.
Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til
Politiklagemyndigheden, hvis forklaringen må antages at ville udsætte
den pågældende for strafansvar eller disciplinæransvar.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden vejleder indklagede om indholdet af stk. 1
og § 1019 e, § 1019 f og § 1019 l, stk. 1, nr. 2.
Vejledningen skal gives snarest muligt, og senest inden indklagede
afgiver forklaring første gang. Det skal af sagens materiale fremgå, at
indklagede har modtaget behørig vejledning.
§ 1019 h. Politiklagemyndigheden kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten.
Stk. 2. Retsmøder kan afholdes ved byretten i enhver retskreds, hvor oplysning i sagen må antages at kunne tilvejebringes.
§ 1019 i. Politiklagemyndigheden giver møde i retsmøder, hvor der skal afgives forklaring efter § 1019 h, stk. 1.
Stk. 2. Indklagede og klager skal så vidt muligt underrettes om retsmøder i sagen og have lejlighed til at være til stede.
Stk. 3. Indklagede
har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages
at ville udsætte den pågældende for strafansvar eller disciplinæransvar.
Retten vejleder indklagede herom.
Stk. 4. Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd.
§ 1019 j. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 h, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede.
Stk. 2. I andre
tilfælde kan retten, når særlige grunde taler derfor, efter begæring fra
klageren eller indklagede beskikke en advokat for den pågældende.
Politiklagemyndigheden vejleder om adgangen til at begære en advokat
beskikket, og Politiklagemyndigheden sørger for, at en anmodning herom
indbringes for retten. § 1019 h, stk. 2, finder tilsvarende
anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt, og senest inden den
pågældende afgiver forklaring første gang. Det skal af sagens materiale
fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning.
Stk. 3. Advokatbeskikkelse efter stk. 1 og 2 sker uden udgifter for klageren og indklagede.
Stk. 4. Den
beskikkede advokat skal løbende have tilsendt kopi af det materiale, som
Politiklagemyndigheden tilvejebringer som led i undersøgelsen.
Advokaten må ikke uden tilladelse fra Politiklagemyndigheden overlevere
det modtagne materiale til sin klient eller andre.
Stk. 5. Den
beskikkede advokat har adgang til at overvære forklaringer, der afgives
af klienten hos Politiklagemyndigheden, og har ret til at stille
yderligere spørgsmål til sin klient. Advokaten underrettes om
tidspunktet for afgivelse af forklaring, der så vidt muligt skal aftales
med advokaten.
Stk. 6. Den
beskikkede advokat har adgang til at overvære forklaringer, der afgives i
retten, og har ret til at stille yderligere spørgsmål. Advokaten
underrettes om tidspunktet for afholdelse af retsmøde, der så vidt
muligt skal aftales med advokaten.
§ 1019 k. En
adfærdsklagesag kan sluttes ved en samtale mellem en overordnet
polititjenestemand og klageren (notitssagsbehandling).
Notitssagsbehandling kan kun gennemføres, hvis klageren er indforstået
hermed. Samtalen skal gennemføres hurtigst muligt efter klagens
modtagelse.
Stk. 2. Indgives
en adfærdsklage til politiet, kan politiet tilbyde klageren en
notitssagsbehandling. I en sag, der er under behandling i
Politiklagemyndigheden, kan denne myndighed bestemme, at sagen skal
sendes til politiet med henblik på notitssagsbehandling, hvis det
skønnes hensigtsmæssigt.
Stk. 3. Indhentes
der som led i notitssagsbehandling en udtalelse fra indklagede, kan der
ikke efterfølgende pålægges den pågældende disciplinæransvar for det
eller de forhold, som indgår i notitssagsbehandlingen.
Stk. 4. Den
overordnede polititjenestemand, der gennemfører samtalen efter
stk. 1, skal udarbejde en notits om det passerede. Det skal fremgå
af notitsen, at klageren er vejledt om betydningen af
notitssagsbehandling, og at sagen kan forlanges afgjort af
Politiklagemyndigheden. Det skal af notitsen endvidere fremgå, om
klageren ønsker klagen afgjort af Politiklagemyndigheden.
Stk. 5. Politiet sender kopi af notitsen til Politiklagemyndigheden, den regionale statsadvokat og rigspolitichefen.
§ 1019 l. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis
1) der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede,
2) indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag eller
3) det bestemmes, at sagen skal undersøges efter reglerne i lov om undersøgelseskommissioner.
Stk. 2. I de
tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, behandles straffesagen
efter reglerne i kapitel 93 c. Behandlingen af adfærdsklagesagen
genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.
§ 1019 m. Politiklagemyndigheden træffer afgørelse i klagesagen. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 1019 n. Politiklagemyndighedens afgørelse i klagesagen skal træffes, inden rimelig tid efter at myndigheden har modtaget klagen.
Stk. 2. Er
afgørelsen ikke truffet inden 6 måneder efter modtagelse af klagen, skal
Politiklagemyndigheden skriftligt underrette klageren og indklagede om,
hvorpå sagen beror, og hvornår der kan forventes en afgørelse. Der skal
gives underretning på ny, hvis der 6 måneder efter den seneste
underretning fortsat ikke er truffet afgørelse.
§ 1019 o.
Politiklagemyndigheden underretter vedkommende politidirektør og
rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag.
Politiklagemyndigheden underretter endvidere vedkommende politidirektør
og statsadvokat og rigspolitichefen om afgørelsen i adfærdsklagesager.
Stk. 2. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen er afsluttet.
§ 1019 p.
Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages
efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed
eller forholdet til fremmede magter kræver det.
§ 1019 q.
Politiklagemyndigheden kan behandle og afgøre en klage over en
disposition, som politipersonale har truffet, hvis der er en nær
sammenhæng mellem dispositionsklagen og en adfærdsklage, som
Politiklagemyndigheden behandler.
Kapitel 93 c
Straffesager mod politipersonale
§ 1020.
Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten
indgives til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Indgives anmeldelsen
til politiet eller anklagemyndigheden, videresendes den straks til
Politiklagemyndigheden.
§ 1020 a.
Politiklagemyndigheden iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift
efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i
tjenesten har begået et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden iværksætter endvidere efterforskning, når en
person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge
af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets
varetægt.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 1019 o finder tilsvarende anvendelse.
§ 1020 b.
Sager om overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser, der er
begået af politipersonale, efterforskes ikke af Politiklagemyndigheden,
hvis
1) den pågældende erkender sig skyldig,
2) hastighedsovertrædelsen ikke skønnes at ville medføre anden sanktion end bøde eller betinget frakendelse af førerretten og
3) hastighedsovertrædelsen ikke involverer tredjemand.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden efterforsker ikke sager, hvor politidirektøren
har vurderet, at der i forbindelse med politipersonales overtrædelse af
færdselslovens hastighedsbestemmelser er tale om udrykningskørsel i et
køretøj mærket med politiets kendetegn eller med synlige
udrykningssignaler.
Stk. 3.
Politidirektøren underretter Politiklagemyndigheden og rigspolitichefen
om udenretligt vedtagne bøder og betingede frakendelser af førerretten i
sager omfattet af stk. 1.
§ 1020 c. Ved
behandlingen af de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, udøver
Politiklagemyndigheden under efterforskningen de beføjelser, der ellers
tilkommer politiet, jf. dog § 1020 d, stk. 3.
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning fra Politiklagemyndigheden bistand under efterforskningen.
Stk. 3. Politiet
kan på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Politiet
skal, snarest muligt efter at sådanne efterforskningsskridt er
foretaget, underrette Politiklagemyndigheden herom.
§ 1020 d.
Offentlig påtale i de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a,
tilkommer statsadvokaten, medmindre påtale efter denne lov eller regler
fastsat i medfør af loven tilkommer rigsadvokaten eller
justitsministeren. Adgangen til at opgive påtale tilkommer
påtalemyndigheden.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden udøver ved behandlingen af de sager, der er nævnt
i §§ 1020 og 1020 a, de beføjelser, der ellers tilkommer politiet
efter § 749, stk. 1. Politiklagemyndighedens afgørelser efter
1. pkt. kan påklages til statsadvokaten.
Stk. 3.
Statsadvokaten udøver ved behandlingen af de sager, der er nævnt i
§§ 1020 og 1020 a, de beføjelser, der ellers tilkommer politiet
efter § 749, stk. 2.
Stk. 4. Statsadvokaten varetager udførelsen af de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, ved byretterne og landsretterne.
§ 1020 e. Når
efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden sagen til
statsadvokaten med henblik på afgørelse af tiltalespørgsmålet.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden udarbejder en redegørelse til statsadvokaten om
efterforskningen. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af
efterforskningen og oplysning om de faktiske omstændigheder af betydning
for sagens afgørelse. Redegørelsen kan indeholde en vurdering af vægten
af de fremkomne beviser.
Stk. 3. Statsadvokaten kan anmode Politiklagemyndigheden om at foretage yderligere efterforskning.
Stk. 4.
Politiklagemyndigheden kan påklage statsadvokatens afgørelser efter
§ 1020 d, stk. 1 og 3, til rigsadvokaten. Rigsadvokatens
afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren. Fristen
for at klage er 4 uger, efter at Politiklagemyndigheden har fået
meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne
frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for
undskyldelig.
§ 1020 f. Er
der ikke inden 1 år fra modtagelsen af en anmeldelse om et strafbart
forhold, der er omfattet af dette kapitel, truffet afgørelse om
afvisning af anmeldelsen, indstilling af efterforskningen,
påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning, eller er der ikke
anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag
i medfør af § 831, skal der gives skriftlig underretning til
anmelder og de personer, der skal underrettes om statsadvokatens
afgørelse efter § 1020 d, stk. 1 og 3, eller
Politiklagemyndighedens afgørelse efter § 1020 d, stk. 2.
Stk. 2.
Underretning efter stk. 1 skal ligeledes gives, hvis der ikke,
inden 1 år efter at Politiklagemyndigheden har indledt efterforskning i
sager omfattet af § 1020 a, stk. 2, er truffet afgørelse om
indstilling af efterforskningen, påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller
tiltalerejsning eller er anmodet om retsmøde med henblik på sagens
behandling som tilståelsessag i medfør af § 831.
Stk. 3. Der skal gives underretning på ny, hvis der 6 måneder efter den seneste underretning fortsat ikke er truffet afgørelse.
§ 1020 g. Retten beskikker en forsvarer, hvis det følger af bestemmelserne i kapitel 66 eller særlige grunde taler derfor.
§ 1020 h.
Retten beskikker en advokat for den forurettede, hvis det følger af
bestemmelserne i kapitel 66 a, eller efter anmodning fra den pågældende,
hvis særlige grunde taler derfor.
Stk. 2. Er
forurettede afgået ved døden, beskikker retten efter anmodning fra
forurettedes nære pårørende en advokat for de pårørende, når forholdene
taler derfor.
Stk. 3. Den
advokat, der er beskikket efter stk. 1 eller 2, har adgang til det
materiale, der er nævnt i § 741 c, stk. 2, 2. pkt., uanset om
der er rejst tiltale i sagen.
Stk. 4. Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
§ 1020 i.
Statsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere
forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal efterforskes af
Politiklagemyndigheden efter bestemmelserne i dette kapitel, hvis en
sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af
de sigtede og en samlet efterforskning skønnes hensigtsmæssig.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden kan behandle en klage over en disposition, som
politipersonale har truffet, hvis der er en nær sammenhæng mellem
dispositionsklagen og en igangværende efterforskning i
Politiklagemyndigheden.
Stk. 3. Statsadvokaten træffer afgørelse i dispositionsklager omfattet af stk. 2.
§ 1020 j. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af straffesager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
§ 1020 k.
Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter
reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller
forholdet til fremmede magter kræver det.
§ 1020 l.
Erstatningskrav, der rejses af en person, der er kommet alvorligt til
skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i
politiets varetægt, eller rejses af nære pårørende til en person, der er
afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens afdøde
var i politiets varetægt, behandles på begæring efter fremgangsmåden i
kapitel 93 a. Erstatningskrav skal dog fremsættes inden 2 måneder efter
endelig afgørelse i en sag omfattet af § 1020 a, stk. 2, eller
i en straffesag mod politipersonale i anledning af skade eller dødsfald
som nævnt i 1. pkt.
Stk. 2. Udgifter til advokatbeskikkelse i sager, der er omfattet af stk. 1, afholdes af statskassen.
Kapitel 93 d
(Ophævet)
Femte bog.
Slutningsbestemmelser
Kapitel 94
Slutningsbestemmelser
§ 1022. Der
kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter
reglerne i straffelovens 5. kapitel for overtrædelse af denne lov.
§ 1022 a. (Ophævet)
§ 1023. Denne
lov træder først i kraft, når love om lønninger m.m. for forskellige af
de i første bog omhandlede embeds- og bestillingsmænd og om retsafgifter
er udkommet, og der derhos er forløbet 6 måneder efter indrykkelsen i
Lovtidende af en af justitsministeren derom udstedt bekendtgørelse, dog
ikke senere end den 1. oktober 1919.
Stk. 2. Loven
gælder ikke for Færøerne; men det vil ved særlig lov være at bestemme, i
hvilken udstrækning dens bestemmelser skal gøres anvendelige dér. Østre
Landsret træder i færøske appelsager i stedet for landsover- samt hof-
og stadsretten.
§ 1023 a. De i
§§ 1, 9, 11, 17, stk. 1, 19, 23, 26 og 58 ommeldte
anordninger og bekendtgørelser udgår i betimelig tid før det tidspunkt,
da loven træder i kraft. Fremdeles bliver der før det nævnte tidspunkt
at drage omsorg for affattelsen af de i kapitel 7 og 8 omtalte lister.
Kapitel 95
Overgangsbestemmelser
§§ 1024-1043. (Udelades)
Lov nr. 201 af 18. maj 1960 (Faderskabssager)16) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Denne lov træder i kraft den
1. januar 1961. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven finder
kun anvendelse på sager vedrørende børn, der fødes efter lovens
ikrafttræden, dog at bestemmelsen i § 456 r også finder anvendelse
på sager om børn født før lovens ikrafttræden, herunder sager om børn,
for hvis vedkommende én eller flere mænd er anset som bidragspligtige. I
øvrigt gælder for disse sager de hidtil gældende regler.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 277 af 9. juni 1982 (Advokater m.v. Tilsyn med eksekutorer)17) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 3
(Udelades)
§ 4
Stk. 1. Personer, der den 1. juli
1982 opfylder betingelserne for at få meddelt advokatbeskikkelse efter
de hidtil gældende regler, kan beskikkes som advokat efter de i § 1
anførte regler, selv om de ikke opfylder kravene i retsplejelovens
§§ 119, stk. 3, 4 og 6, som affattet i § 1, nr. 6.
Stk. 2. Personer, som
justitsministeren har beskikket som advokat, og personer, som vil kunne
beskikkes som advokat efter stk. 1, omfattes ikke af bestemmelsen i
§ 123 som affattet i § 1, nr. 6. Ansættelse hos eller
virksomhed i fællesskab med sådanne advokater kan medregnes i den tid,
der er nævnt i § 123, stk. 1.
Lov nr. 229 af 21. april 1999 (Beslaglæggelse,
edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation
samt prøvesagsordning for advokater m.v.)18) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1999.
Stk. 2-3. (Udelades)
Stk. 4. Fotografier, der er optaget i
medfør af § 792 a, og som ved lovens ikrafttræden opbevares af
politiet med henblik på senere identifikation, kan fortsat anvendes med
henblik på forevisning som nævnt i retsplejelovens § 815 som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 23, uanset betingelserne i
§ 815, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, ikke er opfyldt.
Lov nr. 461 af 7. juni 2001 (Ændringer som følge af børneloven m.v.)19) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 10
Stk. 1. Lovens § 2, nr. 3 og 4,
og §§ 3 og 9 træder i kraft den 1. januar 2002. Lovens § 1,
§ 2, nr. 1 og 2, og §§ 4-8 træder i kraft den 1. juli 2002.
Stk. 2. § 1 har virkning for
sager om faderskab til børn, der fødes den 1. juli 2002 eller senere,
samt for sager, der den 1. juli 2002 eller senere genoptages efter
børnelovens § 22.20)
Lov nr. 378 af 6. juni 2002 (Gennemførelse af
FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme,
gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt
øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme m.v.)21) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende,22)
jf. dog stk. 2 og 3. § 5, nr. 1-6, finder anvendelse på
anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter
tidspunktet for ikrafttrædelsen af retsplejelovens § 786,
stk. 4 og 6, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 3.23)
Stk. 4. (Udelades)
Lov nr. 215 af 31. marts 2004 (Offentlighed i retsplejen)24) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2004.
Stk. 2. Retsplejelovens § 41 b
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, og retsplejelovens
§ 1017 d som affattet ved denne lovs § 1, nr. 42, finder
anvendelse på domme og kendelser, der er afsagt efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3. Retsplejelovens § 41 f,
stk. 6, 1. og 3. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr.
15, finder også anvendelse på dokumenter og udskrifter, der før lovens
ikrafttræden er udleveret i medfør af den hidtil gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 41 a.
Lov nr. 447 af 9. juni 2004 (Digital
kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling,
regler om vidneforvarede m.v.)25) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft efter
justitsministerens nærmere bestemmelse. Lovens § 1, nr. 1, 2, 8-11
og 13-16, træder dog i kraft den 1. juli 2004.26)
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 525 af 24. juni 2005 (Udmøntning af
kommunalreformen på det familieretlige område), som ændret ved § 3 i
lov nr. 483 af 7. juni 2006,27) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Retssager, der er under behandling ved lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. (Udelades)
Lov nr. 538 af 8. juni 2006 (Politi- og domstolsreform)28) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 105
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2-22 og § 106.
Stk. 2. Reglerne om retternes saglige
og stedlige kompetence og om rettens sammensætning som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 3, 55, 58-60, 77, 79, 113, 115, 122 og
123, og §§ 4-6, 8, 29, 32-40, 46, 47, 75-77, 83, 84, 87-96, 98 og
102 finder anvendelse i borgerlige sager, der anlægges efter lovens
ikrafttræden, eller som henvises til behandling ved byretten i medfør af
stk. 8, og i straffesager, hvor der ved lovens ikrafttræden ikke
er rejst tiltale i 1. instans, jf. dog stk. 6, 2. pkt.29)
Stk. 3. Retsplejelovens
kapitel 33 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 86,
finder anvendelse i sager, der anlægges efter lovens ikrafttræden, eller
som henvises til behandling ved byretten i medfør af stk. 8.
Stk. 4. Retsplejelovens §§ 370
og 390 som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1,
nr. 90 og 100, finder anvendelse på aftaler om at udelukke anke,
der er indgået efter lovens ikrafttræden.
Stk. 5. Retsplejelovens kapitel 39
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 102, finder anvendelse i
sager, der anlægges efter den 1. januar 2008.
Stk. 6. Retsplejelovens fjerde bog,
tredje afsnit, og kapitel 82 og 83 som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 132 og 133, finder anvendelse i straffesager, hvor der ved
lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i 1. instans, eller som
genoptages efter lovens ikrafttræden. Sager, der i medfør af
retsplejelovens § 686, stk. 4 og 5, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 113, behandles under medvirken af nævninger, og
hvor tiltale i 1. instans rejses inden den 1. januar 2008, eller
som genoptages inden denne dato, behandles dog efter de hidtil gældende
regler.
Stk. 7. Genoptages en sag, der er
behandlet efter de hidtil gældende regler under medvirken af nævninger,
efter den 1. januar 2008, finder en fuldstændig ny hovedforhandling sted
for byretten. Det afgøres efter retsplejelovens §§ 686 og 687 som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 113, om lægdommere skal
medvirke ved byrettens behandling af sagen.
Stk. 8. Borgerlige sager i
1. instans, der ved lovens ikrafttræden verserer ved landsret, kan
efter høring af parterne henvises til fortsat behandling ved byret,
såfremt sagen
1) er anlagt efter den 1. juli 2006,
2) er anlagt ved landsretten eller er
henvist til landsretten i medfør af den hidtil gældende regel i
retsplejelovens § 227, stk. 1,
3) ikke er af principiel karakter og
4) må antages at kunne afgøres væsentligt hurtigere ved byretten.
Stk. 9. Nævninge- og domsmandslister
for hver landsretsnævningekreds og hver byretskreds i
landsretsnævningekredsen, jf. retsplejelovens §§ 68 og 74 som
affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 35, 37 og
38, dannes første gang for et tidsrum af 1 år regnet fra den 1. januar
2007.
Stk. 10. Advokater, der ved en byret
er antaget til at udføre sager for parter, der har fri proces, jf.
retsplejelovens § 336, eller til at beskikkes som offentlig
forsvarer, jf. retsplejelovens § 733, anses fra lovens ikrafttræden
som antaget ved byretten i den retskreds, hvori den hidtidige retskreds
indgår. Advokater, der er antaget ved retten i Tårnby, anses dog ikke
for antaget ved Københavns Byret. Såfremt den hidtidige retskreds deles
mellem flere retskredse, anses advokaten for antaget ved retten i den
retskreds, i hvilken advokaten har kontor, eller hvortil advokaten i
mangel heraf har sin nærmeste tilknytning. Advokater, der er antaget ved
Københavns Byret, anses dog som antaget ved både Københavns Byret og
retten på Frederiksberg. I tvivlstilfælde afgør justitsministeren, ved
hvilken ret en advokat skal anses for antaget.
Stk. 11. Reglerne i stk. 10, 1.
og 3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse på autoriserede
bobestyrere, jf. dødsboskiftelovens § 11, og auktionsledere, jf.
§ 3 i lov om offentlig auktion ved auktionsledere.
Stk. 12. Sager, der ved lovens
ikrafttræden verserer ved en byret, overgår til behandling ved byretten i
den retskreds, hvori den hidtidige retskreds indgår. Såfremt den
hidtidige retskreds deles mellem flere retskredse, overgår sagen til
behandling ved den stedligt kompetente byret.
Stk. 13. Genoptagelse og fornyet
behandling efter hjemvisning sker ved byretten i den retskreds, hvortil
det hidtidige hovedtingsted for den ret, der har truffet afgørelse i
sagen, nu hører.
Stk. 14. Nedsættelsen af antallet af
landsdommere ved Østre Landsret, jf. retsplejelovens § 5,
stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, sker ved
de tre første tilfælde af ledighed i en fast stilling efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 15. Retsplejelovens regler om
fuldmægtige ved domstolene finder tilsvarende anvendelse med hensyn til
justitssekretærer, der er udnævnt før lovens ikrafttræden.
Stk. 16. Med virkning fra dagen efter
lovens bekendtgørelse i Lovtidende og indtil den 1. januar 2007 kan der
ske midlertidig beskikkelse efter retsplejelovens § 44 a i
tilfælde af ledighed i en stilling som dommer ved en af de retter, der
er omfattet af retsplejelovens § 17, stk. 4 (bortset fra
retten i Rønne), eller i en stilling som administrerende byretsdommer.
Stk. 17. Præsidenterne for retterne i
Hjørring, Randers, Viborg, Holstebro, Herning, Horsens, Kolding,
Esbjerg, Sønderborg, Svendborg, Nykøbing Falster, Næstved, Holbæk,
Hillerød, Helsingør, Lyngby og Glostrup og retten på Frederiksberg kan
udnævnes indtil 6 måneder før lovens ikrafttræden.
Stk. 18. Politidirektørerne for de i § 109 nævnte politikredse kan udnævnes indtil 6 måneder før lovens ikrafttræden.
Stk. 19. En forsikringstager kan ikke
opsige en forsikringsaftale på grund af en ændring af
forsikringsvilkårene, som alene er begrundet med indførelsen af regler
om en småsagsproces, jf. retsplejelovens kapitel 39 som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 102, eller med den ændring af størrelsen
af sagsomkostningerne, der er en følge af denne lov.
Stk. 20. Lovens § 1, nr. 32, og § 104, nr. 1, træder i kraft den 1. juli 2006.30)
Stk. 21. Første gang der beskikkes
medlemmer til Procesbevillingsnævnet i medfør af retsplejelovens
§ 23, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 3, i lov nr.
554 af 24. juni 2005, sker beskikkelsen af landsdommeren og dennes
suppleant eller suppleanter for en periode på 2 år og 6 måneder. Dette
medlem og dets suppleant eller suppleanter har ret til genbeskikkelse
for yderligere 2 år.
Stk. 22. Arresthusene uden for København bestyres indtil den 1. januar 2008 af politidirektørerne.
§ 106
Stk. 1. Domstolsstyrelsen fastsætter
tidspunkterne for ansættelsen af de yderligere dommere ved byretterne i
medfør af retsplejelovens § 9, stk. 13, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 3. De yderligere dommere ansættes dog senest
den 1. januar 2011. Indtil Tinglysningsretten har overtaget tinglysning i
bilbogen, andelsboligbogen og personbogen fra retten i Århus, kan der
højst udnævnes yderligere 3 dommere ved retten i Århus i henhold til
retsplejelovens § 9, stk. 13, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 3.
Stk. 2. Tinglysningsretten overtager
tinglysningen fra byretterne efter Domstolsstyrelsens nærmere
bestemmelse. Indtil Tinglysningsretten har overtaget tinglysningen fra
byretterne, sker tinglysning ved de byretter, som Domstolsstyrelsen
bestemmer. Byretternes afgørelser vedrørende tinglysning kan kæres til
landsretten, og retsplejelovens § 19, stk. 4, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 3, finder tilsvarende anvendelse ved
byretterne.
Stk. 3. Lovens § 1, nr. 61,
64, 66, 67, 68 og 130, og retsplejelovens § 831, stk. 8, og
§ 854 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 132, træder i
kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse.31)
Retsplejelovens § 353, stk. 6, § 365, stk. 4 og 5,
§ 378, stk. 3, § 386 a, § 398, stk. 2,
3. pkt., og § 506 som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 86, 87, 92, 97, 101 og 107, finder anvendelse på
telekommunikation med billede efter justitsministerens nærmere
bestemmelse.32)
Lov nr. 181 af 28. februar 2007 (Gruppesøgsmål m.v.)33) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2008.
Stk. 2. Retsplejelovens kapitel 23 a
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10, finder anvendelse i sager,
der anlægges efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. (Udelades)
Lov nr. 520 af 6. juni 2007 (Revision af regler om advokaters virksomhed)34) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2008, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Retsplejelovens § 144 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 22, træder i kraft den 1. juli 2007.
§ 3
Stk. 1. De hidtil gældende regler om
gennemførelsen af en teoretisk efteruddannelse på områder af særlig
betydning for advokater som betingelse for at få beskikkelse som advokat
finder anvendelse for personer, der inden lovens ikrafttræden er
påbegyndt eller har gennemført denne efteruddannelse. Disse personer kan
således beskikkes som advokat, uanset at de ikke opfylder betingelsen i
retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 5, herunder om en praktisk
prøve i retssagsbehandling som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.
Det er en forudsætning, at efteruddannelsen er afsluttet senest den 31.
december 2009, og at eksamen er bestået senest den 31. januar 2011.
Stk. 2. Personer, der har bestået
juridisk kandidateksamen før den 1. januar 1997, kan beskikkes som
advokat, uanset at de ikke opfylder betingelsen i retsplejelovens
§ 119, stk. 2, nr. 5, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 3.
Stk. 3. Retsplejelovens § 123,
stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, finder ikke
anvendelse for advokater, der inden lovens ikrafttræden er indtrådt i et
fællesskab af advokater eller har erhvervet aktier eller anparter i et
advokatselskab.
Stk. 4. Retsplejelovens § 126,
stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, finder ikke
anvendelse for autoriserede advokatfuldmægtige, der er tilmeldt den
hidtil gældende teoretiske efteruddannelse på områder af særlig
betydning for advokater som betingelse for at få beskikkelse som
advokat. Dette gælder dog kun, indtil fuldmægtigene har gennemført den
hidtil gældende efteruddannelses teoretiske kurser.
Stk. 5. En advokat eller en
autoriseret fuldmægtig, der inden lovens ikrafttræden har påbegyndt
behandlingen af en retssag for Sø- og Handelsretten, kan færdiggøre
behandlingen af denne sag uanset bestemmelsen i retsplejelovens
§ 132 eller § 136, stk. 3, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 15 og 19.
Stk. 6. Klager over vederlag, som en
advokat eller et advokatselskab har forlangt for sit arbejde, der er
indgivet inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil
gældende regler i retsplejelovens kapitel 15 a.
Stk. 7. Ændringen af retsplejelovens
§ 143, stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
20, medfører ikke ophørsbeskatning efter fondsbeskatningslovens
§ 2, stk. 1, jf. selskabsskattelovens § 5, stk. 4.
Lov nr. 523 af 6. juni 2007 (Ændringer som følge
af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens
reklamationsfrister ved visse køb m.v.)35) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 47
Loven træder i kraft den 1. januar 2008.
§ 48
Stk. 1. Loven finder anvendelse også
på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er
forældet efter de hidtil gældende regler. Forældelse indtræder dog
tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt
ville være forældet såvel efter de hidtil gældende bestemmelser som
efter de bestemmelser, der gælder efter lovens ikrafttræden, jf. dog
stk. 7. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt
for forældelsens indtræden.
Stk. 2. Afbrydelse af forældelse, der
har fundet sted før lovens ikrafttræden, har fortsat virkning som
afbrydelse, selv om den ikke er sket på den efter lovens ikrafttræden
foreskrevne måde.
Stk. 3-8. (Udelades)
Lov nr. 479 af 17. juni 2008 (Gennemførelse af
Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om dna-profiler,
fingeraftryk og køretøjer m.v.)36) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 6
Stk. 1. Justitsministeren fastsætter
tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2, og kan
herunder fastsætte, at lovens §§ 1-3 og 5 træder i kraft på
forskellige tidspunkter.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 495 af 12. juni 2009 (Dommeres fremtræden i retsmøder)37) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2009, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter
tidspunktet for ikrafttræden af retsplejelovens § 56 a som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 1.
Lov nr. 505 af 12. juni 2009 (Behandling af
værgemålssager, ajourføring af regler om advokaters virksomhed,
digital-, tele- og videokommunikation, afskaffelse af hæftestraffen
m.v.)38) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2010, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Lov for Færøerne om rettens
pleje § 93, stk. 4, § 115 b, § 119, stk. 2, nr.
1, § 148 a, § 149, stk. 1-6, § 154, stk. 2,
§ 155, nr. 2, § 156 a, § 158, § 189, stk. 3,
§ 257, § 260, stk. 2, § 448 b, § 453, 3. pkt.,
§ 456 f, stk. 2, § 456 o, stk. 2, 2. pkt., kapitel
43, § 469, stk. 1, 2. pkt., § 469, stk. 4, 3. pkt.,
§ 470, stk. 3, 3. pkt., § 475 c, stk. 1, 2. pkt.,
§ 535, stk. 1, 1. pkt., § 650, stk. 1, 1. pkt.,
§ 721, stk. 1, nr. 1, § 726, stk. 2, § 730,
stk. 1, 2. pkt., § 731, stk. 1, litra e, § 762,
stk. 3, § 765, stk. 5, § 777, 1. pkt., § 802,
stk. 1, 2. pkt., § 811, stk. 2, § 895, stk. 6,
§ 925, stk. 1, 1. pkt., § 990, stk. 1, 1. pkt.,
§ 997, stk. 4, § 998, stk. 1, § 1017,
stk. 2, § 1017 a, stk. 4, og § 1018 d, stk. 1,
som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 6-8, 47-52,
56, 58, 59, 66-74, 76-79, 82-86, 90 og 98, samt §§ 2-7 træder i
kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse.39) (Udelades)
Stk. 3. (Udelades)
§ 9
(Udelades)
Lov nr. 73 af 26. januar 2010 (Omkostningsdækning i forbindelse med forbrugersager ved domstolene)40) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. februar 2010.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på
sager, hvor klagen til Forbrugerklagenævnet eller et godkendt, privat
klage- eller ankenævn er indgivet den 1. januar 2010 eller senere.
Lov nr. 404 af 21. april 2010 (Ny politiklageordning m.v.)41) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 4
Stk. 1. Lovens § 1, nr. 4-6, og §§ 2 og 3 træder i kraft den 1. juli 2010.42)
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 1-3 og 7-9, træder i kraft den 1. januar 2012.43)
Stk. 3. Medlemmerne af
Politiklagerådet kan beskikkes med virkning fra den 1. juli 2011.
Direktøren for Politiklagemyndigheden kan udnævnes med virkning fra den
1. juli 2011. Direktøren for Politiklagemyndigheden kan med virkning fra
den 1. juli 2011 ansætte personale i Politiklagemyndigheden.
§ 5
Stk. 1. Verserende sager den 1.
januar 2012 om klager over politipersonale og anmeldelser om strafbare
forhold begået af politipersonale færdigbehandles efter reglerne i denne
lov. Verserende sager kan dog efter drøftelse mellem vedkommende
statsadvokat og Politiklagemyndigheden færdigbehandles og afgøres af
statsadvokaten efter de hidtil gældende regler.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
finder tilsvarende anvendelse på verserende undersøgelse og
efterforskning, der af egen drift eller efter den hidtil gældende
bestemmelse i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, er iværksat
inden den 1. januar 2012.
Stk. 3. Klager over afgørelser, der
er truffet inden den 1. januar 2012, og klager over afgørelser, der
efter stk. 1 og 2 er truffet efter de hidtil gældende regler,
behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. De hidtidige medlemmer af
politiklagenævnene kan færdiggøre sager, der efter stk. 1-3
behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 5. Ved den første beskikkelse af
medlemmer af Politiklagerådet beskikkes advokaten og repræsentanten
udpeget af Kommunernes Landsforening for en periode på 2 år.
Lov nr. 536 af 26. maj 2010 (Tredjeinstansbevilling til en del af en sag)44) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2010.
Stk. 2. Loven finder anvendelse, når ansøgning om tredjeinstansbevilling indgives til Procesbevillingsnævnet efter lovens ikrafttræden.
Lov nr. 652 af 15. juni 2010 (Gengivelse af forklaringer i straffesager og justering af landsdommernormering)45) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2010.
Stk. 2. Lydoptagelser foretaget i medfør af retsplejelovens § 33 a slettes 1 år efter sagens endelige afgørelse.
Lov nr. 715 af 25. juni 2010 (Udveksling af
oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer med stater uden
for Den Europæiske Union)46) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 5
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden og kan herunder fastsætte, at lovens §§ 1-4 træder i
kraft på forskellige tidspunkter.
Lov nr. 718 af 25. juni 2010 (Rekonstruktion m.v.)47) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 55
Stk. 1. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.48)
Stk. 2. En anmeldelse af
betalingsstandsning eller udsættelse af afgørelsen om konkurs i medfør
af konkurslovens § 24 inden lovens ikrafttræden bevarer sine
virkninger efter lovens ikrafttræden. Uanset 1. pkt. kan en
betalingsstandsning eller en udsættelse af afgørelsen om konkurs ikke
forlænges efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Begæringer om åbning af
tvangsakkordforhandling, der er indgivet til skifteretten før lovens
ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Begæring om
rekonstruktionsbehandling kan ikke indgives af en fordringshaver, hvis
skyldneren har anmeldt betalingsstandsning, afgørelsen om konkurs er
udsat i medfør af konkurslovens § 24 i den hidtil gældende
affattelse eller skyldneren har indgivet begæring om
tvangsakkordforhandling.
Stk. 5. Ophører en
betalingsstandsning, regnes dagen for anmeldelsen dog som fristdag, hvis
skifteretten inden 3 uger efter ophøret modtager begæring om
rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Fører en
begæring om akkordforhandling ikke til stadfæstelse af tvangsakkord,
regnes dagen for begæringens modtagelse dog som fristdag, hvis
skifteretten, inden 3 uger efter at begæringen om akkordforhandling blev
tilbagekaldt eller forkastet eller akkordforhandling ophørte, modtager
begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.
Stk. 6. Konkurslovens § 10 a,
stk. 3, nr. 3, § 98, nr. 1, og § 200, stk. 1, nr. 3,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11, 25 og 32, finder
anvendelse, når fristdagen ligger efter lovens ikrafttræden.
Stk. 7. Konkurslovens § 10 a,
stk. 3, nr. 5, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 11, finder
alene anvendelse for aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden.
Stk. 8. Afbrydelse af forældelse kan
ske efter de hidtil gældende bestemmelser i forældelseslovens §§ 17
og 20, hvis begæring om åbning af tvangsakkordforhandling er indgivet
inden lovens ikrafttræden.
Stk. 9. Tinglysningslovens § 47
f, stk. 4, i den hidtil gældende affattelse finder også anvendelse
efter lovens ikrafttræden. Tinglysningslovens § 47 f, stk. 2,
1. pkt., som affattet ved denne lovs § 5, nr. 2, gælder endvidere
ikke, hvis pantsætteren ved indledningen af rekonstruktionsbehandling er
undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2 i den hidtil gældende
affattelse, eller hvis der er åbnet tvangsakkordforhandling.
Tinglysningslovens § 47 f, stk. 3, 1. pkt., gælder endvidere
ikke, hvis pantsætteren ved indledningen af gældssaneringssag er
undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2 i den hidtil gældende
affattelse, eller hvis der er åbnet tvangsakkordforhandling.
Stk. 10. Straffelovens § 283,
stk. 1, nr. 2, § 300, nr. 3, og § 304, stk. 2, som
affattet ved denne lovs § 11, nr. 1, 3 og 4, finder tilsvarende
anvendelse på forhandling om tvangsakkord.
Lov nr. 1549 af 21. december 2010 (Skærpede
straffe for hæleri og etablering af tæt samarbejde om udveksling af
oplysninger mellem kriminalforsorgen, de sociale myndigheder og politiet
i forbindelse med dømtes løsladelse (KSP-samarbejdet)49) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 3
Stk. 1. § 1 træder i kraft den 1. januar 2011.
Stk. 2. § 2 træder i kraft den 1. april 2011.50)
Lov nr. 1552 af 21. december 2010 (Sporing af
skjult udbytte og andre aktiviteter, forældelse af konfiskationskrav,
hemmelig beslaglæggelse m.v.)51) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011.
Stk. 2. Den i § 1 nævnte
bestemmelse i straffelovens § 97 a, stk. 1, gælder også for
lovovertrædelser, der er begået, og retsfølger, der er pålagt før lovens
ikrafttræden. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse i tilfælde, hvor
forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens
ikrafttræden.
Lov nr. 292 af 11. april 2011 (Udvidet adgang til at anvende anonyme vidner)52) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2011.
Stk. 2. Loven finder anvendelse i sager, som ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.
Lov nr. 411 af 9. maj 2011 (Forenkling af bødesagsprocessen)53) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. september 2011.
Lov nr. 412 af 9. maj 2011 (Underretning ved
udgang og løsladelse m.v. og udvidelse af fristen for politianmeldelse
ved erstatning fra staten til ofre for forbrydelser)54) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2011
Stk. 2. Lovens § 1 finder anvendelse på overtrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. (Udelades)
Lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v.55) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 86. Loven træder i kraft den 1. marts 2012. §§ 70 og 71 træder dog i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse.
Stk. 2. Lov om skifte af fællesbo m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 725 af 23. oktober 1986, ophæves den 1. marts 2012.
§ 87. Sager, der er indbragt for
skifteretten eller de almindelige domstole inden lovens ikrafttræden,
færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 2. Er der indgivet anmodning om
separation eller skilsmisse til statsforvaltningen eller anlagt sag om
ægteskabets omstødelse før lovens ikrafttræden, anvendes de hidtil
gældende regler i stedet for §§ 50, 51 og 67, og § 42 i lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning anvendes i den hidtil gældende
affattelse.
Lov nr. 614 af 14. juni 2011 (Forhøjelse af beløbsgrænse for den forenklede inkassoproces m.v.)56) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 3
Loven træder i kraft den 1. oktober 2011.
Justitsministeriet, den 17. november 2011
Morten Bødskov
/ Mette Undall-Behrend
|
INDHOLDSFORTEGNELSE
|
| |
|
|
|
|
Første bog. Domsmagten m.m.
|
| |
|
|
|
|
Første afsnit. Domstolenes ordning
|
|
Kap. 1.
|
Retterne
|
§§
|
1-20 b
|
|
Kap. 1 a.
|
Procesbevillingsnævnet
|
§§
|
22-27
|
|
Kap. 2.
|
Retsmøder
|
§§
|
28-32 d
|
|
Kap. 3.
|
Retsbøger og sagens dokumenter
|
§§
|
33-39
|
|
Kap. 3 a.
|
Aktindsigt
|
§§
|
41-41 g
|
|
Kap. 4.
|
Dommere, fuldmægtige m.m.
|
§§
|
42-59
|
|
Kap. 5.
|
Tilfælde, hvor rettens personer skal eller kan vige deres sæde
|
§§
|
60-67
|
| |
|
|
|
|
Andet afsnit. Nævningers og domsmænds udtagelse
|
|
Kap. 6.
|
Almindelige bestemmelser
|
§§
|
68-71
|
|
Kap. 7.
|
Grundlister
|
§§
|
72-73
|
|
Kap. 8.
|
Nævninge- og domsmandslister
|
§§
|
74-78
|
|
Kap. 9.
|
Udtagelse af nævninger for de enkelte sager
|
§§
|
79-87
|
|
Kap. 9 a.
|
Udtagelse af domsmænd for de enkelte sager
|
§§
|
88-91
|
| |
|
|
|
|
Tredje afsnit. Udtagelse af sagkyndige retsmedlemmer
|
|
Kap. 9 b.
|
|
§§
|
92-94
|
| |
|
|
|
|
Fjerde afsnit. Anklagemyndigheden
|
|
Kap. 10.
|
Anklagemyndigheden
|
§§
|
95-107
|
| |
|
|
|
|
Femte afsnit. Politiet
|
|
Kap. 11.
|
|
§§
|
108-117
|
| |
|
|
|
|
Sjette afsnit. Den Uafhængige Politiklagemyndighed
|
|
Kap. 11 a.
|
|
§§
|
118-118 e
|
| |
|
|
|
|
Syvende afsnit. Advokater
|
|
Kap. 12.
|
Beskikkelse som advokat - Udøvelse af advokatvirksomhed
|
§§
|
119-130 a
|
|
Kap. 13.
|
Advokaternes møderet for domstolene - Autoriserede advokatfuldmægtige
|
§§
|
131-136
|
|
Kap. 14.
|
Ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed
|
§§
|
137-142
|
|
Kap. 15.
|
Advokatsamfundet og Advokatnævnet
|
§§
|
143-145 a
|
|
Kap. 15 a.
|
Salærklager
|
§§
|
146-147 a
|
|
Kap. 15 b.
|
Disciplinærsager
|
§§
|
147 b-147 f
|
| |
|
|
|
|
Anden bog. Fælles bestemmelser for borgerlige sager og straffesager
|
| |
|
|
|
|
Kap. 16.
|
Almindelige bestemmelser om procesmåden
|
§§
|
148-152 a
|
|
Kap. 17.
|
Forkyndelser m.v.
|
§§
|
153-165
|
|
Kap. 18.
|
Vidner
|
§§
|
168-193
|
|
Kap. 19.
|
Syn og skøn
|
§§
|
196-211
|
|
Kap. 20.
|
Rettens rådslagninger og afgørelser
|
§§
|
214-223 b
|
| |
|
|
|
|
Tredje bog. Den borgerlige retspleje
|
| |
|
|
|
|
Første afsnit. Almindelige bestemmelser
|
|
Kap. 21.
|
Saglig kompetence
|
§§
|
224-232
|
|
Kap. 22.
|
Stedlig kompetence
|
§§
|
235-248
|
|
Kap. 23.
|
Sammenlægning og adskillelse af krav
|
§§
|
249-254
|
|
Kap. 23 a.
|
Gruppesøgsmål
|
§§
|
254 a-254 k
|
|
Kap. 24.
|
Sagens parter
|
§§
|
255-259
|
|
Kap. 25.
|
Rettergangsfuldmægtige
|
§§
|
260-267 d
|
|
Kap. 26.
|
Forligsmægling
|
§§
|
268-270
|
|
Kap. 27.
|
Retsmægling
|
§§
|
271-279
|
|
Kap. 28.
|
Om parternes og tredjemands forpligtelse til at fremlægge synbare bevismidler
|
§§
|
297-301
|
|
Kap. 29.
|
Afhøring af parter
|
§§
|
302-305
|
|
Kap. 29 a.
|
Oplysningspligt ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.
|
§§
|
306-307
|
|
Kap. 30.
|
Sagsomkostninger
|
§§
|
311-322
|
|
Kap. 31.
|
Retshjælp og fri proces
|
§§
|
323-336
|
| |
|
|
|
|
Andet afsnit. Rettergangsmåden
|
|
Kap. 32.
|
Almindelige bestemmelser
|
§§
|
337-347
|
|
Kap. 33.
|
Sagsforberedelse i 1. instans
|
§§
|
348-361
|
|
Kap. 34.
|
Hovedforhandling i 1. instans
|
§§
|
362-366
|
|
Kap. 35.
|
Genoptagelse
|
§
|
367
|
|
Kap. 36.
|
Anke
|
§§
|
368-388
|
|
Kap. 37.
|
Kære
|
§§
|
389-398 a
|
|
Kap. 38.
|
Ekstraordinær genoptagelse og anke
|
§
|
399
|
|
Kap. 39.
|
Behandling af sager om mindre krav
|
§§
|
400-410
|
|
Kap. 40-41.
|
(Ophævet)
|
|
|
|
Kap. 42.
|
Sager om ægteskab eller forældremyndighed
|
§§
|
448-456
|
|
Kap. 42 a.
|
Faderskabssager
|
§§
|
456 a-456 o
|
|
Kap. 43.
|
Værgemålssager
|
§§
|
457-466
|
|
Kap. 43 a.
|
Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse
|
§§
|
468-475
|
|
Kap. 43 b.
|
Prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke
|
§§
|
475 a-475 i
|
|
Kap. 44.
|
Fremgangsmåden ved at erhverve mortifikations- eller ejendomsdom
|
§§
|
476-477
|
| |
|
|
|
|
Tredje afsnit. Betalingspåkrav
|
|
Kap. 44 a.
|
|
§§
|
477 a-477 g
|
| |
|
|
|
|
Fjerde afsnit. Tvangsfuldbyrdelse
|
|
Kap. 45.
|
Grundlaget for tvangsfuldbyrdelse
|
§§
|
478-486
|
|
Kap. 46.
|
Fremgangsmåden ved udlæg og tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav
|
§§
|
487-506
|
|
Kap. 47.
|
Udlæggets genstand og retsvirkninger
|
§§
|
507-526
|
|
Kap. 48.
|
Særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav
|
§§
|
528-535
|
|
Kap. 48 a.
|
Særregler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær
|
§§
|
536-537
|
|
Kap. 49.
|
Almindelige bestemmelser for tvangsauktion
|
§§
|
538-543
|
|
Kap. 50.
|
Tvangsauktion over løsøre
|
§§
|
544-559 c
|
|
Kap. 51.
|
Tvangsauktion over fast ejendom
|
§§
|
560-582
|
|
Kap. 52.
|
Tvister under tvangsauktionen
|
§
|
583
|
|
Kap. 53.
|
Appel af fogedrettens afgørelser
|
§§
|
584-587
|
|
Kap. 54.
|
Brugeligt pant
|
§§
|
588-595
|
|
Kap. 55.
|
Umiddelbare fogedforretninger
|
§§
|
596-600
|
| |
|
|
|
|
Femte afsnit. De foreløbige retsmidler
|
|
Kap. 56.
|
Arrest
|
§§
|
627-640
|
|
Kap. 57.
|
Forbud
|
§§
|
641-652
|
|
Kap. 57 a.
|
Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.
|
§§
|
653-653 d
|
| |
|
|
|
|
Sjette afsnit. Skifte af fællesbo m.v. (ophævet)
|
| |
|
|
|
|
Fjerde bog. Strafferetsplejen
|
| |
|
|
|
|
Første afsnit. Almindelige bestemmelser
|
|
Kap. 61.
|
Strafferetsplejens område
|
§§
|
683-685
|
|
Kap. 62.
|
Saglig kompetence
|
§§
|
686-691
|
|
Kap. 63.
|
Værneting og forening af straffesager
|
§§
|
694-709
|
|
Kap. 64.
|
Gengivelse af forklaringer
|
§§
|
710-714
|
|
Kap. 65.
|
Påtalen
|
§§
|
718-728
|
|
Kap. 66.
|
Sigtede og hans forsvar
|
§§
|
729-741
|
|
Kap. 66 a.
|
Forurettede
|
§§
|
741 a-741 g
|
| |
|
|
|
|
Andet afsnit. Efterforskning, tvangsindgreb m.v.
|
|
Kap. 67.
|
Almindelige bestemmelser om efterforskning
|
§§
|
742-749
|
|
Kap. 68.
|
Afhøringer og særlige efterforskningsskridt
|
§§
|
750-754 e
|
|
Kap. 69.
|
Anholdelse
|
§§
|
755-761
|
|
Kap. 70.
|
Varetægtsfængsling
|
§§
|
762-778
|
|
Kap. 71.
|
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden, observation, dataaflæsning og forstyrrelse
eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation
|
§§
|
780-791 c
|
|
Kap. 72.
|
Legemsindgreb
|
§§
|
792-792 f
|
|
Kap. 73.
|
Ransagning
|
§§
|
793-800
|
|
Kap. 74.
|
Beslaglæggelse og edition
|
§§
|
801-807 e
|
|
Kap. 75.
|
Personundersøgelser
|
§§
|
808-811
|
|
Kap. 75 a.
|
Andre efterforskningsskridt
|
§§
|
812-819
|
|
Kap. 75 b.
|
Indgreb over for personer under 14 år
|
§§
|
821 a-821 g
|
| |
|
|
|
|
Tredje afsnit. Tiltale og hovedforhandling i 1. instans
|
|
Kap. 76.
|
Tilståelsessager
|
§§
|
831-832
|
|
Kap. 77.
|
Tiltale og forberedelse af hovedforhandling i 1. instans
|
§§
|
833-850
|
|
Kap. 78.
|
Hovedforhandling i 1. instans
|
§§
|
851-885
|
|
Kap. 79.
|
Nævningesager
|
§§
|
886-894
|
|
Kap. 80.
|
Straffesager, i hvilke der ikke medvirker lægdommere
|
§§
|
895-900
|
|
Kap. 81.
|
(Ophævet)
|
|
|
| |
|
|
|
|
Fjerde afsnit. (Ophævet)
|
| |
|
|
|
|
Femte afsnit. Retsmidler mod trufne afgørelser
|
|
Kap. 82.
|
Anke til landsretten
|
§§
|
901-931
|
|
Kap. 83.
|
Anke til Højesteret
|
§§
|
932-937
|
|
Kap. 84.
|
(Ophævet)
|
|
|
|
Kap. 85.
|
Kære til højere ret
|
§§
|
968-974
|
|
Kap. 86.
|
Genoptagelse
|
§§
|
975-988
|
| |
|
|
|
|
Sjette afsnit. Regler om behandlingen af private straffesager og om forfølgning af borgerlige krav under straffesager
|
|
Kap. 87.
|
(Ophævet)
|
|
|
|
Kap. 88.
|
Regler om behandlingen af private straffesager
|
§§
|
989-990
|
|
Kap. 89.
|
Påtale af borgerlige krav under straffesager
|
§§
|
991-996 a
|
| |
|
|
|
|
Syvende afsnit. Fuldbyrdelsen af domme i straffesager
|
|
Kap. 90.
|
|
§§
|
997-1006
|
| |
|
|
|
|
Ottende afsnit. Sagsomkostninger m.v. i straffesager
|
|
Kap. 91.
|
Sagsomkostninger
|
§§
|
1007-1014 a
|
|
Kap. 92.
|
Offentlig omtale m.v. af straffesager
|
§§
|
1016 a-1017 d
|
| |
|
|
|
|
Niende afsnit.
|
|
Kap. 93.
|
Særlige bestemmelser om nogle forhør m.m.
|
§
|
1018
|
| |
|
|
|
|
Tiende afsnit.
|
|
Kap. 93 a.
|
Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning
|
§§
|
1018 a-1018 h
|
|
Kap. 93 b.
|
Behandling af klager over politipersonalet
|
§§
|
1019-1019 q
|
|
Kap. 93 c.
|
Straffesager mod politipersonale
|
§§
|
1020-1020 l
|
|
Kap. 93 d.
|
(Ophævet)
|
|
|
| |
|
|
|
|
Femte bog. Slutnings- og overgangsbestemmelser
|
| |
|
|
|
|
Kap. 94.
|
Slutningsbestemmelser
|
§§
|
1022-1023 a
|
|
Kap. 95.
|
Overgangsbestemmelser (Udeladt)
|
§§
|
1024-1043
|
| |
|
|
|
|
Officielle noter
1)
Bestemmelsen i § 56 a træder i kraft på det tidspunkt,
justitsministeren fastsætter, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 495
af 12. juni 2009.
2)
Bestemmelsen i § 116 a træder i kraft på det tidspunkt,
justitsministeren fastsætter, jf. § 6, stk. 1, i lov nr. 479
af 17. juni 2008.
3)
Bestemmelsen i § 116 b træder i kraft på det tidspunkt,
justitsministeren fastsætter, jf. § 5 i lov nr. 715 af 25. juni
2010.
4)
Bestemmelsen i § 130 a træder i kraft efter justitsministerens
nærmere bestemmelse, jf. § 8, stk. 2, i lov nr. 505 af 12.
juni 2009.
5)
Bestemmelsen i § 143, stk. 6, træder i kraft efter
justitsministerens nærmere bestemmelse, jf. § 8, stk. 2 i lov
nr. 505 af 12. juni 2009.
6)
Bestemmelsen i § 148 a træder i kraft efter justitsministerens
nærmere bestemmelse, jf. § 5, stk. 1, i lov nr. 447 af 9. juni
2004.
7)
Bestemmelsen i § 154, stk. 2, træder i kraft efter
justitsministerens nærmere bestemmelse, jf. § 5, stk. 1, i lov
nr. 447 af 9. juni 2004.
8)
Bestemmelsen i § 155, nr. 2, træder i kraft efter
justitsministerens nærmere bestemmelse, jf. § 5, stk. 1, i lov
nr. 447 af 9. juni 2004.
9)
Bestemmelsen i § 156 a træder i kraft efter justitsministerens
nærmere bestemmelse, jf. § 5, stk. 1, i lov nr. 447 af 9. juni
2004.
10)
Den angivne ordlyd af § 158 (ændring af »nr. 2 og 3« til: »nr. 3
og 4«) træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse, jf.
§ 5, stk.1, i lov nr. 447 af 9. juni 2004.
11)
Bestemmelserne i § 186, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3-6,
træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse, jf.
§ 106, stk. 3, 1. pkt., i lov nr. 538 af 8. juni 2006.
12)
Bestemmelserne i § 327, stk. 3, § 331, stk. 1, nr. 5, og § 331, stk. 3,
træder i kraft den 1. marts 2012, jf. § 86, stk. 1, i lov nr. 594 af
14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v.
13)
Lov om forældremyndighed og samvær, jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 15.
januar 2007, er ophævet ved § 47, stk. 2, i lov nr. 499 af 6.
juni 2007, forældreansvarslov, der trådte i kraft den 1. oktober 2007.
§ 28 i lov om forældremyndighed og samvær er videreført i
forældreansvarslovens § 31.
14)
Den angivne ordlyd af § 561, stk. 1, 4. pkt. (indførelse af
mulighed for indkaldelse af skyldneren ved forkyndelse), træder i kraft
efter justitsministerens nærmere bestemmelse, jf. § 5, stk. 1,
i lov nr. 447 af 9. juni 2004.
15)
Tredje bog, sjette afsnit, ophæves med virkning fra den 1. marts 2012,
jf. § 86, stk. 1, i lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v.
16) Lovændringen vedrører kapitel 42 a.
17)
Lovændringen vedrører § 4, stk. 2, § 15, stk. 1-4,
§ 16, stk. 2, § 52, § 105, stk. 1, første bogs
sjette afsnit, § 335 a, § 336 b, stk. 3, § 361 a,
§ 839, stk. 1, § 886, stk. 1, 2. pkt., og
§ 967, 2. pkt.
18)
Lovændringen vedrører § 6 a, § 16 a, stk. 1, 3. pkt.,
§ 17, stk. 1, § 18 c, § 124, stk. 8,
§ 133, stk. 3 og 5, § 139, stk. 3, 4. pkt.,
§ 213 b, stk. 1, 1. pkt., § 219 a, stk. 6,
§ 501, stk. 3, nr. 4, § 628, stk. 3, § 684,
stk. 1, nr. 3, § 701, stk. 2, § 722, stk. 1,
nr. 2, § 731, stk. 1, litra c, § 745, stk. 3,
§ 748, stk. 1, 2. pkt., overskriften til kapitel 71,
§ 786, stk. 4, § 791 a, kapitel 74, kapitel 75 a, kapitel
75 b, § 925, stk. 6, § 1002 og § 1017 b,
stk. 2.
19) Lovændringen vedrører kapitel 42 a.
20) Ikrafttrædelsesbestemmelsens stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 vedrører kapitel 42 a.
21)
Lovændringen vedrører overskriften til kapitel 71, § 786,
stk. 1 og 4-8, § 791 b, § 799, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 3, § 802, stk. 2, nr. 2, § 803, stk. 1, 2.
pkt., § 805, stk. 3, § 806, stk. 3, 1. pkt.,
§ 807 b, stk. 1 og 2, og § 807 d, stk. 1, 1. pkt.,
og stk. 2, 1. pkt.
22) Bekendtgjort i Lovtidende den 7. juni 2002.
23) Ved bekendtgørelse nr. 986 af 28. september 2006 er det bestemt, at ændringen træder i kraft den 15. september 2007.
24)
Lovændringen vedrører § 16 a, stk.1, 3. pkt., § 17,
stk. 1, § 28 a, stk. 2, § 29, stk. 2 og 4,
§ 31 b, § 32, stk. 4, § 32 b, stk. 1,
overskriften til kapitel 3, § 33, stk. 1, § 35,
stk. 5, § 38, § 39, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,
kapitel 3 a, § 60, stk. 5, § 102, stk. 2, 1. pkt.,
§ 124, stk. 8, § 173, stk. 2, 3. pkt., § 218 a,
§ 219, stk. 3, § 219 a, stk. 3, og stk. 5, 1.
pkt., § 255 a, § 339 a, § 354, stk. 6, 3. pkt.,
§ 366 a, § 372, stk. 3, § 456, stk. 1,
§ 477, §§ 729 a-729 d, § 731, stk. 1, litra h,
§ 741 c, stk. 3, 1. pkt., §§ 745-745 b, § 745 d,
stk. 2, § 746, stk. 2, 1. pkt., § 748, stk. 7,
§ 786, stk. 6, 2. pkt., og stk. 7, 2. pkt., § 836 a,
§ 839, stk. 2, 2. pkt., § 841, § 895, stk. 1,
4. pkt., § 964, 2. pkt., § 998, stk. 2, 3. pkt.,
§ 1017 d, § 1018 e, stk. 6, § 1019 h, stk. 3,
og § 1022.
25)
Lovændringen vedrører § 44 a, stk. 4, § 147 g, § 148
a, § 154, stk. 2, § 155, nr. 2, § 156 a,
§ 158, § 178, stk. 4-10, § 218 b, § 494,
stk. 2, sidste pkt., § 497, stk. 3, § 561,
stk. 1, 4. pkt., § 587, stk. 1, § 777, § 962,
stk. 3, 5. pkt., og § 963, stk. 3, litra a, 2. pkt.
26)
Ikrafttrædelsesbestemmelsens § 1, 2. pkt., vedrører § 44 a,
stk. 4, § 147 g, § 178, stk. 4-10, § 218 b,
§ 494, stk. 2, sidste pkt., § 497, stk. 3,
§ 587, stk. 1, § 777, § 962, stk. 3, 5. pkt.,
og § 963, stk. 3, litra a, 2. pkt.
27)
Lovændringen vedrører § 448, § 448 a, § 448 b, § 448
c, stk. 1 og 2, § 448 d, § 450, stk. 2, 1. pkt., og
stk. 3, § 450 a, 1. pkt., og § 456.
28)
Lovændringen vedrører kapitel 1, § 28, § 31 b, 1. pkt.,
§ 32, stk. 3, 1. pkt., §§ 32 c og 32 d, § 33,
stk. 2, § 34, stk. 2, nr. 2, § 39, stk. 1,
§ 40, § 41 c, § 41 f, stk. 3, 1. pkt., overskriften
til kapitel 4, § 42, stk. 2 og 4, § 43 a, stk. 1,
nr. 4 og 5, § 44, stk. 5, § 44 a, stk. 4, § 44
c, stk. 1, § 45, stk. 2 og 3, § 48, stk. 2,
§ 52, stk. 1, § 53, § 54, stk. 1 og 2,
§ 54 a, stk. 1, 1. pkt., § 55, § 57, stk. 1, 1.
pkt., § 58, stk. 2, 1. pkt., § 59, § 60,
stk. 1, nr. 5 og 6, § 60, stk. 2 og 3, § 66,
stk. 1, 1. pkt., § 68, § 71, nr. 6, § 74,
stk. 2 og 3, § 78, 1. pkt., § 79, stk. 1 og 3,
§ 81, stk. 1-3, § 86 a, § 88, § 90, kapitel 9
b, § 100, stk. 2, § 101, stk. 1, 2. pkt.,
§ 103, stk. 2, § 104, stk. 1 og 2, § 105,
§ 107, kapitel 11, § 121, stk. 4, 1. pkt., § 132,
§ 133, stk. 1, § 135, stk. 2, 1. og 2. pkt.,
§ 136, stk. 3 og 4, § 139, stk. 1 og 3, § 147
d, stk. 1 og 3, § 147 e, stk. 1 og 3, § 147 f,
stk. 2, 1. og 3. pkt., § 149, stk. 7, § 151,
stk. 1, 7. pkt., § 152 a, § 174, stk. 2 og 3,
§ 181, 1. pkt., § 186, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3-6,
§ 192, § 214, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-5,
§ 218, stk. 1-3, § 218 a, stk. 1 og 2, § 219,
§ 219 a, stk. 5 og 6, §§ 225-230, § 240,
stk. 2, § 247, stk. 2, § 248, stk. 1, 2. pkt.,
§ 297, § 321, stk. 1, 2. pkt., § 334, stk. 1,
og stk. 5, 2. pkt., § 340, stk. 1, kapitel 33 og 34,
§ 367, stk. 1 og 2, § 368, stk. 3 og 5, § 369,
stk. 4, § 370, § 372, stk. 1, § 378,
stk. 3, § 380, stk. 1, 2. pkt., § 385, stk. 1
og 2, § 386, stk. 1 og 2, § 386 a, § 387,
§ 390, stk. 2, § 393, stk. 4, 2. pkt., § 394,
stk. 1, § 398, stk. 2, kapitel 39, § 470,
stk. 4, 3. pkt., § 475 b, stk. 2, 1. pkt., § 476,
stk. 2, § 494, stk. 1, 2. pkt., § 506, § 586,
stk. 1, § 597, stk. 3, § 598, stk. 2, 1. pkt.,
§ 631, stk. 2, § 646, stk. 2, 1. pkt., § 653 d,
§§ 686-691, § 694, stk. 3, 1. pkt., § 698,
stk. 1, nr. 2, § 699 a, § 700, § 702, stk. 1 og
2, § 704, stk. 3, 2. pkt., § 705, § 707,
§ 719, stk. 2, nr. 1, § 729 a, stk. 2 og 3,
§ 729 b, stk. 1 og 2, § 731, stk. 1, litra d og i,
og stk. 2, 1. pkt., § 735, § 741 c, stk. 1, 5. pkt.,
overskriften til fjerde bog, andet afsnit, § 748, stk. 8-10,
§ 754, stk. 2, fjerde bog, tredje og fjerde afsnit, kapitel
82-84, §§ 968 og 968 a, § 969, stk. 1, § 970,
stk. 2, § 972, stk. 1 og 2, §§ 973 og 973 a,
§ 976, stk. 1, § 977, stk. 1 og 2, § 979,
stk. 2, 2. pkt., § 983, § 984, 1. pkt., § 987,
stk. 1, 2 og 4, § 988, § 990, stk. 1 og 2,
§ 991, stk. 1 og 3, § 993, § 999, stk. 4,
§ 1008, stk. 3, 2. pkt., § 1012, stk. 4, 1. pkt.,
§ 1013, stk. 3, § 1018 e, stk. 1, 4. pkt.,
§ 1018 f, stk. 1, 3. pkt., og § 1020 c, stk. 2.
29)
Ikrafttrædelsesbestemmelsens stk. 2 vedrører kapitel 1, § 121,
stk. 4, 1. pkt., § 139, stk. 1, 3. pkt., og
stk. 3, 2. pkt., § 147 d, stk. 1 og 3,
§ 147 e, stk. 1, og stk. 3, 1. pkt.,
§ 147 f, stk. 2, 1. og 3. pkt., §§ 225-227,
§ 240, stk. 2, § 686, § 687, §§ 689-691,
§ 705 og § 707.
30) Ikrafttrædelsesbestemmelsens stk. 20 vedrører § 59.
31)
Ikrafttrædelsesbestemmelsens stk. 3, 1. pkt., vedrører § 149,
stk. 7, § 174, stk. 2 og 3, § 186, stk. 2, 3.
pkt., og stk. 3-6, § 192, § 748, stk. 8-10,
§ 831, stk. 8, og § 854. Ved § 1, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 980 af 25. september 2009 er det bestemt, at
retsplejelovens § 149, stk. 7, § 174, stk. 2 og 3,
§ 192, § 831, stk. 8 og § 854 som affattet ved
§ 1, nr. 61, 64, 68 og 132, i lov nr. 538 af 8. juni 2006 træder i
kraft den 1. november 2009.
32)
Ved § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 980 af 25. september
2009 er det bestemt, at ændringerne finder anvendelse på
telekommunikation med billede fra den 1. november 2009.
33)
Lovændringen vedrører § 225, stk. 3, 2. pkt., § 226,
stk. 2-4, § 227, stk. 2, § 249, stk. 2-3,
§ 254, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, kapitel 23 a,
§ 378, stk. 4, § 400, stk. 3, og § 696, 1. pkt.
34)
Lovændringen vedrører § 119, stk. 2, nr. 3-5, og
stk. 3-6, § 122, stk. 2, § 123, § 124,
§ 126, stk. 3 og 5, § 127 a, stk. 2, § 129,
§ 132, § 133, stk. 3-5, § 135, stk. 1,
§ 135 a, § 136, stk. 3, § 143, stk. 1 og 3-5,
§ 144, § 145, stk. 1 og 2, § 146, § 147,
§ 147 a, § 147 b, stk. 1 og 2, § 147 c,
stk. 1-2 og 4-6, § 147 d, stk. 1 og 3, § 147 e,
§ 147 f, stk. 1, § 260, § 267 a - § 267 d,
§ 316, stk. 1, 2. pkt., § 327, stk. 1, nr. 3,
§ 361, stk. 5, og § 408, stk. 2.
35) Lovændringen vedrører § 361, stk. 4, § 490, stk. 3, og § 527.
36) Lovændringen vedrører § 116 a.
37) Lovændringen vedrører § 56 og § 56 a.
38) Lovændringen vedrører § 130 a og § 143, stk. 6.
39) Ikrafttrædelsesbestemmelsens stk. 2 vedrører § 130 a og § 143, stk. 6.
40) Lovændringen vedrører § 327, stk. 1, nr. 3.
41)
Lovændringen vedrører overskriften til første bog, femte, sjette og
syvende afsnit, kapitel 11 a, § 722, stk. 1, nr. 2,
§ 769, stk. 2, nr. 1, § 821 b, stk. 1, 2. pkt., og
kapitel 93 b-93 d.
42)
Ikrafttrædelsesbestemmelsens stk. 1 vedrører § 722,
stk. 1, nr. 2, § 769, stk. 2, nr. 1, og § 821 b,
stk. 1, 2. pkt.
43)
Ikrafttrædelsesbestemmelsens stk. 2 vedrører overskriften til
første bog, femte, sjette og syvende afsnit, kapitel 11 a, og kapitel 93
b-93 d.
44)
Lovændringen vedrører § 371, stk. 1, § 392, stk. 2,
§ 585, stk. 1, § 665, stk. 1, § 932,
stk. 1, og § 973.
45)
Lovændringen vedrører § 5, stk. 2, § 33 a, § 36,
§ 41 f, stk. 5, § 186, stk. 1 og 4, § 218 a,
stk. 4, kapitel 64, § 754, stk. 1 og 2, § 863,
stk. 2, og § 870.
46) Lovændringen vedrører § 116 b.
47) Lovændringen vedrører § 15, stk. 2, nr. 4, § 119, stk. 2, nr. 2, § 477 b, stk. 4, nr. 1 og § 477 d, stk. 1.
48) Ved bekendtgørelse nr. 208 af 15. marts 2011 er det bestemt, at loven træder i kraft den 1. april 2011.
49) Lovændringen vedrører § 115, stk. 1 og 3.
50) Ikrafttrædelsesbestemmelsens stk. 2 vedrører § 115, stk. 1 og 3.
51)
Lovændringen vedrører § 729 c, stk. 5, 2. pkt., § 729 c, stk. 6, § 747,
stk. 2, nr. 2, § 784, stk. 2, 2. pkt., § 799, stk. 1, § 807 e, § 1002,
stk. 1, 2. pkt.
52) Lovændringen vedrører § 181, § 845, stk. 1, nr. 4 og 6, og § 856, stk. 3-10.
53)
Lovændringen vedrører § 219 a, stk. 3, 2. pkt., § 832, stk. 4, § 896,
stk. 1, 3. pkt., § 896 a, § 897, stk. 1-5, § 987, stk. 2-5, og § 988.
54) Lovændringen vedrører § 741 g.
55)
Lovændringen vedrører § 32 c, 1. pkt., 254 e, stk. 7, 3. pkt., § 327,
stk. 3-5, § 331, stk. 1, nr. 5, § 331, stk. 3, § 336, stk. 3, § 448, nr.
5, § 538 b, stk. 1, 1.-3. pkt. og tredje bog, sjette afsnit.
56) Lovændringen vedrører § 477 a, stk. 1, 1. pkt.